Lyt til artiklen her.

De sidste par uger har været blandt de travleste for de europæiske efterretningstjenester. Sensommeren har budt på flareskud mod danske helikoptere, sabotage mod det nederlandske jernbanenet og et væld af droneoverflyvninger i alle dele af kontinentet.

Pilen peger ikke overraskende i retning af Moskva. Rusland kan ganske vist ikke bevises at stå bag hver eneste aktion. Ikke desto mindre står det klart, at de russiske sikkerhedstjenester har fået besked på at optrappe de lavintensive og asymmetriske angreb mod Europa.

Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor Rusland eskalerer sin hybridkrig mod Europa netop nu. Svaret finder vi blandt andet på slagmarken i Ukraine, hvor krigsindsatsen på femte år er stagneret.

Død ved tusind snit

Tidligere på måneden plantede sabotører sprængladninger på en række transformatorstationer i Westfalen. Ved at sprænge dem i luften kunne man skabe store strømafbrydelser i den tyske delstat. Angrebet kom i forlængelse af et lignende angreb i august, hvor der blev fundet sprængstoffer på en drone ved Leipzig Lufthavn.

Kort før delstatsvalgene i Østtyskland tog den tyske stat imidlertid et hidtil uset diplomatisk skridt, da indenrigsminister Alexander Dobrindt åbent anklagede Rusland for at stå bag det forpurrede angreb i Leipzig. Selvom kansler Merz advarede om, at Rusland kom til at ‘betale prisen’ for angrebene, var hans partifælle Roderich Kiesewetter nok tættere på sandheden, da han udtalte, at man fra Kremls side “griner af vores respons.” Politisk viste det sig da heller ikke at koste det pro-russiske Alternative für Deutschland stemmer ved valget i nabostaten Sachsen-Anhalt.

“De russiske efterretningstjenester har udviklet en effektiv metode til at gennemføre angreb mod Europa, som er svære at spore direkte tilbage til kilden”

---

Den russiske stat indtog som sædvanlig offerrollen og spillede fornærmet, selvom det ikke kræver en stor begavelse at forstå, at angrebene er led i en stadig mere systematisk hybridkrig med ophav i Ljubjanka. Putin var med det samme ude at afvise de tyske beskyldninger som ‘absurde’, mens hans talsperson Maria Zakharova beskyldte Berlin for at ‘finansiere terror’.

For Kreml er det vigtigt at opretholde en diplomatisk armslængde til krigshandlingerne, så hele komedien, hvor man projicerer og foregiver uskyld, kan fortsætte. Det er også nødvendigt for at opretholde den diplomatiske facade, som eksempelvis muliggør, at Tyskland og Rusland kan mødes under FN’s generalforsamling. Til det formål er det vigtigt ikke at implicere sine egne agenter i operationerne, hvis det kan undgås.

Shaun Walker udgav sidste år en grundig gennemgang af, hvordan FSB rekrutterer folk til at gennemføre hybridangrebene. De kan hyres via beskedtjenester som Telegram, hvor russiske efterretningsagenter trawler grupper med politisk indhold. Her leder de særligt efter utilfredse, enfoldige mænd, som kan rekrutteres over tid.

Som eksemplet med transformatorstationerne i Leipzig understreger, har hybridangrebene ikke altid nogen direkte relation til krigen i Ukraine, men kan også bare have til formål at skabe kaos og så splid. Det er tilfældet, når en IKEA bliver sat i brand i Litauen, eller et jødisk monument bliver skændet i Paris. Fælles for operationerne er, at de er billige i drift. De russiske Telegram-aktiver får for eksempel en akkordløn på 30 kroner for at hænge en plakat op, mens en større operation, som et brandattentat mod et varehus i Polen, koster 25.000 kroner.

Hvis man, som under det mislykkede giftattentat mod Sergej Skripal i Salisbury, rent faktisk fangede russiske agenter på fersk gerning i Leipzig eller Westfalen, ville Rusland i det nuværende politiske klima risikere mere drastiske konsekvenser som lukning af ambassader eller hårdere økonomiske sanktioner. Den slags risikoafvejning undgår man ved at hyre folk på Telegram til små operationer.

De russiske efterretningstjenester har kort sagt udviklet en effektiv metode til at gennemføre angreb mod Europa, som er svære at spore direkte tilbage til kilden. Målet er en gradvis erodering af samfundene gennem død ved tusind snit. Når det ovenikøbet er billigt, risikofrit for egne agenter og foreløbigt ikke har haft nævneværdige konsekvenser for evnen til at operere frit i Europa, er der set fra Kremls syn ingen grund til at skrue ned for intensiteten - tværtimod.

Frygt som forhandlingsmiddel

Selvom en vigtig del af Kremls hybridoperationer er sabotageaktioner, foregår en del af hybridkrigen også som det, vi kan kalde aggressiv signalering. Ligesom sabotage- og destabiliseringskampagnen har den til formål at give den russiske stat det psykologiske overtag over for Vesten. De kan derfor ses som et andet led i den samme forhandlingsstrategi. Det, russerne gerne vil forhandle om, er støtten til Ukraine.

Som en af Ukraines mest trofaste allierede er Danmark også et af de mest oplagte mål for hybridangreb og psykologisk krigsførelse. Det seneste eksempel var, da en af forsvarets helikoptere blev beskudt med flares af den russiske korvet Soobrazitelny.

“Den vigtigste grund til, at den russiske stat bruger aggressive signaler som flarebeskydning og krænkelser af luftrum er, at det ikke har alvorlige konsekvenser.”

---

Aktionen trak overskrifter, hvilket også var formålet. Det var en ny form for provokation, men ikke en konfliktoptrapning, for den adskilte sig ikke fundamentalt fra de utallige krænkelser af luftrummet over både Danmark og resten af Europa, som er blevet en fast del af Ruslands hybridkrig.

Siden optrapningen af krigen i 2014 har Rusland krænket ti europæiske landes luftrum med kampfly i mindst 70 forskellige tilfælde. Mens det også har et begrænset militært formål i form af dataindsamling om responstid, er hovedformålet ligesom med flare-aktionen at skræmme befolkningerne og få det psykologiske overtag.

De sidste par år er krænkelser gennem droneoverflyvninger blevet et af Kremls yndlingsredskaber, ikke mindst fordi man med billige droner kan gennemtvinge et dyrt svar. Når de vestlige lande sender kampfly på vingerne for at skyde droner ned, koster det uforholdsmæssigt mere at besvare truslen end at afsende den.

Den vigtigste grund til, at den russiske stat bruger aggressive signaler, er manglen på konsekvenser. For det første bliver Ruslands aggression ikke mødt med tilsvarende handlinger. De europæiske lande overtræder sjældent russisk luftrum og gengælder ikke overrevne kabler i Østersøen eller cyberangreb begået af de russiske efterretningstjenester.

Selve handlingerne har også sjældent store konsekvenser. En opsigtsvækkende undtagelse var, da Tyrkiet i 2015 skød et russisk Sukhoi Su-24 kampfly ned, som havde forvildet sig fra Syrien ind over tyrkisk luftrum. Det har ikke gentaget sig siden. Det gør også den danske reaktion på flare-hændelsen interessant, da man fra dansk side har valgt at fremrykke og forøge Ukrainestøtten som direkte konsekvens af den russiske aggression.

Subscribe now

Luftrumovertrædelser og flarebeskydning er to sider af samme skræmmekampagne. I værktøjskassen finder vi også en række andre redskaber, herunder tropperotationer i Rusland. I sommeren 2026 kunne Meduza berette, at Rusland havde bygget nye militærbaser og flyttet flere soldater til grænsen med Finland. Selvom det kan lyde voldsomt med 80.000 soldater langs grænsen, er der ikke tale om en reel invasionstrussel. Finland har Europas største artillerikapacitet, en reserve på flere hundredtusinde soldater og øjeblikkelig opbakning fra i hvert fald de andre nordiske lande, om ikke hele NATO. Igen handler det mere om psykologisk krigsførelse end en reel militær trussel.

Det samme gælder historierne om opførelse af flere hospitalssenge ved grænsen til de baltiske lande, eller for den sags skyld de atomvåben, der er blevet sendt til Belarus. Selvom de nu er placeret lige ved grænsen til Polen, gør det ingen reel taktisk forskel, eftersom atomubåde og interkontinentale ballistiske missiler allerede var en del af Ruslands arsenal. Som med de utallige russiske atomtrusler handler det hovedsageligt om at bruge frygt som forhandlingsmiddel.

Operation Vivaldi lægger pres på at opnå resultater

Overordnet går det forrygende med den russiske hybridkrig mod Europa. Droneoverflyvninger skaber frygt. Informationskrigen på nettet skaber forvirring. Og i en række af de vigtigste europæiske lande rykker Kremls allierede tættere på magten. Det gælder ikke mindst Tyskland, England og Frankrig, hvor landenes højreradikale partier står til stor fremgang og potentielle magtovertag.

“Selvom tiden arbejder for Rusland i hybridkrigen mod Europa, gør den det ikke i den konventionelle krig mod Ukraine.”

---

I krigen mod Ukraine går det til gengæld dårligt. Her er krigen langt inde i sit femte år uden nævneværdig fremgang på slagmarken. Rusland kontrollerede på sit højeste i 2022 omkring 27 procent af Ukraine, og efter fire år er det tal blevet fastlåst på 20 procent. Putins målsætning om at erobre resten af Donetsk og Lugansk er trods femten ‘ultimative deadlines’ stadig ikke blevet indfriet.

Hvad der er endnu værre for Putin, er, at selv den langsomme, men sikre fremrykning nu ser ud til at være i fare. Det ukrainske militær har under Operation Vivaldi indledt en modoffensiv hen over sommeren, som har generobret en række små byer rundt om Lyman i det nordlige Donetsk. Fra et russisk perspektiv er det farlige ikke de små ukrainske landvindinger, men derimod tabet af det narrativ om uundgåelighed, som man forlader sig på, både over for vestlige støtter og sit hjemlige publikum.

Selvom tiden arbejder for Rusland i hybridkrigen mod Europa, gør den det ikke i den konventionelle krig mod Ukraine. Regimet har siden begyndelsen italesat det som en militæroperation af begrænset omfang, og hver eneste dag krigen fortsætter, svækkes både den fortælling og det russiske militærs omdømme.

Den ukrainske droneteknologi og nye langtrækkende missiler betyder samtidig, at krigen for alvor er begyndt at vende hjem til Rusland. De seneste angreb på den russiske olie har skabt stor benzinmangel og anslås nu at have sat næsten halvdelen af produktionen i stå.

Samtidig ser det ukrainske bæger ud til at være fyldt, hvad angår de russiske angreb på landets energiinfrastruktur. Præsident Zelenskij advarede under sin tale i FN om, at et russisk vinterbombardement i år ville blive gengældt. Hvis Rusland gentager angrebene i den kommende vinter, er det derfor sandsynligt, at Ukraine vil gå efter tilsvarende mål i Rusland. Det vil gøre situationen i Rusland mere ustabil. Putins oprindelige sociale kontrakt var et løfte om øget velstand og sikkerhed til gengæld for færre rettigheder. Hvis både velstand og sikkerhed smuldrer, kan flere russere få svært ved at se dens fortsatte gyldighed.

I sin tale ved FN’s generalforsamling advarede præsident Zelenskij om ukrainsk gengældelse, hvis Rusland igen bomber landets energiinfrastruktur. Se hele talen her.

Store og små krige

De manglende resultater på den ukrainske slagmark kan med andre ord betyde et øget pres på resten af Europa. De europæiske ledere har på det seneste reageret med stigende bekymring på den russiske aggression. Senest indkaldte den franske præsident Macron resten af den franske politiske top til krisemøde i Versailles om situationens alvor. Ironisk valgte de to mest pro-russiske ledere, Jean-Luc Melenchon og Marine Le Pen, begge at blive væk.

Det kan være forvirrende for den almindelige europæer at skulle navigere et trusselsbillede, som hele tiden ændrer sig, og hvor svarene er vidt forskellige. Mens den tidligere finske statsminister Sanna Marin i april udtalte, at hun ikke “ville udelukke” en russisk invasion af [andre dele af] Europa, sagde hendes afløser, Alexander Stubb, i sidste måned det direkte modsatte.

“De europæiske regeringers modsvar er fortsat svagt, underprioriteret og usammenhængende. Der er brug for langt flere midler og en mere koordineret indsats, hvis det skal være et seriøst modsvar til den russiske informationskrig.”

---

Hvem skal man tro på? Lad mig her lægge hovedet på blokken og erklære mig mest enig med Stubb. Jeg finder det meget usandsynligt, at Rusland skulle erklære krig mod et NATO-land, eller et hvilket som helst andet land for den skyld, så længe landets militære ressourcer er fastlåst i Ukraine.

Selvom en stor og officiel krig er usandsynlig, er faren for en mindre krig stadig til stede. Et af de mest sandsynlige scenarier er en skyggeinvasion i det nordlige Estland a la den, der blev gennemført på Krimhalvøen og i Donbas i 2014. Her startede invasionen med små grønne mænd, russiske specialstyrker uden uniform eller hundetegn, der krydsede grænsen, mens Rusland officielt benægtede ethvert kendskab til dem.

Putin pustede selv til gløderne i sidste uge, da han beskyldte de baltiske lande for at undertrykke russiske minoritetsrettigheder. Det var præcis samme drejebog, som også blev brugt i tiden før invasionen af Ukraine. Eftersom Putin ved, at vestlige medier netop vil udlægge hans ord og drage den parallel, kan det også være del af en skræmmekampagne.

Hvis Rusland skulle lykkes med at vinde krigen i Ukraine, vil trusselsbilledet ændre sig markant. Så vil Rusland, som har omstillet hele sin produktion til en krigsøkonomi, endda være tilbøjelig til at opspore den næste konflikt for at holde hjulene i gang, ganske som andre krigsøkonomier, fra Romerriget til Nazityskland, har gjort det gennem tiden. Vil man forhindre krigen i at sprede sig, er den bedste fredsinvestering derfor fortsat at støtte det ukrainske selvforsvar så meget som muligt.

Det russiske militær er hverken usårligt eller ubegrænset i sin formåen. Det samme kan siges om dets hybridindsats, som trods en global rækkevidde ikke har uanede ressourcer. Deres fokus vil formentlig skifte en smule i den kommende tid, særligt på den digitale slagmark, hvor operation Doppelgänger vil afsætte betragtelige ressourcer på at få styrket Donald Trumps republikanske parti frem mod midtvejsvalget i november. Den slags mindre udsving ændrer dog ikke på det samlede trusselsniveau for Europa.

De europæiske regeringers modsvar er fortsat svagt, underprioriteret og usammenhængende. Den nye britiske premierminister Andy Burnham introducerede i sidste uge et nyt initiativ i form af et nationalt center for informationsforsvar (National Centre for Information Defence). Centret skal særligt have fokus på at imødegå russisk desinformation. EU har også oprettet et center til at optrevle de falske russiske narrativer, og Frankrig har oprettet French Response som led i en mere offensiv strategi på sociale medier.

Selvom den slags initiativer kan gøre en forskel, er der brug for langt flere midler og en mere koordineret indsats, hvis det skal være et seriøst modsvar til den russiske informationskrig. Ligesom resten af hybridkrigen mod Europa er den nogenlunde billig, effektiv og risikofri - og derfor også kommet for at blive. Indtil FSB-regimet er blevet fjernet fra Kremls røde gange, er det dén virkelighed, vi må forholde os til.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

For et par uger siden var den helt store vinder i delstaten Sachsen-Anhalt det højreradikale Alternative für Deutschland. Ved søndagens valg i Berlin var der omvendt fortegn. Her stormede venstrefløjspartiet Die Linke frem og fik mere end fordoblet sit stemmetal fra sidste valg.

Alternative für Deutschland fik dog også et godt valg og er nu Berlins tredjestørste parti. Til gengæld blev det til endnu et katastrofevalg for det regerende konservative CDU, som også tabte stort i forrige weekend. Resultatet øger presset på kansler Friedrich Merz, som dog afviser at træde tilbage.

Huspriser og boligmangel var nøglen til succes for Die Linke

“Fra i dag ændrer vi Berlin sammen.”

Sådan lød de sejrssikre ord fra valgets helt store vinder, Elif Eralp, der stillede op som borgmesterkandidat i hovedstaden for Die Linke. Med en fremgang på hele 25 mandater sikrede hun sammen med resten af partiet, at Linke nu sidder på 47 af de 158 sæder i Berlins parlament. For Eralp og resten af venstrefløjspartiet ser fremtiden også lys ud. Blandt de yngre berlinere var partiets vælgerandel nemlig endnu højere; 48 procent af vælgerne i aldersgruppen 25-34 år stemte ifølge en valgmåling på Die Linke.

Valgets helt store omdrejningspunkt var ejendomspriserne og manglen på billige boliger i Berlin. Die Linke præsenterede i valgkampen et radikalt forslag om at overtage kontrollen med de største boligforeninger i hovedstaden. Hvis forslaget går igennem vil det betyde, at over 200.000 lejeboliger fremover skal drives gennem en offentlig institution (AöR). Her er det særligt udlejningsejendomme drevet af Deutsche Wohnen (113.000) og Vonovia (47.000), som partiet vil have på offentlige hænder.

“Elin Eralp ville blive den første person med udenlandske rødder til at blive borgmester i en tysk millionby.”

---

Berlin er ligesom mange andre storbyer blevet presset af en stor befolkningsvækst, hvor nybyggeri ikke har kunnet matche den stigende efterspørgsel. De sidste ti år er kvadratmeterprisen steget med 75 procent, og går vi ti år længere tilbage, er den årlige husleje i gennemsnit blevet næsten tredoblet. Da lønnen ikke er vokset med tilsvarende hastighed for byens arbejderklasse, udgør huslejen samtidig en større del af deres budget.

Ved en folkeafstemning i september 2021 stemte et markant flertal (57,6 %) af hovedstadens indbyggere for at afprivatisere de store boligfirmaer. Die Linkes store fremgang skal derfor også ses i lyset af, at mange vælgere er frustrerede over de manglende resultater fra midterpartierne på området. Forslaget bliver fortsat mødt med skepsis af blandt andet SPD, som mener, at finansieringen på knap 150 milliarder kroner gør det urealistisk at implementere i praksis.

En stor del af Die Linkes stemmer kom fra De Grønne, som tabte otte mandater og nu må nøjes med 26 pladser. Det betyder også, at de to partier, som begge ligger til venstre for SPD på en række politiske områder, ikke kan opnå flertal alene, men formentlig må forlade sig på SPD. Efter et skuffende valg, hvor det socialdemokratiske parti gik fra 36 til 22 mandater, må partiet nu indstille sig på en ny rolle som potentielt støtteparti.

Elif Eralp spås nu at blive Berlins næste borgmester, hvilket vil være et nybrud i tysk politik på en række områder. Først og fremmest vil det være første gang i moderne historie, at den tyske hovedstad ikke regeres af hverken CDU eller SPD. Eralp ville også blive den første person med udenlandske rødder til at blive borgmester i en tysk millionby. Hendes forældre kom til Tyskland i 1980, efter at være flygtet fra Tyrkiet i forbindelse med statskuppet samme år, og fik året efter datteren Elif i München.

Stor fremgang til AfD i Berlin og nabostaten Mecklenburg

Mens Die Linke med succes fik solgt deres vision for et billigere Berlin til vælgerne, solgte valgets anden store vinder, Alternative für Deutschland (AfD), en anden fortælling om Berlin. Her gik spidskandidat Kristin Brinker til valg på at standse alle nye asylophold i Berlin og at oprette et nyt kontor, som blandt andet skal igangsætte remigration og deportationer af folk uden opholdstilladelse.

“Brinker har tidligere fremstillet sig selv som en del af partiets mere ‘moderate’ fløj. Den store fremgang for partiet i de omkringliggende delstater ser imidlertid ud til at have skubbet Brinker og resten af hovedstads-afdelingen i en mere højreradikal retning.”

---

AfD fremlagde også en plan for at imødegå boligmanglen, som dog gik i den stik modsatte retning. I stedet for at lægge boligområdet på offentlige hænder lagde partiet vægt på mere nybyggeri og mindre statslig regulering som løsninger.

Det nationalkonservative parti foreslog også at indføre et pointsystem, som skulle sætte folk med mange års bopæl i Berlin først i køen. Samtidig kunne partiet ikke dy sig for også at kæde boligkrisen sammen med indvandring. Som led i valgkampen kørte partiet en tydeligvis AI-genereret kampagne med sloganet ‘boliger er ikke asylhjem’ (Wohnungen sind keine Asylheime), selvom under 0,5 procent af hovedstadens indbyggere er asylansøgere. Omkring fem procent af Berlins befolkning havde ved udgangen af 2025 flygtningebaggrund, hvoraf en tredjedel var ukrainere.

Nord for hovedstadsområdet fik AfD også et glimrende resultat i den lille forbundsstat Mecklenburg-Vorpommern. Det tidligere østtyske område er blandt Tysklands fattigste og mindst befolkede delstater og har traditionelt været en højborg for socialdemokraterne i SPD. Resultatet blev da også et lokalparlament delt i to næsten lige store dele, hvor AfD og SPD fik henholdsvis 32 og 29 mandater ud af 71 mulige.

Subscribe now

Kristin Brinker har tidligere fremstillet sig selv som en del af partiets mere ‘moderate’ fløj sammen med landsledelsen Tino Chrupalla og Alice Weidel. Den store fremgang for partiet i de omkringliggende delstater Sachsen-Anhalt, Thüringen og nu også Mecklenburg-Vorpommern, ser imidlertid ud til at have skubbet Brinker og resten af hovedstadsafdelingen i en mere højreradikal retning.

I et interview med Tagesschau kort før valget blev hun spurgt om forskellen på hende og partiets ekstreme leder i Thüringen, Björn Höcke. Hendes svar: “Han er en mand, og jeg er en kvinde.” Der er dog ikke udsigt til særlig stor indflydelse for Brinker og AfD i Berlin, eftersom samtlige partier fortsat holder dem udenfor det politiske samarbejde.

Merz og Wagenknecht taber igen

Valgenes helt store taber blev igen de konservative kristendemokrater (CDU). Mens det i Mecklenburg-Vorpommern blev til en moderat tilbagegang for SPD, fik CDU en decideret øretæve. Partiet mistede samtlige 12 mandater og ramte den i tysk politik mest frygtede stemmeandel på 4,9 % - lige under spærregrænsen på fem procent.

