Lyt til artiklen her.

Share

Længe før ord som fake news, desinformation og postfaktualitet blev optaget i den danske ordbog, arbejdede det ukrainske faktatjek-medie StopFake på højtryk for at imødegå strømmen af historier fra den ofte kreative russiske løgnemaskine.

På deres hjemmeside finder man altid en kontant gennemgang af de seneste nye falske historier. I dag debunkes en historie, angiveligt fra CNN, hvor en ukrainsk korrespondent skulle have stjålet vin under evakuering. På forsiden finder vi også en falsk historie om forsvarsminister Mykhailo Fedorovs kone, som skulle have købt en yacht til 200 millioner kr., og vil man gå mere i dybden, kan man også læse baggrundsartikler om de russiske kidnapninger af ukrainske børn eller myten om et løfte til Rusland om ikke at udvide NATO mod øst.

Ukrainske nazister, NATO-trusler og sataniske sammensværgelser: Har man beskæftiget sig med russisk desinformation igennem længere tid, kan det virke som et Sisyfos-arbejde at skulle modbevise de samme slidte narrativer gang på gang. Men arbejdet som professionel faktatjekker kræver tålmodighed og mod på at aflive de samme fortærskede historier i nye indpakninger. Gang på gang.

En sådan tålmodighed er Yevhen Fedchenko udstyret med. Som chefredaktør for StopFake har han utrætteligt arbejdet på at imødegå den russiske desinformation i over et årti . Det er et konstant og til tider udmattende kapløb mod en velfinansieret modstander med allierede i hele verden. Hans indsats i informationskrigen afspejler på den måde den mere konventionelle krig, som hans hjemland udkæmper på femte år. I dag har han taget tid ud af programmet til at fortælle EuropaNyt om sit arbejde.

Kamp mod overmagten

StopFake startede for 12 år siden. Dengang havde Værdighedsrevolutionen kulmineret med, at den ekstremt korrupte præsident Janukovitj var flygtet ud af landet med over hundrede milliarder i kufferten. Hans destination var Rusland, hvor han siden har opholdt sig.

Der skulle dog ikke gå længe, inden russiske aktører vendte tilbage til Ukraine, denne gang i form af ’små grønne mænd’ – russiske specialstyrker, som havde taget deres hundetegn af. På få uger overtog de Krimhalvøen stort set uden at skulle løsne skud. Samtidig aktiverede de oprørsgrupper i Donetsk og Luhansk, som blev delvist besat.

“Alarmklokkerne ringede ikke i resten af verden, fordi folk troede det var et lokalt fænomen.”

---

Yevhen, der arbejdede som rektor for Mohyla School of Journalism i Kyiv-forstaden Podil, lod sig hverve i informationskrigen. I 2024 fratrådte han sin stilling for at hellige sig arbejdet for StopFake på fuld tid.

”Den russiske invasion var resultatet af en meget effektiv hybridkrig, som nærmest gjorde den militære operation til en eftertanke. Det var et meget klart signal til mig og mine kolleger om, at krigens natur havde ændret sig,” fortæller han.

“Informationskrig og desinformation var blevet den nye frontlinje. Vi var stadig forvirrede, men begyndte at tænke i nye baner. Derfra tog projektet hurtigt form. Vi var på en måde øjenvidner til en ny form for krig, der nu er blevet tydelig for mange. Det var den bestemt ikke på det tidspunkt.”

Invasionen i 2014 blev simpelthen en ny slags opskrift på krig?

”Ja, præcis. Det var den første informationskrig af sin slags, en hybridkrig, som på nogle punkter overflødiggjorde kinetisk krig. Alarmklokkerne ringede bare ikke i resten af verden, fordi folk troede det var et lokalt fænomen.”

”Vores formodninger om, at krigens natur havde ændret karakter, viste sig hurtigt at holde stik. Det betød, at vi gjorde os en masse erfaringer med den skelsættende transformation længe før andre. Vores arbejde blev indledningsvist mødt med stor skepsis. Det var svært at overbevise folk om, at det ikke blot var et afgrænset fænomen, der kredsede om Ukraine, men at det var en krigslogik, som meget hurtigt ville sprede sig.”

Jeg kommer til at tænke på, hvad Pekka skriver i indledningen til vores bog om Vinterkrigen, hvor den sovjetiske invasion bliver indledt med et falsk flag i bombningen af Mainila. På en måde har informationskrig vel en lang forhistorie i Rusland?

”Informationskrig har længe været en del af den russiske og sovjetiske krigsdoktrin, ja. Det nye er den måde, hvorpå digitale værktøjer forstærker dens effekt. Det gør den både øjeblikkelig og verdensomspændende. Vi kan finde mange eksempler i historien på desinformationskampagner”, svarer Yevhen.

Som eksempel fremhæver han den indiske avis Patriot, der blev grundlagt i 1958 med støtte fra Moskva. Dengang var målet at sprede sovjetisk propaganda, og sandheden var også dengang til forhandling.

”De spredte desinformation om bl.a. AIDS med dødbringende konsekvenser for den indiske befolkning. Men det var dyrere og mere tidskrævende end i dag, hvor Kreml-regimet forholdsvist billigt kan sprede sine falske narrativer til resten af verden.”

Den globale informationskrig

Selvom Yevhen i dag er bosat i Madrid, oplever han stadig den russiske informationskrig på tæt hold. Kreml bruger mange ressourcer på at sprede sine falske narrativer til resten af verden, og det gælder ikke mindst for den spansktalende verden, forklarer han.

”Der er stærke historiske bånd imellem efterretningstjenester og politiske partier, men også hvad angår medier. Rusland kan drage fordel af en stor infrastruktur, som både har eksisteret i årtier og bliver aktivt udvidet. Som Margarita Simonjan (chefredaktør for RT, red.) siger, “du kan ikke opbygge dit publikum efter krigen er startet.”

“Det handler om volumen og intensitet, når man skal sprede et narrativ online. Fakta er fuldstændig ligegyldige.”

RT har en stor tilstedeværelse, mens også lokale medier spreder desinformation. Som eksempel nævner han det venezuelanske medie Telesur, der er blandt de største spredere af russiske desinformationsnarrativer i Latinamerika. Kreml har også etableret spanske versioner af RT og Sputnik og betaler desuden lokale influencere til at sprede sine budskaber.

“I Latinamerika er der en opfattelse af, at Rusland er Sovjetunionens historiske arvtager. Kreml bruger mange ressourcer på at fremme det billede af Rusland som en modstander af den globale neokolonialisme, og forsøger at kæde krigen i Ukraine sammen med det. Det narrativ er tillokkende for mange venstreorienterede i Latinamerika.”

Det kan virke en smule komisk, at ‘anti-imperialister’ forsvarer verdens angiveligt rigeste mand, som selv leder en aggressivt højrenationalistisk kolonimagt?

“Det er ikke, fordi det er et særligt logisk sammenhængende argument, men det handler om volumen og intensitet, når man skal sprede et narrativ online. Fakta er fuldstændig ligegyldige.“

Når samtalen falder på influencere i Latinamerika, er det svært at komme udenom Inna Afinogenova. Før invasionen i februar 2022 var hun vicedirektør hos RT, nummer to i hierarkiet bag den magtfulde Simonjan. Hun var desuden vært for RT en Espanol og producerede også indhold for den populære YouTube-kanal Ahi Les Va (Værsgo). Her var hendes opgave at nedtone faren for krig og at sprede Kremls narrativer til et spansktalende publikum.

Selvom hun stoppede som vært for RT, efter den store invasion viste sig at blive en realitet, og officielt fordømte krigen, spreder hun fortsat Kreml-propaganda i Latinamerika, om end på mere subtil vis. Nicolás de Pedro fra Institute for Statecraft har beskrevet det således:

“Selvom hun angiveligt har fordømt krigen, flugter Afinogeno vas retorik stadig med Kremls dagsorden på en lang række områder. Hendes nye rolle er at bidrage til russisk diplomati ved at nedbryde støtten til Ukraine fra Vestens side.”

Afinogenova blev samme år ansat af Canal RED, stiftet af den tidligere Podemos-leder (spansk venstrefløjsparti, red.) Pablo Iglesias, hvilket igen fører tilbage til forbindelsen mellem Kreml-propaganda og den spansktalende venstrefløj.

”Afinogenova har høje seertal i Latinamerika, og har som næste mål at påvirke spansktalende indbyggere i USA. Hun har i forvejen et publikum i den del af verden, der giver mainstream-medier som CNN baghjul”, siger Yevhen.

Kremls opportunisme

Også i Yevhens nye opholdsland står narrativet om Rusland som en anti-imperialistisk allieret stærkt. Da den ukrainske præsident Zelenskij for nyligt besøgte Spaniens premierminister Pedro Sanchez, blev han inviteret på Reina Sofia-Museet i Madrid. Her så de Guernica, Picassos berømte anti-krigsmaleri, der portrætterer den fascistiske alliances bombning af den baskiske by i 1937.

“Det skabte en total nedsmeltning i venstreradikale kredse hernede. Hvor vovede premierministeren at invitere en nazist som Zelenskij til at se kommunisten Picassos berømte billede?“, siger Yevhen.

“Ideologi er underordnet for Kreml, så længe folk er villige til at sprede deres budskaber.”

---

Guernica-sagen er også et eksempel på Kreml-regimets opportunisme. Lokale begivenheder bliver vævet ind i et anti-ukrainsk narrativ, hvor alt kan gøres til en del af en større konspiration, forklarer han.

Da en togulykke i Córdoba-provinsen tidligere på året forårsagede stor skade - 46 dræbte og 292 kvæstede - skulle der heller ikke gå lang tid, før tragedien blev gjort til en anledning til at sprede russisk desinformation. Falske videoer begyndte hurtigt at florere på nettet, hvor spansk politi angiveligt skulle være på jagt efter fem ukrainere, som stod bag angrebet. For at give videoen yderligere troværdighed var den udstyret med falske Euronews-logoer - en kendt taktik fra den russiske Operation Doppelgängers drejebog. StopFake var naturligvis på sagen og aflivede historien.

Mange af Kremls allierede i vores del af verden er folk på den radikale højrefløj; AfD i Tyskland, Viktor Orbán i Ungarn, Nigel Farage, Marine Le Pen og så fremdeles. Det er interessant, at der i den spansktalende verden lader til at være en stærk(ere) forbindelse til venstrefløjen.

“Ideologi er underordnet for Kreml, så længe folk er villige til at sprede deres budskaber. Rusland går efter at infiltrere lokale bevægelser for at skabe et billede af opbakning i lokalbefolkningerne. Det gælder både her i Spanien og resten af verden. Det gør det samtidig svært at imødegå fordi man ikke kan forbyde folk at have en holdning,” siger Yevhen.

Når den russiske propaganda skræddersys til et lokalt publikum, må modsvaret også blive det. Fra basen i Madrid går Yevhens arbejde derfor også med at koordinere oversættelse af StopFakes artikler. Mediet bliver i dag udgivet på 14 forskellige sprog, herunder spansk, fransk, italiensk og russisk. Frekvensen afhænger af frivillige bidrag, og skulle danske læsere have lyst til at bidrage med oversættelser, opfordrer Yevhen til at man tager kontakt.

Vestens arrogance

Selvom Yevhen og hans kolleger har stået forrest i kampen mod desinformation og fake news, længe før begreberne overhovedet kom til resten af Europa, bliver de ukrainske erfaringer stadig behandlet som en slags sidebemærkning.

”Vi oplever, at folk kommer til Ukraine og prøver at lære os, hvordan vi skal tackle den russiske informationskrig. Det er selvfølgelig velment, men måske skulle de også prøve at lytte til vores erfaringer,” siger han.

Forestillingen om, at vi i Vesten skulle kunne lære noget af andre, kan være svær at sluge for mange?

“”På en måde er det parallelt til dét, vi ser i forhold til dronekrigen. Her er Ukraine førende på verdensplan, men USA har fx svært ved at acceptere, at et andet land skulle være dem militært overlegne - eller kunne lære dem noget om krig. Det samme er tilfældet i den russiske informationskrig. Vi har bekæmpet den i over et årti. Resten af verden bliver nødt til at tage ved lære af vores erfaringer, og forstå Ukraine som en leverandør af sikkerhed – både hvad angår droner og hybridkrig.”

Subscribe now

For de ukrainske informationskrigere kan det føles bizart at skulle overbevise mindre erfarne aktører om deres værd, ikke mindst fordi det ukrainske faktatjekker-miljø oplever kroniske finansieringsproblemer, forklarer Yevhen.

“Pendulet er på en måde begyndt at svinge i den anden retning, men svaret bliver ofte at kaste mange penge efter en løsning. Det ender tit med, at store firmaer får penge til nogle projekter uden at have den fjerneste idé om, hvordan de skal bruge dem mest effektivt. Den demokratiske verden er kommet meget sent ind i kampen, og halter fortsat bagefter. Den russiske desinformations-fabrik er et globalt foretagende, som bliver brugt effektivt til at sprede budskaber på tværs af landegrænser.”

Så vi skal også tænke i mere globale løsninger?

“Mange regeringer behandler informationskrig som et spørgsmål om national sikkerhed. Der er brug for at tænke det som et globalt problem, hvor løsningerne også må gå på tværs af landegrænser. Vi kan ikke behandle det som et kapløb mellem nationalstater – det er et spørgsmål om overlevelse for os alle sammen.”

I den digitale offensiv

Hvordan tegner informationskrigen sig i foråret 2026? Yevhen Fedchenko ser en rød tråd i de russiske narrativer, som forgrener sig i to retninger.

“Det ene retter sig mod ukrainere, og har til formål at nedbryde vores kampvilje. Her er fokus på at tale intern korruption op og kæde problemer sammen med den ukrainske elite. Det andet retter sig mod Vesten, og har til formål at undergrave den militære og humanitære støtte.”

Så når russiske kampfly bomber et ukrainsk kraftværk, er problemet i virkeligheden, at korruption forhaler genopbygningen - ikke at det i første omgang er blevet bombet...

“Præcis. Så er det Zelenskijs skyld, fordi han har købt 20 casinoer. Eller fordi den korrupte elite har solgt strømmen til udlandet. Det er en avanceret form for victim blaming.”

Hvad gør vi så ved det? Forsvindende lidt, forklarer Yevhen, hvilket er et problem i sig selv. Imens investerer Kreml fortsat milliarder i at sprede russiske propaganda-narrativer, der henvender sig til et globalt publikum, og opruster aggressivt i informationskrigen.

Den ukrainske efterretningstjeneste dokumenterede for nyligt, at det russiske propagandabudget for 2026 er blevet sat op med over 50 procent. Pengene går til at finansiere nye ‘russiske huse’ i Europa, at støtte Kreml-tro organisationer og influencere samt at indlede nye informationsoperationer på platforme som TikTok og YouTube. I mellemtiden sidder de fleste europæiske lande på hænderne.

“Den russiske informationskrig bliver allerede udkæmpet i digitale nyhedsmedier og på sociale medier. Den næste store kampplads er AI, hvor de er gået i gang med at integrere russisk desinformation i LLM-netværk (sprogmodeller, der bl.a. bruges til at udvikle AI-chatbots, red.). Ruslands autoritære allierede som Iran og Kina bruger de erfaringer til selv at føre informationskrig. Jo længere demokratier forholder sig passivt til det, jo større bliver deres forspring. Ligesom konventionel krig har det med at sprede sig, gør informationskrig det også, hvis den ikke bliver bekæmpet effektivt,” siger Yevhen.

“Enhver med en smule militærstrategisk indsigt ved, at man ikke kan vinde en krig ved kun at være i defensiven. Det gælder også informationskrig,” tilføjer han.

Kap hovedet af slangen

Den ukrainske journalist fremhæver det franske udenrigsministeriums nye initiativ French Response som et eksempel på et mere offensivt politisk værktøj. Her bliver der postet memes, skrevet satiriske opslag og lavet trolling af russiske narrativer. Det er sådan man får opmærksomhed og tiltvinger sig serveretten i kampen om fortællingerne på nettet, forklarer Yevhen.

“Folk taler om det, hvilket betyder, at det er effektivt. Vi kæmper om den samme begrænsede opmærksomhed. Det betyder ikke, at vi skal bruge de russiske metoder med at lyve eller promovere hadtale, men vi skal være mere offensive i at sprede vores budskaber. Demokrati og frihed har værdi, og må ikke blive taget for givet.“

Subscribe now

I kampen om fortællingerne er de sociale medier blevet oversvømmet af løgn og desinformation, og AI-bølgen gør kun tingene værre. I år forventes mængden af AI-genereret indhold at vokse til 90 procent af alt indhold på sociale medier, ofte med afsæt i store bot farms med millioner af falske brugere. I tidsskrifter som Oxford Academic kan man læse, at de afledte konsekvenser, stress og angst, udgør en alvorlig trussel mod folkesundheden.

For Yevhen Fedchenko betyder den digitale krig mod sandheden, at vi bliver nødt til at kappe hovedet af slangen og lukke mere aggressivt ned for løgnefabrikkerne. Det involverer også en ubehagelig samtale om censur og kontrol.

“Hvis vi vil bevare demokratiet, bliver vi nødt til at tage vores modstanders vigtigste våben ud af hænderne på dem. Det betyder også, at vi må fjerne deres adgang til at hjernevaske vores befolkninger.“

Risikerer vi ikke, at mere censur og hårdere regulering af sociale medier blot spiller ind i et russisk martyr-narrativ? Her tænker jeg også på fx det globale syd og andre steder, hvor vi ikke kan begrænse spredningen af desinformation.

“Det er altid en balance. Så længe vi er i krig har vi ikke råd til altid at sætte os på den moralsk høje hest. Vi skal selvfølgelig ikke bruge russiske metoder og ty til selv at sprede desinformation, men vi skal være mere aggressive i at bekæmpe løgnene. Når vi taler om mediesfæren ønsker Rusland mere end noget andet international anerkendelse og at blive betraget som en legitim del af økosystemet. Det giver dem mulighed for at sprede deres falske narrativer.”

Deres… alternative facts?

“Ja, præcis. De vil gerne vise, at de kan ødelægge os indefra, og at vi ikke kan standse dem. Det er en magtdemonstration. Ideelt ville de gerne have store billboards på Times Square og russisk propaganda på alle busserne. Det ville vi selvfølgelig afvise. På samme måde bliver vi nødt til også at afvise dem i det digitale rum.“

Leave a comment

Lyt til artiklen her.

Share

Hvis politik kan beskrives som en blodig affære, var lokalvalget i sidste uge en massakre for den siddende regering i Storbritannien. Den helt store vinder blev det højreradikale Reform UK, som ikke lod til at lade sig mærke af en stor skandale omgærdende partiformand Nigel Farage.

På den anden side af spektret fik også Green Party et godt valg og har nu markeret sig som det reelle venstreorienterede alternativ. Også de konservative har fået en ordentlig øretæve og mister 563 af de 1.134 byrådspladser på valg.

Labour-nedsmeltning skaber uro i toppen

Blandt de samlet set 5.066 byrådssæder, som var på valg, mistede Labour hele 1.406 pladser af de 2.196 sæder, som partiet sad på. Partiet kom dermed under 1.000 sæder og fik kun 17 procent af stemmerne samlet.

“Der er ingen klar retning for Labour-regeringen. Folk ved ikke, hvad de prøver at opnå. De bløder muslimske stemmer i Birmingham til Green Party, som føler partiet har svigtet dem ved at støtte Israels invasion af Gaza. De mister samtidig stemmer blandt den hvide arbejderklasse i Kent, Essex og Sussex, som hellere vil tage chancen med Reform UK,” siger Thomas Brayford. Han er tidligere ansat i Labour og har som policydirektør i tænketanken Resilience and Reconstruction haft hovedet dybt begravet i valgresultatet de seneste dage.

Ser man resultatet i forhold til vælgernes generelle indtryk af regeringen, er 17 procent dog nærmest en overpræstering. Målinger i efteråret viste, at Keir Starmer er den mest upopulære premierminister i britisk historie, og at kun 13 procent af befolkningen er tilfredse med regeringens arbejdsindsats. Det er endda dårligere end den skandaløst inkompetente Liz Truss, som kun fik 49 dage på posten i efteråret 2022. Selv ved verdensmesterskaberne i dart kunne man høre sange som “Keir Starmer is a wanker (‘pikspiller’, ‘fjols’, ‘narrøv’ red.)”.

Starmer har afvist, at valget skulle være en dom over hans ledelse, og har - på lettere tonedøv vis - forklaret, at hans regering skal ses som ‘et tiårigt projekt’. Også forsvarsminister John Healey har forsikret om, at Starmer har tænkt sig at “blive på samme kurs”.

“De ting Labour har gjort er blevet dårligt kommunikeret ud. Forandringen kan ikke mærkes i tilstrækkelig grad.”

Mens partiledelsen forsøger at slukke branden ovenpå det katastrofale valg, er nogle i partiet begyndt at lugte blod.

“Catherine West (Labour-MP fra Hornsey og Friern Barnet, red.) har allerede meldt sig på banen som en mulig udfordrer. Hun har dog senere trukket den udmelding tilbage, men det tyder på, at der er et opgør på vej“, siger Thomas Brayford.

Mens West ville være et long shot som afløser for Starmer, er rygterne begyndt at florere om, at både sundhedsminister Wes Streeting og vicepremierminister Angela Rayner kan melde sig på banen som mere seriøse udfordrere for Starmer.

“Problemet for Labour er en mangel på karisma. Streeting har mere karisma end Starmer, hvilket vi også så i Mandelsohn-affæren. Selvom det ikke burde have været en så stor skandale for Starmer, blev han trukket ned af sagen. Tingene lader til at klistre sig fast til hans person på den dårlige måde,” siger Brayford.

Han peger på tiltag med gratis skolemad til udsatte børn og bedre hjemmepleje som eksempler på, at Labour-regeringen har forsøgt at markere sig som noget andet politisk end den foregående konservative regering.

“Men de ting de har gjort er blevet dårligt kommunikeret ud. Forandringen kan slet ikke mærkes i tilstrækkelig grad”, siger han.

Som illustration af Starmers upopularitet behøver man blot at kigge mod weekendens valg i Skotland, hvor der samtidig med lokalvalget i England blev afholdt parlamentsvalg. Her var der efter valget i 2024 stor optimisme om, at Labour kunne danne den næste regering i Holyrood. Scottish National Party har siddet ved magten i 20 år og virker slidt, så det kunne have været en gylden mulighed for Labour.

“Spoler vi frem til i dag, er situationen i Skotland nu så elendig for Labour, at [partiets lokalformand Anas] Sarwar bad Starmer om at holde sig væk. Sarwar klarede med nød og næppe selv at beholde sit eget sæde i Glasgow,” forklarer Thomas Brayford.

Green Party går frem trods smædekampagne

Labours krise har været godt nyt for Green Party. For to måneder siden var særvalget i Manchester-distriktet Gorton og Denton et forvarsel om partiets vind i sejlene. Dengang vandt den politisk ukendte blikkenslager Hannah Spencer en knusende valgsejr i et område, som havde tilhørt Labour i over 100 år.

Også ved lokalvalget var der stor fremgang til Green Party, som gik hele 441 mandater frem. De har nu 587 valgte lokalpolitikere. Partiet gik blandt andet til valg på at bygge flere sociale boliger og kunne her pege på succesen fra Lewes og Mid Suffolk, hvor man i 2023 fik flest byrådsmandater (16). Med Labour som støtteparti har Green Party udnyttet sit flertal til at bygge flere hundrede nye billige boliger og har gjort netop boligpolitik til et af sine centrale valgtemaer på landsplan.

“Det er en katastrofe for Labour. De har mistet kontrollen med samtlige byråd pånær ét.”

Den store fremgang for Green Party har samtidig udstyret partiet med en skydeskive på ryggen i de britiske medier. The Times har blandt andet kulegravet partileder Zach Polanskis bopælssitutation og afsløret, at han i flere år har boet på en husbåd i det østlige London. Som danske sager om politikeres bopæle har vist, herunder Sikandar Siddique og Alex Vanopslagh, kan den slags hurtigt udvikle sig til møgsager i offentligheden.

