Lyt til artiklen her.

Det er en tidsløs taktik: iscenesæt et angreb mod dig selv og skyd skylden på dine fjender. Metoden kaldes et falsk flag, og tager oprindeligt sit navn fra pirater, der hejste et falskt flag i toppen af masten for at narre fjendtlige skibe eller et muligt bytte.

I dag er de falske flag rykket væk fra verdenshavene og ind i politik. Her er byttet ikke handelsskibe læsset med gulddubloner, men derimod vælgere, som kan skræmmes og narres til politisk opbakning. En række nye episoder peger på, at falske flag i stigende grad bliver brugt som politisk redskab i Europa. Her har særligt den radikale højrefløj taget metoden til sig.

Tyskland: AfD-medlem indrømmer falsk brandstiftelse

I Tyskland er der lange traditioner for at bruge falske flag som politisk påskud på den radikale højrefløj. Da Adolf Hitler i 1939 invaderede Polen, skete det med afsæt i Operation Himmler - en serie af falske flag, som skulle retfærdiggøre en tysk invasion af Polen. Tyske soldater iførte sig polske uniformer og stormede tyske landsbyer på grænsen til Polen. Her raserede de bygninger, skød efter civile og efterlod lig med polske uniformer på.

I 2026 har den radikale tyske højrefløj tilsyneladende ladet sig inspirere af sine forgængere. I den lille Bayern-landsby Uffenheim ringede et medlem af Alternative für Deutschland i februar til politiet for at anmelde en politisk motiveret brandstiftelse mod hans bil. Manden fortalte desuden politiet i Nürnberg, at han også havde modtaget et trusselsbrev fra Antifa.

Et lille problem: Det var løgn fra ende til anden.

I sidste uge kom politiet nemlig frem til, at manden selv havde stukket sin bil i brand. Et af de fældende beviser var, at hans håndskrift mindede mistænkeligt meget om den, der stod i brevet. AfD-medlemmet har da også indrømmet selv at have stået bag det kiksede forsøg på et falsk flag.

Motivet var indlysende: at skabe politisk sympati gennem et fiktivt trusselsbillede. Moderpartiet var da heller ikke sent til at gribe muligheden for at iscenesætte den radikale højrefløj som et offer for venstreorienteret politisk terror. I en pressemeddelelse fordømte AfD angrebet som ‘kujonagtigt’. Partiet er dog ikke vendt tilbage på den tyske presses henvendelser om den nye udvikling i sagen…

Angrebet er langt fra første gang mistanken falder på falske flag fra AfD’s side. I 2023 så partileder Alice Weidel sig tvunget til at aflyse sin deltagelse i de tyske lokalvalg, efter politiet, ifølge hende, havde rådet hende til at blive hjemme i sikkerhed. Det var en påfaldende timing op til lokalvalget, ikke mindst fordi Weidel to dage senere blev set på en strand i Mallorca sammen med sin kæreste. Måske var de spanske feriehytter udstyret med særligt stærke låse? Eller måske var Weidel bare fuld af løgn. Tysk politi kunne i hvert fald fastslå, at de ikke havde rådet hende til at blive hjemme.

Ungarn: Rusland tilbyder mordforsøg på Orbán

Mens de højreradikale i Tyskland tager alle midler i brug for at komme til magten, forsøger deres ungarske kollega at beholde den. Som du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, er Ungarns autokratiske premierminister Viktor Orbán en presset mand.

Alle meningsmålinger peger på, at han taber valget om et par uger til oppositionspartiet Tisza, som har lovet at retsforfølge den korrupte leder og hele hans entourage - blandt andet udenrigsminister Péter Szijjártó, som i sidste uge blev afsløret i at sende fortrolige oplysninger direkte videre til Kreml.

“Den helt store udfordring i at komme til bunds i de mange falske flag er, at bagmændene ofte sidder på magten.”

---

Autokrater skyer ingen midler for at blive siddende ved magten - og et falsk flag er bestemt ikke udelukket for Orbán, der gerne tager rollen som martyr på sig. I sidste uge lækkede europæiske efterretningstjenester, at den russiske udenrigsefterretningstjeneste (SVR) havde tilbudt Orbán at iscenesætte et falsk flag, hvor han skulle udsættes for et ‘attentatforsøg’.

Ifølge en intern SVR-rapport, som er kommet i hænderne på Washington Post, skulle det iscensatte mordforsøg have været en gamechanger, som kunne vende de dårlige meningsmålinger. Agenterne fremhæver også i rapporten, at det kunne flytte fokus over på “statssikkerhed og et forsvar af det politiske system” - og væk fra det enorme bjerg af korruptionssager, som har hobet sig op gennem årene.

Det russiske tilbud får selvfølgelig den vakse læser til at overveje, hvor Kreml-konsulenterne ellers har været i spil. Kunne de eksempelvis tænkes at have været et smut forbi Butler, Pennsylvania? I USA fik landets højreradikale leder netop et sådan boost inden valget, hvor 16 procent af vælgerne fremhævede attentatforsøget som den vigtigste grund til deres stemme. Hver femte amerikaner tror i dag, at attentatforsøget var et falsk flag, og kritikere fremhæver blandt andet Trumps øre og dets utrolige evne til at hele.

Rusland, Tyrkiet, Norge - hele Europa?

Apropos Rusland har man også her lange traditioner for at fremstille falske flag. Sovjetunionen indledte - muligvis med inspiration fra sin tyske allierede - invasionen af Finland med et falsk flag, da man bombede Mainila på grænsen mellem Finland og Sovjetunionen. Det gav Stalin et påskud for at starte Vinterkrigen.

Landets nuværende diktator har næppe heller begrænset de metoder til udenrigsefterretningstjenesten og Ungarn. Der er endda god grund til at formode, at Putin kom til magten via en række falske flag, startende med lejlighedsbomberne i Moskva, Rjazan og Volgodonsk i 1999. Den tidligere BBC-journalist John Sweeney har skrevet en bog om det, som jeg i øvrigt har oversat - den kan du købe her.

Sweeneys bog er blot den seneste i en lang række bøger, som konkluderer, at Putin terrorbombede sin egen befolkning. Putins tidligere FSB-kollega Alexander Litvinenko åbnede allerede ballet i 2006 med bogen Blowing Up Russia, mens den amerikanske journalist David Satter også har efterforsket teorien indgående. Litvinenko blev efterfølgende myrdet af russiske lejemordere i London, Satter slap med at blive udvist af Rusland for bestandigt.

Et mindre dramatisk eksempel så vi i Norge med den tidligere justitsminister Tor Mikkel Wara fra det højreorienterede Fremskridspartiet. Sammen med kæresten Laila Berthussen gennemlevede Wara i 2018-2019 et sandt mareridt. Parrets bil blev sat i brand, huset blev vandaliseret med graffiti, og en række trusselsbreve fik Wara til at fordømme affæren som “en trussel mod norsk demokrati.”

Også her var det en fiktiv trussel. Berthussen havde selv stået bag angrebene og havde blandt andet efterladt en taske med den feministiske organisation Kvinnefrontens logo for at give dem skylden. Hun blev idømt 20 måneders fængsel.

Foruden de beviseligt falske flag omgærdes en lang række andre sager af mistanker. Falske flag kan også hejses ved ganske enkelt at undlade at handle i håbet om at drage fordel af fx et terrorangreb. Den slags nonfeasance er eksempelvis på spil i Hamas-terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023, hvor Times of Israel sidste år kunne berette om, at sikkerhedstjenesten Shin Bet kendte til angrebet, før det fandt sted.

Var kupforsøget mod Tyrkiets præsident Recep Erdogan i 2016 et falsk flag, der skulle give anledning til at udrense politiske modstandere? En rapport fra Stockholm Center for Freedom konkluderer, at den autoritære præsident selv trak i tråden. Var Inger Støjbergs nylige påstand om et politisk motiveret angreb på motorvejen hentet fra samme drejebog?

Den helt store udfordring i at komme til bunds i de mange falske flag er, at bagmændene ofte sidder på magten. De kan derfor bruge statsapparatet til at dække over deres forbrydelser, hvilket gør opklaringsarbejdet vanskeligt for os andre.

Hvad vi kan sige med sikkerhed, er, at falske flag er et politisk redskab, som vinder stadig mere udbredelse - ikke mindst i takt med, at den radikale højrefløj vinder frem i Europa og resten af verden. Det bedste våben er at bevare sin kritiske sans, og være på vagt, hver gang der kan slås politisk mønt på et angreb.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Inden alle stemmerne var talt op stod det klart, at ingen kom til at vinde stort ved søndagens valg i Slovenien. I stedet ser den siddende regering med Robert Golob fra Frihedsbevægelsen (GS) i spidsen ud til at have sikret sig en spinkel sejr over det højreradikale Sloveniens Demokratiske Parti (SDS), som bliver ledet af tidligere premierminister Janez Janša.

Mens de sidste stemmer bliver talt op ved valget, ser det igen ud til at valget peger på splittelse mellem en pro‑EU centrum‑venstreregering og en nationalistisk højrefløjspopulisme. Valget mindede på den måde om de scenarier, vi i det seneste år har set udspille sig i blandt andet Moldova, Tjekkiet, Rumænien og Portugal.

Denne gang var det altså pro-EU-lejren, som ser ud til at have trukket det længste strå - selvom længdeforskellen er marginal.

Mange partier i et lille parlament

I slovensk politik skal man kunne tælle til 46, idet landets parlament, Nationalforsamlingen, kun rummer 90 mandater. Efter søndagens valg har GS opnået 29 pladser, hvilket er et tab på 12 mandater. SDS gik til gengæld et enkelt sæde frem, og har nu 28 pladser i parlamentet.

Også det kristendemokratiske NSi fik en lille fremgang fra 8 til 9, mens det socialdemokratiske SD gik tilbage fra 9 til 6 mandater. Venstrefløjspartiet Levica og Demokraterne, som er en udbryder fra SDS, fik henholdsvis 5 og 6 mandater.

Ved valget blev det konspirationsteoretiske Resni også valgt ind for første gang med 5 mandater. Resni har særligt profileret sig på at være vaccineskeptisk og ledes af den tidligere politibetjent Zoran Stevanović. Resni og Stevanović har desuden profileret sig som en del af den euroskeptiske radikale højrefløj og har til ingens overraskelse tætte bånd til Rusland gennem den tidligere russiske spionchef i landet, Sergej Lemsejev, som i 2024 blev smidt ud af Slovenien.

Op til valget så det ellers længe ud til, at de 1,7 millioner registrerede vælgere havde tænkt sig at straffe den siddende regering endnu hårdere. Helt frem til februar 2026 lå GS til omkring 20 procent af stemmerne, mens SDS en overgang stod til over 35 procent af stemmerne. Ved den sidste spurt fik Golob dog standset blødningen og sikrede dermed, at GS fortsat er det største parti i Slovenien.

‘Sloveniens Trump’ hyrer israelsk spionfirma

Janša har tidligere udtrykt sin store beundring for højreradikale ledere som Donald Trump og Viktor Orbán, og har i den internationale presse fået tilnavnet Sloveniens Trump. Som tidligere premierminister i tre omgange (2004-2008, 2012–2013, 2020-2022) gjorde han på linje med Trump og Orbán også hvad han kunne for at undergrave pressefriheden og retssamfundet.

“Den slovenske sikkerhedsminister forklarede på et pressemøde onsdag, at Black Cube havde sendt folk til landet fire gange, og at Giora Eiland, den tidligere chef for Israels Sikkerhedsråd, var blandt de involverede.”

---

Under Janšas skiftende regeringer faldt Slovenien støt på pressefrihedsindekset, og blev skarpt kritiseret af det internationale journalistforbund. I 2013 beskrev organisationens generalsekretær Aidan White, hvordan Janšas regering “havde fejlet i at svare ærligt og åbent på spørgsmål om dets håndtering af medier og journalister.“

Også ved det netop overståede valg havde Janša tilsyneladende ladet sig inspirere af andre højrefløjs-autokrater. Under valgkampen opdagede slovensk politi, at SDS angiveligt havde hyret det private israelske efterretningsfirma Black Cube til at hjælpe partiet over målstregen. Virksomheden ejes af to forhenværende Mossad-agenter og har tidligere gjort sig berygtet ved blandt andet at lave smædekampagner mod en række af de kvinder, som beskyldte Harvey Weinstein for seksuelle krænkelser.

Den slovenske sikkerhedsminister forklarede på et pressemøde onsdag, at Black Cube havde sendt folk til landet fire gange, og at Giora Eiland, den tidligere chef for Israels Sikkerhedsråd, var blandt de involverede.

En del af forklaringen på den israelske interesse kan være den slovenske regerings holdning til den israelske invasion af Gazastriben. I Golobs regeringsperiode har landet været blandt de mest pro-palæstinensiske lande i EU, og i 2024 gav man indrejseforbud for israelske topembedsfolk som Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smotrich. I samme ombæring anerkendte landet også Palæstinas ret til at eksistere som selvstændig nation. Janša har til gengæld udtrykt fuld opbakning til Benyamin Netanyahu og kaldt regeringens politik for “på linje med at støtte terrororganisationen Hamas.”

“Skjult overvågning og aflytning, i dette tilfælde udført af et privat spionfirma fra Israel, peger på noget dybt bekymrende. Det er ikke bare endnu en mindre sag, men rejser alvorlig tvivl om troværdigheden af den demokratiske proces i Slovenien,“ udtalte Golob i ugen op til valget.

SDS har afvist beskyldningerne, hvilket dog virker utroværdigt. De israelske agenter boede under opholdene på den vej i Ljubljana, som også huser SDS’ partihovedkvarter.

Polarisering komplicerer regeringsdannelse

Den israelske overvågning og indblanding er kronen på en stærkt polariseret valgkamp fuld af personangreb og spredning af desinformation. På de sociale medier har botnetværk også understøttet den højrepopulistiske Janšas kampagne.

Golob har på den baggrund beskyldt oppositionen for at ville splitte EU indefra, men EU-parlamentarikeren Romana Tomc forsøgte at nedtone de beskyldninger. “Vores parti er under Janšas ledelse meget pro-, pro-, pro-europæiske,” sagde hun.

Slovensk politik har i det hele taget gennemgået samme polarisering som mange andre europæiske lande. Der venter derfor en svær opgave for Golob og GS, som skal forsøge at danne regering efter en stor tilbagegang.

Selvom Socialdemokraterne og Levica er de mest oplagte koalitionspartnere, har de tre partier kun 40 mandater til sammen. Derfor vil partiet blive nødt til enten at række ud til Demokraterne eller NSi og danne en bred regering henover midten. Alternativt skal man forsøge sig med en mindretalsregering. Janša kan også forsøge at samle flertal bag sit eget kandidatur, hvilket dog besværliggøres af hans polariserende persona.

Uanset hvilken løsning det ender med, kommer den kommende slovenske regering til at stå på et skrøbeligt fundament. Med de kommende prisstigninger som følge af Trumps Iran-krig, kan situationen blive yderligere ustabil - også i Slovenien. Søndag fik en midlertidig benzinmangel regeringen til at indføre et loft på 50 liter benzin for private køretøjer.

Janez Janša har da også allerede forsøgt at udnytte den situation, og opfordrede kort efter valget til et snarligt nyvalg, som kunne skabe ‘mere stabilitet’. Om han til den tid igen vil forsøge at hverve hjælp udefra til at genvinde magten, melder historien dog ikke noget om.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Når den ungarske befolkning går til valg den 12. april, kan en æra være forbi. Efter 16 år ved magten viser alle målinger, at premierminister Viktor Orbán langt om længe kan miste sit stramme greb om magten i Ungarn.

Alt tyder dog på, at den autokratiske leder ikke har tænkt sig at gå fredeligt ind i den gode politiske nat. Frem mod valget har Orbán og resten af Fidesz-regeringen ført en decideret skræmmekampagne, hvor særligt landets ukrainske nabo er blevet iscenesat som skurken.

Spørgsmålet er, hvor langt Orbán vil gå i kampen om at klynge sig til magten - og hvordan det ungarske folk vil reagere på hans rævekager. Mistanker om valgsvindel lurer også under overfladen.

Europas Selvskabte Plage

I starten af nullerne var Ungarn et land i fremgang. Inden Finanskrisen ramte, lå væksten stabilt på 4-5 procent om året. Korruptionsgraden var også forholdsvis lav, om end til stede. For tyve år siden rangerede Ungarn eksempelvis højere end europæiske lande som Italien, Tjekkiet og Grækenland på Transparency Internationals korruptionsindeks.

Siden er det gået kraftigt ned ad bakke. I 2025 indtog Ungarn for fjerde år i træk den ringeste placering i EU - på højde med Cuba, Burkina Faso og Tanzania. Også den økonomiske udvikling er gået i stå - Ungarn har flere gange inden for de seneste år haft negativ vækst. Pressefriheden er også forsvundet - Journalister Uden Grænser beskriver Orbán som ‘et rovdyr på pressefrihed’ - og på den udenrigspolitiske scene er landet blevet en tilbagevendende klods om benet på resten af EU.

Historien om Ungarns forfald hænger på mange måder sammen med Viktor Orbáns regeringsperiode. Det forklarer den danske historiker Vibe Termansen i den spritnye bog Europas Selvskabte Plage, som foruden at være en biografi om Viktor Orbán også er en diagnose af, hvordan den autokratiske premierminister ”systematisk og uden skrupler har ødelagt demokratiet, retsstaten og menneskerettighederne i sit eget land – og dermed også i EU.”

“Orbán afmonterer demokratiet i Ungarn og dermed i EU. Vi finansierer det.”

---

I bogen beskriver den danske historiker, hvordan Orbán og Fidesz har institutionaliseret korruptionen, så den nu er et system, der gennemsyrer alt. Barndomsvennen Lörinc Mészáros, der er uddannet gasmontør, har ophobet en formue på over 3 milliarder euro og er i dag Ungarns rigeste mand. Orbáns svigersøn er også godt på vej, og hans far er også på listen. Som Vibe Termansen skriver i bogen, bliver de milliarder af euro, EU hvert år overfører til Ungarn, også forvaltet som i Cuba, Burkina Faso og Tanzania. Orbán afmonterer demokratiet i Ungarn og dermed i EU. Vi finansierer det.

I bogen forklarer Termansen også, at Viktor Orbán ikke bare er skrupelløs, men også er en overordentlig dygtig leder, politiker og taktiker. Valget i 2010 var ifølge OSCE det sidste “frie og retfærdige” valg i Ungarn. Siden har Orbán komplet kapret staten ved at ændre forfatningen, valglovene, parlamentets muligheder for at tæmme magten, domstolene, medierne, de finansielle institutioner og resten af landets apparat.

Hvis Orbán mister magten i Ungarn, vil det være et stort chok for hele det system, som er blevet gjort afhængigt af hans magt. Også den groteske korruption - som eksempelvis den EU-finansierede trætopbro, Termansen beskriver i bogen - vil formentlig afføde en stor modreaktion. Heldigvis for Orbán får han også hjælp til at fastholde magten udefra.

Matrjosjka er landet

Meningsmålingerne i Ungarn - altså dem, der ikke bliver betalt af Fidesz-organisationer - taler deres tydelige sprog. Peter Magyar og Tisza står til knap 40 procent af stemmerne, mens Fidesz kan forvente opbakning fra omkring 30 procent af vælgerne. Forskellen ligger uden for den statistiske usikkerhed og har peget i samme retning i over et år.

Orbán kæmper for sit politiske liv, men kæmper ikke alene. Ifølge flere ungarske journalister og gravermediet The Insider er Matrjosjka nu landet i Ungarn. Det har dog ikke noget at gøre med den klassiske russiske souvenir, hvor små trædukker gemmer sig inde i større dukker. Bag navnet gemmer sig derimod et stort russisk botnetværk, som igen vil forsøge at manipulere med valget til fordel for Kremls foretrukne kandidat.

“Selvom Orbán gerne vil have hjælp, er der en balancegang i ikke at gøre den russiske assistance alt for tydelig.”

---

Matrjosjka-operationen har været i gang siden efteråret 2023 og bruger falske profiler til at sprede desinformation og fake news. Fokus er på kvantitet og at drukne andre historier i AI-slop og falsk forargelse over fiktive historier. Forskere i online-desinformation er tidligere kommet frem til, at Matrjosjka kan fremstille mindst 2 millioner indlæg om måneden og producerer desinformation på mindst 13 forskellige sprog.

I den ungarske valgkamp har Matrjosjka særligt fokuseret på falske historier om Ukraine og ukrainske flygtninge. Blandt eksemplerne på den ungarske regerings desinformation er en historie om en ukrainsk flygtning, som var blevet anholdt i Frankrig efter at have forsøgt at kaste en håndgranat mod den ungarske ambassade i Paris.

I en anden af de opdigtede historier bliver det beskrevet, hvordan ukrainske flygtninge har angrebet ungarske borgere over 1.000 gange i en række forskellige europæiske lande. I forbindelse med den historie bruges der logoer fra troværdige kilder som Euronews og Human Rights Watch for at fremstille dem som afsendere. Også her har de ungarske desinformations-spredere ladet sig inspirere af russiske metoder: Informationsoperationen Doppelganger har længe brugt klonede hjemmesider af medier som BBC og t-online til at snige desinformation ind af bagdøren.

Foruden de russiske botnetværk og de Kreml-inspirerede taktikker har Orbáns allierede i Moskva sendt en række af sine fremmeste ‘politiske teknologer’ til Ungarn. Anti-desinformationsmediet VSquare dokumenterede tidligere på måneden, at GRU-agenter under ledelse af Putins vicestabschef Sergej Kirijenko er fløjet til Ungarn. Her er deres rolle at gennemføre manipulationskampagner på sociale medier i Ungarn fra spioncentralen på den russiske ambassade i Budapest.

De russiske agenters metoder er efterhånden både velkendte og forventede. De vestlige efterretningstjenester er derfor gået i offensiven og har lækket en række historier om den russiske indblanding. Også oppositionslederen Peter Magyar har trukket de russiske teknologer i valgkampen. I flere taler opfordret Rusland til at blande sig udenom valget. Selvom Orbán gerne vil have hjælp, er der en balancegang i ikke at gøre den russiske assistance alt for tydelig. Da Matrjosjka-netværket i efteråret kørte en lignende indflydelsesoperation i Moldova, endte det med at give bagslag.

En demonstrant i Budapest illustrerer på humoristisk vis, hvordan Vladimir Putin gemmer sig inde i Orbán. Den russiske ‘matrjosjka-dukke’ er også kommet til Ungarn i en anden forstand, da det russiske botnetværk af samme navn forsøger at hjælpe Orbán til sejr.

Ukrainsk fjendebillede

Det russiske botnetværks anti-ukrainske budskaber spiller sammen med Orbáns egen fremstilling af Ukraine som hovedfjenden. Her er særligt det russiske olierør Druzjba, som leverer olie til Ungarn og Slovakiet, blevet en central del af Fidesz-valgkampen.

Rørledningen blev i januar ødelagt af et russisk bombardement, men Ukraines langsomme reparation har skabt vrede i Fidesz. Den ungarske udenrigsminister Péter Szijjártó sendte tidligere i marts en delegation til Ukraine for at besigtige rørledningen og har svoret at blokere EU’s lånepakke på 90 milliarder euro til landet, indtil olien igen flyder gennem Ukraine.

Det er her interessant at bemærke, at EU-forkvinde Ursula von der Leyens tilbud om, at EU bidrager med økonomisk støtte og teknisk assistance til at reparere rørledningen, er blevet negativt modtaget af Orbán-regeringen.

“Efter næsten 50 dage har EU-Kommissionen endelig bemærket, at to medlemslande bliver udsat for en olieblokade af Ukraine, og lover at udbedre situationen. Lad jer ikke narre. Det er rent politisk teater,” skrev en forarget Szijjártó på Twitter/X.

Som du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, kunne det ungarske oliebehov imidlertid dækkes problemfrit af leverancer fra Kroatien. Fidesz forsøger med andre ord at bruge den ødelagte rørledning til at skabe en panikstemning, som nemt kunne være undgået. Det handler om stemmer, ikke energipolitik - og det politiske teater bliver først og fremmest dirigeret fra Budapest.

“Det meste af Fidesz-valgkampen har handlet om trusler mod Ungarn: fra onde EU-bureaukrater, fra den globalistiske woke-sammensværgelse og ikke mindst truslen om at blive trukket ind i krigen mod øst.”