Helt så galt gik det ikke i Berlin. Her mistede CDU ‘kun’ 18 af sine 52 mandater, hvilket præcis holdt dem foran AfD, som med 29 mandater blev tredjestørst. Tilbagegangen for alle tre midterpartier og fremgangen til de to yderpartier betyder, at den hidtidige regeringskoalition mellem SPD og CDU ser ud til at være fortid.

For kansler Friedrich Merz var lokalvalgene endnu et ydmygende nederlag blot to uger efter det dårlige valg i Sachsen-Anhalt. Merz var da heller ikke sen til at kalde resultatet i Mecklen-Vorpommern for “en katastrofe”. Rygterne svirrer nu om Merz’ mulige afgang efter kun halvandet år ved magten. Den tyske kansler har dog foreløbigt afvist at træde tilbage.

“Det, der er brug for nu, er en stærk rygrad, målrettethed og tålmodighed. Som kansler og CDU-formand er det, hvad jeg vil tilbyde,” sagde Merz på et pressemøde søndag.

Valgets anden store taber blev Sahra Wagenknechts Alliance – Fornuft og Retfærdighed (BSW), som igen ser ud til at have fået en lang næse af spærregrænsen. Ved valget i 2025 fik partiet 4,9 procent af stemmerne på landsplan og var dermed blot 9.529 stemmer fra at kravle over grænsen. Det ville have udløst omkring 34 af Forbundsdagens 630 pladser. I stedet fik Wagenknecht-partiet nul.

BSW opstod som en udbryderfraktion fra Die Linke i 2024. Partiet er, som navnet antyder, centreret om lederfiguren Sahra Wagenknecht. Hun ønskede blandt andet en mere pro-russisk og indvandringsskeptisk politik. Ved lokalvalget i Berlin fik BSW 4,72 procent af stemmerne og måtte altså igen gå slukørede hjem. Denne gang kan de kigge udefra og ind på deres tidligere partifæller i Die Linke, som efter søndagens valg er blevet det største parti i den tyske hovedstad.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Det nationalkonservative britiske parti Reform UK er igen blevet omdrejningspunkt i en pengeskandale. Denne gang er det skjulte optagelser fra Channel 4, som viser partileder Nigel Farage i færd med at fejre, at man har udklækket en plan til at omgå loven om partidonationer.

Det er ikke ligefrem første gang, at partiet er indblandet i en sag om ulovlig omgang med økonomisk støtte. Nigel Farage trak sig for få uger siden fra sit parlamentssæde i Clacton på grund af en anden økonomisk skandale. Han blev dog genvalgt efter en valgkamp mod Count Binface. Alligevel ser de mange skandaler ikke ud til at rokke ved partileder Nigel Farages ambitioner om at blive premierminister efter næste valg til parlamentet.

“Farage bliver sandsynligvis siddende som formand for Reform UK. Den her afsløring har skabt stor debat om partiets ledelse, men der ser ud til stadig at være opbakning til ham,” forklarer den politiske kommentator Deiniol Brown til Europanyt. Han er walisisk journalist og har senest dækket Reforms partikonference for mediet Politics UK.

Skjulte meningsmålinger og amerikanske penge

De inkriminerende optagelser er resultatet af en årelang journalistisk undercover-operation, som er blevet til i samarbejde mellem Channel 4 News og den undersøgende journalistgruppe Verbatim Investigations.

“For de mest hardcore støtter betyder sagen ikke noget. Men når vi taler om almindelige mennesker på gaden, kan det godt have stor betydning.”

- Deiniol Brown, walisisk journalist

---

I dokumentaren udgiver undercover-gruppen sig for at være repræsentanter for en amerikansk milliardær med sympati for Reform UK’s politiske projekt. Den fiktive rigmand præsenteres gennem sin britiske søn, ‘William Lockwood’, der gradvist får arbejdet sig ind i Reform UK’s øverste lag gennem partiets politiske chef, James Orr.

I januar 2026 præsenterer Orr en mulighed for at finansiere tre meningsmålinger, der skal bruges i kampagneøjemed. Den ene skal vise, at Reform UK på det tidspunkt står til at vinde et eventuelt valg. Den anden skal slå fast, at to tredjedele af vælgerne vil have Keir Starmer til at gå af som premierminister. Det kommer til at koste 18.000 pund - peanuts, forklarer Orr.

Hvis meningsmålingerne ser ud til at komme fra en uafhængig kilde, vil de virke mere overbevisende, forklarer Orr. Desværre er det ifølge de britiske valgregler både ulovligt at modtage udenlandske donationer og at undlade at oplyse så store beløbs ophav. ‘William’ bliver derfor præsenteret for en plan om, at hans fiktive amerikanske far kan kanalisere pengene til meningsmålingerne gennem ham. På den måde kan meningsmålingen hverken spores tilbage til Reform UK eller den amerikanske sponsor. Forslaget er sindrigt, men også i strid med britisk lovgivning.

William går med til finansieringen. Meningsmålingerne bliver gennemført af JL Partners og kommer hurtigt på forsiden af flere aviser. Det lægger pres på Labour, som pludselig tøver med at aflyse en række lokalvalg. I skjulte optagelser forklarer James Johnson fra JL Partners, at man nok ‘bøjer reglerne en lille smule’ ved ikke at fremlægge, at Reform UK selv har betalt for undersøgelsen.

Farages højre hånd

William mødes også med Nigel Farages seniorrådgiver, Dan Jukes, som har stået for kontakten til meningsmålingsinstituttet. I modsætning til Orr er Jukes en mangeårig partisoldat og en af Nigel Farages nærmeste rådgivere. Han beskrives som en central figur i arbejdet med at gøre Farage til et kultfænomen på sociale medier, særligt TikTok, hvor Reform UK får op til 14 gange flere interaktioner end de andre partier.

Det er også Jukes, der i dokumentaren foreslår, at ‘William’ kan få sin far til at donere pengene gennem ham selv. Det er ganske vist ulovligt, men Jukes beroliger journalisten med, at det er noget, Reform UK har gjort flere gange ‘uden problemer.’ Jukes nævner endda et eksempel på en bidragsyder, som giver penge gennem sin søn, men journalisterne har af juridiske årsager valgt at anonymisere navnet.

Møderne kaster flere møder med Reforms topfigurer af sig. De veksler mellem fine restauranter og receptioner, blandt andet med skyggefinansminister Robert Jenrick, og mere uformelle pubture med Jukes, som vil have konkrete pengesummer på bordet. Under en cigaretpause udenfor The Westminster Arms forklarer han Verbatim-journalisten, at det ikke er hvem som helst, han køber indflydelse hos.

“Hvis Nigel kommer ind i [Downing Street] nummer 10, drikker du lige nu øl med manden, der formentlig bliver hans stabschef. Hvis det ikke er forretningsinteresser, ved jeg ikke, hvad der er.”

Efter den vellykkede operation mødes Verbatim-journalisten igen med Jukes og Orr. Ved siden af de to mænd sidder en storsmilende Farage og nikker anerkendende. Den glade Reform-ledelse drøfter i den forbindelse forslaget om, at ‘Williams’ far kan kanalisere et større beløb på 500.000 pund ind i partikassen via sin søn.

Smilene stivner imidlertid, da ulovlighederne offentliggøres i en dokumentar den 3. september. Deiniol Brown mener også, at det risikerer at kaste grus i maskineriet for Farages plan om at blive Storbritanniens næste premierminister.

“For de mest hardcore støtter betyder sagen ikke noget. Ved den nyligt overståede partikonference (3.-5.- september i Birmingham, red.) gik folk ikke op i det overhovedet. Men når vi taler om at sikre opbakning fra almindelige mennesker på gaden, kan det godt have stor betydning,” siger han.

Nationalkonservativ nøglefigur tager faldet

Journalisternes afsløring af Reform UK er gået gennem den føromtalte James Orr. Med en baggrund som Oxford-uddannet teolog og filosof har han, siden han blev udpeget som ny politisk chef sidste efterår, givet partiet en åndelig og intellektuel tyngde, som Nigel Farage og Richard Tice ikke ligefrem har udstrålet.

Orr har samtidig været en nøglefigur i den globale nationalkonservative bevægelse. Han har plejet tætte forbindelser til blandt andet den amerikanske vicepræsident JD Vance, der har omtalt ham som “min britiske sherpa.” Orr har beundringsfuldt sammenlignet Viktor Orbán med “store 1800-tals personligheder som Bismarck og Metternich” og har brugt sin stilling på Cambridge til at give både Jordan Peterson og Peter Thiel taletid på det prestigefyldte universitet. Han har også hængt ud med ‘racerealister’ som Charles Murray og Amy Wax, der ikke mener, at sorte menneskers IQ gør dem egnede til akademiske karrierer.

At Orr i efteråret 2025 blev udnævnt til ny politisk chef, virkede som et logisk skridt for et parti, der forbereder sig på at tage magten i Storbritannien. Men efter at være faldet i med begge ben og foran skjult kamera at have planlagt ulovlig finansiering, er han nu blevet ofret på det politiske skakbræt. Donationsskandalen har betydet, at Orr har måttet forlade sin nye post og er blevet sparket ud af partiet. Dan Jukes er også røget i svinget for at skærme ledelsen fra ansvar.

Spørgsmålet er dog, om Farage kan tørre hele skandalen af på den nu forhenværende politiske chef?

“Orr forsøgte at bygge et image op som den intellektuelle rygrad for partiet, men udenfor partiets mest loyale kredse var han stadig ikke så kendt. Det samme gjaldt Dan Jukes. Det er ikke sikkert, at Reform kan nøjes med at ofre et par forholdsvis ukendte figurer,” vurderer Deiniol Brown.

Russiske forbindelser og private milliondonationer

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at Reform UK og dets medlemmer danser frem og tilbage over linjen mellem finansiering og økonomisk kriminalitet. Sidste år blev Nathan Gill, partiets tidligere formand i Wales, idømt ti og et halvt års fængsel, efter han indrømmede, at han havde modtaget penge for at sprede russisk propaganda i EU-parlamentet.

“Ved den årlige partikonference affejede Nigel Farage afsløringerne… Traditionen tro fik han også vendt korruptionssagen til at være et led i et komplot mod hans politiske dagsorden.”

---

Tidligere på året var det så Farage selv, der blev afsløret i at have modtaget fem millioner pund fra den britiske kryptomilliardær Christopher Harborne. Farage forklarede selv gaven som en slags plaster på såret, fordi britisk politi ikke beskyttede ham i tilstrækkelig grad. Han kaldte de knap 50 millioner kroner for “den eneste måde jeg kan beskytte mig selv på resten af mit liv.”

At den personlige gave kom lige inden valget i 2024 og faldt sammen med et nyt og ekstremt krypto-venligt politisk program hos Reform UK, var ifølge Farage et rent sammentræf. I Channel 4-dokumentaren gør Dan Jukes grin med dette slørede skel mellem privatliv og politik, da han jokende foreslår undercover-journalisten, at han “kan give ham fem millioner pund som en personlig gave”, og at han “kender en fyr, der kan ordne den slags”.

De økonomiske skandaler er imidlertid ikke noget nyt, men har fulgt Farages politiske karriere i over et årti. Da hans parti stadig hed UKIP og havde Brexit som politisk omdrejningspunkt, var den britiske mangemillionær Arron Banks blandt de største bidragsydere. Frem mod Brexitvalget i 2016 gav han 61 millioner kroner til Farage, UKIP og Leave.EU-kampagnen.

Så kom det frem, at Banks var mødtes med folk på den russiske ambassade mindst 11 gange op til valget, herunder en ‘våd frokost’ med ambassadør Aleksander Jakovenko. Det rejste spørgsmål om, hvor pengene til Banks’ donationer og lån, der aldrig blev tilbagebetalt, egentlig kom fra. Banks afviste at have kanaliseret russiske penge ind i Brexit-valgkampen. Beskyldningerne mod hans russiskfødte kone Jekaterina ‘Katja’ Paderina om at være bindeled mellem Brexit-finansieringen og den russiske stat var naturligvis også ren og skær fiktion, forklarede han.

Arron Banks stillede i maj 2025 op som Reform UKs kandidat til Vestenglands borgmesterpost uden held og er i de seneste år gledet mere i baggrunden. Andre er dog trådt til som partivelgørere. I sidste uge kom det frem, at milliardæren Ben Delo, der har tjent hovedparten af sin formue på kryptospekulation, har givet over 300 millioner kroner til partiet. Da det kom kryptokollegaen Christopher Harborne for øre, matchede Farages personlige mæcen øjeblikkeligt det beløb.

Nye regler for kampagnebidrag i støbeskeen

Kryptofinansiering og andre mystiske millionbidrag til Reform UK’s pengekasse kan få donationsaffæren og de skjulte optagelser af Orr, Jukes og Farage til at virke som en dråbe i havet. Alligevel mener Deiniol Brown, at netop den sag kan blive svær for Farage at ignorere.

“Mange af de ting, Reform får negativ omtale for, handler om at have sagt noget kontroversielt eller udnyttet reglerne på en tvivlsom måde. Men en konkret forbrydelse fanget på skjult kamera er sværere at affeje - især når man slår sig op som et parti, der vil gøre op med korruption i politik,” siger han.

Den walisiske journalist vurderer, at donationssagen formentlig vil blive lagt oveni bunken af igangværende undersøgelser. De britiske myndigheder efterforsker nu både udenlandske kampagnebidrag til britisk politik og mørke penge fra skjulte rigmænd. I begge sager spiller Reform UK en central rolle.

“Reforms mange finansskandaler har lagt pres på at ændre reglerne for kampagnebidrag. Senest er Rycroft-rapporten kommet med en lang række anbefalinger til at stramme reglerne på området,” siger han.

Rycroft-rapporten udkom i maj 2026 og slår fast, at mørke penge er et voksende problem i britisk politik. Blandt dens forslag er at indføre større begrænsninger på donationer fra britiske statsborgere med adresse i udlandet, større åbenhed om donationers ophav og et moratorium på kampagnebidrag via kryptovaluta.

Channel 4-dokumentaren er en påmindelse om, at Reform UK er en magnet for økonomiske skandaler. Foreløbig er den højrepopulistiske Farage dog igen gledet af på sagen. Ved den årlige partikonference affejede han afsløringerne og beskrev det som “uheldigt”, at et par partirådgivere var gået i mediernes fælde.

Nigel Farage benægtede samtidig, at meningsmålingerne skulle være bestilt af Reform UK, selvom det fremgår tydeligt af de skjulte båndoptagelser. Traditionen tro fik han også vendt korruptionssagen til at være et led i et komplot mod hans politiske dagsorden.

“De er bange for os. Derfor sker det nu.”

Du kan se hele dokumentaren her.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Selvom det svenske parlament, Riksdagen, er næsten dobbelt så stort som vores eget Folketing, og Sverige også har en tilsvarende større befolkning, er svensk politik egentlig en overskuelig affære. På en række punkter minder svensk politik også ufattelig meget om dansk politik.

Ved sidste valg var der kun otte partier at holde styr på, noget mindre end de tolv partier plus færøske og grønlandske mandater, som sidder på Christiansborg. Svenskerne ved samtidig, at der skal stemmes hvert fjerde år i september, og behøver derfor ikke gå og spekulere over ekstravalg, nyvalg og den slags demokratiske særegenheder. Sådan har det været, siden Olof Palme var statsminister, og sådan bliver det nok ved med at være.

Selv partiernes navne er forudsigelige. Centerpartiet, De Liberale og De Grønne. Socialdemokraterne og Kristendemokraterne. Venstrepartiet. Gab! Det er så generisk, at en svensk Borgen-remake ville få svært ved at overgå manglen på kreativitet.

Der var heller ingen dramatiske udsving ved søndagens valg. Hvis du leder efter adrenalin og sensation, kan du med fordel lukke denne artikel allerede nu og klikke ind på Ekstra Bladet, hvor du kan læse om BRAND PÅ KRYDSTOGTSKIB (ingen er kommet til skade). Du kan også hoppe over på The Sun, hvor du kan se de SENSATIONELLE billeder af, at Lady Gaga har fået et barn.

Vil du have en smule mere indsigt i svensk politik, kan du imidlertid blive hængende her på siden i fem minutter endnu, hvor vi gennemgår det svenske valg.

Lille lussing til de store partier

Valgets to største tabere var også de største partier i hver sin blok. Hos oppositionen gik Socialdemokraterna (S) syv mandater tilbage og ser ud til at ende på 100 pladser i Riksdagen. Det vil tangere det ringeste resultat for S i moderne svensk historie.

Måske havde Socialdemokraterne hentet Benny Andersson fra ABBA ind til valgkampen for at mindes den glade tid, hvor partiet sad tungt på svensk politik. I 1968 fik S et absolut flertal af stemmerne, men siden 1980’erne, hvor partiet lå stabilt mellem 40-50 procent af stemmerne, er det gået støt tilbage. Ved valget i 2018 nåede man det hidtidige lavpunkt, som nu igen ser ud til at tegne sig for S. Stemmeandelen på 28 procent er endda den laveste for partiet siden 1908.

Alligevel kan det lunkne resultat, som altså udvisker partiets fremgang ved 2022-valget, vise sig at være præcis nok til at vippe regeringen af pinden. De tre andre partier i oppositionsblokken fik nemlig en samlet fremgang på ti mandater. Særligt Miljöpartiet de gröna (MP) og Vänsterpartiet (V), der kan oversættes til SF og Enhedslisten i danske termer, gik frem med henholdsvis fire og fem mandater, mens Centerpartiet (C) fik et enkelt mandat mere end i 2022.

“Vi kan komme til at se et regeringsskifte henover midten trods fremgang til alle tre regeringspartier.”

---

På den anden side af det politiske spektrum fik de højreradikale Sverigedemokraterne (SD) valgets største vælgerlussing. Der var dog ikke helt tale om et power slap leveret af Damian Dibbel, men snarere en korrektion efter 20 års uafbrudt fremgang. Med 11 tabte sæder gik SD ligesom S tilbage med præcis samme antal mandater, som man var gået frem ved valget i 2022, og står nu til at få 62 mandater ligesom i 2018.

SD’s tilbagegang på 11 mandater betyder også, at Moderaterne (M) igen ser ud til at blive blå bloks største parti. Som Sveriges største regeringsparti var M ellers blevet stillet i den akavede situation, at støttepartiet SD var blevet større end dem selv efter sidste valg. Moderaterne ser således ud til at have opnået 70 mandater denne gang, hvilket er en fremgang på to mandater.

Moderaterne brød i 2022 den cordon sanitaire, som ellers var blevet lavet for at sikre, at det højreradikale SD blev holdt udenfor indflydelse. Den såkaldte Tidöaftale banede vejen for en regering bestående af Moderaterne, Liberalerna (L) og Kristendemokraterne (KD) med Sverigedemokraterne som støtteparti.

Både de liberale og de kristendemokratiske junior-regeringspartnere gik frem ved valget og ser ud til at have fået tre ekstra sæder hver. Det kan altså betyde en lidt bizar situation, hvor vi kan se et regeringsskifte henover midten trods fremgang til alle tre regeringspartier! Samlet skiftede blot 36 af de 349 pladser partifarve i forhold til valget i 2022.

Regeringssamarbejdet er blevet mere kompliceret af, at Sverigedemokraterne denne gang har stillet krav om at blive indlemmet i regeringen. Liberalerna har på forhånd afvist at indgå i en regering med SD, som til gengæld har angrebet partiet hårdt, blandt andet gennem partileder Jimmie Åkessons opfordring til ikke “at spilde blå stemmer på dem”. Den udmelding kom efter meningsmålinger viste, at L var tæt på spærregrænsen, som i Sverige er på fire procent. Splittelsen i blå blok taler også for en ny svensk regeringskonstellation.

Vänsterpartiet kan blive kongemager

En af valgets største vindere blev Vänsterpartiet, ikke mindst fordi partiets fremgang og Socialdemokraternes tilbagegang forrykker magtbalancen i rød blok. Partileder Nooshi Dadgostar har i den forbindelse sagt, at man nu er klar til at komme i regering og vil have de røde partier til at præsentere en fælles platform. Dadgostar har endda truet med at nedstemme ethvert rødt regeringsgrundlag, hvis det ikke inkluderer ministerposter til gengæld for støtten.

Vänsterpartiet har gennem længere tid arbejdet sig i retning af at blive anset som et ‘regeringsdueligt’ parti. Senest er partiet kommet af med en række interne kritikere af Dadgostars politiske linje. Først blev Loreno Delgado Varas i 2025 ekskluderet fra parlamentsgruppen efter beskyldninger om antisemitisme og intern strid om blandt andet støtten til Ukraine. Derefter trak Daniel Riazat sig i protest for sammen med Varas at stifte Framtidens Vänster. Senest trak Malcolm Momodou Jallow sig så også i april 2026 for at blive uafhængig.

Alle tre er efter valget ude af Riksdagen, hvilket giver Dadgostar mulighed for at få en mere forenet parlamentarisk gruppe til at bakke op om kravet. Også her minder den politiske udvikling om den danske, nærmere betegnet i søsterpartiet Enhedslisten, hvor en række kritiske stemmer de seneste år har meldt sig ud af partiet. Flere tidligere ledelsesmedlemmer har også her søgt i retning af et nyt parti, Rødt Venstre, hvis politiske program minder om det, man finder i Framtidens Vänster.

Subscribe now

En bremseklods for Dadgostars plan om ministerposter er imidlertid Centerpartiet, som ikke ønsker at have Vänsterpartiet med i regeringen. Fra Vänsterpartiets perspektiv er Centerpartiets økonomiske politik heller ikke i høj kurs, hvilket vil vanskeliggøre en regeringskoalition. Situationen er altså ikke helt ulig forholdet mellem Enhedslisten og De Radikale i Danmark.

Udmeldingerne om regeringsambitioner hos både Vänsterpartiet og Sverigedemokraterne kan selvfølgelig også resultere i et andet, tilsvarende ‘dansk’ udfald i form af en regering henover midten. Det er dog svært at forestille sig, at Moderaterne og Socialdemokraterne skulle begrave stridsøksen og regere sammen. Det mest sandsynlige scenarie ville derfor være en regering med enten deltagelse eller støtte fra både S, MP og C fra oppositionen samt KD og L fra den nuværende regering.

Kristendemokraterne har ganske vist udelukket at støtte en regering ledet af Magdalena Andersson, men som alle, der stadig husker Jacob Ellemann-Jensens politiske karriere, ved, har man jo et standpunkt, til man tager et nyt i politik.

Det svenske valg er endnu en gang blevet afviklet på en septemberdag. Over 80 procent af svenskerne mødte troligt op for at sætte deres kryds. Der var 17 grader og overskyet i Stockholm; det regnede en smule i Göteborg.