Også Polanskis håndtering af knivangrebene på to jødiske mænd i London-forstaden Golders Green den 29. april har fået stor mediebevågenhed. Polanski retweetede oven på angrebet en kommentar, der kritiserede politiets ‘unødigt hårdhændede’ håndtering af gerningsmanden, og måtte senere undskylde. I tabloidavisen The Sun blev han derefter udråbt som en “farlig Jeremy Corbyn-klon”. Premierminister Starmer var heller ikke sen til at udnytte den bommert, og kaldte Polanski for “en skændsel.”

Foruden personangrebene har Labour også kørt en intens negativ kampagne mod Green Party på de sociale medier. En række opslag har fokuseret på antisemitiske medlemmer af Green Party og fremstillet det som et useriøst parti fuld af jødehadere. Labour har desuden kørt på med negative kampagner om deres uansvarlige politik på såvel bolig- og forsvarsområdet. Den negative omtale har dog ikke forhindret Green Party i en stor fremgang - og en højere stemmeandel end Labour. Måske skulle man fokusere på at formulere en selvstændig, positiv vision?

“Det ligner en katastrofe for Labour. De har mistet kontrollen med samtlige byråd pånær ét - i Wolverhampton.”, siger Thomas Brayford.

Reform UK overtager i flere storbyer - og brager igennem i Wales

Valgets helt store vinder er det højreradikale Reform UK. Partileder Nigel Farage var da heller ikke sen til at udråbe valget som et ‘historisk kursskifte i britisk politik’. Med 1.451 mandater og en status som det største lokalpolitiske parti må man foreløbigt give ham ret. Reform har dog ikke kun fisket stemmer hos Labour, men også blandt de Konservative, som med 563 tabte mandater er valgets anden store taber.

Reform UK har særligt vundet stort i Norfolk, Midlands, Staffordshire og det nordlige England. I Newcastle-under-Lyme udenfor Stoke, hvis industrielle nedgang du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, har Reform for eksempel fået 27 pladser ud af 44 og dermed absolut flertal.

Ifølge Thomas Brayford handler Reform UK’s fremgang om stor utilfredshed med de to traditionelle partier, men også om et generelt provins-forfald og en fortælling om, at partiet vil vende tilbage til de gode gamle dage. Det narrativ har været så tiltrækkende, at selv en mulig bestikkelsesskandale, hvor Farage for nyligt blev afsløret i at have modtaget knap 50 millioner kr. fra en kryptoinvestor, ikke har kunnet lave ridser i lakken.

“Hvis man ser på Clacton (Farage’s valgdistrikt i Essex, red.) er det et nedslidt område. Mange gamle populære feriebyer som Southend og Blackpool er i forfald. I den kontekst er det nemt for Nigel Farage og Richard Tice at spille på nostalgi om fortidens storhed, og love den arbejderklasse, der har tabt i udviklingen, guld og grønne skove,“ siger Thomas Brayford.

Subscribe now

For Brayford er det dog mindst lige så opsigtsvækkende, hvad der er sket i den vestlige del af Storbritannien.

“En af valgets helt store historier er Wales. Her har Labour mistet det flertal, som man har haft siden 1922. Partiets leder, Eluned Morgan, har på ydmygende vis tabt sit mandat. Playd Cymru (walisisk centrum-venstreparti, red.) har fået flest pladser i Senedd, men den største historie er Reform UK, som er braget igennem. De er gået fra 2 til 34 pladser ud af 96, og er nu Wales’ næststørste parti.”

Fragmenteret politisk landskab

En smule til højre for midten finder vi valgets sidste store aktør, Liberaldemokraterne, som har bygget videre på succesen under Ed Davey. Partiet fik denne gang yderligere 155 byrådsmedlemmer valgt ind og fik omkring 16 procent af stemmerne.

Samlet tegner lokalvalget et billede af et mere fragmenteret politisk landskab i Storbritannien. Med en mere positiv vending kunne man også kalde det mere pluralistisk og mangfoldigt, at fem partier nu har bred lokalpolitisk repræsentation i et politisk system, som traditionelt har været domineret af Labour og Toryerne.

Under alle omstændigheder markerer valget et klart nybrud i britisk politik. Spørgsmålet på briternes læber er nu ikke blot, hvorvidt Starmer kan blive siddende som Labour-leder, men også om der kan være et parlamentsvalg på vej.

“Britisk politik er mere fragmenteret end nogensinde. Samtidig er vælgernes dom klar. Der er et raseri uden fortilfælde mod politikerne, og selvom det var et lokalvalg, har folk stemt ud fra landspolitiske overvejelser,” siger Thomas Brayford.

For ham er der ingen tvivl om, at lokalvalget var en dom over de to traditionelle partier - og at britisk politik kan gå en turbulent tid i møde.

“Starmer siger, at han vil fortsætte som premierminister. Indtil denne uge tænkte jeg også, at han nok ville blive siddende ved magten længere, end de fleste regnede med. Nu er der imidlertid meget, der tyder på, at han godt kunne være ude, inden året er omme.”

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Debatindlæg er udtryk for skribentens holdning. Kontakt os hvis du selv har noget på hjerte, eller giv din mening til kende i kommentarfeltet.

For to uger siden var jeg til den internationale journalistfestival, en årlig begivenhed omkranset af den smukke italienske by Perugias bakketoppe. Dejligt for dig, tænker du måske, og det var det skam også, men det er nu ikke pointen i denne artikel, selvom historien ganske vist begynder med vin en forårsaften på en smuk italiensk plads, omgivet af journalistiske venner fra nær og fjern.

Foreløbigt ville du have ret i, at historien har en ulidelig selvfedme, men så tog en af mine venner pludselig en dyb indånding.

“Er det… Wael Al-Dahdouh? sagde hun chokeret og pegede på en mand få meter væk, som var på vej gennem menneskemængden.

Det var Wael Al-Dahdouh. Selvom hans navn måske ikke ringer en klokke, har du nok set nogle af hans virale nyhedsklip på de sociale medier, hvor han er iført en blå jakke med PRESSE skrevet henover. Han var redaktionschef for Al Jazeeras kontor i Gaza, hvor han har rapporteret om den ene uhyrlighed efter den anden, herunder den, hvor han under en reportage opdagede, at et missil havde dræbt hans kone, hans syvårige datter og hans 15-årige søn. Fem nevøer og niecer samt hans 18 måneder gamle barnebarn blev dræbt i samme angreb.

To måneder senere stod han bøjet over liget af sin anden søn, Hamza, som havde fulgt i hans fodspor som journalist og også arbejdede for Al Jazeera. Han fortsatte sine reportager.

Manglende solidaritet bider medierne i røven

En skarp kognitiv dissonans overvældede mig. Wael har set og oplevet ting, der er uden for vores forestillingsevne, men som samtidig er blevet livestreamet til vores telefoner, mens verden har gjort… intet. Og nu stod han så i Perugia og mængede sig med den internationale presse. Han virkede som en mand, der desperat ønskede at være alle andre steder end her.

“Jeg har læst en masse selvhævdende artikler om pressefrihedsdagen i medier, som ikke har udvist skyggen af solidaritet med palæstinensiske journalister - eller forstået, at den mangel på solidaritet kommer til at bide dem selv i røven. .”

---

Vi stod udenfor Perugias største hotel, Brufani, som også spillede en mindre rolle i Mussolinis vej til magten: I 1922 var det blevet omdannet til den fascistiske leders hjem og stedet, hvor han planlagde “Marchen mod Rom”, kuppet, der sendte Mussolini til magten. Det var blevet sent, og en kølig forårsbrise havde lagt sig over Perugia, der ellers koger af aktivitet om dagen. Det var pludselig blevet svært at ignorere.

Alt virker normalt, men er det ikke. Wael er et symbol på det forkerte. Han har mistet sin familie i en række krigsforbrydelser, som er forblevet ustraffet, trods hans aktive dokumentation af dem.

Ingen er blevet stillet til ansvar. Den internationale forargelse mangler koordination. Men her gik han alligevel rundt blandt os.

To dage senere ved en anden fantastisk kulisse, San Francesco-kirken i Prato fra 1200-tallet, fortalte Wael sin historie.

For ham var det mest chokerende ikke, hvad Israel havde gjort, men hvad det internationale samfund ikke havde gjort. Allermest graverende var det, vi ikke havde gjort: det internationale journalistsamfunds fravær.

“Vi følte os helt alene”, sagde han. Manglen på solidaritet var det hårdeste at bære, sagde han. Journalist efter journalist blev myrdet, men hvor var de internationale mediers reaktion?

Det var et skammeligt øjeblik.

Jeg skrev om Waels historie i The Nerves nyhedsbrev i sidste uge. Vi lagde også en video og transkription af Waels talk på hjemmesiden. Alligevel følte jeg et behov for at genbesøge det af flere, forbundne årsager.

3. maj var det Verdens Pressefrihedsdag. I går (5. maj) var det en britisk helligdag, en fridag for befolkningen, hvor vi fejrer forårets gamle ritualer i forbindelse med majs komme. I mange lande er det samtidig arbejdernes kampdag.

Den her artikel handler om at forbinde de to begivenheder, ikke mindst fordi jeg har læst en masse selvhævdende artikler om pressefrihedsdagen i medier, som ikke har udvist skyggen af solidaritet med palæstinensiske journalister - eller forstået, at den mangel på solidaritet kommer til at bide dem selv i røven.

Dødbringende år for journalistikken

Jeg vil også markere to mærkedage. For et år siden gav the Guardian avisen the Observer væk efter protester fra 93 procent af de ansatte journalister. Det er også et år siden, jeg gik tilbage på scenen hos TED og holdt en talk om mine journalistiske erfaringer med at få tegnet en skydeskive på ryggen og få mundkurv på. Det var både tænkt som en advarsel og en opfordring til handling.

Sammen med en række forhenværende kolleger på the Guardian/Observer har jeg startet et nyt medie, fordi det føltes som det vigtigste, jeg kunne gøre i øjeblikket. Uden uafhængige medier er vi dømt til undergang. Uden pressefrihed er der ingen frihed som sådan.

Gaza har været den mest dødbringende konflikt for journalister - nogensinde. Israel har myrdet 232 journalister siden oktober 2023, hvilket overstiger dødstallet i begge verdenskrige, Vietnamkrigen, Balkankrigene og den amerikanske invasion af Afghanistan tilsammen.

Det abnorme er blevet normalt

Hvad der sker med journalister i Gazastriben, er imidlertid kun toppen af isbjerget. Den seneste rapport fra Journalister uden grænser viser, at pressefriheden på verdensplan er på sit laveste i 25 år. Den skrumper overalt i forbløffende tempo. USA lander i år på en chokerende plads nummer 64 efter lande som Namibia, Timor-Leste, Montenegro, Tonga, Elfenbenskysten, Liberia, Samoa, Panama, Botswana, Gabon og Ghana.

Det seneste år er store dele af den amerikanske presse blevet overtaget eller uskadeliggjort. CBS er blevet revet itu indefra og har fået ødelagt sin redaktionelle troværdighed, efter at være blevet opkøbt af Ellison-familien - en af Trumps tætte allierede, som i forvejen havde overtaget TikTok og lige nu forsøger også at opkøbe Warner Bros. Hvis dén 500 milliarder kroner store handel går igennem, får Ellison dermed også kontrol med CNN blandt mange andre medier.

“Trumps angreb på Iran er et kognitivt våben, som han har vendt mod sin egen befolkning. Og alle os andre. Det gør os følelsesløse.”

---

Demonstranter er blevet skudt i gaderne, mens de journalister, som har dækket demonstrationerne, er blevet anholdt. Washington Post, som også ejes af en Trump-støttende milliardær, har fyret flere hundrede journalister og kastreret det redaktionelle indhold, mens ejer Jeff Bezos vasker blodet af hænderne gennem sit sponsorat af gårsdagens Met Gala. Samtidig har Federal Communications Commission-formand Brendan Carr truet nyhedsmedier med at fratage dem sendetilladelsen, hvis deres dækning af Iran-krigen er ‘forvrænget’.

Når jeg sammenligner situationen i dag med for et år siden, er det svært at forstå, at min TED talk skabte så meget furore både på nettet og ved selve konferencen. Her advarede jeg om, hvilke konsekvenser ægteskabet mellem Silicon Valley og Trumps autoritære ledelse ville få. Et år senere er meget af det, jeg advarede om, kunne ske, allerede sket.

Angrebene på journalister, tavsliggørelsen, virksomhedskuppet af medier og den totale overgivelse er nu en realitet. Det er ikke længere et forvarsel, men vores virkelighed. Det totale, altopslugende magtbegær, der strømmer ud af Silicon Valley, har i parringen med Trumps USA bekendt sin dystopiske kulør og givet os en hallucinerende krig, som fodres af hallucinerende algoritmer, der bomber skoler og blokerer handelsstræder af grunde hinsides enhver logik, fornuft, rationalitet eller historisk hukommelse.

Trumps angreb på Iran er et kognitivt våben, som han har vendt mod sin egen befolkning. Og alle os andre. Det gør os følelsesløse. Det er det, som har ændret sig det seneste år. Det hele er gået som forudsagt, men vi er løbet tør for chok og forargelse. Det abnorme er blevet normalt. Det må vi bare acceptere.

Men det er ikke normalt. Intet af det er normalt. Det mindede Waels forpinte ansigt mig om i Perugia.

Ledelsesgangenes kujoner

I Perugia var mit møde med Wael som at se fortidens spøgelse i Charles Dickens’ Et juleeventyr, men også fremtidens spøgelse. Hans familie blev myrdet af et land, som mit eget hjemland støtter og forsyner med våben; et land, hvis leder er tæt allieret med tech-branchens regenter, hvis produkter er vævet ind i vores dagligdag, som indgår aftaler med vores regeringer, som er blevet syet ind i selve statens fundament.

Hvordan kan det være normalt? Det er ikke normalt. Det er en skændsel. Og Wael havde ret, da han på den største scene, foran verdenspressen, ved den største journalistkonference, kaldte vores moralske svigt for en katastrofe. Han har også ret i, at det, der er blevet gjort mod journalister i Gaza, de målrettede mord, som ikke har haft konsekvenser, breder sig til resten af verden.

Der er dog én ting, han tager fejl i. Efter talen fandt jeg ham udenfor i selskab med den fremragende graverjournalist Hoda Osman, der er chefredaktør i Den Arabiske Sammenslutning af Graverjournalistik. Jeg havde mødt Hoda til en anden konference, hvor hun havde fremlagt en detaljeret gennemgang af sagen om endnu en Gaza-journalist, der var blevet myrdet af israelske soldater og efterfølgende var blevet overrumplet af en amerikansk producer iblandt publikum, som beskyldte hende for at gå Hamas’ ærinde.

“Du er ikke alene”, sagde jeg til Wael, mens Hoda oversatte. Der er mange journalister, der støtter dig. Jeg pegede på kvinden ved min side, Sangita Myska, en tidligere BBC-journalist, som blev fyret uden varsel fra sit værtsjob på Storbritanniens største kommercielle radiostation, LBC, fordi hun havde lavet et kamplystent interview med en israelsk embedsmand.

“Det er ledelsegangene i de vestlige medier, som er problemet, ikke journalisterne,” sagde jeg.

De har ikke opført sig som ledere, men er i stedet krøbet i skjul eller gledet helt udenom emnet. Der har været en udtalt mangel på lederskab; et tomrum i dets sted. Det er ikke, fordi nyhedsmedierne ikke kan finde ud af at samarbejde. For et års tid siden var samtlige forsider i de britiske medier - trods store ideologiske forskelle - prydet af en fælles kampagne med overskriften “Make it Fair”, der kritiserede regeringens planer om at undergrave copyright-lovgivningen. De handlede i fællesskab ud fra egeninteresser. Det virkede! Regeringen trak forslaget tilbage.

Det er muligt. Bare ikke lige på det her område. Sidste sommer organiserede Journalister uden grænser, en af verdens mest fremtrædende pressefrihedsorganisationer, et fælles nyhedsblackout i samarbejde med Avaaz (amerikansk NGO, red.) og bad nyhedssider om at gøre deres forside sort i solidaritet med de palæstinensiske journalister. Sådan her så den libanesiske avis L’Orient Le Jours forside ud:

De libanesiske journalister forstod selvfølgelig, at det var deres tur næste gang. Sådan endte det også: for nylig sendte det grusomme mord på Amal Khalil antallet af dræbte libanesiske journalister op på 21 siden 7. oktober. 250 medier fra hele verden tilsluttede sig kampagnen (ingen store danske medier tilsluttede sig blackout-kampagnen, red.), men der var overvejende tale om små, uafhængige medier med britiske Independent som en af de bemærkelsesværdige undtagelser. De store spillere ville ikke lege med.

Min tidligere arbejdsgiver, the Guardian, var blandt de markante vestlige medier, som afslog, trods ihærdige forsøg fra avisens ansatte på at ændre holdningen og trods den fare, avisens egne korrespondenter og freelancemedarbejdere arbejdede under.

Et spørgsmål om frygt

Det fører mig tilbage til, hvorfor denne artikel skal udgives netop nu. For første maj - Arbejdernes Kampdag - og tredje maj - Verdens pressefrihedsdag - bliver nødt til at ses som to sider af samme mønt.

Den solidaritet, som gav os grundlæggende rettigheder og dannede baggrund for arbejderbevægelsens opståen, har altid været en solidaritet mellem mennesker, ikke organisationer, ikke ledelser eller bestyrelser. Derfor kan vi heller ikke overlade forsvaret af pressefriheden til redaktører eller topchefer, som i stigende grad har gjort pressefrihedsdagen til et management-greb. I et af de mest anspændte møder under the Guardian-sagen indrømmede en af direktørerne, at dagen var “en af de bedste muligheder for at tjene penge på brandet.“

“New York Times kommer til at sole sig i deres seneste Pulitzer. Men hvad gjorde de for at beskytte, forsvare, og kæmpe for retfærdighed for Algorrhas kolleger? Intet!”

---

Vi har her at gøre med ledere (med en årsløn i millionklassen), som ikke bruger dagen på at kræve retfærdighed for folk som Wael al-Dahdouh, men på at fundraise til dem selv, alt imens de glemmer at forsvare den mest grundlæggende rettighed for journalister: at leve.

Selvom jeg er henrykt over ugens nyhed om, at den palæstinensiske fotojournalist Saher Algorrha har vundet Pulitzerprisen for sine fantastiske billeder fra Gaza, bragt i New York Times, da sultkatastrofen var på sit værste (se billeder i gaveartiklen her), var det netop, mens han fotograferede de grufulde begivenheder og selv var i stor risiko og på sultens rand, at New York Times-ledelsen afviste at slutte sig til det globale nyheds-blackout, der skulle sætte fokus på hans myrdede kolleger. Hvorfor? New York Times kommer til at sole sig i deres seneste Pulitzer. Men hvad gjorde de for at beskytte, forsvare og kæmpe for retfærdighed for Algorrhas kolleger? Intet! Der er masser af ting, Times kunne have gjort. Det er et valg.

De samme management-typer er også dem, der fraråder journalister at lave opslag på sociale medier om “kontroversielle” eller ømtålelige emner. Fra et redaktionelt perspektiv giver det muligvis mening at fastholde en vis objektivitet på politisk følsomme spørgsmål, men mord på journalister er en krigsforbrydelse, ikke en politisk stillingtagen. Den overvældende og vedvarende tavshed fra alle andre end en håndfuld journalister handler formentlig om en frygt for at bryde disse ‘sociale medie-normer’, en lydighed, der forstærkes af tavsheden fra toppen. Hvis redaktørerne turde sige noget, ville de være frie til at gøre det samme.

Kanariefuglen skriger i kulminen

Journalister med mere snusfornuft end jeg selv ville ikke skrive disse ord og ville være langt mere tilbageholdende i at kritisere deres tidligere arbejdsgivere eller endda medier i almindelighed. Jeg vælger at tage bladet fra munden, fordi pressefrihed er et prisme på alt andet, der foregår lige nu. Det er omdrejningspunktet i en gordisk knude af demokratisk forfald og autoritært overtag. Waels budskab er, at hver eneste støttende gestus har betydning. De giver ham håb, sagde han.

“Det er naivt at tro, at overgrebene mod journalister i Palæstina og Libanon er undtagelsen der bekræfter reglen. Reglerne har ændret sig.”

---

Det var særligt hans brug af ordet ‘solidaritet’, eller rettere manglen på samme, der talte til mig. Jeg ved, hvordan det føles, hvordan det kan få blodet til at koge, hvor ynkeligt taknemmelig man kan blive for enhver lille almisse af støtte. Derfor står jeg i gæld til de pressefrihedsorganisationer, som gik i brechen for mig. Derfor må jeg gøre det samme for andre nu.

Det underlige er, at nyhedsmedierne ikke forstår, at det er i deres egen interesse. At de ikke forstår, hvad der snart rammer dem selv. Selv ikke New York Times. Med sin magt, penge og prestige er de muligvis den sidste fæstning, der bliver indtaget, men man behøver ikke have Kassandras profetiske evner for at forudsige, at selv de får brug for hjælp udefra. Den igangværende kastrering af de amerikanske medier er en advarsel til os andre, og det er naivt at tro, at overgrebene mod journalister i Palæstina og Libanon er undtagelsen, der bekræfter reglen. Reglerne har ændret sig. Der er nye regler. Konsekvensfrihed er den vigtigste af dem.

Pressefriheden er kanariefuglen, der hiver efter vejret i kulminen. Gaza er nøglen til at forstå, hvad der er på vej. Mord på journalister er kun begyndelsen. Det afskyelige ‘Fredsråd’ er et privatiseret FN drevet af nogle af de værste mennesker på kloden. Dets ombygningsplaner er en realisering af tech bro-drømmen om ‘netværksstater’, lande uden indbyggere, kun undersåtter og forbrugere, der holdes i ørerne af en omnipotent CEO.

Derfor må første maj være et forbillede for tredje maj. Vores kolleger bliver myrdet, og hvis vi ikke forsvarer dem, hvem gør så? Dæmningen kan og skal kollapse. Journalistisk solidaritet må være over for hinanden, ikke vores virksomheds-herremænd. En enkelt, fremtrædende journalist hos New York Times, Nick Kristof, tog endelig bladet fra munden i denne uge. I the Nerve udgav vi for et par uger siden BBC’s rutinerede udenrigskorrespondent John Simpsons reportage om mord på journalister - i sig selv en besværlig affære, da han skulle have den godkendt af BBC News’ chef. Nu er Sunday Times’ udenrigskorrespondent Christina Lamb også trådt frem med en opfordring til en international undersøgelse af forbrydelser mod journalister. Der er sprækker i dæmningen.

De individuelle stemmer viser lederskab fra bunden. Det kan lade sig gøre. Det er selv ansatte ved Google DeepMind i London ved at indse. De har talt ud om virksomhedens samarbejde med det amerikanske krigsministerium, og nu er det også kommet frem, at de har oprettet en fagforening.

Det er præcis det, fagforeninger er sat i verden for. Og det er det, vi har brug for lige nu. En forening af fagforeninger. Det er lektien fra første maj; at lederskab ikke kommer fra chefredaktører og de vestlige mediers direktionsgange. For dem er det ligegyldigt. Jeg tror på, at tusindvis af journalister verden over ikke finder det ligegyldigt. Wael er ikke alene. Vi står sammen med ham. Nu skal vi finde svar på spørgsmålet: hvordan gør vi vores stemmer hørt?

Carole Cadwalladr og Europanyt © Oversat af Morten Hammeken.

Carole Cadwalladr er undersøgende journalist med fokus på sammenstødet mellem demokrati og teknologi. Hun afslørede Cambridge Analytica/Facebook-skandalen og er tidligere blevet nomineret til Pulitzer-prisen. Efter mange års ansættelse hos the Guardian stiftede hun i 2025 The Nerve sammen med en række tidligere kolleger. Følg Carole på Substack her.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Det ser skidt ud for pressefriheden på verdensplan. Siden Journalister uden grænser (RSF) første gang udgav sit årlige pressefrihedsindeks i 2002, har den gennemsnitlige score for de 180 lande aldrig været så lav.

For første gang i de 25 år lander over halvdelen af verdens lande nu i kategorien “problematisk” eller “meget alvorlig”. Det ville dog se endnu værre ud, hvis ikke en række europæiske lande fortsat holdt hovedet nogenlunde oven vande.

