Lyt til artiklen her.

De store smil var fundet frem, da EU’s topchefer sidste sommer tog til Beijing for at mødes med Xi Jinping og resten af den kinesiske ledelse. Her blev 50 års styrket diplomati og samhandel fejret, og vanen tro blev von der Leyen, Costa og Kallas budt velkommen med pomp og pragt. Kinesiske soldater i glinsende hvide uniformer dannede æresvagt, og gæsterne holdt lange taler om ‘samarbejde i mødet med kriser’ af den slags, som hurtigt kan få almindelige mennesker til zone ud.

Bag flosklerne og diplomatiet lurer en voksende konflikt mellem de to supermagter som siden mødet i juli 2025 er intensiveret. Det handler om grundlæggende modsatrettede interesser mellem to verdensdele, som foreløbigt holdes i stik af gensidig afhængighed.

Spist op indefra

Da Volkswagen for nyligt meddelte, at man planlægger at afskedige op til 100.000 medarbejdere, vendte mange øjne i branchen straks blikket mod Kina. Den europæiske bilindustri bliver presset af billige kinesiske alternativer, særligt inden for elbiler, hvor store statsejede virksomheder som BYD og Geely oplever stor vækst i salget.

“Kina veksler gerne økonomisk soft power til politisk kapital og kontrol.”

---

Knap hver tiende nye solgte bil i Europa er i dag kinesisk, og virksomhederne forsøger nu at udvide med lokal produktion i Europa. Faldende salgstal - 13 millioner solgte biler i 2025 sammenlignet med 15,3 millioner i 2019 - gør samtidig de europæiske bilproducenter desperate efter penge, hvilket gør de kinesiske kapitalindsprøjtninger svære at afvise.

Den europæiske bilindustri risikerer på den måde at blive spist op indefra af kinesiske investeringer, som på sigt kan undergrave deres selvstændige produktion. En ‘kannibalisering’, som den tyske tænketank Mercator beskrev det i sidste måned. Oveni det pres kommer den nye aggressive amerikanske toldpolitik, som også rammer de europæiske bilgiganter hårdt på pengepungen.

BYD har allerede etableret en stor fabrik i Ungarn, og med investeringerne kommer samtidig en voksende politisk indflydelse i EU. Under Viktor Orbán faldt forholdet til resten af EU ned under frysepunktet, hvilket fik den autoritære leder til at styrke båndet til Kina. Det har givet Kina et fodfæste i Europa, som også har betydet, at kinesisk politi udfører opgaver i landet, samt at kinesiske agenter kan operere mere frit.

Den ungarske graverjournalist Szabolcs Panyi, som op til forårets parlamentsvalg afslørede udenrigsminister Peter Szjiartos EU-undergravende samarbejde med sin russiske modpart, advarede allerede i 2021 om, at landet var ved at blive omdannet til en trojansk hest for kinesiske interesser.

På netop efterretningsområdet er Kina også begyndt at opføre sig mere aggressivt i Europa og har, som El Pais kunne dokumentere tidligere på måneden, udvidet sit spionnetværk betragteligt. Sidste år blev Huawei’s kontor i Bruxelles ransaget af belgisk politi, hvilket afslørede en større spionageindsats gemt inde i tech-giganten.

En række højreradikale politikere, herunder Alternative für Deutschland-MEP Maximillian Krah, efterforskes nu for at udlevere både sikkerheds- og industrihemmeligheder til Beijing, hvor også det højreekstreme belgiske parti Vlaams Belang er involveret i at sprede kinesiske narrativer om blandt andet koncentrationslejrene i Xinjiang. Sagerne illustrerer den måde, hvorpå Kina gerne veksler økonomisk soft power til politisk kapital og kontrol.

Made in Europe

Den stigende konkurrence fra kinesisk produktion inden for brancher, som traditionelt har udgjort drivkraften i det europæiske maskinrum, falder sammen med et voksende pres på forbrugsvarer fra Kina. I Bruxelles ser man med bekymring på den linde strøm af billige produkter, som bliver importeret fra Kina via hjemmesider som Wish, Temu og Aliexpress.

Foruden den prismæssige fordel drager de kinesiske hjemmesider også fordel af mindre regulering, hvilket gør det muligt for europæiske købere at anskaffe produkter, som ellers ikke er tilladt i EU. Den franske forbruger-organisation DGCCRF lagde sidste år sag an mod en række onlineplatforme, fordi de blandt andet solgte børne-sexdukker, knojern og macheter. Samlet er handelsbalancen mellem de to blokke kraftigt i Kinas favør: sidste år eksporterede Kina varer for 360 milliarder euro mere end der blev sendt den anden vej.

EU har på den baggrund skruet op for sin egen indsats, når det handler om at forhindre de kinesiske varer i at udkonkurrere de hjemlige markeder. Kommissionen har iværksat en række tiltag, som skal begrænse importen og dét, man i Bruxelles ser som et misforhold i samhandlen med Kina. I går meddelte Kommissionen desuden, at man vil indføre en tolddafgift på 3 euro på varer, et markant skridt i forhold til den tidligere grænse på 150 euro. Det nye tiltag vil særligt ramme virksomheder som SHEIN og Temu, som importerer billige kinesiske varer.

Det er også værd at bemærke, at den europæiske investeringsbank (EIB) er begyndt at give rekordstore lån til virksomheder som Airbus i et forsøg på at matche den kinesiske regerings rundhåndede statsstøtte til sine virksomheder. Der er dog langt op til de 1.500 milliarder, som Kina har postet i alene bilindustrien siden 2009.

Som en yderligere styrkelse af den europæiske produktion lancerede EU tidligere på året Made in Europe. Det er officielt et tiltag, som skal styrke europæiske varers betingelser på det frie marked. De færreste er dog i tvivl om, at det også er møntet på Kina. Made in Europe-intiativet er da heller ikke blevet vel modtaget af Kina, som kalder det “systematisk diskrimination.” Flere finansielle analytikere mener nu, at en decideret handelskrig mellem EU og Kina er under opsejling.

Taiwan spøger stadig

Mens det økonomiske forhold mellem de to blokke knager, er der også sikkerhedspolitiske spændinger. Det drejer sig selvfølgelig om Taiwan, som fortsat spøger i kulissen, ikke mindst fordi den kinesiske regering har skruet op for sin annekterings-retorik.

Taiwan-problematikken er først og fremmest et økonomisk spørgsmål for EU. Landet er EU’s fjerdestørste handelspartner og sidder fortsat tungt på den globale chipindustri. Det er gået op for det meste af verden - ikke mindst efter den chokbølge, som USA’s krig mod Iran har forårsaget - at sårbare forsyningskæder som halvlederindustrien kan blive endnu mere svækket af den globale konfliktoptrapning. EU har derfor også iværksat en ambitiøs målsætning om at udvide sin egen produktion og kontrollere mindst 20 % af mikrochip-markedet inden 2030. Indtil da har Taiwan en afgørende strategisk-økonomisk betydning.

For Kina er Taiwan ikke kun et spørgsmål om handel og økonomi, men om nationalistisk hjerteblod. Øen har samtidig et enormt strategisk potentiale, da en kinesisk erobring af Taiwan vil bryde den first island chain, som begrænser Kinas mulighed for at dominere Det Sydkinesiske Hav, hvor 20 procent af verdens maritime shipping sejler gennem. En varm krig i regionen ville kort sagt få krisen ved lukningen af Hormuzstrædet til at ligne en søndagsudflugt.

“For Kina er Taiwan ikke kun et spørgsmål om handel og økonomi, men om nationalistisk hjerteblod.”

---

I april slog den kinesiske diktator fast, at man ‘under ingen omstændigheder’ vil tolerere mere selvstændighed til øen. Kina har de sidste fire år optrappet sin militære tilstedeværelse rundt om Taiwan, og Trump-regeringens mindre faste opbakning til Taiwan har givet Xi endnu mere blod på tanden.

Mens USA’s indflydelse på verdensscenen falmer, har udviklingen forværret forholdet mellem Kina og resten af regionen. Det gælder særligt i forholdet til Filippinerne og Japan, hvor den nye højrenationalistiske premierminister Sanae Takaichi ikke ligefrem har gydet olie på vandene med sine kommentarer om, at Tokyo forbeholder sig retten til militær intervention i tilfælde af en kinesisk invasion.

Som reaktion på en filippinsk-japansk erklæring om, at man nu vil genoptage diskussionen om kystlinjer - herunder Taiwans - chikanerede kinesiske krigsskibe i sidste uge en række handelsskibe øst for Taiwans kyst, hvilket fik alarmklokkerne til at ringe i både USA og Europa. Kina har desuden udvidet sit eksportforbud og fjernet flyafgange til Japan.

Fra et europæisk perspektiv er der næppe meget at gøre, hvis Kina beslutter sig for at starte den krig mod Taiwan, som rykker nærmere. De europæiske ledere forsøger stadig at bevare forholdet til begge sider, hvilket blev illustreret sidste efterår, hvor Tjekkiet, Italien og Østrig fik besøg af den taiwanesiske udenrigsminister Lin Chia-lung, mens Kinas udenrigsminister Wang Yi var på europæisk besøg i Slovenien, Polen og Østrig. De to kolleger delte næppe en strudel i Wien.

En konflikt uden vindere

Konfliktoptrapningen mellem EU og Kina afspejler en generel tendens på verdensplan. Den dårlige nyhed er, at der ikke er nogen løsninger i sigte. De to stormagter har fundamentalt modsatrettede interesser i en verden, som i stigende grad bevæger sig i retning af bloktænkning og lukkede grænser.

Europa og Kina har dog stadig brug for hinanden. Begge sider står til at tabe massivt på en videre optrapning af konflikten, også selvom det kun bliver i form af forværrede handelsrelationer. Det er svært at se EU sætte alle sine økonomiske jetoner ind på at bevare Taiwans selvstændighed, al den stund at halvdelen af medlemslandene endda officielt betragter øen som en del af Kina.

Selvom en invasionskrig også kan få store økonomiske konsekvenser for Kina, kan vi - med Putins tilsvarende økonomisk irrationelle krig mod Ukraine - på ingen måde udelukke, at Kina vil se et aktuelt svagt USA som en gylden mulighed for genforening. Koste, hvad det vil.

Når Wang Yi i denne uge tager på skandinavisk turné og blandt andet skal mødes med Lars Løkke Rasmussen, er det bedste, man kan håbe på, en fælles forståelse for Europas og Kinas gensidige afhængighed. En sådan pragmatisme kom også til udtryk i Løkkes optakt til mødet:

“Vi kommer ikke uden om Kina, hverken politisk eller økonomisk, hvis vi skal have greb om nogen af verdens fundamentale udfordringer. Vi er på godt og ondt økonomisk forbundet med Kina, og det giver os meget at tale om.”

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Er du fast læser af Europanyt, har du tidligere kunnet læse om russiske ortodokse præster, der velsigner atomraketter og kampvogne på vej til fronten. Nu er krigen imidlertid vendt hjem til Rusland, hvor de religiøse mænd er begyndt at velsigne mere… utraditionelle objekter.

Indbyggerne i Volga-provinsen har de sidste dage kunnet overvære velsignelser af benzinpumper, overrislet med helligt vand som en bøn til Gud om at beskytte de store diesel- og benzinbeholdere. Foreløbigt har Vorherre dog siddet bønnerne overhørig.

Desperationen vokser på Krimhalvøen

Baggrunden for det lettere komiske præste-syn er de nyeste ukrainske angreb på den russiske energiinfrastruktur, som har skabt stor knaphed i det ellers olierige land.

I flere af Ruslands provinser er der blevet indført rationering på benzinsalg, og knapheden er størst i de besatte ukrainske provinser. Her skal militæret, der anslås at sluge 5-10 procent af hele den russiske benzinproduktion, bruge en uforholdsmæssigt stor andel af benzinen til at holde krigsmaskinen i gang.

“Situationen har omdannet Krim fra et ferieparadis til en fælde.”

---

På Krimhalvøen suspenderede myndighederne søndag salget af benzin. Den russisk installerede guvernør på den besatte halvø, Sergej Aksjonov, meddelte tidligt søndag morgen, at der indtil videre kun ville blive solgt benzin til statslige instanser.

Samme eftermiddag intensiverede de ukrainske droner igen presset på Krim. Den populære russiske militærblogger Fighterbomber kunne ellers meddele, at en stor ladning brændstof var ankommet til Krim. Få timer efter blev olieterminalen i Kertj sat i brand, mens Kertj-broen, som forbinder Krim med Rusland, blev angrebet. Den ukrainske drone-enhed takkede i sin video om angrebet Fighterbomber for at have givet dem oplysninger om forsyninger - vaskeægte trolling, eftersom deres efterretninger næppe kommer fra Telegram. Uanset hvad har det lagt mere pres på transporten af brændstof og andre essentielle fornødenheder.

Mens Krimhalvøen har været et populært feriemål for russere siden besættelsen i 2014, ser sommerens turisme ud til at være aflyst. 80 procent af de planlagte feriebookinger er blevet aflyst, og de russere, som allerede befinder sig på Krim, klager over ikke at kunne slippe væk fra øen igen. Toge bliver aflyst, og biler kan ikke få benzin til hjemturen.

Dertil kommer et månedlangt bombardement af landkorridoren til Krim, som har gjort transport til halvøen til et yderst farligt foretagende. Et logistisk lockdown, som den ukrainske forsvarsminister Mykhailo Fedorov omtalte det - og for de russiske turister en situation, som har omdannet øen fra et ferieparadis til en fælde.

Subscribe now

I Jalta på Krimhalvøen er der blevet observeret køer til benzinstationerne på op til 2 kilometer. Andre steder på den besatte halvø er folk begyndt at stjæle benzin fra hinanden, og situationen forværres dagligt.

Også i Moskva og Sankt Petersborg er benzinknaphed og lange benzinkøer begyndt at indfinde sig. Siden april 2026 har Rusland nedlagt forbud mod at eksportere benzin, og landet er nu begyndt at lede efter importmuligheder i blandt andet Belarus og Kasakhstan. Det løser dog ikke problemet på den længere bane, ikke mindst fordi den russiske logistik er indstillet til under normale omstændigheder at være selvforsynende, hvad angår landets benzinbehov.

Kø ud af Krim: Tusindvis af russere forsøger nu at komme væk fra den besatte halvø, hvor en benzinkrise har sat store dele af samfundet i stå.

Pilen peger tilbage på Putin

Hæver vi blikket fra de messende præster og de utilfredse russere, er den aktuelle krise et resultat af et ukrainsk paradigmeskifte. I krigens første år var den ukrainske strategi begrænset af eksterne krav om ikke at angribe russisk territorie - og da slet ikke den russiske olieproduktion. Under Joe Biden kom den amerikanske militærbistand med en række krav om ikke at angribe mål inde i Rusland med de leverede våben. Den betingelse blev først droppet, efter Demokraternes nederlag i 2024 var en realitet.

Under Trump er støtten stort set forsvundet. Det har også haft den konsekvens, at den ukrainske regering det seneste års tid har ignoreret de amerikanske krav, selvom Trump-regeringen på arrogant vis havde forestillet sig, at man stadig kunne stille dem. Det ukrainske militær har samtidig udviklet sine egne våben til at angribe russiske mål, herunder langtrækkende Flamengo-missiler og særligt droner, hvor landet nu er teknologiførende på verdensplan.

Mens det ukrainske militær gennem længere tid har angrebet den russiske olieproduktion - ‘langtrækkende sanktioner’, som landets militær betegner det - er angrebene den senere tid blevet intensiveret i både omfang og symbolik.

“Den russiske diktator har hidtil ikke kommenteret på angrebet mod Moskva, hvilket i sig selv er et tegn på, at det har ramt en nerve.”

---

Torsdag blev Kapotnija-raffinaderiet i Moskva for første gang bombet, hvilket skabte store røgskyer over den russiske hovedstad. Kapotnija fremstiller omkring 40 procent af hovedstadens daglige benzinforbrug og er derfor en afgørende del af Moskvas energiproduktion.

Den russiske diktator har hidtil ikke kommenteret direkte på angrebet mod Moskva, hvilket i sig selv er et tegn på, at det har ramt en nerve. Der er dog tvivl om, hvor meget Putin egentlig får at vide om udviklingen, eftersom han i lang tid er blevet fodret med manipulerede rapporter om krigens forløb.

Weekendens angreb på Moskva var ikke desto mindre et klart signal om, at krigen ikke længere kan ignoreres i den russiske storby-middelklasse og det politiske magtcentrum. Ligeledes er det svært at se gennem fingre med, at indtægterne fra olie og gas er faldet med 38 procent på blot fire måneder. Det statsejede gasselskab Gazprom er nu på sit laveste niveau siden finanskrisen i 2008 og har mistet 75 procent af sin værdi siden oktober 2021.

Pilen peger tilbage på Putin selv. Den ukrainske præsident Zelenskij tilbød for to måneder siden en våbenhvile på angreb mod energiinfrastruktur, hvilket blev afvist af Kreml. Siden har det ukrainske militær intensiveret sine angreb på russiske olieraffinaderier og eksportknudepunkter. De vedvarende angreb menes nu at have reduceret den russiske olieproduktion med 30-35 procent.

Trodsighed i de russiske medier

Foruden de direkte ødelæggelser, som de ukrainske angreb forårsager, har de også implikationer for en lang række andre sektorer. Ventetid og køer er per definition uproduktiv brug af folks tid. Reduceret transport presser leveringskæder og kan skabe fødevaremangel. Fortyndet benzin gør transport mere risikabel. Mandag blev alle fly ind og ud af Moskva tvunget til at blive på jorden af droneangrebene. Samtidig er det blevet vanskeligere at finde soldater til at opretholde mandskabstallet ved fronten, og de russiske invasionsstyrker bliver mere udsat af, at man nu rykker mere luftforsvar væk fra fronten til Moskva.

De mange sammenfaldende kriser, som forværres af den stigende benzinknaphed, får dog næppe Putin til at ryste på hånden. Han er for investeret i fortsat krig til at afblæse invasionen. De symbolske angreb på den russiske hovedstad har fået flere russiske militærbloggere til at stille spørgsmål ved Ruslands luftforsvar. Skylden bliver ikke placeret på Putins skuldre, men derimod på inkompetente mellemledere, bureaukrati, korruption og andre abstrakte forhold. Zaren er som altid pletfri.

I de russiske medier er narrativet også begyndt at skifte i retning af at fremstille benzinkrisen som et uundgåeligt resultat af krigen. Chef-propagandisten Vladimir Solovjev forklarede i weekendens udgave af Aften med Solovjev, at befolkningen nu må indstille sig på at “bringe ofre”, mens den russiske regime-avis Moskovskij Komsomolets forsøgte at nedtone benzinmanglen som “et forsøg på at skabe krisestemning og hjælpeløshed blandt russerne.”

Komsomolskaja Pravda forsøgte ligeledes at indgyde trods blandt læserne ved at understrege, at “ingen kunne finde på at forhandle med terrorister og afpressere.” Avisens budskab lyder dog mere som en bøn til de benzinmanglende russere om at holde sig i ro.

Skulle budskabet mislykkes med at holde befolkningens frustrationer under låg, kan regimet selvfølgelig sætte sin lid til, at Gud lytter til benzinstations-præsternes bønner og på mirakuløs vis genopfylder de tomme tanke. Ukraine har i hvert fald næppe tænkt sig at indstille bombardementerne.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Skal du have en lille en til næsen? Ulovlige euforiserende rusmidler er mere populære end nogensinde. Det viser en ny rapport udgivet af EU’s narkotikamyndighed (EUDA), som hvert år kortlægger indtaget af euforiserende stoffer blandt unionens 450 millioner indbyggere.

Særligt kokainforbruget er vokset eksplosivt de sidste år, hvilket igen er tilfældet i årets rapport. Her kan kokainresterne måles i spildevand, og i 57 procent af de målte europæiske byer er den mængde vokset i 2025.

De nyeste tal kommer dog ikke bag på Esben Houborg fra Center for Rusmiddelforskning, som blandt andet forsker i stofbrug og stofmarkeder i større byer.

“Forbruget er steget støt gennem en årrække. Der er sket et skred de senere år, hvor kokain ikke længere er et storbystof, men er blevet udbredt i hele landet. Samtidig er det også gået fra at være noget, der forbindes med jetsettet, til at være et stof for den brede befolkning. Det billede går igen, når jeg taler med folk i behandlingssektoren og SSP (kriminalpræventivt samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi, red.) i hele Danmark,” forklarer han.

Kokain er nu det næstmest populære euforiserende stof, kun overgået af cannabis, som i dag er blevet fuldt legaliseret i Tyskland, Malta, Luxembourg og Tjekkiet. Også heroin er fortsat udbredt, mens amfetamin og MDMA (‘ecstasy’) er andre populære stoffer. Endelig er bedøvelsesmidlet ketamin også i kraftig fremgang som rekreativt rusmiddel blandt unge, ikke mindst i Storbritannien.

Danmark med i kokain-toppen

Sidste år puttede 2,1 procent af den voksne befolkning det hvide pulver op i næsen, ind i armen eller ned i piben, hvilket svarer til ca. 102.000 danskere. Zoomer vi længere ind, har 4,2 procent af alle voksne danskere mellem 18 og 34 år ifølge rapporten taget kokain i løbet af 2025. Mere end hver tiende i aldersgruppen har desuden prøvet at tage det euforiserende stof i deres liv.

“Der er sket et skred de senere år, hvor kokain ikke længere er et storbystof, men er blevet udbredt i hele landet.”

- Esben Houborg, Center for Rusmiddelforskning

---

At Danmark er blandt de europæiske lande, hvor kokainforbruget er højest, kan dog også hænge sammen med vores effektive dataindsamling, forklarer Esben Houborg:

“Nogle lande er bedre til at indsamle data end andre. Vi er gode til det i Danmark, så måske er det også afspejlet i rapporten.”

At kokain er blevet udbredt til hele landet - og alle samfundslag - afspejles også i årets EUDA-rapport. På listen over byer med størst koncentration af kokain i spildevandet finder vi nemlig Aalborg i toppen. Med 722 mg/1.000 indbyggere er den nordjyske by blandt de byer, hvor kokainmængden er vokset mest markant, målt i forhold til sidste år (233 mg). Også Esbjerg (265 mg) og København (148 mg) har oplevet en stor stigning i mængden af kokain i spildevandet.

Foruden indtag på de bonede dansegulve i det danske natteliv, er en del af forklaringen på det voksende forbrug også, at kokain er blevet populært i mere hardcore stof-miljøer.

“For 15-20 år siden skete der et skifte fra heroin til kokain i stofmiljøet på Vesterbro i København,” siger Esben Houborg.