Der var intet behov for, at uafhængige valgobservatører erklærede valget ‘frit og fair.’ Sverige er et ordentligt land, hvor man afleverer sin flaskepant og gør sin borgerpligt efter 1.460 dage. Taberen forventes at acceptere sit nederlag. Der var ikke noget stort drama; der var ingen beskyldninger om valgsvindel eller stemmekøb. Men måske skete der præcis nok til et regeringsskifte.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Søndag den 6. september gik det som forventet i Sachsen-Anhalt. Det højreradikale Alternative für Deutschland (AfD) vandt overbevisende søndagens lokalvalg og sikrede sig knap 44 procent af stemmerne, hvilket kan omsættes til 39 mandater ud af 83.

Valget bliver udlagt som en dom over en fejlslagen indvandringspolitik, men var først og fremmest en vælgerlussing til regeringspartiet CDU, som mistede over halvdelen af sine mandater.

Sachsen-Anhalt er blandt Tysklands mindste, fattigste og politisk mindst indflydelsesrige delstater. Alligevel var sejren mere end blot symbolsk; det var formentlig også den første blandt flere lokalsejre til AfD i Østtyskland. Valget væltede samtidig den ‘brandmur’, som skulle forhindre, at et fascistisk parti igen kan tage magten i Tyskland.

Hvordan kan et nyfascistisk parti have sejret så stort i Tyskland af alle steder - og hvilke konsekvenser får det for os andre? Lad os kigge nærmere på fænomenet AfD.

Euroskepticisme og østtysk svigt

Alternative für Deutschland blev stiftet i 2013 som et EU-skeptisk parti. En række CDU-politikere var blevet utilfredse med den rolle, som Tyskland havde indtaget i EU som følge af finanskrisen og den afledte krise i eurozonen. Blandt de vigtigste var det mangeårige CDU-medlem og økonomiprofessor Bernd Lucke, Konrad Adam fra Berlinkredsen og den højstående embedsmand Alexander Gauland. Sidstnævnte blev senere berygtet for i et interview at affeje nazismen som ‘en lille fugleklat’ i den ellers storslåede tyske historie.

Gauland og Lucke ville gøre op med Angela Merkels fokus på europæisk integration og i stedet vende blikket mod det, de opfattede som tyske interesser. Det nationale skulle tilbage i det konservative projekt. Efter intern splid og magtkamp blev Lucke i 2015 afløst af den karismatiske unge kemiker Frauke Petry, der hurtigt drejede den nye konservative strømning endnu længere til højre.

“Når det lokale bibliotek bliver lukket, når det bliver dyrere at købe den samme mad som sidste år, og når plejehjemmet gennemgår et privatiseringshelvede med alt, hvad det indebærer af kold mad og uskiftede lortebleer, skaber det vrede og en følelse af svigt, hvad enten det foregår i Thüringen, Thisted eller Toulouse.”

Selve partinavnet var også et ordspil vendt mod Merkel og CDU. Gennem årtier havde de gået til valg med et budskab om Alternativlosigkeit: det liberalt-konservative demokrati som fortolket af CDU var det eneste gangbare politiske system, hvilket der - bogstaveligt talt - stod på deres valgplakater. Alternativet, viste det sig nu, tog ikke form af en stærk socialistisk bevægelse, men kom fra egne rækker og havde mørke forbindelser til Tysklands fortid.

Subscribe now

Det trodsige budskab resonerede ikke mindst i Østtyskland, som ikke havde fået del i det tyske opsving siden genforeningen. Arbejdsløsheden var højere, lønnen var lavere og formuen 20 procent mindre end i resten af Tyskland. Mange oplevede, at det løfte om økonomisk fremgang og højere livskvalitet, som var blevet stillet dem i udsigt i 1990, ikke blot var blevet glemt, men aktivt modarbejdet af årtiers nyliberal nedskæringspolitik og lean management.

AfD blev en manifestation af den samme frustration, som går igen blandt arbejdere i resten af Vesten. Når det lokale bibliotek bliver lukket, når det bliver dyrere at købe den samme mad som sidste år, og når plejehjemmet gennemgår et privatiseringshelvede med alt, hvad det indebærer af kold mad og uskiftede lortebleer, skaber det vrede og en følelse af svigt, hvad enten det foregår i Thüringen, Thisted eller Toulouse.

Højrepopulister står altid klar til at dirigere den vrede i retning af de fremmede. Fra det euroskeptiske udgangspunkt skulle der da heller ikke gå lang tid, før AfD drejede sit fokus over på den tyske migrationspolitik. Det blev særligt intensiveret under migrantkrisen i 2015, hvor de russiske luftbombardementer i Syrien tvang millioner på flugt og knap en million søgte mod Tyskland. Også her var det Angela Merkel, der stod for skud. Hendes berømte udtalelse om, at “vi nok skal klare det” (Wir Schaffen Das!) faldt for døve ører i store dele af den tyske befolkning, ikke mindst i Østtyskland.

Migrantparadokset

Østtyskland havde den laveste migrantandel i befolkningen, hvilket udstillede et efterhånden velkendt paradoks: Jo færre fremmede, desto mere højrenationalisme. Mens andelen af personer med fx tyrkisk baggrund i Westfalen udgør knap 3 procent af befolkningen (441.000), er det tilsvarende tal i Sachsen 0,1 procent (1.838).

Samlet var andelen af personer med et udenlandsk pas under fire procent i både Sachsen-Anhalt, Brandenburg og Thüringen, mens de tilsvarende tal i Hamburg, Berlin og Bremen var over tre gange højere. Men det var alligevel i de førstnævnte, at Alternative für Deutschland fandt sin nye magtbase.

Hvordan skal vi forstå denne tilsyneladende omvendte proportionalitet mellem migrantandel og indvandringsskepsis? En mulig forklaring kunne være, at der i Dresden og Leipzig ikke var nær så mange tyrkiske pædagoger i børnenes vuggestuer eller marokkanske blikkenslagere til at fikse håndvasken. Til gengæld så de ligesom resten af Tyskland de forfærdelige billeder af de islamistiske terrorangreb på julemarkederne i Berlin (2016) og Magdeburg (2024), hvor henholdsvis 11 og 6 mennesker blev dræbt.

Migranter, særligt muslimer, bliver i den fremstilling både en årsag til de aktuelle problemer og en abstrakt trussel mod fremtiden. Til gengæld er de ikke arbejdskolleger eller klassekammerater. At der siden 2015 er blevet begået elleve højreradikale terrorangreb i Tyskland, mere end de ti islamistisk motiverede, er i den sammenhæng underordnet oplevelsen af at være under angreb.

At de folk, som har mindst at gøre med indvandrere i deres hverdag, i højere grad oplever dem som en trussel eller et problem, er en historie, som også kan genkendes fra Danmark. For eksempel er kommuner som Skive, Lemvig og Jammerbugt, hvor Danmarksdemokraterne får over dobbelt så mange stemmer som landsgennemsnittet, også blandt dem med færrest indvandrere.

Storsejren i Sachsen-Anhalt

Uanset hvordan man forklarer vælgerforskydningen, slog søndagens valg fast, at de tidligere østtyske forbundsstater nu er blevet AfD-kerneland. Alternative für Deutschland fik 44 procent af stemmerne, men sejren er endnu mere markant, når man holder sig for øje, at valgdeltagelsen steg med 17 procentpoint i forhold til 2021. Selvom Alternative für Deutschland ‘kun’ gik fra 20 procent af stemmerne til 43 procent, var der altså 160 procent flere, der stemte på dem.

Selvom det kan virke som en voldsom fremgang, var det snarere en bekræftelse af sidste års parlamentsvalg end en overraskelse. Her fik AfD 39 procent af stemmerne i den østtyske forbundsstat. En del af forklaringen på partiets popularitet i Sachsen-Anhalt er delstatens karismatiske partileder Ulrich Siegmund.

Ligesom mange af partiets stiftere startede Siegmund også sin politiske karriere i CDU. Hvor folk som Lucke og Adam senere forlod partiet, fordi projektet var blevet for højreekstremt, har Siegmund snarere omfavnet den udvikling. Han vil have udenlandske restauranter til at ‘forsvinde fra landskabet,’ vil gøre det ‘uattraktivt’ for fremmede at bo i Sachsen-Anhalt, gør grin med klimaforandringer og vil have optøet forholdet til Putins Rusland.

“Siegmund har undgået personlige skandaler, men kigger man bag det skinnende Colgate-smil, finder vi den samme Völkisch-ideologi som hos Kalbitz, Poggenburg og store dele af den nuværende østtyske ledelse.”

---

At netop Ulrich Siegmund er blevet et symbol på den fremstormende højreradikalisme, er en rammende kommentar til den politiske udvikling i Østtyskland. Den unge karismatiske leder har en pænere facade end mange andre fascister, men tilhører partiets mest højreradikale fløj. Her finder vi også Siegmunds forgænger i Sachsen-Anhalt, André Poggenburg, og partiets leder i nabostaten Thüringen, Björn Höcke, der stiftede partifraktionen Der Flügel (‘Fløjen’) i 2015 sammen med Andreas Kalbitz fra Brandenburg.

Kalbitz blev i 2020 smidt ud af partiet grundet forbindelser til nynazistiske grupper, mens Poggenburgs udtalelser om, at tyrkiske ‘kamelchauffører’ skulle tage hjem til deres mudderhytter og dyrke flerkoneri, også blev en tand for meget og resulterede i hans politiske exit. Siegmund har undgået den slags personlige skandaler, men kigger man bag det skinnende Colgate-smil, finder vi den samme völkisch-ideologi som hos Kalbitz, Poggenburg og store dele af den nuværende østtyske ledelse.

I 2023 var Siegmund blandt deltagerne på et møde i Potsdam for en række af de mest højreekstreme kræfter i Tyskland. Hovedtaleren på mødet var Martin Sellner, den østrigske chefideolog for Generation Identitær-bevægelsen, som lancerede en Masterplan for den gradvise introduktion af begrebet ‘remigration’.

Mødet skulle egentlig have foregået i hemmelighed, men blev lækket, efter den tyske journalistorganisation Collectiv fik fat i en kopi af indbydelsen. Selvom det dengang skabte et ramaskrig i store dele af Tyskland, var mødet en stor succes. Remigrations-begrebet er i dag blevet normaliseret som en del af en bredere europæisk højrefløjsdiskurs, og Siegmunds centrale rolle må siges at være blevet belønnet.

First we take Magdeburg, then we take Berlin

AfD’s sejr i Sachsen-Anhalt var overbevisende. Den var dog lige præcis ikke stor nok til, at partiet kan tage magten uden at skulle indgå i en koalition. Den mest oplagte samarbejdspartner er den tidligere Linke-politiker Sahra Wagenknechts rød-brune parti, BSW. Mens resten af det tyske politiske establishment har udelukket at samarbejde med AfD, har BSW ikke forpligtet sig på at opretholde ‘brandmuren’.

Partiets fem mandater ville i kombination med AfD’s 39 mandater give dem et absolut flertal i det 83 sæders store lokalparlament. Wagenknecht flirtede allerede inden valget med muligheden for at samarbejde med AfD og er i flere tyske medier blevet udråbt som kongemager.

“Kansler Merz vil formentlig komme til de samme konklusioner, som har næret AfD’s nationalkonservative revolution, og bevæge sig yderligere i deres retning på migrationspolitikken.”

---

Hvis AfD på den baggrund ender med at tage magten i Sachsen-Anhalt, vil det være første gang siden 1940’erne at et højreradikalt parti regerer i Tyskland. Det vil dog næppe blive sidste. Næste stop er lokalvalget i Mecklenburg-Vorpommern den 20. september, hvor partiet også fører i meningsmålingerne. Samme dag er der valg i Berlin, hvor AfD også står til at få 20 procent af stemmerne, en fordobling af stemmeandelen i 2023. Her er det igen CDU, som står til et katastrofalt valg, mens Die Linke også står til stor fremgang i hovedstadsregionen.

Valgene i de østtyske delstater skal tages med et gran salt. Sachsen-Anhalt udgør 2 millioner ud af Tysklands 83 millioner indbyggere, og samlet bor kun 16 procent af befolkningen i det tidligere DDR. Alligevel er der grund til bekymring for, at historien er ved at gentage sig.

Gennembruddet i Sachsen-Anhalt vil give AfD en legitimitet, som vil gøre det sværere at opretholde den nationale brandmur. På landspolitisk plan mærker kansler Friedrich Merz allerede presset fra det, han selv beskriver som et ‘knusende’ nederlag. Der er dog næppe grund til at tro, at Merz, som i 2010 skrev bogen Mod på mere kapitalisme, vil stille spørgsmål ved systemet eller udforske de socioøkonomiske årsager til AfD’s fremgang. I stedet vil han formentlig komme til de samme konklusioner, som har næret AfD’s nationalkonservative revolution, og bevæge sig yderligere i deres retning på migrationspolitikken.

Magt og ansvar

Med storsejren i Sachsen-Anhalt har AfD taget et betydningsfuldt skridt i retning af den store drøm om kanslerposten. Hvorvidt Alice Weidel, Tino Chrupalla eller Ulrich Siegmund til den tid skal indtage Fører-sædet, er et slagsmål, der kan udskydes til fremtiden.

Magtovertaget i Sachsen-Anhalt er et foreløbigt højdepunkt for den nyfascistiske bevægelse i både Tyskland og Europa. Det kan dog også vise sig at blive en hæmsko på længere sigt, for med magten følger ansvaret. AfD skal nu vise, at de rent faktisk kan levere resultater i Sachsen-Anhalt, ikke bare tomme løfter, og udfordringerne tårner sig allerede op. Et par eksempler:

1. Den skrantende tyske økonomi lider under voksende energipriser. Volkswagen meddelte i juli, at man nedlægger fire fabrikker og 50.000 arbejdspladser, herunder en stor arbejdsplads i Sachsen. AfD kan selvfølgelig prøve at give EU, NATO eller de tyske muslimer skylden for den beslutning, men det er noget sværere at sælge den slags, når man ikke er i opposition. Som regeringsparti skal man i stedet kunne svare på, hvad man konkret vil gøre for at skabe nye arbejdspladser?

2. AfD vil genoprette handelsforbindelser til Rusland som svar på energikrisen. Men hvordan vil man som magtparti håndtere, at et forslag om at fjerne sanktionerne med garanti bliver nedstemt i EU? Krigen mod Iran har også skruet energipriserne yderligere i vejret, og den nyfundne magt kan måske rejse et enkelt spørgsmål eller to om Alternative für Deutschlands trofaste støtte til Israel.

3. Den centrale gordiske knude for Alternative für Deutschland - og resten af den højreradikale bølge i Europa - er og bliver, at vækst og velstand kræver arbejdskraft, og at europæerne føder alt for få børn til at kunne opretholde en bæredygtig levestandard. Så hvordan vil man deportere millioner af migrantarbejdere og lukke grænserne for nytilkommere, og samtidig holde fast i det nuværende velfærdsniveau?

Det højreekstreme AfD har da heller ingen reelle ambitioner om at stå på mål for en velfærdsstat, men vil snarere forfølge flere skattelettelser og nedskæringer. For de vælgere i Sachsen-Anhalt, som har stemt dem til magten i håbet om en social genoprejsning, er der en brat opvågning i sigte.

Som talrige eksempler har vist, falder højrepopulistiske regeringer ofte sammen efter at have bevist deres inkompetence. Senest stormede Reform UK frem ved kommunalvalgene 2025-2026. I meningsmålingerne stod de også til at vinde det næste parlamentsvalg. Så viste det sig imidlertid, at lokalpolitik er bøvlet, en smule kedeligt, og at det ikke var en magisk løsning på budgetforhandlinger eller kystsikringsproblemer at råbe ‘mindre woke’. I Essex blev byrådsmedlemmet Stuart Prior sparket ud efter at have lovprist den hvide herrerace på sociale medier. I Kent har interne magtkampe fået 9 af partiets 57 folkevalgte til at skride. I Staffordshire fik partiet flertal i byrådet, men racistiske udtalelser og inkompetence har allerede resulteret i tre formandsskift. Få måneder senere har Reforms popularitet igen taget et dyk.

Ligesom deres britiske åndsfæller står AfD nu over for det dilemma, at det er nemmere at love guld og grønne skove end at skulle stå på mål for konsekvenserne af den førte politik. Partiet kan foreløbigt nyde en stor sejr i Sachsen-Anhalt, men på sigt bliver spørgsmålet, om AfD også kan regere uden at implodere.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Hvis du vil bo i en af Europas storbyer, er det efterhånden blevet en dyr fornøjelse. Deutsche Bank har for tiende gang siden 2012 udgivet en rapport over verdens prisudvikling og har denne gang undersøgt 69 af verdens centrale byer. Konklusionen er, at en række europæiske byer er blandt de dyreste og mest attraktive at bo i, hvilket ikke overraskende også er tilfældet for København, der er rapportens eneste danske by.

Rapporten viser samtidig, at dele af Europa, som tidligere har været til at betale, er blevet en del af den mere eksklusive klub. Resultatet er sværere betingelser for de lokale arbejderklasser, som bliver presset ud af deres egne byer gennem turisme, kapitalinvestering og inflation.

Dyrt at eje - dyrt at leje

På listen over de dyreste steder i verden at have fast ejendom topper Hong Kong stadig listen, endda til trods for at priserne på den kinesiske ø er faldet med 10 procent efter coronapandemien. Her koster hver kvadratmeter, du gerne vil eje i centrum, rundt regnet 177.000 kroner, hvilket svarer til 18 millioner kroner for en bolig lige over 100 kvadratmeter.

Ikke langt fra Hong Kong finder vi Zürich på andenpladsen. Her er prisen 171.000 kroner per kvadratmeter, eller godt og vel 13,5 millioner kroner for en dansk gennemsnitslejlighed på 79 kvadratmeter. Også den anden schweiziske by i rapporten, Geneve, er i den globale top 5 (145.000/m2), mens London ikke overraskende også er at finde i toppen.

“Økonomer har" påpeget i adskillige studier af europæiske byer, at huslejen stiger betragteligt i områder med høj frekvens af udlejning på AirBnB.”

På den globale 18.-plads - og nummer otte i Europa - finder vi København, hvor ejendomsprisen ifølge rapporten er blevet fordoblet i løbet af ti år. I dag skal du hive 6 millioner kroner op af lommen for en lille lejlighed på 79 kvadratmeter i indre København.

Rapporten har endda ikke taget Frederiksberg Kommune, hvor vi ellers finder Danmarks højeste kvadratmeterpri ser, med i opgørelsen. Den centrale bydel er af uransagelige årsager stadig ikke en del af den øvrige kommune (hvilket du i øvrigt kan høre en fremragende podcast om her). Den foreløbigt dyreste københavnske ejendom finder vi på Papirøen, hvor en penthouselejlighed blev solgt for 71 millioner kroner i januar 2025.

Også hvad angår lejepriserne er København med i den europæiske top. For lejere er byen nummer 21 i verden og nummer 8 i Europa. Foruden de føromtalte schweiziske byer er den europæiske top her udgjort af London, Amsterdam, Dublin, Milano, Luxembourg og Paris.

En række forskellige forhold, herunder den demografiske forskydning fra land til by, kan være med til at lægge ekstra pres på efterspørgslen i byerne. Blandt de forhold, som rapporten imidlertid ikke nævner, er AirBnB-effekten.

Økonomer har påpeget i adskillige studier af europæiske byer, at huslejen stiger betragteligt i områder med høj frekvens af udlejning på platformen. Det gælder ikke mindst Barcelona, hvor udlejning til turister har fået huslejen til at eksplodere i en sådan grad, at flere hundredtusinde sidste år gik på gaden i protest. Byen vil nu forbyde AirBnB og lignende korttidsudlejning fra 2028.

Europæisk livskvalitet i top

At de europæiske storbyer er blevet blandt de dyreste på verdensplan, hænger også sammen med livskvalitet. Det er dog langt fra alle europæiske byer, der scorer højt på det område. Historiske magt- og prestigecentre som London og Paris er derfor stadig i høj kurs, men sakker bagud, når det gælder indkomst-husleje ratio, forurening og pendlertid. Det er alt sammen med til at sætte dem længere ned på indekset for livskvalitet.

København blev tidligere på sommeren kåret som verdens bedste by at bo i af The Economist - et forhold, de fleste med adgang til bare ét dansk medie eller et københavnsk bekendtskab nok blev klar over få minutter efter offentliggørelsen. Det kan derfor næppe overraske, at vi også finder den danske hovedstad på DB’s liste over byer med højest livskvalitet. Byen er dog forvist til andenpladsen, overgået af det lille skattely-hertugdømme Luxembourg.

Foruden at score højt på det parameter er København sammen med fire andre europæiske byer både at finde i top 10, hvad angår livskvalitet og indkomst. Hovedstaden er sammen med Luxembourg, Frankfurt, Geneve og Zürich i denne eksklusive klub, hvor ingen byer udenfor Europa til gengæld optræder.

Det er dog ikke lutter lagkage i den danske hovedstad ifølge rapporten. For eksempel er det den næstdyreste by i Europa, hvad angår et månedskort til offentlig transport. Her er det kun London, som er dyrere. På det parameter er Luxemborg imidlertid i den modsatte ende, idet offentlig transport stort set er gratis i mikrostaten.

Skal du på date, kan du også overveje at invitere din udkårne væk fra den indre by. København er nemlig både den fjerdedyreste by i Europa, hvad enten man vil have en treretters menu på en mellemklasse-restaurant eller i kategorien ‘billig date’. Byen er også det næstdyreste sted i Europa at købe kaffe - kun overgået af Zürich - og den gennemsnitlige cappuccinopris (45 kr.) i København er over tre gange så høj som fx i en kaffehøjborg som Milano (14 kr.)!

Centraleuropa i vækst

Rapporten viser samtidig, at hovedstæderne i en række centraleuropæiske lande har oplevet den største udvikling i gennemsnitslønnen de sidste 10 år.

Lønmodtagerne i Budapest, Prag og Warszawa har således fået mere end fordoblet den gennemsnitlige udbetaling siden 2016, mens også befolkningen i København ligger lunt i svinget på det parameter: Her er gennemsnitslønnen vokset med over 50 procent i samme periode. De store lønstigninger skal ses i forhold til inflationen, som særligt siden coronapandemiens indtog i 2020 har været høj.

“I Budapest er huspriserne steget med 200 procent på ti år.”

De tre centraleuropæiske hovedstæder er samtidig alle i top 10 over steder, hvor indbyggerne har oplevet størst stigning i disponibel indkomst efter huslejen er betalt.