Nordiske lande topper ranglisten

Selvom pressefriheden går i den forkerte retning på verdensplan, er håbet fortsat lysegrønt i Europa - også bogstaveligt talt på RSF’s verdenskort. Her markeres de bedste lande med grønt, mens det står værre til, desto rødere landene er.

De grønneste lande finder vi i Norden, hvor Norge igen topper listen med en score på 92,7 ud af 100. Sverige (87,6) og Finland (86,2) er på femte- og sjettepladsen, mens Danmark (88,4) i årets opgørelse er kravlet op på en fjerdeplads, to pladser bedre end sidste år.

Herhjemme kritiserer RSF især den reviderede Offentlighedslov fra 2014, som begrænser pressens mulighed for aktindsigt, mens man også fremhæver problemer med sexisme på de danske redaktionsgange. Det handler ikke mindst om de afsløringer, der kom frem om kulturen på TV2 og senere har affødt en bred debat om sexisme i branchen.

De øvrige ‘grønne lande’ på listen udgøres af Nederlandene, Estland og Irland. Først på en 20.-plads finder vi et ikke-europæisk land i form af Canada, hvis forholdsvis lave placering især forklares med utilfredsstillende dækning af oprindelige folks rettigheder. Også Island (12), Storbritannien (18) og Tyskland (14) er i toppen, selvom sidstnævnte er faldet tre pladser. Det skyldes blandt andet et voksende antal trusler mod tyske journalister fra det ekstreme højre samt en række nye beføjelser til landets efterretningstjenester, som indskrænker det journalistiske spillerum.

Sydøsteuropæisk stagnation

Længere mod syd er Portugal fortsat blandt duksene på en tiendeplads, mens Frankrig også beholder sin rangering som nummer 25. Der er til gengæld en mindre tilbagegang i Spanien (29), hvor RSF fremhæver en stigende politisk polarisering og strategiske sagsanlæg (SLAPP) som årsag til øget pres på journalister. Den samme type juridisk pres er også forklaringen på en lignende tilbagegang i Italien, som nu er faldet til en 56.-plads. Her lever journalister desuden med trusler fra organiseret kriminalitet, og tyve italienske journalister lever i dag med permanent politibeskyttelse.

Også på Balkan går farveskalaen i en rødere retning. Der er dog enkelte lyspunkter i form af fremgang til Kroatien (60 —> 53) og Kosova (99 —> 84), mens Bosniens (90) tilbagegang primært skyldes Republika Srpska, den serbiske enklave i landet, som under Milorad Dodiks ledelse er blevet yderligere radikaliseret og mål for intens russisk desinformation.

“Selvom Ukraine på femte år forsvarer sig mod russisk invasionskrig, har man formået at kravle syv pladser frem på listen til en 55.-plads lige foran Italien.”

---

Endnu værre ser det dog ud i Serbien, som igen falder ned af ranglisten til nr. 104, flankeret af Madagaskar og Marokko. Rapporten fremhæver, at landets dygtige journalister (du kan læse interview med nogle af dem her) lever under stort pres fra fake news og statspropaganda. I 2025 blev mindst 89 serbiske journalister angrebet i dækningen af de store demonstrationer mod Vučić-regeringen, som blev udløst af korruptionsskandalen omgærdende Novi Sad-banegårdens kollaps.

Længere østpå er der en smule godt nyt at hente i Rumænien, som rykker seks pladser frem til nr. 49. Endnu bedre ser det ud for Moldova, som trods et stort pres fra russiske påvirkningskampagner og hybridkrig holder stand. Landet er fortsat det eneste østeuropæiske land i den gule ‘tilfredsstillende’-kategori og fremhæves også som et eksempel på “faldende medie-kontrol fra oligarker og politiske ledere”. Også i Ukraine går det den rigtige vej: Selvom landet på femte år forsvarer sig mod russisk invasionskrig, har man formået at kravle syv pladser frem på listen til en 55.-plads lige foran Italien.

Apropos Rusland finder vi her - ikke overraskende - Europas suveræne bundskraber på placering 172 ud af 180. I Rusland er alle uafhængige medier blevet lukket, og lange fængselsstraffe på op til 15 år venter enhver journalist, der forsøger at udfordre statsmagten. Statscensur-apparatet Roskomnadzor har blokeret mindst 1,3 millioner hjemmesider, herunder Telegram, Wikipedia, Facebook og Twitter, og regimet har desuden myrdet mindst 149 ukrainske medieansatte siden krigens start. Rusland undergås i dag kun af andre totalitære regimer som Kina (178), Nordkorea (179) og Saudi-Arabien (176).

Også Belarus er som forventeligt at finde i bunden. Her har diktator Lukasjenkos undertrykkelse trukket landet ned på en 165.-plads, og RSF beskriver det som Europas farligste land for journalister. Efter fupvalget i 2020 blev den mest populære nyhedsside, Tut.by, lukket ned, og ransagninger, anholdelser og endda tortur er blevet udbredt for landets journalister.

Mens hverken Rusland eller Belarus’ dårlige placering kan løfte mange øjenbryn, kan Tyrkiets nye placering som nummer 163 måske overraske nogen. Siden valget i 2023 har præsident Erdogan strammet grebet om medierne yderligere, og hans fascistiske støtteparti MHP bruges ifølge RSF til at true journalister til tavshed. Sammenlignet med for tyve år siden er Tyrkiet raslet hele 63 pladser ned ad ranglisten.

Globalt kollaps - og enkelte lyspunkter

Hæver vi blikket uden for det europæiske kontinent, tegner der sig et overordnet billede af en journalist-branche i frit fald. At pressefriheden på verdensplan er den laveste i et kvart århundrede, hænger tæt sammen med flere krige og den voksende autoritære bølge.

En række lande kriminaliserede i 2025 journalistik i endnu højere grad. Det gælder blandt andet Indien, hvor en ny lov har begrænset aktindsigten dramatisk, mens også lande som Japan, Egypten og Georgien fremhæves som eksempler på juridisk undergravning af pressefriheden.

I den sammenhæng nævner RSF også Israel som et eksempel på et land, der både undergraver sin egen pressefrihed gennem lovgivning og samtidig ødelægger de journalistiske betingelser i andre lande. I Palæstina hænger landets dårlige journalistiske forfatning blandt andet sammen med, at den israelske invasion af Gazastriben har resulteret i mindst 220 myrdede journalister. Blandt disse blev mindst 70 dræbt i færd med at udføre deres arbejde.

Også Israels tætte allierede på den anden side af Atlanterhavet fortsætter sin afvikling af såvel pressefrihed som demokratiet i almindelighed. USA falder på årets liste til en 64.-plads - den dårligste placering nogensinde. Det skyldes især præsident Trumps vedholdende angreb på den frie presse.

Samtidig med regeringens negative indsats vokser de amerikanske oligarkers kontrol med medierne også. Trump-støtten Larry Ellison overtog i august 2025 CBS News og indsatte den dybt ukvalificerede Trump-støtte Bari Weiss som ny chef. Netværket har siden fjernet kritiske stemmer som Stephen Colbert og John Dickerson fra programfladen, mens det journalistiske flagskib 60 Minutes gentagne gange er blevet censureret i et forsøg på at behage den store leder. Trump-regeringen arbejder samtidig ihærdigt på at fjerne den økonomiske støtte til uafhængige public service-kanaler som NPR og PBS.

Stort set hele Asien er i 2026 malet blodrødt. Afrika bliver også gradvist rødere på RSF-kortet, mens Latinamerika går i samme retning. I sidstnævnte finder vi endda nogle af verdens værste lande, hvad angår pressefrihed, ikke mindst Nicaragua (168), Venezuela (159) og Peru (144). Også Argentina (98) og Ecuador (125) er faldet markant i årets rapport.

Trods de deprimerende tendenser er der enkelte lys at finde i det journalistiske mørke. Ghana er gået fra en score på 67 til 72 og klatrer dermed hele 13 pladser op på ranglisten. Landet beskrives som et af Afrikas mest dynamiske og mangfoldige medielandskaber, hvilket særligt tilskrives 1992-forfatningen. Den sikrer blandt andet, at medier kan starte op uden statslig godkendelse.

Årets højdespringer er imidlertid Syrien. Under Bashar al-Assad var landet med garanti blandt de globale bundskrabere, men siden diktatorens fald i december 2024 er det gået fremad. I årets rapport er Syrien således avanceret 36 pladser og mere end fordoblet sin score. Journalister uden grænser fremhæver en “betydelig fremgang”, men understreger dog en fortsat skrøbelig situation. I en verden med stadig mindre pressefrihed er det et lille lyspunkt, som man trods alt kan glæde sig over.

Du kan læse hele årets RSF-rapport her.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Om en måned kan det være slut med at tage til EU, hvis man er tidligere soldat i den russiske hær. Det forslag blev for nylig fremlagt af EU’s udenrigspolitiske chef, Kaja Kallas, under et møde i det udenrigspolitiske råd. Hun varsler nye sanktioner mod personer, der har deltaget i den russiske krig.

“Vi vil fremlægge forslag om at forhindre russiske kombatanter i at komme ind i EU frem mod Europarådets møde i juni”, sagde Kallas.

Bred opbakning til forslaget i Nord- og Østeuropa

Det varslede indrejseforbud er ikke overraskende blevet hilst velkommen i Ukraine. Her beskrev udenrigsminister Andrii Sybiha på Twitter det som “et stærkt signal… som kan vise alle russere, at man også skriver under på et indrejseforbud i EU, hvis man skriver under på en militærkontrakt.”

Også i Kallas’ hjemland, Estland, bliver forslaget bakket stærkt op. I et interview med Euronews fortalte den estiske premierminister Kristen Michal, at han betragter et indrejseforbud som et oplagt skridt.

“Jeg må spørge åbent: Vil du gerne have de her mennesker i nærheden af dit hjem? Nej, det ønsker du ikke. Derfor bliver vi nødt til at give dem et livstidsforbud fra at rejse ind i Schengen-landene.”

Estland har gennem længere tid været primus motor på forslaget og har arbejdet på en bred tilslutning i EU-regi. Landet nedlagde selv tidligere på året indrejseforbud mod 261 russiske soldater, som havde deltaget i krigen - et tal, som siden er vokset til 1.300 soldater. Lige nu er mere end 700.000 russiske soldater dog del af invasionsstyrken, hvilket også vil gøre et forbud til en større logistisk opgave.

Også på en række andre områder har Estland indført stramme sanktioner. Man har blandt andet vedtaget et forbud mod, at russere og belarusere kan købe ejendomme i landet gældende fra 2027, og har også frataget stemmeretten ved lokalvalg for borgere uden EU-statsborgerskab. Den beslutning rammer særligt landets russiske minoritet, som udgør 23 procent. Blandt disse har omkring en fjerdedel valgt at beholde deres russiske statsborgerskab.

Foruden Estland har en række andre nord- og østeuropæiske lande allerede tilsluttet sig initiativet. I et fælles brev advarer lederne af Estland, Letland, Litauen, Tyskland, Polen, Rumænien, Finland og Sverige om, at russiske krigsveteraner udgør “en af de mest alvorlige trusler mod EU’s interne sikkerhed som resultat af krigen i Ukraine.” Både Polen og Finland forbød allerede i efteråret 2022 de fleste russere uden opholdstilladelse at rejse ind i landene.

Et generelt indrejseforbud havde længere udsigter, mens Viktor Orbán var premierminister i Ungarn. Med den autokratiske Orbáns store valgnederlag tidligere på måneden er Ruslands tætteste allierede i EU dog forsvundet, hvilket har givet Kallas og de baltiske lande fornyet momentum i forsøget på at få forslaget gennemført. Kun Slovakiets premierminister Robert Fico forventes at yde hård modstand mod forslaget. Også Italien har været blandt de mindre begejstrede lande, men menes ikke at ville stille sig i vejen for en bred konsensus.

Nye sanktioner presser Rusland

De brede sanktioner rettet mod individer er et nyt skridt for EU, som foreløbigt har indrettet de fleste sanktionspakker mod russiske virksomheder og topembedsfolk. Foruden det varslede EU-indrejseforbud har medlemslandene netop vedtaget den 20. sanktionspakke mod russiske virksomheder og banker. De mange sanktioner har tvunget den russiske stat til at tænke kreativt; blandt andet tilbyder et af Moskvas mest prestigefyldte universiteter nu en uddannelse i sanktions-undvigelse.

De europæiske sanktioner kommer samtidig med et reduceret amerikansk pres. Den Rusland-venlige Trump-regering har blandt andet fjernet en række sanktioner mod olieeksporten i en tid, hvor oliepriserne stiger. Trump talte i går i telefon med sin russiske kollega i over 1½ time og lod derefter til at forveksle Ukraine med Iran i endnu en dement monolog, hvor han blandt andet kommenterede på den ‘ukrainske’ flådes ødelæggelse.

Den amerikanske håndsrækning har dog ikke kunnet forhindre den økonomiske krise i at forværres i Rusland. Olieeksporten er stagneret takket være uophørlige ukrainske bombardementer af raffinaderier og oliehavne, hvor blandt andet raffinaderiet i Tuapse nær Sortehavet er brændt til grunden.

Ifølge Al Jazeera ser den russiske olieeksport ud til at falde drastisk, hvilket presser den russiske økonomi yderligere. Senest har Maksim Oresjkin, den russiske minister for økonomisk udvikling, me ddelt, at man vil gå tilbage til en planøkonomi efter sovjetisk forbillede.

Det estiske forslag om et indrejseforbud forventes at blive taget op ved Europarådets næste møde den 18.-19. juni. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det ramme omkring 2 millioner russiske mænd, som enten tidligere har deltaget i krigshandlinger i Ukraine - eller aktuelt er udstationeret.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Reglerne i Kosovas forfatning er enkle: Nationalforsamlingen skal vælge en ny præsident senest 30 dage før den siddende præsidents periode udløber. Den afgående præsident, Vjosa Osmani, som den 4. april havde siddet på posten i fem år, er da også allerede fratrådt sit embede, og Albulena Haxhiu er blevet indsat som midlertidig præsident, indtil en ny kan blive udpeget.

Her opstår problemet. De 120 medlemmer af landets parlament kan nemlig ikke blive enige om, hvem der skal erstatte hende. Landets forfatningsdomstol har meddelt, at den 28. april var deadline for udnævnelsen, og uenigheden kan nu føre til endnu et valg for kosovanerne, som ellers satte deres kryds så sent som i december 2025.

“Præsidentkrisen handler i virkeligheden om, at oppositionen er desperate. De har været skubbet langt væk fra taburetterne i flere år, og mange i erhvervslivet og retssystemet vil gerne have dem tilbage ved magten”, siger Mimoza Murati. Som dansk-kosovaner har hun fulgt den politiske situation i landet nøje.

Spil om magten

Mens den kritiske deadline har nærmet sig, har regeringspartiet Vetëvendosje ikke formået at skaffe opbakning til sin foretrukne kandidat, Glauk Konjufca, som hidtil har været kosovarsk udenrigsminister. Også parlamentsmedlemmet Fatmire Mullhaxha Kollçaku fra samme parti er blevet nomineret til posten.

Selvom socialisterne i Vetëvendosje gik frem ved parlamentsvalget i december 2025, var partiet 4 mandater fra at sikre sig et flertal på 61 pladser. De største oppositionspartier, det konservative Kosovas Demokratiske Parti (PDK) og det liberalt-konservative Kosovas Demokratiske Liga (LDK), fik henholdsvis 22 og 15 mandater.

"Oppositionen udnytter, at [premierminister] Albin Kurti ikke ville pege på Vjosa Osmani som præsident igen, til at understøtte deres påstand. Interne kilder i regeringen har dog fortalt mig, at det ikke engang var sikkert, at oppositionen ville have stemt på Vjosa selv.”

---

Præsidentvalget kræver imidlertid tilslutning fra 80 parlamentarikere - to tredjedele af parlamentet. Selvom Vetëvendosje har støtte fra yderligere 9 mandater blandt de mindre partier, betyder det, at mindst et af oppositionspartierne skal bakke op om en præsidentkandidat.

Både PDK og LDK ville have foretrukket, at den tidligere LDK-politiker Vjosa Osmani havde fået fem år mere på posten - i hvert fald officielt. Mimoza Murati mener dog, at der er tale om et røgslør.

“Oppositionen udnytter, at [premierminister] Albin Kurti ikke ville pege på Vjosa Osmani som præsident igen, til at understøtte den her påstand. Interne kilder i regeringen har dog fortalt mig, at det ikke engang var sikkert, at oppositionen ville have stemt på Vjosa selv,” siger hun.

Spliden mellem premierminister Kurti og præsident Osmani har særligt handlet om, hvem der skulle repræsentere Kosova på den udenrigspolitiske scene, hvor uenighederne de seneste år er blusset op. Osmani har blandt andet kritiseret Kurti-regeringen for at have “svækket sine alliancer” med Vesten. Vjosa Osmani har samtidig kørt enegang i de komplicerede forhandlinger med Serbien om anerkendelse af selvstændighed. Da hun i efteråret 2025 meldte landet ind i Donald Trumps nye Fredsråd uden at konsultere regeringen, var bægeret imidlertid fyldt for Vetëvendosje.

Mindretalsregering trods absolut flertal

Præsidentposten i Kosova er på den måde en brik i et større magtspil mellem en opposition, der har fået tæsk af vælgerne ved de seneste valg, og et regeringsparti, som trods kompromisforsøg løber panden mod en mur, forklarer Mimoza Murati.

“Oppositionen spinner en historie om, at Vetëvendosje er magtfuldkomne og ikke vil ‘give snor’ til mindretallet, selvom de er blevet tilbudt uforholdsmæssigt meget magt i form af blandt andet ministerposter. Det er ren propaganda”, siger hun.

Den kosovariske analytiker Gent Carrabregu bakker den påstand op. Han påpeger i en dugfrisk analyse, at Vetëvendosje har tilbudt LDK fire ministerposter - 21 procent af det samlede antal - selvom partiet kun fik 12,5 procent af stemmerne, og kalder LDK’s forhandlingskrav “gennemført urimelige.”

Selvom Vetëvendosje med 51 procent af stemmerne fik absolut flertal i december, hvad angår vælgertilslutning, opnåede partiet ikke flertal i parlamentet. Blandt de 120 sæder i Nationalforsamlingen er 20 nemlig forbeholdt landets minoriteter, og mens størstedelen af befolkningen har albansk afstamning (92 procent), udgør serbiske, bosniske og balkanegyptiske personer væsentlige mindretal.

Forfatningen sikrer på den måde en overrepræsentation for de etniske minoriteter, hvilket særligt gælder den serbiske liste (SL), der fik 9 mandater ved valget trods en beskeden vælgertilslutning på 4,5 procent. De er særligt stærke i provinsen Nordkosova og har som følge af Ahtisaari-planen fået særrettigheder som garanterede pladser i parlamentet og veto-ret på særlige spørgsmål.

Siden 2013 er der også blevet forhandlet om Bruxelles-aftalen, der skal normalisere de diplomatiske relationer mellem Kosova og Serbien til gengæld for yderligere særstatus for det serbiske mindretal. Netop Bruxelles-aftalen, som blev underskrevet af den tidligere PDK-premierminister Hashim Thaçi, har dog været årsag til stor utilfredshed i Kosova.

Vetëvendosje-politikere har tidligere kastet tåregas i parlamentet for at forhindre dens ratificering og organiseret demonstrationer med over 100.000 deltagere. Frygten er, at aftalen kan føre til en etnokratisk serbisk stat inde i staten, på linje med situationen i Republika Srpska, som ligger inde i Bosnien. Aftalen er derfor ikke blevet implementeret endnu.

Valgfusk og politiske spændinger

Den politiske krise i Kosova tog for alvor fart i april 2025. Her kunne partierne ikke blive enige om en forperson for Nationalforsamlingen, indtil Dimal Basha fra Vetëvendosje til sidst blev udnævnt i august 2025.

Valget i december blev yderligere skæmmet af valgfusk, ikke mindst i den sydlige provins Prizren. Her resulterede en stor skandale kredsende om Fetah Pacarizi fra PDK, som havde svindlet sig til mindst 6.000 ekstra stemmer, i en genoptælling på hele 2.557 valgsteder. Mindst 100 valgtilforordnede blev i den forbindelse anholdt, og repræsentanter for samtlige fire store partier sidder fortsat varetægtsfængslet.

“Oppositionen er utilfredse med valgresultatet. De prøver derfor at misbruge parlamentariske mekanismer til at sabotere det.”

---

Valgsvindlen har skubbet yderligere til de parlamentariske spændinger i Kosova og samtidig lagt pres på at afholde nyvalg. Begge store oppositionspartier har opfordret til, at premierminister Albin Kurti udskriver valg, hvilket også er en del af forklaringen på slagsmålet om præsidentposten.

Ifølge Mimoza Murati fylder valgsvindlen dog ikke noget særligt i den offentlige debat om den aktuelle krise i Kosova. Hun mener derfor, at det er misvisende at fremstille krisen som affødt af valgsvindel eller diskussionen om præsidentembedet.

“Oppositionen er utilfredse med valgresultatet [i december 2025]. De prøver derfor at misbruge parlamentariske mekanismer til at sabotere det, enten ved at sende landet ud i valg igen eller ved at insistere på en fordeling af magt og ministerposter, som er fuldstændig uproportionel ift. valgresultatet og befolkningens vilje“, siger hun.

Kurti har foreløbigt afvist kravet om nyvalg med begrundelse om “et behov for insitutionel stabilitet.” I et opslag på Facebook skriver Kurti endvidere, at endnu et valg vil være spild af penge, da det anslås at koste 75 millioner kr. Fra Vetëvendosjes side har man ifølge Kurti også fremlagt “generøse tilbud” om kompromisaftaler, som dog er faldet for døve ører. Independent Balkan News Agency skriver, at Vetëvendosje både har tilbudt LDK og PDK posten som parlamentsforperson og regeringssamarbejde, hvilket hidtil er blevet afvist.

Kosova erklærede i 2008 uafhængighed fra Serbien og er siden blevet anerkendt som selvstændig nation af 110 lande. Blandt de markante undtagelser er Kina, Rusland, Indien - og naturligvis Serbien, der anser det som en del af sit eget territorie. De to lande har dog aftalt ikke at blande sig i hinandens forsøg på at blive optaget i EU, hvilket fortsat er en høj prioritet for Kosovas politikere - uanset partifarve.

Noget kan de trods alt enes om.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her

I Tyskland taler kansler Friedrich Merz om en ‘aggressiv repatriering’. I Storbritannien forsøger en skrantende Labour-regering at kopiere Reform UK på migrationspolitikken og har varslet et stop for “migration på det frie markeds vilkår.” I Danmark stiller Dansk Folkeparti krav om, at en regering skal udvise flere muslimer end der kommer ind, hvis den skal have deres mandater. Europæisk migrationspolitik kan føles som en lang kamp om at overbyde hinanden i stramningsretorik.

Hvor det meste af Europa arbejder for at stramme reglerne for migration, har Spanien imidlertid valgt en anden retning. Her har Pedro Sánchez’ regering, i samarbejde med venstrefløjspartiet Podemos, netop godkendt planer om at give en halv million udokumenterede migranter lovligt ophold. For den spanske premierminister handler det om at ‘anerkende den virkelighed’ landet allerede befinder sig i.

“Der er tale om knap en halv million mennesker som allerede er en del af vores hverdag,” skrev Sánchez i et opslag på sociale medier.

Økonomisk gevinst

Den spanske beslutning er ikke motiveret af humanistiske principper om det enkelte menneskes værdighed, eller ædle tanker om en grænseløs planet - i hvert fald ikke udelukkende. Med en aldrende befolkning og en fødselsrate på kun 1,1 per kvinde, har Spanien brug for skattebetalende arbejdskraft.

Den spanske økonomi har for tiden vind i sejlene. Mens resten af Europa kæmper med lav vækst og stagnerende økonomier, har man på den iberiske halvø mere fremgang. I 2025 voksede den spanske økonomi med 2,8 procent, hvilket er næsten dobbelt så meget som gennemsnittet for resten af eurozonen. Også i Portugal er væksten høj.