Norge, Nederlandene og Frankrig i Top 3

Mens det meste af Norge - og 35 procent af danskerne - hepper på de norske vikinger ved årets VM i fodbold, vælger mange nordmænd at fejre tirsdagens 4-1 sejr over Irak med en streg hvidt pulver. Her har knap 3 procent af befolkningen taget kokain inden for de sidste 12 måneder, hvilket er europæisk rekord.

Foruden Norge er Nederlandene også at finde i toppen af europæiske lande med hang til det sydamerikanske stof. Her har 2,9 procent af befolkningen taget kokain det sidste år, mens Frankrig ikke er langt bagefter (2,7 %).

I Nederlandene har hele 10 procent af alle indbyggere i aldersgruppen 15-34 år desuden taget MDMA inden for de sidste 12 måneder, og næsten 22 procent i samme aldersgruppe har ifølge rapporten prøvet det rusmiddel mindst én gang i deres liv.

Subscribe now

Det kan på den baggrund overraske en smule, at de danske unges (15-25 år) forbrug faktisk er faldet en smule - i hvert fald ifølge den nyeste UngMap-survey 2025 fra Center for Rusmiddelforskning. Den viser, at unges forbrug af både alkohol og cannabis er faldet en lille smule, mens omkring 4 procent har prøvet at tage kokain.

“Vores forskning peger på, at sociale faktorer generelt spiller en stor rolle, både i forhold til alkohol, tobak og de illegale rusmidler,” siger Esben Houborg.

Årets ‘hvide gazellepris’ går til den katalanske ferieby Lleida, hvor en vækst på 781 mg giver byen en førsteplads på spildevandsmålingen. Den katalanske hovedstad Barcelona er ligeledes højt oppe på listen, og en del af forklaringen er, at Spanien er den foretrukne destination for indsmugling af kokain fra Latinamerika.

Store beslaglæggelser gør ingen forskel

Sidste måned beslaglagde de spanske myndigheder 30 tons kokain på et enkelt skib ud for Kanarieøerne, hvilket slog den hidtidige rekord på 25 tons, sat i Hamborg havn i juni 2024. Alene den spanske konfiskering kunne i runde tal være blevet omsat til 300 millioner baner kokain, eller næsten én streg til hver voksen næse i unionen.

I 2023 beslaglagde EU-landene samlet 419 tons kokain. De opsigtsvækkende aktioner gør dog ikke nogen forskel for tilgængeligheden af kokain i Europa, forklarer Esben Houborg.

“Det er så store mængder, der bliver sendt til Europa, at det ikke påvirker markedet. De kriminelle organisationer har givetvis allerede indregnet en risikopræmie i prisen,” siger han.

Mens Colombia tidligere har været billedet på kokaineksport, produceres der i dag også store mængder af rusmidlet i Peru og Bolivia. Det fragtes fra Brasilien og Venezuela videre til havne i Sydeuropa og Balkan, hvor det distribueres i hele Europa.

Bagmændene er særligt den kalabriske mafia Ndrangheta, som anslås at kontrollere 80 procent af det europæiske kokainmarked. Handlen indbringer Ndrangheta 445 milliarder kroner årligt, hvilket svarer til omsætningen for Carlsberg, LEGO og DSV - tilsammen. Også den albanske mafia tjener store penge på indsmugling af kokain fra Latinamerika.

Portugisisk afkriminalisering en succes

Blandt undersøgelsens mest opsigtsvækkende konklusioner er Portugals placering på listen. Her har kun 0,2 procent af befolkningen taget kokain inden for det sidste år.

Portugal afkriminaliserede i 2001 brugen af euforiserende stoffer til personligt forbrug og omdirigerede mange af ressourcerne til præventivt arbejde. I stedet for at uddele bøder og fængselsstraffe for besiddelse af ulovlige stoffer får brugerne i stedet rehabilitering og vejledning gennem det offentlige sundhedsvæsen. Hvis man har mere end 25 gram cannabis, 2 gram kokain eller et gram heroin, risikerer man dog stadig at blive straffet, da grænsen defineres ud fra ‘personligt forbrug til 10 dage’.

For Esben Houborg fra Center for Rusmiddelforskning bør det give anledning til eftertanke.

“Frygten er ofte, at forbruget vil stige. Men i flere lande, hvor man har af- og nedkriminaliseret, kan man ikke se en sammenhæng med øget forbrug. Når vi samtidig kan observere, at narkotikastraffe ofte rammer nedad - primært socialt udsatte unge mænd - må man stille spørgsmål ved, hvad hensigten med den nuværende lovgivning er.”

Foruden det portugisiske eksempel med afkriminalisering peger Houborg på Canada, hvor lovliggørelsen af cannabis ikke har sat forbruget af i vejret - i hvert fald ikke for alle:

“Her har legalisering af cannabis ikke ført til et øget forbrug blandt de unge. Til gengæld kan man se en lille stigning blandt de lidt ældre. Det peger på, at der også er noget generationsbestemt og nogle sociale normer, der spiller ind.”

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

sssss

Lyt til artiklen her.

Tidligt søndag morgen fik besætningen på olietankeren Smyrtos en brat opvågning. Her bordede britiske specialstyrker det russiske skib i Den Engelske Kanal, og skibet blev efterfølgende beslaglagt og sejlet til England.

Ombord på skibet, som officielt sejlede under camerounsk flag, var 24 besætningsmedlemmer af georgisk og indisk nationalitet. De er alle blevet tilbageholdt og afhøres nu af de britiske myndigheder.

Nye toner i Den Engelske Kanal

Det russisk indregistrerede skib er en del af den russiske skyggeflåde, som undviger Vestens sanktioner og fragter olie til resten af verden. Samlet vurderes den at være på omkring 700 skibe, og knap 200 af disse har ifølge BBC Verify sejlet gennem Den Engelske Kanal i 2026.

Størstedelen af skibene sejler fra Østersø-havnen i Ust-Luga ved Sankt Petersborg, hvor olien især fragtes videre til Indien og Kina. Samlet står de russiske olietankere for leveringen af 75 procent af den sanktionspålagte olie og er derfor afgørende for Kremls fortsatte evne til at føre krig.

Den strategiske havn er det seneste halve år blevet udsat for intense bombardementer fra ukrainske droner, og det har medført en kraftig reduktion i olieproduktionen. Ifølge Moscow Times er olieproduktionen faldet seks måneder i træk og er nu på sit laveste niveau siden 2009. Det har tvunget den russiske stat til at indføre rationering på benzin, og på den besatte Krimhalvø er der lange køer ved benzinstationerne.

“Det er en påmindelse om, at dem, der finansierer Putins krig i Ukraine, ikke kan få lov til at gemme sig.”

- Keir Starmer, britisk premierminister

---

Trods hjemlig knaphed sejler Rusland fortsat sanktionsramt olie til resten af verden. Smyrtos har før sejlet under navnet Myrtos, men tilføjelsen af et ekstra S var tilsyneladende ikke nok til at narre de britiske myndigheder. I et opslag på Twitter/X kommenterede premierminister Keir Starmer aktionen og udlagde det som et kursskifte i britisk politik.

“Denne succesfulde operation er endnu et slag for Rusland og samtidig en påmindelse om, at dem, der finansierer Putins krig i Ukraine, ikke kan få lov til at gemme sig,” skrev Starmer.

Den britiske regering er tidligere blevet kritiseret for at tillade den russiske skyggeflåde fri passage gennem det strategiske knudepunkt i det 34 kilometer brede farvand mellem England og Frankrig. Keir Starmer advarede i marts de russiske skibe om mulige konsekvenser, hvis man fortsat benyttede britiske farvande til at fragte olie. Det er dog hidtil blevet ignoreret fra Kremls side.

Subscribe now

Se video: Britiske specialstyrker border det russiske skyggeflådefartøj Smyrtos tidligt søndag den 14. juni.

Opportunistisk Kreml truer med bål og brand

Episoden er første gang Storbritannien konfiskerer et russisk olieskib og kan derfor danne en ny præcedens i Den Engelske Kanal. Det er dog ikke første gang et skib bliver konfiskeret som følge af de vestlige sanktioner.

I marts konfiskerede de svenske myndigheder tankskibet Caffa på vej mod Sankt Petersborg. Ligesom Myrtos/Smyrtos sejlede det under falsk flag, men var dog ikke lastet med olie, men derimod med stjålet ukrainsk korn. Også andre lande har slået til mod de gamle russiske skibe, som foruden ulovlig fragt også udfører andre opgaver.

I 2024 beslaglagde finsk politi skibet Eagle-S, som var mistænkt for at ødelægge undersøiske kabler i Østersøen. Frankrig bordede i januar 2026 en olietanker i Middelhavet, mens ukrainske flådedroner menes at have stået bag den opsigtsvækkende sænkning af LNG-tankskibet Ursa Major i december 2024. Der er imidlertid stærke spekulationer om, at Ursa Major ikke fragtede flydende gas, men derimod atomreaktorer, som muligvis var på vej til Nordkorea.

Den britiske aktion har fået Kreml til at reagere på forudsigelig vis. Det russiske regimes talsperson Kirill Dmitriev beskrev aktionen som “et forsøg på at distrahere den britiske befolkning fra de migranter, som voldtager, lemlæster og kapper hovedet af britiske mennesker”.

Kommentaren kan ses som et forsøg på at rette fokus over på sidste mandags voldsomme episode i Belfast, hvor en sudanesisk flygtning forsøgte at myrde en anden mand med en kniv. Her blev forbindelsen mellem Rusland og den britiske radikale højrefløj også udtalt, da aktivisten Stephen Yaxley-Lennon (‘Tommy Robinson’) opildnede til optøjer i gaderne - i øvrigt på vej hjem fra en rejse med alt betalt til Moskva.

Den russiske politiker Dmitri Rogosjin har dog taget truslerne skridtet videre. I et opslag på Telegram foreslår han, at man fremover udstyrer den russiske skyggeflåde med sprængladninger, så man kan sprænge dem i luften i tilfælde af bording.

“Hvis et par af skibene eksploderer foran næsen på dem, vil det forårsage store olielækager. De miljømæssige konsekvenser vil hurtigt få dem til at komme til fornuft,” skrev Rogosjin.

Han fortsætter dermed en lang russisk tradition for at true med bål og brand; russiske embedsmænd har mindst 75 gange siden krigen i Ukraines start truet med atomvåben og masseødelæggelse, hvis resten af verden ikke føjer Kremls vilje.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

De seneste to uger har Tiranas gader været fulde af vrede demonstranter. Det startede som en protest mod det korrupte forbrydersyndikat, der for tiden sidder i Det Hvide Hus, men er nu ved at udvikle sig til en større kamp mod Albaniens egen regering.

Sagen er blevet til et principielt spørgsmål om, hvorvidt de superrige skal eje den fælles natur. For albanerne er det også et spørgsmål om selvbestemmelse.

(Endnu en) luksusø til de superrige

I vredens centrum finder vi den lille ø Sazan ved Adriaterhavet. Øen er stort set ubeboet og husede under den kolde krig en stor militærbase, hvor sovjetiske ubåde og 3.000 soldater var indlogeret. Sazan havde også en stor fabrik, hvor man fremstillede kemiske våben. I dag er øen stort set ubeboet, hvis man ser bort fra de to soldater, som er udstationeret fra Albanien og Italien i et forsøg på at dæmme op for smugling.

Det vil Jared Kushner nu lave om på. Ifølge konen Ivanka opdagede parret øen “under en svømmetur på en båd (yacht)” og kunne ikke stå for muligheden for at omdanne den til et luksusresort for de superrige.

Foruden de militære fortidslevn er området også hjem for en række sjældne og truede dyrearter, heriblandt munkesæler og pelikaner. Sazan er en slags militariseret Sprogø med flamingoer. Med i aftalen hører også en del af det beskyttede naturreservat Nartalagunen, som ligger på den anden side af Adriaterhavskysten. Det vrimler ganske vist med fredede dyr og beskyttet natur, herunder de føromtalte flamingoer, som skal skiftes ud med luksuslejligheder og private strande.

Subscribe now

Som et levn fra den kolde krig er Sazan også fuld af atombunkere og ueksploderede landminer, hvilket ikke umiddelbart rimer på turisme. Parret har dog tænkt sig at bruge hele 26 milliarder kroner på at omdanne området til et ferieparadis. Pengene kommer blandt andet fra den saudiske oliefond. Planen er at bygge et kæmpe feriekompleks til turister fra overklassen og er uden tvivl inspireret af det store palads, parret bor på i Indian Creek udenfor Miami.

Det lukkede samfund på USA’s sydspids er også fuldt af bunkere, om end de ikke er bygget til kold krig, men derimod af milliardærer, som gerne vil holde pøblen ude. Island Creek har af samme grund fået tilnavnet ‘milliardærøen‘ og huser foruden Kushner-parret andre megarige som Facebook-stifter Mark Zuckerberg, Amazons Jeff Bezos og den tidligere NFL-quarterback Tom Brady.

Protester presser Rama-regeringen

Privatiseringen af Sazan blev allerede iværksat i 2024, hvor Jared Kushners ejendomsfirma Affinity Partners købte øen. Den albanske regerings godkendelse af byggeriet har dog skabt stor vrede blandt befolkningen, som ikke ønsker at se deres land omdannet til en legeplads for overklassen.

Demonstrationerne blev yderligere intensiveret efter private sikkerhedsfolk hyret af Jared Kushner overfaldt en række fredelige aktivister og lokale beboere under demonstrationerne. Ifølge flere øjenvidner blev en lokal mand trukket ind i det afhegnede område af unavngivne personer, og der meldes også om ulovlig anvendelse af peberspray.

Den store utilfredshed har dog ikke fået premierminister Edi Rama til at ryste på hånden. Han kalder protesterne for “led i en hybridkrig mod Albanien og Israel” - sidstnævnte formentlig med henvisning til Kushners jødiske aner og det forhold, at yachten, der inspirerede Ivanka, er ejet af den hovedrige britisk-jødiske investor Nathaniel Rothschild.

Udstyret med skilte som “Albanien er ikke til salg” og “Rama og [oppositionslederen Sali] Berisha i fængsel” har protesterne nu varet i knap to uger. Samtidig vokser presset på regeringen om at droppe projektet, og mange kræver desuden Ramas afgang. Eftersom Berisha også støtter projektet, har folkestemningen ligeledes vendt sig mod ham.

Hvad der startede i en lille landsby ud til Adriaterhavet, har således skabt en stor politisk krise i hele Albanien, hvor protesterne i denne uge er vokset sig endnu større. Også i en række andre europæiske byer har der været demonstrationer mod Kushners planer, og flere beskriver det nu som led i en større Generation Z-protestbølge.

Selvom byggeplanerne foreløbigt er intakte, har det albanske antikorruptions-agentur nu indledt en efterforskning af projektet. Skulle byggeriet ende med at koste Rama magten, ville det endnu engang bekræfte, at Trump-familien har The Mierdas Touch, hvor man altså ikke - som Kong Midas - forvandler alt, hvad man rører ved, til guld… men lort.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Øst eller vest? Som ved mange andre østeuropæiske valg var det rammen for valget i Armenien, der blev afviklet søndag. Her blev det til en komfortabel sejr til partiet Civil Kontrakt og den siddende præsident Nikol Pasjinjan, der fik et absolut flertal af stemmerne.

“Det har været et valg præget af den nye geopolitiske virkelighed, som Armenien befinder sig i. Hvem kan mest troværdigt vise vejen frem i en usikker situation? Der har en stor del af Armenien nu udtrykt opbakning til Pasjinjans linje. Samtidig har oppositionen været splittet og svag, og det har regeringen kunnet drage fordel af,” forklarer Simon Røn Dalsgaard. Han er projektleder for Sydkaukasus-afdelingen hos Dansk Kulturinstitut og følger landets politiske situation tæt.

Sikker sejr trods tilbagegang

Valget blev gennemført søndag, hvor 59 procent af de stemmeberettigede armeniere mødte op på valgstederne. Civil Kontrakt satte sig på 61 ud af de 101 pladser i parlamentet og har dermed absolut flertal. Pasjinjan forventes derfor at fortsætte sin flertalsregering uden koalitionspartier.

Selvom den siddende regering altså sejrede komfortabelt, var der ridser i lakken. Partiet gik 10 pladser tilbage i forhold til valget i 2021, hvor man også havde en mindre tilbagegang oven på det historiske valg i 2018. Dengang var partiet i valgforbund med en række andre partier fra det armenske civilsamfund og fik hele 88 pladser. Pasjinjans egen fortid som journalist og demokrati-aktivist resulterede i en fængselsdom på syv år i 2009, men han blev løsladt i 2011 og stiftede senere Civil Kontrakt.

“Vi ser en tendens til, at regeringen mere aktivt retsforfølger dele af oppositionen. Der kommer helt sikkert også et efterspil ovenpå valget.”

- Simon Røn Dalsgaard, Dansk Kulturinstitut

---

Simon Røn Dalsgaard ser mange delforklaringer på, hvorfor Civil Kontrakt alligevel har mistet en smule af pusten.

“Armenien har lidt to ydmygende nederlag til Aserbajdsjan i krigene om Artsakh/Nagorno-Karabakh-provinsen. Det skaber utilfredshed blandt nogle vælgere, som ikke støtter Pasjinjans mere forsonende, pragmatiske kurs over for dem. Samtidig har han også lagt sig ud med kirken. Endelig er der også en del af det mere progressive vælgersegment, som føler, at hans reformer er gået i stå,” siger han.

Magtkampen mellem kirken og regeringen har også baggrund i krigen med Aserbadsjan, hvor det åndelige overhoved, Garegin II, har kritiseret regeringens kompromisvillighed. Senest svarede Pasjinjan tilbage, at kirken er blevet “overtaget af anti-kristne, umoralske, anti-nationale og anti-statslige grupper”. Den populære præsident har i det hele taget taget en mere stridbar drejning, forklarer Simon Røn Dalsgaard.

“Vi ser en tendens til, at regeringen mere aktivt retsforfølger dele af oppositionen. Der kommer helt sikkert også et efterspil ovenpå valget, hvor Pasjinjan har sagt, at han vil retsforfølge dele af oppositionen,“ siger han.

Subscribe now

Mens spørgsmålet om Artsakh/Nagorno-Karabakh-provinsen har været blandt valgkampens store emner, har også andre ting spillet ind.

“Der er en leveomkostningskrise i Armenien, som er blevet forværret af de høje energipriser, men også af den store flygtningestrøm fra Artsakh/Nagorno-Karabakh. Dertil kommer de mange russere, som er migreret til Jerevan som følge af Ukraine-krigen, hvilket har lagt pres på huspriserne i hovedstaden. Energimæssigt er Armenien også stadig afhængigt af Rusland,“ siger Dalsgaard.

Han forklarer endvidere, at valgkampen har været præget af beskyldninger om svindel - hvilket der foreløbigt ikke er blevet fremlagt konkrete beviser for - men også om påvirkning udefra. Mens Pasjinjan har anklaget sine modstandere for at være i lommen på Rusland, har oppositionen til gengæld beskyldt Civil Kontrakt for at gøre sig for afhængig af EU.

Russisk påvirkningskampagne en fuser

Op til valget havde Rusland rettet det tunge skyts mod Armenien. Ifølge forsker Joseph Bodnar havde Kreml “sat alle kræfter ind på Armenien”, og Vladimir Putin havde i april inviteret Pasjinjan til Moskva. Her advarede han den armenske præsident om, at landet måtte vælge mellem EU og Rusland.

Foruden det diplomatiske pres havde den russiske stat - vanen tro - også hevet hybridkrigs-værktøjskassen frem. Kort før valget bremsede Rusland importen af armenske blomster i et forsøg på at presse Pasjinjan, ligesom også armensk cognaceksport og mineralvand var blevet lukket ned.

De russiske troldefabrikker var også blevet sat i højeste gear og kørte op til valget en stor desinformationskampagne på sociale medier. Her blev det Moskva-baserede desinformations-firma Social Design Agency blandt andet taget i brug. De specialiserer sig i at fremstille korte, AI-genererede videoer af rigtige personer og bruger store botnetværk til at sprede de falske videoer. Det blev dog en fuser for Putin-regimet og dets foretrukne kandidat, Samvel Karapetjan fra det nystiftede parti Stærkt Armenien, som kun fik 25 procent af stemmerne.

“Der har været mange beskyldninger om russiske påvirkningskampagner under valget, men også om både tyrkiske og aserbajdsjanske forsøg på at påvirke udfaldet,” siger Simon Røn Dalsgaard.

Den russisk-armenske oligark Karapetjan har tjent milliarder på bygge- og restaurationsbranchen og i dag er den rigeste armener i verden. Kort inden valget frasagde Karapetjan både sit russiske og cypriotiske statsborgerskab, da det er en betingelse for at blive præsident, at man kun har armensk pas.

Karapetjan kom i 2018 på Putinlisten - en amerikansk sanktionsliste med de mest magtfulde oligarker i den russiske diktators periferi. Med en fortid i Rusland, tætte bånd til Putin og kraftig brug af filantropi som redskab til at købe popularitet, er sammenligninger mellem Stærkt Armenien og den georgisk-russiske oligark Bidzina Ivanisjvilis Georgiens Drøm oplagte.

“Oppositionen har fået et nyt tyngdepunkt i Stærkt Armenien. Begge de to tidligere premierministres partier (Jeg Har Ære og Armenien-Alliancen, red.) fik skuffende valg. Det vidner om en befolkning der generelt er trætte af de etablerede partier og leder efter fornyelse,” forklarer Simon Røn Dalsgaard.

Pasjinjan udråbte ikke desto mindre valgsejren som ‘historisk’. Han forventes at forfølge en mere vestligt orienteret kurs og en målsætning om at blive optaget i EU på længere sigt. Polens premierminister, Donald Tusk, var da også blandt de første til at lykønske Pasjinjan og understrege, at det var et signal om en ‘pro-europæisk retning.’

Om Rusland kan genvinde indflydelse i Armenien gennem det nye oppositionsparti, vil tiden vise. Foreløbigt var søndagens valg dog endnu en bet for det russiske regime, der ligesom i Moldova, Rumænien og Ungarn må se sin indflydelse dale blandt forhenværende vasalstater.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Britiske fans af Kanye West må se langt efter en koncert med den amerikanske musiker. Det samme gælder hans italienske fans. Og de australske, brasilianske og sydkoreanske. Samtlige lande har nemlig givet den kontroversielle kunstner indrejseforbud, hvilket har betydet aflyste koncerter, blandt andet ved Wireless Festival i London.

I både Frankrig, Polen og Schweiz har West ligeledes måttet aflyse optrædener, efter de lokale myndigheder forsøgte at forbyde ham indrejse i landet, mens hans musik er blevet forbudt i Tyskland.

Kanye West er imidlertid kun ét eksempel på en tendens til voksende politisk censur, som også har haft konsekvenser for politiske aktivister på både højre- og venstrefløjen. Baggrunden er et forsøg på at dæmme op for den stigende antisemitisme, men initiativerne ender med at kunne give bagslag.