---

I skræmmekampagnen mod Ukraine fik Orbán også en håndsrækning af Zelenskij i sidste måned. Her kommenterede den ukrainske præsident tørt, at han kunne give de ukrainske soldater adressen på ‘en vis person’, så han selv kunne forklare dem, hvorfor han blokerede for EU’s lånepakke. Ingen var i tvivl om, at den slet skjulte trussel var møntet på Viktor Orbán, der har optrådt som Ruslands mand i EU ved at forsøge at bremse den økonomiske håndsrækning. Det blev for meget, også for resten af EU, som kaldte retorikken for ‘uacceptabel’.

Orbán var ikke sen til at udnytte truslen i valgkampen. I et opslag på de sociale medier ringede den ungarske premierminister til sin familie for at berolige dem om, at truslen mod deres liv var under kontrol. Det lettere patetiske mediestunt er et godt billede på Orbáns generelle politiske tilgang, hvor han skaber en trussel og derefter iscenesætter sig selv som redningsmanden.

Skræmmekampagnen mod Ukraine og Orbáns korruption mødtes i skøn forening i begyndelsen af marts, hvor de ungarske myndigheder anholdt syv ukrainere på gennemrejse. Her konfiskerede man 82 millioner dollars i guld og kontanter, som var på vej til Ukraine i pengetransporter. Det gav både Orbán mulighed for at hævne sig på Ukraine og samtidig spæde til sin egen pengekasse. Måske kan det beslaglagte guld finansiere en ny guldbelægning af familiens swimmingpools i Felcsút-paladset?

Fidesz-valgkampen har i det hele taget handlet om trusler mod Ungarn: fra onde EU-bureaukrater, fra den globalistiske woke-sammensværgelse - ofte ledet af den farlige ungarske prygelknabe George Soros - og ikke mindst truslen om at blive trukket ind i krigen mod øst. I kampen mod den diffuse woke-trussel har den amerikanske regering også kastet sin støtte efter Orbán, og vicepræsident JD Vance tager til Ungarn for at give den pressede premierminister et boost.

På valgplakater i hele Ungarn er vælgerne blevet bombarderet med AI-genererede og manipulerede billeder af Zelenskij, Magyar og von der Leyen, der fremstilles som en krigsliderlig kabale. Fidesz’ skræmmekampagne ser dog ikke ud til at have rykket ved de ungarske vælgeres kryds.

Snyd på vægten?

Som mange andre autokratiske partier forsøger Fidesz at manipulere med vælgerne. De ungarske medier og universiteter er gennem 16 år blevet omdannet til loyale Fidesz-støtter, og her bliver vælgernes kryds også masseret i retning af den siddende regering.

Vælgermanipulationen foregår på alle planer i Ungarn. Et eksempel er en korruptionsdømt politimand, som stiller op i Somogy som selvstændig kandidat under navnet ‘Peter Tisza’. Efter at have skiftet sit juridiske efternavn, forsøger han at narre nogle vælgere til at sætte kryds ved ham snarere end Peter Magyar fra partiet Tisza. Det er ikke svært at forestille sig, at Fidesz har haft en finger med i hans kandidatur.

Mens den slags beskidte tricks efterhånden er blevet en fast del af ungarsk politik, er spørgsmålet på manges læber frem mod valget den 12. april, om Fidesz også vil gå skridtet videre og snyde med stemmerne?

Med tanke på Orbáns russiske allierede kan det være en oplagt bekymring. I Rusland er de seneste valg blevet fusket med i en sådan grad, at den egentlige stemmeandel mere er et udtryk for de ‘politiske teknologers’ vurderinger end et demokratisk mandat. Ved præsidentvalget i 2024 tildelte Putin sig selv 87 procent af stemmerne. Her vurderes antallet af falske og stjålne stemmer at have ligget mellem 22-36 millioner ud af de 76 millioner afgivne stemmer.

Også andre af Europas autokratiske regeringer kan være inspirationskilder for en skrantende Orbán. I Serbien anslås der at være blevet fusket med 14 procent af stemmestederne ved valget i 2024. Befolkningen i Georgien må også undre sig over, at Georgiens Drøm kunne blive siddende ved magten, selvom alle meningsmålinger viste det modsatte. Andre frygter, at Orbán ikke har tænkt sig at anerkende valget og i stedet vil bruge sit greb om domstolene og parlamentet til at vedtage love, der forhindrer en fredelig magtoverdragelse.

Når ungarerne om under en måned går til stemmeurnerne, finder vi ud af, om Europas selvskabte plage endelig bliver kureret, eller om den korrupte autokrat gennem sit greb om Ungarns institutioner, de mange skræmmekampagner og hjælp fra vennerne i Kreml formår at blive siddende på tronen.

En ting er sikkert: det bliver et møgbeskidt valg.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, at du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden eller en kop kaffe. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Torsdag den 5. marts mødtes fem europæiske lande i Bruxelles for at planlægge endnu en stramning af den europæiske asyl- og migrationspolitik. Et af landene var Danmark, som igen er at finde blandt foregangslandene for en plan om at opføre nye udrejsecentre. De skal imidlertid ikke placeres inden for EU’s egne grænser, men i en række lande udenfor Europa.

Hvor de nye lejre for afviste asylansøgere nærmere skal bygges, ligger dog hen i det uvisse. Ifølge EU-forslaget er der tale om såkaldt ‘sikre tredjelande’. Europanyt har kontaktet integrationsminister Rasmus Stoklund for at høre, hvorvidt der allerede foregår forhandlinger med konkrete lande om at sende afviste asylansøgere ud af Danmark. Ministeren har dog ikke ønsket at kommentere på sagen.

I et skriftligt svar til Europanyt bekræfter integrationsministeriet, at Danmark har deltaget i det omtalte møde, men at man i lyset af, at der er udskrevet valg, kun har været med som observatør på embedsmandsniveau.

Ny EU-lov skal accelerere udvisninger

Foruden Danmark er Grækenland, Nederlandene, Tyskland og Østrig en del af gruppen. De fire lande ønsker med afsæt i et nyt lovforslag at sætte fart under planerne om at opføre udrejsecentre udenfor Europa.

Baggrunden for den nye handleplan er et lovforslag fra december 2025, som gør det muligt for EU-landene at fremskynde udvisninger. EU's migrationskommissær Magnus Brunner kaldte dengang “forslaget et vendepunkt i europæisk migrations- og asylpolitik.”

Danmark har tidligere været blandt EU-landenes fremmeste fortalere når det drejer sig om at holde flygtninge ude af Europa. I 2023 støttede den danske stat Gashora-lejren i Rwanda med 21 millioner kroner i et forsøg på at få færre flygtninge til at rejse til Europa. Begrundelsen fra daværende integrationsminister Kaare Dybvad Bek lød dengang:

”Asylsystemet er brudt sammen, og der er behov for nye løsninger, der bekæmper menneskesmuglernes forretningsmodel og den irregulære migration, så migranter ikke skal ud på den farlige rejse mod Europa.”

“Mange af de mennesker, den danske stat vil sende afsted, har været på flugt og allerede været udsat for traumatiske oplevelser. De har brug for psykologisk støtte og tryghed, ikke at blive sendt til en lejr i et andet land mod deres vilje.”

- Gitte Rønde, Læger Uden Grænser Danmark

---

Næste skridt er nu at deportere de personer, som allerede har foretaget den “farlige rejse.” Ifølge lovforslaget vil enkelte medlemslande kunne indgå bilaterale aftaler med lande udenfor EU om at sende flygtninge og afviste asylansøgere til opholdslejre i disse. Ifølge EU-Kommissionen vil det samtidig gøre det muligt hurtigere at udvise folk fra EU. Forslaget åbner også for, at ikke-EU-borgere kan få beslaglagt deres ejendele i forbindelse med udvisninger.

Det er imidlertid en dårlig idé at sende afviste flygtninge i lejre i udlandet, hvis man spørger Læger Uden Grænser.

“Især de psykiske konsekvenser vækker bekymring. Det kan i sig selv være traumatisk at blive isoleret i sådanne lejre – og mange af de mennesker, den danske stat vil sende afsted, har været på flugt og allerede været udsat for traumatiske oplevelser”, forklarer Gitte Rønde, der er psykolog og forperson for Læger uden Grænser Danmark.

“De har brug for psykologisk støtte og tryghed, ikke at blive sendt til en lejr i et andet land mod deres vilje,” siger Rønde til Europanyt.

Også hos Dansk Flygtningehjælp stiller man sig kritisk over for forslaget.

“Der er mange grundlæggende problemer ved det her forslag. Hvem skal overvåge de her lejre? Hvilke lande er det, som man vil overbevise om at huse lejrene, og hvad er deres pris? Det giver et deja-vu til hele Rwanda-sagen, hvor de danske myndigheder også forsøgte at sende ansvaret videre. Mange af de samme risici er til stede i den her plan”, siger Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp.

Det nye lovforslag er særligt blevet drevet frem af de to højreorienterede grupper i EU-parlamentet Patrioter for Europa og Europa af Suveræne Nationer, mens De Europæiske Konservative og Reformister også er med i det endelige forslag.

Lejrene skal ifølge planen huse afviste asylansøgere, og vil derfor få samme funktion som de to udrejsecentre, der allerede eksisterer i Danmark - Kærshovedgård ved Ikast og Sjælsmark nord for Birkerød. Aktuelt huser de to centre omkring 500 mennesker. Røde Kors driver desuden udrejsecentret Avnstrup, som er indrettet til børnefamilier og enlige kvinder, der har fået afslag på asyl i Danmark. Her bor 250 personer, men stedet kan på sigt huse op til 600 personer.

Det er dog en dyr fornøjelse at sende folk i de danske udrejsecentre, forklarer Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp til Europanyt.

“Det koster mere end dobbelt så meget at have folk boende på fx Kærshovedgård i forhold til et almindeligt asylcenter. Det lader dog ikke til at spille den store rolle i debatten, hvilket er underligt, eftersom økonomien ofte er et centralt spørgsmål,“ siger hun.

Udvisningsdom bindende i hele EU

EU-Kommissionens tal viser, at kun 20 procent af de afviste asylansøgere i dag bliver sendt tilbage til deres oprindelseslande, hvor situationen ofte kan være livsfarlig. Den nye lovgivning kan derfor ses som et forsøg på at øge antallet af hjemsendelser. Hvor mange der reelt bliver hjemsendt kan dog være svært at sige med sikkerhed, mener Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp.

“Mange steder har myndighederne ikke styr på, hvad der bliver af afviste asylansøgere. Det er langt fra alle lande, der huser dem i centre, så mange ender i stedet på gaden, “ siger hun.

Inden for den nuværende lovgivning er en afgørelse om udvisning kun bindende i det land, hvor beslutningen træffes. Også her vil den nye lovgivning stramme reglerne, idet den vil gøre en afgørelse i et hvilket som helst medlemsland gældende for alle unionens medlemslande. Det kan dog også give juridiske komplikationer, vurderer Eva Singer.

“Det kan betyde, at en asylansøger i Grækenland kan blive afvist på et andet vurderingsgrundlag end vi ville bruge i Danmark. Selvom man kan formode, at et andet EU-land vil leve op til reglerne, ved vi fra praksis at det ikke altid sker og der kan derfor være brug for at efterprøve det,“ siger hun.

Den danske regering har i forvejen arbejdet for at begrænse afviste asylsøgeres rettigheder. I 2024 udtalte indenrigsminister Sophie Løhde: “Det skal være slut med, at udlændinge uden lovligt ophold render rundt med et gult sundhedskort, der giver dem ret til samme sundhedsydelser som danske statsborgere”. Personer i Danmark med tilknytning til asylsystemet, som har fået afvist deres asylansøgning, kan i dag kun få akut lægebehandling, hvis udlændingestyrelsen vurderer et behov.

‘Østrigs Guantanamo’

Selvom den danske regering ikke ønsker at komme ind på, hvor de nye udrejsecentre skal bygges, kan Østrigs deltagelse i projektet muligvis give et prej om, hvordan man har tænkt sig at indrette disse. Landet har allerede stor erfaring med at oprette udrejsecentre i udlandet, blandt andet gennem Lipa-lejren i det nordlige Bosnien.

Lipa bliver drevet af International Centre for Migration Policy Development, (ICMPD) som er finansieret af det østrigske regeringsparti, ÖVP. ICMPD ledes af den tidligere østrigske vicekansler Michael Spindelegger, som i en lækket e-mail til en italiensk avis blev afsløret som bygherre på fængslet på området i Lipa, der tidligere husede en flygtningelejr.

Lipa-lejren er tidligere blevet kritiseret i hårde vendinger for at udsætte de indsatte for torturlignende forhold, hvor de omkring 550 indsatte ikke har dagslys i cellerne og ofte stuves sammen i frysende kolde celler. Stedet har af samme årsag fået tilnavnet ‘Østrigs Guantanamo’ som en dyster henvisning til det retsløse amerikanske fængsel i Cuba. Trods de usle forhold er omkostningerne til at drive Lipa-lejren steget kraftigt siden ICMPD overtog styringen.

Den kontroversielle østrigske organisation samarbejder også med den libyske kystvagt, som blandt andet er blevet berygtet for dets rolle i at forhindre redningsarbejdere i at redde druknende bådflygtninge i Middelhavet. Også her er EU en central partner. Ifølge ICMPD’s hjemmeside har EU-Kommissionen givet 5 millioner euro i tilskud til det projekt.

Europanyt har spurgt integrationsminister Rasmus Stoklund om, hvad man vil gøre for at undgå, at menneskerettighedskrænkelser også kan forekomme i det nye projekt med dansk deltagelse. Ministeren er ikke vendt tilbage på de henvendelser.

Læger Uden Grænser: Tag ansvar for flygtninge

Mens integrationsministeren ikke har ønsket at besvare spørgsmål om den danske deltagelse i den nye EU-plan, kritiseres forslaget skarpt af en række NGO’er. I et åbent brev opfordrer mere end 200 organisationer til at trække lovforslaget tilbage. Blandt underskriverne finder man Human Rights Watch, Læger Uden Grænser og Oxfam, der advarer om fængselslignende forhold og manglende opsyn i ‘deportationslandene’.

Hos Dansk Flygtningehjælp mener man tvungne hjemsendelser og straftiltag som sanktioner og indespærring skal undgås i videst muligt omfang da det kan have alvorlige menneskelige konsekvenser.

Også hos den danske afdeling af Læger Uden Grænser bliver planen om at bygge udrejsecentre udenfor Europa mødt med hård kritik. Organisationen peger blandt andet på erfaringer fra østaten Nauru, hvor den australske regering sender flygtninge hen. Her bor flygtninge i containere og store fællestelte, forklarer Gitte Rønde fra Læger uden Grænser.

“Det kan have fatale konsekvenser. Læger uden Grænser arbejdede i 2017-2018 i Nauru og kunne dokumentere, at 65% af patienterne havde selvmordstanker, selvskadede eller allerede havde forsøgt at tage deres eget liv,“ siger Rønde til Europanyt.

Læger uden Grænser opfordrer i stedet til, at den danske stat tager ansvar for flygtninges sikkerhed og sundhed - noget organisationen frygter ikke kan opretholdes i lejre udenfor Europa:

“Vi opfordrer den danske stat til at bremse udviklingen og i stedet kæmpe for en europæisk migrationspolitik, der sikrer værdighed, sundhed og sikkerhed for alle, uanset status”.

Share

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Mens kloden bliver opslugt af nye krige, sætter våbensalget også rekorder på verdensplan. En ny rapport fra det svenske fredsinstitut (SIPRI) viser, at særligt de europæiske lande har drevet udviklingen, og at man i perioden 2021-2025 har købt historisk stort ind af nye våben i Europa.

Ikke siden 1980’erne og Den Kolde Krig er der blevet brugt flere penge på våben. Samlet er våbenhandlen vokset med 10 procent på verdensplan i perioden 2021-2025, målt i forhold til de foregående fem år.

Rapporten dokumenterer også, at blot fem lande står for 70 procent af den globale våbeneksport: USA, Frankrig, Rusland, Kina og Tyskland. Mens USA fortsat er den suverænt største våbensælger og alene udgør 42 procent af den globale våbeneksport, har en række andre lande også udvidet deres militære eksportindustrier.

Fransk vækst, russisk styrtdyk

Blandt de store vindere af det nye våbenkapløb finder vi den franske militærindustri, som i perioden har øget eksporten med over tyve procent. Frankrig står nu for ti procent af våbeneksporten på verdensplan. Blandt de centrale virksomheder er Dassault, Thales, Airbus og Safran, som alle er blandt de fem største europæiske våbenproducenter.

Frankrig eksporterer særligt våben til andre europæiske lande og Indien, som med 25 procent af eksporten udgør landets største aftager. Det drejer sig blandt andet om Dassault-kampflyet Rafale, som Indien har købt 114 af til en pris på 180 milliarder kroner. Sammen med kampflyene følger også en aftale om salg af luft-til-jord-missilet HAMMER og krydsermissilet SCALP (‘Storm Shadow’), der som en del af aftalen skal produceres lokalt i Indien. Det indiske militærbudget er fjerdestørst på verdensplan og er på 15 år blevet fordoblet. Det hænger særligt sammen med spændinger mellem Indien og nabolandene Kina og Pakistan.

Mens den franske militærindustri har kronede dage, er der til gengæld trange kår for den russiske våbeneksport. Her er andelen af den globale våbeneksport styrtdykket de seneste fem år. Hvor Rusland i 2016-2020 stod for over en femtedel af det globale våbensalg, udgør den russiske eksport i dag under syv procent. Det svarer til et fald på hele 64 procent.

Ruslands eksportkollaps hænger sammen med to forhold. Først og fremmest skal man bruge de fleste af sine våben til krigen i Ukraine, hvor frontlinjen trods hundredtusinder af døde russiske soldater ikke har rykket sig nævneværdigt de seneste to år. Efter at have fået ødelagt over 11.000 kampvogne, siden fuldskalainvasionen begyndte i februar 2022, har Rusland måttet ty til at sende gammelt ragelse fra overskudslagret til fronten.

Open source-efterretninger har dokumenteret, hvordan museumsgenstande som T-62 kampvognen, der blev bygget i 1960’erne og udfaset i 1975, er blevet støvet af og sendt til Ukraine. Det samme billede går igen, hvad enten man undersøger kampfly, missilforsvar eller andre dele af den russiske militærindustri.

“Mens den franske militærindustri har kronede dage, er der til gengæld trange kår for den russiske våbeneksport.”

---

Den anden del af forklaringen er et krakeleret image. Rusland er historisk blevet set som verdens andenstørste militærmagt, hvilket også er kommet landets militærindustri til gode. Krigen i Ukraine har imidlertid givet alvorlige ridser i lakken. Relativt billige panserværnsvåben som det amerikanske Javelin og det svensk-britiske NLAW har problemfrit kunnet penetrere russiske kampvognes panser. Hele verden har kunnet se ukrainske droner overrumple det ellers højt besungne russiske S-300/400 missilforsvar. Senest har systemet også vist sig at være mangelfuldt og overvurderet i Venezuela og Iran, hvor det ikke har kunnet dæmme op for de amerikanske og israelske våben. På den baggrund er de russiske våben blevet mindre attraktive.

Indien er fortsat Ruslands vigtigste militære kunde, og står for 48 procent af den russiske eksport. At Indien både er Frankrigs og Ruslands vigtigste eksportmarked - og i øvrigt også køber 30 procent af alle israelske eksportvåben - peger på, at landet har en svag selvstændig militærindustri. I modsætning til andre stormagter, som USA og Kina, må Indien forlade sig på at købe våben udefra snarere end at opskalere sin nationale produktion.

Samhandlen med både Rusland, Frankrig og Israel er samtidig et udtryk for den ‘strategiske pragmatisme’, som er blevet en del af den hindutva-filosofi, der er blevet fastlagt af den nationalistiske Modi-regering. Under mottoet Indien Først er man kort sagt ligeglad med, hvor våbnene kommer fra, så længe de virker.

Oprustning i hele (Øst-)Europa

Hvem importerer så de mange våben til Europa? Det vil næppe overraske nogen, at Ukraine topper listen over europæiske lande. Alligevel kan den konkrete stigning nok spærre et par øjne op. Ifølge SIPRI er landets våbenimport steget med 12.000 procent de seneste fem år!

Ukraine står i dag for knap 10 procent af den globale våbenimport, hvilket er mere end Indien, Saudi-Arabien, Qatar og Pakistan, der udgør resten af top 5. En stor del af den ukrainske våbenimport er donationer, som for eksempel de danske F-16-kampfly og nærmest hele det danske artilleri.

“Selvom hele Europa ifølge SIPRI-rapporten opruster, er det særligt de østeuropæiske lande, der fører an.”

---

Det amerikanske bidrag er fortsat størst, idet landet har stået for 41 procent af de våbenleverancer, som Ukraine bruger til at forsvare sig mod Rusland. Med Trump-regeringens beslutning om at droppe støtten til Ukraine vil den procentdel dog på sigt falde kraftigt, og allerede i 2025 var den amerikanske militærstøtte faldet med 99 procent.

På ironisk vis kan det dog ende med, at Ukraine begynder at sende våben den anden vej. Den amerikanske krig mod Iran har udstillet store huller i den amerikanske militærdoktrin, hvad angår at forsvare sig mod droner. I den igangværende krig mellem Iran og USA/Israel har Iran formået at ødelægge flere avancerede missilforsvarssystemer ved at overbelaste systemerne med sværme af shahed-droner og missiler. Eksempelvis blev et amerikansk radarsystem til en værdi på 2 milliarder kroner ødelagt i Jordan i sidste uge.

Hvad angår droneforsvar er Ukraine til gengæld førende på verdensplan, og allerede nu har USA og Golfstaterne måttet tigge ukrainerne om hjælp til at standse de iranske Shahed-droner. Hvem der i den situation sidder med kortene på hånden, har Trump endnu ikke udtalt sig om. Under alle omstændigheder er Ukraine også på vej til at blive en magtfaktor inden for våbeneksport, og præsident Zelenskij meddelte i sidste måned, at man planlægger at åbne ti nye eksportafdelinger i Europa.

I Ukraines nordlige nabolande bevæbner man sig også til tænderne. Ifølge SIPRI-rapporten er særligt Polen blevet en af de helt store våbenimportører - her er importen vokset med 852 procent i perioden. I modsætning til mange andre europæiske lande har Polen dog valgt ikke at købe lokalt isenkram, men har i stedet lavet store aftaler med Sydkorea og USA. Polen har sendt meget af sit gamle militærudstyr til Ukraine og investeret massivt i blandt andet 1,000 koreanske K2-kampvogne, koreansk artilleri og amerikanske F35-kampfly.

Foruden den polske og ukrainske oprustning er også de baltiske lande med i spidsen for det europæiske oprustningskapløb. Her har man besluttet sig for i fællesskab at øge forsvarsbudgetterne til 5 procent af BNP. Selvom hele Europa ifølge SIPRI-rapporten opruster, er det altså særligt de østeuropæiske lande, der fører an. Samlet er våbenimporten for de 29 europæiske NATO-medlemslande vokset med 143 procent i perioden.

Risiko for atomvåben-spredning

Mens SIPRI-rapporten leverer en grundig dokumentation af det europæiske våbenkapløb, kommer rapporten ikke ind på den store risiko for, at atomvåben også bliver tænkt ind i flere forsvarsdoktriner.

I en europæisk sammenhæng er det særligt aktuelt for Polen. Som du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, er landet allerede gået i gang med at bygge atomkraftværker til energiformål, og premierminister Donald Tusk udtalte i sidste uge, at Polen på sigt har tænkt sig at få et selvstændigt atomprogram. I Tyskland er en lignende debat blevet åbnet af kansler Friedrich Merz, der i februar udtalte, at man fra tysk side nu også overvejer at udvikle sine egne atomvåben.

“Atomvåbendebatten hænger både sammen med den russiske invasion af Ukraine og billedet af USA som en upålidelig alliancepartner.”

---

At nyheden om polske atomvåben bliver bragt i Japan Times, understreger i øvrigt også, at Japan - og Sydkorea - aktuelt har planer om selv at bygge atomvåben, hvilket ifølge eksperter kan blive gjort på under et år, når beslutningen først er truffet. Kilder tæt på premerminister Sanae Takichi lækkede i december 2025, at man også her prioriterer at udvikle atomvåben. Det samme billede går igen i resten af verden: I februar 2026 fjernede USA for eksempel begrænsningerne på Saudi-Arabiens berigning af uran og betingelserne om FN-inspektioner af landets atomprogram.