Samlet har de centraleuropæiske økonomier været i kraftig vækst. Polen vil ifølge finansminister Andrzej Domański overhale Storbritanniens økonomi inden for fem år (nogle er dog mere skeptiske over for den påstand). Den økonomiske udvikling i Centraleuropa har også betydet, at unge europæere på udkig efter en billig interrail- eller drukturweekend må gå forgæves. Ølpriserne i Prag er blevet fordoblet på 20 år, og en cappuccino koster 151 procent mere i Budapest i dag, end den gjorde i 2016.

Med den voksende popularitet og købekraft er prisen på boliger også steget, og huspriserne minder nu mere om resten af Europa. I den ungarske hovedstad Budapest er huspriserne eksempelvis steget med 200 procent på ti år. Tager man lønnen med i betragtning, betyder det, at det i dag er dyrere at købe en bolig i Prag eller Warszawa end i København.

Billigere alternativer?

Hvor kan man så tage hen, hvis pengepungen ikke er til dyre middage og guldrandet caffe latte? Et forslag kunne være at kigge mod det sydlige Europa. I Rom er restaurantpriserne stort set uændrede de sidste ti år, mens Istanbul i dag er billigere end både Prag og Lissabon.

Har du ikke behov for at spise ude, er den tyrkiske hovedstad ligeledes et oplagt valg, da dagligvarer er på prisniveau med Manila og São Paulo, og et godt stykke under det europæiske gennemsnit.

Selvom ejendomspriserne stiger overalt i de større byer, er det dog også værd at huske, at andre storbyer, som ikke er medtaget i rapporten, fortsat er et stykke fra de skyhøje priser i de mest fashionable byer. Eksempelvis er kvadratmeterprisen i Bukarest stadig kun ti procent af den, man finder i Zürich.

Hvis du gerne vil have mest muligt for pengene som turist, kan du også overveje at tage udenfor Europas grænser. Japan er ifølge opgørelsen det højt industrialiserede land med det største opsving i købekraften. Som rapporten også bemærker, er en middag for to i dag billigere i Tokyo end i fx Prag, og landet er samtidig det billigste sted at købe en iPhone relativt til lønniveauet.

Vil du læse flere opsigtsvækkende, sjove eller bekymrende fakta fra rapporten? Så kan du selv grave videre i den her.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Så du nyheder i 1990’erne, kan du næppe have undgået det forfærdelige syn af bosniske massegrave eller udhungrede fanger i koncentrationslejre. Nu er Ratko Mladić, arkitekten bag nogle af de værste serbiske krigsforbrydelser under Balkankrigene, død i sin fængselscelle i Haag efter længere tids sygdom.

Nyheden om den 84-årige Mladićs død deler imidlertid vandene i Serbien, forklarer den serbiske journalist ‘Jovana N.’ til Europanyt.

“Serbien har groft sagt været delt i to lejre de sidste 30 år. Ulykken på banegården i Novi Sad og de efterfølgende studenterdemonstrationer forstærkede de spændinger, og i dag er man enten for eller imod Vučić-regimet. De samme skillelinjer er dukket op i forbindelse med Mladić’s død. Den nationalistiske og regimetro del af befolkningen er også overvejende dem, der sørger over ham, mens dele af oppositionen og den mere pro-EU del af befolkningen ser ham som en forbryder,” siger hun.

Srebenica splitter stadig

Ratko Mladić blev indrulleret i den jugoslaviske hær i 1965, hvor han gjorde karriere og blev brigadekommandør i Kosovo. Da Kroatien erklærede sin uafhængighed i 1991, blev Mladić udnævnt til generalmajor i de jugoslaviske styrker og stod i spidsen for en række slag mellem Jugoslavien og den nye udbryderrepublik.

Hans navn blev for alvor kendt og berygtet året efter, hvor Bosnien også meldte sig ud af konføderationen. Her blev han sat til at lede hæren i Republika Srpska, som under hans ledelse belejrede Sarajevo i fire år (1992-1996). I 1995 begik hans soldater en massakre på mindst 8.000 bosniske mænd og drenge i Republika Srpska-landsbyen Srebrenica.

“Den mest gængse holdning i Serbien er, at der blev begået en alvorlig forbrydelse i Srebrenica, hvilket regeringen også officielt anerkender. Ordet folkemord tages dog mere sjældent i brug.”

Mladić udlagde selv den forfærdelige massakre som ‘en hævn over osmannernes historiske forbrydelser mod serberne i området’. Bosniernes muslimske arvesynd retfærdiggjorde ifølge ham både den etniske udrensning i Srebrenica og belejringen af Sarajevo, hvor snigskytter gjorde mord på civile til en sport.

Men selvom massakren i Srebrenica anses som del af et overlagt folkemord i Vesten, er spørgsmålet stadig kontroversielt i Serbien 30 år senere, forklarer Jovana N.

“Den mest gængse holdning i Serbien er, at der blev begået en alvorlig forbrydelse i Srebrenica, hvilket regeringen også officielt anerkender. Ordet folkemord tages dog mere sjældent i brug. Det er også diskursen i de fleste medier,” siger hun.

Jovana tilføjer, at mange serbere føler, at de bliver uretfærdigt fremstillet som folkemorderisk indstillede. Den holdning blev forstærket af en FN-resolution i juni 2024, som fordømte folkemordet og indførte 11. juli som officiel mindedag. Serbien stemte naturligvis imod den resolution.

Mens mange serbere i dag anerkender landets rolle som aggressor i Balkankrigen, har nationalistiske serbere dog en mere radikal udlægning. Beograds hovedstrøg prydes i 2026 stadig af graffiti, som benægter folkemordet på bosniere og i stedet gør serberne til det egentlige offer. Det eneste folkemord på Balkan blev begået mod serberne, som der står på facaden. Den retorik gik også igen i en nylig tale fra præsident Aleksandar Vučić, som kritiserede, hvordan ”serberne altid er skyldige, mens personer som [Ante] Gotovina, der deltog i Operation Storm, bliver frikendt.”

BRÆND I HELVEDE!

Splittelsen i det serbiske samfund om Balkankrigene og Mladić’s eftermæle kommer også til udtryk i de serbiske mediers nekrologer om den tidligere general, forklarer den serbiske journalist.

“De regimetro medier fremstiller ham som et offer. I avisen Informer skriver de for eksempel, at han blev myrdet i Haag. Andre medier som Blic oplyser på mere neutral vis, at ‘han er død’, mens et oppositionsmedie som Danas omtaler ham som ‘generalen, der blev dømt for krigsforbrydelser og folkemord.’ Vinklerne på hans død er meget forskellige i serbiske medier og afspejler landets splittelse,” siger Jovana N.

Mens de serbiske medier er uenige om fremstillingen af Mladić, er der mindre tvivl i Kroatien og Bosnien. I Sarajevo Times er der ikke mange tårer tilovers for Mladić, der omtales med tilnavnet ‘Bosniens Slagter’. Avisen begræder desuden, at han ‘trods omfattende dokumentation for sine forbrydelser’ stadig hyldes af mange i Serbien og RS.

På forsiden af 24 Sata, Kroatiens mest solgte avis, lyder overskriften ganske enkelt GORI U PAKLU! - brænd i helvede! Avisen har også tilføjet teksten “rådden til det sidste” (Ostani djubre do kraja), et ordspil på en sang af det berømte jugoslaviske rockband Riblja Čorba.

Våben i valgkampen

Selvom Ratko Mladić nu har taget det sidste åndedrag, kommer den serbiske general alligevel til at spille en rolle i serbisk politiks nære fremtid. Som følge af de årelange protester mod regeringen er der nemlig parlamentsvalg på vej i Serbien, fortæller Jovana N. Selvom datoen endnu ikke er blevet officielt bekræftet, har Vučić, som ofte har lovet valg i vage vendinger, meddelt, at det vil blive afholdt enten den 18. eller 27. oktober. Her vil Mladić’s død efter hendes vurdering også komme i spil.

Mladić havde været syg i en årrække og fik adskillige slagtilfælde i løbet af de sidste måneder af fængselsopholdet i Haag. Det skrantende helbred gav også anledning til en årelang debat om, hvorvidt han skulle have en statsmandsbegravelse. Torsdag aften blev det bekræftet, at han får tildelt den ære. Vučić skruede i samme anledning op for retorikken ved at omtale hans død som “det ønskede resultat i Haag”.

“I højrenationalistiske kredse bliver Vučić betragtet som en forræder. Der er lette point at tilbageerobre blandt dem ved at stille sig på bagbenene i forhold til Mladić.”

Ifølge Jovana N. er udmeldingerne fra Vučić nøje planlagt.

“Generalens død kommer på et belejligt tidspunkt for Vučić og SNS-regeringen. De kommer til at bruge det til at skabe politisk opbakning frem mod valget. Vučić har tidligere sendt et brev til Haag, hvor han bad om at få Mladić løsladt med henvisning til dennes helbred. Det kan han nu pege på i valgkampen,” forklarer hun.

Den serbiske journalist mener også, at Mladić’s død kan blive brugt til at genvinde opbakning til regeringspartiet i den højreradikale og pro-russiske del af befolkningen.

Subscribe now

“I højrenationalistiske kredse bliver han betragtet som lidt af en forræder. Han tillader våbensalg til Ukraine og havde for nyligt Ukraines præsident Zelenskyj på statsbesøg, hvor de besøgte Titos gamle jagthytte. De er meget prorussiske og ser det som et svigt. Samtidig er det også en udbredt holdning, at han har forrådt dem på spørgsmålet om Kosovo. Han håber nok på nogle lette point blandt dem ved at stille sig på bagbenene i forhold til Mladić,” siger hun.

Foruden de symbolske handlinger fra den serbiske stat har landets medier også gjort deres for at få historien i fokus, blandt andet ved at give Mladić’s søn, Darko, ekstra medietid de sidste par måneder. Jovana N. frygter samtidig, at de serbiske medier er ved at blive lagt yderligere under statens kontrol frem mod valget. United Group, som blandt andet ejer Serbiens sidste uafhængige nyhedsmedie, er blevet overtaget af en ny regimetro ledelse, som vil svække dets uafhængighed.

Nyheden om den serbiske krigsforbryders død risikerer således at blive gjort til et våben i den kommende valgkamp. De blandede følelser udstiller samtidig den identitetsmæssige splittelse i det serbiske samfund, som også de sidste to års studenterprotester har været et udtryk for.

“Vores samfund er delt i to,” siger Jovana. “Den ene del betragter ham som en patriot. Den anden del ser ham som et levn fra en dybt problematisk fortid. Det er dog værd at understrege, at det ikke kun er et generationsspørgsmål. De unge bliver også overdænget med de budskaber af nationalistiske influencere på sociale medier, så det er ikke bare den gamle generation, som husker tilbage på Mladić med nostalgi.”

Grundet mulige konsekvenser for hendes arbejdssituation ved at udtale sig kritisk om regeringen, optræder ‘Jovana N.’ under pseudonym. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Da forsvarsminister Mykhailo Fedorov blev fyret i juli, udløste det nogle af de største protester i Ukraine under krigen. Flere tusinde gik på gaden i Kyiv for at vise deres store utilfredshed med beslutningen om at afskedige Fedorov efter blot et halvt år på posten.

Det skabte stort pres på præsident Zelenskyj, også i de ukrainske medier. Kyiv Independent bemærkede i en leder, at fyringen “var et klassisk udtryk for Zelenskyjs tendens til at afskedige embedsmænd, der blev lidt for populære.”

Fedorov lagde i sidste uge yderligere pres på Zelenskyj-regeringen, da han i en filmet tale opfordrede præsidenten til at udskrive valg. Denne gang var opbakningen dog knap så entusiastisk. Ukrainerne strømmede ikke ud i gader og stræder for at bakke det krav op. Avisspalterne var tomme.

For at forstå reaktionen må vi spole tilbage i tiden og kigge nærmere på den karismatiske eks-forsvarsminister, som har åbnet en hidtil fredet diskussion, der har været længe undervejs.

Libertarianer i digital krig

I krigstid kan man hurtigt brænde igennem sine forsvarschefer. Da Mykhailo Fedorov i januar 2026 blev udnævnt til ny forsvarsminister, var han den fjerde til at blive udpeget til posten, siden Ruslands store invasion begyndte i februar 2022.

Ligesom forgængerne Reznikov, Sjmyhal og Umerov havde han ingen nævneværdig militærerfaring, men var uddannet forretningsmand fra Zaporizjzja. Med sine blot 35 år var han i politisk forstand en vårhare, som repræsenterede den nye generation.

Fedorov var tidligere stillet op ved valget i 2014 for det obskure libertære parti 5.10, hvis leder Gennadij Balasjov tidligere havde udtalt, at målet var at “omdanne Ukraine til et skattely på linje med Singapore og Irland.”

“I dag er de færreste i tvivl om, at droner kommer til at spille en afgørende rolle for fremtidens krige, og hvis man stadig tænker krig uden at sætte droner i centrum, risikerer man at få en ordentlig røvfuld på slagmarken.”

---

Det blev et skuffende valg, hvor 5.10 fik under en halv procent af stemmerne. Fedorov skiftede spor. Efter præsident- og parlamentsvalgene i 2019, hvor Folkets Tjener-bevægelsen anført af Zelenskyj vandt jordskredssejre, blev han ansat som rådgiver for den nye præsident. I august samme år blev han udnævnt til minister for digital transformation, hvor han blev sat i spidsen for en ambitiøs digital revolution, der under titlen Staten i en Smartphone skulle gøre alle offentlige tjenester tilgængelige via apps.

Så kom krigen, der ændrede alt i det ukrainske samfund, også for Fedorov og hans ministerium. Fra at skulle udvikle ukrainske e-boks og MitID-løsninger blev prioriteten nu at besejre den invaderende magt. På den digitale side betød det blandt andet udvikling af en fundraiser-platform (United24), luftalarm-apps og eAid, en digital nødhjælpsplatform, som kunne allokere ressourcer til de hårdest ramte dele af landet.

Fra et militærstrategisk perspektiv blev den vigtigste innovation det droneprogram, som Fedorovs digitaliseringsministerium udviklede i samarbejde med militæret. Mens ‘dronekrig’ for fem år siden var et koncept, der for de fleste lød mere som et futuristisk plot til et afsnit af Black Mirror end en nær fremtid, har Ukraine-krigen siden redefineret hele den globale militærdoktrin.

I dag er de færreste i tvivl om, at droner kommer til at spille en afgørende rolle for fremtidens krige, og at den, der stadig tænker krig uden at sætte droner i centrum, risikerer at få en ordentlig røvfuld på slagmarken. Det har ikke skortet på artikler, der nærmest hånligt har udstillet Vestens manglende militære beredskab, når det gælder dronekrig.

Magtkamp mellem generationer

Som en central aktør i den digitale og dronemæssige innovation var Fedorov et oplagt bud på en ny forsvarsminister, da Denys Sjmyhal blev roteret ud i januar 2026. Her fik han til opgave at tage sin reformatoriske tilgang ind i militæret, som blandt andet stod over for mandskabsmangel.

Den libertære, tech-optimistiske politiker gik i gang med at omdanne den militære struktur, blandt andet ved at sætte indkøb af artillerigranater i udbud for at skærpe konkurrencen og undersøge overforbrug i det store militærbureaukrati.

“Mens Fedorov var populær i den ukrainske befolkning, var der i militære kredse bred enighed om, at han ikke var velegnet til jobbet, og at han detailstyrede taktiske dispositioner uden at have forstand på dem.”

---

Fedorov lancerede også nye AI-drevne droneinitiativer og overtalte i februar 2026 Elon Musk til at deaktivere Starlink-satellitnetværket i de besatte områder. Den pludselige afbrydelse af det effektive mobilinternet satte de russiske invasionsstyrker på hælene og var samtidig en påmindelse om den utrolige magt, der er blevet lagt i hænderne på oligarken Musk.

Fedorovs forsvarsreformer var dog ikke lige populære i alle dele af militæret. Ikke mindst hærchef Oleksandr Syrskyj var skeptisk over for den nye forsvarsministers aktive rolle. Konflikten lignede på overfladen et klassisk generationsopgør. Syrskyj og generalerne blev castet som den gamle garde fra sovjettiden, der ikke ville afgive magten til den nye generation og deres idéer.

Fornyelsesidéer versus gamle dogmer. Det var et velkendt skisma, som også var et genkendeligt kritikpunkt fra tidligere reportager om det ukrainske militærs problemer med at omstille sig til moderne krig. Sidste år trak den populære general Mykhajlo Drapatyj, en benhård veteran, som havde stået i spidsen for generobringen af Mariupol i 2014, sig også fra sin post. Drapatyj kritiserede dengang også Syrksyjs ledelse for at skabe “en frygtatmosfære, mangel på initiativ og umodtagelighed over for feedback.”

Mistanker om korruption klistrede sig samtidig til militærtoppen, hvilket fik Fedorov til at gribe ind på sin vanlige iøjnefaldende facon. I starten af sommeren brugte han løgnedetektorer til at kulegrave forsvarsledelsen. Dem, der klarede sig dårligt eller nægtede at tage testen, blev fyret. Selvom løgnedetektorers effektivitet er et kontroversielt emne, skaber det overskrifter og klik. Fedorov forstod med sin baggrund vigtigheden af den slags i en digitaliseret og postfaktuel mediesfære.

Kontrasten mellem de to mænd var stor. Fedorov vandt prisen som Årets kommunikatør 2023. Syrskyj foretrak at fokusere på sit arbejde med at lede krigen, “helst uden for mange interviews og artikler”, som han forklarede. Mens Fedorov blev fremstillet som den tiltrængte fornyelse, var Syrskyj upopulær i Ukraine, hvor han havde udviklet et ry for at ofre for mange soldater unødvendigt på slagmarken. Det fristende narrativ blev, at man kunne slippe for at sende flere af sine unge landsmænd i døden, og i stedet overlade forsvaret til droner, hvis man bare lyttede til forsvarsministeren i stedet for hærchefen.

Én ting havde Syrskyj dog ret i: traditionelt havde det været forsvarsministerens rolle at administrere militærapparatet, ikke at føre selve krigen. Selvom idéerne fra den innovative digitaliseringsminister gled lettere ned - og helt klart havde et bedre PR-team end de gamle han-elefanter - kunne de ikke nødvendigvis omsættes til resultater på slagmarken.

Fedorov havde ingen reel erfaring med krigsstrategi, og hans kritikere påpegede desuden, at en række af hans reformer tog æren for andres arbejde. Det gjaldt blandt andet en reform, som tredoblede lønnen for soldater på ‘kontaktlinjen’. Idéen blev tilskrevet Fedorov, selvom den havde været undervejs i årevis og i høj grad var resultatet af et kollektivt, aktivistisk pres. En anonym general sammenlignede ham med den angriber, der prikker bolden ind i et åbent mål efter et langt opspil.

Fedorovs fyring skaber vrede

Militæranalytikere kritiserede også hans tilbøjelighed til at vægte det spektakulære over det effektive. Den slovakiske Ukraine-ekspert Balázs Jarábik beskrev i et interview, hvordan en række nylige droneangreb på den besatte Krimhalvø var et udtryk for netop den tendens til at prioritere det, der ser godt ud på sociale medier over det, der skaber langsigtede resultater: “Det ser godt ud på papiret, og i Vesten bliver det beskrevet som en stor sejr. Men ukrainske analytikere indrømmer samtidig, at det ikke har nogen logistisk eller strategisk betydning rent militært.”

Mens Fedorov var populær i den ukrainske befolkning, var der i militære kredse bred enighed om, at han ikke var velegnet til jobbet, og at han detailstyrede taktiske dispositioner uden at have forstand på dem. Som en anden højtstående ukrainsk general kommenterede: “Ville du sætte dig ind i et fly, hvis du så, at piloten var butiksassistent?”

Et så dårligt samarbejde mellem hærens ledelse og forsvarsministeren var uholdbart i krigstid. Konflikten mellem militær og ministerium kulminerede i juli 2026, hvor Fedorov blev afskediget efter kun et halvt år på posten. For mange ukrainere lignede det, at den gamle (korrupte) garde med deres forældede idéer havde vundet over det friske pust, hvis tid som forsvarsminister ovenikøbet var faldet sammen med et momentumskifte i krigen.

De ukrainske medier kritiserede fyringen i skarpe vendinger. Kyiv Independent skrev, at det kunne være ‘den mest skadelige beslutning i år’evis, mens Irina Sergejeva kaldte Syrskyj for arrogant og beskrev fyringen som “et lyn fra en klar himmel” i Ukrainska Pravda. Ifølge Kyiv Post var den også blevet mødt med stor skuffelse i NATO-kredse.

Havde Zelenskyj smidt det hele på gulvet for at tilfredsstille sine venner?

Fra frustration til forvirring

Fedorovs afgang fik flere tusinde ukrainere til at gå på gaden for at demonstrere mod beslutningen. De var rasende over, at regeringen havde kastet guld på gaden for at tilfredsstille en flok fortidslevn. “Fedorov = flere russiske døde, Syrskyj = flere ukrainske døde”, som der stod på skiltene under protesterne.

Zelenskyj forsøgte hurtigt at slukke den politiske brand. Fedorov blev tilbudt en ny stilling som vicepremierminister, hvilket han afslog. Han var kun interesseret i sit gamle job, lød beskeden. Kort efter blev Syrskyj også fyret og erstattet med rivalen Mykhajlo Drapatyj, som havde trukket sig året forinden.

Demonstrationerne fortsatte i flere uger. Det vakte mindelser om den foregående sommer, hvor store demonstrationer mod kastreringen af Ukraines anti-korruptionsinstanser til sidst havde tvunget en ny lov gennem parlamentet, som genoprettede deres uafhængighed. Korruption blev også hurtigt vævet ind i narrativet om fyringen, og Zelenskyj var en presset mand. Igen.

Så gjorde Fedorov noget, der med et trylleslag forvandlede hele narrativet om hans person.

Zelenskyj meddelte 18. august, at han ville indstille Jevhenij Khmara, som var blandt arkitekterne bag Operation Edderkoppespind, som ny forsvarsminister. Inden parlamentet nåede at godkende den nye forsvarsminister, havde Fedorov dog svaret igen med en video, hvor han opfordrede præsidenten til at udskrive valg.

Vreden over fyringen blev afløst af forvirring og spørgsmål. Et valg i krigstid ville kræve en forfatningsændring, så skulle man også stemme om en sådan først?

Foruden de juridiske spørgsmål kom den mere lavpraktiske udfordring i at afholde et forsvarligt valg, mens missilerne fortsat regnede ned over de store byer. Hvordan skulle de millioner af ukrainere, som er flygtet ud af landet, kunne stemme? Og hvad med de yderligere millioner, som boede under besættelse?