‘Nigga Heil Hitler’

Hele miseren startede med en SMS til P. Diddy i efteråret 2022. Wests hip-hop-kollega havde kritiseret ham på Instagram for at have iført sig en provokerende ‘White Lives Matter’-t-shirt ved et modeshow, og i den ophedede beskedsamtale beskyldte West ham for at være “kontrolleret af jøderne”. Efterfølgende erklærede West på Twitter "death con 3 mod jøder”, hvilket indkasserede en udelukkelse på det sociale medie og et øjeblikkeligt stop for samarbejdet med hans (tyske) sponsor Adidas.

West var dog kun lige begyndt. Et par måneder senere tog han i Infowars-studiet sammen med nynazisten Nick Fuentes, hvor han forklarede vært Alex Jones, at han var blevet stor beundrer af Adolf Hitler og så mange gode ting i hans bedrifter. Selv for Jones, der ellers gladeligt spreder konspirationsteorier om iscenesatte skoleskyderier og vand, der gør frøer homoseksuelle, var det en tand for meget.

I maj 2025 udgav han så sangen ‘Nigga Heil Hitler’ på sit eget pladeselskab. Her sampler West blandt andet en 1935-tale af Adolf Hitler, og som titlen antyder, er teksten heller ikke ligefrem stueren. Den blev prompte fjernet fra alle de store mu siktjenester (du kan se den her, hvis du er gammel nok og gerne vil spilde 3 minutter af din tid).

Kort tid efter lod West dog til at have fortrudt det hele. Samme måned, som ‘Nigga Heil Hitler’ blev udgivet, erklærede han sig “færdig med antisemitisme”. West forsøgte også at genudgive sangen med nye tekster og titlen Hallelujah i et forsøg på at omgå den vidtrækkende censur. West rakte også ud til en række jødiske organisationer i håb om tilgivelse og mødtes i november 2025 med den indflydelsesrige overrabbiner Yoshiyahu Yosef Pinto for at sige undskyld.

I januar 2026 købte han også en helsidesannonce i Wall Street Journal, hvor han undskyldte for sin optræden. Den amerikanske hip-hop kunstner forklarede det hele som et resultat af sin bipolare lidelse, der ifølge ham selv havde “fået ham til at miste grebet om virkeligheden.” Den forklaring blev dog underkendt af lægefaglige personer, der afviste en forbindelse mellem lidelsen og de racistiske udtalelser.

Wests seneste optræden i Istanbul trak både fulde huse - 118.000 tilskuere - og en skarp kritik fra en af præsidentens nærmeste rådgivere. Selvom de danske myndigheder ikke har forbudt den kontroversielle kunstner at komme til landet, skal du næppe forvente at se ‘Ye’ som headliner på Roskilde eller Northside Festival lige foreløbigt.

Indrejseforbud til højre og venstre

Indrejseforbuddene mod Kanye West er langt fra en enlig svale. I denne uge blev den amerikanske kommentator Cenk Uygur også nægtet indrejse i Storbritannien, hvor han skulle have talt til festivallen South by Southwest i London. Uygur var med til at stifte YouTube-kanalen The Young Turks i 2002 og er blandt de mest prominente politiske kommentatorer på den amerikanske venstrefløj.

I samme ombæring blev Uygurs nevø, Twitch-streameren Hasan Piker, også nægtet indrejse i England. Både Piker og Uygur blev afvist på baggrund af kritiske udtalelser om Israel. Da Piker gæstede podcast-showet Pod Save America tidligere på året, udtalte han, at han “altid gik efter det mindre onde og derfor klart foretrak Hamas over Israel.”

“Blandt de mest radikale initiativer om indrejseforbud finder vi et nyligt forslag fremsat af blandt andet Danmark.”

---

Uygur kaldte beslutningen om at nægte ham indrejse for ‘kafkask’ og var samtidig klar i mælet om, hvem der egentlig stod bag beslutningen. “De [den britiske regering] har slået ironirekorden ved at bandlyse mig for at udtale, at den israelske regering styrer andre landes politik.”

Indrejseforbuddene bliver også taget i brug mod andre dele af det politiske spektrum. I januar 2026 fik den højreekstreme nederlandske politiker Eva Vlaardingerbroek frataget sit visum til Storbritannien, mens den østrigske Generation Identitær-aktivist Martin Sellner allerede blev forment adgang til landet i 2019. Den islamistiske hadprædikant Shadee Elmasry blev forment adgang til Storbritannien, efter han beskrev Hamas-terrorangrebet den 7. oktober 2023 som “en moralsk legitim modstandsbevægelse.”

Mens de britiske myndigheder har stået for de mest opsigtsvækkende indrejseforbud, har også de tyske myndigheder slået ned på anti-israelske demonstranter. Sidste år blev fire aktivister, heriblandt to irere og en polak, forsøgt udvist af landet efter anklager om at sprede antisemitisme og “had mod Israel.” Flere tyske storbyer har også forbudt palæstinensiske flag og slogans i offentligheden, og det tyske parlament udråbte i 2019 den internationale boykotbevægelse mod israelske varer (BDS) som værende ‘antisemitisk i sin natur’.

I nabolandet Frankrig er myndighederne også begyndt at lukke grænserne for uønskede politiske elementer. I januar fik ti højreradikale britiske aktivister fra gruppen Raise the Colours indrejseforbud efter en række aktioner henover julemåneden. Her havde gruppen udøvet selvtægt i et forsøg på at standse migranter, der sejlede over den Engelske Kanal i små både. Også den højreekstreme israelske sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, er blevet forbudt adgang til Frankrig, efter han havde lagt en video op, hvor han hånede fanger fra aktivist-flåden Freedom Flotilla Coalition, som forsøger at bryde den israelske blokade af nødhjælp til Gazastriben.

Forbud mudrer vandene

De mange forbud afspejler en tendens til skarpe begrænsninger i ytrings- og rejsefriheden, som i øvrigt ikke er begrænset til en europæisk kontekst. Trump-regeringen vil forbyde Greta Thunberg adgang til USA, mens det heller ikke kræver megen Tibet-entusiasme at blive udelukket fra Kina på livstid. Det afføder to forskellige problemer, der på hver sin måde er stærkt bekymrende.

For det første understøtter censuren til højre og venstre en falsk ækvivalens mellem kritik af Israel og reel antisemitisme. Sidstnævnte er et voksende problem på verdensplan, hvor hadforbrydelser mod personer med jødisk etnicitet er steget markant.

“Der er intet jødefjendsk ved at kritisere folkemord og imperialisme - tværtimod.”

---

Ifølge den amerikansk-jødiske lobbyorganisation Anti-Defamation League (ADL) har halvdelen af verdens befolkning i dag antisemitiske holdninger. Hvor stort problemet reelt er blevet, kan imidlertid være svært at sige med sikkerhed, eftersom ADL også definerer kritik af den israelske stats handlinger og zionistisk ideologi som værende ‘antisemitisme’. Det spiller sammen med International Holocaust Remembrance Alliances omfortolkning af antisemitisme, der er blevet kritiseret af en lang række menneskerettighedsorganisationer, herunder Human Rights Watch, Amnesty og den israelske organisation B’Tselem.

Fordømmelse af den israelske stats igangværende etniske udrensninger i Gazastriben og konspirationsteorier om jødiske sammensværgelser som dem, der kommer til udtryk i smædeskriftet Zions Vise Protokoller og dets moderne variationer, er ikke det samme.

Når der over en bred kam uddeles indrejseforbud til folk, der på vidt forskellige baggrunde er imod Israel, er det samtidig med til at mudre vandene i den offentlige forståelse af problemets egentlige omfang. Nynazister som Kanye West og Nick Fuentes har ganske enkelt ikke samme udgangspunkt som Hasan Piker eller Cenk Uygur - selvom de alle hader Benjamin Netanyahu.

Den reelle antisemitisme er at gøre den israelske regerings krigsforbrydelser til et udtryk for Jødens evige natur. Der er derimod intet jødefjendsk ved at kritisere folkemord og imperialisme - tværtimod. Det understreges af de mange jødiske organisationer verden over, som demonstrerer imod Netanyahu-regeringens krigsliderlige drømme om et Storisrael som dét, den israelske premierminister for nyligt viste på et kort i FN.

Forbudspolitikken risikerer desuden at blive en glidebane. Når udelukkelse af politiske modstandere først er blevet et legitimt politisk værktøj, er det ikke svært at forestille sig, at det vil blive brugt i mange andre sammenhænge.

Blandt de mest radikale initiativer om indrejseforbud finder vi et nyligt forslag fremsat af blandt andet Danmark, som skal nægte alle russiske statsborgere indrejse i Schengen-samarbejdets medlemslande. Her er der altså ikke kun tale om politisk motiverede forbud rettet mod enkeltpersoner, men et totalforbud baseret på etnicitet.

De europæiske landes stigende brug af indrejseforbud kommer næppe til at løse noget problem. Til gengæld er de en gave til de bandlyste, der kan fremstille sig som martyrer på ytringsfrihedens alter (og tjene flere penge på opmærksomheden).

Vil man vise sin modstand mod nynazister, bipolare hip-hopstjerner, zionister eller andre hadprædikanter, har det alle dage været en bedre idé at overlade den opgave til civilsamfundet, som med skilte i hånden og tilstedeværelse i gadebilledet kan give svar på tiltale.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

De har den mindste hovedstad i EU, en af verdens højeste befolkningstætheder, og trods mange tusinde års historie blot 62 år som uafhængig nation. Søndag den 30. maj stod det klart, at Malta også beholder den regering, som har siddet ved magten siden 2013.

Ustabil verden påvirker Malta

Valget blev endnu en sejr til premierminister Robert Abela og Socialdemokraterne, som for fjerde gang i træk fik flest stemmer. Det er ny rekord i maltesisk politik, som har været domineret af to partier siden Anden Verdenskrig. Allerede søndag aften ringede oppositionslederen Alex Borg og lykønskede sin modstander med sejren, hvilket i 2026 ikke er nogen selvfølge.

“Fire gange! Fire gange!” råbte de forsamlede socialdemokratiske tilhængere i byen Naxxar, da det stod klart, at deres parti igen havde sikret sig flest stemmer og mandater ved valget.

“Maltas rolle som nøgleland for maritim handel i regionen gør landet ekstra udsat over for de kommende chok mod den globale økonomi.”

Sejren i søndagens valg blev dog mere snæver end ved sidste valg i 2022, hvor partiet sikrede sig 55 procent af stemmerne. Denne gang blev det kun til 51 procent, men altså stadig et absolut flertal.

Den socialdemokratiske regering kunne have ventet yderligere et år med at udskrive valg. Baggrunden for premierminister Abelas beslutning om at afholde valg var den geopolitiske ustabilitet, der har præget såvel Malta som resten af Europa. I en tale forklarede Abela, at valget hang sammen med den “usædvanlige internationale situation”, og at hans regering ønskede et nyt mandat til at fortsætte sin politiske kurs.

Den politisk ustabile situation, som Abela refererede til, hænger sammen med den israelsk-amerikanske krig mod Iran, som har skabt internationalt kaos. Ikke mindst energiprisernes himmelflugt var et tema under valgkampen i Malta, som grundet sin placering i Middelhavet også har stor strategisk betydning. Maltas rolle som nøgleland for maritim handel i regionen gør samtidig landet ekstra udsat over for de kommende chok for den globale økonomi, som den amerikanske krig forventes at resultere i. Foreløbigt har Malta dog klaret sig gennem det politiske uvejr med økonomisk vækst, hvilket også forklarer regeringens fortsatte popularitet.

Subscribe now

AI-bølgen rammer Malta

Mens Malta er presset af de globale konjunkturer, har også den postfaktuelle bølge skyllet ind over den solrige østat under årets valg. Her har AI-genereret indhold for første gang spillet en stor rolle, ikke mindst på sociale medier, hvor falske billeder er blevet taget ivrigt i brug.

Her har man blandt andet kunnet se oppositionens leder Alex Borg fra Nationalistpartiet omgivet af cannabisplanter og udstyret med røde øjne, som havde han netop røget en ordentlig joint - en henvisning til partiets valgslogan Nifs Ġdid (‘et friskt pust’).

Også Socialdemokraternes valgslogan Int Malta (du er Malta) er blevet brugt til at lave AI-genererede billeder, hvor det blandt andet er blevet lavet om til Int India som en slet skjult kritik af de mange indiske migrantarbejdere, som har fået opholdstilladelse i Malta. Socialdemokraternes officielle kampagne-afdeling har også taget den nye teknologi ivrigt i brug og har blandt andet lavet valgvideoer udelukkende ved brug af AI.

Progressiv lovgivning sikrer kvindelig repræsentation

Selvom det maltesiske parlament oprindeligt består af 67 folkevalgte, blev der ved valget i 2022 sendt 79 politikere til repræsentanternes hus i Valletta. Det skyldes en ny, progressiv lovgivning, som skal sikre en bedre kønsbalance. Ifølge lovgivningen kan op til 12 ekstra pladser tildeles kandidater, hvis der ikke er opnået tilstrækkelig repræsentation (mindst 40 %) for det ene køn.

Eftersom maltesisk politik har været ekstremt mandsdomineret - kvinder har aldrig fået over 15 procent af mandaterne - resulterede det ved sidste valg i, at samtlige 12 ekstra mandater blev tildelt kvinder. Ved det netop overståede valg forventes samtlige ekstra pladser også at blive taget i brug.

Foruden den kønsudlignende lovgivning satte Malta også stemmealderen ned til 16 år i 2018. Det følger eksemplet fra Østrig, hvor man også gav 16-årige stemmeret i 2007. På verdensplan har Brasilien, Cuba og Nicaragua også formelt givet stemmeret til personer, der er fyldt 16 år.

Trods de progressive initiativer er Malta på andre områder stadig et konservativt land. Det stærkt katolske land har blandt andet nogle af de mest strenge love på abortområdet i Europa, og kvinder kan kun få foretaget en abort, hvis den gravide kvindes liv er i overhængende fare, eller hvis det vurderes nødvendigt i tilfælde af graviditet udenfor livmoderen.

Den restriktive lovgivning er dog blevet lempet en smule, idet abort var ulovlig uden undtagelse helt indtil 2023. Ingen af de to dominerende partier har i sinde at ændre mere på den lovgivning, som derfor ser ud til fortsat at være intakt efter weekendens valg. De maltesiske kvinder kan dog frit rejse til Italien eller andre EU-lande for at få foretaget medicinske indgreb, og abortraten (4,4 per 1.000 kvinder) er derfor nøjagtig den samme som i resten af EU.

Ovenpå valgsejren har Socialdemokratiet udsigt til at blive ved magten i Malta indtil maj 2031 - med mindre den internationale ustabilitet altså igen tvinger malteserne til stemmeboksen.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Mens mange danskere glæder sig over grillvejr og is på stranden, er store dele af Europa presset af en stor hedebølge, som lige nu skyller ind over kontinentet. I en række europæiske lande sætter temperaturerne nye rekorder, og det er bekymrende, forklarer Sebastian Mernild fra SDU Climate Cluster. Han er uddannet inden for klimaforandringer og glaciologi og anses som en af verdens førende klimaforskere på området.

“Dette er en del af en klar tendens. Hvert årti er blevet varmere siden 1960’erne, og hele temperaturskalaen er ved at forrykke sig mod varmere og varmere forhold. Det får store konsekvenser,” siger Mernild til Europanyt.

Den konkrete varmebølge skyldes ifølge den danske klimaforsker, at der ligger et højtryk over Europa, og at der samtidig er forholdsvist skyfrit. Det betyder, at der bliver trukket varm luft sydfra indover hele kontinentet. I det større billede hænger temperaturstigningerne dog sammen med udledningen af drivhusgasser i atmosfæren, som varmer Jorden op.

“Varmerekorder som dem vi ser i øjeblikket, er et tilbagevendende fænomen for os nu. Det hænger nøje sammen med udledningen af drivhusgasser, at vi igen og igen rammer nye rekorder,” forklarer han.

Varmerekorder i Storbritannien

I London blev der med 34,8 grader søndag sat ny varmerekord. Det er den højeste dokumenterede temperatur i maj måned, siden den første vejrstation i Greenwich begyndte at måle temperaturen i 1844. Sidste gang man kom i nærheden af den slags temperaturer i forårsmånederne var i 1922, hvor termometret viste 32,8 grader.

Selvom det altså også kunne blive varmt for 100 år siden, advarer Sebastian Mernild dog mod at affeje det varme vejr som blot en tidlig sommer.

“Der er selvfølgelig nogle variationer i vejret, men det overordnede billede er tydeligt: Temperaturerne rammer igen og igen nye højdepunkter.”

Ifølge de engelske myndigheder er syv af de tolv varmeste majmåneder indtruffet siden 2003. Også i den nordlige del af Storbritannien har varmen sat rekord. I Skotland og Nordirland blev der mandag målt temperaturer i omegnen af 26 grader, mens befolkningen i Wales også oplevede den varmeste majdag i nyere tid med 32,2 grader i Flintshire.

Allerede i 2024 viste en rapport fra de britiske vejrmyndigheder, at antallet af dage med over 28 grader er mere end fordoblet de seneste 30 år, målt i forhold til perioden 1961-1990. Den samme udvikling ser vi i hele verden, forklarer Sebastian Mernild.

“Vi står på et højere trin på ‘varmetrappen’ nu end for 50 år siden, og om 30 år vil vi stå endnu længere oppe,” siger han.

Den intense varme har allerede haft konsekvenser for briterne. Ifølge BBC er en række arrangementer i pinsen blevet aflyst på grund af den ekstreme varme, mens en række beboere i Sussex og Kent på sydkysten har manglet vand på grund af en kraftig stigning i forbruget.

Sydeuropa sveder

Mens briterne har svedt igennem til de årlige oste-rulningsmesterskaber i Gloucestershire, er hedebølgen endnu værre længere sydpå. I Frankrig er syv mennesker ifølge Maud Bregon, talskvinde for den franske regering, foreløbigt omkommet som følge af den tidlige hedebølge, som har sendt temperaturen op på hele 37 grader i dele af landet.

“Verden er blevet varmere, og der er udsigt til endnu højere temperaturer. Det eneste spørgsmål er hvor varmt det ender med at blive.”

- Sebastian Mernild, SDU Climate Cluster

---

I otte af Frankrigs 96 departementer har myndighederne udstedt en ‘orange advarsel’, hvilket er den næsthøjeste på skalaen, og opfordrer alle til “at være årvågne og tage forholdsregler”, hvis man skal begive sig udenfor. Det er samtidig første gang, de franske myndigheder tager varmeadvarsels-systemet i brug, siden det blev indført i 2004, oplyser the Guardian.

Også i Spanien mærker man konsekvenserne af den varmekuppel, som har lagt sig over Europa. Her blev der målt temperaturer på 38 grader i Guadalquivir-dalen, og den spanske vejrtjeneste advarer om temperaturer i nærheden af 40 grader i ugens løb.

I Italien er temperaturen også allerede skyhøj, ikke mindst i Firenze, hvor der er blevet målt 34 grader. Myndighederne har på den baggrund indført begrænsninger på udendørsarbejde og ligesom i Frankrig udstedt en orange ‘niveau 2’-advarsel.

For Sebastian Mernild er der ingen tvivl om, at der ikke blot er tale om en tidlig sommer, men derimod en bekymrende udvikling.

“De høje temperaturer rammer tidligere på året. Verden er blevet varmere, og der er udsigt til endnu højere temperaturer. Det eneste spørgsmål er hvor varmt det ender med at blive. Allerede inden for få år vil vi overskride tærsklen på 1,5 grader,” siger han.

Subscribe now

Stop for fossile brændstoffer

De 1,5 grader henviser til den målsætning, som blev vedtaget i Parisaftalen i 2015. Dengang blev verdens ledere enige om, at man skulle forsøge at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. To år senere meddelte USA’s præsident Donald Trump dog, at landet ville træde ud af aftalen, og Trump gentog det nummer da han blev genindsat i januar 2025.

USA har ifølge Carbon Brief udledt mere CO2 end noget andet land gennem historien, hvor man i perioden 1850-2025 har sendt 542 gigaton CO2 ud i atmosfæren. Det svarer til 20 procent af den samlede udledning. På andenpladsen finder man Kina (13%), mens de 27 EU-lande tilsammen har udledt 12 procent.

Mens EU-landene arbejder på at gå i nul inden 2050 viser en opgørelse fra Emission Tracker, at kun ét af de 27 medlemslande har kurs mod at indfri den ambition. Samtidig advarer klimaforskere ved MIT om, at de nuværende klimamål er “alt for uambitiøse”, hvis man skal bremse temperaturen i at stige endnu mere drastisk.

“Vi står overfor en række såkaldte tipping points. Indlandsisen risikerer at ramme et tipping point og Golfstrømmen risikerer forventeligt at kollapse ud i tid i en varmere og varmere verden. Klimatisk vil det betyde nogle helt andre forhold, og det er dybt bekymrende for hele samfundet,” siger Sebastian Mernild.

For den danske professor, som var blandt hovedforfatterne til den sjette IPCC-rapport (2022), er der kun en ting at gøre, hvis vi skal undgå endnu flere varmerekorder i fremtiden - og et mere udfordrende klima i Europa.

“Vi skal komme væk fra at bruge fossile brændstoffer. Hurtigst muligt.”

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Share

Længe før ord som fake news, desinformation og postfaktualitet blev optaget i den danske ordbog, arbejdede det ukrainske faktatjek-medie StopFake på højtryk for at imødegå strømmen af historier fra den ofte kreative russiske løgnemaskine.

På deres hjemmeside finder man altid en kontant gennemgang af de seneste nye falske historier. I dag debunkes en historie, angiveligt fra CNN, hvor en ukrainsk korrespondent skulle have stjålet vin under evakuering. På forsiden finder vi også en falsk historie om forsvarsminister Mykhailo Fedorovs kone, som skulle have købt en yacht til 200 millioner kr., og vil man gå mere i dybden, kan man også læse baggrundsartikler om de russiske kidnapninger af ukrainske børn eller myten om et løfte til Rusland om ikke at udvide NATO mod øst.

Ukrainske nazister, NATO-trusler og sataniske sammensværgelser: Har man beskæftiget sig med russisk desinformation igennem længere tid, kan det virke som et Sisyfos-arbejde at skulle modbevise de samme slidte narrativer gang på gang. Men arbejdet som professionel faktatjekker kræver tålmodighed og mod på at aflive de samme fortærskede historier i nye indpakninger. Gang på gang.