Tilbage i Europa har Sverige nu startet en ‘dybdegående dialog’ med Frankrig om at udvikle egne atomvåben, hvilket selvfølgelig også har fået Danmark til at reagere. Danmarks Radio kunne i sidste uge berette, at regeringen har sagt ja til et strategisk samarbejde med netop Frankrig om atomvåben.

Den danske regering sagde i maj 1957 nej til atomvåben på dansk jord, men med den nye aftale er der åbnet for et historisk kursskifte, hvor atomvåben på dansk jord er en reel mulighed. Liberal Alliance meddelte i februar, at man vil have atomvåben i Danmark, og der er således budt op til en meget farlig dans, hvor atomvåben snart kan blive udbredt til Danmark og resten af Europa.

Atomvåbendebatten hænger både sammen med den russiske invasion af Ukraine og billedet af USA som en upålidelig alliancepartner. Vil du blive klogere på den skræmmende udvikling i et historisk perspektiv, kan jeg anbefale ‘Seconds to Midnight’ af den danske idéhistoriker Casper Andersen og matematikprofessor Henry Nielsen. Bogen går i dybden med atomvåbnets historie og er desværre mere aktuel end nogensinde. I Europanyt følger vi selvfølgelig også den udvikling nøje.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Share

Det er ikke hver dag, at Manchester-bydelene Gorton og Denton rammer de landsdækkende overskrifter i England. Er du ikke selv fra Manchester, er der også en god sandsynlighed for, at det er første gang, du hører navnene på de to søvnige forstæder.

Alligevel er der god grund til at bide mærke i de to navne, for Gorton og Denton kan være starten på et politisk jordskred i engelsk politik. Den 26. februar sendte vælgerne nemlig Hannah Spencer fra Green Party i parlamentet, efter at et særvalg blev afholdt for at finde en afløser til den politiske veteran Andrew Gwynne, som valgte at træde ud af politik før tid.

Green Party vandt endda en overbevisende sejr. Knap 41 procent af vælgerne satte kryds ved Spencer. Det socialdemokratiske Labour-parti fik til gengæld halveret sin stemmeandel og gik fra over 50 procent af stemmerne i 2024 til blot en fjerdedel. Området har været Labour-rødt i næsten hundrede år, og en så solid øretæve i et traditionelt sikkert valgdistrikt er et tegn på frustration og upopularitet for det siddende regeringsparti.

Hvad er der gået galt for det traditionelle arbejderparti i Manchester?

Håb, ikke had

Valgkampen var på forhånd udråbt som en duel mellem Labour og det højreradikale Reform UK. Det blev imidlertid den unge blikkenslager Hannah Spencer fra Green Party, der vandt på en progressiv platform og et centralt kampagnebudskab om ‘håb, ikke had.’

“Jeg voksede ikke op med ambitioner om at blive politiker. Jeg er blikkenslager. For to uger siden blev jeg også certificeret vægpudser. På den måde er jeg ligesom alle andre i min valgkreds. Jeg arbejder hårdt. Men i dag er det ikke nok at arbejde hårdt. Folk har dårligt råd til mad eller tøj til deres børn,” sagde Spencer i sin sejrstale.

“Hannah Spencers valgsejr giver Green Party sit første mandat i parlamentet. Partileder Zach Polanski håber nu, at sædet er det første blandt mange frem mod et landsdækkende valg.”

Netop håb er en knap ressource i Gorton og Denton, som jævnligt er at finde i opgørelser over Englands mest udsatte områder. Bydelene har tidligere været kendt for store tekstilfabrikker og kulmineindustri, men er i dag blandt Englands fattigste dele. Omkring 30 procent af områdets befolkning er muslimsk, og særligt personer med pakistansk etnicitet udgør et stort mindretal.

Manchester-bydelen er et prisme på de problemer, som den engelske arbejderklasse står over for. Stigende priser, fødevareusikkerhed og en overordnet følelse af, at Labour ikke har leveret varen. Halvdelen af briterne mener, det er gået yderligere ned ad bakke, siden Labour kom til magten i juli 2024. Den usikkerhed gælder særligt i udsatte områder som Gorton og Denton, som er blandt Englands fattigste ti procent. Green Party har særligt mobiliseret unge vælgere og etniske minoriteter, mens mange arbejderstemmer også har vendt sig mod Reform UK.

Hannah Spencers valgsejr giver Green Party sit første mandat i parlamentet. Partileder Zach Polanski håber nu, at sædet er det første blandt mange frem mod et landsdækkende valg. Ifølge nye meningsmålinger er der god grund til at bevare optimismen for Polanski. En YouGov-måling fra februar giver Green Party en tilslutning på 18 procent af stemmerne, hvilket placerer dem side om side med Labour på landsplan.

Se hele Hannah Spencers sejrstale her.

Panik i Labour

Mens champagnepropperne kunne springe i Green Party, har valget skabt panikstemning i Labour. Her har flere af partiets ledende skikkelser krævet et opgør med den centrum-højreorienterede kurs, der er blevet udstukket under premierminister Keir Starmer.

“Labour bliver nødt til at holde op med at imitere Reform UK, og i stedet række ud til progressive kræfter. Det er lærestregen fra Gorton og Denton,” skrev partiets London-borgmester Sadiq Khan i en klumme i the Guardian.

Også andre af partiets prominente navne har kritiseret partiet ovenpå chokresultatet i Manchester. “Det her er resultatet af, at vi på systematisk vis har brændt vores kernevælgerbase ned. Vi jagter mytiske stemmer, som aldrig ville stemme på os alligevel, og har i processen fremmedgjort vores egne vælgere,” sagde Clive Lewis, der repræsenterer Labour i parlamentet for Norwich.

Keir Starmer var i forvejen presset af elendige meningsmålinger og intern uro i partiet. Den seneste møgsag om partiets grå eminence Peter Mandelson har ikke forbedret situationen. Mandelson var - trods advarsler - blevet gjort til en central rådgiver i Starmer-regeringen, men i september 2025 kom det frem, at han havde fastholdt tæt kontakt med den pædofile voldtægtsforbryder og milliardær Jeffrey Epstein, selv efter dennes første dom i 2008.

“Med nederlaget i Gorton og Denton har Labour både tabt et sikkert mandat på gulvet og skabt yderligere intern splid.“

Da det oven i købet blev afsløret, at Mandelson har solgt britiske statshemmeligheder til Epstein, måtte han fratræde sin plads i House of Lords, og britisk politi har nu anholdt Mandelson. Den skandale har gjort Starmer så upopulær, at bookmakerne nu giver laveste odds på, at han går af i løbet af 2026.

Labours nedsmeltning i Manchester hænger også sammen med en række lokale fejlskud. Da den siddende Labour-politiker, Andrew Gwynne, i januar meddelte sit exit fra britisk politik, var den officielle årsag et skrantende helbred. Den socialdemokratiske karrierepolitiker, som forinden havde haft sin gang i Westminster siden 2005, var dog omgærdet af en række skandaler, der kan ses som den egentlige årsag. Gwynne havde på beskedtjenesten Whatsapp skrevet en række stødende beskeder om sine egne vælgere, hvor han blandt andet gav udtryk for, at han håbede pensionister, der ikke stemte Labour, “døde inden næste valg.” Det resulterede i en fyreseddel som sundhedsminister og en politisk begravelse.

Trods skandalerne om Gwynne fik Labour en redningsplanke i form af Andy Burnham. Den populære Manchester-borgmester meddelte i starten af 2026, at han ville stille op som partiets kandidat ved valget i Gorton og Denton. Det fik partiets centrale valgkomité dog sat en stopper for, eftersom den mere venstreorienterede Burnham bliver betragtet som en mulig udfordrer til Keir Starmer om magten i partiet.

Beslutningen har skabt yderligere splid i partiet, hvor 50 parlamentsmedlemmer i januar underskrev en protest mod beslutningen om at udelukke Burnham. Med nederlaget i Gorton og Denton har partiet dermed både tabt et sikkert mandat på gulvet og skabt yderligere intern splid.

Valgets anden store taber: Reform UK

Foreløbigt har Reform UK været den helt store vinder af Labours dysfunktionalitet. Det højreradikale parti er stormet frem i meningsmålingerne og havde også sat næsen op efter en overraskelse i Manchester. Her blev det dog til en lang næse for partiets kandidat Matt Goodwin, der foruden den politiske karriere arbejder som vært på det højreorienterede netværk GB News.

Goodwin tog ikke nederlaget i stiv arm, men begyndte i stedet at sprede grundløse beskyldninger om valgsnyd. Ifølge Goodwin og Reform har man observeret en række ‘familiestemmer’, hvor en person (ofte patriarken) stemmer på vegne af resten af husstanden. Det lokale byråd i Manchester har dog afvist, at der skulle foreligge beviser for valgsnyd.

Subscribe now

Også Reform-leder Nigel Farage var ude med riven oven på nederlaget i Gorton og Denton. Han udtalte på et pressemøde mandag, at valget var “en sejr for snyd”. Farage udtalte også, at dem, der havde stemt på Green Party, overvejende var arbejdsløse, og at Reform fik flest stemmer blandt folk født i Storbritannien. Selvom han ikke fremlagde skyggen af beviser for nogle af påstandene, kunne saltniveauet i Farages udtalelser til gengæld med sikkerhed siges at kunne måle sig med Det Døde Hav.

Påstandene er langt fra første gang, den Trump-inspirerede Farage begrunder et nederlag med valgfusk. Ved tidligere valg i blandt andet South Thanet (2015), Oldham (2015) og Peterborough (2019) har Farage hevet samme påstand ud af ærmet, men hver gang har myndighederne kunnet konstatere, at der ikke var noget at komme efter.

Enlig svale eller tegn på nybrud?

Spørgsmålet på alles læber i britisk politik er nu, hvorvidt Green Party’s forbløffende komfortable sejr i Gorton og Denton er et tegn på et nybrud i engelsk politik, eller blot en enlig svale, som har fået sine vinger takket være et inkompetent socialdemokrati.

Skal man dømme på politikeres og mediers reaktion på Green Party’s popularitet, tager man truslen alvorligt. Op til valget i Manchester har både Labour og en række konservative aviser kørt en intens smædekampagne mod partiet.

Labour beskyldte under valgkampen Green Party for at ville omdanne England til en ‘narkorede’, mens man i The Daily Mail under overskriften ‘den grønne trussel’ kunne læse om, hvordan partiet vil give gratis boliger til illegale indvandrere. Daily Mail er i øvrigt ejet af vicegreve Jonathan Harmsworth, hvis kone for nylig donerede 50,000 pund til Reform UK. Da Talk-værten Julia Hartley-Brewer kritiserede Spencers frisure som “noget, en tre-årig kunne have”, fik det samtidig Green Party-kandidaten til at gå til modangreb. Hun beskyldte medierne for kvindefjendskhed og dobbeltmoral.

Hverken smædekampagner eller personangreb kunne dog stoppe Hannah Spencer fra at vinde en komfortabel sejr. Håb vandt over had - nu venter den større test på landsplan for Polanskis parti.

Med valget i Gorton og Denton er Labour, Reform UK og resten af det britiske establishment blevet konfronteret med en ny udfordrer fra venstre. Hvis udviklingen i den ellers ubemærkelsesværdige Manchester-bydel er et forvarsel, kan det i sandhed blive en chokbølge for engelsk politik.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Share

“Alle, der modarbejder det ungarske folks vilje, det være sig et lands præsident, en hemmelig agent eller en forfatningsdommer, og deltager i et kup mod vores forfatning, kan forvente alvorlige konsekvenser.”

Beskeden fra Ungarns premierminister Viktor Orbán var ikke til at tage fejl af. De skarpe ord var imidlertid ikke rettet mod en reel fjende, men derimod Ukraine, som i stigende grad bliver fremstillet som en trussel mod Ungarn.

Orbán har nu indsat soldater til at beskytte ungarsk energi-infrastruktur mod angreb, oplyser det ungarske medie HVG. Soldaterne skal ifølge HVG beskytte energifaciliteter og vil desuden blive akkompagneret af ungarsk politi, som skal bevogte områderne.

Under et møde den 26. februar i det ungarske forsvarsråd hævdede Orbán også, at Ukraine planlagde “nye angreb” mod Ungarn.

Slut med russisk olie

Skulle du være i tvivl om, hvilke gamle angreb der kunne henvises til i den udtalelse, drejer spliden sig om den russiske Druzjba-rørledning, som går gennem Belarus og Ukraine, og som forsyner Ungarn med russisk olie.

Druzjba-rørledningen åbnede i 1964 og er et af verdens største olierør. Det har hidtil pumpet olie fra Sibirien til raffinaderier i Europa, hvor særligt Ungarn og Slovakiet har været aftagere. Efter den russiske invasion i 2022 har Ukraine gentagne gange advaret de to lande om, at den russiske olieimport ville blive standset ved udgangen af 2025, hvor aftalen om russisk gastransit gennem Ukraine udløb.

“En tønde olie købt i Rusland virker måske billig for nogle lande, men den finansierer krigen og angrebet mod det ukrainske folk.”

- Ante Šušnjar, kroatisk økonomiminister

Mens de fleste andre europæiske lande allerede har reduceret deres olie- og gasimport fra Rusland kraftigt, har de to landes regeringer trodset advarslerne og fortsat med at forlade sig på russisk energi. Både Slovakiet og Ungarn er desuden blevet undtaget fra de europæiske sanktioner mod russisk olie, og importerede sidste år henholdsvis 4,9 millioner og 4,3 millioner tons olie.

Senest har Ungarn frigivet 250.000 tons olie fra sine strategiske reserver i et forsøg på at kompensere for den mistede olieimport gennem Druzjba-rørledningen. Landene har desuden forsøgt at overtale Kroatien til at fragte russisk råolie via Adriaterhavet og rørledningen Adria, men det blev afvist af den kroatiske regering, som i stedet opfordrede de to lande til at indstille deres ‘krigsprofitering’.

“En tønde olie købt i Rusland virker måske billig for nogle lande, men den finansierer krigen og angrebet mod det ukrainske folk,” skrev den kroatiske økonomiminister Ante Šušnjar som svar på Twitter/X. Det statslige kroatiske olieselskab JANAF forklarede desuden, at de ungarske påstande om olieknaphed var “komplet grundløse”, og at man uden problemer kan forsyne de to lande med den olie, de har brug for.

Selvom Ukraine længe har advaret om, at den billige olie lakkede mod enden, startede den aktuelle konflikt med et russisk angreb på Druzjba-rørledningen. Den 26. januar ramte russiske droner røret i det vestlige Ukraine, hvilket tvang produktionen i stå. Selvom oliestoppet altså formelt skyldes et russisk angreb, har den ukrainske regering ikke ligefrem haft travlt med at udbedre skaderne.

Den ukrainske tøven har fået den ungarske regering til at beskylde Ukraine for sabotage. Premierminister Orbán har tidligere omtalt det som en ukrainsk ‘olieblokade’, mens hans slovakiske kollega Robert Fico kalder det “en udelukkende politisk beslutning, der skal afpresse os.” Tidligere på måneden beskrev Orbán også Ukraine som “Ungarns fjende.”

I et forsøg på at tvinge Kyiv-regeringen til at genåbne olieleverancerne har Orbán og Fico nedlagt veto mod den lånepakke på 90 milliarder euro, som EU-landene har vedtaget at give Ukraine. EU-forkvinde Ursula von der Leyen forsikrede dog i et pressemøde tidligere på ugen om, at man nok skal finde en vej udenom det centraleuropæiske veto, som i forvejen står svagt, eftersom ingen af landene er med i den konkrete finansiering.

Afledningsmanøvre fra dårlige meningsmålinger

De manglende olieleverancer er blot det seneste skud på stammen i et drastisk forværret forhold mellem Ukraine og de to Putin-sympatiserende regeringer. Her forsøger man at vende folkestemningen imod Ukraine, og særligt i Ungarn handler det også om indenrigspolitik.

Orbán-regeringen er presset af meningsmålinger, der aktuelt viser, at hans autokratiske regering, som har siddet på magten i Ungarn siden 2010, står til at tabe det forestående valg stort til oppositionspartiet Tisza, der ledes af den tidligere Fidesz-politiker Péter Magyar.

Subscribe now

Senest er Orbán‑kontrollerede tv‑stationer begyndt at sende desinformation fra Fidesz i form af falske AI‑videoer, hvor ungarske soldater bliver henrettet. Orbán‑rådgiveren Balázs Orbán har også tidligere brugt deepfake‑teknologi til at imitere Magyar i en AI‑genereret video, hvilket fik oppositionslederen til at anlægge sag.

Fidesz-regeringens forsøg på at gøre valget til et spørgsmål om ‘krig eller fred’ er et udtryk for desperation: De fleste meningsmålinger viser, at Tisza fører med 8-12 point over regeringen. Orbán forsøger derfor at fremstille Magyar som en marionet for Kyiv og Bruxelles, og håber med den kunstige oliekrise og den fiktive trussel mod landets energiforsyning at kunne skræmme ungarerne tilbage i folden. Foreløbigt er Magyar ikke faldet for den strategi og forsøger i stedet at gøre valget til en dom over Orbáns korruption og nepotisme.

Tættere bånd til Moskva eller Bruxelles? Valget i Ungarn bliver afholdt den 12. april og kan blive afgørende for landets fremtidige retning. Det kan du naturligvis læse mere om i Europanyt til den tid.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Share

Fire år er gået siden Putins skæbnesvangre beslutning om at starte en krig. Den store russiske invasion har nu varet længere tid end Anden Verdenskrig for ukrainerne. Fire år med brutale mord på civile, daglige terrorbombninger af varmeværker og plejehjem og en lind strøm af artillerigranater, der har omdannet en række ukrainske byer til ruinhober. Forinden havde en otte år lang skyggekrig resulteret i besættelsen af flere provinser.

I den situation kunne man håbe, at de hårdt prøvede ukrainere snart kunne få et pusterum. Desværre er listen over landets fjender kun vokset i de mellemliggende fire år.

Amerikansk forræderi

I USA har den nye Trump-regering droppet al støtte til Ukraine ud fra principielle grunde, og tænker i bedste fald krigen som noget transaktionelt. ‘Hvad kan vi få ud af at støtte jer?‘ Alle våbenleverancer er stoppet, og efterretningerne fra det store amerikanske sikkerhedsapparat er blevet sporadiske og upålidelige i en grad, hvor Frankrig stort set har overtaget opgaven.

Den endnu mere ubehagelige erkendelse er, at magtfulde dele af den amerikanske regering formentlig også arbejder for fjenden. Da jeg sammen med Pekka Kallioniemi begyndte at skrive bogen Vatniksuppe for to år siden, havde vi næppe haft fantasi til at forestille os, at 11 af bogens hovedpersoner i 2026 ville være forbundet til USA’s regering.

På den liste finder vi blandt andet den vanvittige kultist Tulsi Gabbard, der i et årti har spredt afsindige konspirationsteorier om Syrien, og som siden krigens udbrud har forsvaret Ruslands angreb som ‘legitime sikkerhedsinteresser.’ I dag er Gabbard, som i russiske medier bliver kaldt superwoman, chef for hele USA’s efterretningsvæsen.

Ved fredsforhandlingerne skal den ukrainske delegation holde gode miner til slet spil, når Steve Witkoff forsøger at sælge Putins krav som amerikanske forslag. Witkoffs økonomiske forbindelser til Rusland er fortsat et mysterium, som han ikke vil tale om.

Krigsminister Hegseth, sundhedsminister RFK Jr., vicepræsident JD Vance og resten af kernen i Trump-syndikatet er ikke bedre. Enkelte republikanske politikere forsøger stadig at bremse den spirende alliance mellem Kreml-regimet og Washington, men de kæmper mod Trumps grundlæggende skrupelløshed og umættelige grådighed, som Rusland til fulde har forstået at udnytte.

Subscribe now

Voksende europæisk pres

Vender vi blikket mod Europa, ser det ikke meget bedre ud. I Ungarn har autokraten Orbán sat alle sejl ind på at bruge Ukraine som skræmmebillede og løftestang til sin skrantende valgkamp. Han udråbte forleden Ukraine som fjenden og er begyndt at producere falske AI-videoer, hvor ungarske soldater bliver henrettet af modstanderen Magyar, fordi de ikke vil dø på slagmarken. Sammen med sin slovakiske kollega Robert Fico forsøger han samtidig at blokere for den store lånepakke på 90 milliarder euro, som EU vil sende til Ukraine, for at sikre landets overlevelse.

I resten af Europa vinder Putins venner på den ekstreme højrefløj også politisk terræn. Reform UK blev i efteråret ramt af en massiv bestikkelsesskandale, da Nathan Gill, partiets tidligere leder i Wales, indrømmede at have modtaget rubler for at sprede pro-russiske synspunkter. Alligevel topper Farages parti meningsmålingerne. I Tyskland er Putin-versteheren Alice Weidel og resten af Alternative für Deutschland også i fremgang.

I Frankrig har National Samling længe været i lommen på Rusland gennem store lån fra Kreml-kassen og spreder fortsat Ruslands narrativer. Her er man i øvrigt i skarp konkurrence med fortidslevnet Jean-Luc Melenchon fra centrum-venstre partiet La France Insoumise, der konsekvent spreder det falske russiske narrativ om NATO-udvidelse som årsag til krigen. Melenchon er samtidig en påmindelse om, at Ukraines modstandere ikke udelukkende befinder sig på den radikale højrefløj.

Subscribe now

Sandheden har betydning

Oveni det massive pres på slagmarken, udmattelse blandt sine soldater og den skrumpende liste af troværdige venner, kæmper Ukraine også mod falske fortællinger. Russisk desinformation står stærkere end nogensinde på de sociale medier, hvor AI-scriptede bots og betalte influencere bidrager til at skabe en postfaktuel sump af forvirring.

På Elon Musks Twitter/X er antallet af falske profiler og hadtale eksploderet, og op mod halvdelen af indholdet er i dag genereret af troldefabrikker. Kreml har selvfølgelig ikke patent på den type desinformation, men er snarere en slags pioner på området, som fortsat leder feltet. Ukraine er fortsat hovedmålet.

“Efter fire års krig forsøger det russiske regime stadig at overbevise omverdenen om, at dens sejr er en uundgåelighed. Ukrainerne har nu i 1.460 dage modbevist den fortælling.”

---

Kremls målsætning er ikke at overbevise rationelt tænkende mennesker om deres åbenlyse og nemt gennemhullede løgne, men derimod at få folk til at zone ud og miste interessen. Hvis vi giver op, kan Rusland måske også få sit længe ventede gennembrud på slagmarken.

Af samme grund er det vigtigere end nogensinde, at vi holder fast. Ukraine er kringsat af fjender, men kan ikke forsvare sig alene med ‘troen på livet vort og menneskets værd.’ De har brug for artillerigranater, ambulancer og missilforsvar.

Foruden den økonomiske støtte er det vigtigste, vi kan gøre, at insistere på, at sandheden har betydning. Efter fire års krig forsøger det russiske regime stadig at overbevise omverdenen om, at dens sejr er en uundgåelighed. Ukrainerne har nu i 1.460 dage modbevist den fortælling.

Den ukrainske hær har de seneste to måneder generobret et større territorium end Rusland har formået at erobre siden juni 2022. Det er ikke et udtryk for, at krigslykken er vendt. Med tanke på det amerikanske forræderi og den vaklende europæiske opbakning må det siges at være en imponerende bedrift. Så længe Ukraine kæmper videre, er det mindste, vi kan gøre, at fastholde støtten - både militært og ved at insistere på, at sandheden om Putins krig ikke har ændret sig siden 24. februar 2022.

Subscribe now

Det tager 5-15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, at du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Mens man i Vesten fejrede den kolde krigs afslutning, lagde man i Moskva byggestenene til dens tilbagevenden. I denne artikelserie undersøger jeg, hvordan Rusland har fodret og gradvist overtaget et globalt netværk af højreekstremister, støtter, politiske bevægelser og magthungrende eliter. Højreradikale partier og politikere i udvalgte lande er blevet omdannet til politiske våben.

Olga Lautman forklarer, hvordan et netværk af oligarker, propagandister og ideologer i en række lande - fra Tyskland og Frankrig til Italien, Nederlandene og USA - har transformeret politik i Vesten. Det er en opskrift på at få indflydelse, som er taget ud af KGB’s håndbog, og som nu bliver brugt af regeringer, bevægelser og medier i hele den demokratiske verden.