Løsningen fra Fedorov var teknisk og gik på digitalisering af stemmeprocessen. Det virkede naivt og ikke særligt overbevisende. Støttedemonstrationerne forsvandt. Argumentet om, at manglen på valg var et tegn på demokratiets afvikling var også tyndt. Storbritannien, New Zealand og Canada gjorde det under Verdenskrigene. En meningsmåling fra Kyiv International Institute of Sociology viste tidligere i denne måned, at et flertal af ukrainerne fortsat ønsker at udskyde valget, til krigen er slut.

Subscribe now

Kaos uden vindere

Fra at have handlet om Zelenskyjs mulige magtfuldkommenhed og tendens til, med Kyiv Independents ord, at fyre potentielle rivaler, drejede samtalen over på Fedorovs egne motiver. Handlede det teatralske exit i virkeligheden om at sætte sig selv i scene som en mulig præsidentkandidat?

Rygterne er nu begyndt at svirre i Ukraine og er ikke blevet mindre af, at kilder tæt på Fedorov oplyser, at han overvejer at stille op som præsident. Hvis Fedorov havde håbet, at den sympatibølge, han skabte i forbindelse med fyringen, skulle kunne bære ham helt til den tinde, ser han dog foreløbigt ud til at have overspillet sin hånd.

“Fedorovs forbindelse til Elon Musk, der tidligere på året gav ham et rygstød under Starlink-affæren, kan også vise sig at være et tveægget sværd på sigt.”

Zelenskyj, som i øvrigt har meddelt, at han træder tilbage, når krigen er overstået, har også taget til genmæle. Han beskrev Fedorovs forslag som noget, der ‘kunne ødelægge Ukraine totalt.’ Selvom der er flere clicks i historier om modvind og korruption, er det samtidig værd at holde sig for øje, at 60 procent af befolkningen fortsat bakker op om Zelenskyj.

Tilbage står et forslag fra Fedorov, som er faldet til jorden med et brag. Den hidtil populære minister er selv kommet under luppen. Hvorfor vil han for eksempel tage til USA oven på fyringen? Handler det om at diskutere forsvarsteknologi med amerikanske virksomheder, sådan som han selv hævder, eller er det snarere for at sikre politisk opbakning til sit eget projekt?

Fedorovs forbindelse til Elon Musk, der tidligere på året gav ham et rygstød under Starlink-affæren, kan også vise sig at være et tveægget sværd på sigt. I et eksklusivt interview med Caolan Robertson fortalte Fedorov kort før valg-bomben, at han havde haft kontakt med Musk i fire år. Verdens rigeste mand betragtes i Ukraine med stor skepsis, og den undersøgende journalist Dave Troy spekulerede i, at forbindelsen til Musk (og endnu værre, Peter Thiel) kan have været en medvirkende årsag til fyringen. Var Fedorov det friske wunderkind-pust med fingeren på den digitale puls - eller en selvcentreret tech bro med skumle forbindelser til Silicon Valley?

Tilbage står en kaotisk situation uden vindere. Fedorov er blevet parkeret på sidelinjen, hvor han hen over weekenden gentog kravet om nyvalg. Foreløbigt er det blevet ignoreret af Zelenskyj, som dog må erkende, at den snart femårige borgfred på spørgsmålet er forbi. Når valget en dag bliver udskrevet, er det sandsynligt, at Mykhailo Fedorovs navn står på stemmesedlen. Foreløbigt ser det krav dog ud til at blive begravet i den meget store bunke af sager, som må blive taget op når krigen får en ende.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Mette Frederiksen og Giorgia Meloni ville have ‘en suspension af Schengen-samarbejdet’. Jordan Bardella ville have et opgør med ‘migrant-naiviteten’. Morten Messerschmidt indkaldte til hastemøde i Folketinget og kaldte det for ‘en ekstremt alvorlig’ situation, forårsaget af en ‘dybt, dybt uansvarlig regering i Madrid.’

At dømme på reaktionerne skulle man tro, at Europa havde stået over for sin værste krise siden pestens indtog i 1300-tallet, da cirka 60.000 migranter i slutningen af juli forsøgte at krydse grænsen til Spanien gennem den nordafrikanske enklave Ceuta.

Ceuta var et vigtigt øjeblik i europæisk historie, men ikke på grund af et par tusinde slukørede migranter. Stort set ingen af dem satte fod på det europæiske kontinent, og 80 procent var vendt tilbage til Marokko inden for 24 timer. Den marokkanske stat var i øvrigt involveret i begivenhederne, der snarere må betegnes som et politisk stunt end en spontan migrantbølge.

Det, som gør den vigtig var den panikstemning, som nåede at brede sig i politikerkredse. Det understregede noget vigtigt: De folkevalgte er gennemført uforberedt på, hvilken krise den globale opvarmning stiller os over for. Når dén krise rammer med fuldt drøn, vil den få de nuværende migrantstrømme til at ligne en vandpyt.

Når en forholdsvist lille affære som den, der udspillede sig ved Ceuta, kan forårsage en nærmest total nedsmeltning og få statsledere fra både Danmark og Italien til at kræve et stop for Schengen-samarbejdet, kan vi kun frygte, hvordan reaktionen bliver, når ti eller hundrede gange større grupper af migranter forsøger at nå til Europa.

Spørgsmålet er ikke, om det sker, men hvornår. Klimakrisen og politikernes kriminelt slappe reaktion på klodens dramatiske opvarmning gør det til en garanti. I Nordafrika, hvor 30.000 desperate migranter allerede er druknet i Middelhavet de sidste 11 år, bliver det (også) værre.

Her vil særligt vandmangel i Tunesien, Egypten og Algeriet samt ørkenspredning gøre området mere ubeboeligt. Skybrud, som også er et voksende fænomen i regionen grundet klimaforandringer, resulterede tidligere på året i 300.000 internt fordrevne i Marokko. I Egypten er energiforsyningen truet af stigende havniveau. Og sådan kunne vi blive ved; færre afgrøder, ekstremt vejr og tørke. Det er indlysende, hvor det bærer hen.

Krisen begrænser sig naturligvis ikke til vores nære naboer. Kigger vi længere ud i verden står lande som Bangladesh over for et decideret kollaps som følge af klimakrisen. Foreløbige prognoser vurderer, at mindst 13 millioner af landets indbyggere vil blive fordrevet fra deres hjem inden for 20 år. ‘Kaskadeeffekter’ kan dog gøre det til det optimistiske scenarie.

Andre lande, som Maldiverne i Det Indiske Ocean, vil ganske enkelt forsvinde fra landkortet. Hvem skal huse dem? Skal maldivere og bangladeshere satse på, at den hindunationalistiske regering i Indien vil forbarme sig over deres (sunnimuslimske) befolkninger? Eller vil de søge længere mod øst eller vest? Den problematik bliver vi nødt til at forholde os til inden Maldiverne er væk.

Fra et moralsk perspektiv har vi et ansvar for at hjælpe de mennesker, som skal betale regningen for andres klimaødelæggelse. Lad os i den sammenhæng huske, at Bangladesh eksempelvis har stået for en promille af den samlede CO2-udledning siden 1751.

Men er der overhovedet råd til at tage sig af de mange migranter? Selvfølgelig er der det - også fra et økonomisk perspektiv. Prisen for at hjælpe disse blegner i sammenligning med at ignorere klimakrisen. Alene den kommende Super El Niño - et ødelæggende naturfænomen, hvis frekvens stiger i takt med den globale opvarmning af havene - vurderes at koste verdensøkonomien 3.000 milliarder kroner i direkte ødelæggelser og øgede fødevarepriser.

El Niños hærgen rammer de fattigste dele af verden uforholdsmæssigt hårdt, og er endnu en drivkraft i migration. Vil man mindske migrationsstrømmene, er radikal klimahandling derfor den mest oplagte løsning. Af samme grund er sammenfaldet mellem indvandringsfjendsk politik og klimabenægtelse på den europæiske højrefløj et bittert ironisk twist.

“Tag en kølig pils og nyd sommervarmen”, skriver Lars Boje Mathiesen på Twitter som svar til ‘klimaalarmisterne’. “Nyd sommervarmen og udsigten til bedre lokal vindyrkning”, istemmer Reform UK-chefen Richard Tice.

Mathiesen og Reform UK er både enige om, at remigration er løsningen på de voksende migrantstrømme, og at den globale opvarmning er overdrevet. Men kan man egentlig remigrere til en ørken - eller er det blot en retorisk finte, som skal dække over den totale ansvarsfraskrivelse og indifferens over for den migreredes skæbne og motivationer?

Hvis de vitterligt mener, at et par milliarder menneskeliv er en nødvendig pris at betale i grænsepolitikkens navn, hvilket jeg har på fornemmelsen, flere i højreradikale kredse mener end ytrer, må vi i det mindste tvinge dem til at sige det højt og tydeligt.

Klimakrisens acceleration kommer til at sætte endnu mere pres på de europæiske lande, når det gælder at tage et større ansvar for verdens flygtninge - eller måske bevare den sidste rest af kontinentets humanisme. Ceuta var en påmindelse om, hvor uforberedt vi er på at konfrontere den slags uhyggelige dilemmaer.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Har du to minutter til et godt tilbud? Mange kender sikkert følelsen af at blive ringet op midt i noget vigtigt, blot for at blive mødt af et lettere irriterende marketingtilbud. For indbyggerne i Frankrig er det imidlertid snart fortid.

“Fra i dag er det ulovligt at kontakte forbrugere i salgsøjemed uden deres forudgående tilladelse. En sådan tilladelse kan derudover trækkes tilbage med øjeblikkelig virkning”, forklarede Alice Vilcot fra den franske konkurrencestyrelse (DGCCAPF).

Kulmination på flere års stramning

Ifølge Le Monde oplever tre ud af fire franskmænd på ugentlig basis at blive ringet op mindst én gang om ugen af de ofte vedholdende sælgere. Sælgerne ringer dog ofte ikke fra Frankrig, men er placeret i callcentre uden for landet. Det gælder ikke mindst Marokko, hvor den outsourcede telemarketing er blevet en stor industri.

“Det centrale problem er ikke løst: de call centre, som har fået forbrugerne til at kræve et forbud, bliver overvejende drevet i Nordafrika, hvor de franske myndigheder ikke kan håndhæve loven.”

- Jerry Owens, Tech Times

---

Morocco World News skriver, at den nye lovgivning kan betyde op til 50.000 færre arbejdspladser i landet. Den marokkanske beskæftigelsesminister Younes Sekkouri oplyste tidligere på året, at det franske marked udgør 80 procent af branchen, og kaldte på den baggrund den nye lov for ‘bekymrende’.

Loven kommer efter flere års forsøg på at gøre op med de uønskede opkald i Frankrig. I 2014 vedtog Frankrig en ny forbrugerbeskyttelseslov kendt som ‘Hamon-loven’, der blandt andet begrænsede mulighederne for telemarketing. Den lov bliver nu erstattet af den skærpede lovgivning, der i samme ombæring skruer bøden for at overtræde lovgivningen kraftigt i vejret. Uønskede salgsopkald kan således udløse en bøde på op til 2,8 millioner kroner.

Foruden stramning af reglerne kan franskmænd, som alligevel oplever at blive ringet op af sælgere, indrapportere disse til en hjemmeside drevet af den franske regering. En række franske forbrugerorganisationer har netop efterlyst en sådan opfølgning, da mange ifølge dem oplever, at callcentrene ignorerer afvisninger.

Selvom det altså fremadrettet vil være ulovligt at lave salgsopkald, påpeger flere eksperter, at det i praksis kan blive svært at håndhæve, fordi de fleste callcentre ligger udenfor Frankrig.

“Det centrale problem er ikke løst: de callcentre, som har fået forbrugerne til at kræve et forbud, bliver overvejende drevet i Nordafrika, hvor de franske myndigheder ikke kan håndhæve loven”, kommenterede tech-journalisten Jerry Owens i Tech Times.

Europæisk tendens til forbud

Den franske lov kommer kort efter et lignende tiltag i Nederland, hvor det i juli 2026 blev forbudt at ringe for at sælge produkter og ydelser over telefonen uden forudgående samtykke. I Tyskland har det længe været ulovligt at lave telefonsalg, da man allerede forbød den praksis i 2009.

I Danmark er det på papiret ulovligt, hvis du bliver kontaktet af virksomheder med henblik på salg. Ifølge forbrugeraftaleloven er telefonsalg nemlig ikke tilladt, medmindre man udtrykkeligt har givet tilsagn om at blive kontaktet.

Der er dog tilføjet en lang række undtagelser i den danske lovgivning, som blandt andet tillader salg af bøger, avisabonnementer, forsikringer og abonnementer på redningstjenester. Analyseinstitutter og velgørende organisationer må desuden ringe uden forudgående tilladelse, men må ikke forsøge at sælge produkter uden at have fået lov.

I Danmark skærpede man loven på telemarketingområdet i 2022. Det betyder blandt andet, at bøden for at sælge uønskede produkter i dag bliver fastsat på baggrund af virksomhedens omsætning.

EuropaNyt har kontaktet Justitsministeriet for at spørge, om der fra den danske regerings side er planer om flere stramninger på området efter fransk model. De har dog ikke svaret på henvendelsen ved deadline.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Har du brugt sommeren i en hængekøje på Malta? Eller har du bare trukket stikket derhjemme og lukket ned for nyheder og sociale medier?

Her får du en række af sommerens vigtigste nyheder fra hele Europa, så du hurtigt kan komme med på beatet igen.

Migrantbomber i Marokko

Blandt sensommerens største historier var de 60.000 migranter, som krydsede grænsen mellem Marokko og Spanien ved den nordafrikanske enklave Ceuta. I processen omkom 57 personer, og det var en gentagelse af tidligere aktioner som den i 2021, hvor 8.000 personer krydsede grænsen ved Ceuta.

At så mange mennesker på én gang vælger at krydse strædet, kan naturligvis ikke lade sig gøre uden koordinering ovenfra. Det viste sig da også hurtigt, at den marokkanske stat var dybt involveret i at facilitere de mange migranters forsøg på at komme til Spanien og EU. På sociale medier kunne man blandt andet finde videoer, hvor marokkansk politi hjalp migranterne med at komme frem til grænsen. En nylig aftale om leverancer af gas mellem Spanien og Algeriet kan være blandt motiverne for den marokkanske stats brug af desperate migranter til de politiske julelege.

Taktikken minder således om de migrantbomber, som særligt Rusland og Belarus har brugt i det østlige Europa som led i deres hybridkrig. Formålet er at skabe politisk destabilisering og samtidig give et boost til deres højreradikale allierede i Europa. Op til den store migrantaktion var der også blevet spredt desinformation på en række sociale medier om muligheder for at udnytte et smuthul i den spanske lovgivning. Også her var der lighedstræk med de russiske informationsoperationer.

På den radikale højrefløj var man da heller ikke sen til at udnytte ‘krisen’, og flere politikere opfordrede til en midlertidig suspendering af Spaniens deltagelse i Schengen-samarbejdet. Blandt førerhundene var den amerikanske præsident Trump, som øjnede endnu en mulighed for at angribe sin spanske kollega. Trump har et horn i siden på Pedro Sánchez over den spanske regerings holdning til Iran-krigen og den kritiske indstilling til Israels folkemord i Gazastriben.

Også fra dansk side var reaktionerne dramatiske. Mette Frederiksen dannede fælles front med den højreekstreme italienske premierminister Giorgia Meloni, mens DF-formand Morten Messerschmidt omtalte det som en ‘katastrofe’ og indkaldte Folketinget til hastemøde. Få dage efter den opsigtsvækkende - og statsstyrede - aktion var 75 procent af migranterne dog vendt tilbage, og ‘invasionen’ var afblæst. Målet om at skabe frygt og høste clicks var imidlertid opnået.

Vil du læse mere om ‘migrantdramaet’? Så kan du se en udmærket dybdegående reportage hos France24.

Subscribe now

Russiske varehuse i brand

For aktionærer i Wildberries har sommeren været en lang og deprimerende affære. Det ukrainske militær har nemlig dronebombet virksomhedens varehuse i hele Rusland, hvilket har forårsaget skader for flere hundrede milliarder rubler.

Almindelige russere og ansatte i virksomheden har været flittige til at uploade billeder af ødelæggelserne til de sociale medier. Endda så flittige, at Wildberries nu har forbudt medarbejderne at tage smartphones med på arbejde, så moralen ikke bliver yderligere sænket.

De seneste ‘langtrækkende sanktioner’ startede den 18. juli, hvor varehuse i Tambov og Elektrostal blev sat i brand. Indtil videre er mindst 13 andre lagre blevet sat i brand, og mens nogle af varehusene er sluppet med overfladiske skrammer, er andre brændt ned til grunden.

Ifølge det ukrainske militær har man rettet sigtekornet mod virksomheden, fordi Wildberries også sælger militært udstyr som komponenter til droner og skudsikre veste. Der kan dog også være andre grunde til, at Ukraine går efter den store onlineplatform, som ofte kaldes ‘Ruslands Amazon’.

Virksomheden har en afgørende rolle for den russiske økonomi, og en konkursbegæring ville sende en chokbølge gennem hele Rusland. I forvejen er bankerne presset af et stort penge-outflow, hvor der i juli blev hævet 643 milliarder rubler (ca. 52 milliarder kr.) mere, end der blev indsat.

Den russiske stat mærker også presset fra de vedvarende bombardementer af både varehuse og olieraffinaderier. I første halvdel af 2026 oversteg underskuddet på statsbudgettet hele årets forventede negative resultat på 462 milliarder kroner. Det har blandt andet tvunget Kreml til at sælge store dele af landets guldreserver og senest også en del af den betragtelige diamantbeholdning.

Vil du vide mere? Så kan du se dette interview med Ukraines dronechef, Robert ‘Madyar’ Brovdi, hvor han fortæller om dronekrigen.

Trump genoptager truslerne mod Grønland

Selvom mange allerede har lagt champagnen på køl til en helt særlig dag, slipper vi foreløbigt ikke udenom endnu en nyhed med en levende Donald Trump i centrum. Den amerikanske præsident gentog henover sommeren sine trusler mod Grønlands suverænitet, da han igen delte et billede med teksten Hello, Greenland! på sit sociale medie Truth Social. Med Trump på lur bag bjergene ved en grønlandsk bygd havde billedet en underlig vibe af en sexforbryder, som venter på at overfalde sit offer. Eller måske knap så underligt med afsenderens historik in mente.

Den amerikanske præsident understregede situationens alvor i et interview med Real America’s Voice den 31. juli, hvor han bekræftede værtens forudsigelse om, at Grønland ville være ‘under amerikansk kontrol’, inden han forlader præsidentembedet.

“Grønland er vigtigt for os, ikke for dem. Så det kan du godt sætte penge på,” sagde Trump.

For at understøtte den voldtægtsdømte pædofilianklagede storsvindlers præsidentens krav, stillede Paul McCarthy fra den konservative tænketank The Heritage Foundation op til interview med Danmarks Radio, hvor han blandt andet forsøgte sig med et argument om en mulig kinesisk trussel. Hvornår den præcist skulle manifestere sig, står dog hen i det uvisse og virker som en søgt forklaring på et fiktivt problem.

De grønlandske og danske regeringer står endnu en gang over for en potentiel invasionstrussel. Danmark sender nu 100 ekstra værnepligtige til Grønland under dække af NATO-øvelsen ‘Arctic Endurance’. USA har også oprustet med ansættelsen af den forhenværende TV2-kommentator Sofie Rud på ambassaden i København.

For Danmark og Grønland handler det nu om at tage det hemmelige danske supervåben Syltekrukken i brug og forsøge at begrave ‘forhandlingerne’ i kommissioner, udvalg og arbejdsgruppemøder de næste 2½ år. Altså medmindre der bliver grund til at åbne champagneflaskerne før tid.

Vil du vide mere? Jeg skrev en analyse af konsekvenserne ved en amerikansk invasion af Grønland da truslerne første gang blev fremsat i januar 2026. Den kan du læse her.

Tørke tørlægger Donaufloden

Den ekstreme hedebølge, som sommeren igennem har skyllet ind over Europa, har også haft store konsekvenser i Centraleuropa. I Ungarn har det blandt andet betydet, at Donaufloden har nået rekordlave vandstande, hvilket har haft både alvorlige og mere finurlige konsekvenser.

I den mere alvorlige afdeling har de ungarske myndigheder været tvunget til at lukke ned for landets eneste atomkraftværk, Paks, da vand fra floden bliver brugt til at nedkøle reaktorkernen. Selv efter en lukning vil værket kræve store mængder vand for at holde det kølet og undgå en nedsmeltning.

Lukningen er den første i Paks’ 44-årige historie og kan medføre en stor energimangel i Ungarn. Det lægger også pres på de omkringliggende lande, som eksporterer energi til Ungarn. Størstedelen af energien kommer i stedet fra solenergi, som aktuelt dækker 65 procent af energiforbruget. Særligt Rumænien og Ukraine leverer energi til det pressede land, mens Ungarn trods egen knaphed importerer til Slovenien og Østrig.

I den knap så alvorlige ende har tørlægningen af Donaufloden også affødt en række pudsige fund. Ved Szob fandt man blandt andet en bil på flodbunden, mens der andre steder er blevet opdaget både pistoler og dele af en ødelagt bro. I nærheden af Prahovo i Serbien er et gammelt skib fra Anden Verdenskrig sågar dukket op. Prisen for det vildeste fund må dog gå til Visegrád i Ungarn, hvor man på den udtørrede flodbund har fundet ammunition til katapulter fra middelalderen!

Vil du vide mere? Så tjek den her hjemmeside. Her kan du se en interessant visualisering af det ungarske energiforbrug, og hvor landets energi kommer fra i realtid.

Subscribe now

UEFA lukker ned for Infatinos korrupte planer

Få mennesker kan hævde at være i samme liga som Donald Trump, når det gælder korruption, men FIFA-boss Gianni Infantino viste henover sommeren, at han er blandt kandidaterne til den eksklusive klub.

Sammen med vennen Trump kunne han overvære Spanien løfte trofæet for anden gang, da VM i herrefodbold kulminerede med landets 1-0-sejr over Argentina i finalen den 19. juli. Verdensmesterskabet blev afholdt i USA, Mexico og Canada og blev blandt andet kritiseret for det nye tiltag med en reklamepause vandpause i hver halvleg.

Men dommeren havde knap nået at fløjte kampen af før Infantino præsenterede endnu et tiltag, der fik kritikken til at hagle ned: FIFA Forward Enterprise (FFE). Bag navnet gemte sig en plan om at sende de kommercielle rettigheder til organisationens største turneringer i udbud. FIFA ville indledningsvist sælge en minoritetspost til en anslået værdi på 130 milliarder kroner til investeringskonsortiet Thrive Capital, og i spidsen for det stod Trump-svigersønnen Jared Kushners lillebror, Joshua.