“At omtale migration som noget dårligt kan måske være tiltalende for mange, men når det handler om at udvise den kvinde, der gør dit hus rent, bliver det pludselig en anden historie.“

---

Særligt turisme og byggebranchen har drevet udviklingen i de to lande. Hvis det skal fortsætte, er der brug for billetsælgere, tjenere, elektrikere og bygningsarbejdere. Det er derfor ikke så underligt, at migrantarbejdere udgør en stor del af de ufaglærte jobs i de brancher. I 2024 viste tal fra den spanske regering, at 64 procent af nye jobs blev udført af migrantarbejdere. De kommer særligt fra Latinamerika, hvor det fælles sprog gør landet til en attraktiv destination for mange.

Spanien har samtidig gjort det nemmere for migranter, som har en uddannelse med i bagagen, at bruge deres færdigheder. De spanske regler for ‘homologation’ - der i denne sammenhæng kan oversættes til godkendelse af uddannelse - er blevet gjort mere smidige, så folk med specialiserede færdigheder ikke ender i rengøringsjobs.

At migrantarbejdere kan være en økonomisk gevinst for samfundet var også konklusionen i en 2024-rapport fra Dansk Industri. Her viste en opgørelse , at udlændinge skaber værdi for 300 milliarder kr. om året.

Stor befolkningsvækst skyldes migration

Den spanske regerings initiativ har på få dage fået 43.000 migranter til at registrere sig under den nye ordning, som vil give dem opholdstilladelse og dermed også sikre en række basale rettigheder.

Betingelserne for at få opholdstilladelse er ganske enkle: Hvis du ved udgangen af 2025 havde opholdt dig i Spanien i mere end fem måneder, eller hvis du havde ansøgt om asyl inden årets udgang, kan du nu få fremskyndet en opholdstilladelse. Straffeattesten skal dog også være pletfri.

Præcis hvor mange udokumenterede migranter, der befinder sig i Spanien, kan være svært at sige med sikkerhed. Mens regeringen anslår, at der er tale om knap en halv million, vurderer den spanske tænketank Funcas, at det reelle tal er omkring 840.000 mennesker. Det er en skarp stigning på et årti, da tallet i 2018 vurderedes at være omkring 100.000.

Selvom Spanien har en af verdens laveste fødselsrater, er landets befolkning vokset markant. Siden 2000 er indbyggertallet vokset fra 40 til 50 millioner, hvilket i høj grad kan tilskrives migration. I dag er Spanien blandt de europæiske lande, som har den højeste andel af personer født i et andet land (19,8 procent), kun overgået af Tyskland (20,2), Sverige (20,6), Irland (22,6) og Luxembourg (51).

For personer med oprindelse i et land, der har historiske forbindelser til Spanien, er der også mulighed for hurtigt at opnå statsborgerskab. Den normale ventetid på 10 år er forkortet til to år for folk, der kommer fra Frankrig, Portugal, Filippinerne og det meste af Latinamerika. Mange af de migrantarbejdere, som nu har udsigt til at få lovligt ophold, kan derfor også forventes at ansøge om spansk statsborgerskab i en nær fremtid.

Modstand fra højre

Selvom migrantarbejderne på mange måder er motoren i den spanske økonomi, er deres voksende antal langt fra populært blandt alle. Lederen af det største borgerlige oppositionsparti (PP), Alberto Nuñez Feijoo, har allerede varslet, at partiet vil omstøde den nye migrantpolitik, hvis de generobrer magten ved næste valg. Spanierne skal senest til stemmeurnerne i maj 2027, og det bliver - naturligvis - ikke med migrantarbejdernes deltagelse, da opholdstilladelse ikke giver stemmeret.

Yderligere mod højre er det ultranationalistiske VOX også imod den voksende migration - i hvert fald dele af den. Da regeringen tidligere på året annoncerede den nye migrationslov, kommenterede partileder Santiago Abascal, at Pedro Sanchez hader spaniere, og at lovgivningen ville “fremskynde invasionen.”

VOX fokuserer særligt på migranter med muslimsk baggrund, og har også taget det højreradikale begreb om ‘remigration’ til sig. Abascal opfordrer til en ny Reconquista, hvilket henviser til generobringen af den iberiske halvø i 1492, der senere førte til deportation og/eller tvangskonvertering af alle områdets muslimer og jøder.

Mens VOX er på linje med resten af Europas ekstreme højrefløj, når det gælder antimuslimsk politik, er partiet dog ikke lige så indvandringsfjendsk som mange af trosfællerne i Patriots for Europe.

Abascal er positivt stemt over for migranter fra “broderlige latinamerikanske lande,” der ifølge ham “ikke kan sammenlignes med de islamiske indvandrere.” Det har fået flere til at påpege, at Abascal ser ud til ideologisk at have genoplivet idéen om Hispanidad, der beskriver en fælles spansk kulturidentitet på tværs af landegrænser. Abascal har også været mere åben for at modtage ukrainske flygtninge end mange andre på den ekstreme europæiske højrefløj, og kalder dem “ægte flygtninge, der fortjener omsorg, i modsætning til de unge muslimske invasionsstyrker”.

Også fra andre sider bliver migrationspolitikken kritiseret. Selvom økonomien er i fremgang, har Spanien stadig en høj arbejdsløshed på omkring 10 procent, og de mange migrantarbejdere kan på den måde blive ufrivilligt medvirkende til løndumping. Opgørelser viser, at Spanien sætter rekord i løngabet mellem migrantarbejdere og den lokale befolkning. De nytilkomne tjener i gennemsnit 29 procent mindre, hvilket er den største lønforskel i Europa.

Trods udfordringer vækker den nye lovgivning også glæde blandt spanske aktivister. I et nyligt interview med Associated Press forklarede Anna Terrón Cusi fra tænketanken Migration Policy Institute, at anerkendelsen af migranters rettigheder kan give den spanske økonomi et yderligere boost, og desuden sikre bedre arbejdsvilkår.

For Cusi er det samtidig en mulighed for at levere en modfortælling om migration i en tid, hvor resten af Europa går i den modsatte retning:

“At omtale migration som noget dårligt kan måske være tiltalende for mange, men når det handler om at udvise den kvinde, der gør dit hus rent, bliver det pludselig en anden historie.“

Om den spanske udvikling varer ved er på den baggrund svært at spå om. Foreløbigt er Spanien dog mønsterbryder i et Europa, hvor tendensen ellers går i retning af en hårdere antimigrationsretorik og skarpere grænser.

Subscribe now

Det tager 15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Siden den store invasion begyndte i 2022, har Rusland stjålet flere millioner tons korn fra de besatte ukrainske områder. Her bliver det sendt videre til russiske havne, som forsøger at afsætte kornet på det globale marked.

Nu har landet fundet sig en ny aftager af de russiske hælervarer: Israel, som tilsyneladende ikke har et problem med at købe stjålet korn.

Ukrainske protester falder for døve ører

I over tre uger har det russiske tankskib ABINSK ventet på tilladelse til at sejle ind i den israelske havneby Haifa. Søndag den 12. april fik skibet så endelig grønt lys til at aflevere sin last: 43.700 tons hvede, som er stjålet fra besatte ukrainske områder. Skibet sejlede derefter ud fra havnen igen onsdag den 15. april, hvor lasten tilsyneladende var blevet tømt.

Ifølge den ukrainske graverjournalist Kateryna Yaresko fra SeaKrime havde ABINSK været forankret ud for den israelske kyst siden 23. marts. Her afventede skibet ifølge hendes oplysninger tilladelse fra de israelske havnemyndigheder til at aflevere lasten.

Skibet er længe blevet sporet af den ukrainske efterretningstjeneste, som også forsøgte at advare de israelske myndigheder om, at det fragtede ulovlig last. Sagens principielle karakter har også fået den ukrainske udenrigsminister, Andrii Sybiha, til personligt at kontakte sin israelske kollega, Gideon Sa’ar, for at understrege, at der er tale om ulovlig handel med stjålne varer, som ikke kan tillades.

En ukrainsk domstol har desuden udstedt en ransagningskendelse mod det russiske skib og bedt de israelske myndigheder om at assistere med sagen. De henvendelser lader dog til at være faldet for døve ører i Israel.

Det er ikke små mængder korn den russiske besættelsesmagt har tilranet sig i Ukraine. Rusland anslås at have stjålet mellem 10 og 15 millioner tons hvede siden krigens udbrud. Til sammenligning produceres der omkring 4-5 millioner tons hvede årligt på hele det danske landbrugsareal.

Amerikansk firma indblandet

Episoden er langt fra første gang, at skibe med formodet stjålet ukrainsk korn lægger til kaj i israelske havne. I modsætning til tidligere sager har Ukraine dog denne gang indsamlet beviser og rettet officiel henvendelse til israelske myndigheder i et forsøg på at bremse hælervarerne i at nå frem.

Ifølge det ukrainske nyhedsmedie 24tv er køberen af de stjålne varer blandt andet den israelske afdeling af det amerikanske firma Archer‑Daniels‑Midland Company (ADM). Mediet er kommet i besiddelse af en række kontrakter, som viser aftaler om forsendelse af korn via russiske skibe.

Skibet er på mystisk vis undsluppet den amerikanske sanktionsliste, selvom en række af den russiske eskportør Agro-Temas andre skibe er pålagt sanktioner. Også virksomhedens ejer, den tidligere russiske transportminister Jevgenij Dietrich, er pålagt sanktioner af EU.

24tv kan også oplyse, at virksomhedens skibe alle sejler ud fra den russiske havneby Temryuk, der er kendt som en central havn for smuglingen af det ulovlige korn.

Kærkommen håndsrækning til Putin

Mens nogle lande, som for eksempel Egypten og de fleste EU-lande, har nægtet at modtage stjålet ukrainsk korn fragtet gennem Sortehavet, har andre lande vist sig villige til at bryde reglerne for maritim shipping. Tidligere har russiske tankskibe med stjålet korn aflæsset deres varer i blandt andet Tyrkiet og Saudi-Arabien.

Korneksporten til Israel falder sammen med mindre pres på det russiske regime fra USA’s side. I sidste måned suspenderede USA midlertidigt sine sanktioner mod russisk olie, mens man i samme ombæring også fjernede sanktioner på en række russiske fragtskibe. Det gælder blandt andet fragtskibet SV Nikolay, der sejler ud fra Sortehavet, og som tidligere er blevet identificeret som del af den russiske handelsflåde, der blandt andet fragter stjålet ukrainsk korn.

De løsnede amerikanske sanktioner og kornsamarbejdet med Israel er samtidig en kærkommen håndsrækning for det russiske regime. I starten af 2026 er den russiske økonomi ifølge den russiske centralbank skrumpet kraftigt. I rapporten påpeges det også, at stigende oliepriser ikke kommer til at booste den russiske økonomi i det håbede omfang.

Korneksporten er langt fra det eneste eksempel på et tæt samarbejde mellem Rusland og Israel. Selvom Rusland formelt er allieret med Iran, har landet opretholdt et tæt økonomisk samarbejde med Israel. Det gælder ikke mindst hvad angår brændstof, hvor knap halvdelen af Israels import af forarbejdet olie ifølge Oil Change bliver hentet i Rusland.

Også forholdet mellem landets to ledere har tidligere været varmt. Putin og Netanyahu mødtes hele 13 gange mellem 2015-2019. Siden 2020 har de to ledere dog ikke mødtes personligt. Hælerkornet er blot et eksempel på, hvordan verdens autoritære ledere knytter tættere bånd.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Når bulgarerne på søndag skal til stemmeurnerne, kan det føles, som om de er statister i filmen Groundhog Day: En gentagelse af en handling i det uendelige med samme udfald. For ottende gang siden april 2021 skal der sammensættes en ny Nationalforsamling bestående af 240 medlemmer.

På rollelisten finder vi en række af de samme personer som de foregående syv gange. Nye partier opstår med gamle politikere. Den tidligere præsident vil igen være præsident og har stiftet et nyt parti. Det består af de samme mennesker som før.

Måske er det på den baggrund ikke så underligt, at valgdeltagelsen i Bulgarien er faldet støt. Ved de seneste fem valg har kun 38,7 procent af bulgarerne i gennemsnit gidet at sætte deres kryds på valgdagen. Det er rent ud sagt et politisk cirkus, og forestillingen er efterhånden blevet en kedelig gentagelse.

De Otte Dværge og den nøgne premierminister

For at forstå den politiske krise i Bulgarien må vi først tage en tur på restaurant i Sofia, sommeren 2020. Her lå spisestedet De Otte Dværge, som var ejet af statsanklager Petar Petrov og dennes kone. Restauranten havde dog andet end patatniktærte og agurkesuppe på menuen.

I juli 2020 dannede De Otte Dværge rammen om en massiv korruptionsskandale. Her kom det frem, at Petrov i årevis havde brugt den som mødested for afpresning. Ejeren af et af Bulgariens største elevatorfirmaer kunne blandt andet fortælle, at han var blevet tvunget til at afhænde sine aktier i virksomheden, hvis hans søn fortsat skulle have lov til at få dialysebehandling. På restauranten blev der i bedste mafia-stil også lagt planer om at stjæle 35 kilo guld fra en anden forretningsmand og lavet skjulte optagelser af folk, der skulle bruges som kompromat.

Restaurantskandalen var dog langt fra den eneste afsløring den sommer. I en anden hovedrolle i den politiske tumult fandt man den daværende premierminister Bojko Borisov, der ad tre omgange har stået i spidsen for landets regering.

Droneoptagelser viste Borisov liggende nøgen på en seng ved siden af en stor bunke 500 euro-sedler og en pistol på natbordet. En rasende Borisov beskyldte præsident Rumen Radev og hans egen tidligere højre hånd, Tsvetan Tsvetanov, for at stå bag de afslørende optagelser, som han kaldte “en sindssyg kompromat-operation, der er som taget ud af KGB’s drejebog.” Radev indrømmede at eje en sådan drone, men afviste dog selv at have fløjet den.

Kort tid efter brød anklagemyndigheden og efterforskere fra politiet ind i præsidentpaladset. Her beslaglagde de dokumenter, som afslørede, at der blev solgt statshemmeligheder, og en af præsidentens toprådgivere blev sigtet for ulovligt at have anskaffet dokumenter fra landets efterretningstjeneste.

Nye sager om embedsmisbrug kom til. Da aktivister livestreamede en tur til en offentlig strand, blev de tilbageholdt af sikkerhedsvagter, som formelt var ansat af den nationale sikkerhedstjeneste, men viste sig at blive brugt som personlige livvagter for oligarken Ahmed Dogan. Til sidst kulminerede de mange skandaler i store protester og modprotester arrangeret af Borisov og Radev. Siden har Bulgarien befundet sig i en nærmest permanent politisk krise.

Oligarkerne

Mens Borisovs parti, Borgere for Europæisk Udvikling af Bulgarien (GERB), fortsat er landets største, bejler andre til at tage magten i den kaotiske situation. Her har tre af landets rigmænd - der med deres indtræden i politik per definition må betegnes som oligarker - hver sit parti.

Det ældste af disse er Bevægelsen for Rettigheder og Frihed (DPS), som blev stiftet af Ahmed Dogan i 1990. Partiet har særligt fokus på minoritetsrettigheder, og har stor opbakning blandt de 8 procent af landets indbyggere, som har tyrkisk etnicitet. Også blandt Bulgariens romaer, som udgør 4 procent af befolkningen, stemmer mange på DPS.

“Mens centrum-venstrefløjens tilstedeværelse er til at overse, har den højreradikale side til gengæld flere partier at byde på.”

---

Dogan er siden blevet fjernet fra magten i partiet af en anden rigmand, oligarken Delyan Peevski. Den magtkamp betød en splittelse i partiet, som i september 2024 fik Dogan og hans allierede til at stifte et nyt parti, Alliancen for Rettigheder og Frihed (APS). DPS og APS sidder inden søndagens valg på henholdsvis 29 og 17 mandater.

Peevskis beskidte magtovertagelse af DPS-partiet understregede, at han ikke just er en politisk engel. Den bulgarske milliardær ejer sammen med moderen Irena landets største aviser og kontrollerer ifølge Journalister uden Grænser 80 procent af alle trykte medier.

Peevski ejer også Bulgariens største tobaksfirma, Bulgartabac, som ifølge de tyrkiske myndigheder er indblandet i en kæmpe smuglingsoperation sammen med det kurdiske PKK. Peevski er både på USA’s og Storbritanniens sanktionslister, men har til gengæld modsat sig russiske interesser i landet, herunder Lukoils olieinteresser i Bulgarien, og han støtter tættere bånd til både EU og Ukraine. Den anti-russiske politik har foreløbigt holdt ham på rimeligt god fod med EU.

Det tredje oligarkparti trådte ind på den politiske scene i juni 2024, hvor forretningsmanden Ivelin Mihaylovs Storhed blev valgt ind med 4,5 procent af stemmerne. Ved valget fire måneder senere var partiet dog 21 stemmer (!) under spærregrænsen på 4 procent, men kom efter omtælling alligevel ind med 10 mandater.

Storhed ligger ideologisk et godt stykke til højre for Genghis Khan og har traditionen tro sin egen paramilitære organisation Bulgarski Yunak (Bulgarsk Helt). Også Storhed-stifteren er - naturligvis - omgærdet af svindel- og korruptionsanklager og blev i 2019 sat i forbindelse med et pyramidespil brugt til at finansiere en forlystelsespark. Derudover har det unge parti primært markeret sig ved at sprede pro-russiske narrativer og konspirationsteorier om vindmøller.

Den radikale højrefløj: Sværdet og ‘Kopekken’

Kigger vi endnu længere til højre, finder vi partiet Moral, Enhed, Ære, som i daglig tale omtales som MECh. Forkortelsen er samtidig et ordspil på ‘sværd’, hvilket partiet også har inkorporeret i sit logo, der i sit æstetiske udtryk nemt kunne forveksles med en nynazistisk milits.

MECh lover at rense ud i korruptionen, men også i ‘svage værdier’ som LGBT+-tolerance og humanisme. Under mottoet “sværdet eller mafiaen” forsøger partifører Radostin Vasilev at trække bulgarsk politik yderligere til højre - og i retning af Moskva.

“Som de fleste andre nyfascistiske partier i Europa, har Genoplivning også et varmt forhold til det russiske diktatur.”

Vasilev har de seneste år udgjort en højreopposition sammen med Storhed og det andet vigtige parti på den ekstreme højrefløj: Genoplivning. Det højreradikale parti blev stiftet i 2014, og har efter en sløv start fået medvind under de seneste fem års politiske kaos.

Ved valget i november 2021 fik partiet 13 mandater, og siden er de vokset støt til i dag at være Bulgariens tredjestørste parti. Det er sket under ledelse af Kostadin Kostadinov, som er blandt Europas mest ekstreme politikere. Han omtaler romaer som ‘parasitter’ og skadedyr, vil have standset al indvandring til Bulgarien og spreder jævnligt konspirationsteorier om COVID. Kostadinov vil også have Nordmakedonien gendindlemmet i et storbulgarsk rige og bakker op om Donald Trumps ønske om at annektere Canada, Grønland og Panamakanalen.

Genoplivning var så ekstremt, at EU-gruppen Identitet og Demokrati (nu: Patriots for Europe), som blandt andet har Dansk Folkeparti, National Samling fra Frankrig og ungarske Fidesz som medlemmer, i 2024 så sig nødsaget til at ekskludere dem. Partiet hoppede derefter over i den fascistiske gruppering Europa af Suveræne Nationer, som blandt andet også rummer Alternative für Deutschland og det franske Generobring.

Som de fleste andre nyfascistiske partier i Europa har Genoplivning også et varmt forhold til det russiske diktatur. Kostadinov har spredt alle de klassiske russiske narrativer om krigen - NATO forårsagede krigen, der foregik et folkemord i Donbas, etc. - og har desuden tilføjet sit eget twist ved at forlange, at ‘Bulgarsk Bessarabien’ i den sydlige del af Odesa-provinsen bliver genoverdraget til Bulgarien.

De mange russiske forbindelser har givet Kostadinov tilnavnet Kopeikin. Det er både en reference til hans sympati for Rusland, hans angivelige økonomiske forbindelser til Kreml og at han er billigt til salg for et par kopek (det russiske svar på en øre). ‘Kopek’ blev imidlertid så krænket over sit øgenavn, at han forsøgte at tage patent på navnet for at forhindre andre i at bruge det. Kopek-Kostadin er naturligvis også blevet bandlyst fra Ukraine.

Ungdommen kræver forandring

De mange korruptionsskandaler og de ustandselige valghandlinger har gjort bulgarerne politisk desillusionerede. Det har indtil videre været gunstige jagtmarker for højrepopulister, som har formået at udnytte vreden og tiltrække vælgere.

I gennemgangen af de mange korrupte konservative partier og oligarker, som meler deres egne kager, kan den opmærksomme læser imidlertid undre sig over, hvor Bulgariens venstrefløj er henne? Svaret er: ikke mange steder. Den marginaliserede bulgarske venstrefløj er samlet i den lille koalition BSP- Forenet Venstre, som både rummer socialdemokrater og et kommunistparti, og som aktuelt har 19 parlamentsmedlemmer. Politisk har forbundets 12 forskellige medlemmer ikke den store indflydelse.

Mens der i klassisk politisk forstand ikke er meget at hente på den bulgarske venstrefløj, er en række ungdomsbevægelser imidlertid begyndt at kræve forandring nedefra. Under de store protester har særligt den yngre generation markeret sig og var også en afgørende årsag til, at regeringen igen gik af. Mange steder omtales den seneste protestbølge som et oprør fra generation Z.

De unge ønsker både at smide Borisov, Radev og oligarkerne på porten, og kommunikerer hurtigt og effektivt på sociale medier. Vinterens protester blev organiseret på bl.a. TikTok, hvor bulgarske influencere opfordrede folk til at gå på gaden. Det fik mange til at slutte sig til de igangværende demonstrationer for første gang.

Måske er den bulgarske ungdoms spirende politiske bevidsthed også et tegn på en fremtidig forandring i et politisk landskab, som i et halvt årti har været lammet af kaos, korruptionsskandaler og ineffektivitet? Endnu har de unge ikke kanaliseret aktivismen ind i et nyt politisk projekt, som kan udfordre status quo.

Søndag den 19. april er det igen blevet Groundhog Day i Bulgarien. Foreløbigt ser Rumen Radevs nye parti Progressivt Bulgarien ud til at vinde valget. Som de seneste års erfaring har vist os, kan en valgsejr dog blive en kort fornøjelse i bulgarsk politik.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Donald Trumps beslutning om at gå i krig i Iran har skabt kaos på verdensplan. Mellemøsten danner igen rammen om fragmentering, kaos og destabilisering, og effekterne rammer snart resten af verden med forsinket chokeffekt.

Én statsleder kan dog fryde sig over situationen: Vladimir Putin. Mens hans krig i Ukraine er stagneret, har den russiske økonomi fået et hårdt tiltrængt boost af de eksploderende oliepriser.

"Trump har givet Putin en gave”, forklarede Timothy Ash fra Chatham House i Times Radio, mens tidligere EU-kommissær Chris Patten allerede få uger inde i konflikten udnævnte Rusland som ‘dens klare vinder’.

Er Iran-krigen virkelig en håndsrækning til Putin fra hans amerikanske allierede, sådan som Kyiv Independent-redaktør Olga Rudenko for nylig antydede i The New Yorker? Svaret er ikke så ligetil, som konklusionerne i de vestlige medier antyder.

Olie på taget

Den vigtigste årsag til, at mange kommentatorer beskriver den amerikansk-israelske angrebskrig som et lykketræf for Putin, er naturligvis den russiske olie. Sammen med indtægter fra naturgas udgør den sorte væske omkring 20 procent af hele Ruslands BNP. 30 procent af statsbudgettet finansieres af olie og gas, og markedsprisen har derfor afgørende betydning for den russiske økonomi.

De seneste fire års sanktioner har presset den russiske olieøkonomi i bund. Hvor stort et hul de svindende olie- og gasindtægter præcis har slået i statskassen, er svært at sætte præcise tal på, men beløbet overstiger i hvert fald 1.000 milliarder kroner. Ruslands største private oliefirma, Lukoil, måtte i januar gå tiggergang hos staten og bede om en økonomisk redningspakke, efter virksomhedens omsætning faldt med knap 30 procent i 2025. Lukoil har allerede været tvunget til at sælge halvdelen af sine benzinstationer på verdensplan og er ifølge en tidligere direktør “færdig.”