En sådan tålmodighed er Yevhen Fedchenko udstyret med. Som chefredaktør for StopFake har han utrætteligt arbejdet på at imødegå den russiske desinformation i over et årti . Det er et konstant og til tider udmattende kapløb mod en velfinansieret modstander med allierede i hele verden. Hans indsats i informationskrigen afspejler på den måde den mere konventionelle krig, som hans hjemland udkæmper på femte år. I dag har han taget tid ud af programmet til at fortælle EuropaNyt om sit arbejde.

Kamp mod overmagten

StopFake startede for 12 år siden. Dengang havde Værdighedsrevolutionen kulmineret med, at den ekstremt korrupte præsident Janukovitj var flygtet ud af landet med over hundrede milliarder i kufferten. Hans destination var Rusland, hvor han siden har opholdt sig.

Der skulle dog ikke gå længe, inden russiske aktører vendte tilbage til Ukraine, denne gang i form af ’små grønne mænd’ – russiske specialstyrker, som havde taget deres hundetegn af. På få uger overtog de Krimhalvøen stort set uden at skulle løsne skud. Samtidig aktiverede de oprørsgrupper i Donetsk og Luhansk, som blev delvist besat.

“Alarmklokkerne ringede ikke i resten af verden, fordi folk troede det var et lokalt fænomen.”

---

Yevhen, der arbejdede som rektor for Mohyla School of Journalism i Kyiv-forstaden Podil, lod sig hverve i informationskrigen. I 2024 fratrådte han sin stilling for at hellige sig arbejdet for StopFake på fuld tid.

”Den russiske invasion var resultatet af en meget effektiv hybridkrig, som nærmest gjorde den militære operation til en eftertanke. Det var et meget klart signal til mig og mine kolleger om, at krigens natur havde ændret sig,” fortæller han.

“Informationskrig og desinformation var blevet den nye frontlinje. Vi var stadig forvirrede, men begyndte at tænke i nye baner. Derfra tog projektet hurtigt form. Vi var på en måde øjenvidner til en ny form for krig, der nu er blevet tydelig for mange. Det var den bestemt ikke på det tidspunkt.”

Invasionen i 2014 blev simpelthen en ny slags opskrift på krig?

”Ja, præcis. Det var den første informationskrig af sin slags, en hybridkrig, som på nogle punkter overflødiggjorde kinetisk krig. Alarmklokkerne ringede bare ikke i resten af verden, fordi folk troede det var et lokalt fænomen.”

”Vores formodninger om, at krigens natur havde ændret karakter, viste sig hurtigt at holde stik. Det betød, at vi gjorde os en masse erfaringer med den skelsættende transformation længe før andre. Vores arbejde blev indledningsvist mødt med stor skepsis. Det var svært at overbevise folk om, at det ikke blot var et afgrænset fænomen, der kredsede om Ukraine, men at det var en krigslogik, som meget hurtigt ville sprede sig.”

Jeg kommer til at tænke på, hvad Pekka skriver i indledningen til vores bog om Vinterkrigen, hvor den sovjetiske invasion bliver indledt med et falsk flag i bombningen af Mainila. På en måde har informationskrig vel en lang forhistorie i Rusland?

”Informationskrig har længe været en del af den russiske og sovjetiske krigsdoktrin, ja. Det nye er den måde, hvorpå digitale værktøjer forstærker dens effekt. Det gør den både øjeblikkelig og verdensomspændende. Vi kan finde mange eksempler i historien på desinformationskampagner”, svarer Yevhen.

Som eksempel fremhæver han den indiske avis Patriot, der blev grundlagt i 1958 med støtte fra Moskva. Dengang var målet at sprede sovjetisk propaganda, og sandheden var også dengang til forhandling.

”De spredte desinformation om bl.a. AIDS med dødbringende konsekvenser for den indiske befolkning. Men det var dyrere og mere tidskrævende end i dag, hvor Kreml-regimet forholdsvist billigt kan sprede sine falske narrativer til resten af verden.”

Den globale informationskrig

Selvom Yevhen i dag er bosat i Madrid, oplever han stadig den russiske informationskrig på tæt hold. Kreml bruger mange ressourcer på at sprede sine falske narrativer til resten af verden, og det gælder ikke mindst for den spansktalende verden, forklarer han.

”Der er stærke historiske bånd imellem efterretningstjenester og politiske partier, men også hvad angår medier. Rusland kan drage fordel af en stor infrastruktur, som både har eksisteret i årtier og bliver aktivt udvidet. Som Margarita Simonjan (chefredaktør for RT, red.) siger, “du kan ikke opbygge dit publikum efter krigen er startet.”

“Det handler om volumen og intensitet, når man skal sprede et narrativ online. Fakta er fuldstændig ligegyldige.”

RT har en stor tilstedeværelse, mens også lokale medier spreder desinformation. Som eksempel nævner han det venezuelanske medie Telesur, der er blandt de største spredere af russiske desinformationsnarrativer i Latinamerika. Kreml har også etableret spanske versioner af RT og Sputnik og betaler desuden lokale influencere til at sprede sine budskaber.

“I Latinamerika er der en opfattelse af, at Rusland er Sovjetunionens historiske arvtager. Kreml bruger mange ressourcer på at fremme det billede af Rusland som en modstander af den globale neokolonialisme, og forsøger at kæde krigen i Ukraine sammen med det. Det narrativ er tillokkende for mange venstreorienterede i Latinamerika.”

Det kan virke en smule komisk, at ‘anti-imperialister’ forsvarer verdens angiveligt rigeste mand, som selv leder en aggressivt højrenationalistisk kolonimagt?

“Det er ikke, fordi det er et særligt logisk sammenhængende argument, men det handler om volumen og intensitet, når man skal sprede et narrativ online. Fakta er fuldstændig ligegyldige.“

Når samtalen falder på influencere i Latinamerika, er det svært at komme udenom Inna Afinogenova. Før invasionen i februar 2022 var hun vicedirektør hos RT, nummer to i hierarkiet bag den magtfulde Simonjan. Hun var desuden vært for RT en Espanol og producerede også indhold for den populære YouTube-kanal Ahi Les Va (Værsgo). Her var hendes opgave at nedtone faren for krig og at sprede Kremls narrativer til et spansktalende publikum.

Selvom hun stoppede som vært for RT, efter den store invasion viste sig at blive en realitet, og officielt fordømte krigen, spreder hun fortsat Kreml-propaganda i Latinamerika, om end på mere subtil vis. Nicolás de Pedro fra Institute for Statecraft har beskrevet det således:

“Selvom hun angiveligt har fordømt krigen, flugter Afinogeno vas retorik stadig med Kremls dagsorden på en lang række områder. Hendes nye rolle er at bidrage til russisk diplomati ved at nedbryde støtten til Ukraine fra Vestens side.”

Afinogenova blev samme år ansat af Canal RED, stiftet af den tidligere Podemos-leder (spansk venstrefløjsparti, red.) Pablo Iglesias, hvilket igen fører tilbage til forbindelsen mellem Kreml-propaganda og den spansktalende venstrefløj.

”Afinogenova har høje seertal i Latinamerika, og har som næste mål at påvirke spansktalende indbyggere i USA. Hun har i forvejen et publikum i den del af verden, der giver mainstream-medier som CNN baghjul”, siger Yevhen.

Kremls opportunisme

Også i Yevhens nye opholdsland står narrativet om Rusland som en anti-imperialistisk allieret stærkt. Da den ukrainske præsident Zelenskij for nyligt besøgte Spaniens premierminister Pedro Sanchez, blev han inviteret på Reina Sofia-Museet i Madrid. Her så de Guernica, Picassos berømte anti-krigsmaleri, der portrætterer den fascistiske alliances bombning af den baskiske by i 1937.

“Det skabte en total nedsmeltning i venstreradikale kredse hernede. Hvor vovede premierministeren at invitere en nazist som Zelenskij til at se kommunisten Picassos berømte billede?“, siger Yevhen.

“Ideologi er underordnet for Kreml, så længe folk er villige til at sprede deres budskaber.”

---

Guernica-sagen er også et eksempel på Kreml-regimets opportunisme. Lokale begivenheder bliver vævet ind i et anti-ukrainsk narrativ, hvor alt kan gøres til en del af en større konspiration, forklarer han.

Da en togulykke i Córdoba-provinsen tidligere på året forårsagede stor skade - 46 dræbte og 292 kvæstede - skulle der heller ikke gå lang tid, før tragedien blev gjort til en anledning til at sprede russisk desinformation. Falske videoer begyndte hurtigt at florere på nettet, hvor spansk politi angiveligt skulle være på jagt efter fem ukrainere, som stod bag angrebet. For at give videoen yderligere troværdighed var den udstyret med falske Euronews-logoer - en kendt taktik fra den russiske Operation Doppelgängers drejebog. StopFake var naturligvis på sagen og aflivede historien.

Mange af Kremls allierede i vores del af verden er folk på den radikale højrefløj; AfD i Tyskland, Viktor Orbán i Ungarn, Nigel Farage, Marine Le Pen og så fremdeles. Det er interessant, at der i den spansktalende verden lader til at være en stærk(ere) forbindelse til venstrefløjen.

“Ideologi er underordnet for Kreml, så længe folk er villige til at sprede deres budskaber. Rusland går efter at infiltrere lokale bevægelser for at skabe et billede af opbakning i lokalbefolkningerne. Det gælder både her i Spanien og resten af verden. Det gør det samtidig svært at imødegå fordi man ikke kan forbyde folk at have en holdning,” siger Yevhen.

Når den russiske propaganda skræddersys til et lokalt publikum, må modsvaret også blive det. Fra basen i Madrid går Yevhens arbejde derfor også med at koordinere oversættelse af StopFakes artikler. Mediet bliver i dag udgivet på 14 forskellige sprog, herunder spansk, fransk, italiensk og russisk. Frekvensen afhænger af frivillige bidrag, og skulle danske læsere have lyst til at bidrage med oversættelser, opfordrer Yevhen til at man tager kontakt.

Vestens arrogance

Selvom Yevhen og hans kolleger har stået forrest i kampen mod desinformation og fake news, længe før begreberne overhovedet kom til resten af Europa, bliver de ukrainske erfaringer stadig behandlet som en slags sidebemærkning.

”Vi oplever, at folk kommer til Ukraine og prøver at lære os, hvordan vi skal tackle den russiske informationskrig. Det er selvfølgelig velment, men måske skulle de også prøve at lytte til vores erfaringer,” siger han.

Forestillingen om, at vi i Vesten skulle kunne lære noget af andre, kan være svær at sluge for mange?

“”På en måde er det parallelt til dét, vi ser i forhold til dronekrigen. Her er Ukraine førende på verdensplan, men USA har fx svært ved at acceptere, at et andet land skulle være dem militært overlegne - eller kunne lære dem noget om krig. Det samme er tilfældet i den russiske informationskrig. Vi har bekæmpet den i over et årti. Resten af verden bliver nødt til at tage ved lære af vores erfaringer, og forstå Ukraine som en leverandør af sikkerhed – både hvad angår droner og hybridkrig.”

Subscribe now

For de ukrainske informationskrigere kan det føles bizart at skulle overbevise mindre erfarne aktører om deres værd, ikke mindst fordi det ukrainske faktatjekker-miljø oplever kroniske finansieringsproblemer, forklarer Yevhen.

“Pendulet er på en måde begyndt at svinge i den anden retning, men svaret bliver ofte at kaste mange penge efter en løsning. Det ender tit med, at store firmaer får penge til nogle projekter uden at have den fjerneste idé om, hvordan de skal bruge dem mest effektivt. Den demokratiske verden er kommet meget sent ind i kampen, og halter fortsat bagefter. Den russiske desinformations-fabrik er et globalt foretagende, som bliver brugt effektivt til at sprede budskaber på tværs af landegrænser.”

Så vi skal også tænke i mere globale løsninger?

“Mange regeringer behandler informationskrig som et spørgsmål om national sikkerhed. Der er brug for at tænke det som et globalt problem, hvor løsningerne også må gå på tværs af landegrænser. Vi kan ikke behandle det som et kapløb mellem nationalstater – det er et spørgsmål om overlevelse for os alle sammen.”

I den digitale offensiv

Hvordan tegner informationskrigen sig i foråret 2026? Yevhen Fedchenko ser en rød tråd i de russiske narrativer, som forgrener sig i to retninger.

“Det ene retter sig mod ukrainere, og har til formål at nedbryde vores kampvilje. Her er fokus på at tale intern korruption op og kæde problemer sammen med den ukrainske elite. Det andet retter sig mod Vesten, og har til formål at undergrave den militære og humanitære støtte.”

Så når russiske kampfly bomber et ukrainsk kraftværk, er problemet i virkeligheden, at korruption forhaler genopbygningen - ikke at det i første omgang er blevet bombet...

“Præcis. Så er det Zelenskijs skyld, fordi han har købt 20 casinoer. Eller fordi den korrupte elite har solgt strømmen til udlandet. Det er en avanceret form for victim blaming.”

Hvad gør vi så ved det? Forsvindende lidt, forklarer Yevhen, hvilket er et problem i sig selv. Imens investerer Kreml fortsat milliarder i at sprede russiske propaganda-narrativer, der henvender sig til et globalt publikum, og opruster aggressivt i informationskrigen.

Den ukrainske efterretningstjeneste dokumenterede for nyligt, at det russiske propagandabudget for 2026 er blevet sat op med over 50 procent. Pengene går til at finansiere nye ‘russiske huse’ i Europa, at støtte Kreml-tro organisationer og influencere samt at indlede nye informationsoperationer på platforme som TikTok og YouTube. I mellemtiden sidder de fleste europæiske lande på hænderne.

“Den russiske informationskrig bliver allerede udkæmpet i digitale nyhedsmedier og på sociale medier. Den næste store kampplads er AI, hvor de er gået i gang med at integrere russisk desinformation i LLM-netværk (sprogmodeller, der bl.a. bruges til at udvikle AI-chatbots, red.). Ruslands autoritære allierede som Iran og Kina bruger de erfaringer til selv at føre informationskrig. Jo længere demokratier forholder sig passivt til det, jo større bliver deres forspring. Ligesom konventionel krig har det med at sprede sig, gør informationskrig det også, hvis den ikke bliver bekæmpet effektivt,” siger Yevhen.

“Enhver med en smule militærstrategisk indsigt ved, at man ikke kan vinde en krig ved kun at være i defensiven. Det gælder også informationskrig,” tilføjer han.

Kap hovedet af slangen

Den ukrainske journalist fremhæver det franske udenrigsministeriums nye initiativ French Response som et eksempel på et mere offensivt politisk værktøj. Her bliver der postet memes, skrevet satiriske opslag og lavet trolling af russiske narrativer. Det er sådan man får opmærksomhed og tiltvinger sig serveretten i kampen om fortællingerne på nettet, forklarer Yevhen.

“Folk taler om det, hvilket betyder, at det er effektivt. Vi kæmper om den samme begrænsede opmærksomhed. Det betyder ikke, at vi skal bruge de russiske metoder med at lyve eller promovere hadtale, men vi skal være mere offensive i at sprede vores budskaber. Demokrati og frihed har værdi, og må ikke blive taget for givet.“

Subscribe now

I kampen om fortællingerne er de sociale medier blevet oversvømmet af løgn og desinformation, og AI-bølgen gør kun tingene værre. I år forventes mængden af AI-genereret indhold at vokse til 90 procent af alt indhold på sociale medier, ofte med afsæt i store bot farms med millioner af falske brugere. I tidsskrifter som Oxford Academic kan man læse, at de afledte konsekvenser, stress og angst, udgør en alvorlig trussel mod folkesundheden.

For Yevhen Fedchenko betyder den digitale krig mod sandheden, at vi bliver nødt til at kappe hovedet af slangen og lukke mere aggressivt ned for løgnefabrikkerne. Det involverer også en ubehagelig samtale om censur og kontrol.

“Hvis vi vil bevare demokratiet, bliver vi nødt til at tage vores modstanders vigtigste våben ud af hænderne på dem. Det betyder også, at vi må fjerne deres adgang til at hjernevaske vores befolkninger.“

Risikerer vi ikke, at mere censur og hårdere regulering af sociale medier blot spiller ind i et russisk martyr-narrativ? Her tænker jeg også på fx det globale syd og andre steder, hvor vi ikke kan begrænse spredningen af desinformation.

“Det er altid en balance. Så længe vi er i krig har vi ikke råd til altid at sætte os på den moralsk høje hest. Vi skal selvfølgelig ikke bruge russiske metoder og ty til selv at sprede desinformation, men vi skal være mere aggressive i at bekæmpe løgnene. Når vi taler om mediesfæren ønsker Rusland mere end noget andet international anerkendelse og at blive betraget som en legitim del af økosystemet. Det giver dem mulighed for at sprede deres falske narrativer.”

Deres… alternative facts?

“Ja, præcis. De vil gerne vise, at de kan ødelægge os indefra, og at vi ikke kan standse dem. Det er en magtdemonstration. Ideelt ville de gerne have store billboards på Times Square og russisk propaganda på alle busserne. Det ville vi selvfølgelig afvise. På samme måde bliver vi nødt til også at afvise dem i det digitale rum.“

Leave a comment

Lyt til artiklen her.

Share

Hvis politik kan beskrives som en blodig affære, var lokalvalget i sidste uge en massakre for den siddende regering i Storbritannien. Den helt store vinder blev det højreradikale Reform UK, som ikke lod til at lade sig mærke af en stor skandale omgærdende partiformand Nigel Farage.

På den anden side af spektret fik også Green Party et godt valg og har nu markeret sig som det reelle venstreorienterede alternativ. Også de konservative har fået en ordentlig øretæve og mister 563 af de 1.134 byrådspladser på valg.

Labour-nedsmeltning skaber uro i toppen

Blandt de samlet set 5.066 byrådssæder, som var på valg, mistede Labour hele 1.406 pladser af de 2.196 sæder, som partiet sad på. Partiet kom dermed under 1.000 sæder og fik kun 17 procent af stemmerne samlet.

“Der er ingen klar retning for Labour-regeringen. Folk ved ikke, hvad de prøver at opnå. De bløder muslimske stemmer i Birmingham til Green Party, som føler partiet har svigtet dem ved at støtte Israels invasion af Gaza. De mister samtidig stemmer blandt den hvide arbejderklasse i Kent, Essex og Sussex, som hellere vil tage chancen med Reform UK,” siger Thomas Brayford. Han er tidligere ansat i Labour og har som policydirektør i tænketanken Resilience and Reconstruction haft hovedet dybt begravet i valgresultatet de seneste dage.

Ser man resultatet i forhold til vælgernes generelle indtryk af regeringen, er 17 procent dog nærmest en overpræstering. Målinger i efteråret viste, at Keir Starmer er den mest upopulære premierminister i britisk historie, og at kun 13 procent af befolkningen er tilfredse med regeringens arbejdsindsats. Det er endda dårligere end den skandaløst inkompetente Liz Truss, som kun fik 49 dage på posten i efteråret 2022. Selv ved verdensmesterskaberne i dart kunne man høre sange som “Keir Starmer is a wanker (‘pikspiller’, ‘fjols’, ‘narrøv’ red.)”.

Starmer har afvist, at valget skulle være en dom over hans ledelse, og har - på lettere tonedøv vis - forklaret, at hans regering skal ses som ‘et tiårigt projekt’. Også forsvarsminister John Healey har forsikret om, at Starmer har tænkt sig at “blive på samme kurs”.

“De ting Labour har gjort er blevet dårligt kommunikeret ud. Forandringen kan ikke mærkes i tilstrækkelig grad.”

Mens partiledelsen forsøger at slukke branden ovenpå det katastrofale valg, er nogle i partiet begyndt at lugte blod.

“Catherine West (Labour-MP fra Hornsey og Friern Barnet, red.) har allerede meldt sig på banen som en mulig udfordrer. Hun har dog senere trukket den udmelding tilbage, men det tyder på, at der er et opgør på vej“, siger Thomas Brayford.

Mens West ville være et long shot som afløser for Starmer, er rygterne begyndt at florere om, at både sundhedsminister Wes Streeting og vicepremierminister Angela Rayner kan melde sig på banen som mere seriøse udfordrere for Starmer.

“Problemet for Labour er en mangel på karisma. Streeting har mere karisma end Starmer, hvilket vi også så i Mandelsohn-affæren. Selvom det ikke burde have været en så stor skandale for Starmer, blev han trukket ned af sagen. Tingene lader til at klistre sig fast til hans person på den dårlige måde,” siger Brayford.

Han peger på tiltag med gratis skolemad til udsatte børn og bedre hjemmepleje som eksempler på, at Labour-regeringen har forsøgt at markere sig som noget andet politisk end den foregående konservative regering.

“Men de ting de har gjort er blevet dårligt kommunikeret ud. Forandringen kan slet ikke mærkes i tilstrækkelig grad”, siger han.

Som illustration af Starmers upopularitet behøver man blot at kigge mod weekendens valg i Skotland, hvor der samtidig med lokalvalget i England blev afholdt parlamentsvalg. Her var der efter valget i 2024 stor optimisme om, at Labour kunne danne den næste regering i Holyrood. Scottish National Party har siddet ved magten i 20 år og virker slidt, så det kunne have været en gylden mulighed for Labour.

“Spoler vi frem til i dag, er situationen i Skotland nu så elendig for Labour, at [partiets lokalformand Anas] Sarwar bad Starmer om at holde sig væk. Sarwar klarede med nød og næppe selv at beholde sit eget sæde i Glasgow,” forklarer Thomas Brayford.

Green Party går frem trods smædekampagne

Labours krise har været godt nyt for Green Party. For to måneder siden var særvalget i Manchester-distriktet Gorton og Denton et forvarsel om partiets vind i sejlene. Dengang vandt den politisk ukendte blikkenslager Hannah Spencer en knusende valgsejr i et område, som havde tilhørt Labour i over 100 år.

Også ved lokalvalget var der stor fremgang til Green Party, som gik hele 441 mandater frem. De har nu 587 valgte lokalpolitikere. Partiet gik blandt andet til valg på at bygge flere sociale boliger og kunne her pege på succesen fra Lewes og Mid Suffolk, hvor man i 2023 fik flest byrådsmandater (16). Med Labour som støtteparti har Green Party udnyttet sit flertal til at bygge flere hundrede nye billige boliger og har gjort netop boligpolitik til et af sine centrale valgtemaer på landsplan.

“Det er en katastrofe for Labour. De har mistet kontrollen med samtlige byråd pånær ét.”

Den store fremgang for Green Party har samtidig udstyret partiet med en skydeskive på ryggen i de britiske medier. The Times har blandt andet kulegravet partileder Zach Polanskis bopælssitutation og afsløret, at han i flere år har boet på en husbåd i det østlige London. Som danske sager om politikeres bopæle har vist, herunder Sikandar Siddique og Alex Vanopslagh, kan den slags hurtigt udvikle sig til møgsager i offentligheden.