Et besynderligt tilfælde!

Det europæiske fodboldforbund UEFA gik hurtigt i samråd, og kort efter udsendte de 55 medlemslande en fælles og overraskende skarpt formuleret erklæring om at boykotte FIFA-turneringer, hvis den plan blev en realitet. Det europæiske fodboldforbund er med afstand den mest magtfulde og fodboldmæssigt stærkeste del af FIFA, og et UEFA-boykot ville betyde et drastisk fald i interessen. Det ville gøre reklamepauserne vandpauserne noget mindre lukrative. En boykot ville desuden gøre det bøvlet at afholde mesterskaberne i 2030, som skal afvikles i Spanien, Portugal og Morokko.

Da det nordamerikanske forbund (CONCACAF) kort efter meddelte, at man heller ikke bakkede op om planen, var den lige så død som Infantinos integritet. Det betyder også et farvel til den bonus på 194 millioner kroner, som han stod til at score på FFE.

Den skandale-ramte FIFA-boss trak sidste år negative overskrifter for at opfinde en fredspris, som han kunne uddele til vennen Trump (to måneder inden han startede en krig). Spørgsmålet er nu, om Infantino overhovedet kan blive siddende som præsident. UEFA-chef Alexander Ceferin har opfordret medlemslandene til at genoverveje deres støtte til Infantino, som er på valg igen i april 2027, hvilket allerede har fået Sverige, Wales og Serbien til at trække støtten til Infantino.

Har vi overset en vigtig nyhed? Husk, at du altid er velkommen til at kontakte os med et tip til en historie, som du synes vi skal kigge nærmere på.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Subscribe now

I en hektisk nyhedsstrøm fuld af krig, kaos og politisk teater kan det være svært at trække vejret. EuropaNyts mission er at sortere i den uendelige nyhedsstrøm, så du får et køligt overblik over de vigtigste begivenheder på kontinentet.

I første halvdel af 2026 har en række valg forskubbet magtbalancen på det europæiske kontinent i forskellige retninger. I Storbritannien er Keir Starmer trådt tilbage som premierminister ovenpå en række katastrofale lokalvalg og overraskende nederlag i tidligere sikre højborge. Højrefløjen presser på for et nyvalg, mens Andy Burnham foreløbigt ser ud til at overtage i Downing Street 10. I Ungarn er der også sket et skred. Viktor Orbán er smidt på porten efter en møgbeskidt valgkamp, og afløseren Magyar er gået i gang med en større politisk udrensning. Om den tidligere Fidesz-politiker går ned ad samme spor som sin forgænger vil tiden vise.

Andre steder har taburetterne klistret sig til de samme bagdele som hidtil. I Armenien er Nikol Pasjinjan fortsat præsident, og i Portugal blev fascisten Andre Ventura holdt fra fadet af den socialdemokratiske præsident Seguro. I Malta var der politisk kontinuitet, da landets socialdemokrater for fjerde gang vandt valget, mens det politiske kaos i Bulgarien resulterede i valgsejr til en gammel kending. I Kosova forsøger det populære regeringsparti Vetëvendosje at manøvrere rævekager fra oppositionen, og i Slovenien formåede ‘Sloveniens Trump’ at vinde over Robert Golob.

Europanyt i øregangene

På den anden side af industriferien bliver der gearet op til flere politiske forskydninger på vores lille tektoniske plade. I Sverige skal vores naboer til stemmeurnerne i september, og både i Estland og Letland skal der sættes krydser i samme måned. Bosnierne har præsidentvalg i oktober, og i Tyskland holder vi vejret til efteråret, når lokalvalget i Østtyskland kan give det nyfascistiske Alternative für Deutschland endnu mere magt. Du kan læse om det hele her på siden.

Det hele skal selvfølgelig ikke handle om politik og valg. Fra rapporter om kokainforbrug og demonstrationer mod luksusøer i Albanien til benzinkriser i Krim og indrejseforbud af den ene eller anden slags: Europanyt sætter fokus på aktuelle begivenheder og analyserer situationer, når de opstår. Til efteråret sætter vi blandt andet fokus på Belarus og Grønland/Arktis. Vanen tro udstiller vi også de mange desinformationsnarrativer og konspirationsteorier, som med garanti kommer til at oversvømme dit sociale medie-feed - også til den tid.

Hver femte foretrækker i dag at lytte til artikler i stedet for at læse dem, et tal, som i øvrigt er voksende. Det sidste halve år har du derfor også kunnet høre alle artikler i Europanyt - altså oplæst af et rigtigt menneske, ikke en monoton og sjæleløs AI-stemme. I en tid, hvor AI-begejstringen ingen ende vil tage, går Europanyt i den modsatte retning og giver dig et frirum fra den enerverende AI-ficering af dit liv. I anden halvdel af 2026 kan du i øvrigt også læse et interview med en mand, som kalder AI for “det største svindelnummer i det 21. århundrede.”

De oplæste artikler er kommet for at blive, og i anden halvdel af 2026 vil vi desuden efter flere opfordringer arbejde på at få dem udbredt til populære streamingtjenester som Spotify, så det bliver endnu nemmere for dig at tilgå de nyeste artikler som det passer dig.

Vær uproduktiv i din ferie!

Kan du i øvrigt holde varmen? Som du måske har bemærket, er der glohedt i Danmark. Men hele Europa er for tiden ramt af en hedebølge, som sætter nye rekorder. Desværre hænger det, som den danske klimaforsker Sebastian Mernild forklarede i Europanyt i sidste måned, også sammen med den katastrofale opvarmning af kloden, som truer hele den menneskelige civilisation.

De samme irriterende typer, som forsøger at sælge dig luftkastellet om et AI-mirakel, forsøger i den forbindelse at overbevise dig om, at vi kan innovere os ud af det apokalyptiske opvarmnings-scenarie, vi står over for. Men elbiler og teknokratiske kvotesystemer er ikke vejen frem, hvis vi vil nå at redde stumperne af vores brændende klode.

Det ser kritisk ud for klimaet, og der er brug for mere panik, ikke håb, som Greta Thunberg engang sagde. Løsningen er både enkel og hamrende svær at realisere: vi skal producere mindre og gøre op med forestillingen om endeløs vækst på en planet med begrænsede ressourcer. Som føromtalte Mernild sagde til Europanyt, kan det kun gå for langsomt med at få bremset udvindingen af fossile brændstoffer.

Desværre lader den politiske konsensus stadig til at være centreret om vækst og arbejde. Vi skal arbejde og producere mere! Vi skal arbejde i længere tid, så vi kan forblive produktive og købslystne små robotter ind i livets efterår. Og vi skal den ondelynemig ignorere alle eksperters råd, og blive ved med at brænde olie, gas og den fælles fremtid af.

Lad mig i den forbindelse opfordre Europanyts læsere til at bruge ferien så uproduktivt som muligt!

For hvis du har brug for at gå på ferie med en smule begejstring i sindet, er det værd at huske på, at de bedste ting i livet er gratis - også på drivhusgas-kontoen. Brug din ferie på at gå en tur i din lokale skov, bad i en sø, tag nogle dybe vejrtrækninger, spil stikbold med dine børn, hav sex med din kæreste (eller en fremmed) og sov dejligt længe. Så minder du samtidig din krop og dit sind om, at de bedste ting her i livet ikke er en del af problemet, men af løsningen.

Vi glæder os til at vende tilbage i starten af august med flere artikler, spændende interviews, dybdegående analyser og nye fede features. Jeg ønsker alle læsere en god - og forhåbentlig uproduktiv - sommer!

Subscribe now

Lyt til artiklen her.

De store smil var fundet frem, da EU’s topchefer sidste sommer tog til Beijing for at mødes med Xi Jinping og resten af den kinesiske ledelse. Her blev 50 års styrket diplomati og samhandel fejret, og vanen tro blev von der Leyen, Costa og Kallas budt velkommen med pomp og pragt. Kinesiske soldater i glinsende hvide uniformer dannede æresvagt, og gæsterne holdt lange taler om ‘samarbejde i mødet med kriser’ af den slags, som hurtigt kan få almindelige mennesker til zone ud.

Bag flosklerne og diplomatiet lurer en voksende konflikt mellem de to supermagter som siden mødet i juli 2025 er intensiveret. Det handler om grundlæggende modsatrettede interesser mellem to verdensdele, som foreløbigt holdes i stik af gensidig afhængighed.

Spist op indefra

Da Volkswagen for nyligt meddelte, at man planlægger at afskedige op til 100.000 medarbejdere, vendte mange øjne i branchen straks blikket mod Kina. Den europæiske bilindustri bliver presset af billige kinesiske alternativer, særligt inden for elbiler, hvor store statsejede virksomheder som BYD og Geely oplever stor vækst i salget.

“Kina veksler gerne økonomisk soft power til politisk kapital og kontrol.”

---

Knap hver tiende nye solgte bil i Europa er i dag kinesisk, og virksomhederne forsøger nu at udvide med lokal produktion i Europa. Faldende salgstal - 13 millioner solgte biler i 2025 sammenlignet med 15,3 millioner i 2019 - gør samtidig de europæiske bilproducenter desperate efter penge, hvilket gør de kinesiske kapitalindsprøjtninger svære at afvise.

Den europæiske bilindustri risikerer på den måde at blive spist op indefra af kinesiske investeringer, som på sigt kan undergrave deres selvstændige produktion. En ‘kannibalisering’, som den tyske tænketank Mercator beskrev det i sidste måned. Oveni det pres kommer den nye aggressive amerikanske toldpolitik, som også rammer de europæiske bilgiganter hårdt på pengepungen.

BYD har allerede etableret en stor fabrik i Ungarn, og med investeringerne kommer samtidig en voksende politisk indflydelse i EU. Under Viktor Orbán faldt forholdet til resten af EU ned under frysepunktet, hvilket fik den autoritære leder til at styrke båndet til Kina. Det har givet Kina et fodfæste i Europa, som også har betydet, at kinesisk politi udfører opgaver i landet, samt at kinesiske agenter kan operere mere frit.

Den ungarske graverjournalist Szabolcs Panyi, som op til forårets parlamentsvalg afslørede udenrigsminister Peter Szjiartos EU-undergravende samarbejde med sin russiske modpart, advarede allerede i 2021 om, at landet var ved at blive omdannet til en trojansk hest for kinesiske interesser.

På netop efterretningsområdet er Kina også begyndt at opføre sig mere aggressivt i Europa og har, som El Pais kunne dokumentere tidligere på måneden, udvidet sit spionnetværk betragteligt. Sidste år blev Huawei’s kontor i Bruxelles ransaget af belgisk politi, hvilket afslørede en større spionageindsats gemt inde i tech-giganten.

En række højreradikale politikere, herunder Alternative für Deutschland-MEP Maximillian Krah, efterforskes nu for at udlevere både sikkerheds- og industrihemmeligheder til Beijing, hvor også det højreekstreme belgiske parti Vlaams Belang er involveret i at sprede kinesiske narrativer om blandt andet koncentrationslejrene i Xinjiang. Sagerne illustrerer den måde, hvorpå Kina gerne veksler økonomisk soft power til politisk kapital og kontrol.

Made in Europe

Den stigende konkurrence fra kinesisk produktion inden for brancher, som traditionelt har udgjort drivkraften i det europæiske maskinrum, falder sammen med et voksende pres på forbrugsvarer fra Kina. I Bruxelles ser man med bekymring på den linde strøm af billige produkter, som bliver importeret fra Kina via hjemmesider som Wish, Temu og Aliexpress.

Foruden den prismæssige fordel drager de kinesiske hjemmesider også fordel af mindre regulering, hvilket gør det muligt for europæiske købere at anskaffe produkter, som ellers ikke er tilladt i EU. Den franske forbruger-organisation DGCCRF lagde sidste år sag an mod en række onlineplatforme, fordi de blandt andet solgte børne-sexdukker, knojern og macheter. Samlet er handelsbalancen mellem de to blokke kraftigt i Kinas favør: sidste år eksporterede Kina varer for 360 milliarder euro mere end der blev sendt den anden vej.

EU har på den baggrund skruet op for sin egen indsats, når det handler om at forhindre de kinesiske varer i at udkonkurrere de hjemlige markeder. Kommissionen har iværksat en række tiltag, som skal begrænse importen og dét, man i Bruxelles ser som et misforhold i samhandlen med Kina. I går meddelte Kommissionen desuden, at man vil indføre en tolddafgift på 3 euro på varer, et markant skridt i forhold til den tidligere grænse på 150 euro. Det nye tiltag vil særligt ramme virksomheder som SHEIN og Temu, som importerer billige kinesiske varer.

Det er også værd at bemærke, at den europæiske investeringsbank (EIB) er begyndt at give rekordstore lån til virksomheder som Airbus i et forsøg på at matche den kinesiske regerings rundhåndede statsstøtte til sine virksomheder. Der er dog langt op til de 1.500 milliarder, som Kina har postet i alene bilindustrien siden 2009.

Som en yderligere styrkelse af den europæiske produktion lancerede EU tidligere på året Made in Europe. Det er officielt et tiltag, som skal styrke europæiske varers betingelser på det frie marked. De færreste er dog i tvivl om, at det også er møntet på Kina. Made in Europe-intiativet er da heller ikke blevet vel modtaget af Kina, som kalder det “systematisk diskrimination.” Flere finansielle analytikere mener nu, at en decideret handelskrig mellem EU og Kina er under opsejling.

Taiwan spøger stadig

Mens det økonomiske forhold mellem de to blokke knager, er der også sikkerhedspolitiske spændinger. Det drejer sig selvfølgelig om Taiwan, som fortsat spøger i kulissen, ikke mindst fordi den kinesiske regering har skruet op for sin annekterings-retorik.

Taiwan-problematikken er først og fremmest et økonomisk spørgsmål for EU. Landet er EU’s fjerdestørste handelspartner og sidder fortsat tungt på den globale chipindustri. Det er gået op for det meste af verden - ikke mindst efter den chokbølge, som USA’s krig mod Iran har forårsaget - at sårbare forsyningskæder som halvlederindustrien kan blive endnu mere svækket af den globale konfliktoptrapning. EU har derfor også iværksat en ambitiøs målsætning om at udvide sin egen produktion og kontrollere mindst 20 % af mikrochip-markedet inden 2030. Indtil da har Taiwan en afgørende strategisk-økonomisk betydning.

For Kina er Taiwan ikke kun et spørgsmål om handel og økonomi, men om nationalistisk hjerteblod. Øen har samtidig et enormt strategisk potentiale, da en kinesisk erobring af Taiwan vil bryde den first island chain, som begrænser Kinas mulighed for at dominere Det Sydkinesiske Hav, hvor 20 procent af verdens maritime shipping sejler gennem. En varm krig i regionen ville kort sagt få krisen ved lukningen af Hormuzstrædet til at ligne en søndagsudflugt.

“For Kina er Taiwan ikke kun et spørgsmål om handel og økonomi, men om nationalistisk hjerteblod.”

---

I april slog den kinesiske diktator fast, at man ‘under ingen omstændigheder’ vil tolerere mere selvstændighed til øen. Kina har de sidste fire år optrappet sin militære tilstedeværelse rundt om Taiwan, og Trump-regeringens mindre faste opbakning til Taiwan har givet Xi endnu mere blod på tanden.

Mens USA’s indflydelse på verdensscenen falmer, har udviklingen forværret forholdet mellem Kina og resten af regionen. Det gælder særligt i forholdet til Filippinerne og Japan, hvor den nye højrenationalistiske premierminister Sanae Takaichi ikke ligefrem har gydet olie på vandene med sine kommentarer om, at Tokyo forbeholder sig retten til militær intervention i tilfælde af en kinesisk invasion.

Som reaktion på en filippinsk-japansk erklæring om, at man nu vil genoptage diskussionen om kystlinjer - herunder Taiwans - chikanerede kinesiske krigsskibe i sidste uge en række handelsskibe øst for Taiwans kyst, hvilket fik alarmklokkerne til at ringe i både USA og Europa. Kina har desuden udvidet sit eksportforbud og fjernet flyafgange til Japan.

Fra et europæisk perspektiv er der næppe meget at gøre, hvis Kina beslutter sig for at starte den krig mod Taiwan, som rykker nærmere. De europæiske ledere forsøger stadig at bevare forholdet til begge sider, hvilket blev illustreret sidste efterår, hvor Tjekkiet, Italien og Østrig fik besøg af den taiwanesiske udenrigsminister Lin Chia-lung, mens Kinas udenrigsminister Wang Yi var på europæisk besøg i Slovenien, Polen og Østrig. De to kolleger delte næppe en strudel i Wien.

En konflikt uden vindere

Konfliktoptrapningen mellem EU og Kina afspejler en generel tendens på verdensplan. Den dårlige nyhed er, at der ikke er nogen løsninger i sigte. De to stormagter har fundamentalt modsatrettede interesser i en verden, som i stigende grad bevæger sig i retning af bloktænkning og lukkede grænser.

Europa og Kina har dog stadig brug for hinanden. Begge sider står til at tabe massivt på en videre optrapning af konflikten, også selvom det kun bliver i form af forværrede handelsrelationer. Det er svært at se EU sætte alle sine økonomiske jetoner ind på at bevare Taiwans selvstændighed, al den stund at halvdelen af medlemslandene endda officielt betragter øen som en del af Kina.

Selvom en invasionskrig også kan få store økonomiske konsekvenser for Kina, kan vi - med Putins tilsvarende økonomisk irrationelle krig mod Ukraine - på ingen måde udelukke, at Kina vil se et aktuelt svagt USA som en gylden mulighed for genforening. Koste, hvad det vil.

Når Wang Yi i denne uge tager på skandinavisk turné og blandt andet skal mødes med Lars Løkke Rasmussen, er det bedste, man kan håbe på, en fælles forståelse for Europas og Kinas gensidige afhængighed. En sådan pragmatisme kom også til udtryk i Løkkes optakt til mødet:

“Vi kommer ikke uden om Kina, hverken politisk eller økonomisk, hvis vi skal have greb om nogen af verdens fundamentale udfordringer. Vi er på godt og ondt økonomisk forbundet med Kina, og det giver os meget at tale om.”

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Er du fast læser af Europanyt, har du tidligere kunnet læse om russiske ortodokse præster, der velsigner atomraketter og kampvogne på vej til fronten. Nu er krigen imidlertid vendt hjem til Rusland, hvor de religiøse mænd er begyndt at velsigne mere… utraditionelle objekter.

Indbyggerne i Volga-provinsen har de sidste dage kunnet overvære velsignelser af benzinpumper, overrislet med helligt vand som en bøn til Gud om at beskytte de store diesel- og benzinbeholdere. Foreløbigt har Vorherre dog siddet bønnerne overhørig.

Desperationen vokser på Krimhalvøen

Baggrunden for det lettere komiske præste-syn er de nyeste ukrainske angreb på den russiske energiinfrastruktur, som har skabt stor knaphed i det ellers olierige land.

I flere af Ruslands provinser er der blevet indført rationering på benzinsalg, og knapheden er størst i de besatte ukrainske provinser. Her skal militæret, der anslås at sluge 5-10 procent af hele den russiske benzinproduktion, bruge en uforholdsmæssigt stor andel af benzinen til at holde krigsmaskinen i gang.

“Situationen har omdannet Krim fra et ferieparadis til en fælde.”

---

På Krimhalvøen suspenderede myndighederne søndag salget af benzin. Den russisk installerede guvernør på den besatte halvø, Sergej Aksjonov, meddelte tidligt søndag morgen, at der indtil videre kun ville blive solgt benzin til statslige instanser.

Samme eftermiddag intensiverede de ukrainske droner igen presset på Krim. Den populære russiske militærblogger Fighterbomber kunne ellers meddele, at en stor ladning brændstof var ankommet til Krim. Få timer efter blev olieterminalen i Kertj sat i brand, mens Kertj-broen, som forbinder Krim med Rusland, blev angrebet. Den ukrainske drone-enhed takkede i sin video om angrebet Fighterbomber for at have givet dem oplysninger om forsyninger - vaskeægte trolling, eftersom deres efterretninger næppe kommer fra Telegram. Uanset hvad har det lagt mere pres på transporten af brændstof og andre essentielle fornødenheder.

Mens Krimhalvøen har været et populært feriemål for russere siden besættelsen i 2014, ser sommerens turisme ud til at være aflyst. 80 procent af de planlagte feriebookinger er blevet aflyst, og de russere, som allerede befinder sig på Krim, klager over ikke at kunne slippe væk fra øen igen. Toge bliver aflyst, og biler kan ikke få benzin til hjemturen.

Dertil kommer et månedlangt bombardement af landkorridoren til Krim, som har gjort transport til halvøen til et yderst farligt foretagende. Et logistisk lockdown, som den ukrainske forsvarsminister Mykhailo Fedorov omtalte det - og for de russiske turister en situation, som har omdannet øen fra et ferieparadis til en fælde.

Subscribe now

I Jalta på Krimhalvøen er der blevet observeret køer til benzinstationerne på op til 2 kilometer. Andre steder på den besatte halvø er folk begyndt at stjæle benzin fra hinanden, og situationen forværres dagligt.

Også i Moskva og Sankt Petersborg er benzinknaphed og lange benzinkøer begyndt at indfinde sig. Siden april 2026 har Rusland nedlagt forbud mod at eksportere benzin, og landet er nu begyndt at lede efter importmuligheder i blandt andet Belarus og Kasakhstan. Det løser dog ikke problemet på den længere bane, ikke mindst fordi den russiske logistik er indstillet til under normale omstændigheder at være selvforsynende, hvad angår landets benzinbehov.

Kø ud af Krim: Tusindvis af russere forsøger nu at komme væk fra den besatte halvø, hvor en benzinkrise har sat store dele af samfundet i stå.

Pilen peger tilbage på Putin

Hæver vi blikket fra de messende præster og de utilfredse russere, er den aktuelle krise et resultat af et ukrainsk paradigmeskifte. I krigens første år var den ukrainske strategi begrænset af eksterne krav om ikke at angribe russisk territorie - og da slet ikke den russiske olieproduktion. Under Joe Biden kom den amerikanske militærbistand med en række krav om ikke at angribe mål inde i Rusland med de leverede våben. Den betingelse blev først droppet, efter Demokraternes nederlag i 2024 var en realitet.

Under Trump er støtten stort set forsvundet. Det har også haft den konsekvens, at den ukrainske regering det seneste års tid har ignoreret de amerikanske krav, selvom Trump-regeringen på arrogant vis havde forestillet sig, at man stadig kunne stille dem. Det ukrainske militær har samtidig udviklet sine egne våben til at angribe russiske mål, herunder langtrækkende Flamengo-missiler og særligt droner, hvor landet nu er teknologiførende på verdensplan.