I dagens artikel undersøger Olga, hvordan lejesoldaterne i Wagnergruppen fortsat understøtter Kreml-regimets målsætning om at undergrave og destabilisere Europa.

Rekruttering i Vesten

I Moscow Times kunne man forleden læse om, hvordan tidligere Wagner-soldater ifølge de vestlige efterretningstjenester nu bliver brugt til at hverve sabotører i Europa. Historien bør ikke komme som en overraskelse for nogen, og er heller ikke udtryk for et nyt redskab i Ruslands arsenal. Det dokumenterer snarere, hvordan Kreml-regimet har bygget skyggekrigen mod NATO ind i sine institutioner og jævnligt gennemfører operationer inde i de vestlige lande. Agenterne bliver set som brug-og-smid-væk-aktiver.

De vestlige sikkerhedstjenester tegner et billede af et koordineret system, hvor hververe og agenter fra Wagnergruppen, der er en uofficiel del af GRU (Ruslands militære efterretningstjeneste, red.), fortsat bliver brugt til at rekruttere og definere opgaver. Metoderne er de samme som dem, de bruger til at hverve soldater til krigen i Ukraine.

“De taktikker, som blev brugt under den russiske invasion af Ukraine i 2014, genspejles i operationer mod amerikanske valg eller bredere påvirkningskampagner i Europa og resten af verden.“

---

Målgruppen er udsatte europæere, som bliver fundet på Telegram-kanaler og andre krypterede beskedtjenester, hvor de bliver tilbudt små betalinger for at brænde varehuse, sabotere kritisk infrastruktur, gennemføre overvågning samt udøve afpresning eller sabotage mod ukrainsk-tilknyttede mål. De mere overordnede strategiske beslutninger, udvælgelse af mål og diskussioner af fejltolerance er stadig fast forankret i den russiske militære efterretningstjeneste, og er ikke blevet outsourcet til lejesoldater eller andre løst tilknyttede dele af organisationen.

Dette skifte er ikke sket som følge af improvisering eller det kaotiske efterspil af Jevgenij Prigosjins angivelige død, men er en bevidst reaktion fra Moskva på det vedvarende pres, som kontraspionage har lagt gennem årtier. Det har tiltaget i styrke som følge af de europæiske regeringers udvisning af russiske efterretningsofficerer, der i årtier havde arbejdet under dække af at være diplomater.

Efter at være blevet frataget sin traditionelle spionage-infrastruktur, har den russiske efterretningstjeneste gjort sin arbejdsmodel mere enkel. Erfarne officerer er blevet erstattet af mellemmænd og undværlige proxy-agenter, som kan blive anholdt eller afsløret uden de store strategiske omkostninger. En brandstifter, der bliver anholdt i London, Prag, Warszawa eller Riga, bliver ikke set som en operations-fiasko men derimod et begrænset tab, og man kan nemt afbøje ved at skyde skylden på kriminalitet eller ekstremisme uden at forstyrre den større operation.

Den fortsatte brug af Wagner-rekruttører understreger, at Kremls tilgang stadig er, at vold og påvirkningsoperationer er flydende størrelser, som der kan veksles mellem efter behov. Netværkene har aldrig været begrænset til slagmarken, men har udviklet sig sideløbende med propaganda- og påvirkningsoperationerne. De taktikker, som blev brugt under den russiske invasion af Ukraine i 2014, genspejles i operationer mod amerikanske valg eller bredere påvirkningskampagner i Europa og resten af verden.

Vi ser også, hvordan den samme institutionelle logik, som bliver brugt til at udnytte uenigheder på nettet til at skabe yderligere polarisering og mobilisere voldelige protester ude i virkeligheden, nu bliver brugt til at understøtte fysisk sabotage, hvor man også hverver folk med ophobet vrede eller økonomisk usikkerhed. Det er blevet nemt at finde folk på nettet og gøre dem til aktiver i den virkelige verden med minimal indsats.

Volumen og vedholdenhed

Mange af de angreb, som den russiske efterretningstjeneste gennemfører i Europa, bliver beskrevet som amatøragtige eller primitive. Det er imidlertid en framing, der misforstår deres egentlige formål. Operationerne har ikke til formål at være præcise eller at kunne blive benægtet i klassisk forstand, men handler derimod om volumen og vedholdenhed.

Subscribe now

Det overordnede mål er at skabe disruption og tvinge sikkerhedstjenesterne til at ofre ressourcer på at modvirke dem, at skabe ængstelighed i befolkningerne og at præge folk til at tænke politisk vold som et acceptabelt, gennemgående vilkår. Samtidig giver det Kreml mulighed for at afprøve NATO’s responstærskler. En vis fejlrate bliver accepteret, så længe udvekslingen er asymmetrisk; de europæiske samfund betaler prisen for disruptionen, mens Moskva stort set ikke mærker nogen konsekvens.

Den russiske hybridkrig er videreudviklingen af en lang tradition, der startede med sovjettidens aktive tiltag, og som nu er blevet udviklet til et mere tidssvarende redskab, der udnytter onlinemiljøer, hvor rekruttering, betaling og opgavefordeling kan klares på afstand og skaleres op og ned.

Ukraine har længe været en prøveballon for disse taktikker, og er foruden de konventionelle angreb også blevet udsat for hele paletten i den russiske hybridkrigskasse - fra cyberangreb og informationskrig til finansiering af politiske partier og målrettet påvirkning af civilbefolkningen. De metoder, som har vist sig at være mest effektive her, og som oftest er blevet mindst imødegået, er de samme, som nu bliver taget i brug imod resten af kontinentet.

“Trumps mange offentlige angreb på USA’s allierede, usikkerheden om NATO og den støtte undergravning af USA’s lederrolle bekræfter Rusland i, at presset virker, og at modstandsviljen kan slides ned over tid.”

---

Det politiske klima har samtidig ændret sig i retning af, at Moskva nu ser det som tilladende snarere end begrænsende. Trumps tilbagevenden til magten og den amerikanske regerings tilbagetrækning fra sine tidligere europæiske forpligtelser har, sammen med USA’s opgivelse af Ukraine som en prioritet midt under Ruslands folkemorderiske krig, ændret den strategiske kalkule.

Fra Kreml ser man nu det vestlige sammenhold som skrøbeligt, afskrækkelse som betinget og optrapning til alt andet end åben krig som noget, der næppe vil fordre et seriøst modsvar. Det er ikke tilfældigt, at Ruslands intensivering af hybridkrigen er vokset i takt med, at USA har vist sig parat til at ofre Ukraine og droppe alle forpligtelser i Europa. Trumps mange offentlige angreb på USA’s allierede, usikkerheden om NATO og støt undergravning af USA’s lederrolle bekræfter Rusland i, at presset virker, og at modstandsviljen kan slides ned over tid.

En sammenhængende indsats

Det russiske regime har på nuværende tidspunkt erkendt, at man ikke kan vinde i en konventionel konflikt mod NATO. Den vurdering kan dog ændre sig, og man fortsætter derfor med at udvide sine operationer, så længe de kan holde sig under tærsklen til en varm krig. Det omfatter vedvarende provokationer mod andre landes luftrum, test af svartider, sabotage mod infrastruktur, at bruge migranter som et våben og at holde rekrutteringspipelinen for brug-og-smid-væk-aktiver åben.

Samlet handler det for Kreml-regimet om at undgå at fremprovokere et kollektivt modsvar og samtidig undergrave tilliden, sammenhængskraften og den politiske vilje blandt sine modstandere. Når angrebene tiltager i styrke, er det et udtryk for en vurdering fra Moskvas side af, at de begrænsninger, der tidligere har været på dets opførsel, ikke længere bliver håndhævet.

Det hele hænger sammen og bør derfor ikke ses som en samling enkeltstående hændelser eller opportunistiske forbrydelser. Ruslands krig i Ukraine, der nu åbent bliver formuleret med et folkemorderisk formål af russiske politikere og propagandister, sameksisterer med sabotageoperationerne i Europa, krænkelser af luftrum på NATO’s østlige flanke og normaliseringen af skræmmekampagner. Det hele er delkomponenter i en stor, sammenhængende kampagne, der handler om at omforme sikkerhedsarkitekturen i Ruslands favør.

Faren er ikke, at enkelte missioner lykkes, men at de mange små, benægtbare operationer tilsammen lykkes med at få de vestlige samfund til at acceptere en højere grad af ustabilitet som en nødvendighed for at undgå konfrontation. Det er præcis det ulige forhold, som Rusland allerede har vist sig særdeles klar til at udnytte.

Kreml-regimet optrapper, fordi de føler, at de kan. Prisen, de betaler, er fortsat forsvindende lille sammenlignet med dets krigshærgen og de voksende angreb i Europa. Signalerne fra Trump styrker dem kun i troen, så længe han skærmer dem fra at skulle stå til ansvar. Europa har ikke længere råd til at anskue hybridangreb som mindre irritationsmomenter, men må svare igen med vedvarende afskrækkelsesmidler, håndhævelse og konsekvenser, der gør prisen for optrapning entydigt høj.

Olga Lautman og Europanyt © Oversat af Morten Hammeken.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Benjamin Franklin sagde engang, at kun to ting var sikre i denne verden: døden og skatter. Den amerikanske grundlægger døde 106 år før de olympiske lege genopstod i Athen i 1896, og kunne derfor ikke have forudset, at en tredje ting kunne føjes til listen: IOC-bureaukrater, der i forbindelse med afviklingen af OL insisterer på, at vi skal ‘holde sport og politik adskilt’.

Det fromme ønske virker ved årets vinter-OL i Milano fjernere end nogensinde. Allerede inden den første skiløber havde betrådt Tofano-bjergene, havde den anspændte politiske verdenssituation indfundet sig ved legene.

Allerede da listen over deltagerlande blev annonceret, blev vi mindet om legenes politiske karakter. IOC havde igen bøjet sig for Kinas ønske om at omtale Taiwans delegation som “Kinesisk Taipei.” Kort efter blev den israelske delegation mødt af en massiv pibekoncert under indmarchen på San Siro. Uden for stadion demonstrerede 10.000 mennesker imod den israelske deltagelse i legene. Mandag brød den politiske virkelighed igen igennem den olympiske neutralitetsmur, da en medarbejder i Cortina Sliding Center sagde “frit Palæstina” til en gruppe israelske fans og blev belønnet med en fyreseddel.

Ved åbningsceremonien blev den amerikanske vicepræsident JD Vance også mødt af buhen i samme sekund, som hans eyeliner-tunge ansigt dukkede op på storskærmen. I den sande olympiske ånd forsøgte den amerikanske OL-transmittør NBC at skærme tv-seerne fra publikums reaktion ved at skrue ned for pibekoncerten. Den amerikanske regering retoucherede den del af historien ud af sin pressemeddelelse, ganske som publikums buhråb mod Trump blev fjernet under sidste års U.S. Open. De postfaktuelle politikeres forsøg på at redigere virkeligheden ændrer dog ikke på, at publikum - både i Milano og New York - insisterede på at fjerne den kunstige mur mellem sport og politik.

Det suverænt største politik-drama kredsede om den ukrainske skeletonkører Vladyslav Heraskevytsj, der havde udsmykket sin hjelm med billeder af nogle af de 450 ukrainske atleter, der er døde som følge af Putins invasion. IOC valgte at diskvalificere Heraskevytsj, der havde forbrudt sig mod deres illusion om et sportsligt vakuum, hvor resten af verden ikke eksisterer.

“Hvad er en medalje værd sammenlignet med menneskers liv? Sammenlignet med mindet om vores atleter?” spurgte Heraskevytsj ovenpå diskvalifikationen. Selvom han ikke fik lov at konkurrere ved OL, fik han alligevel en medalje med hjem. Den ukrainske præsident Zelenskij gik ind i sagen, tildelte ham landets Frihedsorden og mindede samtidig os andre om, at OL er en dybt politisk størrelse.

Gennem historien har OL snarere været et prisme på verdenssituationen end et sportsligt frirum. OL i Berlin var i 1936 én stor propagandafortælling om Nazityskland, som i øvrigt blev genaktualiseret ved årets OL i Milano, da en t-shirt med afbildning af de nazityske lege viste sig at blive et eftertragtet stykke merchandise blandt vor tids nazister. Man kunne også nævne Tommie Smith og John Carlos’ ikoniske black power-salut fra podiet ved OL i Mexico i 1968 eller OL i Moskva i 1980, der med sine Lenin-tifoer og hammer og segl-formationer ved åbningsceremonien ikke ligefrem dannede en neutral kulisse.

Der er kort sagt ikke noget nyt ved politiseringen af de olympiske lege. Alligevel føles det ved årets Vinter-OL ekstra tonedøvt at forsøge at insistere på sport som et politisk vakuum.

Subscribe now

I digtet Til Efterkommerne spørger Bertolt Brecht: “Hvad er det for tider, hvor en samtale om træer næsten føles som en forbrydelse?” I dag kan vi på samme måde komme i tvivl. Kan man nyde at se ishockey-slagsmål og skiløbere på jagt efter verdensrekorder, mens der foregår et folkemord i Palæstina, mens klimaet er ved at brænde sammen, og mens Putin forsøger at fryse den ukrainske civilbefolkning ihjel gennem målrettet terrorbombning af landets varmeværker?

IOC’s ønske om at holde tingene adskilt er en fantasi om en mere enkel verden, hvor sport kan være et afbræk. Men verden befinder sig i en multi-krise, som truer selve menneskehedens overlevelse. Den går ikke væk af at tænde for skærmen. Måske ville det ligefrem være en lettelse for mange, hvis vi droppede forestillingen om, at der eksisterer et frirum i Milano, hvor resten af verden ikke trænger sig på.

Subscribe now

Det tager 15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Der var aldrig spænding om udfaldet, da portugiserne søndag gik til stemmeurnerne for at vælge ny præsident. Med præcis to tredjedele af stemmerne vandt Socialistpartiets António José Seguro valget over den højreradikale André Ventura fra Chega.

For at forhindre den nyfascistiske Ventura i at vinde, havde en række andre partier valgt også at anbefale Seguro som kandidat. Det gælder blandt andet Bloco, landets største venstrefløjsparti, som altså foretrak en socialdemokrat frem for en nyfascist.

Det var nødvendigt, men ikke ligefrem en beslutning, der blev truffet med entusiasme, forklarer den tidligere Bloco-leder Francisco Louçã.

“Seguro tilhører højrefløjen i Socialistpartiet. Vi havde vores egne kandidater opstillet i første runde, men da anden runde stod mellem den ekstreme højrefløj og Seguro, valgte jeg at bakke op om ham. Det var den eneste vej frem,“ siger Louçã til Europanyt.

Front mod fascisme

Op til valget havde Seguro også fået opbakning fra det liberalt-konservative Partido Social Democrata, det liberale Iniciativa Liberal samt de konservative i CDS – Partido Popular. Denne ‘afværge-strategi’ følger en lignende tendens i andre europæiske lande, hvor man i et forsøg på at forhindre det ekstreme højres fremmarch danner brede koalitioner.

I Frankrig blev der i 2022 dannet en lignende fælles front mod Marine Le Pen fra det højreradikale National Samling. Også i Rumænien blev den højreradikale George Simion besejret gennem en sådan koalition i maj 2025, hvor den uafhængige Bukarest-borgmester Nicușor Dan blev støttet af en bred vifte af partier. Andre steder, som i Tyskland og Sverige, har man forsøgt sig med en ‘politisk brandmur’, hvor man afviser at lave politik med de højreradikale partier.

Portugisisk politik har de seneste år været præget af ustabilitet og svage regeringer. Ved parlamentsvalget sidste år stormede Chega frem. Partiet, der blev stiftet af den forhenværende socialdemokrat André Ventura i 2018, fik hele 58 sæder i parlamentet, hvilket var det samme antal som det kollapsende Socialistparti. Valget var det tredje på blot tre år og blev udskrevet, efter centrum-højre regeringen blev fjernet ved en mistillidsafstemning.

Under valgkampen har Seguro profileret sig på at ville reducere fattigdom og forbedre det offentlige sundhedsvæsen. Han gik desuden til valg på at bekæmpe misinformation og har til formålet stiftet bevægelsen Uportugal.

Selvom præsidentembedet i Portugal overvejende er en galleonsfigur, følger der en række beføjelser med Seguros nye stilling. Præsidenten kan nedlægge veto mod ny lovgivning og har også mulighed for at opløse parlamentet og udskrive nyvalg. I portugisisk politik omtales det som "den politiske atombombe.’

Troværdigt alternativ

Chegas popularitet bygger som mange andre højreradikale partier på en stærkt migrationsfjendtlig politik og nationalistisk retorik. Ved det forgangne præsidentvalg forsøgte Chega igen at gøre indvandring til et centralt emne.

Partiet havde blandt andet opstillet reklameskilte med teksten ISTO NÃO É O BANGLADESH - “det her er ikke Bangladesh’”. Et andet af partiets valgslogans var “sigøjnere skal overholde loven”. Andelen af indbyggere med etnisk ophav i Bangladesh udgør imidlertid kun 0,5 procent af befolkningen i Portugal, mens andelen af romaer er omkring det samme antal. Ventura er tidligere blevet dømt for racistiske udtalelser på sociale medier, hvilket dog ikke har mindsket hans popularitet.

Nogle analytikere har forklaret partiets fremmarch med nostalgi for det autoritære regime, som regerede Portugal fra 1926 indtil Nellikerevolutionen i 1974. Andre ser det som et billede på den generelle politiske krise for liberalismen, hvor særligt stigende priser og en politisk tillidskrise driver højreradikalismen fremad. I Portugal har korruptionsskandalerne omkring tidligere premierminister António Costa også forstærket den tendens.

For Francisco Louçã handler den fremvoksende trussel fra det højreradikale parti først og fremmest om at kunne tilbyde et troværdigt alternativ - så man i fremtiden kan stemme af lyst snarere end af nød:

“Det kommer til at tage lang tid at genopbygge et populært alternativ fra venstre. Men det er den eneste måde at bekæmpe fascisterne endegyldigt på.”

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Skeletterne vælter ud af skabet i sagen om den pædofile voldtægtsforbryder Jeffrey Epstein. Det meste fokus har været på de seksuelle overgreb mod mindreårige, som foregik på den afdøde investors private ø gennem den såkaldte ‘Lolita-ekspress’. Medierne har også skrevet om de tætte bånd mellem Epstein og andre medlemmer af verdenseliten, som den norske kronprinsesse, Noam Chomsky eller Bill Gates, der efter udenomsægteskabelig sex fik en kønssygdom med hjem fra Little Saint James (i folkemunde kaldet Epstein-øen).

Dokumenterne fortæller imidlertid også en anden historie: Epstein var i tæt kontakt med den russiske magtelite, og havde også fingrene nede i den igangværende højreradikale konspiration om at overtage magten i Europa, hvor han samarbejdede tæt med en række af de centrale aktører. Historien omfatter en række af Europas mest magtfulde politikere, som mødtes med Epstein og udvekslede erfaringer på tværs.

Den russisk-israelske honningfælde

“Når du kan få [prins] Andrew, Bill Gates, Donald Trump, Bill Clinton og en masse andre sat i kompromitterende situationer på en ø, som er spækket med overvågningsteknologi, kan det bedst beskrives som verdens største honningfælde-operation.”

Sådan beskriver kilder i den britiske efterretningstjeneste Epsteins luksuriøse ferieparadis. En honningfælde er en klassisk spionagetaktik, hvor agenter forfører et mål og derefter bruger seksuelle ydelser og kompromitterende optagelser som pressionsmiddel eller metode til at få målet til at tale over sig.

“Epstein var en mand, der gerne spillede på mere end én hest.”

---

De britiske kilder beskriver også, hvordan Epstein blev sat i forbindelse med KGB gennem Robert Maxwell, faderen til Epsteins medsammensvorne sextrafficker, Ghislaine Maxwell.

De nye oplysninger skal ses i forhold til den 2020-rapport fra FBI, som konkluderede, at Epstein arbejdede for den israelske efterretningstjeneste Mossad med at skaffe brugbare oplysninger om fremtrædende personer i Vesten.

Hans tætte venskab med den forhenværende israelske premierminister (og spionchef) Ehud Barak, der besøgte øen 30 gange mellem 2013-2017, handlede ikke (kun) om en fælles trang til at voldtage mindreårige piger. Ifølge FBI-rapporten “udlærte Barak ham som spion.” Virginia Giuffre, der blev voldtaget og handlet som sexslave af Epstein i starten af nullerne, anklagede også Ehud Barak for at have forgrebet sig seksuelt på hende. Det nægtede Barak - men belejligt for både ham og Trump, begik Giuffre selvmord i april 2025. Eller gjorde hun? Hendes far mente, at nogen havde ‘fået ram på hende’.

Det her skal påpeges, at konspirationsteorien om den russisk-israelske honningfælde ikke er endegyldigt bevist. Nærlæsning af Epsteins mails, hvor han ofte praler af at ligge inde med belastende viden om en række statsledere og superrige, får den dog ikke til at forekomme mindre sandsynlig. De indikerer samtidig, at Epstein var en mand, der gerne spillede på mere end én hest.

Subscribe now

Husker du historien om Gates’ kønssygdom? Ifølge de lækkede dokumenter skete det efter en affære med en russisk kvinde på Epstein-øen. Epstein havde tilsyneladende adgang til en lind strøm af russiske kvinder, som blev fløjet ind. Wall Street Journal har dokumenteret, at Epstein også brugte sin kompromitterende viden til afpresning af blandt andet Gates, efter denne afslog at blive investor i en af Epsteins velgørenhedsfonde.

Militarnyi har tidligere beskrevet, hvordan honningfælder til stadighed bliver brugt af kinesiske og russiske efterretningstjenester til blandt andet at skaffe hemmelighedsstemplet teknologi fra Silicon Valley og det amerikanske militær.

Gennem den tidligere norske statsminister Thorbjørn Jagland forsøgte Epstein også at arrangere et møde med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, som ifølge Epsteins mail “kunne lære en masse ved at tale med mig.” Den pædofile sextrafficker kunne tilsyneladende også skaffe russiske visa, hvilket han tilbød en unavngiven kontakt i en mail fra 2010.

Epstein forsøgte også at etablere direkte kontakt med landets diktator. I et af de frigivne dokumenter skriver en anonymiseret russisk kontakt til Epstein i 2011:

“Talte med Igor. Han fortalte mig, at du sidste gang i mødtes i Palm Beach havde sagt til ham, at du havde en aftale med Putin den 16. september, og at han skulle booke sin billet til Rusland så han kunne ankomme et par dage før dig.”

Skandalen over dem alle

Den russiske diktator optræder over 1.000 gange i de foreløbigt frigivne dokumenter, som stadig kun er toppen af isbjerget. Interessant nok omtales Putin dog aldrig i forbindelse med de pædofile sexferier. Interessen for at blive sat i kontakt med ham må handle om noget andet.

I den forbindelse er Deutsche Bank-forbindelsen værd at granske nærmere. I juli 2020 fik banken tildelt en bøde på 150 millioner dollars for sin rolle i at hvidvaske penge for Epstein. Det åbner et nyt kaninhul af episke proportioner, for banken er også indblandet i en skandale, der kan få Danske Bank til at ligne en artig duks.

Deutsche Bank har hvidvasket milliarder af kroner på vegne af den russiske mafia, og har faciliteret transaktioner for milliarder gennem den russiske Alfa Bank. Hvem ejer så Alfa Bank? Den russiske oligark Mikhail Fridman, som har været pengemand for Solntsevskaya Bratva siden 1990’erne. Bratvaen styres af Semjon Mogilevitj, der af FBI og Europol beskrives som “verdens mest magtfulde og farlige gangster.”

Efter en perlerække af mislykkede forretningseventyr kunne Donald Trump ikke låne flere penge i begyndelsen af det nye årtusinde. Til alt held var der én bank, som var villig til at kaste milliarder efter Trump: Deutsche Bank, der udskrev en check på 15 milliarder kroner til Trump, selvom alle advarselslamper blinkede.

Trumps rolle var åbenlys. Han opkøbte ejendomme for den russiske mafia, som til gengæld fik hvidvasket sine blodpenge. Som Eric Trump sagde i 2014: “Bare rolig. Vi har alle de penge vi skal bruge fra Rusland.” Præsidentens kontakt til den russiske mafia er allerede veldokumenteret, og Epstein-filerne er i den sammenhæng snarere en bekræftelse af, hvad vi allerede ved.