På den baggrund er Trumps krig mod Iran naturligvis en kærkommen håndsrækning. Siden krigens udbrud i marts 2026 har Rusland tjent omkring 70 milliarder kr. på stigende oliepriser.

“Mens den russiske Ural-olie formelt er blevet flere penge værd som følge af Iran-krigen, har Rusland store problemer med i praksis at få afsat olien.”

---

Selvom det overvejende er fordelagtigt for den russiske petrostats økonomi, når olieprisen stiger, er det imidlertid ikke lukrativt, hvis man ikke kan afsætte sine råvarer. Livet er ikke et spil Civilization, hvor stigende oliepriser øjeblikkeligt kan omsættes til penge i statskassen.

En fugl i hånden er som bekendt bedre end ti på taget. Som den russiske stat lige nu erfarer, er en afsat tønde olie også bedre end ti på lageret. For mens den russiske Ural-olie formelt er blevet flere penge værd som følge af Iran-krigen, har Rusland store problemer med i praksis at få ekspederet olien videre. Det skyldes ikke mindst det ukrainske modsvar, som har været at intensivere droneangrebene på de russiske oliehavne.

Ukrainske droner har gennemført massive angreb på Ruslands tre vigtigste oliehavne: Novorossijsk ved Sortehavet samt Ust-Luga og Primorsk i Østersøen. Angrebene har været så omfattende, at de ifølge Reuters har bremset 40 procent af den russiske olieeksport. De russiske olielagre bugner derfor nu med olietønder, som ikke kan blive omsat til kinesiske yuan eller indiske rupee.

Den drastiske reduktion har ifølge den ukrainske præsidents toprådgiver, Kyrylo Budanov, fået Ukraines allierede til at bede Ukraine om at skrue ned for angrebene. Der er formentlig tale om USA, hvis historisk upopulære regering ikke har råd til yderligere stigninger i benzinpriserne derhjemme.

Såfremt det er amerikansk pres, må man dog spørge, hvilket incitament ukrainerne skulle have for at imødekomme ønsket. Den amerikanske støtte til Ukraine er i forvejen blevet fjernet - i 2025 blev militærstøtten reduceret med 99 procent - og Trump har konsekvent omtalt landet som den egentlige barriere for fred, snarere end at placere skylden på den russiske aggressor. Det har omvendt gjort det svært at se, hvorfor Ukraine skulle lytte til amerikanske krav. Indtil videre har Ukraine da også ignoreret den forespørgsel og bombet videre, senest i tirsdags, hvor shippingterminalen i Sheskaris ved Novorossijsk blev sat i stå.

Foruden de ukrainske ‘sanktioner’ bliver den russiske olieeksport fortsat besværliggjort af de konventionelle økonomisk e sanktioner og prisloftet på russisk olie, som har tvunget staten til at sælge olien med stor rabat. Endelig er den store skyggeflåde af olietankere også kommet under større pres.

Sidste fredag beslaglagde de svenske myndigheder for tredje gang på to måneder en russisk olietanker i svensk farvand, denne gang med begrundelse om olielæk og mulig miljøskade. Eftersom tankskibene overvejende er gamle rustbunker uden forsikring, er det svært at sige, hvorvidt det blot er et påskud, eller om skibet reelt udgjorde en miljørisiko.

Dyre kartofler

Når oliepriserne er steget, hænger det sammen med lukningen af Hormuz-strædet i Den Persiske Golf, hvor omkring 25 procent af verdens olie og 20 procent af naturgassen sejles gennem. Der bliver imidlertid også fragtet mange andre ting gennem den snævre passage.

Omkring en tredjedel af den gødning, der bliver fragtet til havs, sejler gennem Hormuz. Verden står derfor snart over for en stor fødevaremangel, hvilket kan presse priserne på mad drastisk i vejret. Det er dårligt nyt for os alle, men også for Rusland, som i forvejen kæmper med at holde inflationen nede.

“Den fødevareknaphed, der ser ud til snart at ramme hele verden som følge af Iran-krigen, vil også ramme de russiske forbrugere yderligere på pengepungen.”

---

Siden Putin startede den store krig i 2022, er forbrugerindekset i Rusland steget med 39 procent. Det skyldes hovedsageligt sanktioner - der har gjort det dyrt at skaffe maskiner og reservedele - og voksende benzinpriser, som har skabt krise i det lokale landbrug.

Det betyder, at prisen på en lang række dagligvarer er stukket af. For eksempel blev prisen på et kilo kartofler tredoblet på et år, mens andre grundingredienser i det russiske køkken som rødbeder og kål også er steget voldsomt. Mens vi i danske supermarkeder er vant til at se oksemørbrad og iphones blive låst inde, er man i Rusland begyndt at sætte smør bag lås og slå som følge af omfattende tyveri:

Den fødevareknaphed, der ser ud til snart at ramme hele verden som følge af Iran-krigen, vil også ramme de russiske forbrugere yderligere på pengepungen. I smørrets tilfælde var Rusland endda begyndt at købe smør fra Iran, men krigen har også besværliggjort den import.

Foruden de stigende priser kommer krigen oveni en række andre markante forringelser af levevilkårene. De russiske myndigheder har for eksempel fjernet adgangen til den populære beskedtjeneste Telegram og lukket for internetadgangen. Bankerne går nu også jævnligt offline.

For Putin er den overordnede målsætning, at den russiske middel- og overklasse i de store byer skal mærke så lidt til krigen som muligt. Men når folk hverken kan gå på nettet, har råd til mad eller kan hæve penge i deres bank, bliver det sværere at beholde skyklapperne på. Iran-krigen forstærker på den måde en række eksisterende kriser i det russiske samfund.

Fronterne trækkes op i Mellemøsten

For Vladimir Putin er den stærkeste valuta prestige. I den forstand har Iran-krigen været en blandet fornøjelse for den russiske diktator. På den ene side har det givet ham mulighed for igen at hævde sig på den internationale scene, hvor Rusland trives, når de kan spille en rolle.

Den russiske efterretningstjeneste har forsynet sin iranske allierede med satellitbilleder og cybersupport, hvilket har hjulpet dem til at bombe amerikanske baser på Den Arabiske Halvø. Blandt de vigtigste angreb har været bombningen af Prince Sultan Air Base i Saudi-Arabien, hvor flere amerikanske fly er blevet ødelagt.

“Mens krigen på kort sigt kan slukke lidt af branden i den russiske økonomi, kan dens langsigtede konsekvenser vise sig at være endnu en sten i skoen for Putins Rusland.”

---

Missionen havde ikke kunnet lade sig gøre uden russisk assistance, hvilket gør det så meget desto mere bizart, at den amerikanske præsident Trump tilsyneladende har valgt at ignorere de meget klare beviser for, at Rusland hjælper Iran. Den ukrainske præsident Zelenskij forklarede på den baggrund, at USA åbenbart ikke ønsker at “se sandheden i øjnene i forhold til, at Putin lyver for dem”. En anden og mere konspiratorisk forklaring er, at ‘Agent Krasnov’ ikke tør gå imod sin russiske chef.

Trump har ganske vist meddelt, at lande, som forsyner Iran med våben, vil blive pålagt en straftold på 50 procent, men som de fleste efterhånden har lært, er ‘TACO’ ikke blot navnet på en mexicansk delikatesse. Trump kan nærmest forventes at vende på en tallerken i forhold til de sanktioner, og den amerikanske højesteret har desuden fastlagt, at Trump ikke egenrådigt kan udstede den slags told-dekreter.

Uanset om det igen er spil for galleriet, drager Rusland fordel af den amatøragtige amerikanske tilgang til krigen og styrker ikke mindst dets bånd til Iran. Efter diplomatiske ydmygelser i Venezuela, Syrien og Armenien er det belejligt for Putin igen at kunne fremstå som en nyttig allieret.

Mens den russiske alliance med Iran er blevet styrket, har Ukraine til gengæld også draget fordel af krigen. Her har landets ekspertise i dronekrig været en særdeles eftertragtet vare blandt de arabiske ledere, som på den hårde måde har lært, at den moderne krigs omdrejningspunkt har flyttet sig i retning af droner.

Zelenskij har været på rundtur i de arabiske lande, hvor han har indgået store forsvarsaftaler med blandt andet Saudi-Arabien, Emiraterne, Qatar og Jordan. Det åbner både for lukrative muligheder blandt de olierige stater og giver samtidig Ukraine stor politisk kapital i regionen. Den største taber er igen USA, som med stor misfornøjelse har set sine protester over den ukrainske tilstedeværelse blive ignoreret. Den amerikanske regering har - på super korrupt vis - forsøgt i stedet at pitche droner fra et selskab knyttet til Eric og Donald Trump Jr. Det har Golfstaterne valgt at ignorere til fordel for de ukrainske droner, som allerede har vist deres værd på slagmarken.

Den russiske assistance til Iran vil ikke blive glemt i Riyadh og Abu Dhabi, og hvis situationen deeskalerer, sådan som den aktuelle våbenhvile kunne være et tegn på, kan vi meget vel se en saudisk priskrig mod Rusland igen. I 2020 dumpede Saudi-Arabien prisen på olie for at vise Rusland, hvem der har bukserne på i OPEC. Iran-krigen har både styrket båndet mellem Ukraine og Golfstaterne og skabt kold luft til Rusland. På længere sigt kan det yderligere svække Ruslands tilstedeværelse i Mellemøsten og Nordafrika.

Apropos svækket tilstedeværelse var Zelenskij også på statsbesøg i Damaskus i sidste uge, hvor landets nye præsident modtog ham med pomp og pragt for at diskutere stærkere samarbejde på både sikkerhed og økonomi. For to år siden havde det været utænkeligt.

Besøget var også et kraftigt signal fra Ruslands tidligere vigtigste allierede i området om, at vinden har vendt. Det syriske kursskifte er et rammende billede på et Mellemøsten, hvor fronterne nu bliver trukket skarpt op. Mens krigen på kort sigt kan slukke lidt af branden i den russiske økonomi, kan dens langsigtede konsekvenser vise sig at være endnu en sten i skoen for Putins Rusland.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Det er en tidsløs taktik: iscenesæt et angreb mod dig selv og skyd skylden på dine fjender. Metoden kaldes et falsk flag, og tager oprindeligt sit navn fra pirater, der hejste et falskt flag i toppen af masten for at narre fjendtlige skibe eller et muligt bytte.

I dag er de falske flag rykket væk fra verdenshavene og ind i politik. Her er byttet ikke handelsskibe læsset med gulddubloner, men derimod vælgere, som kan skræmmes og narres til politisk opbakning. En række nye episoder peger på, at falske flag i stigende grad bliver brugt som politisk redskab i Europa. Her har særligt den radikale højrefløj taget metoden til sig.

Tyskland: AfD-medlem indrømmer falsk brandstiftelse

I Tyskland er der lange traditioner for at bruge falske flag som politisk påskud på den radikale højrefløj. Da Adolf Hitler i 1939 invaderede Polen, skete det med afsæt i Operation Himmler - en serie af falske flag, som skulle retfærdiggøre en tysk invasion af Polen. Tyske soldater iførte sig polske uniformer og stormede tyske landsbyer på grænsen til Polen. Her raserede de bygninger, skød efter civile og efterlod lig med polske uniformer på.

I 2026 har den radikale tyske højrefløj tilsyneladende ladet sig inspirere af sine forgængere. I den lille Bayern-landsby Uffenheim ringede et medlem af Alternative für Deutschland i februar til politiet for at anmelde en politisk motiveret brandstiftelse mod hans bil. Manden fortalte desuden politiet i Nürnberg, at han også havde modtaget et trusselsbrev fra Antifa.

Et lille problem: Det var løgn fra ende til anden.

I sidste uge kom politiet nemlig frem til, at manden selv havde stukket sin bil i brand. Et af de fældende beviser var, at hans håndskrift mindede mistænkeligt meget om den, der stod i brevet. AfD-medlemmet har da også indrømmet selv at have stået bag det kiksede forsøg på et falsk flag.

Motivet var indlysende: at skabe politisk sympati gennem et fiktivt trusselsbillede. Moderpartiet var da heller ikke sent til at gribe muligheden for at iscenesætte den radikale højrefløj som et offer for venstreorienteret politisk terror. I en pressemeddelelse fordømte AfD angrebet som ‘kujonagtigt’. Partiet er dog ikke vendt tilbage på den tyske presses henvendelser om den nye udvikling i sagen…

Angrebet er langt fra første gang mistanken falder på falske flag fra AfD’s side. I 2023 så partileder Alice Weidel sig tvunget til at aflyse sin deltagelse i de tyske lokalvalg, efter politiet, ifølge hende, havde rådet hende til at blive hjemme i sikkerhed. Det var en påfaldende timing op til lokalvalget, ikke mindst fordi Weidel to dage senere blev set på en strand i Mallorca sammen med sin kæreste. Måske var de spanske feriehytter udstyret med særligt stærke låse? Eller måske var Weidel bare fuld af løgn. Tysk politi kunne i hvert fald fastslå, at de ikke havde rådet hende til at blive hjemme.

Ungarn: Rusland tilbyder mordforsøg på Orbán

Mens de højreradikale i Tyskland tager alle midler i brug for at komme til magten, forsøger deres ungarske kollega at beholde den. Som du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, er Ungarns autokratiske premierminister Viktor Orbán en presset mand.

Alle meningsmålinger peger på, at han taber valget om et par uger til oppositionspartiet Tisza, som har lovet at retsforfølge den korrupte leder og hele hans entourage - blandt andet udenrigsminister Péter Szijjártó, som i sidste uge blev afsløret i at sende fortrolige oplysninger direkte videre til Kreml.

“Den helt store udfordring i at komme til bunds i de mange falske flag er, at bagmændene ofte sidder på magten.”

---

Autokrater skyer ingen midler for at blive siddende ved magten - og et falsk flag er bestemt ikke udelukket for Orbán, der gerne tager rollen som martyr på sig. I sidste uge lækkede europæiske efterretningstjenester, at den russiske udenrigsefterretningstjeneste (SVR) havde tilbudt Orbán at iscenesætte et falsk flag, hvor han skulle udsættes for et ‘attentatforsøg’.

Ifølge en intern SVR-rapport, som er kommet i hænderne på Washington Post, skulle det iscensatte mordforsøg have været en gamechanger, som kunne vende de dårlige meningsmålinger. Agenterne fremhæver også i rapporten, at det kunne flytte fokus over på “statssikkerhed og et forsvar af det politiske system” - og væk fra det enorme bjerg af korruptionssager, som har hobet sig op gennem årene.

Det russiske tilbud får selvfølgelig den vakse læser til at overveje, hvor Kreml-konsulenterne ellers har været i spil. Kunne de eksempelvis tænkes at have været et smut forbi Butler, Pennsylvania? I USA fik landets højreradikale leder netop et sådan boost inden valget, hvor 16 procent af vælgerne fremhævede attentatforsøget som den vigtigste grund til deres stemme. Hver femte amerikaner tror i dag, at attentatforsøget var et falsk flag, og kritikere fremhæver blandt andet Trumps øre og dets utrolige evne til at hele.

Rusland, Tyrkiet, Norge - hele Europa?

Apropos Rusland har man også her lange traditioner for at fremstille falske flag. Sovjetunionen indledte - muligvis med inspiration fra sin tyske allierede - invasionen af Finland med et falsk flag, da man bombede Mainila på grænsen mellem Finland og Sovjetunionen. Det gav Stalin et påskud for at starte Vinterkrigen.

Landets nuværende diktator har næppe heller begrænset de metoder til udenrigsefterretningstjenesten og Ungarn. Der er endda god grund til at formode, at Putin kom til magten via en række falske flag, startende med lejlighedsbomberne i Moskva, Rjazan og Volgodonsk i 1999. Den tidligere BBC-journalist John Sweeney har skrevet en bog om det, som jeg i øvrigt har oversat - den kan du købe her.

Sweeneys bog er blot den seneste i en lang række bøger, som konkluderer, at Putin terrorbombede sin egen befolkning. Putins tidligere FSB-kollega Alexander Litvinenko åbnede allerede ballet i 2006 med bogen Blowing Up Russia, mens den amerikanske journalist David Satter også har efterforsket teorien indgående. Litvinenko blev efterfølgende myrdet af russiske lejemordere i London, Satter slap med at blive udvist af Rusland for bestandigt.

Et mindre dramatisk eksempel så vi i Norge med den tidligere justitsminister Tor Mikkel Wara fra det højreorienterede Fremskridspartiet. Sammen med kæresten Laila Berthussen gennemlevede Wara i 2018-2019 et sandt mareridt. Parrets bil blev sat i brand, huset blev vandaliseret med graffiti, og en række trusselsbreve fik Wara til at fordømme affæren som “en trussel mod norsk demokrati.”

Også her var det en fiktiv trussel. Berthussen havde selv stået bag angrebene og havde blandt andet efterladt en taske med den feministiske organisation Kvinnefrontens logo for at give dem skylden. Hun blev idømt 20 måneders fængsel.

Foruden de beviseligt falske flag omgærdes en lang række andre sager af mistanker. Falske flag kan også hejses ved ganske enkelt at undlade at handle i håbet om at drage fordel af fx et terrorangreb. Den slags nonfeasance er eksempelvis på spil i Hamas-terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023, hvor Times of Israel sidste år kunne berette om, at sikkerhedstjenesten Shin Bet kendte til angrebet, før det fandt sted.

Var kupforsøget mod Tyrkiets præsident Recep Erdogan i 2016 et falsk flag, der skulle give anledning til at udrense politiske modstandere? En rapport fra Stockholm Center for Freedom konkluderer, at den autoritære præsident selv trak i tråden. Var Inger Støjbergs nylige påstand om et politisk motiveret angreb på motorvejen hentet fra samme drejebog?

Den helt store udfordring i at komme til bunds i de mange falske flag er, at bagmændene ofte sidder på magten. De kan derfor bruge statsapparatet til at dække over deres forbrydelser, hvilket gør opklaringsarbejdet vanskeligt for os andre.

Hvad vi kan sige med sikkerhed, er, at falske flag er et politisk redskab, som vinder stadig mere udbredelse - ikke mindst i takt med, at den radikale højrefløj vinder frem i Europa og resten af verden. Det bedste våben er at bevare sin kritiske sans, og være på vagt, hver gang der kan slås politisk mønt på et angreb.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Inden alle stemmerne var talt op stod det klart, at ingen kom til at vinde stort ved søndagens valg i Slovenien. I stedet ser den siddende regering med Robert Golob fra Frihedsbevægelsen (GS) i spidsen ud til at have sikret sig en spinkel sejr over det højreradikale Sloveniens Demokratiske Parti (SDS), som bliver ledet af tidligere premierminister Janez Janša.

Mens de sidste stemmer bliver talt op ved valget, ser det igen ud til at valget peger på splittelse mellem en pro‑EU centrum‑venstreregering og en nationalistisk højrefløjspopulisme. Valget mindede på den måde om de scenarier, vi i det seneste år har set udspille sig i blandt andet Moldova, Tjekkiet, Rumænien og Portugal.

Denne gang var det altså pro-EU-lejren, som ser ud til at have trukket det længste strå - selvom længdeforskellen er marginal.

Mange partier i et lille parlament

I slovensk politik skal man kunne tælle til 46, idet landets parlament, Nationalforsamlingen, kun rummer 90 mandater. Efter søndagens valg har GS opnået 29 pladser, hvilket er et tab på 12 mandater. SDS gik til gengæld et enkelt sæde frem, og har nu 28 pladser i parlamentet.

Også det kristendemokratiske NSi fik en lille fremgang fra 8 til 9, mens det socialdemokratiske SD gik tilbage fra 9 til 6 mandater. Venstrefløjspartiet Levica og Demokraterne, som er en udbryder fra SDS, fik henholdsvis 5 og 6 mandater.

Ved valget blev det konspirationsteoretiske Resni også valgt ind for første gang med 5 mandater. Resni har særligt profileret sig på at være vaccineskeptisk og ledes af den tidligere politibetjent Zoran Stevanović. Resni og Stevanović har desuden profileret sig som en del af den euroskeptiske radikale højrefløj og har til ingens overraskelse tætte bånd til Rusland gennem den tidligere russiske spionchef i landet, Sergej Lemsejev, som i 2024 blev smidt ud af Slovenien.

Op til valget så det ellers længe ud til, at de 1,7 millioner registrerede vælgere havde tænkt sig at straffe den siddende regering endnu hårdere. Helt frem til februar 2026 lå GS til omkring 20 procent af stemmerne, mens SDS en overgang stod til over 35 procent af stemmerne. Ved den sidste spurt fik Golob dog standset blødningen og sikrede dermed, at GS fortsat er det største parti i Slovenien.

‘Sloveniens Trump’ hyrer israelsk spionfirma

Janša har tidligere udtrykt sin store beundring for højreradikale ledere som Donald Trump og Viktor Orbán, og har i den internationale presse fået tilnavnet Sloveniens Trump. Som tidligere premierminister i tre omgange (2004-2008, 2012–2013, 2020-2022) gjorde han på linje med Trump og Orbán også hvad han kunne for at undergrave pressefriheden og retssamfundet.

“Den slovenske sikkerhedsminister forklarede på et pressemøde onsdag, at Black Cube havde sendt folk til landet fire gange, og at Giora Eiland, den tidligere chef for Israels Sikkerhedsråd, var blandt de involverede.”

---

Under Janšas skiftende regeringer faldt Slovenien støt på pressefrihedsindekset, og blev skarpt kritiseret af det internationale journalistforbund. I 2013 beskrev organisationens generalsekretær Aidan White, hvordan Janšas regering “havde fejlet i at svare ærligt og åbent på spørgsmål om dets håndtering af medier og journalister.“

Også ved det netop overståede valg havde Janša tilsyneladende ladet sig inspirere af andre højrefløjs-autokrater. Under valgkampen opdagede slovensk politi, at SDS angiveligt havde hyret det private israelske efterretningsfirma Black Cube til at hjælpe partiet over målstregen. Virksomheden ejes af to forhenværende Mossad-agenter og har tidligere gjort sig berygtet ved blandt andet at lave smædekampagner mod en række af de kvinder, som beskyldte Harvey Weinstein for seksuelle krænkelser.

Den slovenske sikkerhedsminister forklarede på et pressemøde onsdag, at Black Cube havde sendt folk til landet fire gange, og at Giora Eiland, den tidligere chef for Israels Sikkerhedsråd, var blandt de involverede.

En del af forklaringen på den israelske interesse kan være den slovenske regerings holdning til den israelske invasion af Gazastriben. I Golobs regeringsperiode har landet været blandt de mest pro-palæstinensiske lande i EU, og i 2024 gav man indrejseforbud for israelske topembedsfolk som Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smotrich. I samme ombæring anerkendte landet også Palæstinas ret til at eksistere som selvstændig nation. Janša har til gengæld udtrykt fuld opbakning til Benyamin Netanyahu og kaldt regeringens politik for “på linje med at støtte terrororganisationen Hamas.”

“Skjult overvågning og aflytning, i dette tilfælde udført af et privat spionfirma fra Israel, peger på noget dybt bekymrende. Det er ikke bare endnu en mindre sag, men rejser alvorlig tvivl om troværdigheden af den demokratiske proces i Slovenien,“ udtalte Golob i ugen op til valget.

SDS har afvist beskyldningerne, hvilket dog virker utroværdigt. De israelske agenter boede under opholdene på den vej i Ljubljana, som også huser SDS’ partihovedkvarter.

Polarisering komplicerer regeringsdannelse

Den israelske overvågning og indblanding er kronen på en stærkt polariseret valgkamp fuld af personangreb og spredning af desinformation. På de sociale medier har botnetværk også understøttet den højrepopulistiske Janšas kampagne.

Golob har på den baggrund beskyldt oppositionen for at ville splitte EU indefra, men EU-parlamentarikeren Romana Tomc forsøgte at nedtone de beskyldninger. “Vores parti er under Janšas ledelse meget pro-, pro-, pro-europæiske,” sagde hun.

Slovensk politik har i det hele taget gennemgået samme polarisering som mange andre europæiske lande. Der venter derfor en svær opgave for Golob og GS, som skal forsøge at danne regering efter en stor tilbagegang.