Mens det ukrainske militær gennem længere tid har angrebet den russiske olieproduktion - ‘langtrækkende sanktioner’, som landets militær betegner det - er angrebene den senere tid blevet intensiveret i både omfang og symbolik.

“Den russiske diktator har hidtil ikke kommenteret på angrebet mod Moskva, hvilket i sig selv er et tegn på, at det har ramt en nerve.”

---

Torsdag blev Kapotnija-raffinaderiet i Moskva for første gang bombet, hvilket skabte store røgskyer over den russiske hovedstad. Kapotnija fremstiller omkring 40 procent af hovedstadens daglige benzinforbrug og er derfor en afgørende del af Moskvas energiproduktion.

Den russiske diktator har hidtil ikke kommenteret direkte på angrebet mod Moskva, hvilket i sig selv er et tegn på, at det har ramt en nerve. Der er dog tvivl om, hvor meget Putin egentlig får at vide om udviklingen, eftersom han i lang tid er blevet fodret med manipulerede rapporter om krigens forløb.

Weekendens angreb på Moskva var ikke desto mindre et klart signal om, at krigen ikke længere kan ignoreres i den russiske storby-middelklasse og det politiske magtcentrum. Ligeledes er det svært at se gennem fingre med, at indtægterne fra olie og gas er faldet med 38 procent på blot fire måneder. Det statsejede gasselskab Gazprom er nu på sit laveste niveau siden finanskrisen i 2008 og har mistet 75 procent af sin værdi siden oktober 2021.

Pilen peger tilbage på Putin selv. Den ukrainske præsident Zelenskij tilbød for to måneder siden en våbenhvile på angreb mod energiinfrastruktur, hvilket blev afvist af Kreml. Siden har det ukrainske militær intensiveret sine angreb på russiske olieraffinaderier og eksportknudepunkter. De vedvarende angreb menes nu at have reduceret den russiske olieproduktion med 30-35 procent.

Trodsighed i de russiske medier

Foruden de direkte ødelæggelser, som de ukrainske angreb forårsager, har de også implikationer for en lang række andre sektorer. Ventetid og køer er per definition uproduktiv brug af folks tid. Reduceret transport presser leveringskæder og kan skabe fødevaremangel. Fortyndet benzin gør transport mere risikabel. Mandag blev alle fly ind og ud af Moskva tvunget til at blive på jorden af droneangrebene. Samtidig er det blevet vanskeligere at finde soldater til at opretholde mandskabstallet ved fronten, og de russiske invasionsstyrker bliver mere udsat af, at man nu rykker mere luftforsvar væk fra fronten til Moskva.

De mange sammenfaldende kriser, som forværres af den stigende benzinknaphed, får dog næppe Putin til at ryste på hånden. Han er for investeret i fortsat krig til at afblæse invasionen. De symbolske angreb på den russiske hovedstad har fået flere russiske militærbloggere til at stille spørgsmål ved Ruslands luftforsvar. Skylden bliver ikke placeret på Putins skuldre, men derimod på inkompetente mellemledere, bureaukrati, korruption og andre abstrakte forhold. Zaren er som altid pletfri.

I de russiske medier er narrativet også begyndt at skifte i retning af at fremstille benzinkrisen som et uundgåeligt resultat af krigen. Chef-propagandisten Vladimir Solovjev forklarede i weekendens udgave af Aften med Solovjev, at befolkningen nu må indstille sig på at “bringe ofre”, mens den russiske regime-avis Moskovskij Komsomolets forsøgte at nedtone benzinmanglen som “et forsøg på at skabe krisestemning og hjælpeløshed blandt russerne.”

Komsomolskaja Pravda forsøgte ligeledes at indgyde trods blandt læserne ved at understrege, at “ingen kunne finde på at forhandle med terrorister og afpressere.” Avisens budskab lyder dog mere som en bøn til de benzinmanglende russere om at holde sig i ro.

Skulle budskabet mislykkes med at holde befolkningens frustrationer under låg, kan regimet selvfølgelig sætte sin lid til, at Gud lytter til benzinstations-præsternes bønner og på mirakuløs vis genopfylder de tomme tanke. Ukraine har i hvert fald næppe tænkt sig at indstille bombardementerne.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Skal du have en lille en til næsen? Ulovlige euforiserende rusmidler er mere populære end nogensinde. Det viser en ny rapport udgivet af EU’s narkotikamyndighed (EUDA), som hvert år kortlægger indtaget af euforiserende stoffer blandt unionens 450 millioner indbyggere.

Særligt kokainforbruget er vokset eksplosivt de sidste år, hvilket igen er tilfældet i årets rapport. Her kan kokainresterne måles i spildevand, og i 57 procent af de målte europæiske byer er den mængde vokset i 2025.

De nyeste tal kommer dog ikke bag på Esben Houborg fra Center for Rusmiddelforskning, som blandt andet forsker i stofbrug og stofmarkeder i større byer.

“Forbruget er steget støt gennem en årrække. Der er sket et skred de senere år, hvor kokain ikke længere er et storbystof, men er blevet udbredt i hele landet. Samtidig er det også gået fra at være noget, der forbindes med jetsettet, til at være et stof for den brede befolkning. Det billede går igen, når jeg taler med folk i behandlingssektoren og SSP (kriminalpræventivt samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi, red.) i hele Danmark,” forklarer han.

Kokain er nu det næstmest populære euforiserende stof, kun overgået af cannabis, som i dag er blevet fuldt legaliseret i Tyskland, Malta, Luxembourg og Tjekkiet. Også heroin er fortsat udbredt, mens amfetamin og MDMA (‘ecstasy’) er andre populære stoffer. Endelig er bedøvelsesmidlet ketamin også i kraftig fremgang som rekreativt rusmiddel blandt unge, ikke mindst i Storbritannien.

Danmark med i kokain-toppen

Sidste år puttede 2,1 procent af den voksne befolkning det hvide pulver op i næsen, ind i armen eller ned i piben, hvilket svarer til ca. 102.000 danskere. Zoomer vi længere ind, har 4,2 procent af alle voksne danskere mellem 18 og 34 år ifølge rapporten taget kokain i løbet af 2025. Mere end hver tiende i aldersgruppen har desuden prøvet at tage det euforiserende stof i deres liv.

“Der er sket et skred de senere år, hvor kokain ikke længere er et storbystof, men er blevet udbredt i hele landet.”

- Esben Houborg, Center for Rusmiddelforskning

---

At Danmark er blandt de europæiske lande, hvor kokainforbruget er højest, kan dog også hænge sammen med vores effektive dataindsamling, forklarer Esben Houborg:

“Nogle lande er bedre til at indsamle data end andre. Vi er gode til det i Danmark, så måske er det også afspejlet i rapporten.”

At kokain er blevet udbredt til hele landet - og alle samfundslag - afspejles også i årets EUDA-rapport. På listen over byer med størst koncentration af kokain i spildevandet finder vi nemlig Aalborg i toppen. Med 722 mg/1.000 indbyggere er den nordjyske by blandt de byer, hvor kokainmængden er vokset mest markant, målt i forhold til sidste år (233 mg). Også Esbjerg (265 mg) og København (148 mg) har oplevet en stor stigning i mængden af kokain i spildevandet.

Foruden indtag på de bonede dansegulve i det danske natteliv, er en del af forklaringen på det voksende forbrug også, at kokain er blevet populært i mere hardcore stof-miljøer.

“For 15-20 år siden skete der et skifte fra heroin til kokain i stofmiljøet på Vesterbro i København,” siger Esben Houborg.

Norge, Nederlandene og Frankrig i Top 3

Mens det meste af Norge - og 35 procent af danskerne - hepper på de norske vikinger ved årets VM i fodbold, vælger mange nordmænd at fejre tirsdagens 4-1 sejr over Irak med en streg hvidt pulver. Her har knap 3 procent af befolkningen taget kokain inden for de sidste 12 måneder, hvilket er europæisk rekord.

Foruden Norge er Nederlandene også at finde i toppen af europæiske lande med hang til det sydamerikanske stof. Her har 2,9 procent af befolkningen taget kokain det sidste år, mens Frankrig ikke er langt bagefter (2,7 %).

I Nederlandene har hele 10 procent af alle indbyggere i aldersgruppen 15-34 år desuden taget MDMA inden for de sidste 12 måneder, og næsten 22 procent i samme aldersgruppe har ifølge rapporten prøvet det rusmiddel mindst én gang i deres liv.

Subscribe now

Det kan på den baggrund overraske en smule, at de danske unges (15-25 år) forbrug faktisk er faldet en smule - i hvert fald ifølge den nyeste UngMap-survey 2025 fra Center for Rusmiddelforskning. Den viser, at unges forbrug af både alkohol og cannabis er faldet en lille smule, mens omkring 4 procent har prøvet at tage kokain.

“Vores forskning peger på, at sociale faktorer generelt spiller en stor rolle, både i forhold til alkohol, tobak og de illegale rusmidler,” siger Esben Houborg.

Årets ‘hvide gazellepris’ går til den katalanske ferieby Lleida, hvor en vækst på 781 mg giver byen en førsteplads på spildevandsmålingen. Den katalanske hovedstad Barcelona er ligeledes højt oppe på listen, og en del af forklaringen er, at Spanien er den foretrukne destination for indsmugling af kokain fra Latinamerika.

Store beslaglæggelser gør ingen forskel

Sidste måned beslaglagde de spanske myndigheder 30 tons kokain på et enkelt skib ud for Kanarieøerne, hvilket slog den hidtidige rekord på 25 tons, sat i Hamborg havn i juni 2024. Alene den spanske konfiskering kunne i runde tal være blevet omsat til 300 millioner baner kokain, eller næsten én streg til hver voksen næse i unionen.

I 2023 beslaglagde EU-landene samlet 419 tons kokain. De opsigtsvækkende aktioner gør dog ikke nogen forskel for tilgængeligheden af kokain i Europa, forklarer Esben Houborg.

“Det er så store mængder, der bliver sendt til Europa, at det ikke påvirker markedet. De kriminelle organisationer har givetvis allerede indregnet en risikopræmie i prisen,” siger han.

Mens Colombia tidligere har været billedet på kokaineksport, produceres der i dag også store mængder af rusmidlet i Peru og Bolivia. Det fragtes fra Brasilien og Venezuela videre til havne i Sydeuropa og Balkan, hvor det distribueres i hele Europa.

Bagmændene er særligt den kalabriske mafia Ndrangheta, som anslås at kontrollere 80 procent af det europæiske kokainmarked. Handlen indbringer Ndrangheta 445 milliarder kroner årligt, hvilket svarer til omsætningen for Carlsberg, LEGO og DSV - tilsammen. Også den albanske mafia tjener store penge på indsmugling af kokain fra Latinamerika.

Portugisisk afkriminalisering en succes

Blandt undersøgelsens mest opsigtsvækkende konklusioner er Portugals placering på listen. Her har kun 0,2 procent af befolkningen taget kokain inden for det sidste år.

Portugal afkriminaliserede i 2001 brugen af euforiserende stoffer til personligt forbrug og omdirigerede mange af ressourcerne til præventivt arbejde. I stedet for at uddele bøder og fængselsstraffe for besiddelse af ulovlige stoffer får brugerne i stedet rehabilitering og vejledning gennem det offentlige sundhedsvæsen. Hvis man har mere end 25 gram cannabis, 2 gram kokain eller et gram heroin, risikerer man dog stadig at blive straffet, da grænsen defineres ud fra ‘personligt forbrug til 10 dage’.

For Esben Houborg fra Center for Rusmiddelforskning bør det give anledning til eftertanke.

“Frygten er ofte, at forbruget vil stige. Men i flere lande, hvor man har af- og nedkriminaliseret, kan man ikke se en sammenhæng med øget forbrug. Når vi samtidig kan observere, at narkotikastraffe ofte rammer nedad - primært socialt udsatte unge mænd - må man stille spørgsmål ved, hvad hensigten med den nuværende lovgivning er.”

Foruden det portugisiske eksempel med afkriminalisering peger Houborg på Canada, hvor lovliggørelsen af cannabis ikke har sat forbruget af i vejret - i hvert fald ikke for alle:

“Her har legalisering af cannabis ikke ført til et øget forbrug blandt de unge. Til gengæld kan man se en lille stigning blandt de lidt ældre. Det peger på, at der også er noget generationsbestemt og nogle sociale normer, der spiller ind.”

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

sssss

Lyt til artiklen her.

Tidligt søndag morgen fik besætningen på olietankeren Smyrtos en brat opvågning. Her bordede britiske specialstyrker det russiske skib i Den Engelske Kanal, og skibet blev efterfølgende beslaglagt og sejlet til England.

Ombord på skibet, som officielt sejlede under camerounsk flag, var 24 besætningsmedlemmer af georgisk og indisk nationalitet. De er alle blevet tilbageholdt og afhøres nu af de britiske myndigheder.

Nye toner i Den Engelske Kanal

Det russisk indregistrerede skib er en del af den russiske skyggeflåde, som undviger Vestens sanktioner og fragter olie til resten af verden. Samlet vurderes den at være på omkring 700 skibe, og knap 200 af disse har ifølge BBC Verify sejlet gennem Den Engelske Kanal i 2026.

Størstedelen af skibene sejler fra Østersø-havnen i Ust-Luga ved Sankt Petersborg, hvor olien især fragtes videre til Indien og Kina. Samlet står de russiske olietankere for leveringen af 75 procent af den sanktionspålagte olie og er derfor afgørende for Kremls fortsatte evne til at føre krig.

Den strategiske havn er det seneste halve år blevet udsat for intense bombardementer fra ukrainske droner, og det har medført en kraftig reduktion i olieproduktionen. Ifølge Moscow Times er olieproduktionen faldet seks måneder i træk og er nu på sit laveste niveau siden 2009. Det har tvunget den russiske stat til at indføre rationering på benzin, og på den besatte Krimhalvø er der lange køer ved benzinstationerne.

“Det er en påmindelse om, at dem, der finansierer Putins krig i Ukraine, ikke kan få lov til at gemme sig.”

- Keir Starmer, britisk premierminister

---

Trods hjemlig knaphed sejler Rusland fortsat sanktionsramt olie til resten af verden. Smyrtos har før sejlet under navnet Myrtos, men tilføjelsen af et ekstra S var tilsyneladende ikke nok til at narre de britiske myndigheder. I et opslag på Twitter/X kommenterede premierminister Keir Starmer aktionen og udlagde det som et kursskifte i britisk politik.

“Denne succesfulde operation er endnu et slag for Rusland og samtidig en påmindelse om, at dem, der finansierer Putins krig i Ukraine, ikke kan få lov til at gemme sig,” skrev Starmer.

Den britiske regering er tidligere blevet kritiseret for at tillade den russiske skyggeflåde fri passage gennem det strategiske knudepunkt i det 34 kilometer brede farvand mellem England og Frankrig. Keir Starmer advarede i marts de russiske skibe om mulige konsekvenser, hvis man fortsat benyttede britiske farvande til at fragte olie. Det er dog hidtil blevet ignoreret fra Kremls side.

Subscribe now

Se video: Britiske specialstyrker border det russiske skyggeflådefartøj Smyrtos tidligt søndag den 14. juni.

Opportunistisk Kreml truer med bål og brand

Episoden er første gang Storbritannien konfiskerer et russisk olieskib og kan derfor danne en ny præcedens i Den Engelske Kanal. Det er dog ikke første gang et skib bliver konfiskeret som følge af de vestlige sanktioner.

I marts konfiskerede de svenske myndigheder tankskibet Caffa på vej mod Sankt Petersborg. Ligesom Myrtos/Smyrtos sejlede det under falsk flag, men var dog ikke lastet med olie, men derimod med stjålet ukrainsk korn. Også andre lande har slået til mod de gamle russiske skibe, som foruden ulovlig fragt også udfører andre opgaver.

I 2024 beslaglagde finsk politi skibet Eagle-S, som var mistænkt for at ødelægge undersøiske kabler i Østersøen. Frankrig bordede i januar 2026 en olietanker i Middelhavet, mens ukrainske flådedroner menes at have stået bag den opsigtsvækkende sænkning af LNG-tankskibet Ursa Major i december 2024. Der er imidlertid stærke spekulationer om, at Ursa Major ikke fragtede flydende gas, men derimod atomreaktorer, som muligvis var på vej til Nordkorea.

Den britiske aktion har fået Kreml til at reagere på forudsigelig vis. Det russiske regimes talsperson Kirill Dmitriev beskrev aktionen som “et forsøg på at distrahere den britiske befolkning fra de migranter, som voldtager, lemlæster og kapper hovedet af britiske mennesker”.

Kommentaren kan ses som et forsøg på at rette fokus over på sidste mandags voldsomme episode i Belfast, hvor en sudanesisk flygtning forsøgte at myrde en anden mand med en kniv. Her blev forbindelsen mellem Rusland og den britiske radikale højrefløj også udtalt, da aktivisten Stephen Yaxley-Lennon (‘Tommy Robinson’) opildnede til optøjer i gaderne - i øvrigt på vej hjem fra en rejse med alt betalt til Moskva.

Den russiske politiker Dmitri Rogosjin har dog taget truslerne skridtet videre. I et opslag på Telegram foreslår han, at man fremover udstyrer den russiske skyggeflåde med sprængladninger, så man kan sprænge dem i luften i tilfælde af bording.

“Hvis et par af skibene eksploderer foran næsen på dem, vil det forårsage store olielækager. De miljømæssige konsekvenser vil hurtigt få dem til at komme til fornuft,” skrev Rogosjin.

Han fortsætter dermed en lang russisk tradition for at true med bål og brand; russiske embedsmænd har mindst 75 gange siden krigen i Ukraines start truet med atomvåben og masseødelæggelse, hvis resten af verden ikke føjer Kremls vilje.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

De seneste to uger har Tiranas gader været fulde af vrede demonstranter. Det startede som en protest mod det korrupte forbrydersyndikat, der for tiden sidder i Det Hvide Hus, men er nu ved at udvikle sig til en større kamp mod Albaniens egen regering.

Sagen er blevet til et principielt spørgsmål om, hvorvidt de superrige skal eje den fælles natur. For albanerne er det også et spørgsmål om selvbestemmelse.

(Endnu en) luksusø til de superrige

I vredens centrum finder vi den lille ø Sazan ved Adriaterhavet. Øen er stort set ubeboet og husede under den kolde krig en stor militærbase, hvor sovjetiske ubåde og 3.000 soldater var indlogeret. Sazan havde også en stor fabrik, hvor man fremstillede kemiske våben. I dag er øen stort set ubeboet, hvis man ser bort fra de to soldater, som er udstationeret fra Albanien og Italien i et forsøg på at dæmme op for smugling.

Det vil Jared Kushner nu lave om på. Ifølge konen Ivanka opdagede parret øen “under en svømmetur på en båd (yacht)” og kunne ikke stå for muligheden for at omdanne den til et luksusresort for de superrige.

Foruden de militære fortidslevn er området også hjem for en række sjældne og truede dyrearter, heriblandt munkesæler og pelikaner. Sazan er en slags militariseret Sprogø med flamingoer. Med i aftalen hører også en del af det beskyttede naturreservat Nartalagunen, som ligger på den anden side af Adriaterhavskysten. Det vrimler ganske vist med fredede dyr og beskyttet natur, herunder de føromtalte flamingoer, som skal skiftes ud med luksuslejligheder og private strande.

Subscribe now

Som et levn fra den kolde krig er Sazan også fuld af atombunkere og ueksploderede landminer, hvilket ikke umiddelbart rimer på turisme. Parret har dog tænkt sig at bruge hele 26 milliarder kroner på at omdanne området til et ferieparadis. Pengene kommer blandt andet fra den saudiske oliefond. Planen er at bygge et kæmpe feriekompleks til turister fra overklassen og er uden tvivl inspireret af det store palads, parret bor på i Indian Creek udenfor Miami.

Det lukkede samfund på USA’s sydspids er også fuldt af bunkere, om end de ikke er bygget til kold krig, men derimod af milliardærer, som gerne vil holde pøblen ude. Island Creek har af samme grund fået tilnavnet ‘milliardærøen‘ og huser foruden Kushner-parret andre megarige som Facebook-stifter Mark Zuckerberg, Amazons Jeff Bezos og den tidligere NFL-quarterback Tom Brady.

Protester presser Rama-regeringen

Privatiseringen af Sazan blev allerede iværksat i 2024, hvor Jared Kushners ejendomsfirma Affinity Partners købte øen. Den albanske regerings godkendelse af byggeriet har dog skabt stor vrede blandt befolkningen, som ikke ønsker at se deres land omdannet til en legeplads for overklassen.

Demonstrationerne blev yderligere intensiveret efter private sikkerhedsfolk hyret af Jared Kushner overfaldt en række fredelige aktivister og lokale beboere under demonstrationerne. Ifølge flere øjenvidner blev en lokal mand trukket ind i det afhegnede område af unavngivne personer, og der meldes også om ulovlig anvendelse af peberspray.

Den store utilfredshed har dog ikke fået premierminister Edi Rama til at ryste på hånden. Han kalder protesterne for “led i en hybridkrig mod Albanien og Israel” - sidstnævnte formentlig med henvisning til Kushners jødiske aner og det forhold, at yachten, der inspirerede Ivanka, er ejet af den hovedrige britisk-jødiske investor Nathaniel Rothschild.

Udstyret med skilte som “Albanien er ikke til salg” og “Rama og [oppositionslederen Sali] Berisha i fængsel” har protesterne nu varet i knap to uger. Samtidig vokser presset på regeringen om at droppe projektet, og mange kræver desuden Ramas afgang. Eftersom Berisha også støtter projektet, har folkestemningen ligeledes vendt sig mod ham.

Hvad der startede i en lille landsby ud til Adriaterhavet, har således skabt en stor politisk krise i hele Albanien, hvor protesterne i denne uge er vokset sig endnu større. Også i en række andre europæiske byer har der været demonstrationer mod Kushners planer, og flere beskriver det nu som led i en større Generation Z-protestbølge.

Selvom byggeplanerne foreløbigt er intakte, har det albanske antikorruptions-agentur nu indledt en efterforskning af projektet. Skulle byggeriet ende med at koste Rama magten, ville det endnu engang bekræfte, at Trump-familien har The Mierdas Touch, hvor man altså ikke - som Kong Midas - forvandler alt, hvad man rører ved, til guld… men lort.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Øst eller vest? Som ved mange andre østeuropæiske valg var det rammen for valget i Armenien, der blev afviklet søndag. Her blev det til en komfortabel sejr til partiet Civil Kontrakt og den siddende præsident Nikol Pasjinjan, der fik et absolut flertal af stemmerne.