Også Polanskis håndtering af knivangrebene på to jødiske mænd i London-forstaden Golders Green den 29. april har fået stor mediebevågenhed. Polanski retweetede oven på angrebet en kommentar, der kritiserede politiets ‘unødigt hårdhændede’ håndtering af gerningsmanden, og måtte senere undskylde. I tabloidavisen The Sun blev han derefter udråbt som en “farlig Jeremy Corbyn-klon”. Premierminister Starmer var heller ikke sen til at udnytte den bommert, og kaldte Polanski for “en skændsel.”

Foruden personangrebene har Labour også kørt en intens negativ kampagne mod Green Party på de sociale medier. En række opslag har fokuseret på antisemitiske medlemmer af Green Party og fremstillet det som et useriøst parti fuld af jødehadere. Labour har desuden kørt på med negative kampagner om deres uansvarlige politik på såvel bolig- og forsvarsområdet. Den negative omtale har dog ikke forhindret Green Party i en stor fremgang - og en højere stemmeandel end Labour. Måske skulle man fokusere på at formulere en selvstændig, positiv vision?

“Det ligner en katastrofe for Labour. De har mistet kontrollen med samtlige byråd pånær ét - i Wolverhampton.”, siger Thomas Brayford.

Reform UK overtager i flere storbyer - og brager igennem i Wales

Valgets helt store vinder er det højreradikale Reform UK. Partileder Nigel Farage var da heller ikke sen til at udråbe valget som et ‘historisk kursskifte i britisk politik’. Med 1.451 mandater og en status som det største lokalpolitiske parti må man foreløbigt give ham ret. Reform har dog ikke kun fisket stemmer hos Labour, men også blandt de Konservative, som med 563 tabte mandater er valgets anden store taber.

Reform UK har særligt vundet stort i Norfolk, Midlands, Staffordshire og det nordlige England. I Newcastle-under-Lyme udenfor Stoke, hvis industrielle nedgang du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, har Reform for eksempel fået 27 pladser ud af 44 og dermed absolut flertal.

Ifølge Thomas Brayford handler Reform UK’s fremgang om stor utilfredshed med de to traditionelle partier, men også om et generelt provins-forfald og en fortælling om, at partiet vil vende tilbage til de gode gamle dage. Det narrativ har været så tiltrækkende, at selv en mulig bestikkelsesskandale, hvor Farage for nyligt blev afsløret i at have modtaget knap 50 millioner kr. fra en kryptoinvestor, ikke har kunnet lave ridser i lakken.

“Hvis man ser på Clacton (Farage’s valgdistrikt i Essex, red.) er det et nedslidt område. Mange gamle populære feriebyer som Southend og Blackpool er i forfald. I den kontekst er det nemt for Nigel Farage og Richard Tice at spille på nostalgi om fortidens storhed, og love den arbejderklasse, der har tabt i udviklingen, guld og grønne skove,“ siger Thomas Brayford.

Subscribe now

For Brayford er det dog mindst lige så opsigtsvækkende, hvad der er sket i den vestlige del af Storbritannien.

“En af valgets helt store historier er Wales. Her har Labour mistet det flertal, som man har haft siden 1922. Partiets leder, Eluned Morgan, har på ydmygende vis tabt sit mandat. Playd Cymru (walisisk centrum-venstreparti, red.) har fået flest pladser i Senedd, men den største historie er Reform UK, som er braget igennem. De er gået fra 2 til 34 pladser ud af 96, og er nu Wales’ næststørste parti.”

Fragmenteret politisk landskab

En smule til højre for midten finder vi valgets sidste store aktør, Liberaldemokraterne, som har bygget videre på succesen under Ed Davey. Partiet fik denne gang yderligere 155 byrådsmedlemmer valgt ind og fik omkring 16 procent af stemmerne.

Samlet tegner lokalvalget et billede af et mere fragmenteret politisk landskab i Storbritannien. Med en mere positiv vending kunne man også kalde det mere pluralistisk og mangfoldigt, at fem partier nu har bred lokalpolitisk repræsentation i et politisk system, som traditionelt har været domineret af Labour og Toryerne.

Under alle omstændigheder markerer valget et klart nybrud i britisk politik. Spørgsmålet på briternes læber er nu ikke blot, hvorvidt Starmer kan blive siddende som Labour-leder, men også om der kan være et parlamentsvalg på vej.

“Britisk politik er mere fragmenteret end nogensinde. Samtidig er vælgernes dom klar. Der er et raseri uden fortilfælde mod politikerne, og selvom det var et lokalvalg, har folk stemt ud fra landspolitiske overvejelser,” siger Thomas Brayford.

For ham er der ingen tvivl om, at lokalvalget var en dom over de to traditionelle partier - og at britisk politik kan gå en turbulent tid i møde.

“Starmer siger, at han vil fortsætte som premierminister. Indtil denne uge tænkte jeg også, at han nok ville blive siddende ved magten længere, end de fleste regnede med. Nu er der imidlertid meget, der tyder på, at han godt kunne være ude, inden året er omme.”

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Debatindlæg er udtryk for skribentens holdning. Kontakt os hvis du selv har noget på hjerte, eller giv din mening til kende i kommentarfeltet.

For to uger siden var jeg til den internationale journalistfestival, en årlig begivenhed omkranset af den smukke italienske by Perugias bakketoppe. Dejligt for dig, tænker du måske, og det var det skam også, men det er nu ikke pointen i denne artikel, selvom historien ganske vist begynder med vin en forårsaften på en smuk italiensk plads, omgivet af journalistiske venner fra nær og fjern.

Foreløbigt ville du have ret i, at historien har en ulidelig selvfedme, men så tog en af mine venner pludselig en dyb indånding.

“Er det… Wael Al-Dahdouh? sagde hun chokeret og pegede på en mand få meter væk, som var på vej gennem menneskemængden.

Det var Wael Al-Dahdouh. Selvom hans navn måske ikke ringer en klokke, har du nok set nogle af hans virale nyhedsklip på de sociale medier, hvor han er iført en blå jakke med PRESSE skrevet henover. Han var redaktionschef for Al Jazeeras kontor i Gaza, hvor han har rapporteret om den ene uhyrlighed efter den anden, herunder den, hvor han under en reportage opdagede, at et missil havde dræbt hans kone, hans syvårige datter og hans 15-årige søn. Fem nevøer og niecer samt hans 18 måneder gamle barnebarn blev dræbt i samme angreb.

To måneder senere stod han bøjet over liget af sin anden søn, Hamza, som havde fulgt i hans fodspor som journalist og også arbejdede for Al Jazeera. Han fortsatte sine reportager.

Manglende solidaritet bider medierne i røven

En skarp kognitiv dissonans overvældede mig. Wael har set og oplevet ting, der er uden for vores forestillingsevne, men som samtidig er blevet livestreamet til vores telefoner, mens verden har gjort… intet. Og nu stod han så i Perugia og mængede sig med den internationale presse. Han virkede som en mand, der desperat ønskede at være alle andre steder end her.

“Jeg har læst en masse selvhævdende artikler om pressefrihedsdagen i medier, som ikke har udvist skyggen af solidaritet med palæstinensiske journalister - eller forstået, at den mangel på solidaritet kommer til at bide dem selv i røven. .”

---

Vi stod udenfor Perugias største hotel, Brufani, som også spillede en mindre rolle i Mussolinis vej til magten: I 1922 var det blevet omdannet til den fascistiske leders hjem og stedet, hvor han planlagde “Marchen mod Rom”, kuppet, der sendte Mussolini til magten. Det var blevet sent, og en kølig forårsbrise havde lagt sig over Perugia, der ellers koger af aktivitet om dagen. Det var pludselig blevet svært at ignorere.

Alt virker normalt, men er det ikke. Wael er et symbol på det forkerte. Han har mistet sin familie i en række krigsforbrydelser, som er forblevet ustraffet, trods hans aktive dokumentation af dem.

Ingen er blevet stillet til ansvar. Den internationale forargelse mangler koordination. Men her gik han alligevel rundt blandt os.

To dage senere ved en anden fantastisk kulisse, San Francesco-kirken i Prato fra 1200-tallet, fortalte Wael sin historie.

For ham var det mest chokerende ikke, hvad Israel havde gjort, men hvad det internationale samfund ikke havde gjort. Allermest graverende var det, vi ikke havde gjort: det internationale journalistsamfunds fravær.

“Vi følte os helt alene”, sagde han. Manglen på solidaritet var det hårdeste at bære, sagde han. Journalist efter journalist blev myrdet, men hvor var de internationale mediers reaktion?

Det var et skammeligt øjeblik.

Jeg skrev om Waels historie i The Nerves nyhedsbrev i sidste uge. Vi lagde også en video og transkription af Waels talk på hjemmesiden. Alligevel følte jeg et behov for at genbesøge det af flere, forbundne årsager.

3. maj var det Verdens Pressefrihedsdag. I går (5. maj) var det en britisk helligdag, en fridag for befolkningen, hvor vi fejrer forårets gamle ritualer i forbindelse med majs komme. I mange lande er det samtidig arbejdernes kampdag.

Den her artikel handler om at forbinde de to begivenheder, ikke mindst fordi jeg har læst en masse selvhævdende artikler om pressefrihedsdagen i medier, som ikke har udvist skyggen af solidaritet med palæstinensiske journalister - eller forstået, at den mangel på solidaritet kommer til at bide dem selv i røven.

Dødbringende år for journalistikken

Jeg vil også markere to mærkedage. For et år siden gav the Guardian avisen the Observer væk efter protester fra 93 procent af de ansatte journalister. Det er også et år siden, jeg gik tilbage på scenen hos TED og holdt en talk om mine journalistiske erfaringer med at få tegnet en skydeskive på ryggen og få mundkurv på. Det var både tænkt som en advarsel og en opfordring til handling.

Sammen med en række forhenværende kolleger på the Guardian/Observer har jeg startet et nyt medie, fordi det føltes som det vigtigste, jeg kunne gøre i øjeblikket. Uden uafhængige medier er vi dømt til undergang. Uden pressefrihed er der ingen frihed som sådan.

Gaza har været den mest dødbringende konflikt for journalister - nogensinde. Israel har myrdet 232 journalister siden oktober 2023, hvilket overstiger dødstallet i begge verdenskrige, Vietnamkrigen, Balkankrigene og den amerikanske invasion af Afghanistan tilsammen.

Det abnorme er blevet normalt

Hvad der sker med journalister i Gazastriben, er imidlertid kun toppen af isbjerget. Den seneste rapport fra Journalister uden grænser viser, at pressefriheden på verdensplan er på sit laveste i 25 år. Den skrumper overalt i forbløffende tempo. USA lander i år på en chokerende plads nummer 64 efter lande som Namibia, Timor-Leste, Montenegro, Tonga, Elfenbenskysten, Liberia, Samoa, Panama, Botswana, Gabon og Ghana.

Det seneste år er store dele af den amerikanske presse blevet overtaget eller uskadeliggjort. CBS er blevet revet itu indefra og har fået ødelagt sin redaktionelle troværdighed, efter at være blevet opkøbt af Ellison-familien - en af Trumps tætte allierede, som i forvejen havde overtaget TikTok og lige nu forsøger også at opkøbe Warner Bros. Hvis dén 500 milliarder kroner store handel går igennem, får Ellison dermed også kontrol med CNN blandt mange andre medier.

“Trumps angreb på Iran er et kognitivt våben, som han har vendt mod sin egen befolkning. Og alle os andre. Det gør os følelsesløse.”

---

Demonstranter er blevet skudt i gaderne, mens de journalister, som har dækket demonstrationerne, er blevet anholdt. Washington Post, som også ejes af en Trump-støttende milliardær, har fyret flere hundrede journalister og kastreret det redaktionelle indhold, mens ejer Jeff Bezos vasker blodet af hænderne gennem sit sponsorat af gårsdagens Met Gala. Samtidig har Federal Communications Commission-formand Brendan Carr truet nyhedsmedier med at fratage dem sendetilladelsen, hvis deres dækning af Iran-krigen er ‘forvrænget’.

Når jeg sammenligner situationen i dag med for et år siden, er det svært at forstå, at min TED talk skabte så meget furore både på nettet og ved selve konferencen. Her advarede jeg om, hvilke konsekvenser ægteskabet mellem Silicon Valley og Trumps autoritære ledelse ville få. Et år senere er meget af det, jeg advarede om, kunne ske, allerede sket.

Angrebene på journalister, tavsliggørelsen, virksomhedskuppet af medier og den totale overgivelse er nu en realitet. Det er ikke længere et forvarsel, men vores virkelighed. Det totale, altopslugende magtbegær, der strømmer ud af Silicon Valley, har i parringen med Trumps USA bekendt sin dystopiske kulør og givet os en hallucinerende krig, som fodres af hallucinerende algoritmer, der bomber skoler og blokerer handelsstræder af grunde hinsides enhver logik, fornuft, rationalitet eller historisk hukommelse.

Trumps angreb på Iran er et kognitivt våben, som han har vendt mod sin egen befolkning. Og alle os andre. Det gør os følelsesløse. Det er det, som har ændret sig det seneste år. Det hele er gået som forudsagt, men vi er løbet tør for chok og forargelse. Det abnorme er blevet normalt. Det må vi bare acceptere.

Men det er ikke normalt. Intet af det er normalt. Det mindede Waels forpinte ansigt mig om i Perugia.

Ledelsesgangenes kujoner

I Perugia var mit møde med Wael som at se fortidens spøgelse i Charles Dickens’ Et juleeventyr, men også fremtidens spøgelse. Hans familie blev myrdet af et land, som mit eget hjemland støtter og forsyner med våben; et land, hvis leder er tæt allieret med tech-branchens regenter, hvis produkter er vævet ind i vores dagligdag, som indgår aftaler med vores regeringer, som er blevet syet ind i selve statens fundament.

Hvordan kan det være normalt? Det er ikke normalt. Det er en skændsel. Og Wael havde ret, da han på den største scene, foran verdenspressen, ved den største journalistkonference, kaldte vores moralske svigt for en katastrofe. Han har også ret i, at det, der er blevet gjort mod journalister i Gaza, de målrettede mord, som ikke har haft konsekvenser, breder sig til resten af verden.

Der er dog én ting, han tager fejl i. Efter talen fandt jeg ham udenfor i selskab med den fremragende graverjournalist Hoda Osman, der er chefredaktør i Den Arabiske Sammenslutning af Graverjournalistik. Jeg havde mødt Hoda til en anden konference, hvor hun havde fremlagt en detaljeret gennemgang af sagen om endnu en Gaza-journalist, der var blevet myrdet af israelske soldater og efterfølgende var blevet overrumplet af en amerikansk producer iblandt publikum, som beskyldte hende for at gå Hamas’ ærinde.

“Du er ikke alene”, sagde jeg til Wael, mens Hoda oversatte. Der er mange journalister, der støtter dig. Jeg pegede på kvinden ved min side, Sangita Myska, en tidligere BBC-journalist, som blev fyret uden varsel fra sit værtsjob på Storbritanniens største kommercielle radiostation, LBC, fordi hun havde lavet et kamplystent interview med en israelsk embedsmand.

“Det er ledelsegangene i de vestlige medier, som er problemet, ikke journalisterne,” sagde jeg.

De har ikke opført sig som ledere, men er i stedet krøbet i skjul eller gledet helt udenom emnet. Der har været en udtalt mangel på lederskab; et tomrum i dets sted. Det er ikke, fordi nyhedsmedierne ikke kan finde ud af at samarbejde. For et års tid siden var samtlige forsider i de britiske medier - trods store ideologiske forskelle - prydet af en fælles kampagne med overskriften “Make it Fair”, der kritiserede regeringens planer om at undergrave copyright-lovgivningen. De handlede i fællesskab ud fra egeninteresser. Det virkede! Regeringen trak forslaget tilbage.

Det er muligt. Bare ikke lige på det her område. Sidste sommer organiserede Journalister uden grænser, en af verdens mest fremtrædende pressefrihedsorganisationer, et fælles nyhedsblackout i samarbejde med Avaaz (amerikansk NGO, red.) og bad nyhedssider om at gøre deres forside sort i solidaritet med de palæstinensiske journalister. Sådan her så den libanesiske avis L’Orient Le Jours forside ud:

De libanesiske journalister forstod selvfølgelig, at det var deres tur næste gang. Sådan endte det også: for nylig sendte det grusomme mord på Amal Khalil antallet af dræbte libanesiske journalister op på 21 siden 7. oktober. 250 medier fra hele verden tilsluttede sig kampagnen (ingen store danske medier tilsluttede sig blackout-kampagnen, red.), men der var overvejende tale om små, uafhængige medier med britiske Independent som en af de bemærkelsesværdige undtagelser. De store spillere ville ikke lege med.

Min tidligere arbejdsgiver, the Guardian, var blandt de markante vestlige medier, som afslog, trods ihærdige forsøg fra avisens ansatte på at ændre holdningen og trods den fare, avisens egne korrespondenter og freelancemedarbejdere arbejdede under.

Et spørgsmål om frygt

Det fører mig tilbage til, hvorfor denne artikel skal udgives netop nu. For første maj - Arbejdernes Kampdag - og tredje maj - Verdens pressefrihedsdag - bliver nødt til at ses som to sider af samme mønt.

Den solidaritet, som gav os grundlæggende rettigheder og dannede baggrund for arbejderbevægelsens opståen, har altid været en solidaritet mellem mennesker, ikke organisationer, ikke ledelser eller bestyrelser. Derfor kan vi heller ikke overlade forsvaret af pressefriheden til redaktører eller topchefer, som i stigende grad har gjort pressefrihedsdagen til et management-greb. I et af de mest anspændte møder under the Guardian-sagen indrømmede en af direktørerne, at dagen var “en af de bedste muligheder for at tjene penge på brandet.“

“New York Times kommer til at sole sig i deres seneste Pulitzer. Men hvad gjorde de for at beskytte, forsvare, og kæmpe for retfærdighed for Algorrhas kolleger? Intet!”

---

Vi har her at gøre med ledere (med en årsløn i millionklassen), som ikke bruger dagen på at kræve retfærdighed for folk som Wael al-Dahdouh, men på at fundraise til dem selv, alt imens de glemmer at forsvare den mest grundlæggende rettighed for journalister: at leve.

Selvom jeg er henrykt over ugens nyhed om, at den palæstinensiske fotojournalist Saher Algorrha har vundet Pulitzerprisen for sine fantastiske billeder fra Gaza, bragt i New York Times, da sultkatastrofen var på sit værste (se billeder i gaveartiklen her), var det netop, mens han fotograferede de grufulde begivenheder og selv var i stor risiko og på sultens rand, at New York Times-ledelsen afviste at slutte sig til det globale nyheds-blackout, der skulle sætte fokus på hans myrdede kolleger. Hvorfor? New York Times kommer til at sole sig i deres seneste Pulitzer. Men hvad gjorde de for at beskytte, forsvare og kæmpe for retfærdighed for Algorrhas kolleger? Intet! Der er masser af ting, Times kunne have gjort. Det er et valg.

De samme management-typer er også dem, der fraråder journalister at lave opslag på sociale medier om “kontroversielle” eller ømtålelige emner. Fra et redaktionelt perspektiv giver det muligvis mening at fastholde en vis objektivitet på politisk følsomme spørgsmål, men mord på journalister er en krigsforbrydelse, ikke en politisk stillingtagen. Den overvældende og vedvarende tavshed fra alle andre end en håndfuld journalister handler formentlig om en frygt for at bryde disse ‘sociale medie-normer’, en lydighed, der forstærkes af tavsheden fra toppen. Hvis redaktørerne turde sige noget, ville de være frie til at gøre det samme.

Kanariefuglen skriger i kulminen

Journalister med mere snusfornuft end jeg selv ville ikke skrive disse ord og ville være langt mere tilbageholdende i at kritisere deres tidligere arbejdsgivere eller endda medier i almindelighed. Jeg vælger at tage bladet fra munden, fordi pressefrihed er et prisme på alt andet, der foregår lige nu. Det er omdrejningspunktet i en gordisk knude af demokratisk forfald og autoritært overtag. Waels budskab er, at hver eneste støttende gestus har betydning. De giver ham håb, sagde han.

“Det er naivt at tro, at overgrebene mod journalister i Palæstina og Libanon er undtagelsen der bekræfter reglen. Reglerne har ændret sig.”

---

Det var særligt hans brug af ordet ‘solidaritet’, eller rettere manglen på samme, der talte til mig. Jeg ved, hvordan det føles, hvordan det kan få blodet til at koge, hvor ynkeligt taknemmelig man kan blive for enhver lille almisse af støtte. Derfor står jeg i gæld til de pressefrihedsorganisationer, som gik i brechen for mig. Derfor må jeg gøre det samme for andre nu.

Det underlige er, at nyhedsmedierne ikke forstår, at det er i deres egen interesse. At de ikke forstår, hvad der snart rammer dem selv. Selv ikke New York Times. Med sin magt, penge og prestige er de muligvis den sidste fæstning, der bliver indtaget, men man behøver ikke have Kassandras profetiske evner for at forudsige, at selv de får brug for hjælp udefra. Den igangværende kastrering af de amerikanske medier er en advarsel til os andre, og det er naivt at tro, at overgrebene mod journalister i Palæstina og Libanon er undtagelsen, der bekræfter reglen. Reglerne har ændret sig. Der er nye regler. Konsekvensfrihed er den vigtigste af dem.

Pressefriheden er kanariefuglen, der hiver efter vejret i kulminen. Gaza er nøglen til at forstå, hvad der er på vej. Mord på journalister er kun begyndelsen. Det afskyelige ‘Fredsråd’ er et privatiseret FN drevet af nogle af de værste mennesker på kloden. Dets ombygningsplaner er en realisering af tech bro-drømmen om ‘netværksstater’, lande uden indbyggere, kun undersåtter og forbrugere, der holdes i ørerne af en omnipotent CEO.

Derfor må første maj være et forbillede for tredje maj. Vores kolleger bliver myrdet, og hvis vi ikke forsvarer dem, hvem gør så? Dæmningen kan og skal kollapse. Journalistisk solidaritet må være over for hinanden, ikke vores virksomheds-herremænd. En enkelt, fremtrædende journalist hos New York Times, Nick Kristof, tog endelig bladet fra munden i denne uge. I the Nerve udgav vi for et par uger siden BBC’s rutinerede udenrigskorrespondent John Simpsons reportage om mord på journalister - i sig selv en besværlig affære, da han skulle have den godkendt af BBC News’ chef. Nu er Sunday Times’ udenrigskorrespondent Christina Lamb også trådt frem med en opfordring til en international undersøgelse af forbrydelser mod journalister. Der er sprækker i dæmningen.

De individuelle stemmer viser lederskab fra bunden. Det kan lade sig gøre. Det er selv ansatte ved Google DeepMind i London ved at indse. De har talt ud om virksomhedens samarbejde med det amerikanske krigsministerium, og nu er det også kommet frem, at de har oprettet en fagforening.