Selvom Socialdemokraterne og Levica er de mest oplagte koalitionspartnere, har de tre partier kun 40 mandater til sammen. Derfor vil partiet blive nødt til enten at række ud til Demokraterne eller NSi og danne en bred regering henover midten. Alternativt skal man forsøge sig med en mindretalsregering. Janša kan også forsøge at samle flertal bag sit eget kandidatur, hvilket dog besværliggøres af hans polariserende persona.

Uanset hvilken løsning det ender med, kommer den kommende slovenske regering til at stå på et skrøbeligt fundament. Med de kommende prisstigninger som følge af Trumps Iran-krig, kan situationen blive yderligere ustabil - også i Slovenien. Søndag fik en midlertidig benzinmangel regeringen til at indføre et loft på 50 liter benzin for private køretøjer.

Janez Janša har da også allerede forsøgt at udnytte den situation, og opfordrede kort efter valget til et snarligt nyvalg, som kunne skabe ‘mere stabilitet’. Om han til den tid igen vil forsøge at hverve hjælp udefra til at genvinde magten, melder historien dog ikke noget om.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Når den ungarske befolkning går til valg den 12. april, kan en æra være forbi. Efter 16 år ved magten viser alle målinger, at premierminister Viktor Orbán langt om længe kan miste sit stramme greb om magten i Ungarn.

Alt tyder dog på, at den autokratiske leder ikke har tænkt sig at gå fredeligt ind i den gode politiske nat. Frem mod valget har Orbán og resten af Fidesz-regeringen ført en decideret skræmmekampagne, hvor særligt landets ukrainske nabo er blevet iscenesat som skurken.

Spørgsmålet er, hvor langt Orbán vil gå i kampen om at klynge sig til magten - og hvordan det ungarske folk vil reagere på hans rævekager. Mistanker om valgsvindel lurer også under overfladen.

Europas Selvskabte Plage

I starten af nullerne var Ungarn et land i fremgang. Inden Finanskrisen ramte, lå væksten stabilt på 4-5 procent om året. Korruptionsgraden var også forholdsvis lav, om end til stede. For tyve år siden rangerede Ungarn eksempelvis højere end europæiske lande som Italien, Tjekkiet og Grækenland på Transparency Internationals korruptionsindeks.

Siden er det gået kraftigt ned ad bakke. I 2025 indtog Ungarn for fjerde år i træk den ringeste placering i EU - på højde med Cuba, Burkina Faso og Tanzania. Også den økonomiske udvikling er gået i stå - Ungarn har flere gange inden for de seneste år haft negativ vækst. Pressefriheden er også forsvundet - Journalister Uden Grænser beskriver Orbán som ‘et rovdyr på pressefrihed’ - og på den udenrigspolitiske scene er landet blevet en tilbagevendende klods om benet på resten af EU.

Historien om Ungarns forfald hænger på mange måder sammen med Viktor Orbáns regeringsperiode. Det forklarer den danske historiker Vibe Termansen i den spritnye bog Europas Selvskabte Plage, som foruden at være en biografi om Viktor Orbán også er en diagnose af, hvordan den autokratiske premierminister ”systematisk og uden skrupler har ødelagt demokratiet, retsstaten og menneskerettighederne i sit eget land – og dermed også i EU.”

“Orbán afmonterer demokratiet i Ungarn og dermed i EU. Vi finansierer det.”

---

I bogen beskriver den danske historiker, hvordan Orbán og Fidesz har institutionaliseret korruptionen, så den nu er et system, der gennemsyrer alt. Barndomsvennen Lörinc Mészáros, der er uddannet gasmontør, har ophobet en formue på over 3 milliarder euro og er i dag Ungarns rigeste mand. Orbáns svigersøn er også godt på vej, og hans far er også på listen. Som Vibe Termansen skriver i bogen, bliver de milliarder af euro, EU hvert år overfører til Ungarn, også forvaltet som i Cuba, Burkina Faso og Tanzania. Orbán afmonterer demokratiet i Ungarn og dermed i EU. Vi finansierer det.

I bogen forklarer Termansen også, at Viktor Orbán ikke bare er skrupelløs, men også er en overordentlig dygtig leder, politiker og taktiker. Valget i 2010 var ifølge OSCE det sidste “frie og retfærdige” valg i Ungarn. Siden har Orbán komplet kapret staten ved at ændre forfatningen, valglovene, parlamentets muligheder for at tæmme magten, domstolene, medierne, de finansielle institutioner og resten af landets apparat.

Hvis Orbán mister magten i Ungarn, vil det være et stort chok for hele det system, som er blevet gjort afhængigt af hans magt. Også den groteske korruption - som eksempelvis den EU-finansierede trætopbro, Termansen beskriver i bogen - vil formentlig afføde en stor modreaktion. Heldigvis for Orbán får han også hjælp til at fastholde magten udefra.

Matrjosjka er landet

Meningsmålingerne i Ungarn - altså dem, der ikke bliver betalt af Fidesz-organisationer - taler deres tydelige sprog. Peter Magyar og Tisza står til knap 40 procent af stemmerne, mens Fidesz kan forvente opbakning fra omkring 30 procent af vælgerne. Forskellen ligger uden for den statistiske usikkerhed og har peget i samme retning i over et år.

Orbán kæmper for sit politiske liv, men kæmper ikke alene. Ifølge flere ungarske journalister og gravermediet The Insider er Matrjosjka nu landet i Ungarn. Det har dog ikke noget at gøre med den klassiske russiske souvenir, hvor små trædukker gemmer sig inde i større dukker. Bag navnet gemmer sig derimod et stort russisk botnetværk, som igen vil forsøge at manipulere med valget til fordel for Kremls foretrukne kandidat.

“Selvom Orbán gerne vil have hjælp, er der en balancegang i ikke at gøre den russiske assistance alt for tydelig.”

---

Matrjosjka-operationen har været i gang siden efteråret 2023 og bruger falske profiler til at sprede desinformation og fake news. Fokus er på kvantitet og at drukne andre historier i AI-slop og falsk forargelse over fiktive historier. Forskere i online-desinformation er tidligere kommet frem til, at Matrjosjka kan fremstille mindst 2 millioner indlæg om måneden og producerer desinformation på mindst 13 forskellige sprog.

I den ungarske valgkamp har Matrjosjka særligt fokuseret på falske historier om Ukraine og ukrainske flygtninge. Blandt eksemplerne på den ungarske regerings desinformation er en historie om en ukrainsk flygtning, som var blevet anholdt i Frankrig efter at have forsøgt at kaste en håndgranat mod den ungarske ambassade i Paris.

I en anden af de opdigtede historier bliver det beskrevet, hvordan ukrainske flygtninge har angrebet ungarske borgere over 1.000 gange i en række forskellige europæiske lande. I forbindelse med den historie bruges der logoer fra troværdige kilder som Euronews og Human Rights Watch for at fremstille dem som afsendere. Også her har de ungarske desinformations-spredere ladet sig inspirere af russiske metoder: Informationsoperationen Doppelganger har længe brugt klonede hjemmesider af medier som BBC og t-online til at snige desinformation ind af bagdøren.

Foruden de russiske botnetværk og de Kreml-inspirerede taktikker har Orbáns allierede i Moskva sendt en række af sine fremmeste ‘politiske teknologer’ til Ungarn. Anti-desinformationsmediet VSquare dokumenterede tidligere på måneden, at GRU-agenter under ledelse af Putins vicestabschef Sergej Kirijenko er fløjet til Ungarn. Her er deres rolle at gennemføre manipulationskampagner på sociale medier i Ungarn fra spioncentralen på den russiske ambassade i Budapest.

De russiske agenters metoder er efterhånden både velkendte og forventede. De vestlige efterretningstjenester er derfor gået i offensiven og har lækket en række historier om den russiske indblanding. Også oppositionslederen Peter Magyar har trukket de russiske teknologer i valgkampen. I flere taler opfordret Rusland til at blande sig udenom valget. Selvom Orbán gerne vil have hjælp, er der en balancegang i ikke at gøre den russiske assistance alt for tydelig. Da Matrjosjka-netværket i efteråret kørte en lignende indflydelsesoperation i Moldova, endte det med at give bagslag.

En demonstrant i Budapest illustrerer på humoristisk vis, hvordan Vladimir Putin gemmer sig inde i Orbán. Den russiske ‘matrjosjka-dukke’ er også kommet til Ungarn i en anden forstand, da det russiske botnetværk af samme navn forsøger at hjælpe Orbán til sejr.

Ukrainsk fjendebillede

Det russiske botnetværks anti-ukrainske budskaber spiller sammen med Orbáns egen fremstilling af Ukraine som hovedfjenden. Her er særligt det russiske olierør Druzjba, som leverer olie til Ungarn og Slovakiet, blevet en central del af Fidesz-valgkampen.

Rørledningen blev i januar ødelagt af et russisk bombardement, men Ukraines langsomme reparation har skabt vrede i Fidesz. Den ungarske udenrigsminister Péter Szijjártó sendte tidligere i marts en delegation til Ukraine for at besigtige rørledningen og har svoret at blokere EU’s lånepakke på 90 milliarder euro til landet, indtil olien igen flyder gennem Ukraine.

Det er her interessant at bemærke, at EU-forkvinde Ursula von der Leyens tilbud om, at EU bidrager med økonomisk støtte og teknisk assistance til at reparere rørledningen, er blevet negativt modtaget af Orbán-regeringen.

“Efter næsten 50 dage har EU-Kommissionen endelig bemærket, at to medlemslande bliver udsat for en olieblokade af Ukraine, og lover at udbedre situationen. Lad jer ikke narre. Det er rent politisk teater,” skrev en forarget Szijjártó på Twitter/X.

Som du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, kunne det ungarske oliebehov imidlertid dækkes problemfrit af leverancer fra Kroatien. Fidesz forsøger med andre ord at bruge den ødelagte rørledning til at skabe en panikstemning, som nemt kunne være undgået. Det handler om stemmer, ikke energipolitik - og det politiske teater bliver først og fremmest dirigeret fra Budapest.

“Det meste af Fidesz-valgkampen har handlet om trusler mod Ungarn: fra onde EU-bureaukrater, fra den globalistiske woke-sammensværgelse og ikke mindst truslen om at blive trukket ind i krigen mod øst.”

---

I skræmmekampagnen mod Ukraine fik Orbán også en håndsrækning af Zelenskij i sidste måned. Her kommenterede den ukrainske præsident tørt, at han kunne give de ukrainske soldater adressen på ‘en vis person’, så han selv kunne forklare dem, hvorfor han blokerede for EU’s lånepakke. Ingen var i tvivl om, at den slet skjulte trussel var møntet på Viktor Orbán, der har optrådt som Ruslands mand i EU ved at forsøge at bremse den økonomiske håndsrækning. Det blev for meget, også for resten af EU, som kaldte retorikken for ‘uacceptabel’.

Orbán var ikke sen til at udnytte truslen i valgkampen. I et opslag på de sociale medier ringede den ungarske premierminister til sin familie for at berolige dem om, at truslen mod deres liv var under kontrol. Det lettere patetiske mediestunt er et godt billede på Orbáns generelle politiske tilgang, hvor han skaber en trussel og derefter iscenesætter sig selv som redningsmanden.

Skræmmekampagnen mod Ukraine og Orbáns korruption mødtes i skøn forening i begyndelsen af marts, hvor de ungarske myndigheder anholdt syv ukrainere på gennemrejse. Her konfiskerede man 82 millioner dollars i guld og kontanter, som var på vej til Ukraine i pengetransporter. Det gav både Orbán mulighed for at hævne sig på Ukraine og samtidig spæde til sin egen pengekasse. Måske kan det beslaglagte guld finansiere en ny guldbelægning af familiens swimmingpools i Felcsút-paladset?

Fidesz-valgkampen har i det hele taget handlet om trusler mod Ungarn: fra onde EU-bureaukrater, fra den globalistiske woke-sammensværgelse - ofte ledet af den farlige ungarske prygelknabe George Soros - og ikke mindst truslen om at blive trukket ind i krigen mod øst. I kampen mod den diffuse woke-trussel har den amerikanske regering også kastet sin støtte efter Orbán, og vicepræsident JD Vance tager til Ungarn for at give den pressede premierminister et boost.

På valgplakater i hele Ungarn er vælgerne blevet bombarderet med AI-genererede og manipulerede billeder af Zelenskij, Magyar og von der Leyen, der fremstilles som en krigsliderlig kabale. Fidesz’ skræmmekampagne ser dog ikke ud til at have rykket ved de ungarske vælgeres kryds.

Snyd på vægten?

Som mange andre autokratiske partier forsøger Fidesz at manipulere med vælgerne. De ungarske medier og universiteter er gennem 16 år blevet omdannet til loyale Fidesz-støtter, og her bliver vælgernes kryds også masseret i retning af den siddende regering.

Vælgermanipulationen foregår på alle planer i Ungarn. Et eksempel er en korruptionsdømt politimand, som stiller op i Somogy som selvstændig kandidat under navnet ‘Peter Tisza’. Efter at have skiftet sit juridiske efternavn, forsøger han at narre nogle vælgere til at sætte kryds ved ham snarere end Peter Magyar fra partiet Tisza. Det er ikke svært at forestille sig, at Fidesz har haft en finger med i hans kandidatur.

Mens den slags beskidte tricks efterhånden er blevet en fast del af ungarsk politik, er spørgsmålet på manges læber frem mod valget den 12. april, om Fidesz også vil gå skridtet videre og snyde med stemmerne?

Med tanke på Orbáns russiske allierede kan det være en oplagt bekymring. I Rusland er de seneste valg blevet fusket med i en sådan grad, at den egentlige stemmeandel mere er et udtryk for de ‘politiske teknologers’ vurderinger end et demokratisk mandat. Ved præsidentvalget i 2024 tildelte Putin sig selv 87 procent af stemmerne. Her vurderes antallet af falske og stjålne stemmer at have ligget mellem 22-36 millioner ud af de 76 millioner afgivne stemmer.

Også andre af Europas autokratiske regeringer kan være inspirationskilder for en skrantende Orbán. I Serbien anslås der at være blevet fusket med 14 procent af stemmestederne ved valget i 2024. Befolkningen i Georgien må også undre sig over, at Georgiens Drøm kunne blive siddende ved magten, selvom alle meningsmålinger viste det modsatte. Andre frygter, at Orbán ikke har tænkt sig at anerkende valget og i stedet vil bruge sit greb om domstolene og parlamentet til at vedtage love, der forhindrer en fredelig magtoverdragelse.

Når ungarerne om under en måned går til stemmeurnerne, finder vi ud af, om Europas selvskabte plage endelig bliver kureret, eller om den korrupte autokrat gennem sit greb om Ungarns institutioner, de mange skræmmekampagner og hjælp fra vennerne i Kreml formår at blive siddende på tronen.

En ting er sikkert: det bliver et møgbeskidt valg.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, at du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden eller en kop kaffe. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Torsdag den 5. marts mødtes fem europæiske lande i Bruxelles for at planlægge endnu en stramning af den europæiske asyl- og migrationspolitik. Et af landene var Danmark, som igen er at finde blandt foregangslandene for en plan om at opføre nye udrejsecentre. De skal imidlertid ikke placeres inden for EU’s egne grænser, men i en række lande udenfor Europa.

Hvor de nye lejre for afviste asylansøgere nærmere skal bygges, ligger dog hen i det uvisse. Ifølge EU-forslaget er der tale om såkaldt ‘sikre tredjelande’. Europanyt har kontaktet integrationsminister Rasmus Stoklund for at høre, hvorvidt der allerede foregår forhandlinger med konkrete lande om at sende afviste asylansøgere ud af Danmark. Ministeren har dog ikke ønsket at kommentere på sagen.

I et skriftligt svar til Europanyt bekræfter integrationsministeriet, at Danmark har deltaget i det omtalte møde, men at man i lyset af, at der er udskrevet valg, kun har været med som observatør på embedsmandsniveau.

Ny EU-lov skal accelerere udvisninger

Foruden Danmark er Grækenland, Nederlandene, Tyskland og Østrig en del af gruppen. De fire lande ønsker med afsæt i et nyt lovforslag at sætte fart under planerne om at opføre udrejsecentre udenfor Europa.

Baggrunden for den nye handleplan er et lovforslag fra december 2025, som gør det muligt for EU-landene at fremskynde udvisninger. EU's migrationskommissær Magnus Brunner kaldte dengang “forslaget et vendepunkt i europæisk migrations- og asylpolitik.”

Danmark har tidligere været blandt EU-landenes fremmeste fortalere når det drejer sig om at holde flygtninge ude af Europa. I 2023 støttede den danske stat Gashora-lejren i Rwanda med 21 millioner kroner i et forsøg på at få færre flygtninge til at rejse til Europa. Begrundelsen fra daværende integrationsminister Kaare Dybvad Bek lød dengang:

”Asylsystemet er brudt sammen, og der er behov for nye løsninger, der bekæmper menneskesmuglernes forretningsmodel og den irregulære migration, så migranter ikke skal ud på den farlige rejse mod Europa.”

“Mange af de mennesker, den danske stat vil sende afsted, har været på flugt og allerede været udsat for traumatiske oplevelser. De har brug for psykologisk støtte og tryghed, ikke at blive sendt til en lejr i et andet land mod deres vilje.”

- Gitte Rønde, Læger Uden Grænser Danmark

---

Næste skridt er nu at deportere de personer, som allerede har foretaget den “farlige rejse.” Ifølge lovforslaget vil enkelte medlemslande kunne indgå bilaterale aftaler med lande udenfor EU om at sende flygtninge og afviste asylansøgere til opholdslejre i disse. Ifølge EU-Kommissionen vil det samtidig gøre det muligt hurtigere at udvise folk fra EU. Forslaget åbner også for, at ikke-EU-borgere kan få beslaglagt deres ejendele i forbindelse med udvisninger.

Det er imidlertid en dårlig idé at sende afviste flygtninge i lejre i udlandet, hvis man spørger Læger Uden Grænser.

“Især de psykiske konsekvenser vækker bekymring. Det kan i sig selv være traumatisk at blive isoleret i sådanne lejre – og mange af de mennesker, den danske stat vil sende afsted, har været på flugt og allerede været udsat for traumatiske oplevelser”, forklarer Gitte Rønde, der er psykolog og forperson for Læger uden Grænser Danmark.

“De har brug for psykologisk støtte og tryghed, ikke at blive sendt til en lejr i et andet land mod deres vilje,” siger Rønde til Europanyt.

Også hos Dansk Flygtningehjælp stiller man sig kritisk over for forslaget.

“Der er mange grundlæggende problemer ved det her forslag. Hvem skal overvåge de her lejre? Hvilke lande er det, som man vil overbevise om at huse lejrene, og hvad er deres pris? Det giver et deja-vu til hele Rwanda-sagen, hvor de danske myndigheder også forsøgte at sende ansvaret videre. Mange af de samme risici er til stede i den her plan”, siger Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp.

Det nye lovforslag er særligt blevet drevet frem af de to højreorienterede grupper i EU-parlamentet Patrioter for Europa og Europa af Suveræne Nationer, mens De Europæiske Konservative og Reformister også er med i det endelige forslag.

Lejrene skal ifølge planen huse afviste asylansøgere, og vil derfor få samme funktion som de to udrejsecentre, der allerede eksisterer i Danmark - Kærshovedgård ved Ikast og Sjælsmark nord for Birkerød. Aktuelt huser de to centre omkring 500 mennesker. Røde Kors driver desuden udrejsecentret Avnstrup, som er indrettet til børnefamilier og enlige kvinder, der har fået afslag på asyl i Danmark. Her bor 250 personer, men stedet kan på sigt huse op til 600 personer.

Det er dog en dyr fornøjelse at sende folk i de danske udrejsecentre, forklarer Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp til Europanyt.

“Det koster mere end dobbelt så meget at have folk boende på fx Kærshovedgård i forhold til et almindeligt asylcenter. Det lader dog ikke til at spille den store rolle i debatten, hvilket er underligt, eftersom økonomien ofte er et centralt spørgsmål,“ siger hun.

Udvisningsdom bindende i hele EU

EU-Kommissionens tal viser, at kun 20 procent af de afviste asylansøgere i dag bliver sendt tilbage til deres oprindelseslande, hvor situationen ofte kan være livsfarlig. Den nye lovgivning kan derfor ses som et forsøg på at øge antallet af hjemsendelser. Hvor mange der reelt bliver hjemsendt kan dog være svært at sige med sikkerhed, mener Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp.

“Mange steder har myndighederne ikke styr på, hvad der bliver af afviste asylansøgere. Det er langt fra alle lande, der huser dem i centre, så mange ender i stedet på gaden, “ siger hun.

Inden for den nuværende lovgivning er en afgørelse om udvisning kun bindende i det land, hvor beslutningen træffes. Også her vil den nye lovgivning stramme reglerne, idet den vil gøre en afgørelse i et hvilket som helst medlemsland gældende for alle unionens medlemslande. Det kan dog også give juridiske komplikationer, vurderer Eva Singer.

“Det kan betyde, at en asylansøger i Grækenland kan blive afvist på et andet vurderingsgrundlag end vi ville bruge i Danmark. Selvom man kan formode, at et andet EU-land vil leve op til reglerne, ved vi fra praksis at det ikke altid sker og der kan derfor være brug for at efterprøve det,“ siger hun.

Den danske regering har i forvejen arbejdet for at begrænse afviste asylsøgeres rettigheder. I 2024 udtalte indenrigsminister Sophie Løhde: “Det skal være slut med, at udlændinge uden lovligt ophold render rundt med et gult sundhedskort, der giver dem ret til samme sundhedsydelser som danske statsborgere”. Personer i Danmark med tilknytning til asylsystemet, som har fået afvist deres asylansøgning, kan i dag kun få akut lægebehandling, hvis udlændingestyrelsen vurderer et behov.

‘Østrigs Guantanamo’

Selvom den danske regering ikke ønsker at komme ind på, hvor de nye udrejsecentre skal bygges, kan Østrigs deltagelse i projektet muligvis give et prej om, hvordan man har tænkt sig at indrette disse. Landet har allerede stor erfaring med at oprette udrejsecentre i udlandet, blandt andet gennem Lipa-lejren i det nordlige Bosnien.

Lipa bliver drevet af International Centre for Migration Policy Development, (ICMPD) som er finansieret af det østrigske regeringsparti, ÖVP. ICMPD ledes af den tidligere østrigske vicekansler Michael Spindelegger, som i en lækket e-mail til en italiensk avis blev afsløret som bygherre på fængslet på området i Lipa, der tidligere husede en flygtningelejr.

Lipa-lejren er tidligere blevet kritiseret i hårde vendinger for at udsætte de indsatte for torturlignende forhold, hvor de omkring 550 indsatte ikke har dagslys i cellerne og ofte stuves sammen i frysende kolde celler. Stedet har af samme årsag fået tilnavnet ‘Østrigs Guantanamo’ som en dyster henvisning til det retsløse amerikanske fængsel i Cuba. Trods de usle forhold er omkostningerne til at drive Lipa-lejren steget kraftigt siden ICMPD overtog styringen.

Den kontroversielle østrigske organisation samarbejder også med den libyske kystvagt, som blandt andet er blevet berygtet for dets rolle i at forhindre redningsarbejdere i at redde druknende bådflygtninge i Middelhavet. Også her er EU en central partner. Ifølge ICMPD’s hjemmeside har EU-Kommissionen givet 5 millioner euro i tilskud til det projekt.

Europanyt har spurgt integrationsminister Rasmus Stoklund om, hvad man vil gøre for at undgå, at menneskerettighedskrænkelser også kan forekomme i det nye projekt med dansk deltagelse. Ministeren er ikke vendt tilbage på de henvendelser.

Læger Uden Grænser: Tag ansvar for flygtninge

Mens integrationsministeren ikke har ønsket at besvare spørgsmål om den danske deltagelse i den nye EU-plan, kritiseres forslaget skarpt af en række NGO’er. I et åbent brev opfordrer mere end 200 organisationer til at trække lovforslaget tilbage. Blandt underskriverne finder man Human Rights Watch, Læger Uden Grænser og Oxfam, der advarer om fængselslignende forhold og manglende opsyn i ‘deportationslandene’.