Stykker vi det hele sammen, kan vi se omridset af en plausibel teori. Den russiske mafia (og dens øverste chef i Kreml) kanaliserede penge til Vesten gennem Deutsche Bank. Trump hvidvaskede pengene gennem ejendomsinvesteringer. Epstein rådgav på sidelinjen.

Deutsche Bank er formentlig nøglen, der åbner døren til skandalen over dem alle. Selvom vi endnu ikke har det fulde overblik, peger Epstein-filerne på, at den afdøde investor har været en central del af den konspiration. Det er ikke svært at forestille sig, at bankens rolle endnu ikke er blevet kulegravet fordi konspirationens sande omfang kunne få ødelæggende konsekvenser for den tyske (og europæiske økonomi).

Det højreradikale netværk i Europa

At Jeffrey Epstein var involveret i europæisk politik, bliver tydeligt gennem hans korrespondance med en anden amerikaner, den højreradikale ideolog Steve Bannon, hvis indflydelse også forgrener sig langt ind i den europæiske højrefløj.

I de frigivne mails diskuterer Bannon og Epstein blandt andet Brexit og britisk politik. Her praler Bannon med, at han kan hjælpe Brexit-entusiasten Boris Johnson med at blive ny premierminister og fortæller i samme ombæring om sin nye rolle som rådgiver for Nigel Farage.

“Der tegner sig et billede af Epstein som en central person i det højreradikale europæiske netværk.”

Bannon skriver også, at han forventer stor fremgang til deres bevægelse ved det forestående EU-parlamentsvalg i maj 2019. “Vi kan forvente at gå fra 92 til 200 mandater. Så kan vi også få bremset al lovgivning om kryptovaluta, eller hvad vi ellers har brug for.” Epsteins svar er kortfattet: Roger that!

Som uformel rådgiver for Epstein, fortæller Bannon også om Bevægelsen, det nye netværk for højreradikale politikere og organisationer, som han har været med til at etablere i Europa. Det omfatter den britiske UKIP-politiker Nigel Farage, Italiens Matteo Salvini, Frankrigs Marine Le Pen og Ungarns Viktor Orbán. I samtalen bliver det forklaret, at målet er at overtage europæisk politik som modvægt til “globalisterne.”

Epstein er også i løbende dialog med den sydafrikanske oligark Peter Thiel, hvis kontrol med de europæiske sikkerhedstjenesters data, du har kunnet læse om tidligere i EuropaNyt. Her drejer samtalen ofte over på Brexit, som Epstein i en mailkorrespondance beskriver som “kun begyndelsen… på en tilbagevenden til tribalisme, modvægt til globalisering og fantastiske nye alliancer.”

Også her tegner der sig et billede af Epstein som en central person i det højreradikale europæiske netværk. I flere mails til Bannon fortæller han om, hvordan han er blevet rådgiver for Ungarns autokratiske premierminister Viktor Orbán.

Parret diskuterer også finansiering af den højrenationalistiske dagsorden, hvor særligt afhængigheden af russiske penge bliver italesat. Det gælder blandt andet det franske højrenationalistiske National Samling, som allerede for otte år siden blev afsløret i at låne penge af russisk-kontrollerede banker i Tjekkiet.

Epsteinfilerne: en global konspiration

De seneste afsløringer i sagaen om Jeffrey Epstein har allerede fået en række efterretningstjenester til at reagere. Polske Agencja Wywiadu har indledt en efterforskning af forbindelsen mellem Epstein og den russiske efterretningstjeneste, mens der også i Frankrig er indledt en undersøgelse af Epsteins rolle i at skaffe russiske penge til det højreradikale National Samling.

Mens sikkerhedstjenester og regeringer gør klogt i at forfølge sporet af den højreradikale konspiration, som Epstein var en del af, lægger de seneste afsløringer også et ansvar på medierne. Her har fokus desværre kredset om analyser af Epsteins kendis-forbindelser og de perverse fester for kendte og kongelige i stedet for seriøse sikkerhedspolitiske analyser.

Selvom sexhandel med mindreårige er frastødende og fremkalder stor forargelse, bliver mediernes fokus nødt til også at være på den endnu større skandale, der gemmer sig i sandet på Little Saint James. Epstein-filerne er historien om en hæmningsløs sexforbryder - men også om en global konspiration, der bør få det til at løbe koldt ned af ryggen på os andre.

Subscribe now

Det tager 15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Den verserende strid mellem Elon Musk og en række europæiske statsoverhoveder tog tirsdag en ny drejning. Her ransagede det franske politis enhed for cyberkriminalitet X’s (tidligere Twitter) hovedkvarter i Paris. Musk og tidligere administrerende direktør Linda Yaccarino er også blevet indkaldt til afhøring i april, oplyser BBC.

Baggrunden var mistanke om ulovlig dataindsamling og meddelagtighed i besiddelse af børnepornografisk materiale. Efterforskningen begyndte tilbage i januar 2025, hvor det sociale medies algoritme kom i politiets søgelys. Det gælder ikke mindst AI-chatbotten Grok, som også tidligere på året kom under heftig kritik.

Striden handlede dengang som nu om muligheden for at generere såkaldte ‘deep fakes’ med pornografisk afbildning af offentlige personer, mens også AI-genereret børneporno kan produceres via Grok. I et forsøg på at tiltrække flere brugere har Musk opfundet en ‘spicy mode’ på Grok, som altså blandt andet kan bruges til at lave børneporno.

“Det er ikke spicy. Det er ulovligt, frastødende og ulækkert,” sagde Thomas Regnier, EU’s talsperson for digitale anliggender.

“Woke Stasi-kommissærer”

Den seneste ransagning føjer nye spændinger til forholdet mellem Musks platform og EU. I december 2025 uddelte parlamentet en bøde på knap 900 millioner kroner til X, for at overtræde EUs regler for gennemsigtighed i sin markedsføring og brugerverificering. Det fik den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio til at kritisere EU i skarpe vendinger.

“EU-Kommissionens bøde er ikke bare et angreb på X, det er et angreb på alle amerikanske techplatforme og det amerikanske folk af fremmede regeringer,” sagde Rubio.

Musk tog heller ikke bøden pænt. Mangemilliardæren beskrev den som resultatet af “woke Stasi-kommissærer” og opfordrede til, at EU blev opløst. Musk har foreløbigt ikke kommenteret den seneste politiaktion mod X-kontoret.

Telegram-stifter Pavel Durov langede også ud efter de franske myndigheder i forbindelse med efterforskningen af X. “Frankrig er det eneste land i verden, som retsforfølger alle sociale netværk, som giver folk en vis grad af frihed,” skrev Durov. Den russiske milliardær undlod dog at kommentere sit hjemlands blokering af over 523.000 hjemmesider - heriblandt X/Twitter.

Foruden børnepornografisk materiale og andet seksuelt krænkende indhold er X også blevet kritiseret for at tillade bots, troldefabrikker og nynazister at sprede propaganda og desinformation under Musks opsyn.

Analyser har vist, at bot-problemet er eksploderet under Musks ejerskab, selvom han i forbindelse med købet af Twitter i 2022 lovede at sætte en stopper for bots og trolde. Samtidig er mængden af hadtale såsom racistisk og homofobisk indhold næsten fordoblet i hans tid som Twitter-ejer. I juli 2025 måtte Grok også en tur i omprogrammeringsrummet, efter chatbotten viste sig at lovprise Adolf Hitler i en række svar til brugere.

En række spørgsmål fra brugere er blandt de mere morsomme eksempler på, at Grok er indrettet til at svare ud fra Musks eget verdenssyn. Her kan man blandt andet få oplyst, at Musk er klogere end Leonardo Vinci, sjovere end Jerry Seinfeld og ville kunne vinde over sværvægtsbokseren Mike Tyson i en nævekamp!

Dansk afkobling

Musks omdannelse af Twitter til et bot-inficeret propagandamedie og slaraffenland for børneporno-connoisseurs, har også haft konsekvenser for en række danske institutioner, der har droppet at kommunikere gennem X.

Danmarks Radio meddelte i juni 2024, at de ikke længere ville bruge platformen til at dele nyheder. I januar 2026 meddelte Københavns Kommune, at man også har droppet brugen af X. Rigspolitiet var blandt de første til at forlade mediet, mens også den danske anklagemyndighed planlægger at forlade mediet i foråret. Det samme er tilfældet med Forsvaret, som begrunder sin beslutning om at forlade X med de store mængder af falsk og ulovligt indhold på platformen.

Foruden de officielle institutioners afkobling fra X er antallet af danske brugere også dalet kraftigt. Allerede i 2023 havde 34 procent af de danske brugere droppet Twitter/X, der nu kun er det syvendemest populære sociale medie herhjemme.

Mens omkring 500.000 danskere har en profil på X, er der ifølge en undersøgelse kun omkring 20.000 aktive brugere tilbage. Hvis striden mellem EU og Musk ender med et forbud - eller at Musk trækker stikket i Europa - vil det kort sagt ikke være en national tragedie.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

“Husk at spørge i hvert panel, om det er okay at tage billeder.“

Da jeg under en præsentation tager et billede af et slide, kommer en mand hen til mig efterfølgende. Det er Mikhail Lobanov, som venligt minder mig om, at det her panel ikke er et af dem, hvor deltagerne er offentlige. Jeg forsikrer ham om, at jeg kun har taget et billede af tavlen, og at jeg naturligvis ikke deler noget uden samtykke. Mikhail godtager min forklaring med et let undskyldende smil og sætter sig igen.

Jeg er taget til “Kampen mod Ruslands Krig og det autoritære regime”, en konference med Radical Democracy Network. De udgør en bred sammenslutning af russiske systemkritikere og antikrigsaktivister. Fra starten af arrangementet står det klart, at der ikke er tale om en helt almindelig konference. Omdelte flyers gør opmærksom på, at vi ikke må fortælle om vores deltagelse på sociale medier. Artikler må først udgives fem dage efter konferencen er afsluttet. Det er for at sikre, at den russiske efterretningstjeneste ikke kan spore deltagerne og kortlægge deres aktiviteter - men også for at holde sig under PET’s radar. Foruden presset fra Rusland, oplever dagens gæster ofte at blive mistænkeliggjort af de vestlige efterretningstjenester.

“Folk i Vesten støtter overordnet set den ukrainske frihedskamp. Vores forhåbning er, at vi også kan kanalisere noget af den støtte over i vores kamp mod Putin.”

---

Den forståelige bekymring er samtidig en påmindelse for os andre om den fare, de russiske aktivister lever med. Inden to af dagens indslag bliver det igen understreget, at tilhørerne ikke må filme, og at de få journalister i forsamlingen ikke må nævne deltagerne ved navn i deres reportager. Viden om disses deltagelse kan bringe deres netværk i Rusland i fare. Flere af deltagerne er i forvejen på den russiske stats liste over ‘ekstremister, der udgør en fare for nationens sikkerhed.’

”Det her event er ikke et offentligt arrangement. Det er derimod et forsøg på at samle de rigtige mennesker. Jeg tror, det er lykkedes,” siger Bjarke Friborg fra DM’s Østeuropa-netværk. Den danske fagforening har været med til at organisere arrangementet, mens kollegaerne i IT-fagforeningen PROSA har lagt lokaler til. En række andre danske fagforeninger har desuden hjulpet med dækning af rejseomkostningerne.

De russiske gæster er ankommet til Vester Farimagsgade i København fra hele Europa, hvor de siden 2022 har boet i alle afkroge af kontinentet. Mikhail er kommet fra Frankrig, Marina bor i Georgien, mens Denis er rejst fra Berlin. De fleste har ikke set deres hjemland i mindst fire år, og deres liv i eksil er præget af usikkerhed.

Universitetsaktivisten Felix fra Radical Democracy præsenterer dagens program med en vision, der både henvender sig til hans landsmænd og den vestlige offentlighed.

“Den russiske krigsmodstand bliver ofte usynliggjort eller mistænkeliggjort. En del af at styrke vores arbejde handler om at forbedre dialogen og samarbejdet mellem progressive russiske antikrigsaktivister og det danske civilsamfund.”

For Levin handler det især om at skabe en ny, eller måske rettere mere nuanceret, fortælling om den russiske antikrigsbevægelse.

“Folk i Vesten støtter overordnet set den ukrainske frihedskamp. Vores forhåbning er, at vi også kan kanalisere noget af den støtte over i vores kamp mod Putin.”

Kampen for et andet Rusland

Efter det indledende program, begynder spørgsmålene om krigen i Ukraine hurtigt at pible frem. Under Q/A-delen af en præsentation om feminisme i dagens Rusland, skifter en dansk tilhører i forsamlingen emne. Han vil gerne vide, om der på Radical Democracy’s hjemmeside er en klar fordømmelse af Ukraine-krigen, som man kan henvise til. Selv om spørgsmålet er velment, må det alligevel føles som en smule fornærmende for Putin-kritikerne i København, som har ofret meget af deres tilværelse for at bekæmpe hans regime. Fagforeningsaktivisten Denis Leven tager ordet.

“Vi fordømmer entydigt vores hjemlands imperialistiske invasion af Ukraine, og gør, hvad vi kan for at tydeliggøre den holdning. I Berlin, hvor jeg selv bor, laver vi demonstrationer sammen med den ukrainske diaspora. Men vores fokus ligger på praktisk organisering af at bekæmpe regimet, i stedet for blot at komme med tomme ord om krigen,” siger han.

Den sidste bemærkning er også en stikpille til den mere liberalt-konservative russiske opposition, som får størstedelen af opmærksomheden i de vestlige medier. Den omfatter folk som Garry Kasparov, Vladimir Kara-Murza og selvfølgelig den myrdede Aleksej Navalnij (1976 – 2024) og enken Julia. Selvom de alle er imod Putins krig, mener mange af dagens aktivister, at den liberale oppositions endemål klinger hult.

“De er grundlæggende interesseret i det samme Rusland med en anden præsident. Vi kæmper for noget helt andet,“ siger Denis Leven.

Som det ofte er tilfældet, er kampen begrænset af økonomiske udfordringer. Den borgerlige opposition har penge i ryggen, blandt andet gennem oppositions-oligarker som Mikhail Khodorkovskij. I Radical Democracy er der til gengæld få penge, og kassen skrumper hver måned. Derfor handler mødet i dag også om at sparre om lavpraktiske ting som fundraising og organisering af netværk inde i Rusland. Men hvordan man gør mere opmærksom på sig selv uden at komme for meget i regimets søgelys? Her løber aktivisterne ofte panden mod en mur.

“Vi arbejder mest effektivt med vores kammerater i landet, hvis vi kan gå under radaren,” tilføjer Anna.

At heppe på hjemmeholdet

Hen på eftermiddagen bliver vi klogere på et spørgsmål, der er på manges læber. Hvad tænker almindelige russere egentlig om krigen og den retning, landet bevæger sig i? Det er et kompliceret spørgsmål, forklarer sociologen Oleg Sjuravlev.

“Officielle meningsmålinger viser høj opbakning til krigen; uafhængige målinger og mere dybdegående studier - som dem, der er foretaget af Public Sociology Laboratory - tegner et andet billede. Krigen er ikke populær og har ikke reel opbakning i befolkningen. Samtidig gør regeringen alt for, at folk kan leve videre uden at bemærke krigen. Krigsøkonomien giver samtidig en stabil indtægtskilde og endda nye muligheder for nogle. Derfor føler mange sig involveret i krigen, også selvom de er imod krig eller indifferente over for Putin. Når det så er sagt, bør vi ikke glemme, at mange lider økonomisk, mentalt og fysisk som følge af krigen - og det antal vokser hver dag.”

“Russiske meningsmålinger er ikke ubrugelige, men man skal tage dem med et gran salt.”

Zjuravlev sammenligner følelsen hos mange russere med folk i Vesten, der muligvis er kritiske over for deres regeringers deltagelse i krigene i Irak eller Afghanistan, men stadig mener man skal ‘støtte vores soldater’. Mange føler sig forpligtet til at heppe på hjemmeholdet, selv om de ikke er enige med anførerens beslutninger.

Hans præsentation bliver suppleret af dagens eneste ikke-russiske indslag, den britiske etnograf Jeremy Morris, som er med på Zoom. Morris er ansat ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i det postsovjetiske Rusland. Han fortæller om sin research på bloggen Postsocialism. Hans forskning har givet ham et unikt indblik i almindelige russeres holdninger.

En af tilhørerne vil gerne vide, hvem de mest dedikerede krigsstøtter er. Her bliver de fattigste russere ofte italesat som den gruppe, der er mest modtagelig for statens revanchistiske og stærkt sovjetnostalgiske narrativer. Professor Morris er uenig.

“Putin forlader sig på en nationalistisk, højreorienteret kerne, men dem kan du finde overalt i verden - også her i Danmark. Den almindelige russer går først og fremmest op i de samme ting som os andre, en god uddannelse til deres børn, om de har råd til at købe et hus og bilpriser. På alle de parametre er regimet aktuelt i krise,“ siger han.

Meningsmålinger viser, at der stadig er stor opbakning til krigen i det russiske samfund. Men også her kan skinnet bedrage, forklarer Morris.

“De fleste russere siger, hvad de tror, der forventes af dem. Man skal dog ikke kradse meget i lakken, før man kan finde en skarp kritik af staten.”

“Russiske meningsmålinger er ikke ubrugelige, men man skal tage dem med et gran salt,” tilføjer Oleg Sjuravlev.

Ideologisk renhed

Aktivisterne i Radical Democracy vil gerne udnytte den utilfredshed, der lurer under overfladen. Men opbygning af en stærk opposition, der kan udfordre Forenet Ruslands omfavnende greb om magten, kræver sammenhold. Bevægelsen forsøger derfor at undgå for meget ‘ideologisk renhedstest‘, som Denis Leven kalder det. I stedet fokuserer de på at samle forskellige synspunkter og sociale strømninger under én paraply. Bredden er afgørende, hvis de skal blive en magtfaktor i russisk politik, forklarer Mikhail Lobanov, og peger mig i retning af et interview med ham i Meduza, som med 10 millioner månedlige læsere er det største uafhængige russisk-sprogede medie.

“Vi fordømmer entydigt vores hjemlands imperialistiske invasion af Ukraine, og gør, hvad vi kan for at tydeliggøre den holdning. Men vores fokus ligger på praktisk organisering af at bekæmpe regimet, i stedet for blot at komme med tomme ord om krigen.”

For mange af deltagerne betyder det også, at ideologiske udmeldinger bliver skubbet i baggrunden, og at man i stedet arbejder mere lavpraktisk. Denis Leven fortæller om en arbejderhotline, som han har været med til at oprette, hvor almindelige russere kan tage kontakt for at få faglig sparring og rådgivning om deres rettigheder.

Nogle grundlæggende principper bliver dog nødt til at være på plads.

“Selvom vi forener en række forskellige synspunkter, er vi enige om nogle grundlæggende demokratiske principper. Vi vil ikke genindføre Gulag-lejre på dag ét, og nok heller ikke på dag to,” siger Denis Leven med et glimt i øjet.

“Radical Democracy har potentialet til at forene og udbrede nogle synspunkter, som allerede har stor opbakning i den russiske befolkning,” siger Mikhail Lobanov.

Lobanovs mening bærer tydeligvis vægt i forsamlingen. Allerede i 2012 var han med til at organisere undervisere og videnskabsfolks deltagere under de store demonstrationer mod regimet kendt som Snerevolutionen i folkemunde.

Lobanov, der beskriver sig selv som demokratisk socialist i stil med Bernie Sanders eller Jeremy Corbyn, er et eksempel på Radical Democracy-netværkets bredde. Da han i 2021 stillede op til det russiske parlamentsvalg i Moskva-distriktet Kuntsevo, blev han både støttet af en række fagforeninger og Kommunistpartiet (DRFK), selvom han var uafhængig. Ifølge uafhængige valgforskere vandt han overbevisende over TV-værten Jevgenij Popov, en af regimets mest profilerede propagandister. Gennem valgfusk fik Forenet Rusland alligevel udråbt Popov som vinder.

Efter adskillige anholdelser og trusler på livet, fik Lobanov prædikatet ‘fremmedagent.’ Det betød også, at den forhenværende matematikprofessor ved Moskva Statsuniversitet mistede retten til at undervise. Han forlod landet i juni 2023.

Ved dagens konference finder vi også Jevgenij Stupin, der som byrådsmedlem for DRFK i Moskva talte imod krigen. Som de fleste andre dissidenter fik han en fyreseddel fra partiet, som officielt støtter krigen, og forlod Rusland i september 2023. I dag er han bosat i Tyskland, hvor han blandt andet driver en YouTube-kanal med 900.000 abonnenter.

Kollapsende arbejdsmarked

Et oplæg om den russiske økonomi giver Denis Leven og ‘Anna’ mulighed for at gå i dybden med den dystre situation på det russiske arbejdsmarked, som også Morris og Sjuravlev taler om.

“Invasionen af Ukraine har accelereret den neoliberale udhuling af arbejdsmarkedet, som har været i gang i årtier,“ siger Anna. Som advokat med fokus på menneskerettigheder fører hun aktuelt sager for en række personer under anklage i Rusland. Hendes identitet og deltagelse i dagens arrangement må derfor ikke blive offentliggjort.

“Der bliver talt meget om en firedages arbejdsuge her i Vesten. I Rusland er det allerede blevet en realitet for mange - om end på en noget anden baggrund.”

---

Arbejdsløsheden er lav, også selvom det officielle arbejdsløshedstal på omkring 1 procent formentlig er løgn, forklarer Denis Leven. Det fortæller dog kun den halve sandhed.

“Vi har set en skarp forringelse af arbejdsvilkårene i Rusland siden krigens udbrud. Den høje inflation gør, at mange oplever at have færre penge mellem hænderne trods lønforhøjelser,” forklarer Anna.

Aktivisterne tegner et dystert billede af de russiske arbejdsvilkår. Stadig færre jobs lever op til ILO’s (International Labour Union, international arbejdsorganisation underlagt FN, red.) kriterier for anstændigt arbejde. Overtidsbetaling bliver fjernet, og ny software bliver brugt til at overvåge de ansatte. Tærsklen for børnearbejde er også blevet sat ned til 14 år, og tvangsarbejde er blevet udbredt, ikke mindst i fængslerne, hvor de indsatte bliver brugt som billig arbejdskraft af de store virksomheder.

Selvom nogle af problemstillingerne kan føles bekendte for den danske læser, efterlades man med et unikt dystert indtryk af situationen i Rusland. Parallelt med udhulingen af arbejdernes rettigheder bliver flere også ansat i prekære stillinger uden faste timetal. Store russiske virksomheder som Avtovaz og Kamaz, Ruslands største bilproducenter, er desuden begyndt at skære i de fastansattes timetal som en skjult spareøvelse, fortæller Denis Leven. Baggrunden er et drastisk fald i bilsalget, der har sendt flere af Ruslands største virksomheder på randen af konkurs.

“Der bliver talt meget om en firedages arbejdsuge her i Vesten. I Rusland er det allerede blevet en realitet for mange - om end på en noget anden baggrund,” tilføjer han.

Jeg spørger ind til en historie fra Moscow Times om, at det russiske arbejdsmarked har udsigt til at skulle importere en million indiske arbejdere. Hvordan hænger det sammen med den lave ledighed?

“Den russiske stat har altid forladet sig på at hente billig arbejdskraft. Efter invasionen af Ukraine er der dog færre migrantarbejdere fra centralasiatiske lande som Tadjikistan og Usbekistan, der søger mod Rusland. De tager i stedet til mere stabile lande som Kasakhstan. Derfor forsøger den russiske stat at fylde hullet med arbejdere fra Indien. Det lægger yderligere pres på vilkårene for russiske arbejdere,” siger Leven.

“Det samme er tilfældet i de besatte områder og den russiske periferi. Den russiske stat bruger på kynisk vis koloniserede og besatte folk som billig arbejdskraft,” forklarer den feministiske forsker Alexandra Talaver. “I de områder ser vi også russisk statsborgerskab blive brugt som pressionmiddel overfor arbejdere, der må leve med truslen om at få fjernet deres statsborgerskab. Det gælder endda folk, der er født med statsborgerskab,” siger hun.