Det er præcis det, fagforeninger er sat i verden for. Og det er det, vi har brug for lige nu. En forening af fagforeninger. Det er lektien fra første maj; at lederskab ikke kommer fra chefredaktører og de vestlige mediers direktionsgange. For dem er det ligegyldigt. Jeg tror på, at tusindvis af journalister verden over ikke finder det ligegyldigt. Wael er ikke alene. Vi står sammen med ham. Nu skal vi finde svar på spørgsmålet: hvordan gør vi vores stemmer hørt?

Carole Cadwalladr og Europanyt © Oversat af Morten Hammeken.

Carole Cadwalladr er undersøgende journalist med fokus på sammenstødet mellem demokrati og teknologi. Hun afslørede Cambridge Analytica/Facebook-skandalen og er tidligere blevet nomineret til Pulitzer-prisen. Efter mange års ansættelse hos the Guardian stiftede hun i 2025 The Nerve sammen med en række tidligere kolleger. Følg Carole på Substack her.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Det ser skidt ud for pressefriheden på verdensplan. Siden Journalister uden grænser (RSF) første gang udgav sit årlige pressefrihedsindeks i 2002, har den gennemsnitlige score for de 180 lande aldrig været så lav.

For første gang i de 25 år lander over halvdelen af verdens lande nu i kategorien “problematisk” eller “meget alvorlig”. Det ville dog se endnu værre ud, hvis ikke en række europæiske lande fortsat holdt hovedet nogenlunde oven vande.

Nordiske lande topper ranglisten

Selvom pressefriheden går i den forkerte retning på verdensplan, er håbet fortsat lysegrønt i Europa - også bogstaveligt talt på RSF’s verdenskort. Her markeres de bedste lande med grønt, mens det står værre til, desto rødere landene er.

De grønneste lande finder vi i Norden, hvor Norge igen topper listen med en score på 92,7 ud af 100. Sverige (87,6) og Finland (86,2) er på femte- og sjettepladsen, mens Danmark (88,4) i årets opgørelse er kravlet op på en fjerdeplads, to pladser bedre end sidste år.

Herhjemme kritiserer RSF især den reviderede Offentlighedslov fra 2014, som begrænser pressens mulighed for aktindsigt, mens man også fremhæver problemer med sexisme på de danske redaktionsgange. Det handler ikke mindst om de afsløringer, der kom frem om kulturen på TV2 og senere har affødt en bred debat om sexisme i branchen.

De øvrige ‘grønne lande’ på listen udgøres af Nederlandene, Estland og Irland. Først på en 20.-plads finder vi et ikke-europæisk land i form af Canada, hvis forholdsvis lave placering især forklares med utilfredsstillende dækning af oprindelige folks rettigheder. Også Island (12), Storbritannien (18) og Tyskland (14) er i toppen, selvom sidstnævnte er faldet tre pladser. Det skyldes blandt andet et voksende antal trusler mod tyske journalister fra det ekstreme højre samt en række nye beføjelser til landets efterretningstjenester, som indskrænker det journalistiske spillerum.

Sydøsteuropæisk stagnation

Længere mod syd er Portugal fortsat blandt duksene på en tiendeplads, mens Frankrig også beholder sin rangering som nummer 25. Der er til gengæld en mindre tilbagegang i Spanien (29), hvor RSF fremhæver en stigende politisk polarisering og strategiske sagsanlæg (SLAPP) som årsag til øget pres på journalister. Den samme type juridisk pres er også forklaringen på en lignende tilbagegang i Italien, som nu er faldet til en 56.-plads. Her lever journalister desuden med trusler fra organiseret kriminalitet, og tyve italienske journalister lever i dag med permanent politibeskyttelse.

Også på Balkan går farveskalaen i en rødere retning. Der er dog enkelte lyspunkter i form af fremgang til Kroatien (60 —> 53) og Kosova (99 —> 84), mens Bosniens (90) tilbagegang primært skyldes Republika Srpska, den serbiske enklave i landet, som under Milorad Dodiks ledelse er blevet yderligere radikaliseret og mål for intens russisk desinformation.

“Selvom Ukraine på femte år forsvarer sig mod russisk invasionskrig, har man formået at kravle syv pladser frem på listen til en 55.-plads lige foran Italien.”

---

Endnu værre ser det dog ud i Serbien, som igen falder ned af ranglisten til nr. 104, flankeret af Madagaskar og Marokko. Rapporten fremhæver, at landets dygtige journalister (du kan læse interview med nogle af dem her) lever under stort pres fra fake news og statspropaganda. I 2025 blev mindst 89 serbiske journalister angrebet i dækningen af de store demonstrationer mod Vučić-regeringen, som blev udløst af korruptionsskandalen omgærdende Novi Sad-banegårdens kollaps.

Længere østpå er der en smule godt nyt at hente i Rumænien, som rykker seks pladser frem til nr. 49. Endnu bedre ser det ud for Moldova, som trods et stort pres fra russiske påvirkningskampagner og hybridkrig holder stand. Landet er fortsat det eneste østeuropæiske land i den gule ‘tilfredsstillende’-kategori og fremhæves også som et eksempel på “faldende medie-kontrol fra oligarker og politiske ledere”. Også i Ukraine går det den rigtige vej: Selvom landet på femte år forsvarer sig mod russisk invasionskrig, har man formået at kravle syv pladser frem på listen til en 55.-plads lige foran Italien.

Apropos Rusland finder vi her - ikke overraskende - Europas suveræne bundskraber på placering 172 ud af 180. I Rusland er alle uafhængige medier blevet lukket, og lange fængselsstraffe på op til 15 år venter enhver journalist, der forsøger at udfordre statsmagten. Statscensur-apparatet Roskomnadzor har blokeret mindst 1,3 millioner hjemmesider, herunder Telegram, Wikipedia, Facebook og Twitter, og regimet har desuden myrdet mindst 149 ukrainske medieansatte siden krigens start. Rusland undergås i dag kun af andre totalitære regimer som Kina (178), Nordkorea (179) og Saudi-Arabien (176).

Også Belarus er som forventeligt at finde i bunden. Her har diktator Lukasjenkos undertrykkelse trukket landet ned på en 165.-plads, og RSF beskriver det som Europas farligste land for journalister. Efter fupvalget i 2020 blev den mest populære nyhedsside, Tut.by, lukket ned, og ransagninger, anholdelser og endda tortur er blevet udbredt for landets journalister.

Mens hverken Rusland eller Belarus’ dårlige placering kan løfte mange øjenbryn, kan Tyrkiets nye placering som nummer 163 måske overraske nogen. Siden valget i 2023 har præsident Erdogan strammet grebet om medierne yderligere, og hans fascistiske støtteparti MHP bruges ifølge RSF til at true journalister til tavshed. Sammenlignet med for tyve år siden er Tyrkiet raslet hele 63 pladser ned ad ranglisten.

Globalt kollaps - og enkelte lyspunkter

Hæver vi blikket uden for det europæiske kontinent, tegner der sig et overordnet billede af en journalist-branche i frit fald. At pressefriheden på verdensplan er den laveste i et kvart århundrede, hænger tæt sammen med flere krige og den voksende autoritære bølge.

En række lande kriminaliserede i 2025 journalistik i endnu højere grad. Det gælder blandt andet Indien, hvor en ny lov har begrænset aktindsigten dramatisk, mens også lande som Japan, Egypten og Georgien fremhæves som eksempler på juridisk undergravning af pressefriheden.

I den sammenhæng nævner RSF også Israel som et eksempel på et land, der både undergraver sin egen pressefrihed gennem lovgivning og samtidig ødelægger de journalistiske betingelser i andre lande. I Palæstina hænger landets dårlige journalistiske forfatning blandt andet sammen med, at den israelske invasion af Gazastriben har resulteret i mindst 220 myrdede journalister. Blandt disse blev mindst 70 dræbt i færd med at udføre deres arbejde.

Også Israels tætte allierede på den anden side af Atlanterhavet fortsætter sin afvikling af såvel pressefrihed som demokratiet i almindelighed. USA falder på årets liste til en 64.-plads - den dårligste placering nogensinde. Det skyldes især præsident Trumps vedholdende angreb på den frie presse.

Samtidig med regeringens negative indsats vokser de amerikanske oligarkers kontrol med medierne også. Trump-støtten Larry Ellison overtog i august 2025 CBS News og indsatte den dybt ukvalificerede Trump-støtte Bari Weiss som ny chef. Netværket har siden fjernet kritiske stemmer som Stephen Colbert og John Dickerson fra programfladen, mens det journalistiske flagskib 60 Minutes gentagne gange er blevet censureret i et forsøg på at behage den store leder. Trump-regeringen arbejder samtidig ihærdigt på at fjerne den økonomiske støtte til uafhængige public service-kanaler som NPR og PBS.

Stort set hele Asien er i 2026 malet blodrødt. Afrika bliver også gradvist rødere på RSF-kortet, mens Latinamerika går i samme retning. I sidstnævnte finder vi endda nogle af verdens værste lande, hvad angår pressefrihed, ikke mindst Nicaragua (168), Venezuela (159) og Peru (144). Også Argentina (98) og Ecuador (125) er faldet markant i årets rapport.

Trods de deprimerende tendenser er der enkelte lys at finde i det journalistiske mørke. Ghana er gået fra en score på 67 til 72 og klatrer dermed hele 13 pladser op på ranglisten. Landet beskrives som et af Afrikas mest dynamiske og mangfoldige medielandskaber, hvilket særligt tilskrives 1992-forfatningen. Den sikrer blandt andet, at medier kan starte op uden statslig godkendelse.

Årets højdespringer er imidlertid Syrien. Under Bashar al-Assad var landet med garanti blandt de globale bundskrabere, men siden diktatorens fald i december 2024 er det gået fremad. I årets rapport er Syrien således avanceret 36 pladser og mere end fordoblet sin score. Journalister uden grænser fremhæver en “betydelig fremgang”, men understreger dog en fortsat skrøbelig situation. I en verden med stadig mindre pressefrihed er det et lille lyspunkt, som man trods alt kan glæde sig over.

Du kan læse hele årets RSF-rapport her.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Om en måned kan det være slut med at tage til EU, hvis man er tidligere soldat i den russiske hær. Det forslag blev for nylig fremlagt af EU’s udenrigspolitiske chef, Kaja Kallas, under et møde i det udenrigspolitiske råd. Hun varsler nye sanktioner mod personer, der har deltaget i den russiske krig.

“Vi vil fremlægge forslag om at forhindre russiske kombatanter i at komme ind i EU frem mod Europarådets møde i juni”, sagde Kallas.

Bred opbakning til forslaget i Nord- og Østeuropa

Det varslede indrejseforbud er ikke overraskende blevet hilst velkommen i Ukraine. Her beskrev udenrigsminister Andrii Sybiha på Twitter det som “et stærkt signal… som kan vise alle russere, at man også skriver under på et indrejseforbud i EU, hvis man skriver under på en militærkontrakt.”

Også i Kallas’ hjemland, Estland, bliver forslaget bakket stærkt op. I et interview med Euronews fortalte den estiske premierminister Kristen Michal, at han betragter et indrejseforbud som et oplagt skridt.

“Jeg må spørge åbent: Vil du gerne have de her mennesker i nærheden af dit hjem? Nej, det ønsker du ikke. Derfor bliver vi nødt til at give dem et livstidsforbud fra at rejse ind i Schengen-landene.”

Estland har gennem længere tid været primus motor på forslaget og har arbejdet på en bred tilslutning i EU-regi. Landet nedlagde selv tidligere på året indrejseforbud mod 261 russiske soldater, som havde deltaget i krigen - et tal, som siden er vokset til 1.300 soldater. Lige nu er mere end 700.000 russiske soldater dog del af invasionsstyrken, hvilket også vil gøre et forbud til en større logistisk opgave.

Også på en række andre områder har Estland indført stramme sanktioner. Man har blandt andet vedtaget et forbud mod, at russere og belarusere kan købe ejendomme i landet gældende fra 2027, og har også frataget stemmeretten ved lokalvalg for borgere uden EU-statsborgerskab. Den beslutning rammer særligt landets russiske minoritet, som udgør 23 procent. Blandt disse har omkring en fjerdedel valgt at beholde deres russiske statsborgerskab.

Foruden Estland har en række andre nord- og østeuropæiske lande allerede tilsluttet sig initiativet. I et fælles brev advarer lederne af Estland, Letland, Litauen, Tyskland, Polen, Rumænien, Finland og Sverige om, at russiske krigsveteraner udgør “en af de mest alvorlige trusler mod EU’s interne sikkerhed som resultat af krigen i Ukraine.” Både Polen og Finland forbød allerede i efteråret 2022 de fleste russere uden opholdstilladelse at rejse ind i landene.

Et generelt indrejseforbud havde længere udsigter, mens Viktor Orbán var premierminister i Ungarn. Med den autokratiske Orbáns store valgnederlag tidligere på måneden er Ruslands tætteste allierede i EU dog forsvundet, hvilket har givet Kallas og de baltiske lande fornyet momentum i forsøget på at få forslaget gennemført. Kun Slovakiets premierminister Robert Fico forventes at yde hård modstand mod forslaget. Også Italien har været blandt de mindre begejstrede lande, men menes ikke at ville stille sig i vejen for en bred konsensus.

Nye sanktioner presser Rusland

De brede sanktioner rettet mod individer er et nyt skridt for EU, som foreløbigt har indrettet de fleste sanktionspakker mod russiske virksomheder og topembedsfolk. Foruden det varslede EU-indrejseforbud har medlemslandene netop vedtaget den 20. sanktionspakke mod russiske virksomheder og banker. De mange sanktioner har tvunget den russiske stat til at tænke kreativt; blandt andet tilbyder et af Moskvas mest prestigefyldte universiteter nu en uddannelse i sanktions-undvigelse.

De europæiske sanktioner kommer samtidig med et reduceret amerikansk pres. Den Rusland-venlige Trump-regering har blandt andet fjernet en række sanktioner mod olieeksporten i en tid, hvor oliepriserne stiger. Trump talte i går i telefon med sin russiske kollega i over 1½ time og lod derefter til at forveksle Ukraine med Iran i endnu en dement monolog, hvor han blandt andet kommenterede på den ‘ukrainske’ flådes ødelæggelse.

Den amerikanske håndsrækning har dog ikke kunnet forhindre den økonomiske krise i at forværres i Rusland. Olieeksporten er stagneret takket være uophørlige ukrainske bombardementer af raffinaderier og oliehavne, hvor blandt andet raffinaderiet i Tuapse nær Sortehavet er brændt til grunden.

Ifølge Al Jazeera ser den russiske olieeksport ud til at falde drastisk, hvilket presser den russiske økonomi yderligere. Senest har Maksim Oresjkin, den russiske minister for økonomisk udvikling, me ddelt, at man vil gå tilbage til en planøkonomi efter sovjetisk forbillede.

Det estiske forslag om et indrejseforbud forventes at blive taget op ved Europarådets næste møde den 18.-19. juni. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det ramme omkring 2 millioner russiske mænd, som enten tidligere har deltaget i krigshandlinger i Ukraine - eller aktuelt er udstationeret.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Reglerne i Kosovas forfatning er enkle: Nationalforsamlingen skal vælge en ny præsident senest 30 dage før den siddende præsidents periode udløber. Den afgående præsident, Vjosa Osmani, som den 4. april havde siddet på posten i fem år, er da også allerede fratrådt sit embede, og Albulena Haxhiu er blevet indsat som midlertidig præsident, indtil en ny kan blive udpeget.

Her opstår problemet. De 120 medlemmer af landets parlament kan nemlig ikke blive enige om, hvem der skal erstatte hende. Landets forfatningsdomstol har meddelt, at den 28. april var deadline for udnævnelsen, og uenigheden kan nu føre til endnu et valg for kosovanerne, som ellers satte deres kryds så sent som i december 2025.

“Præsidentkrisen handler i virkeligheden om, at oppositionen er desperate. De har været skubbet langt væk fra taburetterne i flere år, og mange i erhvervslivet og retssystemet vil gerne have dem tilbage ved magten”, siger Mimoza Murati. Som dansk-kosovaner har hun fulgt den politiske situation i landet nøje.

Spil om magten

Mens den kritiske deadline har nærmet sig, har regeringspartiet Vetëvendosje ikke formået at skaffe opbakning til sin foretrukne kandidat, Glauk Konjufca, som hidtil har været kosovarsk udenrigsminister. Også parlamentsmedlemmet Fatmire Mullhaxha Kollçaku fra samme parti er blevet nomineret til posten.

Selvom socialisterne i Vetëvendosje gik frem ved parlamentsvalget i december 2025, var partiet 4 mandater fra at sikre sig et flertal på 61 pladser. De største oppositionspartier, det konservative Kosovas Demokratiske Parti (PDK) og det liberalt-konservative Kosovas Demokratiske Liga (LDK), fik henholdsvis 22 og 15 mandater.

"Oppositionen udnytter, at [premierminister] Albin Kurti ikke ville pege på Vjosa Osmani som præsident igen, til at understøtte deres påstand. Interne kilder i regeringen har dog fortalt mig, at det ikke engang var sikkert, at oppositionen ville have stemt på Vjosa selv.”

---

Præsidentvalget kræver imidlertid tilslutning fra 80 parlamentarikere - to tredjedele af parlamentet. Selvom Vetëvendosje har støtte fra yderligere 9 mandater blandt de mindre partier, betyder det, at mindst et af oppositionspartierne skal bakke op om en præsidentkandidat.

Både PDK og LDK ville have foretrukket, at den tidligere LDK-politiker Vjosa Osmani havde fået fem år mere på posten - i hvert fald officielt. Mimoza Murati mener dog, at der er tale om et røgslør.

“Oppositionen udnytter, at [premierminister] Albin Kurti ikke ville pege på Vjosa Osmani som præsident igen, til at understøtte den her påstand. Interne kilder i regeringen har dog fortalt mig, at det ikke engang var sikkert, at oppositionen ville have stemt på Vjosa selv,” siger hun.

Spliden mellem premierminister Kurti og præsident Osmani har særligt handlet om, hvem der skulle repræsentere Kosova på den udenrigspolitiske scene, hvor uenighederne de seneste år er blusset op. Osmani har blandt andet kritiseret Kurti-regeringen for at have “svækket sine alliancer” med Vesten. Vjosa Osmani har samtidig kørt enegang i de komplicerede forhandlinger med Serbien om anerkendelse af selvstændighed. Da hun i efteråret 2025 meldte landet ind i Donald Trumps nye Fredsråd uden at konsultere regeringen, var bægeret imidlertid fyldt for Vetëvendosje.

Mindretalsregering trods absolut flertal

Præsidentposten i Kosova er på den måde en brik i et større magtspil mellem en opposition, der har fået tæsk af vælgerne ved de seneste valg, og et regeringsparti, som trods kompromisforsøg løber panden mod en mur, forklarer Mimoza Murati.

“Oppositionen spinner en historie om, at Vetëvendosje er magtfuldkomne og ikke vil ‘give snor’ til mindretallet, selvom de er blevet tilbudt uforholdsmæssigt meget magt i form af blandt andet ministerposter. Det er ren propaganda”, siger hun.

Den kosovariske analytiker Gent Carrabregu bakker den påstand op. Han påpeger i en dugfrisk analyse, at Vetëvendosje har tilbudt LDK fire ministerposter - 21 procent af det samlede antal - selvom partiet kun fik 12,5 procent af stemmerne, og kalder LDK’s forhandlingskrav “gennemført urimelige.”

Selvom Vetëvendosje med 51 procent af stemmerne fik absolut flertal i december, hvad angår vælgertilslutning, opnåede partiet ikke flertal i parlamentet. Blandt de 120 sæder i Nationalforsamlingen er 20 nemlig forbeholdt landets minoriteter, og mens størstedelen af befolkningen har albansk afstamning (92 procent), udgør serbiske, bosniske og balkanegyptiske personer væsentlige mindretal.

Forfatningen sikrer på den måde en overrepræsentation for de etniske minoriteter, hvilket særligt gælder den serbiske liste (SL), der fik 9 mandater ved valget trods en beskeden vælgertilslutning på 4,5 procent. De er særligt stærke i provinsen Nordkosova og har som følge af Ahtisaari-planen fået særrettigheder som garanterede pladser i parlamentet og veto-ret på særlige spørgsmål.

Siden 2013 er der også blevet forhandlet om Bruxelles-aftalen, der skal normalisere de diplomatiske relationer mellem Kosova og Serbien til gengæld for yderligere særstatus for det serbiske mindretal. Netop Bruxelles-aftalen, som blev underskrevet af den tidligere PDK-premierminister Hashim Thaçi, har dog været årsag til stor utilfredshed i Kosova.

Vetëvendosje-politikere har tidligere kastet tåregas i parlamentet for at forhindre dens ratificering og organiseret demonstrationer med over 100.000 deltagere. Frygten er, at aftalen kan føre til en etnokratisk serbisk stat inde i staten, på linje med situationen i Republika Srpska, som ligger inde i Bosnien. Aftalen er derfor ikke blevet implementeret endnu.

Valgfusk og politiske spændinger

Den politiske krise i Kosova tog for alvor fart i april 2025. Her kunne partierne ikke blive enige om en forperson for Nationalforsamlingen, indtil Dimal Basha fra Vetëvendosje til sidst blev udnævnt i august 2025.

Valget i december blev yderligere skæmmet af valgfusk, ikke mindst i den sydlige provins Prizren. Her resulterede en stor skandale kredsende om Fetah Pacarizi fra PDK, som havde svindlet sig til mindst 6.000 ekstra stemmer, i en genoptælling på hele 2.557 valgsteder. Mindst 100 valgtilforordnede blev i den forbindelse anholdt, og repræsentanter for samtlige fire store partier sidder fortsat varetægtsfængslet.

“Oppositionen er utilfredse med valgresultatet. De prøver derfor at misbruge parlamentariske mekanismer til at sabotere det.”

---

Valgsvindlen har skubbet yderligere til de parlamentariske spændinger i Kosova og samtidig lagt pres på at afholde nyvalg. Begge store oppositionspartier har opfordret til, at premierminister Albin Kurti udskriver valg, hvilket også er en del af forklaringen på slagsmålet om præsidentposten.

Ifølge Mimoza Murati fylder valgsvindlen dog ikke noget særligt i den offentlige debat om den aktuelle krise i Kosova. Hun mener derfor, at det er misvisende at fremstille krisen som affødt af valgsvindel eller diskussionen om præsidentembedet.

“Oppositionen er utilfredse med valgresultatet [i december 2025]. De prøver derfor at misbruge parlamentariske mekanismer til at sabotere det, enten ved at sende landet ud i valg igen eller ved at insistere på en fordeling af magt og ministerposter, som er fuldstændig uproportionel ift. valgresultatet og befolkningens vilje“, siger hun.