“Det har været et valg præget af den nye geopolitiske virkelighed, som Armenien befinder sig i. Hvem kan mest troværdigt vise vejen frem i en usikker situation? Der har en stor del af Armenien nu udtrykt opbakning til Pasjinjans linje. Samtidig har oppositionen været splittet og svag, og det har regeringen kunnet drage fordel af,” forklarer Simon Røn Dalsgaard. Han er projektleder for Sydkaukasus-afdelingen hos Dansk Kulturinstitut og følger landets politiske situation tæt.

Sikker sejr trods tilbagegang

Valget blev gennemført søndag, hvor 59 procent af de stemmeberettigede armeniere mødte op på valgstederne. Civil Kontrakt satte sig på 61 ud af de 101 pladser i parlamentet og har dermed absolut flertal. Pasjinjan forventes derfor at fortsætte sin flertalsregering uden koalitionspartier.

Selvom den siddende regering altså sejrede komfortabelt, var der ridser i lakken. Partiet gik 10 pladser tilbage i forhold til valget i 2021, hvor man også havde en mindre tilbagegang oven på det historiske valg i 2018. Dengang var partiet i valgforbund med en række andre partier fra det armenske civilsamfund og fik hele 88 pladser. Pasjinjans egen fortid som journalist og demokrati-aktivist resulterede i en fængselsdom på syv år i 2009, men han blev løsladt i 2011 og stiftede senere Civil Kontrakt.

“Vi ser en tendens til, at regeringen mere aktivt retsforfølger dele af oppositionen. Der kommer helt sikkert også et efterspil ovenpå valget.”

- Simon Røn Dalsgaard, Dansk Kulturinstitut

---

Simon Røn Dalsgaard ser mange delforklaringer på, hvorfor Civil Kontrakt alligevel har mistet en smule af pusten.

“Armenien har lidt to ydmygende nederlag til Aserbajdsjan i krigene om Artsakh/Nagorno-Karabakh-provinsen. Det skaber utilfredshed blandt nogle vælgere, som ikke støtter Pasjinjans mere forsonende, pragmatiske kurs over for dem. Samtidig har han også lagt sig ud med kirken. Endelig er der også en del af det mere progressive vælgersegment, som føler, at hans reformer er gået i stå,” siger han.

Magtkampen mellem kirken og regeringen har også baggrund i krigen med Aserbadsjan, hvor det åndelige overhoved, Garegin II, har kritiseret regeringens kompromisvillighed. Senest svarede Pasjinjan tilbage, at kirken er blevet “overtaget af anti-kristne, umoralske, anti-nationale og anti-statslige grupper”. Den populære præsident har i det hele taget taget en mere stridbar drejning, forklarer Simon Røn Dalsgaard.

“Vi ser en tendens til, at regeringen mere aktivt retsforfølger dele af oppositionen. Der kommer helt sikkert også et efterspil ovenpå valget, hvor Pasjinjan har sagt, at han vil retsforfølge dele af oppositionen,“ siger han.

Subscribe now

Mens spørgsmålet om Artsakh/Nagorno-Karabakh-provinsen har været blandt valgkampens store emner, har også andre ting spillet ind.

“Der er en leveomkostningskrise i Armenien, som er blevet forværret af de høje energipriser, men også af den store flygtningestrøm fra Artsakh/Nagorno-Karabakh. Dertil kommer de mange russere, som er migreret til Jerevan som følge af Ukraine-krigen, hvilket har lagt pres på huspriserne i hovedstaden. Energimæssigt er Armenien også stadig afhængigt af Rusland,“ siger Dalsgaard.

Han forklarer endvidere, at valgkampen har været præget af beskyldninger om svindel - hvilket der foreløbigt ikke er blevet fremlagt konkrete beviser for - men også om påvirkning udefra. Mens Pasjinjan har anklaget sine modstandere for at være i lommen på Rusland, har oppositionen til gengæld beskyldt Civil Kontrakt for at gøre sig for afhængig af EU.

Russisk påvirkningskampagne en fuser

Op til valget havde Rusland rettet det tunge skyts mod Armenien. Ifølge forsker Joseph Bodnar havde Kreml “sat alle kræfter ind på Armenien”, og Vladimir Putin havde i april inviteret Pasjinjan til Moskva. Her advarede han den armenske præsident om, at landet måtte vælge mellem EU og Rusland.

Foruden det diplomatiske pres havde den russiske stat - vanen tro - også hevet hybridkrigs-værktøjskassen frem. Kort før valget bremsede Rusland importen af armenske blomster i et forsøg på at presse Pasjinjan, ligesom også armensk cognaceksport og mineralvand var blevet lukket ned.

De russiske troldefabrikker var også blevet sat i højeste gear og kørte op til valget en stor desinformationskampagne på sociale medier. Her blev det Moskva-baserede desinformations-firma Social Design Agency blandt andet taget i brug. De specialiserer sig i at fremstille korte, AI-genererede videoer af rigtige personer og bruger store botnetværk til at sprede de falske videoer. Det blev dog en fuser for Putin-regimet og dets foretrukne kandidat, Samvel Karapetjan fra det nystiftede parti Stærkt Armenien, som kun fik 25 procent af stemmerne.

“Der har været mange beskyldninger om russiske påvirkningskampagner under valget, men også om både tyrkiske og aserbajdsjanske forsøg på at påvirke udfaldet,” siger Simon Røn Dalsgaard.

Den russisk-armenske oligark Karapetjan har tjent milliarder på bygge- og restaurationsbranchen og i dag er den rigeste armener i verden. Kort inden valget frasagde Karapetjan både sit russiske og cypriotiske statsborgerskab, da det er en betingelse for at blive præsident, at man kun har armensk pas.

Karapetjan kom i 2018 på Putinlisten - en amerikansk sanktionsliste med de mest magtfulde oligarker i den russiske diktators periferi. Med en fortid i Rusland, tætte bånd til Putin og kraftig brug af filantropi som redskab til at købe popularitet, er sammenligninger mellem Stærkt Armenien og den georgisk-russiske oligark Bidzina Ivanisjvilis Georgiens Drøm oplagte.

“Oppositionen har fået et nyt tyngdepunkt i Stærkt Armenien. Begge de to tidligere premierministres partier (Jeg Har Ære og Armenien-Alliancen, red.) fik skuffende valg. Det vidner om en befolkning der generelt er trætte af de etablerede partier og leder efter fornyelse,” forklarer Simon Røn Dalsgaard.

Pasjinjan udråbte ikke desto mindre valgsejren som ‘historisk’. Han forventes at forfølge en mere vestligt orienteret kurs og en målsætning om at blive optaget i EU på længere sigt. Polens premierminister, Donald Tusk, var da også blandt de første til at lykønske Pasjinjan og understrege, at det var et signal om en ‘pro-europæisk retning.’

Om Rusland kan genvinde indflydelse i Armenien gennem det nye oppositionsparti, vil tiden vise. Foreløbigt var søndagens valg dog endnu en bet for det russiske regime, der ligesom i Moldova, Rumænien og Ungarn må se sin indflydelse dale blandt forhenværende vasalstater.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Britiske fans af Kanye West må se langt efter en koncert med den amerikanske musiker. Det samme gælder hans italienske fans. Og de australske, brasilianske og sydkoreanske. Samtlige lande har nemlig givet den kontroversielle kunstner indrejseforbud, hvilket har betydet aflyste koncerter, blandt andet ved Wireless Festival i London.

I både Frankrig, Polen og Schweiz har West ligeledes måttet aflyse optrædener, efter de lokale myndigheder forsøgte at forbyde ham indrejse i landet, mens hans musik er blevet forbudt i Tyskland.

Kanye West er imidlertid kun ét eksempel på en tendens til voksende politisk censur, som også har haft konsekvenser for politiske aktivister på både højre- og venstrefløjen. Baggrunden er et forsøg på at dæmme op for den stigende antisemitisme, men initiativerne ender med at kunne give bagslag.

‘Nigga Heil Hitler’

Hele miseren startede med en SMS til P. Diddy i efteråret 2022. Wests hip-hop-kollega havde kritiseret ham på Instagram for at have iført sig en provokerende ‘White Lives Matter’-t-shirt ved et modeshow, og i den ophedede beskedsamtale beskyldte West ham for at være “kontrolleret af jøderne”. Efterfølgende erklærede West på Twitter "death con 3 mod jøder”, hvilket indkasserede en udelukkelse på det sociale medie og et øjeblikkeligt stop for samarbejdet med hans (tyske) sponsor Adidas.

West var dog kun lige begyndt. Et par måneder senere tog han i Infowars-studiet sammen med nynazisten Nick Fuentes, hvor han forklarede vært Alex Jones, at han var blevet stor beundrer af Adolf Hitler og så mange gode ting i hans bedrifter. Selv for Jones, der ellers gladeligt spreder konspirationsteorier om iscenesatte skoleskyderier og vand, der gør frøer homoseksuelle, var det en tand for meget.

I maj 2025 udgav han så sangen ‘Nigga Heil Hitler’ på sit eget pladeselskab. Her sampler West blandt andet en 1935-tale af Adolf Hitler, og som titlen antyder, er teksten heller ikke ligefrem stueren. Den blev prompte fjernet fra alle de store mu siktjenester (du kan se den her, hvis du er gammel nok og gerne vil spilde 3 minutter af din tid).

Kort tid efter lod West dog til at have fortrudt det hele. Samme måned, som ‘Nigga Heil Hitler’ blev udgivet, erklærede han sig “færdig med antisemitisme”. West forsøgte også at genudgive sangen med nye tekster og titlen Hallelujah i et forsøg på at omgå den vidtrækkende censur. West rakte også ud til en række jødiske organisationer i håb om tilgivelse og mødtes i november 2025 med den indflydelsesrige overrabbiner Yoshiyahu Yosef Pinto for at sige undskyld.

I januar 2026 købte han også en helsidesannonce i Wall Street Journal, hvor han undskyldte for sin optræden. Den amerikanske hip-hop kunstner forklarede det hele som et resultat af sin bipolare lidelse, der ifølge ham selv havde “fået ham til at miste grebet om virkeligheden.” Den forklaring blev dog underkendt af lægefaglige personer, der afviste en forbindelse mellem lidelsen og de racistiske udtalelser.

Wests seneste optræden i Istanbul trak både fulde huse - 118.000 tilskuere - og en skarp kritik fra en af præsidentens nærmeste rådgivere. Selvom de danske myndigheder ikke har forbudt den kontroversielle kunstner at komme til landet, skal du næppe forvente at se ‘Ye’ som headliner på Roskilde eller Northside Festival lige foreløbigt.

Indrejseforbud til højre og venstre

Indrejseforbuddene mod Kanye West er langt fra en enlig svale. I denne uge blev den amerikanske kommentator Cenk Uygur også nægtet indrejse i Storbritannien, hvor han skulle have talt til festivallen South by Southwest i London. Uygur var med til at stifte YouTube-kanalen The Young Turks i 2002 og er blandt de mest prominente politiske kommentatorer på den amerikanske venstrefløj.

I samme ombæring blev Uygurs nevø, Twitch-streameren Hasan Piker, også nægtet indrejse i England. Både Piker og Uygur blev afvist på baggrund af kritiske udtalelser om Israel. Da Piker gæstede podcast-showet Pod Save America tidligere på året, udtalte han, at han “altid gik efter det mindre onde og derfor klart foretrak Hamas over Israel.”

“Blandt de mest radikale initiativer om indrejseforbud finder vi et nyligt forslag fremsat af blandt andet Danmark.”

---

Uygur kaldte beslutningen om at nægte ham indrejse for ‘kafkask’ og var samtidig klar i mælet om, hvem der egentlig stod bag beslutningen. “De [den britiske regering] har slået ironirekorden ved at bandlyse mig for at udtale, at den israelske regering styrer andre landes politik.”

Indrejseforbuddene bliver også taget i brug mod andre dele af det politiske spektrum. I januar 2026 fik den højreekstreme nederlandske politiker Eva Vlaardingerbroek frataget sit visum til Storbritannien, mens den østrigske Generation Identitær-aktivist Martin Sellner allerede blev forment adgang til landet i 2019. Den islamistiske hadprædikant Shadee Elmasry blev forment adgang til Storbritannien, efter han beskrev Hamas-terrorangrebet den 7. oktober 2023 som “en moralsk legitim modstandsbevægelse.”

Mens de britiske myndigheder har stået for de mest opsigtsvækkende indrejseforbud, har også de tyske myndigheder slået ned på anti-israelske demonstranter. Sidste år blev fire aktivister, heriblandt to irere og en polak, forsøgt udvist af landet efter anklager om at sprede antisemitisme og “had mod Israel.” Flere tyske storbyer har også forbudt palæstinensiske flag og slogans i offentligheden, og det tyske parlament udråbte i 2019 den internationale boykotbevægelse mod israelske varer (BDS) som værende ‘antisemitisk i sin natur’.

I nabolandet Frankrig er myndighederne også begyndt at lukke grænserne for uønskede politiske elementer. I januar fik ti højreradikale britiske aktivister fra gruppen Raise the Colours indrejseforbud efter en række aktioner henover julemåneden. Her havde gruppen udøvet selvtægt i et forsøg på at standse migranter, der sejlede over den Engelske Kanal i små både. Også den højreekstreme israelske sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, er blevet forbudt adgang til Frankrig, efter han havde lagt en video op, hvor han hånede fanger fra aktivist-flåden Freedom Flotilla Coalition, som forsøger at bryde den israelske blokade af nødhjælp til Gazastriben.

Forbud mudrer vandene

De mange forbud afspejler en tendens til skarpe begrænsninger i ytrings- og rejsefriheden, som i øvrigt ikke er begrænset til en europæisk kontekst. Trump-regeringen vil forbyde Greta Thunberg adgang til USA, mens det heller ikke kræver megen Tibet-entusiasme at blive udelukket fra Kina på livstid. Det afføder to forskellige problemer, der på hver sin måde er stærkt bekymrende.

For det første understøtter censuren til højre og venstre en falsk ækvivalens mellem kritik af Israel og reel antisemitisme. Sidstnævnte er et voksende problem på verdensplan, hvor hadforbrydelser mod personer med jødisk etnicitet er steget markant.

“Der er intet jødefjendsk ved at kritisere folkemord og imperialisme - tværtimod.”

---

Ifølge den amerikansk-jødiske lobbyorganisation Anti-Defamation League (ADL) har halvdelen af verdens befolkning i dag antisemitiske holdninger. Hvor stort problemet reelt er blevet, kan imidlertid være svært at sige med sikkerhed, eftersom ADL også definerer kritik af den israelske stats handlinger og zionistisk ideologi som værende ‘antisemitisme’. Det spiller sammen med International Holocaust Remembrance Alliances omfortolkning af antisemitisme, der er blevet kritiseret af en lang række menneskerettighedsorganisationer, herunder Human Rights Watch, Amnesty og den israelske organisation B’Tselem.

Fordømmelse af den israelske stats igangværende etniske udrensninger i Gazastriben og konspirationsteorier om jødiske sammensværgelser som dem, der kommer til udtryk i smædeskriftet Zions Vise Protokoller og dets moderne variationer, er ikke det samme.

Når der over en bred kam uddeles indrejseforbud til folk, der på vidt forskellige baggrunde er imod Israel, er det samtidig med til at mudre vandene i den offentlige forståelse af problemets egentlige omfang. Nynazister som Kanye West og Nick Fuentes har ganske enkelt ikke samme udgangspunkt som Hasan Piker eller Cenk Uygur - selvom de alle hader Benjamin Netanyahu.

Den reelle antisemitisme er at gøre den israelske regerings krigsforbrydelser til et udtryk for Jødens evige natur. Der er derimod intet jødefjendsk ved at kritisere folkemord og imperialisme - tværtimod. Det understreges af de mange jødiske organisationer verden over, som demonstrerer imod Netanyahu-regeringens krigsliderlige drømme om et Storisrael som dét, den israelske premierminister for nyligt viste på et kort i FN.

Forbudspolitikken risikerer desuden at blive en glidebane. Når udelukkelse af politiske modstandere først er blevet et legitimt politisk værktøj, er det ikke svært at forestille sig, at det vil blive brugt i mange andre sammenhænge.

Blandt de mest radikale initiativer om indrejseforbud finder vi et nyligt forslag fremsat af blandt andet Danmark, som skal nægte alle russiske statsborgere indrejse i Schengen-samarbejdets medlemslande. Her er der altså ikke kun tale om politisk motiverede forbud rettet mod enkeltpersoner, men et totalforbud baseret på etnicitet.

De europæiske landes stigende brug af indrejseforbud kommer næppe til at løse noget problem. Til gengæld er de en gave til de bandlyste, der kan fremstille sig som martyrer på ytringsfrihedens alter (og tjene flere penge på opmærksomheden).

Vil man vise sin modstand mod nynazister, bipolare hip-hopstjerner, zionister eller andre hadprædikanter, har det alle dage været en bedre idé at overlade den opgave til civilsamfundet, som med skilte i hånden og tilstedeværelse i gadebilledet kan give svar på tiltale.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

De har den mindste hovedstad i EU, en af verdens højeste befolkningstætheder, og trods mange tusinde års historie blot 62 år som uafhængig nation. Søndag den 30. maj stod det klart, at Malta også beholder den regering, som har siddet ved magten siden 2013.

Ustabil verden påvirker Malta

Valget blev endnu en sejr til premierminister Robert Abela og Socialdemokraterne, som for fjerde gang i træk fik flest stemmer. Det er ny rekord i maltesisk politik, som har været domineret af to partier siden Anden Verdenskrig. Allerede søndag aften ringede oppositionslederen Alex Borg og lykønskede sin modstander med sejren, hvilket i 2026 ikke er nogen selvfølge.

“Fire gange! Fire gange!” råbte de forsamlede socialdemokratiske tilhængere i byen Naxxar, da det stod klart, at deres parti igen havde sikret sig flest stemmer og mandater ved valget.

“Maltas rolle som nøgleland for maritim handel i regionen gør landet ekstra udsat over for de kommende chok mod den globale økonomi.”

Sejren i søndagens valg blev dog mere snæver end ved sidste valg i 2022, hvor partiet sikrede sig 55 procent af stemmerne. Denne gang blev det kun til 51 procent, men altså stadig et absolut flertal.

Den socialdemokratiske regering kunne have ventet yderligere et år med at udskrive valg. Baggrunden for premierminister Abelas beslutning om at afholde valg var den geopolitiske ustabilitet, der har præget såvel Malta som resten af Europa. I en tale forklarede Abela, at valget hang sammen med den “usædvanlige internationale situation”, og at hans regering ønskede et nyt mandat til at fortsætte sin politiske kurs.

Den politisk ustabile situation, som Abela refererede til, hænger sammen med den israelsk-amerikanske krig mod Iran, som har skabt internationalt kaos. Ikke mindst energiprisernes himmelflugt var et tema under valgkampen i Malta, som grundet sin placering i Middelhavet også har stor strategisk betydning. Maltas rolle som nøgleland for maritim handel i regionen gør samtidig landet ekstra udsat over for de kommende chok for den globale økonomi, som den amerikanske krig forventes at resultere i. Foreløbigt har Malta dog klaret sig gennem det politiske uvejr med økonomisk vækst, hvilket også forklarer regeringens fortsatte popularitet.

Subscribe now

AI-bølgen rammer Malta

Mens Malta er presset af de globale konjunkturer, har også den postfaktuelle bølge skyllet ind over den solrige østat under årets valg. Her har AI-genereret indhold for første gang spillet en stor rolle, ikke mindst på sociale medier, hvor falske billeder er blevet taget ivrigt i brug.

Her har man blandt andet kunnet se oppositionens leder Alex Borg fra Nationalistpartiet omgivet af cannabisplanter og udstyret med røde øjne, som havde han netop røget en ordentlig joint - en henvisning til partiets valgslogan Nifs Ġdid (‘et friskt pust’).

Også Socialdemokraternes valgslogan Int Malta (du er Malta) er blevet brugt til at lave AI-genererede billeder, hvor det blandt andet er blevet lavet om til Int India som en slet skjult kritik af de mange indiske migrantarbejdere, som har fået opholdstilladelse i Malta. Socialdemokraternes officielle kampagne-afdeling har også taget den nye teknologi ivrigt i brug og har blandt andet lavet valgvideoer udelukkende ved brug af AI.

Progressiv lovgivning sikrer kvindelig repræsentation

Selvom det maltesiske parlament oprindeligt består af 67 folkevalgte, blev der ved valget i 2022 sendt 79 politikere til repræsentanternes hus i Valletta. Det skyldes en ny, progressiv lovgivning, som skal sikre en bedre kønsbalance. Ifølge lovgivningen kan op til 12 ekstra pladser tildeles kandidater, hvis der ikke er opnået tilstrækkelig repræsentation (mindst 40 %) for det ene køn.

Eftersom maltesisk politik har været ekstremt mandsdomineret - kvinder har aldrig fået over 15 procent af mandaterne - resulterede det ved sidste valg i, at samtlige 12 ekstra mandater blev tildelt kvinder. Ved det netop overståede valg forventes samtlige ekstra pladser også at blive taget i brug.

Foruden den kønsudlignende lovgivning satte Malta også stemmealderen ned til 16 år i 2018. Det følger eksemplet fra Østrig, hvor man også gav 16-årige stemmeret i 2007. På verdensplan har Brasilien, Cuba og Nicaragua også formelt givet stemmeret til personer, der er fyldt 16 år.

Trods de progressive initiativer er Malta på andre områder stadig et konservativt land. Det stærkt katolske land har blandt andet nogle af de mest strenge love på abortområdet i Europa, og kvinder kan kun få foretaget en abort, hvis den gravide kvindes liv er i overhængende fare, eller hvis det vurderes nødvendigt i tilfælde af graviditet udenfor livmoderen.

Den restriktive lovgivning er dog blevet lempet en smule, idet abort var ulovlig uden undtagelse helt indtil 2023. Ingen af de to dominerende partier har i sinde at ændre mere på den lovgivning, som derfor ser ud til fortsat at være intakt efter weekendens valg. De maltesiske kvinder kan dog frit rejse til Italien eller andre EU-lande for at få foretaget medicinske indgreb, og abortraten (4,4 per 1.000 kvinder) er derfor nøjagtig den samme som i resten af EU.

Ovenpå valgsejren har Socialdemokratiet udsigt til at blive ved magten i Malta indtil maj 2031 - med mindre den internationale ustabilitet altså igen tvinger malteserne til stemmeboksen.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.