Talaver nævner oppositionspolitikeren Ilja Jasjin som et nyligt eksempel. Den tidligere protege for den myrdede oppositionsleder Boris Nemtsov blev erklæret statsløs i september 2025. Forinden var han blevet idømt 8½ års fængsel for at tale imod krigen, men blev løsladt gennem en fangeudveksling i august 2024, hvor også journalisterne Evan Gerskovich og Alsu Kurmasheva blev frigivet.

Spredt i alle retninger

Det officielle program er slut. For mange af de russiske regimekritikere er alene det at have kunnet møde hinanden fysisk en lille sejr.

“Vi er spredt i alle retninger. Det bedste vi kan gøre i den situation er at fortsætte arbejdet i vores nye lokalområder“, forklarer Katja Sjuvalova mig over pizza i køkkenet. Selv har hun boet i Tyskland siden 2019 og har ikke været tilbage i Rusland siden 2021. Hun arbejder med civilsamfundsoplysning og mediekundskaber - hvilket også er en kamp mod russisk desinformation.

“Det er slemt i Tyskland. Der er virkelig mange, der hopper på Kreml-regimets falske fortællinger,” siger hun.

“De skulle bruge en syndebuk, og jeg stod anført som administrator for siden. Så det var nemt at vælge mig.”

---

Marina Simakova, som er blandt de offentlige deltagere i arrangementet, har ligesom Katja ikke sat fod i hjemlandet i årevis. Hun bruger sin historikerbaggrund til at uddanne andre eksilrussere i forholdet mellem idéer og ideologi, og hvordan aggressiv ekspansion har rodfæstet sig i Rusland. Hendes ønske er at oplyse de andre antikrigsaktivister i situationen derhjemme - og hvad de kan gøre ved den.

For journalisten Maria Mensjikova er valget om at blive væk fra Rusland også ret ligetil. Hun har ikke været hjemme siden november 2021 og blev i 2024 idømt syv års fængsel in absentia for at retfærdiggøre terror.

“Jeg havde sådan set ikke selv gjort noget. Mit medie, Doxa, havde lagt to opslag på deres VKontakte-profil (russisk socialt medie, red.), hvor de udtrykte støtte til politiske fanger. Men de skulle bruge en syndebuk, og jeg stod anført som administrator for siden. Så det var nemt at vælge mig,” siger ‘Masja’ med et opgivende smil.

Vitalij Bovar fortæller samme historie. Han er tidligere byrådsmedlem i Sankt Petersborg for det liberale Yabloko, men blev i maj 2021 suspenderet efter at have deltaget i en konference, der under påskud af corona-hensyn blev erklæret ulovlig. Efter krigens udbrud er han ligesom Jevgenij og Mikhail kommet på den store liste over fremmedagenter, som blev oprettet i december 2022. Han kan se frem til tre års fængsel, hvis han sætter sine ben i Rusland igen.

“Jeg forlod Rusland så snart jeg fik nys om, at politiet ledte efter mig på mit arbejde. Jeg tog bare en taxa med det samme. Myndighederne var formentlig glade for at se mig rejse, så det var overraskende nemt at slippe ud,” forklarer Bovar.

Marina, Masja og Vitalijs historier peger på de vilkår, den russiske opposition arbejder under. I første omgang bliver de presset af deres egen stat, men også deres nye tilværelse i Europa er problemfuld. Mange af antikrigsaktivisterne oplever mistænkeliggørelse og udfordringer med at etablere trygge rammer i deres nye opholdslande.

Felix fortæller, at han kæmper for at få forlænget sin opholdstilladelse i Danmark, fordi han ikke har kunnet finde et arbejde med en tilstrækkeligt høj løn. Levin risikerer derfor at blive smidt ud af Danmark, hvor han har boet sammen med sin kone de seneste 2½ år.

”Hvis jeg ikke kan få forlænget min opholdstilladelse i EU, er næste stop formentlig Armenien. Det vil være en usikker tilværelse, ikke mindst, fordi den russiske efterretningstjeneste også har lange fangarme i de tidligere Sovjetrepublikker,” siger han.

Sprækken i rustningen

Ved begyndelsen af 2026 er spørgsmålet på manges læber, om det russiske regime kollapser under vægten af dets imperialistiske ambitioner. For de russiske regimemodstandere i København er det et spørgsmål, som definerer hele deres livssituation. Denis Leven ser tegn på, at 2026 kan blive et vendepunkt.

Er det en realistisk vurdering, eller blot et fromt håb?

Leven vender tilbage til den ildevarslende økonomiske situation i Rusland. Selvom Kreml-regimet har vist sig at være modstandsdygtigt over for sanktioner, ser de russiske aktivister tegn på, at sprækken i regimets rustning er begyndt at vise sig. Den nationale velfærdsfond, Putins krigskasse, er på kraftig slankekur, og likvide midler som guld bliver nu solgt med rekordfart. Overmætning fik prisen på oliemarkedet til at falde med 20 procent i 2025, hvilket har skabt et stort hul i den russiske stats økonomi. Selv hvis man tager den russiske centralbanks egne forventninger om en vækst på en procent for gode varer, er det et tegn på en økonomi i krise. Senest har staten indført skattestigninger på varer som elektronisk udstyr, smartphones og belysning, hvilket sjældent falder i god jord i befolkningen.

Selvom problemerne hober sig op for det russiske regime, er dagens gæster enige om, at kollapset ikke kommer til at ske som følge af vestlige sanktioner eller den militærstrategiske udvikling i Ukraine. Hvis Rusland skal forandres, er det op til den russiske arbejderklasse selv at vælte deres tyran.

“Vi står på den rigtige side. Som historien har vist, er det kun et spørgsmål om tid, før et system som det russiske bukker under igen,” siger Denis Leven og tilføjer trodsigt.

“Når det sker, skal vi være klar.”

Subscribe now

Verdenseliten var igen i år fløjet med privatfly fra alle verdens hjørner til den schweiziske by Davos, hvor man skulle diskutere den globale økonomi, den politiske situation og finde tid til at klappe sig selv på skulderen.

Årets topmøde, arrangeret af World Economic Forum (WEF), havde fået temaet I Dialogens Ånd. Havde arrangørerne læst de amerikanske deltageres taler på forhånd, kunne de med fordel have omskrevet det til En Åndssvag Dialog. Begivenhederne var først og fremmest præget af en række bizarre udtalelser fra de amerikanske deltagere, og de færreste deltagere kan have rejst derfra med en følelse af at være blevet beriget gennem samtale.

Racisme, tabervindmøller og gamle travere

I toppen af underlige indslag fandt man vanen tro Donald Trump, der onsdag aften gik på talerstolen for at holde en af sine lange, usammenhængende monologer. Næsten to timer måtte tilhørerne sidde igennem hans vrøvlende, snøvlende og forvirrede tirade.

Præsidenten indledte sin tale med at berette om “fantastisk nyt fra USA”: Økonomien boomer, væksten eksploderer, og inflation hører fortiden til. Der skulle dog gå under et minut, før Trump vendte skytset mod forgængeren Joe Biden, som ifølge Trump havde været skyld i alskens dårligdomme.

“Flere har spekuleret i, at Trumps intense had til vindenergi skyldes, at han i 2012 tabte en sag i den britiske højesteret om netop vindenergi”

Selvom tallene foreløbigt ikke lader til at understøtte Trumps narrativ - for eksempel blev der i 2024 under Biden skabt 2 millioner jobs sammenlignet med 584.000 i Trumps første år som præsident - trak den amerikanske præsident tidligt et af sine trumfkort ud af ærmet: “Det sker lige om lidt.”

Efter en lang opremsning af kedelige og tilsyneladende fiktive økonomiske nøgletal, spillede FIFA-fredsprismodtageren et par af sine andre klassiske hits. "Den radikale venstrefløj”, “Europa er tabt“ og “det nye grønne svindelnummer“ blev således hurtigt trukket frem.

I et forsøg på at holde publikum vågen spillede Trump også et par nyere numre, og kom blandt andet med en række racistiske bemærkninger om somaliere i Minnesota, der er blevet den nye syndebuk i de konservative amerikanske medier. “Somaliere har åbenbart en højere IQ end vi havde troet,” forklarede Trump.

Senere blev også gamle kendinge som “valget i 2020 blev stjålet” og “jeg vandt en jordskredssejr.” støvet af. Selvom de efterhånden er blevet spillet til ukendelighed, vækker de stadig begejstring blandt hans loyale fans. I Davos var publikum tavst som graven.

Trump gik derfra over til at kritisere de forsamlede europæeres forsøg på at gøre blot en lille smule for at dæmme op for klimakatastrofen. Her stod særligt vindenergi for skud, da præsidenten forklarede, at særligt vindmøller (og masseindvandring) var skyld i Europas økonomiske deroute. Trump lod dog ikke til at have forstået forskellen på vindturbiner (der producerer vindenergi) og vindmøller (der fx omdanner korn til mel). Han beskrev efterfølgende vindmøller som ‘tabere’ og forklarede, at det koster 1000 dollars, hver gang en vindturbine drejer en omgang. Det tal havde han formentlig fundet i bunden af sin voksenble.

Flere har spekuleret i, at Trumps intense had til vindenergi skyldes, at han i 2012 tabte en sag i den britiske højesteret om netop vindenergi. Dengang forsøgte han forgæves at forhindre 11 vindturbiner i at blive bygget ved siden af hans golfbane i Aberdeenshire, idet han mente, de forstyrrede udsigten. Hans skotske golfbaner er også gentagne gange blevet udsat for hærværk, hvilket af Trump er blevet udlagt som “terrorisme.”

Hvis du vil pine dig selv, kan du se hele Trumps dræbende kedelige tale her. Pro tip: du kan skrue hastigheden i vejret under indstillinger.

Grønland sparket til hjørne

De få deltagere, som stadig var vågne 21 minutter inde i talen, kunne høre Trump dreje over på årets helt store samtaleemne, Grønland. Her startede Trump ud med endnu en klassiker, da han, 28 sekunder efter at have proklameret sin “store respekt” for både danskere og grønlændere, svinede Danmark til for at have overgivet sig i Anden Verdenskrig efter blot seks timer. Selvom de færreste kunne se sammenhængen, fik Trump vendt det til et argument for, at USA burde få overdraget Grønland, som ifølge ham “knap nok er et land, men snarere en stor isklump.”

“Trump vendte hurtigt tilbage de gamle travere. Biden var den værste præsident nogensinde. Kina er fjenden. Valget i 2020 var stjålet. Med 52 lange minutter tilbage af talen havde publikum god tid til endnu en power nap.”

De gennemgående trusler om en fjendtlig overtagelse af Grønland lå i den kolde luft på det schweiziske skiresort. Op til mødet havde Randy Fine, en af Trumps mest trofaste klakører i den amerikanske kongres, introduceret et lovforslag i Repræsentanternes Hus om at annektere landet - med alle nødvendige midler.

Efter yderligere 12 minutters vrøvl og gentagelser trak den amerikanske præsident dog en smule i land på talerstolen, da han sagde, at han ikke havde tænkt sig at anvende (militær) magt. På sand mafiaboss-maner fik Trump dog også sendt en trussel afsted i samme åndedrag.

“I kan sige ja, og så er vi taknemmelige, eller I kan sige nej, og så husker vi det.”

Afvisningen af militær magt vakte behersket optimisme i den danske lejr, hvor udenrigsministeren efterfølgende beskrev udmeldingen som “positiv.” Lars Løkke Rasmussen understregede samtidig, at Trumps imperialistiske ambition “stadig er intakt.”

Kort efter opstod der dog tvivl om, hvad Trump egentlig selv kan huske. Først lod han til at have glemt, at en række NATO-lande, herunder Danmark, har sendt flere tusinde soldater til den amerikanske krig i Irak og Afghanistan. Helt galt gik det kort tid efter, da han flere gange lod til at forveksle Grønland med Island.

Subscribe now

“De [NATO] hjælper os ikke ligefrem med Island. Vores aktiemarked tog et stort dyk på grund af Island. Så Island har allerede kostet os mange penge.”

Den postfaktuelle farce blev opretholdt af Trumps pressesekretær Karoline Leavitt, der forsøgte at bortforklare forvekslingen med, at han blot omtalte Grønland som et stykke is, og altså ikke mente Island, da han sagde… is-land. Derefter vendte Trump hurtigt tilbage til de gamle travere. Biden var den værste præsident nogensinde. Kina er fjenden. Valget i 2020 var stjålet. Med 52 lange minutter tilbage af talen havde publikum god tid til endnu en power nap.

Flere pinlige amerikanske indslag

Selvom Trumps tale var det mest bizarre indslag ved årets møde, forsøgte resten af det amerikanske entourage at gøre deres chef kunsten efter. Finansminister Scott Bessent opfordrede Europa til ikke at gengælde Trumps varslede straftold på 10 procent, som dog blev afblæst dagen efter. Bessent afviste samtidig de danske investeringer i amerikanske obligationer som “irrelevante”, efter AkademikerPension meddelte, at man ville droppe sine aktiver i USA.

Også handelsminister Howard Lutnick havde fundet den Trump-behagende retorik frem. Ved en middag tirsdag aften - som ironisk blev afholdt af Blackrock, verdens største globale investeringsfirma, hvis formand Larry Fink også står i spidsen for WEF - langede han ud efter ‘globalismen‘ og europæiske handelsreguleringer, som han mente dræber kontinentets vækst. Det fik tidligere vicepræsident Al Gore til at buhe Lutnick, mens der gik rygter om, at den europæiske centralbanks chef Christine Lagarde udvandrede fra talen. Det blev dog senere afvist af Lutnicks folk. Den tyske kansler Friedrich Merz var til gengæld positivt stemt over for tanken om færre regler.

Som prikken over i’et præsenterede Trumps svigersøn Jared Kushner en plan for at omdanne den ødelagte Gazastribe til et ferieparadis. Ifølge Kushner skal byggeplanen støttes af et nyt ‘Fredsråd’, der skal enevældigt kontrolleres af Trump. Verdens ledere fik ved Davos mulighed for at blive medlem af den nye klub for kun 1 milliard dollars.

Det fantastiske tilbud var dog ikke noget, der vakte den store interesse under mødet, hvor listen over medlemslande minder mest om en opremsning af diktaturer og korrupte lande. Den canadiske finansminister meddelte umiddelbart efter præsentationen, at landet ikke ønskede at være med. Det fik Trump til at svare igen med, at de skam heller ikke var inviteret. Spejl!

Carney: Den internationale orden er død

Selvom den amerikanske præsident, som altid, var i centrum, gjorde en række andre af årets deltagere sig også bemærket. Den nye canadiske premierminister Mark Carney, som ikke mindst takket være Trumps indblanding i canadisk politik vandt valget i april 2025, gjorde ved sit første Davos-møde stort indtryk på deltagerne, og lagde ikke fingre imellem, da han skulle levere sit centrale budskab.

“I dag vil jeg tale om et brud med verdensordenen. Vi er vidner til afslutningen på en behagelig fiktion, som bliver erstattet af en barsk virkelighed… den regelbaserede orden er under afvikling,” sagde Carney. Han påpegede samtidig behovet for sammenhold blandt de lande, der forsøger at modstå den autoritære strømning.

“De mellemstore lande bliver nødt til at stå sammen. Hvis vi ikke sidder med ved bordet er det os, der er på menuen.“

Den canadiske premierminister understregede også i talen, at man står bag Danmark og Grønland i forsøget om at modstå det amerikanske pres. Et lignende budskab kom fra Frankrigs præsident Macron, selvom de fleste overskrifter handlede om de solbriller, han havde taget på for at skjule en blodsamling i øjet. At et par solbriller var noget af det mest mindeværdige ved topmødet, er sigende for mødets egentlige resultater.

Glem ikke Ukraine

Trods det store fokus på Grønland og den amerikanske delegations pinlige optræden var der også tid til at diskutere den igangværende krig i Europa. Den ukrainske præsident Zelenskij var også rejst til Davos, hvor han i skarpe vendinger kritiserede den europæiske passivitet.

For de europæiske ledere var det et møde, som muligvis afværgede den umiddelbare katastrofe, men med barren sat så lavt er det samtidig svært at udråbe det som en stor succes.”

---

“I stedet for selv at tage teten når det gælder om at forsvare den globale frihed, famler Europa i blinde med sit forsøg på at overbevise den amerikanske præsident om at skifte kurs. Europa elsker at diskutere fremtiden, men undgår at handle i nutiden,” sagde Zelenskij.

I den forbindelse mindede han også tilhørerne om den igangværende blodige undertrykkelse af iranske demonstranter fra præstediktaturet, som frygtes allerede at have kostet over 20.000 mennesker livet.

Subscribe now

Trumps særlige udsending til Ukraine, Steve Witkoff, var også taget til Schweiz, hvor han endnu en gang gik Putins ærinde. Adspurgt om den russiske terrorkampagne mod ukrainsk infrastruktur, som har efterladt hundredtusinder af indbyggere i Kyiv uden varme og strøm under en iskold vinter, nedtonede Witkoff igen de russiske krigsforbrydelser.

“De er jo i krig, og der skyder man på hinanden”, sagde Witkoff.

På vej ud af døren fangede den irske journalist Caolan Robertson den amerikanske fredsmægler og fik mulighed for at spørge ind til Witkoffs økonomiske interesser i Rusland. Dem havde Witkoff dog ikke lyst til at tale om.

Den amerikanske drøms død

Fredag var det blevet tid til, at de mange privatfly igen blev fyldt med milliardærer, toppolitikere og lobbyister, som kunne vende snuden hjem fra den schweiziske idyl. For de europæiske ledere var det et møde, som muligvis afværgede den umiddelbare katastrofe, men med barren sat så lavt er det samtidig svært at udråbe det som en stor succes.

Den norske diplomat Børge Brende forsøgte i den afsluttende tale at skabe en smule positivitet omkring årets resultater. På det tidspunkt var de vigtige spillere allerede rejst hjem, og Brendes platituder om “vigtigheden af dialog” og “inspirerende visioner“ har næppe ændret på det overordnede indtryk, de resterende deltagere kunne tage med fra Davos.

En anonym europæisk diplomat opsummerede stemningen ved årets kaotiske WEF-møde i Davos på mere kontant vis.

“Den amerikanske drøm er død. Donald Trump har slået den ihjel.”

Subscribe now

Det tager 15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

“Hvad er et eksempel på en konspirationsteori, som du selv tror på?”

Når jeg holder foredrag om konspirationsteorier, er ovenstående det spørgsmål, jeg har fået suverænt flest gange.

Man kan i den sammenhæng fremhæve en række sandsynlige teorier om Donald Trump; fakede han attentatforsøget under valgkampen i 2024, snød han på valgvægten, hemmeligholder han en demensdiagnose? Man kunne også tage fat på en konspirationsteori som Panama Papers - de superriges konspiration om at hamstre verdens rigdomme i solbeskinnede caribiske østater, som allerede er blevet delvist afsløret som sand.

I stedet siger jeg oftest til folk: Jeg tror, at stort set alle de konspirationsteorier, der florerer om Ruslands præsident Vladimir Putin, er sande. I hjertet af det store spind finder vi en konspiration, der er så frygtelig, at dens eventuelle afsløring kunne true hele den internationale samfundsorden og som minimum kaste Rusland ud i en borgerkrig.

Døm selv, når du har læst denne artikel.

Bomben i Bujnaksk

På fire uger i efteråret 1999 bliver der vendt op og ned på det russiske samfund. Det starter om natten den 4. september i Bujnaksk, en lille søvnig by i Dagestan ved Det Kaspiske Hav. En stor bombe eksploderer på ladet af en lastbil, som holder parkeret ved siden af en lejlighedsopgang tæt ved en militærbase. 62 mennesker mister livet, mens yderligere 174 bliver kvæstet. Samme dag finder de lokale myndigheder endnu en bombe, som bliver desarmeret.

Bomben i Bujnaksk får hurtigt udråbt en afsender og et motiv. Der er tale om terrorister fra naborepublikken Tjetjenien, som har i sinde at sprede frygt i den russiske befolkning. Tre år forinden havde udbryderrepublikken ellers tilkæmpet sig en stor grad af autonomi og en de facto selvstændighed fra Rusland. De fleste militæranalytikere var enige om, at den tjetjenske oprørsbevægelse havde vundet over den overlegne russiske kampmaskine, der som led i fredsaftalen havde indvilliget i at trække sine soldater ud af området.

Hvorfor sætte det over styr?

Den tjetjenske præsident Aslan Maskhadov benægter de russiske beskyldninger om tjetjensk involvering. Ingen tjetjenske separatister tager ansvar for terrorhandlingen, og selvom de russiske myndigheder er sikre på, at bagmanden er den tjetjenske oprørsleder Sjamil Basajev, fremlægger de ingen beviser.

Fire dage senere rammer terroren Moskvas arbejderklasse-kvarterer, hvor to bomber sprænger på under en uge. Den første eksploderer kort efter midnat på Gurjanov Street og dræber 92 sovende mennesker. Fire dage senere detonerer en bombe i et lejlighedskompleks nær Kasjirskoje-motorvejen klokken fem om morgenen. 130 døde beboere ligger spredt i gaderne, der er dækket af støv, murbrokker, blod og flænset tøj.

En grå mus samler landet

Terroren lammer Rusland. I samtlige af den russiske hovedstads 30.000 boligblokke bliver der organiseret vagtværn, som skal holde udkig efter bomber i kældre. På gaderne bliver tilfældige tjetjensk-udseende personer tæsket af gadebander og anholdt af politiet.

Nu træder den russiske premierminister frem på scenen. Han har indtil da været en ukendt størrelse, som er blevet udpeget til posten af præsident Boris Jeltsin et par måneder forinden, efter at have tilbragt et halvt år som sikkerhedsrådgiver. Inden da har han også siddet i lidt under et år på posten som chef for efterretningstjenesten FSB. Dem havde han også arbejdet for i en svunden tid, dengang de gik under navnet KGB.

Hans navn er Vladimir Vladimirovitj Putin.

“Fra at have haft en opbakning på under 5 procent i alle meningsmålinger, stryger Vladimir nu til tops, og bliver billedet på den handlekraftige mand, russerne har brug for.”

---

Vladimir er en bureaukratisk grå mus, der har brugt tiden efter Sovjetunionens kollaps i den offentlige administration. Uden for Sankt Petersborg, hvor han har været viceborgmester under den karismatiske Anatolij Sobtjak i et par år, ved de færreste russere, hvem han er. Putin spås derfor ikke store chancer ved det kommende præsidentvalg i marts 2000. I avisen Moscow Times beskriver redaktør Matt Ivens det således:

“Alle byens aviser, herunder min egen, mener det er umuligt, at den mand kan vinde et valg, medmindre der sker noget helt ekstraordinært.”

Bomberne er Putins chance for at kaste det anonyme, grå image af sig. De er noget ekstraordinært. Da den tredje bombe sprænger i Moskva, stiller han sig op på landsdækkende TV med et stærkt budskab.

“De folk, der har gjort dette, fortjener ikke at blive kaldt dyr. De er værre… de er gale bæster, og skal behandles som sådan. Vi finder dem og ødelægger dem, om de så har gemt sig på toilettet.”

Budskabet går rent ind hos den paralyserede befolkning. Fra at have haft en opbakning på under 5 procent i alle meningsmålinger, stryger Vladimir nu til tops og bliver billedet på den handlekraftige mand, russerne har brug for. Til at hjælpe med at kultivere det image har han allieret sig med spindoktoren Vladislav Surkov, der egentlig læste dramaturgi, men er skiftet spor til politik. Med Putin får han mulighed for at iscenesætte et teater, der kan nå længere ud end noget stykke på Bolsjoj.

Subscribe now

Nytårsaften 1999 meddeler den skrantende og kraftigt alkoholiserede præsident Jeltsin, at han vil fratræde posten som præsident. Han udnævner Putin som afløser på posten og styrker dermed dennes chancer yderligere frem mod det kommende valg, som bliver fremrykket til marts. Putin vinder overbevisende med 53 procent af stemmerne over Gennadij Sjuganov fra Kommunistpartiet.

I mellemtiden har russiske tanks igen omringet den tjetjenske hovedstad Grosnij, og denne gang er der ingen nåde. Under et altødelæggende artilleribombardement bliver Grosnij forvandlet til støv, og fra ruinerne hejses det hvide flag i februar 2000. Det er endnu en fjer i hatten til den mand, der siden har siddet urokkeligt på magten.