Kurti har foreløbigt afvist kravet om nyvalg med begrundelse om “et behov for insitutionel stabilitet.” I et opslag på Facebook skriver Kurti endvidere, at endnu et valg vil være spild af penge, da det anslås at koste 75 millioner kr. Fra Vetëvendosjes side har man ifølge Kurti også fremlagt “generøse tilbud” om kompromisaftaler, som dog er faldet for døve ører. Independent Balkan News Agency skriver, at Vetëvendosje både har tilbudt LDK og PDK posten som parlamentsforperson og regeringssamarbejde, hvilket hidtil er blevet afvist.

Kosova erklærede i 2008 uafhængighed fra Serbien og er siden blevet anerkendt som selvstændig nation af 110 lande. Blandt de markante undtagelser er Kina, Rusland, Indien - og naturligvis Serbien, der anser det som en del af sit eget territorie. De to lande har dog aftalt ikke at blande sig i hinandens forsøg på at blive optaget i EU, hvilket fortsat er en høj prioritet for Kosovas politikere - uanset partifarve.

Noget kan de trods alt enes om.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her

I Tyskland taler kansler Friedrich Merz om en ‘aggressiv repatriering’. I Storbritannien forsøger en skrantende Labour-regering at kopiere Reform UK på migrationspolitikken og har varslet et stop for “migration på det frie markeds vilkår.” I Danmark stiller Dansk Folkeparti krav om, at en regering skal udvise flere muslimer end der kommer ind, hvis den skal have deres mandater. Europæisk migrationspolitik kan føles som en lang kamp om at overbyde hinanden i stramningsretorik.

Hvor det meste af Europa arbejder for at stramme reglerne for migration, har Spanien imidlertid valgt en anden retning. Her har Pedro Sánchez’ regering, i samarbejde med venstrefløjspartiet Podemos, netop godkendt planer om at give en halv million udokumenterede migranter lovligt ophold. For den spanske premierminister handler det om at ‘anerkende den virkelighed’ landet allerede befinder sig i.

“Der er tale om knap en halv million mennesker som allerede er en del af vores hverdag,” skrev Sánchez i et opslag på sociale medier.

Økonomisk gevinst

Den spanske beslutning er ikke motiveret af humanistiske principper om det enkelte menneskes værdighed, eller ædle tanker om en grænseløs planet - i hvert fald ikke udelukkende. Med en aldrende befolkning og en fødselsrate på kun 1,1 per kvinde, har Spanien brug for skattebetalende arbejdskraft.

Den spanske økonomi har for tiden vind i sejlene. Mens resten af Europa kæmper med lav vækst og stagnerende økonomier, har man på den iberiske halvø mere fremgang. I 2025 voksede den spanske økonomi med 2,8 procent, hvilket er næsten dobbelt så meget som gennemsnittet for resten af eurozonen. Også i Portugal er væksten høj.

“At omtale migration som noget dårligt kan måske være tiltalende for mange, men når det handler om at udvise den kvinde, der gør dit hus rent, bliver det pludselig en anden historie.“

---

Særligt turisme og byggebranchen har drevet udviklingen i de to lande. Hvis det skal fortsætte, er der brug for billetsælgere, tjenere, elektrikere og bygningsarbejdere. Det er derfor ikke så underligt, at migrantarbejdere udgør en stor del af de ufaglærte jobs i de brancher. I 2024 viste tal fra den spanske regering, at 64 procent af nye jobs blev udført af migrantarbejdere. De kommer særligt fra Latinamerika, hvor det fælles sprog gør landet til en attraktiv destination for mange.

Spanien har samtidig gjort det nemmere for migranter, som har en uddannelse med i bagagen, at bruge deres færdigheder. De spanske regler for ‘homologation’ - der i denne sammenhæng kan oversættes til godkendelse af uddannelse - er blevet gjort mere smidige, så folk med specialiserede færdigheder ikke ender i rengøringsjobs.

At migrantarbejdere kan være en økonomisk gevinst for samfundet var også konklusionen i en 2024-rapport fra Dansk Industri. Her viste en opgørelse , at udlændinge skaber værdi for 300 milliarder kr. om året.

Stor befolkningsvækst skyldes migration

Den spanske regerings initiativ har på få dage fået 43.000 migranter til at registrere sig under den nye ordning, som vil give dem opholdstilladelse og dermed også sikre en række basale rettigheder.

Betingelserne for at få opholdstilladelse er ganske enkle: Hvis du ved udgangen af 2025 havde opholdt dig i Spanien i mere end fem måneder, eller hvis du havde ansøgt om asyl inden årets udgang, kan du nu få fremskyndet en opholdstilladelse. Straffeattesten skal dog også være pletfri.

Præcis hvor mange udokumenterede migranter, der befinder sig i Spanien, kan være svært at sige med sikkerhed. Mens regeringen anslår, at der er tale om knap en halv million, vurderer den spanske tænketank Funcas, at det reelle tal er omkring 840.000 mennesker. Det er en skarp stigning på et årti, da tallet i 2018 vurderedes at være omkring 100.000.

Selvom Spanien har en af verdens laveste fødselsrater, er landets befolkning vokset markant. Siden 2000 er indbyggertallet vokset fra 40 til 50 millioner, hvilket i høj grad kan tilskrives migration. I dag er Spanien blandt de europæiske lande, som har den højeste andel af personer født i et andet land (19,8 procent), kun overgået af Tyskland (20,2), Sverige (20,6), Irland (22,6) og Luxembourg (51).

For personer med oprindelse i et land, der har historiske forbindelser til Spanien, er der også mulighed for hurtigt at opnå statsborgerskab. Den normale ventetid på 10 år er forkortet til to år for folk, der kommer fra Frankrig, Portugal, Filippinerne og det meste af Latinamerika. Mange af de migrantarbejdere, som nu har udsigt til at få lovligt ophold, kan derfor også forventes at ansøge om spansk statsborgerskab i en nær fremtid.

Modstand fra højre

Selvom migrantarbejderne på mange måder er motoren i den spanske økonomi, er deres voksende antal langt fra populært blandt alle. Lederen af det største borgerlige oppositionsparti (PP), Alberto Nuñez Feijoo, har allerede varslet, at partiet vil omstøde den nye migrantpolitik, hvis de generobrer magten ved næste valg. Spanierne skal senest til stemmeurnerne i maj 2027, og det bliver - naturligvis - ikke med migrantarbejdernes deltagelse, da opholdstilladelse ikke giver stemmeret.

Yderligere mod højre er det ultranationalistiske VOX også imod den voksende migration - i hvert fald dele af den. Da regeringen tidligere på året annoncerede den nye migrationslov, kommenterede partileder Santiago Abascal, at Pedro Sanchez hader spaniere, og at lovgivningen ville “fremskynde invasionen.”

VOX fokuserer særligt på migranter med muslimsk baggrund, og har også taget det højreradikale begreb om ‘remigration’ til sig. Abascal opfordrer til en ny Reconquista, hvilket henviser til generobringen af den iberiske halvø i 1492, der senere førte til deportation og/eller tvangskonvertering af alle områdets muslimer og jøder.

Mens VOX er på linje med resten af Europas ekstreme højrefløj, når det gælder antimuslimsk politik, er partiet dog ikke lige så indvandringsfjendsk som mange af trosfællerne i Patriots for Europe.

Abascal er positivt stemt over for migranter fra “broderlige latinamerikanske lande,” der ifølge ham “ikke kan sammenlignes med de islamiske indvandrere.” Det har fået flere til at påpege, at Abascal ser ud til ideologisk at have genoplivet idéen om Hispanidad, der beskriver en fælles spansk kulturidentitet på tværs af landegrænser. Abascal har også været mere åben for at modtage ukrainske flygtninge end mange andre på den ekstreme europæiske højrefløj, og kalder dem “ægte flygtninge, der fortjener omsorg, i modsætning til de unge muslimske invasionsstyrker”.

Også fra andre sider bliver migrationspolitikken kritiseret. Selvom økonomien er i fremgang, har Spanien stadig en høj arbejdsløshed på omkring 10 procent, og de mange migrantarbejdere kan på den måde blive ufrivilligt medvirkende til løndumping. Opgørelser viser, at Spanien sætter rekord i løngabet mellem migrantarbejdere og den lokale befolkning. De nytilkomne tjener i gennemsnit 29 procent mindre, hvilket er den største lønforskel i Europa.

Trods udfordringer vækker den nye lovgivning også glæde blandt spanske aktivister. I et nyligt interview med Associated Press forklarede Anna Terrón Cusi fra tænketanken Migration Policy Institute, at anerkendelsen af migranters rettigheder kan give den spanske økonomi et yderligere boost, og desuden sikre bedre arbejdsvilkår.

For Cusi er det samtidig en mulighed for at levere en modfortælling om migration i en tid, hvor resten af Europa går i den modsatte retning:

“At omtale migration som noget dårligt kan måske være tiltalende for mange, men når det handler om at udvise den kvinde, der gør dit hus rent, bliver det pludselig en anden historie.“

Om den spanske udvikling varer ved er på den baggrund svært at spå om. Foreløbigt er Spanien dog mønsterbryder i et Europa, hvor tendensen ellers går i retning af en hårdere antimigrationsretorik og skarpere grænser.

Subscribe now

Det tager 15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Siden den store invasion begyndte i 2022, har Rusland stjålet flere millioner tons korn fra de besatte ukrainske områder. Her bliver det sendt videre til russiske havne, som forsøger at afsætte kornet på det globale marked.

Nu har landet fundet sig en ny aftager af de russiske hælervarer: Israel, som tilsyneladende ikke har et problem med at købe stjålet korn.

Ukrainske protester falder for døve ører

I over tre uger har det russiske tankskib ABINSK ventet på tilladelse til at sejle ind i den israelske havneby Haifa. Søndag den 12. april fik skibet så endelig grønt lys til at aflevere sin last: 43.700 tons hvede, som er stjålet fra besatte ukrainske områder. Skibet sejlede derefter ud fra havnen igen onsdag den 15. april, hvor lasten tilsyneladende var blevet tømt.

Ifølge den ukrainske graverjournalist Kateryna Yaresko fra SeaKrime havde ABINSK været forankret ud for den israelske kyst siden 23. marts. Her afventede skibet ifølge hendes oplysninger tilladelse fra de israelske havnemyndigheder til at aflevere lasten.

Skibet er længe blevet sporet af den ukrainske efterretningstjeneste, som også forsøgte at advare de israelske myndigheder om, at det fragtede ulovlig last. Sagens principielle karakter har også fået den ukrainske udenrigsminister, Andrii Sybiha, til personligt at kontakte sin israelske kollega, Gideon Sa’ar, for at understrege, at der er tale om ulovlig handel med stjålne varer, som ikke kan tillades.

En ukrainsk domstol har desuden udstedt en ransagningskendelse mod det russiske skib og bedt de israelske myndigheder om at assistere med sagen. De henvendelser lader dog til at være faldet for døve ører i Israel.

Det er ikke små mængder korn den russiske besættelsesmagt har tilranet sig i Ukraine. Rusland anslås at have stjålet mellem 10 og 15 millioner tons hvede siden krigens udbrud. Til sammenligning produceres der omkring 4-5 millioner tons hvede årligt på hele det danske landbrugsareal.

Amerikansk firma indblandet

Episoden er langt fra første gang, at skibe med formodet stjålet ukrainsk korn lægger til kaj i israelske havne. I modsætning til tidligere sager har Ukraine dog denne gang indsamlet beviser og rettet officiel henvendelse til israelske myndigheder i et forsøg på at bremse hælervarerne i at nå frem.

Ifølge det ukrainske nyhedsmedie 24tv er køberen af de stjålne varer blandt andet den israelske afdeling af det amerikanske firma Archer‑Daniels‑Midland Company (ADM). Mediet er kommet i besiddelse af en række kontrakter, som viser aftaler om forsendelse af korn via russiske skibe.

Skibet er på mystisk vis undsluppet den amerikanske sanktionsliste, selvom en række af den russiske eskportør Agro-Temas andre skibe er pålagt sanktioner. Også virksomhedens ejer, den tidligere russiske transportminister Jevgenij Dietrich, er pålagt sanktioner af EU.

24tv kan også oplyse, at virksomhedens skibe alle sejler ud fra den russiske havneby Temryuk, der er kendt som en central havn for smuglingen af det ulovlige korn.

Kærkommen håndsrækning til Putin

Mens nogle lande, som for eksempel Egypten og de fleste EU-lande, har nægtet at modtage stjålet ukrainsk korn fragtet gennem Sortehavet, har andre lande vist sig villige til at bryde reglerne for maritim shipping. Tidligere har russiske tankskibe med stjålet korn aflæsset deres varer i blandt andet Tyrkiet og Saudi-Arabien.

Korneksporten til Israel falder sammen med mindre pres på det russiske regime fra USA’s side. I sidste måned suspenderede USA midlertidigt sine sanktioner mod russisk olie, mens man i samme ombæring også fjernede sanktioner på en række russiske fragtskibe. Det gælder blandt andet fragtskibet SV Nikolay, der sejler ud fra Sortehavet, og som tidligere er blevet identificeret som del af den russiske handelsflåde, der blandt andet fragter stjålet ukrainsk korn.

De løsnede amerikanske sanktioner og kornsamarbejdet med Israel er samtidig en kærkommen håndsrækning for det russiske regime. I starten af 2026 er den russiske økonomi ifølge den russiske centralbank skrumpet kraftigt. I rapporten påpeges det også, at stigende oliepriser ikke kommer til at booste den russiske økonomi i det håbede omfang.

Korneksporten er langt fra det eneste eksempel på et tæt samarbejde mellem Rusland og Israel. Selvom Rusland formelt er allieret med Iran, har landet opretholdt et tæt økonomisk samarbejde med Israel. Det gælder ikke mindst hvad angår brændstof, hvor knap halvdelen af Israels import af forarbejdet olie ifølge Oil Change bliver hentet i Rusland.

Også forholdet mellem landets to ledere har tidligere været varmt. Putin og Netanyahu mødtes hele 13 gange mellem 2015-2019. Siden 2020 har de to ledere dog ikke mødtes personligt. Hælerkornet er blot et eksempel på, hvordan verdens autoritære ledere knytter tættere bånd.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Når bulgarerne på søndag skal til stemmeurnerne, kan det føles, som om de er statister i filmen Groundhog Day: En gentagelse af en handling i det uendelige med samme udfald. For ottende gang siden april 2021 skal der sammensættes en ny Nationalforsamling bestående af 240 medlemmer.

På rollelisten finder vi en række af de samme personer som de foregående syv gange. Nye partier opstår med gamle politikere. Den tidligere præsident vil igen være præsident og har stiftet et nyt parti. Det består af de samme mennesker som før.

Måske er det på den baggrund ikke så underligt, at valgdeltagelsen i Bulgarien er faldet støt. Ved de seneste fem valg har kun 38,7 procent af bulgarerne i gennemsnit gidet at sætte deres kryds på valgdagen. Det er rent ud sagt et politisk cirkus, og forestillingen er efterhånden blevet en kedelig gentagelse.

De Otte Dværge og den nøgne premierminister

For at forstå den politiske krise i Bulgarien må vi først tage en tur på restaurant i Sofia, sommeren 2020. Her lå spisestedet De Otte Dværge, som var ejet af statsanklager Petar Petrov og dennes kone. Restauranten havde dog andet end patatniktærte og agurkesuppe på menuen.

I juli 2020 dannede De Otte Dværge rammen om en massiv korruptionsskandale. Her kom det frem, at Petrov i årevis havde brugt den som mødested for afpresning. Ejeren af et af Bulgariens største elevatorfirmaer kunne blandt andet fortælle, at han var blevet tvunget til at afhænde sine aktier i virksomheden, hvis hans søn fortsat skulle have lov til at få dialysebehandling. På restauranten blev der i bedste mafia-stil også lagt planer om at stjæle 35 kilo guld fra en anden forretningsmand og lavet skjulte optagelser af folk, der skulle bruges som kompromat.

Restaurantskandalen var dog langt fra den eneste afsløring den sommer. I en anden hovedrolle i den politiske tumult fandt man den daværende premierminister Bojko Borisov, der ad tre omgange har stået i spidsen for landets regering.

Droneoptagelser viste Borisov liggende nøgen på en seng ved siden af en stor bunke 500 euro-sedler og en pistol på natbordet. En rasende Borisov beskyldte præsident Rumen Radev og hans egen tidligere højre hånd, Tsvetan Tsvetanov, for at stå bag de afslørende optagelser, som han kaldte “en sindssyg kompromat-operation, der er som taget ud af KGB’s drejebog.” Radev indrømmede at eje en sådan drone, men afviste dog selv at have fløjet den.

Kort tid efter brød anklagemyndigheden og efterforskere fra politiet ind i præsidentpaladset. Her beslaglagde de dokumenter, som afslørede, at der blev solgt statshemmeligheder, og en af præsidentens toprådgivere blev sigtet for ulovligt at have anskaffet dokumenter fra landets efterretningstjeneste.

Nye sager om embedsmisbrug kom til. Da aktivister livestreamede en tur til en offentlig strand, blev de tilbageholdt af sikkerhedsvagter, som formelt var ansat af den nationale sikkerhedstjeneste, men viste sig at blive brugt som personlige livvagter for oligarken Ahmed Dogan. Til sidst kulminerede de mange skandaler i store protester og modprotester arrangeret af Borisov og Radev. Siden har Bulgarien befundet sig i en nærmest permanent politisk krise.

Oligarkerne

Mens Borisovs parti, Borgere for Europæisk Udvikling af Bulgarien (GERB), fortsat er landets største, bejler andre til at tage magten i den kaotiske situation. Her har tre af landets rigmænd - der med deres indtræden i politik per definition må betegnes som oligarker - hver sit parti.

Det ældste af disse er Bevægelsen for Rettigheder og Frihed (DPS), som blev stiftet af Ahmed Dogan i 1990. Partiet har særligt fokus på minoritetsrettigheder, og har stor opbakning blandt de 8 procent af landets indbyggere, som har tyrkisk etnicitet. Også blandt Bulgariens romaer, som udgør 4 procent af befolkningen, stemmer mange på DPS.

“Mens centrum-venstrefløjens tilstedeværelse er til at overse, har den højreradikale side til gengæld flere partier at byde på.”

---

Dogan er siden blevet fjernet fra magten i partiet af en anden rigmand, oligarken Delyan Peevski. Den magtkamp betød en splittelse i partiet, som i september 2024 fik Dogan og hans allierede til at stifte et nyt parti, Alliancen for Rettigheder og Frihed (APS). DPS og APS sidder inden søndagens valg på henholdsvis 29 og 17 mandater.

Peevskis beskidte magtovertagelse af DPS-partiet understregede, at han ikke just er en politisk engel. Den bulgarske milliardær ejer sammen med moderen Irena landets største aviser og kontrollerer ifølge Journalister uden Grænser 80 procent af alle trykte medier.

Peevski ejer også Bulgariens største tobaksfirma, Bulgartabac, som ifølge de tyrkiske myndigheder er indblandet i en kæmpe smuglingsoperation sammen med det kurdiske PKK. Peevski er både på USA’s og Storbritanniens sanktionslister, men har til gengæld modsat sig russiske interesser i landet, herunder Lukoils olieinteresser i Bulgarien, og han støtter tættere bånd til både EU og Ukraine. Den anti-russiske politik har foreløbigt holdt ham på rimeligt god fod med EU.

Det tredje oligarkparti trådte ind på den politiske scene i juni 2024, hvor forretningsmanden Ivelin Mihaylovs Storhed blev valgt ind med 4,5 procent af stemmerne. Ved valget fire måneder senere var partiet dog 21 stemmer (!) under spærregrænsen på 4 procent, men kom efter omtælling alligevel ind med 10 mandater.

Storhed ligger ideologisk et godt stykke til højre for Genghis Khan og har traditionen tro sin egen paramilitære organisation Bulgarski Yunak (Bulgarsk Helt). Også Storhed-stifteren er - naturligvis - omgærdet af svindel- og korruptionsanklager og blev i 2019 sat i forbindelse med et pyramidespil brugt til at finansiere en forlystelsespark. Derudover har det unge parti primært markeret sig ved at sprede pro-russiske narrativer og konspirationsteorier om vindmøller.

Den radikale højrefløj: Sværdet og ‘Kopekken’

Kigger vi endnu længere til højre, finder vi partiet Moral, Enhed, Ære, som i daglig tale omtales som MECh. Forkortelsen er samtidig et ordspil på ‘sværd’, hvilket partiet også har inkorporeret i sit logo, der i sit æstetiske udtryk nemt kunne forveksles med en nynazistisk milits.

MECh lover at rense ud i korruptionen, men også i ‘svage værdier’ som LGBT+-tolerance og humanisme. Under mottoet “sværdet eller mafiaen” forsøger partifører Radostin Vasilev at trække bulgarsk politik yderligere til højre - og i retning af Moskva.

“Som de fleste andre nyfascistiske partier i Europa, har Genoplivning også et varmt forhold til det russiske diktatur.”

Vasilev har de seneste år udgjort en højreopposition sammen med Storhed og det andet vigtige parti på den ekstreme højrefløj: Genoplivning. Det højreradikale parti blev stiftet i 2014, og har efter en sløv start fået medvind under de seneste fem års politiske kaos.

Ved valget i november 2021 fik partiet 13 mandater, og siden er de vokset støt til i dag at være Bulgariens tredjestørste parti. Det er sket under ledelse af Kostadin Kostadinov, som er blandt Europas mest ekstreme politikere. Han omtaler romaer som ‘parasitter’ og skadedyr, vil have standset al indvandring til Bulgarien og spreder jævnligt konspirationsteorier om COVID. Kostadinov vil også have Nordmakedonien gendindlemmet i et storbulgarsk rige og bakker op om Donald Trumps ønske om at annektere Canada, Grønland og Panamakanalen.

Genoplivning var så ekstremt, at EU-gruppen Identitet og Demokrati (nu: Patriots for Europe), som blandt andet har Dansk Folkeparti, National Samling fra Frankrig og ungarske Fidesz som medlemmer, i 2024 så sig nødsaget til at ekskludere dem. Partiet hoppede derefter over i den fascistiske gruppering Europa af Suveræne Nationer, som blandt andet også rummer Alternative für Deutschland og det franske Generobring.

Som de fleste andre nyfascistiske partier i Europa har Genoplivning også et varmt forhold til det russiske diktatur. Kostadinov har spredt alle de klassiske russiske narrativer om krigen - NATO forårsagede krigen, der foregik et folkemord i Donbas, etc. - og har desuden tilføjet sit eget twist ved at forlange, at ‘Bulgarsk Bessarabien’ i den sydlige del af Odesa-provinsen bliver genoverdraget til Bulgarien.