Hos Dansk Flygtningehjælp mener man tvungne hjemsendelser og straftiltag som sanktioner og indespærring skal undgås i videst muligt omfang da det kan have alvorlige menneskelige konsekvenser.

Også hos den danske afdeling af Læger Uden Grænser bliver planen om at bygge udrejsecentre udenfor Europa mødt med hård kritik. Organisationen peger blandt andet på erfaringer fra østaten Nauru, hvor den australske regering sender flygtninge hen. Her bor flygtninge i containere og store fællestelte, forklarer Gitte Rønde fra Læger uden Grænser.

“Det kan have fatale konsekvenser. Læger uden Grænser arbejdede i 2017-2018 i Nauru og kunne dokumentere, at 65% af patienterne havde selvmordstanker, selvskadede eller allerede havde forsøgt at tage deres eget liv,“ siger Rønde til Europanyt.

Læger uden Grænser opfordrer i stedet til, at den danske stat tager ansvar for flygtninges sikkerhed og sundhed - noget organisationen frygter ikke kan opretholdes i lejre udenfor Europa:

“Vi opfordrer den danske stat til at bremse udviklingen og i stedet kæmpe for en europæisk migrationspolitik, der sikrer værdighed, sundhed og sikkerhed for alle, uanset status”.

Share

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Mens kloden bliver opslugt af nye krige, sætter våbensalget også rekorder på verdensplan. En ny rapport fra det svenske fredsinstitut (SIPRI) viser, at særligt de europæiske lande har drevet udviklingen, og at man i perioden 2021-2025 har købt historisk stort ind af nye våben i Europa.

Ikke siden 1980’erne og Den Kolde Krig er der blevet brugt flere penge på våben. Samlet er våbenhandlen vokset med 10 procent på verdensplan i perioden 2021-2025, målt i forhold til de foregående fem år.

Rapporten dokumenterer også, at blot fem lande står for 70 procent af den globale våbeneksport: USA, Frankrig, Rusland, Kina og Tyskland. Mens USA fortsat er den suverænt største våbensælger og alene udgør 42 procent af den globale våbeneksport, har en række andre lande også udvidet deres militære eksportindustrier.

Fransk vækst, russisk styrtdyk

Blandt de store vindere af det nye våbenkapløb finder vi den franske militærindustri, som i perioden har øget eksporten med over tyve procent. Frankrig står nu for ti procent af våbeneksporten på verdensplan. Blandt de centrale virksomheder er Dassault, Thales, Airbus og Safran, som alle er blandt de fem største europæiske våbenproducenter.

Frankrig eksporterer særligt våben til andre europæiske lande og Indien, som med 25 procent af eksporten udgør landets største aftager. Det drejer sig blandt andet om Dassault-kampflyet Rafale, som Indien har købt 114 af til en pris på 180 milliarder kroner. Sammen med kampflyene følger også en aftale om salg af luft-til-jord-missilet HAMMER og krydsermissilet SCALP (‘Storm Shadow’), der som en del af aftalen skal produceres lokalt i Indien. Det indiske militærbudget er fjerdestørst på verdensplan og er på 15 år blevet fordoblet. Det hænger særligt sammen med spændinger mellem Indien og nabolandene Kina og Pakistan.

Mens den franske militærindustri har kronede dage, er der til gengæld trange kår for den russiske våbeneksport. Her er andelen af den globale våbeneksport styrtdykket de seneste fem år. Hvor Rusland i 2016-2020 stod for over en femtedel af det globale våbensalg, udgør den russiske eksport i dag under syv procent. Det svarer til et fald på hele 64 procent.

Ruslands eksportkollaps hænger sammen med to forhold. Først og fremmest skal man bruge de fleste af sine våben til krigen i Ukraine, hvor frontlinjen trods hundredtusinder af døde russiske soldater ikke har rykket sig nævneværdigt de seneste to år. Efter at have fået ødelagt over 11.000 kampvogne, siden fuldskalainvasionen begyndte i februar 2022, har Rusland måttet ty til at sende gammelt ragelse fra overskudslagret til fronten.

Open source-efterretninger har dokumenteret, hvordan museumsgenstande som T-62 kampvognen, der blev bygget i 1960’erne og udfaset i 1975, er blevet støvet af og sendt til Ukraine. Det samme billede går igen, hvad enten man undersøger kampfly, missilforsvar eller andre dele af den russiske militærindustri.

“Mens den franske militærindustri har kronede dage, er der til gengæld trange kår for den russiske våbeneksport.”

---

Den anden del af forklaringen er et krakeleret image. Rusland er historisk blevet set som verdens andenstørste militærmagt, hvilket også er kommet landets militærindustri til gode. Krigen i Ukraine har imidlertid givet alvorlige ridser i lakken. Relativt billige panserværnsvåben som det amerikanske Javelin og det svensk-britiske NLAW har problemfrit kunnet penetrere russiske kampvognes panser. Hele verden har kunnet se ukrainske droner overrumple det ellers højt besungne russiske S-300/400 missilforsvar. Senest har systemet også vist sig at være mangelfuldt og overvurderet i Venezuela og Iran, hvor det ikke har kunnet dæmme op for de amerikanske og israelske våben. På den baggrund er de russiske våben blevet mindre attraktive.

Indien er fortsat Ruslands vigtigste militære kunde, og står for 48 procent af den russiske eksport. At Indien både er Frankrigs og Ruslands vigtigste eksportmarked - og i øvrigt også køber 30 procent af alle israelske eksportvåben - peger på, at landet har en svag selvstændig militærindustri. I modsætning til andre stormagter, som USA og Kina, må Indien forlade sig på at købe våben udefra snarere end at opskalere sin nationale produktion.

Samhandlen med både Rusland, Frankrig og Israel er samtidig et udtryk for den ‘strategiske pragmatisme’, som er blevet en del af den hindutva-filosofi, der er blevet fastlagt af den nationalistiske Modi-regering. Under mottoet Indien Først er man kort sagt ligeglad med, hvor våbnene kommer fra, så længe de virker.

Oprustning i hele (Øst-)Europa

Hvem importerer så de mange våben til Europa? Det vil næppe overraske nogen, at Ukraine topper listen over europæiske lande. Alligevel kan den konkrete stigning nok spærre et par øjne op. Ifølge SIPRI er landets våbenimport steget med 12.000 procent de seneste fem år!

Ukraine står i dag for knap 10 procent af den globale våbenimport, hvilket er mere end Indien, Saudi-Arabien, Qatar og Pakistan, der udgør resten af top 5. En stor del af den ukrainske våbenimport er donationer, som for eksempel de danske F-16-kampfly og nærmest hele det danske artilleri.

“Selvom hele Europa ifølge SIPRI-rapporten opruster, er det særligt de østeuropæiske lande, der fører an.”

---

Det amerikanske bidrag er fortsat størst, idet landet har stået for 41 procent af de våbenleverancer, som Ukraine bruger til at forsvare sig mod Rusland. Med Trump-regeringens beslutning om at droppe støtten til Ukraine vil den procentdel dog på sigt falde kraftigt, og allerede i 2025 var den amerikanske militærstøtte faldet med 99 procent.

På ironisk vis kan det dog ende med, at Ukraine begynder at sende våben den anden vej. Den amerikanske krig mod Iran har udstillet store huller i den amerikanske militærdoktrin, hvad angår at forsvare sig mod droner. I den igangværende krig mellem Iran og USA/Israel har Iran formået at ødelægge flere avancerede missilforsvarssystemer ved at overbelaste systemerne med sværme af shahed-droner og missiler. Eksempelvis blev et amerikansk radarsystem til en værdi på 2 milliarder kroner ødelagt i Jordan i sidste uge.

Hvad angår droneforsvar er Ukraine til gengæld førende på verdensplan, og allerede nu har USA og Golfstaterne måttet tigge ukrainerne om hjælp til at standse de iranske Shahed-droner. Hvem der i den situation sidder med kortene på hånden, har Trump endnu ikke udtalt sig om. Under alle omstændigheder er Ukraine også på vej til at blive en magtfaktor inden for våbeneksport, og præsident Zelenskij meddelte i sidste måned, at man planlægger at åbne ti nye eksportafdelinger i Europa.

I Ukraines nordlige nabolande bevæbner man sig også til tænderne. Ifølge SIPRI-rapporten er særligt Polen blevet en af de helt store våbenimportører - her er importen vokset med 852 procent i perioden. I modsætning til mange andre europæiske lande har Polen dog valgt ikke at købe lokalt isenkram, men har i stedet lavet store aftaler med Sydkorea og USA. Polen har sendt meget af sit gamle militærudstyr til Ukraine og investeret massivt i blandt andet 1,000 koreanske K2-kampvogne, koreansk artilleri og amerikanske F35-kampfly.

Foruden den polske og ukrainske oprustning er også de baltiske lande med i spidsen for det europæiske oprustningskapløb. Her har man besluttet sig for i fællesskab at øge forsvarsbudgetterne til 5 procent af BNP. Selvom hele Europa ifølge SIPRI-rapporten opruster, er det altså særligt de østeuropæiske lande, der fører an. Samlet er våbenimporten for de 29 europæiske NATO-medlemslande vokset med 143 procent i perioden.

Risiko for atomvåben-spredning

Mens SIPRI-rapporten leverer en grundig dokumentation af det europæiske våbenkapløb, kommer rapporten ikke ind på den store risiko for, at atomvåben også bliver tænkt ind i flere forsvarsdoktriner.

I en europæisk sammenhæng er det særligt aktuelt for Polen. Som du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, er landet allerede gået i gang med at bygge atomkraftværker til energiformål, og premierminister Donald Tusk udtalte i sidste uge, at Polen på sigt har tænkt sig at få et selvstændigt atomprogram. I Tyskland er en lignende debat blevet åbnet af kansler Friedrich Merz, der i februar udtalte, at man fra tysk side nu også overvejer at udvikle sine egne atomvåben.

“Atomvåbendebatten hænger både sammen med den russiske invasion af Ukraine og billedet af USA som en upålidelig alliancepartner.”

---

At nyheden om polske atomvåben bliver bragt i Japan Times, understreger i øvrigt også, at Japan - og Sydkorea - aktuelt har planer om selv at bygge atomvåben, hvilket ifølge eksperter kan blive gjort på under et år, når beslutningen først er truffet. Kilder tæt på premerminister Sanae Takichi lækkede i december 2025, at man også her prioriterer at udvikle atomvåben. Det samme billede går igen i resten af verden: I februar 2026 fjernede USA for eksempel begrænsningerne på Saudi-Arabiens berigning af uran og betingelserne om FN-inspektioner af landets atomprogram.

Tilbage i Europa har Sverige nu startet en ‘dybdegående dialog’ med Frankrig om at udvikle egne atomvåben, hvilket selvfølgelig også har fået Danmark til at reagere. Danmarks Radio kunne i sidste uge berette, at regeringen har sagt ja til et strategisk samarbejde med netop Frankrig om atomvåben.

Den danske regering sagde i maj 1957 nej til atomvåben på dansk jord, men med den nye aftale er der åbnet for et historisk kursskifte, hvor atomvåben på dansk jord er en reel mulighed. Liberal Alliance meddelte i februar, at man vil have atomvåben i Danmark, og der er således budt op til en meget farlig dans, hvor atomvåben snart kan blive udbredt til Danmark og resten af Europa.

Atomvåbendebatten hænger både sammen med den russiske invasion af Ukraine og billedet af USA som en upålidelig alliancepartner. Vil du blive klogere på den skræmmende udvikling i et historisk perspektiv, kan jeg anbefale ‘Seconds to Midnight’ af den danske idéhistoriker Casper Andersen og matematikprofessor Henry Nielsen. Bogen går i dybden med atomvåbnets historie og er desværre mere aktuel end nogensinde. I Europanyt følger vi selvfølgelig også den udvikling nøje.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Share

Det er ikke hver dag, at Manchester-bydelene Gorton og Denton rammer de landsdækkende overskrifter i England. Er du ikke selv fra Manchester, er der også en god sandsynlighed for, at det er første gang, du hører navnene på de to søvnige forstæder.

Alligevel er der god grund til at bide mærke i de to navne, for Gorton og Denton kan være starten på et politisk jordskred i engelsk politik. Den 26. februar sendte vælgerne nemlig Hannah Spencer fra Green Party i parlamentet, efter at et særvalg blev afholdt for at finde en afløser til den politiske veteran Andrew Gwynne, som valgte at træde ud af politik før tid.

Green Party vandt endda en overbevisende sejr. Knap 41 procent af vælgerne satte kryds ved Spencer. Det socialdemokratiske Labour-parti fik til gengæld halveret sin stemmeandel og gik fra over 50 procent af stemmerne i 2024 til blot en fjerdedel. Området har været Labour-rødt i næsten hundrede år, og en så solid øretæve i et traditionelt sikkert valgdistrikt er et tegn på frustration og upopularitet for det siddende regeringsparti.

Hvad er der gået galt for det traditionelle arbejderparti i Manchester?

Håb, ikke had

Valgkampen var på forhånd udråbt som en duel mellem Labour og det højreradikale Reform UK. Det blev imidlertid den unge blikkenslager Hannah Spencer fra Green Party, der vandt på en progressiv platform og et centralt kampagnebudskab om ‘håb, ikke had.’

“Jeg voksede ikke op med ambitioner om at blive politiker. Jeg er blikkenslager. For to uger siden blev jeg også certificeret vægpudser. På den måde er jeg ligesom alle andre i min valgkreds. Jeg arbejder hårdt. Men i dag er det ikke nok at arbejde hårdt. Folk har dårligt råd til mad eller tøj til deres børn,” sagde Spencer i sin sejrstale.

“Hannah Spencers valgsejr giver Green Party sit første mandat i parlamentet. Partileder Zach Polanski håber nu, at sædet er det første blandt mange frem mod et landsdækkende valg.”

Netop håb er en knap ressource i Gorton og Denton, som jævnligt er at finde i opgørelser over Englands mest udsatte områder. Bydelene har tidligere været kendt for store tekstilfabrikker og kulmineindustri, men er i dag blandt Englands fattigste dele. Omkring 30 procent af områdets befolkning er muslimsk, og særligt personer med pakistansk etnicitet udgør et stort mindretal.

Manchester-bydelen er et prisme på de problemer, som den engelske arbejderklasse står over for. Stigende priser, fødevareusikkerhed og en overordnet følelse af, at Labour ikke har leveret varen. Halvdelen af briterne mener, det er gået yderligere ned ad bakke, siden Labour kom til magten i juli 2024. Den usikkerhed gælder særligt i udsatte områder som Gorton og Denton, som er blandt Englands fattigste ti procent. Green Party har særligt mobiliseret unge vælgere og etniske minoriteter, mens mange arbejderstemmer også har vendt sig mod Reform UK.

Hannah Spencers valgsejr giver Green Party sit første mandat i parlamentet. Partileder Zach Polanski håber nu, at sædet er det første blandt mange frem mod et landsdækkende valg. Ifølge nye meningsmålinger er der god grund til at bevare optimismen for Polanski. En YouGov-måling fra februar giver Green Party en tilslutning på 18 procent af stemmerne, hvilket placerer dem side om side med Labour på landsplan.

Se hele Hannah Spencers sejrstale her.

Panik i Labour

Mens champagnepropperne kunne springe i Green Party, har valget skabt panikstemning i Labour. Her har flere af partiets ledende skikkelser krævet et opgør med den centrum-højreorienterede kurs, der er blevet udstukket under premierminister Keir Starmer.

“Labour bliver nødt til at holde op med at imitere Reform UK, og i stedet række ud til progressive kræfter. Det er lærestregen fra Gorton og Denton,” skrev partiets London-borgmester Sadiq Khan i en klumme i the Guardian.

Også andre af partiets prominente navne har kritiseret partiet ovenpå chokresultatet i Manchester. “Det her er resultatet af, at vi på systematisk vis har brændt vores kernevælgerbase ned. Vi jagter mytiske stemmer, som aldrig ville stemme på os alligevel, og har i processen fremmedgjort vores egne vælgere,” sagde Clive Lewis, der repræsenterer Labour i parlamentet for Norwich.

Keir Starmer var i forvejen presset af elendige meningsmålinger og intern uro i partiet. Den seneste møgsag om partiets grå eminence Peter Mandelson har ikke forbedret situationen. Mandelson var - trods advarsler - blevet gjort til en central rådgiver i Starmer-regeringen, men i september 2025 kom det frem, at han havde fastholdt tæt kontakt med den pædofile voldtægtsforbryder og milliardær Jeffrey Epstein, selv efter dennes første dom i 2008.

“Med nederlaget i Gorton og Denton har Labour både tabt et sikkert mandat på gulvet og skabt yderligere intern splid.“

Da det oven i købet blev afsløret, at Mandelson har solgt britiske statshemmeligheder til Epstein, måtte han fratræde sin plads i House of Lords, og britisk politi har nu anholdt Mandelson. Den skandale har gjort Starmer så upopulær, at bookmakerne nu giver laveste odds på, at han går af i løbet af 2026.

Labours nedsmeltning i Manchester hænger også sammen med en række lokale fejlskud. Da den siddende Labour-politiker, Andrew Gwynne, i januar meddelte sit exit fra britisk politik, var den officielle årsag et skrantende helbred. Den socialdemokratiske karrierepolitiker, som forinden havde haft sin gang i Westminster siden 2005, var dog omgærdet af en række skandaler, der kan ses som den egentlige årsag. Gwynne havde på beskedtjenesten Whatsapp skrevet en række stødende beskeder om sine egne vælgere, hvor han blandt andet gav udtryk for, at han håbede pensionister, der ikke stemte Labour, “døde inden næste valg.” Det resulterede i en fyreseddel som sundhedsminister og en politisk begravelse.

Trods skandalerne om Gwynne fik Labour en redningsplanke i form af Andy Burnham. Den populære Manchester-borgmester meddelte i starten af 2026, at han ville stille op som partiets kandidat ved valget i Gorton og Denton. Det fik partiets centrale valgkomité dog sat en stopper for, eftersom den mere venstreorienterede Burnham bliver betragtet som en mulig udfordrer til Keir Starmer om magten i partiet.

Beslutningen har skabt yderligere splid i partiet, hvor 50 parlamentsmedlemmer i januar underskrev en protest mod beslutningen om at udelukke Burnham. Med nederlaget i Gorton og Denton har partiet dermed både tabt et sikkert mandat på gulvet og skabt yderligere intern splid.

Valgets anden store taber: Reform UK

Foreløbigt har Reform UK været den helt store vinder af Labours dysfunktionalitet. Det højreradikale parti er stormet frem i meningsmålingerne og havde også sat næsen op efter en overraskelse i Manchester. Her blev det dog til en lang næse for partiets kandidat Matt Goodwin, der foruden den politiske karriere arbejder som vært på det højreorienterede netværk GB News.

Goodwin tog ikke nederlaget i stiv arm, men begyndte i stedet at sprede grundløse beskyldninger om valgsnyd. Ifølge Goodwin og Reform har man observeret en række ‘familiestemmer’, hvor en person (ofte patriarken) stemmer på vegne af resten af husstanden. Det lokale byråd i Manchester har dog afvist, at der skulle foreligge beviser for valgsnyd.

Subscribe now

Også Reform-leder Nigel Farage var ude med riven oven på nederlaget i Gorton og Denton. Han udtalte på et pressemøde mandag, at valget var “en sejr for snyd”. Farage udtalte også, at dem, der havde stemt på Green Party, overvejende var arbejdsløse, og at Reform fik flest stemmer blandt folk født i Storbritannien. Selvom han ikke fremlagde skyggen af beviser for nogle af påstandene, kunne saltniveauet i Farages udtalelser til gengæld med sikkerhed siges at kunne måle sig med Det Døde Hav.

Påstandene er langt fra første gang, den Trump-inspirerede Farage begrunder et nederlag med valgfusk. Ved tidligere valg i blandt andet South Thanet (2015), Oldham (2015) og Peterborough (2019) har Farage hevet samme påstand ud af ærmet, men hver gang har myndighederne kunnet konstatere, at der ikke var noget at komme efter.

Enlig svale eller tegn på nybrud?

Spørgsmålet på alles læber i britisk politik er nu, hvorvidt Green Party’s forbløffende komfortable sejr i Gorton og Denton er et tegn på et nybrud i engelsk politik, eller blot en enlig svale, som har fået sine vinger takket være et inkompetent socialdemokrati.

Skal man dømme på politikeres og mediers reaktion på Green Party’s popularitet, tager man truslen alvorligt. Op til valget i Manchester har både Labour og en række konservative aviser kørt en intens smædekampagne mod partiet.

Labour beskyldte under valgkampen Green Party for at ville omdanne England til en ‘narkorede’, mens man i The Daily Mail under overskriften ‘den grønne trussel’ kunne læse om, hvordan partiet vil give gratis boliger til illegale indvandrere. Daily Mail er i øvrigt ejet af vicegreve Jonathan Harmsworth, hvis kone for nylig donerede 50,000 pund til Reform UK. Da Talk-værten Julia Hartley-Brewer kritiserede Spencers frisure som “noget, en tre-årig kunne have”, fik det samtidig Green Party-kandidaten til at gå til modangreb. Hun beskyldte medierne for kvindefjendskhed og dobbeltmoral.

Hverken smædekampagner eller personangreb kunne dog stoppe Hannah Spencer fra at vinde en komfortabel sejr. Håb vandt over had - nu venter den større test på landsplan for Polanskis parti.

Med valget i Gorton og Denton er Labour, Reform UK og resten af det britiske establishment blevet konfronteret med en ny udfordrer fra venstre. Hvis udviklingen i den ellers ubemærkelsesværdige Manchester-bydel er et forvarsel, kan det i sandhed blive en chokbølge for engelsk politik.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Share

“Alle, der modarbejder det ungarske folks vilje, det være sig et lands præsident, en hemmelig agent eller en forfatningsdommer, og deltager i et kup mod vores forfatning, kan forvente alvorlige konsekvenser.”

Beskeden fra Ungarns premierminister Viktor Orbán var ikke til at tage fejl af. De skarpe ord var imidlertid ikke rettet mod en reel fjende, men derimod Ukraine, som i stigende grad bliver fremstillet som en trussel mod Ungarn.

Orbán har nu indsat soldater til at beskytte ungarsk energi-infrastruktur mod angreb, oplyser det ungarske medie HVG. Soldaterne skal ifølge HVG beskytte energifaciliteter og vil desuden blive akkompagneret af ungarsk politi, som skal bevogte områderne.

Under et møde den 26. februar i det ungarske forsvarsråd hævdede Orbán også, at Ukraine planlagde “nye angreb” mod Ungarn.

Slut med russisk olie

Skulle du være i tvivl om, hvilke gamle angreb der kunne henvises til i den udtalelse, drejer spliden sig om den russiske Druzjba-rørledning, som går gennem Belarus og Ukraine, og som forsyner Ungarn med russisk olie.

Druzjba-rørledningen åbnede i 1964 og er et af verdens største olierør. Det har hidtil pumpet olie fra Sibirien til raffinaderier i Europa, hvor særligt Ungarn og Slovakiet har været aftagere. Efter den russiske invasion i 2022 har Ukraine gentagne gange advaret de to lande om, at den russiske olieimport ville blive standset ved udgangen af 2025, hvor aftalen om russisk gastransit gennem Ukraine udløb.

“En tønde olie købt i Rusland virker måske billig for nogle lande, men den finansierer krigen og angrebet mod det ukrainske folk.”

- Ante Šušnjar, kroatisk økonomiminister

Mens de fleste andre europæiske lande allerede har reduceret deres olie- og gasimport fra Rusland kraftigt, har de to landes regeringer trodset advarslerne og fortsat med at forlade sig på russisk energi. Både Slovakiet og Ungarn er desuden blevet undtaget fra de europæiske sanktioner mod russisk olie, og importerede sidste år henholdsvis 4,9 millioner og 4,3 millioner tons olie.

Senest har Ungarn frigivet 250.000 tons olie fra sine strategiske reserver i et forsøg på at kompensere for den mistede olieimport gennem Druzjba-rørledningen. Landene har desuden forsøgt at overtale Kroatien til at fragte russisk råolie via Adriaterhavet og rørledningen Adria, men det blev afvist af den kroatiske regering, som i stedet opfordrede de to lande til at indstille deres ‘krigsprofitering’.