Den clairvoyante parlamentariker

Terrorbomberne har på få måneder givet Putin den totale kontrol med russisk politik. Men der er noget underligt ved sagen. Fra talerstolen den 13. september fortæller formanden for Statsdumaen, Gennadij Seleznjov, at en fjerde bombe er sprunget i Volgodonsk, Rostov. Det er dog ikke sket - endnu. For tre dage senere rammer terroren ganske rigtigt Volgodonsk, da endnu en bombe på ladet af en varevogn dræber 17 mennesker i et lejlighedskompleks.

Var Seleznjov clairvoyant?

For Alexander Litvinenko er der ingen tvivl om, hvad der egentlig er sket. Politikeren har rodet rundt i datoerne for, hvornår bomberne skulle detoneres i de forskellige byer. Litvinenko er tidligere FSB-agent med fokus på organiseret kriminalitet, men er blevet afskediget efter anklager mod Putin om at have planlagt mord på rivalen Boris Beresovskij. I bogen Blowing up Russia forklarer han senere, hvordan lejlighedsbomberne har været et falsk flag orkestreret af FSB med Putin i spidsen.

Historien bakkes op af Jeltsins tidligere sikkerhedschef, Alexander Lebed, der indtil bomberne havde været den mest populære præsidentkandidat til valget i 2000. Lebed fortæller i et interview med franske Le Figaro, at han er “nærmest helt sikker” på, at den russiske regering selv stod bag komplottet. Blowing up Russia bliver forbudt i Rusland. Lebed dør to år senere på mistænkelig vis i et helikopterstyrt.

Sukkerbomben i Rjasan

Der bliver også fundet en femte bombe i den historiske by Rjasan, 200 kilometer sydøst for Moskva. Her bemærker ingeniøren Vladimir Vasiljev på vej hjem fra arbejde en gruppe mistænkelige personer, som går frem og tilbage mellem en bil og kælderen til hans opgang. Vasiljev lægger mærke til, at de to sidste tal på deres nummerplade er sat på med papir, så det ligner, at bilen er fra Rjasan. På bagsiden viser den rigtige nummerplade, at den er fra Moskva.

“Det var ikke en tarmskylning. Der er to forskellige radioaktivitetsmålere i testapparatet. Disse folk ved ikke, hvad de snakker om.”

---

Vasiljev ringer til politiet, som ankommer til scenen. I mellemtiden er de tre personer i bilen - som han over for politiet beskriver som “helt sikkert russere, ikke asiater (tjetjenere)” - kørt igen. Politikommissær Andrej Tjernysov går som den første ned i kælderen og finder til sin rædsel nogle store sække fyldt med hvidt pulver. I en af sækkene sidder en elektronisk dims, nogle ledninger og et ur. Det lokale bombehold bliver tilkaldt og konstaterer, at det hvide pulver er hexogen, det samme sprængstof, som er blevet brugt i Moskvabomberne. Hexogen bliver kun fremstillet ét sted i Rusland, som bliver strengt bevogtet af FSB.

To mistænkte mænd bliver anholdt i sagen. Den russiske sociolog og systemkritiker Boris Kagarlitskij mener, at det var “to FSB-agenter, som blev taget med bukserne nede.” Da efterretningstjenestens hovedkvarter i Moskva går ind i sagen, bliver de to mænd dog hurtigt løsladt igen.

Dagen efter bliver alarmen afblæst: efterretningschef Nikolaj Patrusjev udtaler, at det hele havde været en øvelse, og at de store sække blot havde været fyldt med sukker. De russiske aviser viderebringer det narrativ og spekulerer i, at måleudstyret må have været defekt, siden det viste hexogen.

Jurij Tjkatjenko, der er leder af bombeenheden i Rjasan, afviser hånligt teorien: “Det var ikke en tarmskylning. Der er to forskellige radioaktivitetsmålere i testapparatet. Disse folk ved ikke, hvad de snakker om.”

Et spor af blod

Putins første år ved magten står i terrorens tegn. Bombekampagnen i 1999 følges af nye terrorangreb. I 2002 ender en gidseltagning i Dubrovka-teatret med 129 dræbte gæster og 40 døde terrorister. Samme år bliver den årlige militærparade i Kaspijsk, Dagestan bombet, hvilket koster 44 personer livet. To år senere rammer tragedien en folkeskole i Beslan, hvor 334 personer omkommer, herunder 186 børn.

Efter hvert angreb strammer Putin grebet om magten. Han bliver for mange russere det eneste værn mod kaos og ondskab. Det er dog ikke alle russere, der køber den officielle forklaring. Den undersøgende journalist Jurij Sjtjekotjikhin, som er blevet valgt til parlamentet i 1995 for det liberale parti Jabloko (‘Æblet’), begynder at grave i lejlighedsbomberne. Han finder frem til, at bombekampagnen er blevet orkestreret af FSB, og fremlægger sine beskyldninger i avisen Novaja Gazeta.

“Politkovskaja, Sjtjekotjikhin, Kovaljov og Litvinenko arbejder alle i retning af den samme frygtelige konklusion: Deres regering har myrdet flere hundrede af sine egne borgere i koldt blod.”

---

Sjtjekotjikhin allierer sig også med den russiske menneskerettighedsaktivist Sergej Kovaljov, som i 2002 danner en undersøgelseskommission, der skal belyse, hvad der egentlig skete i efteråret 1999. Med i Kovaljov-kommissionen kommer også Sergej Jusjenkov fra Liberalt Rusland og advokaten Mikhail Trepasjkin.

Sideløbende med kommissionens arbejde graver stjernejournalisten Anna Politkovskaja i sagen. Hun er blevet internationalt kendt for sine frygtløse reportager fra Tjetjenien, som hun udgiver i Novaja Gaseta, og modtager sammen med Kovaljov i 2004 Olof Palme-prisen for sit arbejde. Politkovskaja, Sjtjekotjikhin, Kovaljov og Litvinenko arbejder alle i retning af den samme frygtelige konklusion: Deres regering har myrdet flere hundrede af sine egne borgere i koldt blod. Sergej Jusjenkov mener samtidig at have fundet beviser for, at den russiske stat var indblandet i gidseldramaet ved Dubrovka i 2002.

De russiske aktivister skal snart få den blodtørst at mærke på egen krop. Først bliver Jusjenkov dræbt i april 2003, skudt ned foran sit hus i Moskva få timer efter at have registreret sit parti til det kommende parlamentsvalg i december. To måneder senere dør Sjtjekotjikhin efter få dages sygdom. Han er blevet forgiftet med en radioaktiv substans. Da hans kæreste skal identificere ham i lighuset, kan hun i første omgang ikke genkende ham, fordi giften allerede har opløst hans krop til det ukendelige.

Subscribe now

I forhold til Sjtjekotjikhin og Jusjenkov slipper Mikhail Trepasjkin billigt. Kovaljov-kommissionens advokat bliver anholdt i oktober 2003, blot en uge før, han skal fremlægge beviser i en offentlig høring om kommissionens arbejde. Han bliver sendt fire år i fængsel på opdigtede anklager om ulovlig våbenbesiddelse. Trepasjkin forklarer senere, at FSB tilbyder ham en benådning, hvis han vil gå med til at forlade Kovaljov-kommissionen.

Tre år senere kommer turen til Anna Politkovskaja. Trods adskillige advarsler og et enkelt giftattentat har hun fortsat arbejdet. Som en pervers gave bliver hun mejet ned foran sin lejlighed på præsidentens 54. fødselsdag den 7. oktober 2006.

En måned senere er det blevet afhopperen Litvinenkos tur. Han er flygtet i eksil i Storbritannien, men bliver myrdet med polonium, samme type radioaktiv gift som Sjtjekotjikhin. Alle de russere, som har forsøgt at afdække, hvad der egentlig skete i terrorens efterår, er nu blevet gjort tavse. Kommissionen bliver lukket ned.

Putin har vundet.

For mange er begrebet ‘konspirationsteori’ forbundet med gakkede teorier om frimurere, flad jord og pyramidebyggende rumvæsner. Virkelighedens konspirationer er dog langt mere jordnære - og farlige - end populærkulturen efterlader indtryk af. Hvornår overgår en konspirationsteori fra fiktion til en overvejende sandsynlig teori, der endnu ikke er blevet bevist?

Jeg har selv oversat en bog af den britiske journalist John Sweeney, der indgående beskriver de mange huller i den officielle forklaring. Jeg har også talt med en lang række eksperter, fra den danske Ruslandskender Samuel Rachlin til den britiske historiker Mark Galeotti om teorien. De mener også, den er sand. Den amerikanske historiker David Satter har skrevet flere bøger om emnet, og konkluderer entydigt, at teorien er sand. Yale-historikeren Timothy Snyder har sammenlignet bomberne med den tyske rigsdagsbrand som et skoleeksempel på, hvordan et autoritært regime kan kvæle al modstand.

Ja, faktisk er det svært at finde eksperter på området, som mener noget andet.

For mig er der ingen tvivl om, at lejlighedsbomberne i Rusland var en konspiration, orkestreret af den russiske sikkerhedstjeneste. Snarere end at bruge det forfladigende begreb ‘konspirationsteori’ vil jeg derfor kalde det for en velunderbygget hypotese.

“Er der blevet set mellem fingre med, hvad der egentlig foregik det skæbnesvangre efterår i Rusland? Så peger skylden for det også tilbage på vores egne regeringer.”

---

Vælger man at tro på teorie,n bliver man samtidig nødt til at acceptere, at Putins vej til magten er fyldt med lig af hans egne landsmænd. Det sætter også den katastrofale krig, han senere indledte mod Ukraine, i et meget koldt og klart lys. En mand, der på den måde er villig til at myrde flere hundrede af sine egne, skyer intet middel for at opnå sine storhedsvanvittige ambitioner.

Foruden at fælde en dom over Putins vanvid stiller historien om de russiske lejlighedsbomber spørgsmål til vores egne sikkerhedsapparater. Med vores viden om de vestlige sikkerhedstjenesters evne til at aflytte, opsnappe og logge stort set alle vores data, efterlades vi med et andet stort spørgsmål: Kan det virkelig være rigtigt, at NSA, MI6 og resten af det massive efterretningsapparat ikke er bekendt med, hvad der er foregået?

Subscribe now

Hvis man accepterer teorien som sand, stiller det de seneste 25 års historie i et nyt lys. På sin vis er krigen i Ukraine - og den skyggekrig, som Rusland har ført mod os andre i over et årti - kulminationen af, at den russiske efterretningstjeneste har fået lov at erobre statsapparatet med brug af falske flag.

Vladimir Putin har omdannet Rusland til et diktatur i sit eget billede - men er der blevet set mellem fingre med, hvad der egentlig foregik det skæbnesvangre efterår i Rusland? Så peger skylden også tilbage på vores egne regeringer.

Subscribe now

Det tager 5-15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel eller en mening om det skrevne? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Når EU-forkvinde Ursula von der Leyen på lørdag (17. januar) tager til Paraguay for at underskrive Mercosur-aftalen, er det kulminationen på mere end 25 års forhandlinger mellem EU og Mercosur-landene (Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Bolivia). Årtiers diplomatisk dans om den varme grød er forbi, og bliver nu erstattet af en håndfast politisk handelsaftale. Vi kan nok forvente, at de helt store politikersmil bliver fundet frem i Asunción, når den endelige signatur er blevet sat.

“Det er en stor fjer i hatten for politikere på begge sider af Atlanterhavet,” forklarer DIIS-forsker Marie Kolling. Hun forklarer, at aftalen kommer på et meget belejligt tidspunkt for begge parter.

“I november blev der afholdt topmøde i Santa Marta, Colombia, mellem EU og CELAC - en sammenslutning af latinamerikanske og caribbiske lande, der er stiftet som alternativ til OAS, (Organization of American States, red.) hvor USA og Canada også er med. Det blev dog afsporet af Trump og hans trusler og sanktioner mod Colombias præsident, og formand for topmødet, Gustavo Petro, og løb ud i sandet. Derfor er det også en slags plaster på såret, at man så hurtigt efter har fået afsluttet den her handelsaftale, som kan få stor betydning, og signalere en hensigt om at styrke relationerne mellem de to regioner” siger Kolling.

Handelsaftalen betyder blandt andet, at man fjerner toldafgifter på en lang række varer. Aktuelt er toldsatserne på mellem 15-35 procent, men de skal efter planen udfases gradvist. Forventningen er, at det vil skabe flere arbejdspladser og styrke samhandlen mellem de to kontinenter i en tid, hvor det er blevet presserende for begge parter at finde nye samarbejdspartnere.

Ifølge EU-Kommissionens egne beregninger kan eksporten til Latinamerika stige med op til 39 procent, hvilket vil skabe 440.000 nye arbejdspladser på tværs af Unionens medlemslande. Som bonus er der i samme ombæring blevet forhandlet en aftale på plads med Mexico på lignende vilkår (MGA-aftalen), der giver nemmere adgang til kritiske mineraler og samtidig fjerner høje afgifter på europæiske varer til de 132 millioner indbyggere i verdens 15. største økonomi.

Stor modstand i Frankrig og Belgien

Selvom Mercosur-aftalen ser ud til at være en done deal, har den forhalede aftale til det sidste været en kilde til bitter uenighed i EU. I den endelige afstemning stemte både Frankrig, Polen, Østrig, Ungarn og Irland imod at give grønt lys til von der Leyens underskrift, mens Belgien undlod at stemme. Aftalen endte således med at blive vedtaget gennem et kvalificeret flertal på 21-5-1.

“Trods den store vrede blandt de europæiske landmænd, er aftalen ikke så forfærdelig for disse, som de store protester kunne foranledige en til at tro.”

Ifølge EU’s regler om afstemninger i Kommissionen, skal mindst 65 procent af den samlede EU-befolknings (292 mio.) medlemslande bakke op om et forslag. Macron forsøgte derfor at overtale Italien til at tilslutte sig modstanden, hvilket ville have været nok til et blokerende mindretal på 40 procent. Efter at have trukket en række ekstra indrømmelser ud af EU-Kommissionen, som blandt andet måtte afgive løfter om ekstra landbrugsstøtte i næste års budget, lagde Giorgia Meloni dog den afgørende stemme i ja-skålen. Det fik en skuffet Emmanuel Macron til at gribe til tasterne.

“Frankrig ønsker international samhandel, men EU-Mercosur-aftalen er et fortidslevn… den kan ikke retfærdiggøre, at vi gambler med følsomme og vigtige dele af vores landbrugssektor og fødevaresuverænitet,” skrev den franske præsident på Twitter.

Macrons kommentarer afspejler noget så sjældent som politisk konsensus i Frankrig. Marine Le Pen fra det højreradikale Rassemblement National kalder Mercosur “et spørgsmål om vores landbrugs overlevelse,“ mens Jean-Luc Mélenchon fra centrum-venstrepartiet Le France Insoumise fordømmer aftalen som “en frygtelig fiasko for bønderne og befolkningen på vores kontinent.”

De seneste måneder har der været voldsomme demonstrationer i Bruxelles, hvor op mod 10.000 landmænd fra alle 27 EU-lande har været samlet til protester. Her har de blandt andet påkørt EU-bygninger og dumpet tonsvis af kartofler på vejene - i øvrigt en metode, som flere af Europanyts læsere formentlig kan huske at have set herhjemme.

Trods den store vrede blandt de europæiske landmænd er aftalen imidlertid ikke så forfærdelig for disse, som de store protester kunne foranledige en til at tro. Analytikere har påpeget, at de tilladte kvoter på fx oksekød (1,3%) og kylling (1,5%) er så beskedne, at den franske frygt er overdrevet.

Regionale varemærker som fransk ost, italiensk skinke eller lammefjordsgulerødder, der i EU-regi nyder særlig status som ‘beskyttede geografiske betegnelser’, beholder også deres særstatus, og kan endda drage fordel af de nye eksportmarkeder i Latinamerika. Det samme gælder den danske svineindustri, som også kan vinde på aftalen.

Hos de danske landmænds brancheorganisation får aftalen en blandet modtagelse. Kenneth Lindharth Madsen, der er afdelingschef i Handel, Marked & Geopolitik i Landbrug & Fødevarer udtaler i et skriftligt svar til Europanyt:

“Mercosur-aftalen sender et vigtigt signal i en tid med geopolitisk usikkerhed, men samtidig forholder vi os også realistiske. Aftalen giver nye eksportmuligheder for dele af fødevareerhvervet, men den ændrer også konkurrencevilkårene for især oksekøds- og fjerkræproducenter. Derfor er det vigtigt, at aftalen forudsætter fair konkurrencevilkår og en beskyttelsesmekaniske, som kan gribe ind.”

Lindharth Madsen mener også, at de vrede franske bønder har en “legitim pointe”, ikke mindst fordi Mercosur-landenes mere lempelige regler for dyrevelfærd og miljøtiltag kan skabe øget konkurrence.

Glæde i Latinamerika

Mens aftalen har delt vandene i europæisk politik, er der overvejende glæde over konklusionen på forhandlingerne i Latinamerika. Det gælder ikke mindst i Sydamerikas største eksportnation, forklarer Marie Kolling.

“Det er en sejr for Brasiliens præsident Lula da Silva. Hans forgænger, Jair Bolsonaro gik ikke op i den type internationale aftaler, selvom det var i Brasiliens interesse at forfølge den. Lula kan derfor markere sig positivt i forhold til Bolsonaro og styrke forholdet til EU. Men det skal også ses i lyset af Trumps toldkrig og det anspændte forhold til USA under Trump. På den måde kommer aftalen på et rigtig godt tidspunkt for Brasilien,” siger Kolling.

Gennem årene har der generelt været konsensus i Mercosur-landene om, at det var en god idé at få landet handelsaftalen med EU. Flere kilder oplyser også til Europanyt, at tålmodigheden til tider har været ved at være opbrugt. En X-faktor har de seneste år været Argentinas libertarianske præsident Javier Milei, som på mange måder forsøger at lægge sig op ad Trump. Milei fik sidste år en stor håndsrækning af Trump på netop landbrugsområdet i form af et fordelagtigt lån på over 150 milliarder kr. og også skærpet retorikken i den afsluttende forhandlingsfase.

Marie Kolling mener dog, at det i vid udstrækning er spil for galleriet.

“Min vurdering er, at det overvejende er for at please sin vælgerbase og Trump, for det er i Argentinas objektive interesse at få aftalen på plads,” siger Kolling.

Kolling pointerer, at Kina i dag er det største eksportmarked for både Argentina og Brasilien, hvilket ikke huer USA. Landene vil samtidig gerne diversificere deres markeder, derfor er der et stort ønske om bedre adgang til de europæiske markeder. Men det er en balancegang for de store lande i Latinamerika.

Biler for bøffer

Mens politikerglæden og landmændenes kartoffel-protester har fyldt mest i Mercosur-aftalens afsluttende fase, er klimaperspektivet trådt i baggrunden. Den internationale klimaorganisation Friends of the Earth advarede i 2024 om, at handelsaftalen ikke var bæredygtig trods mindre fremskridt.

Et af de helt store problemer er, at aftalen lægger op til at udvide eksporten af sojabønner og majs, der kan bruges til at fodre blandt andet danske grise. Til det formål skal der fældes mere af den regnskov, som optager CO2. En analyse fra Københavns Universitet viste i 2020, at alene den danske import af soja og palmeolie bevirker 7 millioner tons CO2-udledning om året.

Den kritik er stadig højaktuel, mener Marie Hagensen fra bevægelsens danske afdeling, NOAH. Foruden afskovning til sojabønne-dyrkning er slutproduktet i aftalen også dårligt nyt for klimaet.

“Vi kalder aftalen ‘biler for bøffer’, fordi det jo er dét, den i sin essens går ud på: Europa kan sende flere biler, mens Latinamerika kan sende mere kød og dyrefoder. Her taler vi om nogle af de mest klimaskadelige industrier,“ siger Marie Hagensen.

Forskning viser, at monokulturelt landbrug både resulterer i afbrænding af mere regnskov for at gøre plads til marker, og at vilde skovbrande breder sig mere i områder med monokulturelt landbrug. Når den problemstilling bliver underbelyst, handler det ifølge Hagensen om, at landbrugsindustrien i Paraguay og Brasilien - ligesom i Danmark - har enorm magt.

“Vi kalder aftalen ‘biler for bøffer’, fordi det jo er dét, den i sin essens går ud på: Europa kan sende flere biler, mens Latinamerika kan sende mere kød. Her taler vi om nogle af de mest klimaskadelige industrier”

---

“Vi er generelt kritiske over for den animalske produktion i Danmark, og mener, at vi skal stoppe importen af sojabønner helt. I den sammenhæng er Mercosur-aftalen åbenlyst et skridt i den forkerte retning,” siger hun.

En lignende kritik finder man hos Verdens Skove.

“Aftalen er simpelthen ikke stærk nok, hvad angår implementering. Der er for mange smuthuller, og det vil føre til øget pres på regnskovene”, siger Jakob Kronik fra Verdens Skove. Han påpeger, at der i aftalen er blevet tilføjet, at en mere klimaambitiøs dagsorden fra EU i fremtiden vil betyde, at den brasilianske sojaindustri vil blive kompenseret.

“Der er grundlæggende en kæmpe fare for greenwashing med den her aftale,” tilføjer Hagensen fra NOAH.

Den begrænsede europæiske klimadiskussion af Mercosur er imidlertid blevet undergået i de latinamerikanske medier, forklarer Marie Kolling.

“Den del af Mercosur-aftalen har ikke været et stort samtaleemne i Latinamerika. Det er mere en bekymring på vores breddegrader. Det er meget sigende for det brasilianske mediebillede, hvor klimadebatten om aftalen har været beskeden,” siger Marie Kolling.

DIIS-forskeren forklarer, at Lula-regeringen faktisk har prioriteret at beskytte oprindelige folks rettigheder, særligt målt i forhold til forgængeren Bolsonaro, hvor skovhuggere fik frit spil til at myrde flere tusinde klimaaktivister og oprindelige folk. Det gælder også i forhold til afskovning af Amazonas, hvor Lula har udpeget Marina Silva som miljøminister. Hun er en benhård klimaaktivist, som holder møder med Greta Thunberg og er kendt for at forsvare Amazonas.

“Samtidig har Lula så udpeget en landbrugsminister, der selv er sojaproducent. Det viser, hvordan forskellige interesser trækker i Lulas meget brede koalitionsregering, der forsøger at balancere på en tynd line. Mercosur er afgjort en triumf for Lula, men der er helt sikkert stor grund til bekymring fra et miljømæssigt perspektiv,” siger Kolling.

Marie Hagensen fremhæver, at en række brasilianske organisationer også har kæmpet imod dét, de ser som en klimaskadelig aftale. Det gælder ikke mindst ‘de jordløses bevægelse’ (MST), som kalder aftalen for “en plyndring af vores fælles naturressourcer.” Her er begejstringen over Lula da Silva behersket.

Jakob Kronik fra Verdens Skove deler bekymringen over, hvor langt Lula i praksis vil gå for at bremse afskovningen.

“Jeg har stor respekt for Marina Silva, men det er nok også en smule kransekageagtigt. Det er selvfølgelig bedre end under Bolsonaro, men det er også at sammenligne med det værst tænkelige,” siger han.

Det sidste kapitel?

Når Ursula von der Leyen rejser hjem fra Paraguay med en aftale i kufferten, er det sidste kapitel i den 25-årige saga dog ikke skrevet endnu. I første omgang skal EU-parlamentet godkende aftalen, hvilket ikke er en formsag.

Her har tidligere afstemninger vist, at parlamentet er mere splittet, end afstemningen i Kommissionen kunne få en til at tro. En afstemning i november 2025 om aftalens endelige ordlyd blev snævert nedstemt i EU-Parlamentet med 259-269. En gruppe franske og belgiske MEP’er har desuden anlagt sag ved EU-Domstolen, og håber til det sidste at kunne afspore aftalen.

Inden for de næste par måneder ved vi derfor endegyldigt, om Mercosur bliver den fjer i hatten, som toppolitikerne i både EU og Latinamerika håber - eller om den trækker ud i endnu et årti eller to.

Subscribe now

Det tager 5-15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber, at du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Mens vintersneen fyger over Ukraine, fortsætter det russiske regime sin terrorkampagne mod landet. I januars første dage har mindst 573 droner og 20 langtrækkende missiler ramt Ukraine. Selvom terroren efterhånden er blevet hverdag, vakte et af disse angreb alligevel mere opsigt end normalt, da Rusland natten til fredag den 9. januar affyrede en mellemdistanceraket af typen ’Oreshnik’ (’Hasseltræ’) mod storbyen Lviv med henblik på at ødelægge kritisk infrastruktur.