De mange russiske forbindelser har givet Kostadinov tilnavnet Kopeikin. Det er både en reference til hans sympati for Rusland, hans angivelige økonomiske forbindelser til Kreml og at han er billigt til salg for et par kopek (det russiske svar på en øre). ‘Kopek’ blev imidlertid så krænket over sit øgenavn, at han forsøgte at tage patent på navnet for at forhindre andre i at bruge det. Kopek-Kostadin er naturligvis også blevet bandlyst fra Ukraine.

Ungdommen kræver forandring

De mange korruptionsskandaler og de ustandselige valghandlinger har gjort bulgarerne politisk desillusionerede. Det har indtil videre været gunstige jagtmarker for højrepopulister, som har formået at udnytte vreden og tiltrække vælgere.

I gennemgangen af de mange korrupte konservative partier og oligarker, som meler deres egne kager, kan den opmærksomme læser imidlertid undre sig over, hvor Bulgariens venstrefløj er henne? Svaret er: ikke mange steder. Den marginaliserede bulgarske venstrefløj er samlet i den lille koalition BSP- Forenet Venstre, som både rummer socialdemokrater og et kommunistparti, og som aktuelt har 19 parlamentsmedlemmer. Politisk har forbundets 12 forskellige medlemmer ikke den store indflydelse.

Mens der i klassisk politisk forstand ikke er meget at hente på den bulgarske venstrefløj, er en række ungdomsbevægelser imidlertid begyndt at kræve forandring nedefra. Under de store protester har særligt den yngre generation markeret sig og var også en afgørende årsag til, at regeringen igen gik af. Mange steder omtales den seneste protestbølge som et oprør fra generation Z.

De unge ønsker både at smide Borisov, Radev og oligarkerne på porten, og kommunikerer hurtigt og effektivt på sociale medier. Vinterens protester blev organiseret på bl.a. TikTok, hvor bulgarske influencere opfordrede folk til at gå på gaden. Det fik mange til at slutte sig til de igangværende demonstrationer for første gang.

Måske er den bulgarske ungdoms spirende politiske bevidsthed også et tegn på en fremtidig forandring i et politisk landskab, som i et halvt årti har været lammet af kaos, korruptionsskandaler og ineffektivitet? Endnu har de unge ikke kanaliseret aktivismen ind i et nyt politisk projekt, som kan udfordre status quo.

Søndag den 19. april er det igen blevet Groundhog Day i Bulgarien. Foreløbigt ser Rumen Radevs nye parti Progressivt Bulgarien ud til at vinde valget. Som de seneste års erfaring har vist os, kan en valgsejr dog blive en kort fornøjelse i bulgarsk politik.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Donald Trumps beslutning om at gå i krig i Iran har skabt kaos på verdensplan. Mellemøsten danner igen rammen om fragmentering, kaos og destabilisering, og effekterne rammer snart resten af verden med forsinket chokeffekt.

Én statsleder kan dog fryde sig over situationen: Vladimir Putin. Mens hans krig i Ukraine er stagneret, har den russiske økonomi fået et hårdt tiltrængt boost af de eksploderende oliepriser.

"Trump har givet Putin en gave”, forklarede Timothy Ash fra Chatham House i Times Radio, mens tidligere EU-kommissær Chris Patten allerede få uger inde i konflikten udnævnte Rusland som ‘dens klare vinder’.

Er Iran-krigen virkelig en håndsrækning til Putin fra hans amerikanske allierede, sådan som Kyiv Independent-redaktør Olga Rudenko for nylig antydede i The New Yorker? Svaret er ikke så ligetil, som konklusionerne i de vestlige medier antyder.

Olie på taget

Den vigtigste årsag til, at mange kommentatorer beskriver den amerikansk-israelske angrebskrig som et lykketræf for Putin, er naturligvis den russiske olie. Sammen med indtægter fra naturgas udgør den sorte væske omkring 20 procent af hele Ruslands BNP. 30 procent af statsbudgettet finansieres af olie og gas, og markedsprisen har derfor afgørende betydning for den russiske økonomi.

De seneste fire års sanktioner har presset den russiske olieøkonomi i bund. Hvor stort et hul de svindende olie- og gasindtægter præcis har slået i statskassen, er svært at sætte præcise tal på, men beløbet overstiger i hvert fald 1.000 milliarder kroner. Ruslands største private oliefirma, Lukoil, måtte i januar gå tiggergang hos staten og bede om en økonomisk redningspakke, efter virksomhedens omsætning faldt med knap 30 procent i 2025. Lukoil har allerede været tvunget til at sælge halvdelen af sine benzinstationer på verdensplan og er ifølge en tidligere direktør “færdig.”

På den baggrund er Trumps krig mod Iran naturligvis en kærkommen håndsrækning. Siden krigens udbrud i marts 2026 har Rusland tjent omkring 70 milliarder kr. på stigende oliepriser.

“Mens den russiske Ural-olie formelt er blevet flere penge værd som følge af Iran-krigen, har Rusland store problemer med i praksis at få afsat olien.”

---

Selvom det overvejende er fordelagtigt for den russiske petrostats økonomi, når olieprisen stiger, er det imidlertid ikke lukrativt, hvis man ikke kan afsætte sine råvarer. Livet er ikke et spil Civilization, hvor stigende oliepriser øjeblikkeligt kan omsættes til penge i statskassen.

En fugl i hånden er som bekendt bedre end ti på taget. Som den russiske stat lige nu erfarer, er en afsat tønde olie også bedre end ti på lageret. For mens den russiske Ural-olie formelt er blevet flere penge værd som følge af Iran-krigen, har Rusland store problemer med i praksis at få ekspederet olien videre. Det skyldes ikke mindst det ukrainske modsvar, som har været at intensivere droneangrebene på de russiske oliehavne.

Ukrainske droner har gennemført massive angreb på Ruslands tre vigtigste oliehavne: Novorossijsk ved Sortehavet samt Ust-Luga og Primorsk i Østersøen. Angrebene har været så omfattende, at de ifølge Reuters har bremset 40 procent af den russiske olieeksport. De russiske olielagre bugner derfor nu med olietønder, som ikke kan blive omsat til kinesiske yuan eller indiske rupee.

Den drastiske reduktion har ifølge den ukrainske præsidents toprådgiver, Kyrylo Budanov, fået Ukraines allierede til at bede Ukraine om at skrue ned for angrebene. Der er formentlig tale om USA, hvis historisk upopulære regering ikke har råd til yderligere stigninger i benzinpriserne derhjemme.

Såfremt det er amerikansk pres, må man dog spørge, hvilket incitament ukrainerne skulle have for at imødekomme ønsket. Den amerikanske støtte til Ukraine er i forvejen blevet fjernet - i 2025 blev militærstøtten reduceret med 99 procent - og Trump har konsekvent omtalt landet som den egentlige barriere for fred, snarere end at placere skylden på den russiske aggressor. Det har omvendt gjort det svært at se, hvorfor Ukraine skulle lytte til amerikanske krav. Indtil videre har Ukraine da også ignoreret den forespørgsel og bombet videre, senest i tirsdags, hvor shippingterminalen i Sheskaris ved Novorossijsk blev sat i stå.

Foruden de ukrainske ‘sanktioner’ bliver den russiske olieeksport fortsat besværliggjort af de konventionelle økonomisk e sanktioner og prisloftet på russisk olie, som har tvunget staten til at sælge olien med stor rabat. Endelig er den store skyggeflåde af olietankere også kommet under større pres.

Sidste fredag beslaglagde de svenske myndigheder for tredje gang på to måneder en russisk olietanker i svensk farvand, denne gang med begrundelse om olielæk og mulig miljøskade. Eftersom tankskibene overvejende er gamle rustbunker uden forsikring, er det svært at sige, hvorvidt det blot er et påskud, eller om skibet reelt udgjorde en miljørisiko.

Dyre kartofler

Når oliepriserne er steget, hænger det sammen med lukningen af Hormuz-strædet i Den Persiske Golf, hvor omkring 25 procent af verdens olie og 20 procent af naturgassen sejles gennem. Der bliver imidlertid også fragtet mange andre ting gennem den snævre passage.

Omkring en tredjedel af den gødning, der bliver fragtet til havs, sejler gennem Hormuz. Verden står derfor snart over for en stor fødevaremangel, hvilket kan presse priserne på mad drastisk i vejret. Det er dårligt nyt for os alle, men også for Rusland, som i forvejen kæmper med at holde inflationen nede.

“Den fødevareknaphed, der ser ud til snart at ramme hele verden som følge af Iran-krigen, vil også ramme de russiske forbrugere yderligere på pengepungen.”

---

Siden Putin startede den store krig i 2022, er forbrugerindekset i Rusland steget med 39 procent. Det skyldes hovedsageligt sanktioner - der har gjort det dyrt at skaffe maskiner og reservedele - og voksende benzinpriser, som har skabt krise i det lokale landbrug.

Det betyder, at prisen på en lang række dagligvarer er stukket af. For eksempel blev prisen på et kilo kartofler tredoblet på et år, mens andre grundingredienser i det russiske køkken som rødbeder og kål også er steget voldsomt. Mens vi i danske supermarkeder er vant til at se oksemørbrad og iphones blive låst inde, er man i Rusland begyndt at sætte smør bag lås og slå som følge af omfattende tyveri:

Den fødevareknaphed, der ser ud til snart at ramme hele verden som følge af Iran-krigen, vil også ramme de russiske forbrugere yderligere på pengepungen. I smørrets tilfælde var Rusland endda begyndt at købe smør fra Iran, men krigen har også besværliggjort den import.

Foruden de stigende priser kommer krigen oveni en række andre markante forringelser af levevilkårene. De russiske myndigheder har for eksempel fjernet adgangen til den populære beskedtjeneste Telegram og lukket for internetadgangen. Bankerne går nu også jævnligt offline.

For Putin er den overordnede målsætning, at den russiske middel- og overklasse i de store byer skal mærke så lidt til krigen som muligt. Men når folk hverken kan gå på nettet, har råd til mad eller kan hæve penge i deres bank, bliver det sværere at beholde skyklapperne på. Iran-krigen forstærker på den måde en række eksisterende kriser i det russiske samfund.

Fronterne trækkes op i Mellemøsten

For Vladimir Putin er den stærkeste valuta prestige. I den forstand har Iran-krigen været en blandet fornøjelse for den russiske diktator. På den ene side har det givet ham mulighed for igen at hævde sig på den internationale scene, hvor Rusland trives, når de kan spille en rolle.

Den russiske efterretningstjeneste har forsynet sin iranske allierede med satellitbilleder og cybersupport, hvilket har hjulpet dem til at bombe amerikanske baser på Den Arabiske Halvø. Blandt de vigtigste angreb har været bombningen af Prince Sultan Air Base i Saudi-Arabien, hvor flere amerikanske fly er blevet ødelagt.

“Mens krigen på kort sigt kan slukke lidt af branden i den russiske økonomi, kan dens langsigtede konsekvenser vise sig at være endnu en sten i skoen for Putins Rusland.”

---

Missionen havde ikke kunnet lade sig gøre uden russisk assistance, hvilket gør det så meget desto mere bizart, at den amerikanske præsident Trump tilsyneladende har valgt at ignorere de meget klare beviser for, at Rusland hjælper Iran. Den ukrainske præsident Zelenskij forklarede på den baggrund, at USA åbenbart ikke ønsker at “se sandheden i øjnene i forhold til, at Putin lyver for dem”. En anden og mere konspiratorisk forklaring er, at ‘Agent Krasnov’ ikke tør gå imod sin russiske chef.

Trump har ganske vist meddelt, at lande, som forsyner Iran med våben, vil blive pålagt en straftold på 50 procent, men som de fleste efterhånden har lært, er ‘TACO’ ikke blot navnet på en mexicansk delikatesse. Trump kan nærmest forventes at vende på en tallerken i forhold til de sanktioner, og den amerikanske højesteret har desuden fastlagt, at Trump ikke egenrådigt kan udstede den slags told-dekreter.

Uanset om det igen er spil for galleriet, drager Rusland fordel af den amatøragtige amerikanske tilgang til krigen og styrker ikke mindst dets bånd til Iran. Efter diplomatiske ydmygelser i Venezuela, Syrien og Armenien er det belejligt for Putin igen at kunne fremstå som en nyttig allieret.

Mens den russiske alliance med Iran er blevet styrket, har Ukraine til gengæld også draget fordel af krigen. Her har landets ekspertise i dronekrig været en særdeles eftertragtet vare blandt de arabiske ledere, som på den hårde måde har lært, at den moderne krigs omdrejningspunkt har flyttet sig i retning af droner.

Zelenskij har været på rundtur i de arabiske lande, hvor han har indgået store forsvarsaftaler med blandt andet Saudi-Arabien, Emiraterne, Qatar og Jordan. Det åbner både for lukrative muligheder blandt de olierige stater og giver samtidig Ukraine stor politisk kapital i regionen. Den største taber er igen USA, som med stor misfornøjelse har set sine protester over den ukrainske tilstedeværelse blive ignoreret. Den amerikanske regering har - på super korrupt vis - forsøgt i stedet at pitche droner fra et selskab knyttet til Eric og Donald Trump Jr. Det har Golfstaterne valgt at ignorere til fordel for de ukrainske droner, som allerede har vist deres værd på slagmarken.

Den russiske assistance til Iran vil ikke blive glemt i Riyadh og Abu Dhabi, og hvis situationen deeskalerer, sådan som den aktuelle våbenhvile kunne være et tegn på, kan vi meget vel se en saudisk priskrig mod Rusland igen. I 2020 dumpede Saudi-Arabien prisen på olie for at vise Rusland, hvem der har bukserne på i OPEC. Iran-krigen har både styrket båndet mellem Ukraine og Golfstaterne og skabt kold luft til Rusland. På længere sigt kan det yderligere svække Ruslands tilstedeværelse i Mellemøsten og Nordafrika.

Apropos svækket tilstedeværelse var Zelenskij også på statsbesøg i Damaskus i sidste uge, hvor landets nye præsident modtog ham med pomp og pragt for at diskutere stærkere samarbejde på både sikkerhed og økonomi. For to år siden havde det været utænkeligt.

Besøget var også et kraftigt signal fra Ruslands tidligere vigtigste allierede i området om, at vinden har vendt. Det syriske kursskifte er et rammende billede på et Mellemøsten, hvor fronterne nu bliver trukket skarpt op. Mens krigen på kort sigt kan slukke lidt af branden i den russiske økonomi, kan dens langsigtede konsekvenser vise sig at være endnu en sten i skoen for Putins Rusland.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Det er en tidsløs taktik: iscenesæt et angreb mod dig selv og skyd skylden på dine fjender. Metoden kaldes et falsk flag, og tager oprindeligt sit navn fra pirater, der hejste et falskt flag i toppen af masten for at narre fjendtlige skibe eller et muligt bytte.

I dag er de falske flag rykket væk fra verdenshavene og ind i politik. Her er byttet ikke handelsskibe læsset med gulddubloner, men derimod vælgere, som kan skræmmes og narres til politisk opbakning. En række nye episoder peger på, at falske flag i stigende grad bliver brugt som politisk redskab i Europa. Her har særligt den radikale højrefløj taget metoden til sig.

Tyskland: AfD-medlem indrømmer falsk brandstiftelse

I Tyskland er der lange traditioner for at bruge falske flag som politisk påskud på den radikale højrefløj. Da Adolf Hitler i 1939 invaderede Polen, skete det med afsæt i Operation Himmler - en serie af falske flag, som skulle retfærdiggøre en tysk invasion af Polen. Tyske soldater iførte sig polske uniformer og stormede tyske landsbyer på grænsen til Polen. Her raserede de bygninger, skød efter civile og efterlod lig med polske uniformer på.

I 2026 har den radikale tyske højrefløj tilsyneladende ladet sig inspirere af sine forgængere. I den lille Bayern-landsby Uffenheim ringede et medlem af Alternative für Deutschland i februar til politiet for at anmelde en politisk motiveret brandstiftelse mod hans bil. Manden fortalte desuden politiet i Nürnberg, at han også havde modtaget et trusselsbrev fra Antifa.

Et lille problem: Det var løgn fra ende til anden.

I sidste uge kom politiet nemlig frem til, at manden selv havde stukket sin bil i brand. Et af de fældende beviser var, at hans håndskrift mindede mistænkeligt meget om den, der stod i brevet. AfD-medlemmet har da også indrømmet selv at have stået bag det kiksede forsøg på et falsk flag.

Motivet var indlysende: at skabe politisk sympati gennem et fiktivt trusselsbillede. Moderpartiet var da heller ikke sent til at gribe muligheden for at iscenesætte den radikale højrefløj som et offer for venstreorienteret politisk terror. I en pressemeddelelse fordømte AfD angrebet som ‘kujonagtigt’. Partiet er dog ikke vendt tilbage på den tyske presses henvendelser om den nye udvikling i sagen…

Angrebet er langt fra første gang mistanken falder på falske flag fra AfD’s side. I 2023 så partileder Alice Weidel sig tvunget til at aflyse sin deltagelse i de tyske lokalvalg, efter politiet, ifølge hende, havde rådet hende til at blive hjemme i sikkerhed. Det var en påfaldende timing op til lokalvalget, ikke mindst fordi Weidel to dage senere blev set på en strand i Mallorca sammen med sin kæreste. Måske var de spanske feriehytter udstyret med særligt stærke låse? Eller måske var Weidel bare fuld af løgn. Tysk politi kunne i hvert fald fastslå, at de ikke havde rådet hende til at blive hjemme.

Ungarn: Rusland tilbyder mordforsøg på Orbán

Mens de højreradikale i Tyskland tager alle midler i brug for at komme til magten, forsøger deres ungarske kollega at beholde den. Som du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, er Ungarns autokratiske premierminister Viktor Orbán en presset mand.

Alle meningsmålinger peger på, at han taber valget om et par uger til oppositionspartiet Tisza, som har lovet at retsforfølge den korrupte leder og hele hans entourage - blandt andet udenrigsminister Péter Szijjártó, som i sidste uge blev afsløret i at sende fortrolige oplysninger direkte videre til Kreml.

“Den helt store udfordring i at komme til bunds i de mange falske flag er, at bagmændene ofte sidder på magten.”

---

Autokrater skyer ingen midler for at blive siddende ved magten - og et falsk flag er bestemt ikke udelukket for Orbán, der gerne tager rollen som martyr på sig. I sidste uge lækkede europæiske efterretningstjenester, at den russiske udenrigsefterretningstjeneste (SVR) havde tilbudt Orbán at iscenesætte et falsk flag, hvor han skulle udsættes for et ‘attentatforsøg’.

Ifølge en intern SVR-rapport, som er kommet i hænderne på Washington Post, skulle det iscensatte mordforsøg have været en gamechanger, som kunne vende de dårlige meningsmålinger. Agenterne fremhæver også i rapporten, at det kunne flytte fokus over på “statssikkerhed og et forsvar af det politiske system” - og væk fra det enorme bjerg af korruptionssager, som har hobet sig op gennem årene.

Det russiske tilbud får selvfølgelig den vakse læser til at overveje, hvor Kreml-konsulenterne ellers har været i spil. Kunne de eksempelvis tænkes at have været et smut forbi Butler, Pennsylvania? I USA fik landets højreradikale leder netop et sådan boost inden valget, hvor 16 procent af vælgerne fremhævede attentatforsøget som den vigtigste grund til deres stemme. Hver femte amerikaner tror i dag, at attentatforsøget var et falsk flag, og kritikere fremhæver blandt andet Trumps øre og dets utrolige evne til at hele.

Rusland, Tyrkiet, Norge - hele Europa?

Apropos Rusland har man også her lange traditioner for at fremstille falske flag. Sovjetunionen indledte - muligvis med inspiration fra sin tyske allierede - invasionen af Finland med et falsk flag, da man bombede Mainila på grænsen mellem Finland og Sovjetunionen. Det gav Stalin et påskud for at starte Vinterkrigen.

Landets nuværende diktator har næppe heller begrænset de metoder til udenrigsefterretningstjenesten og Ungarn. Der er endda god grund til at formode, at Putin kom til magten via en række falske flag, startende med lejlighedsbomberne i Moskva, Rjazan og Volgodonsk i 1999. Den tidligere BBC-journalist John Sweeney har skrevet en bog om det, som jeg i øvrigt har oversat - den kan du købe her.

Sweeneys bog er blot den seneste i en lang række bøger, som konkluderer, at Putin terrorbombede sin egen befolkning. Putins tidligere FSB-kollega Alexander Litvinenko åbnede allerede ballet i 2006 med bogen Blowing Up Russia, mens den amerikanske journalist David Satter også har efterforsket teorien indgående. Litvinenko blev efterfølgende myrdet af russiske lejemordere i London, Satter slap med at blive udvist af Rusland for bestandigt.

Et mindre dramatisk eksempel så vi i Norge med den tidligere justitsminister Tor Mikkel Wara fra det højreorienterede Fremskridspartiet. Sammen med kæresten Laila Berthussen gennemlevede Wara i 2018-2019 et sandt mareridt. Parrets bil blev sat i brand, huset blev vandaliseret med graffiti, og en række trusselsbreve fik Wara til at fordømme affæren som “en trussel mod norsk demokrati.”

Også her var det en fiktiv trussel. Berthussen havde selv stået bag angrebene og havde blandt andet efterladt en taske med den feministiske organisation Kvinnefrontens logo for at give dem skylden. Hun blev idømt 20 måneders fængsel.

Foruden de beviseligt falske flag omgærdes en lang række andre sager af mistanker. Falske flag kan også hejses ved ganske enkelt at undlade at handle i håbet om at drage fordel af fx et terrorangreb. Den slags nonfeasance er eksempelvis på spil i Hamas-terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023, hvor Times of Israel sidste år kunne berette om, at sikkerhedstjenesten Shin Bet kendte til angrebet, før det fandt sted.

Var kupforsøget mod Tyrkiets præsident Recep Erdogan i 2016 et falsk flag, der skulle give anledning til at udrense politiske modstandere? En rapport fra Stockholm Center for Freedom konkluderer, at den autoritære præsident selv trak i tråden. Var Inger Støjbergs nylige påstand om et politisk motiveret angreb på motorvejen hentet fra samme drejebog?

Den helt store udfordring i at komme til bunds i de mange falske flag er, at bagmændene ofte sidder på magten. De kan derfor bruge statsapparatet til at dække over deres forbrydelser, hvilket gør opklaringsarbejdet vanskeligt for os andre.

Hvad vi kan sige med sikkerhed, er, at falske flag er et politisk redskab, som vinder stadig mere udbredelse - ikke mindst i takt med, at den radikale højrefløj vinder frem i Europa og resten af verden. Det bedste våben er at bevare sin kritiske sans, og være på vagt, hver gang der kan slås politisk mønt på et angreb.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.