“En tønde olie købt i Rusland virker måske billig for nogle lande, men den finansierer krigen og angrebet mod det ukrainske folk,” skrev den kroatiske økonomiminister Ante Šušnjar som svar på Twitter/X. Det statslige kroatiske olieselskab JANAF forklarede desuden, at de ungarske påstande om olieknaphed var “komplet grundløse”, og at man uden problemer kan forsyne de to lande med den olie, de har brug for.

Selvom Ukraine længe har advaret om, at den billige olie lakkede mod enden, startede den aktuelle konflikt med et russisk angreb på Druzjba-rørledningen. Den 26. januar ramte russiske droner røret i det vestlige Ukraine, hvilket tvang produktionen i stå. Selvom oliestoppet altså formelt skyldes et russisk angreb, har den ukrainske regering ikke ligefrem haft travlt med at udbedre skaderne.

Den ukrainske tøven har fået den ungarske regering til at beskylde Ukraine for sabotage. Premierminister Orbán har tidligere omtalt det som en ukrainsk ‘olieblokade’, mens hans slovakiske kollega Robert Fico kalder det “en udelukkende politisk beslutning, der skal afpresse os.” Tidligere på måneden beskrev Orbán også Ukraine som “Ungarns fjende.”

I et forsøg på at tvinge Kyiv-regeringen til at genåbne olieleverancerne har Orbán og Fico nedlagt veto mod den lånepakke på 90 milliarder euro, som EU-landene har vedtaget at give Ukraine. EU-forkvinde Ursula von der Leyen forsikrede dog i et pressemøde tidligere på ugen om, at man nok skal finde en vej udenom det centraleuropæiske veto, som i forvejen står svagt, eftersom ingen af landene er med i den konkrete finansiering.

Afledningsmanøvre fra dårlige meningsmålinger

De manglende olieleverancer er blot det seneste skud på stammen i et drastisk forværret forhold mellem Ukraine og de to Putin-sympatiserende regeringer. Her forsøger man at vende folkestemningen imod Ukraine, og særligt i Ungarn handler det også om indenrigspolitik.

Orbán-regeringen er presset af meningsmålinger, der aktuelt viser, at hans autokratiske regering, som har siddet på magten i Ungarn siden 2010, står til at tabe det forestående valg stort til oppositionspartiet Tisza, der ledes af den tidligere Fidesz-politiker Péter Magyar.

Subscribe now

Senest er Orbán‑kontrollerede tv‑stationer begyndt at sende desinformation fra Fidesz i form af falske AI‑videoer, hvor ungarske soldater bliver henrettet. Orbán‑rådgiveren Balázs Orbán har også tidligere brugt deepfake‑teknologi til at imitere Magyar i en AI‑genereret video, hvilket fik oppositionslederen til at anlægge sag.

Fidesz-regeringens forsøg på at gøre valget til et spørgsmål om ‘krig eller fred’ er et udtryk for desperation: De fleste meningsmålinger viser, at Tisza fører med 8-12 point over regeringen. Orbán forsøger derfor at fremstille Magyar som en marionet for Kyiv og Bruxelles, og håber med den kunstige oliekrise og den fiktive trussel mod landets energiforsyning at kunne skræmme ungarerne tilbage i folden. Foreløbigt er Magyar ikke faldet for den strategi og forsøger i stedet at gøre valget til en dom over Orbáns korruption og nepotisme.

Tættere bånd til Moskva eller Bruxelles? Valget i Ungarn bliver afholdt den 12. april og kan blive afgørende for landets fremtidige retning. Det kan du naturligvis læse mere om i Europanyt til den tid.

Subscribe now

Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Share

Fire år er gået siden Putins skæbnesvangre beslutning om at starte en krig. Den store russiske invasion har nu varet længere tid end Anden Verdenskrig for ukrainerne. Fire år med brutale mord på civile, daglige terrorbombninger af varmeværker og plejehjem og en lind strøm af artillerigranater, der har omdannet en række ukrainske byer til ruinhober. Forinden havde en otte år lang skyggekrig resulteret i besættelsen af flere provinser.

I den situation kunne man håbe, at de hårdt prøvede ukrainere snart kunne få et pusterum. Desværre er listen over landets fjender kun vokset i de mellemliggende fire år.

Amerikansk forræderi

I USA har den nye Trump-regering droppet al støtte til Ukraine ud fra principielle grunde, og tænker i bedste fald krigen som noget transaktionelt. ‘Hvad kan vi få ud af at støtte jer?‘ Alle våbenleverancer er stoppet, og efterretningerne fra det store amerikanske sikkerhedsapparat er blevet sporadiske og upålidelige i en grad, hvor Frankrig stort set har overtaget opgaven.

Den endnu mere ubehagelige erkendelse er, at magtfulde dele af den amerikanske regering formentlig også arbejder for fjenden. Da jeg sammen med Pekka Kallioniemi begyndte at skrive bogen Vatniksuppe for to år siden, havde vi næppe haft fantasi til at forestille os, at 11 af bogens hovedpersoner i 2026 ville være forbundet til USA’s regering.

På den liste finder vi blandt andet den vanvittige kultist Tulsi Gabbard, der i et årti har spredt afsindige konspirationsteorier om Syrien, og som siden krigens udbrud har forsvaret Ruslands angreb som ‘legitime sikkerhedsinteresser.’ I dag er Gabbard, som i russiske medier bliver kaldt superwoman, chef for hele USA’s efterretningsvæsen.

Ved fredsforhandlingerne skal den ukrainske delegation holde gode miner til slet spil, når Steve Witkoff forsøger at sælge Putins krav som amerikanske forslag. Witkoffs økonomiske forbindelser til Rusland er fortsat et mysterium, som han ikke vil tale om.

Krigsminister Hegseth, sundhedsminister RFK Jr., vicepræsident JD Vance og resten af kernen i Trump-syndikatet er ikke bedre. Enkelte republikanske politikere forsøger stadig at bremse den spirende alliance mellem Kreml-regimet og Washington, men de kæmper mod Trumps grundlæggende skrupelløshed og umættelige grådighed, som Rusland til fulde har forstået at udnytte.

Subscribe now

Voksende europæisk pres

Vender vi blikket mod Europa, ser det ikke meget bedre ud. I Ungarn har autokraten Orbán sat alle sejl ind på at bruge Ukraine som skræmmebillede og løftestang til sin skrantende valgkamp. Han udråbte forleden Ukraine som fjenden og er begyndt at producere falske AI-videoer, hvor ungarske soldater bliver henrettet af modstanderen Magyar, fordi de ikke vil dø på slagmarken. Sammen med sin slovakiske kollega Robert Fico forsøger han samtidig at blokere for den store lånepakke på 90 milliarder euro, som EU vil sende til Ukraine, for at sikre landets overlevelse.

I resten af Europa vinder Putins venner på den ekstreme højrefløj også politisk terræn. Reform UK blev i efteråret ramt af en massiv bestikkelsesskandale, da Nathan Gill, partiets tidligere leder i Wales, indrømmede at have modtaget rubler for at sprede pro-russiske synspunkter. Alligevel topper Farages parti meningsmålingerne. I Tyskland er Putin-versteheren Alice Weidel og resten af Alternative für Deutschland også i fremgang.

I Frankrig har National Samling længe været i lommen på Rusland gennem store lån fra Kreml-kassen og spreder fortsat Ruslands narrativer. Her er man i øvrigt i skarp konkurrence med fortidslevnet Jean-Luc Melenchon fra centrum-venstre partiet La France Insoumise, der konsekvent spreder det falske russiske narrativ om NATO-udvidelse som årsag til krigen. Melenchon er samtidig en påmindelse om, at Ukraines modstandere ikke udelukkende befinder sig på den radikale højrefløj.

Subscribe now

Sandheden har betydning

Oveni det massive pres på slagmarken, udmattelse blandt sine soldater og den skrumpende liste af troværdige venner, kæmper Ukraine også mod falske fortællinger. Russisk desinformation står stærkere end nogensinde på de sociale medier, hvor AI-scriptede bots og betalte influencere bidrager til at skabe en postfaktuel sump af forvirring.

På Elon Musks Twitter/X er antallet af falske profiler og hadtale eksploderet, og op mod halvdelen af indholdet er i dag genereret af troldefabrikker. Kreml har selvfølgelig ikke patent på den type desinformation, men er snarere en slags pioner på området, som fortsat leder feltet. Ukraine er fortsat hovedmålet.

“Efter fire års krig forsøger det russiske regime stadig at overbevise omverdenen om, at dens sejr er en uundgåelighed. Ukrainerne har nu i 1.460 dage modbevist den fortælling.”

---

Kremls målsætning er ikke at overbevise rationelt tænkende mennesker om deres åbenlyse og nemt gennemhullede løgne, men derimod at få folk til at zone ud og miste interessen. Hvis vi giver op, kan Rusland måske også få sit længe ventede gennembrud på slagmarken.

Af samme grund er det vigtigere end nogensinde, at vi holder fast. Ukraine er kringsat af fjender, men kan ikke forsvare sig alene med ‘troen på livet vort og menneskets værd.’ De har brug for artillerigranater, ambulancer og missilforsvar.

Foruden den økonomiske støtte er det vigtigste, vi kan gøre, at insistere på, at sandheden har betydning. Efter fire års krig forsøger det russiske regime stadig at overbevise omverdenen om, at dens sejr er en uundgåelighed. Ukrainerne har nu i 1.460 dage modbevist den fortælling.

Den ukrainske hær har de seneste to måneder generobret et større territorium end Rusland har formået at erobre siden juni 2022. Det er ikke et udtryk for, at krigslykken er vendt. Med tanke på det amerikanske forræderi og den vaklende europæiske opbakning må det siges at være en imponerende bedrift. Så længe Ukraine kæmper videre, er det mindste, vi kan gøre, at fastholde støtten - både militært og ved at insistere på, at sandheden om Putins krig ikke har ændret sig siden 24. februar 2022.

Subscribe now

Det tager 5-15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, at du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Mens man i Vesten fejrede den kolde krigs afslutning, lagde man i Moskva byggestenene til dens tilbagevenden. I denne artikelserie undersøger jeg, hvordan Rusland har fodret og gradvist overtaget et globalt netværk af højreekstremister, støtter, politiske bevægelser og magthungrende eliter. Højreradikale partier og politikere i udvalgte lande er blevet omdannet til politiske våben.

Olga Lautman forklarer, hvordan et netværk af oligarker, propagandister og ideologer i en række lande - fra Tyskland og Frankrig til Italien, Nederlandene og USA - har transformeret politik i Vesten. Det er en opskrift på at få indflydelse, som er taget ud af KGB’s håndbog, og som nu bliver brugt af regeringer, bevægelser og medier i hele den demokratiske verden.

I dagens artikel undersøger Olga, hvordan lejesoldaterne i Wagnergruppen fortsat understøtter Kreml-regimets målsætning om at undergrave og destabilisere Europa.

Rekruttering i Vesten

I Moscow Times kunne man forleden læse om, hvordan tidligere Wagner-soldater ifølge de vestlige efterretningstjenester nu bliver brugt til at hverve sabotører i Europa. Historien bør ikke komme som en overraskelse for nogen, og er heller ikke udtryk for et nyt redskab i Ruslands arsenal. Det dokumenterer snarere, hvordan Kreml-regimet har bygget skyggekrigen mod NATO ind i sine institutioner og jævnligt gennemfører operationer inde i de vestlige lande. Agenterne bliver set som brug-og-smid-væk-aktiver.

De vestlige sikkerhedstjenester tegner et billede af et koordineret system, hvor hververe og agenter fra Wagnergruppen, der er en uofficiel del af GRU (Ruslands militære efterretningstjeneste, red.), fortsat bliver brugt til at rekruttere og definere opgaver. Metoderne er de samme som dem, de bruger til at hverve soldater til krigen i Ukraine.

“De taktikker, som blev brugt under den russiske invasion af Ukraine i 2014, genspejles i operationer mod amerikanske valg eller bredere påvirkningskampagner i Europa og resten af verden.“

---

Målgruppen er udsatte europæere, som bliver fundet på Telegram-kanaler og andre krypterede beskedtjenester, hvor de bliver tilbudt små betalinger for at brænde varehuse, sabotere kritisk infrastruktur, gennemføre overvågning samt udøve afpresning eller sabotage mod ukrainsk-tilknyttede mål. De mere overordnede strategiske beslutninger, udvælgelse af mål og diskussioner af fejltolerance er stadig fast forankret i den russiske militære efterretningstjeneste, og er ikke blevet outsourcet til lejesoldater eller andre løst tilknyttede dele af organisationen.

Dette skifte er ikke sket som følge af improvisering eller det kaotiske efterspil af Jevgenij Prigosjins angivelige død, men er en bevidst reaktion fra Moskva på det vedvarende pres, som kontraspionage har lagt gennem årtier. Det har tiltaget i styrke som følge af de europæiske regeringers udvisning af russiske efterretningsofficerer, der i årtier havde arbejdet under dække af at være diplomater.

Efter at være blevet frataget sin traditionelle spionage-infrastruktur, har den russiske efterretningstjeneste gjort sin arbejdsmodel mere enkel. Erfarne officerer er blevet erstattet af mellemmænd og undværlige proxy-agenter, som kan blive anholdt eller afsløret uden de store strategiske omkostninger. En brandstifter, der bliver anholdt i London, Prag, Warszawa eller Riga, bliver ikke set som en operations-fiasko men derimod et begrænset tab, og man kan nemt afbøje ved at skyde skylden på kriminalitet eller ekstremisme uden at forstyrre den større operation.

Den fortsatte brug af Wagner-rekruttører understreger, at Kremls tilgang stadig er, at vold og påvirkningsoperationer er flydende størrelser, som der kan veksles mellem efter behov. Netværkene har aldrig været begrænset til slagmarken, men har udviklet sig sideløbende med propaganda- og påvirkningsoperationerne. De taktikker, som blev brugt under den russiske invasion af Ukraine i 2014, genspejles i operationer mod amerikanske valg eller bredere påvirkningskampagner i Europa og resten af verden.

Vi ser også, hvordan den samme institutionelle logik, som bliver brugt til at udnytte uenigheder på nettet til at skabe yderligere polarisering og mobilisere voldelige protester ude i virkeligheden, nu bliver brugt til at understøtte fysisk sabotage, hvor man også hverver folk med ophobet vrede eller økonomisk usikkerhed. Det er blevet nemt at finde folk på nettet og gøre dem til aktiver i den virkelige verden med minimal indsats.

Volumen og vedholdenhed

Mange af de angreb, som den russiske efterretningstjeneste gennemfører i Europa, bliver beskrevet som amatøragtige eller primitive. Det er imidlertid en framing, der misforstår deres egentlige formål. Operationerne har ikke til formål at være præcise eller at kunne blive benægtet i klassisk forstand, men handler derimod om volumen og vedholdenhed.

Subscribe now

Det overordnede mål er at skabe disruption og tvinge sikkerhedstjenesterne til at ofre ressourcer på at modvirke dem, at skabe ængstelighed i befolkningerne og at præge folk til at tænke politisk vold som et acceptabelt, gennemgående vilkår. Samtidig giver det Kreml mulighed for at afprøve NATO’s responstærskler. En vis fejlrate bliver accepteret, så længe udvekslingen er asymmetrisk; de europæiske samfund betaler prisen for disruptionen, mens Moskva stort set ikke mærker nogen konsekvens.

Den russiske hybridkrig er videreudviklingen af en lang tradition, der startede med sovjettidens aktive tiltag, og som nu er blevet udviklet til et mere tidssvarende redskab, der udnytter onlinemiljøer, hvor rekruttering, betaling og opgavefordeling kan klares på afstand og skaleres op og ned.

Ukraine har længe været en prøveballon for disse taktikker, og er foruden de konventionelle angreb også blevet udsat for hele paletten i den russiske hybridkrigskasse - fra cyberangreb og informationskrig til finansiering af politiske partier og målrettet påvirkning af civilbefolkningen. De metoder, som har vist sig at være mest effektive her, og som oftest er blevet mindst imødegået, er de samme, som nu bliver taget i brug imod resten af kontinentet.

“Trumps mange offentlige angreb på USA’s allierede, usikkerheden om NATO og den støtte undergravning af USA’s lederrolle bekræfter Rusland i, at presset virker, og at modstandsviljen kan slides ned over tid.”

---

Det politiske klima har samtidig ændret sig i retning af, at Moskva nu ser det som tilladende snarere end begrænsende. Trumps tilbagevenden til magten og den amerikanske regerings tilbagetrækning fra sine tidligere europæiske forpligtelser har, sammen med USA’s opgivelse af Ukraine som en prioritet midt under Ruslands folkemorderiske krig, ændret den strategiske kalkule.

Fra Kreml ser man nu det vestlige sammenhold som skrøbeligt, afskrækkelse som betinget og optrapning til alt andet end åben krig som noget, der næppe vil fordre et seriøst modsvar. Det er ikke tilfældigt, at Ruslands intensivering af hybridkrigen er vokset i takt med, at USA har vist sig parat til at ofre Ukraine og droppe alle forpligtelser i Europa. Trumps mange offentlige angreb på USA’s allierede, usikkerheden om NATO og støt undergravning af USA’s lederrolle bekræfter Rusland i, at presset virker, og at modstandsviljen kan slides ned over tid.

En sammenhængende indsats

Det russiske regime har på nuværende tidspunkt erkendt, at man ikke kan vinde i en konventionel konflikt mod NATO. Den vurdering kan dog ændre sig, og man fortsætter derfor med at udvide sine operationer, så længe de kan holde sig under tærsklen til en varm krig. Det omfatter vedvarende provokationer mod andre landes luftrum, test af svartider, sabotage mod infrastruktur, at bruge migranter som et våben og at holde rekrutteringspipelinen for brug-og-smid-væk-aktiver åben.

Samlet handler det for Kreml-regimet om at undgå at fremprovokere et kollektivt modsvar og samtidig undergrave tilliden, sammenhængskraften og den politiske vilje blandt sine modstandere. Når angrebene tiltager i styrke, er det et udtryk for en vurdering fra Moskvas side af, at de begrænsninger, der tidligere har været på dets opførsel, ikke længere bliver håndhævet.

Det hele hænger sammen og bør derfor ikke ses som en samling enkeltstående hændelser eller opportunistiske forbrydelser. Ruslands krig i Ukraine, der nu åbent bliver formuleret med et folkemorderisk formål af russiske politikere og propagandister, sameksisterer med sabotageoperationerne i Europa, krænkelser af luftrum på NATO’s østlige flanke og normaliseringen af skræmmekampagner. Det hele er delkomponenter i en stor, sammenhængende kampagne, der handler om at omforme sikkerhedsarkitekturen i Ruslands favør.

Faren er ikke, at enkelte missioner lykkes, men at de mange små, benægtbare operationer tilsammen lykkes med at få de vestlige samfund til at acceptere en højere grad af ustabilitet som en nødvendighed for at undgå konfrontation. Det er præcis det ulige forhold, som Rusland allerede har vist sig særdeles klar til at udnytte.

Kreml-regimet optrapper, fordi de føler, at de kan. Prisen, de betaler, er fortsat forsvindende lille sammenlignet med dets krigshærgen og de voksende angreb i Europa. Signalerne fra Trump styrker dem kun i troen, så længe han skærmer dem fra at skulle stå til ansvar. Europa har ikke længere råd til at anskue hybridangreb som mindre irritationsmomenter, men må svare igen med vedvarende afskrækkelsesmidler, håndhævelse og konsekvenser, der gør prisen for optrapning entydigt høj.

Olga Lautman og Europanyt © Oversat af Morten Hammeken.

Lyt til artiklen her.

Subscribe now

Benjamin Franklin sagde engang, at kun to ting var sikre i denne verden: døden og skatter. Den amerikanske grundlægger døde 106 år før de olympiske lege genopstod i Athen i 1896, og kunne derfor ikke have forudset, at en tredje ting kunne føjes til listen: IOC-bureaukrater, der i forbindelse med afviklingen af OL insisterer på, at vi skal ‘holde sport og politik adskilt’.

Det fromme ønske virker ved årets vinter-OL i Milano fjernere end nogensinde. Allerede inden den første skiløber havde betrådt Tofano-bjergene, havde den anspændte politiske verdenssituation indfundet sig ved legene.

Allerede da listen over deltagerlande blev annonceret, blev vi mindet om legenes politiske karakter. IOC havde igen bøjet sig for Kinas ønske om at omtale Taiwans delegation som “Kinesisk Taipei.” Kort efter blev den israelske delegation mødt af en massiv pibekoncert under indmarchen på San Siro. Uden for stadion demonstrerede 10.000 mennesker imod den israelske deltagelse i legene. Mandag brød den politiske virkelighed igen igennem den olympiske neutralitetsmur, da en medarbejder i Cortina Sliding Center sagde “frit Palæstina” til en gruppe israelske fans og blev belønnet med en fyreseddel.

Ved åbningsceremonien blev den amerikanske vicepræsident JD Vance også mødt af buhen i samme sekund, som hans eyeliner-tunge ansigt dukkede op på storskærmen. I den sande olympiske ånd forsøgte den amerikanske OL-transmittør NBC at skærme tv-seerne fra publikums reaktion ved at skrue ned for pibekoncerten. Den amerikanske regering retoucherede den del af historien ud af sin pressemeddelelse, ganske som publikums buhråb mod Trump blev fjernet under sidste års U.S. Open. De postfaktuelle politikeres forsøg på at redigere virkeligheden ændrer dog ikke på, at publikum - både i Milano og New York - insisterede på at fjerne den kunstige mur mellem sport og politik.

Det suverænt største politik-drama kredsede om den ukrainske skeletonkører Vladyslav Heraskevytsj, der havde udsmykket sin hjelm med billeder af nogle af de 450 ukrainske atleter, der er døde som følge af Putins invasion. IOC valgte at diskvalificere Heraskevytsj, der havde forbrudt sig mod deres illusion om et sportsligt vakuum, hvor resten af verden ikke eksisterer.

“Hvad er en medalje værd sammenlignet med menneskers liv? Sammenlignet med mindet om vores atleter?” spurgte Heraskevytsj ovenpå diskvalifikationen. Selvom han ikke fik lov at konkurrere ved OL, fik han alligevel en medalje med hjem. Den ukrainske præsident Zelenskij gik ind i sagen, tildelte ham landets Frihedsorden og mindede samtidig os andre om, at OL er en dybt politisk størrelse.

Gennem historien har OL snarere været et prisme på verdenssituationen end et sportsligt frirum. OL i Berlin var i 1936 én stor propagandafortælling om Nazityskland, som i øvrigt blev genaktualiseret ved årets OL i Milano, da en t-shirt med afbildning af de nazityske lege viste sig at blive et eftertragtet stykke merchandise blandt vor tids nazister. Man kunne også nævne Tommie Smith og John Carlos’ ikoniske black power-salut fra podiet ved OL i Mexico i 1968 eller OL i Moskva i 1980, der med sine Lenin-tifoer og hammer og segl-formationer ved åbningsceremonien ikke ligefrem dannede en neutral kulisse.

Der er kort sagt ikke noget nyt ved politiseringen af de olympiske lege. Alligevel føles det ved årets Vinter-OL ekstra tonedøvt at forsøge at insistere på sport som et politisk vakuum.

Subscribe now

I digtet Til Efterkommerne spørger Bertolt Brecht: “Hvad er det for tider, hvor en samtale om træer næsten føles som en forbrydelse?” I dag kan vi på samme måde komme i tvivl. Kan man nyde at se ishockey-slagsmål og skiløbere på jagt efter verdensrekorder, mens der foregår et folkemord i Palæstina, mens klimaet er ved at brænde sammen, og mens Putin forsøger at fryse den ukrainske civilbefolkning ihjel gennem målrettet terrorbombning af landets varmeværker?

IOC’s ønske om at holde tingene adskilt er en fantasi om en mere enkel verden, hvor sport kan være et afbræk. Men verden befinder sig i en multi-krise, som truer selve menneskehedens overlevelse. Den går ikke væk af at tænde for skærmen. Måske ville det ligefrem være en lettelse for mange, hvis vi droppede forestillingen om, at der eksisterer et frirum i Milano, hvor resten af verden ikke trænger sig på.

Subscribe now

Det tager 15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!

Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.