At bruge et Oreshnik-missil til at ramme et varmeværk er imidlertid at skyde gråspurve med kanoner. Trods stor ødelæggelseskapacitet er de heller ikke særligt præcise. Så hvorfor bruge det? Missilets vigtigste mål er ikke et kraftværk i Lviv, men derimod at skabe frygt. Oreshnik kan udstyres med atomsprænghoveder - og tænk, hvis missilets seks MIRV-raketter nu havde haft en sådan sprængladning?

For at forstå, hvorfor Rusland bruger Oreshnik-missiler, må man først forstå et andet russisk ord: Maskirovka (dansk: forklædning, sløring). Siden starten af det 20. århundrede har Maskirovka været en afgørende komponent i den russiske militærdoktrin. Det handler om at sprede desinformation for at maskere sin egentlige styrke, og er tæt beslægtet med begrebet om en Potemkinkulisse, en falsk facade, som skal få det russiske militær til at virke større og mere skræmmende end virkeligheden tilsiger. Begge dele er en central del af den russiske militærdoktrin under hærchef Valerij Gerasimov.

De vestlige medier har taget maddingen. Her bliver Oreshnik-angrebet beskrevet som ’et angreb med hypersoniske missiler’ – i sig selv en slags clickbait, eftersom de fleste moderne missiler kan opnå en fart på Mach 5, og dermed defineres som hypersoniske. I jagten på clicks spiller medierne ind i en russisk dagsorden om at blæse truslen fra Putins seneste ’wunderwaffe’ op. Når både Reuters, Ekstra Bladet og alt derimellem gentager, at Rusland kunne have sat atomsprænghoveder på Oreshnik-missilet, er det vand på Kreml-regimets mølle.

Fra Moskva blev angrebet udlagt som en gengældelsesaktion for et angreb mod et af Putins paladser i Valdai-provinsen – hvilket af de fleste efterretningstjenester regnes for et russisk falsk flag. Rusland reagerer med andre ord på et fiktivt problem med en symbolsk frygthandling, der skal få de vestlige medier til igen at sætte atomfrygten i forgrunden hos deres læsere. Den russiske maskirovka-maskine arbejder på højtryk.

Presset Putin

I stedet for at gå Kremls ærinde ved at sprede dets narrativer om Oreshnik, må vi skrælle de mange løgne af historien. Vifter man de russiske røgslør væk, skriger fredagens Oreshnik-missil nemlig af desperation. Krigen går ikke godt for Putin: Frontlinjen har ikke rykket sig mærkbart trods adskillige diktater og ultimative deadlines fra Putin om at erobre hele Donetsk.

“Angrebet udstiller en desperat diktator, som famler i blinde efter den succes, han har satset alt på at levere til sin befolkning.”

---

Den russiske fremmarch, som inden februar 2022 blev fremstillet som en uundgåelighed, bliver i dag latterliggjort med memes om, at en snegl bogstaveligt talt kan komme hurtigere frem end de russiske soldater. Behovet for nordkoreansk assistance, videoklip med russiske soldater på æselryg og rekruttering af afrikanske lejesoldater, der får sat landminer på maven og sendt på kamikazemissioner, tegner et noget andet billede af den russiske hærs potens end Oreshnik-missiler. De udstiller en desperat diktator, som famler i blinde efter den succes, han har satset alt på at levere til sin befolkning.

Rusland bliver samtidig presset af lave oliepriser og faldende opbakning til krigen på hjemmefronten. Det er her vigtigt at understrege, at den ukrainske befolknings lidelser ikke skal forklejnes. Aktuelt har den russiske terrorbombning af Kyivs varme- og elnetværk gjort det nødvendigt at evakuere store dele af hovedstaden, hvor temperaturen nærmer sig 20 minusgrader.

Fra et militærstrategisk perspektiv er det – ligesom at bruge hypersoniske missiler mod varmeværker – imidlertid ikke særlig effektivt. Det russiske røgslør handler først og fremmest om at fjerne fokus fra den igangværende fiasko på slagmarken.

Den store russiske invasion har nu varet længere end Sovjetunionens deltagelse i Anden Verdenskrig, mens skyggekrigen, der startede med invasionen af Krimhalvøen, for længst har rundet et årti. Putins desperation er tydelig og viser sig igen, når han beordrer Oreshnik-missiler sendt mod Lviv. Det er psykologisk krigsførelse, ikke strategisk effektivitet.

Selvom den russiske hær fortsat kan skabe stor lidelse for ukrainerne, er det klogeste, vi kan gøre, ikke at falde for de teatralske opvisninger, men i stedet at forstå deres egentlige formål: Maskirovka fra en desperat autokrat.

Lad os starte med at slå én ting fast: USA kan tage Grønland, hvis de vil.

Man kan finde det nok så irriterende og ydmygende, særligt, når pointen bliver fremsat af Trumps fascistiske hofsnog, Stephen ‘Goebbels lookalike’ Miller, der i et interview med CNN’s Jake Tapper nægtede at udelukke brugen af militær magt mod Grønland.

Men Miller har sådan set ret. USA kan tage Grønland, hvis de virkelig vil, og vi kan ikke stoppe dem. Dertil er det amerikanske militær alt for frygtindgydende og veludrustet.

Til gengæld kan de ikke gøre det gratis.

Fra et europæisk perspektiv er USA allerede nu en modstander, der aktivt undergraver og modarbejder europæiske institutioner og staters interesser. Hvis de invaderer Grønland, vil det stå klart for de fleste europæere, fra Lissabon til Lapland, at de også er en fjende.

Selvom det stadig ikke er sikkert, at USA gør alvor af truslen, har Miller og Trumps udmeldinger foreløbig ikke haft indenrigspolitiske konsekvenser. I princippet kan den amerikanske kongres fjerne Trump fra magten gennem en rigsretssag, og hvis Trump skal undgå dette, vil han formentlig blive nødt til at gøre alvor af truslen inden det kommende amerikanske midtvejsvalg i november, hvor det republikanske parti står til en øretæve af vælgerne.

Trump ‘jokede’ for nylig med, at han kunne blive nødt til at aflyse midtvejsvalget, men trak dog hurtigt bemærkningen tilbage. Det er en klassisk normaliseringsstrategi, hvor han fremsætter det som en mulighed i det offentlige rum og dermed flytter samtalen i retning af, at det er en mulighed.

Trump-regeringen har senest udtalt, at man aktuelt diskuterer militære strategier for en invasion. Det er derfor tid til, at vi også tænker et angreb på Grønland som et muligt scenarie og overvejer konsekvenserne af en amerikansk invasion.

Besættelse af Grønland

Analyser af international politik fortaber sig ofte i store, forkromede vurderinger af relationer mellem lande og økonomiske konsekvenser. Det er først og fremmest vigtigt at huske på, at Grønland ikke er en abstrakt brik på et skakbræt, men derimod et land befolket af mennesker, som vil mærke konsekvenserne hårdest.

Naalakkersuisut-formand Jens-Frederik Nielsen har allerede slået fast, at Grønland ikke er til salg, og at man ikke er interesseret i at blive underlagt USA. Den holdning afspejler også den grønlandske befolknings ønsker om at bevare sin selvstændighed. Målinger viser, at 85 procent af den grønlandske befolkning er imod en amerikansk annektering. En amerikansk invasion og overtagelse af landet vil derfor blive til en besættelse.

Subscribe now

Den grønlandske mulighed for at gøre modstand er begrænset. Landets befolkning på knap 57.000 mennesker er en femtedel af det antal amerikanske soldater, som huses på basen Fort Bragg i North Carolina, og den amerikanske besættelsesmagt vil i princippet kunne matche befolkningen en til en med soldater uden større besvær. En modstandsbevægelse vil også hurtigt løbe ind i problemer, da amerikansk overvågning og efterretningstjeneste vil kunne etablere total kontrol over hovedstaden Nuuk.

En amerikansk invasion vil hurtigt blive en totalitær besættelse, hvor grønlændernes dagligdag bliver stramt kontrolleret. Samtidig vil den amerikanske besættelsesmagt formentlig prøve at lokke med økonomiske incitamenter, både for at kvæle den potentielle opposition og sende et politisk signal om, at man skam har tænkt sig at tage sig godt af sine nye undersåtter. En del grønlændere vil formentlig rejse ud af landet til Danmark, hvor omkring 17.000 af deres landsmænd i forvejen bor.

For at gøre indtrykket mindre besættelsesagtigt vil Trump-regeringen også søge at alliere sig med en række grønlandske quislinger, der for egen vindings skyld vil være klar til at optræde som det nye regimes grønlandske ansigt udadtil. Her vil man formentlig kigge mod den grønlandske murersvend Jørgen Boassen, som lavede valgkamp for Trump i North Carolina ved valget i 2024. Boassen er i forvejen bindeled mellem den amerikanske regering og Grønland og har tidligere udtalt, at han godt kunne forestille sig at omdanne landet til et amerikansk territorium på linje med for eksempel Puerto Rico.

Også politikeren Kuno Fencker fra Naleraq, der sammen med kæresten Aki-Mathilda Høgh-Dam har været blandt de stærkeste fortalere for at kappe båndet til Danmark, vil formentlig blive prikket af den amerikanske regering.

Selvom demonstrationer blandt befolkningen og sporadiske sabotageaktioner er sandsynlige, vil det næppe rykke det store. Det vil kræve et indenrigspolitisk oprør mod Trump fra både befolkning og politikere, som endnu ikke har materialiseret sig. Der er derfor ingen grund til at sætte sin lid til, at de docile amerikanere har tænkt sig at fjerne ham på baggrund af en udenrigspolitisk krise - eller for et par tusinde grønlænderes skyld.

Historisk diplomatikrise

Hvis USA gør alvor af truslen om at invadere Grønland, vil det betyde en diplomatisk krise af usete dimensioner. Mens ambassader og konsulater nok ikke vil blive lukket med det samme - de russiske ambassader/spioncentraler opererer trods alt stadig frit i hele Europa - vil det formentlig udløse store demonstrationer foran den krigsførende nations bygninger, ikke mindst i Danmark.

De kommende verdensmesterskaber i fodbold (2026) samt OL i 2028, som skal afholdes i Los Angeles, vil også blive boykottet af både TV-seere og potentielle turister og vil muligvis også blive uden deltagelse fra en række europæiske lande. Spørgsmålet er også, om Canada og Mexico overhovedet ville være interesserede i at afholde førstnævnte sammen med et USA, som er ledet af en psykopatisk imperialist?

Demonstrationer og tomme stadioner er bad optics, som man siger på moderne dansk, men er formentlig noget, Trump-regeringen vil blæse et stykke.

“At en invasion på lang sigt vil være både uholdbart og tåbeligt, er ikke vigtigt for Trump, der som de fleste autoritære regenter tænker megalomanisk og kortsigtet snarere end rationelt.”

Sikkerhedspolitisk vil det betyde, at planerne om amerikanske soldater og baser på dansk jord næppe bliver til noget. Man kan her indvende, at de planer burde være droppet for længst, ligesom også de militære anskaffelser fra USA burde være blevet skrinlagt. Nye indkøb af amerikanske kampfly og missilforsvar virker mere forrykt dag for dag, hvilket også må siges om den lemfældige omgang med danskernes datasikkerhed i samarbejdet med Palantir, ejet af Peter Thiel, en central aktør i erobringen af Grønland.

Den danske regering lader til at være fanget i en klassisk sunk cost fallacy: Snarere end at acceptere, at de penge er spildt, vælger man at håbe, at tingene kan ændre sig til det bedre. En invasion af Grønland vil måske vække nogle politikere ud af den febervildelse.

En række andre europæiske lande vil formentlig også reagere på samme måde. Den franske generalløjtnant Michel Yakovlieff, der har været vicestabschef i NATO, gjorde det klart, at en amerikansk invasion vil betyde NATO’s endeligt og samtidig et exit for de amerikanske baser i Europa:

Som pensioneret general er Yakovlieff fri til at sige det, hans aktive kollegaer ikke kan sige af diplomatiske årsager. Der vil dog næppe være stor interesse i at have en potentiel amerikansk femte kolonne placeret på baser i hverken Polen eller Italien, og deres afvikling vil udelukkende være en afvejning af, hvor længe man stadig har brug for disse til at afskrække det evigt opportunistiske regime i Kreml.

En af de største konsekvenser ved alliancens ophør er samtidig blandt de mere underbelyste aspekter: Atomspredningen vil tiltage. Uden en amerikansk sikkerhedsgaranti er det meget sandsynligt, at en række lande aggressivt vil arbejde på at opbygge deres eget atomarsenal. Det gælder både i europæiske lande som Polen og Ukraine og i andre dele af verden, hvor den nye amerikanske udenrigsdoktrin vil få store konsekvenser.

Som du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, er Japan og Sydkorea blandt de mest oplagte kandidater til at blive atommagter, hvilket hurtigt kan blive en realitet i begges tilfælde. Japan har både den teknologiske kapacitet og store plutoniumlagre. Eksperter påpeger, at Japan kan skaffe egne atomvåben på et halvt år. Forholdet til Kina er på frysepunktet, og landet har lige valgt den højrenationalistiske Trump-Sanae Takaichi som premierminister. Den udvikling vil også lægge yderligere pres på europæisk atomoprustning - og det er ikke længere utænkeligt, at de nordiske lande for eksempel vil gå sammen om et atomvåbenprogram.

USA’s militære, kulturelle og diplomatiske rækkevidde vil blive kraftigt indskrænket i Europa. Det er ikke desto mindre et strategisk selvmål, som Trump-regeringen godt kunne tænkes at være villig til at sparke i kassen, hvis det betyder, at man kan anskaffe sig Grønland. At det på lang sigt vil være både uholdbart og tåbeligt, er ikke vigtigt for Trump, der som de fleste autoritære regenter tænker megalomanisk og kortsigtet snarere end rationelt.

Den økonomiske bazooka

Mens der næppe vil være udbredt lyst til en direkte militær konfrontation med USA, kan de europæiske lande også svare igen på andre måder. Foruden kulturelle og diplomatiske initiativer er den oplagte mulighed økonomiske sanktioner. Her er man dog begrænset af den økonomiske interdependens mellem Europa og USA, som er blevet bygget op gennem 80 år.

I EU-regi er USA den største handelspartner på både eksport- og importsiden, hvor man hvert år sender varer for over 6.400.000.000.000 kroner frem og tilbage. De europæiske lande sælger blandt andet medicin, biler, vin, kirurgisk udstyr og højteknologiske maskiner som jetmotorer og strømtransformere, mens der fra amerikansk side bliver shippet råolie, gas, computere, smartphones, biler og medicin. Det komplekse handelssystem er svært at opsige - ikke mindst med tanke på sikkerhedspolitiske og forsyningskæder.

“Foreløbigt er det mest sandsynlige, at Europa vil forsøge at opretholde en pragmatisk kulisse udadtil, mens man sætter mere fart under afkoblingen bag scenen.”

Kalkulen fra de europæiske ledere vil derfor være en balancegang, hvor man vil forsøge at svare igen uden at skabe økonomisk kaos og recession. I den sammenhæng kan man holde sig for øje, at vi stadig handler russisk olie og gas trods fire års krig i Ukraine og russisk hybridkrig mod hele Europa.

Hvis konflikten mellem USA og Europa eskalerer yderligere, kan vi se de europæiske lande skyde den såkaldte handelsbazooka afsted. Det vil give EU beføjelse til at blokere amerikanske virksomheders adgang til det europæiske marked. I de europæiske hovedstæder er man også begyndt at diskutere muligheden for at dumpe sine amerikanske statsobligationer, hvor Europa lige nu har aktiver for 15.000.000.000.000 kroner.

Foreløbigt er det mest sandsynlige, at Europa vil forsøge at opretholde en pragmatisk kulisse udadtil, mens man sætter mere fart under afkoblingen bag scenen. For eksempel er Tyskland diskret gået i gang med at fjerne sine guldreserver på 3.000 milliarder kroner - næsthøjest i verden - fra Fort Knox. I EU-regi præsenterede man for nylig planer om en ny digital euro, som ifølge planen bliver et gratis og uafhængigt alternativ til amerikanske betalingsløsninger som VISA, Google Wallet og Apple Pay.

Som altid bevæger den slags store hjul sig dog langsomt, og ville være en langsigtet frakobling snarere end et direkte modsvar på fx en invasion af Grønland. For Europa handler det lige nu om at købe en masse tid, som Trump-regeringen ikke nødvendigvis har tænkt sig at give dem.

Bliv aktiv i bevægelsen væk fra USA

Selvom der ikke er meget grund til at håbe, at Grønland kan modstå en amerikansk militærinvasion, bliver det ikke gratis for USA. Tværtimod vil det være et selvmål af historiske dimensioner. Mens vi venter på, at det går op for den paralyserede amerikanske befolkning, kan du også selv tage handling.

Foruden et boykot af amerikanske varer - som du kan finde inspiration til i blandt andet denne Facebook-gruppe og hjemmesider som Go European - kan du også understøtte arbejdet ved at bidrage positivt til uafhængighed fra USA. Jeg har selv meldt mig ind i den nystartede forening Digital Uafhængighed, som arbejder for at fremme dansk afkobling fra USA. Foreningen arrangerer blandt andet seminarer om IT-suverænitet og producerer analyser, som kan højne debatniveauet.

Lad os med en opfordring til personligt engagement afslutningsvis krydse fingre for, at grønlænderne får lov at bevare og styrke deres selvstændighed - men samtidig forberede os på det værste fra en tilsyneladende hæmningsløs amerikansk regering.

Subscribe now

Det tager 15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Donald Trump slog igen hul på forestillingen om en ‘international retsorden’, da han lørdag nat angreb Venezuela. Under påskud af at ville bremse narkosmugling fløj 150 amerikanske kampfly og helikoptere ind over venezuelansk luftrum mod hovedstaden Caracas. Her blev landets præsident/diktator Nicolas Maduro pågrebet og fløjet til USA.

Den amerikanske operation blev samtidig en blodig affære. Mindst 40 venezuelanere blev ifølge New York Times dræbt under operationen, der med kodenavnet “Absolute Resolve” formentlig har tilfredsstillet en række teenagefantasier for forsvarsminister Pege Hegseth. Ifølge avisen omfatter dødstallet også civile.

Danmark: Hyldest og fordømmelse

Selvom angrebet var en klar overtrædelse af stort set alle internationale konventioner - og i øvrigt heller ikke foregik med Kongressens godkendelse - har reaktionerne i Europa været blandede. De fleste europæiske ledere ser således ud til at have opgivet ethvert forsøg på at tøjle Trumps eskapader - igen. Andre hylder ligefrem kidnapningen af den venezuelanske leder.

Fra dansk side meldte statsminister Mette Frederiksen sig på banen i konkurrencen om at levere den spagest mulige kritik.

“Den danske regering følger nøje situationen i Venezuela sammen med Danmarks allierede. Nu er det tid til deeskalering. International lov skal respekteres,” skrev Frederiksen via Statsministeriets profil på det sociale medie X.

Mens Frederiksens neutrale svar i det mindste rummede en snert af kritik, var der til gengæld ros til den amerikanske militæroperation fra tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen.

“Den danske regering bør ubetinget ønske det venezuelanske folk tillykke med at være sluppet af med en rædselsfuld illegitim diktator. Jeg har håbet på dette i mange år og husker tydeligt min samtale med den daværende reelt folkeligt valgte leder,“ skrev Samuelsen på Facebook. Her henviste han også til et opslag fra 2019, hvor han udtrykte sin støtte til Juan Guaidó, der samme år var involveret i et amerikansk støttet kupforsøg. Guaidó var på det tidspunkt udpeget som formand for parlamentet grundet en rotationsordning, men var aldrig valgt som præsident.

På den anden side af Christiansborg-spektret var der anderledes fordømmelse af kidnapningen fra Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted.

“Trump har med dagens angreb på Venezuela igen vist sin fuldstændige mangel på respekt for international lov. Trump har ingen legitimitet til at føre krig mod Venezuela eller tilfangetage deres præsident. Selv ikke overfor en diktator som Maduro, der kom til magten via massiv valgsvindel,” skrev Dragsted på Facebook.

“For tidligt at dømme”

En anden af de svageste europæiske reaktioner på kidnapningen kom fra den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis, der i sin kommentar til hændelsen lagde vægt på Maduros forbrydelser snarere end USA’s.

“Nicolas Maduro stod i spidsen for et brutalt og undertrykkendde diktatur, som skabte ufattelig lidelse for det venezuelanske folk. Hans regimes fald giver nyt håb til landet. Det er ikke det rette tidspunkt at kommentere på handlingens lovlighed.”

En lignende udmelding kom fra Downing Street 10, hvor premierminister Keir Starmer påpegede, at man fra britisk side “ikke fældede tårer over regimets afslutning.” Starmer skrev dog i samme åndedræt, at man bakkede op om både “international lov” og en ny regering, der “afspejler det venezuelanske folks ønsker.” Det fromme ønske har dog lange udsigter, hvis man skal tro den amerikanske præsident, som på et pressemøde meldte ud, at USA har tænkt sig at "styre” Venezuela indtil videre.

“Mens de nordeuropæiske lande overvejende har vaklet mellem passiv kritik og opbakning til kuppet, var der en smule mere kritiske røster længere sydpå.“

Heller ikke Tysklands kansler Friedrich Merz fandt grund til at kritisere det amerikanske kup. Han påpegede i stedet, at Maduro havde “ført sit land i ruiner,” og valgte ligesom sin græske kollega i stedet at lægge vægt på, at EU ikke har anerkendt Maduro som legitim statsleder. Så vidt vides påtalte Merz dog ikke lignende demokratiudfordringer i sin telefonsamtale med den saudiske diktator, Mohamed Bin Salman, da han i sommer ringede til ham. Statsbesøget hos Egyptens diktator Mohamed al-Sisi i oktober og hans visit hos Jordans kong Abdullah forløb ligeledes uden ubekvemme samtaler om demokrati.

Fra ukrainsk hold var der heller ingen tårer at finde over Maduros politiske exit. Her kommenterede præsident Zelenskij tørt, at han regnede med, at USA vidste, hvem der var næste diktator på listen. Den ukrainske udmelding skal ses i lyset af, at Venezuela under Maduro har støttet den russiske invasion af Ukraine, stemt imod fordømmelser af invasionen i FN og konsekvent har lagt skylden for krigen på NATO og USA.

Fra Moskva var reaktionen også overraskende behersket. Den russiske diktator har ellers anset Maduro som en af sine tætteste allierede i Sydamerika, men Putin-regimet har kun udsendt en standardiseret udtalelse om “fordømmelse og bekymring”.

Mens de nordeuropæiske lande overvejende har vaklet mellem passiv kritik og opbakning til kuppet, var der en smule mere kritiske røster længere sydpå. I Frankrig skrev udenrigsminister Jean-Noël Barrot, at USA’s seneste ‘særlige militæroperation’ var et brud på de principper, der opretholder international ret. Også Spaniens premierminister Pedro Sanchez kaldte kuppet for “en klar overtrædelse af international ret, som vi fordømmer på det kraftigste.” I en fælles udtalelse med Brasilien, Chile, Colombia, Mexico og Uruguay opfordrede han til deeskalering af konflikten og respekt for Latinamerika som et fredeligt kontinent. Italiens premierminister Giorgia Meloni hyldede til gengæld aktionen som “et legitimt træk.”

Subscribe now

Next stop: Grønland?

Mange frygter nu, at den amerikanske operation i Venezuela blot var forstadiet til flere militære interventioner. De bange anelser blev ikke mindsket af, at Katie Miller, som er gift med Trumps magtfulde rådgiver Stephen Miller, lagde et kort op på sin Twitter-profil med et billede af Grønland som næste mål:

Kort tid efter gentog præsident Trump på et pressemøde, at det stadig er USA’s ambition at overtage Grønland. Det fik Naalakkersuisut-formand Jens-Frederik Nielsen til tasterne på de sociale medier, hvor han på det kraftigste understregede Grønlands suverænitet.

“Trusler, pres og tale om annektering hører ingen steder hjemme mellem venner. Det er ikke sådan, man taler til et folk, der igen og igen har vist ansvar, stabilitet og loyalitet.

Nu er det nok.

Ikke mere pres. Ikke flere hentydninger. Ikke flere fantasier om annektering. Grønland er vores hjem og vores territorium. Og sådan bliver det ved med at være.“

Subscribe now

Det tager 5-15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.