Analyse: Derfor har Ukraine intensiveret angreb på russisk olie
Under pres fra den russiske sommeroffensiv har Ukraine optrappet sine angreb på den russiske olieinfrastruktur. Knap fire år inde i krigen er der en række grunde til, at angrebene tiltager netop nu.
Færdes du på den politiske forgrening af sociale medier, har du sikkert set billeder af brændende russiske olietårne, der sender flammestråler op i den kulsorte nat. Det ukrainske militær har de seneste to måneder skruet kraftigt op for angrebene på det russiske forsyningsnetværk. Selvom angrebene ikke er et nyt fænomen - i 2024 blev 80 olieraffinaderier og -depoter udsat for droneangreb - er skalaen ny.
Angrebene gør ondt. Da oliefabrikken i Kirisji i nærheden af Sankt Petersborg for X’ende gang blev ramt tidligere på ugen, blev den russiske stat tvunget til at suspendere driften. Et par hundrede droner har med andre ord bremset produktionen på en fabrik, der årligt raffinerer over 17 millioner ton olie, svarende til 6,5 procent af hele landets produktion. Problemet for Rusland er, at man som konsekvens af angrebene rent fysisk ikke kan opbevare al den olie, som bliver hevet op af jorden i Sibirien og Barentshavet. Derfor har det statslige oliemonopol Rosneft allerede meddelt, at producenterne bliver nødt til at skære ned på produktionen.
De seneste to måneders angreb har sat den russiske forsyningskapacitet under pres - allerede inden en eventuel tvungen nedskæring i produktionen. Der er en række grunde til, at den ukrainske strategi nu har opprioriteret at ødelægge den russiske olieinfrastruktur, som både forsyner den russiske krigsmaskine direkte med brændsel og genererer store indtægter for den russiske stat.
Fra et ukrainsk perspektiv handler det naturligvis om at svække den russiske militærmaskine ved at undergrave brændselsforsyningen til kampvogne og fly ved fronten. Sekundært håber ukrainerne også, at en forsyningskrise kan skabe større utilfredshed hjemme i Rusland. Allerede nu ser man lange køer til benzinstationer og byer helt uden benzinadgang. Det problem bliver kun større i takt med vinterens komme.
At Ukraine angriber den russiske krigsøkonomis hjerte, er kort sagt ikke så underligt. Spørgsmålet på manges læber er imidlertid: hvorfor sker det med intensiveret styrke nu? Særligt tre forhold bidrager til den nye, succesfulde strategi, som næppe bliver indstillet foreløbigt.
1. Den nye amerikanske regering har ikke samme ‘leverage’ som sin forgænger
Som en diplomatisk tommelfingerregel er det, man kan kræve i en forhandling, ofte proportionalt med det, man kan tilbyde modparten. Det kan man kalde leverage, eller ‘blød magt’ på dansk. Det er de uskrevne regler og de usagte beskeders kunst, i hvert fald når det gælder, hvad vi ved i offentligheden. Bag de lukkede døre er tonen ofte mere… direkte.
Mens Biden-regeringen på mange måder leverede afgørende militær assistance til Ukraine, både i form af efterretninger, konkrete våben og globalt politisk pres, havde det også en pris for Ukraine. Særligt Bidens sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, sørgede for, at USA fik mulighed for at påvirke den ukrainske politik ud fra egne sikkerhedsinteresser.
Sullivan var en af drivkræfterne bag at forhindre, at Ukraine brugte langtrækkende amerikanske missiler til at ramme mål inde i Rusland, hvilket betød, at Rusland i ro og mag kunne planlægge sine egne offensiver rundt om de selvpålagte begrænsninger. Samtidig kunne Kreml-regimet puste til frygten gennem taktisk brug af konstant skiftende ‘røde linjer’ som trussel.
“Donald Trumps konfrontatoriske retorik og hans logren med halen for Putin, har for længst vækket ukrainerne op til den nye virkelighed, som resten af Europa stadig har svært ved at acceptere: USA er under Trump fundamentalt uinteresseret i at beskytte Europa.”
Biden-regeringen ønskede heller ikke at se russiske oliefelter i flammer, særligt i et valgår. En række anonyme kilder har bekræftet over for blandt andre Financial Times, at man i 2024 opfordrede Ukraine til at bremse angrebene på den russiske infrastruktur af frygt for at drive olieprisen i vejret. Den frygt har senere vist sig at være overvurderet, idet blandt andet Saudi-Arabien problemfrit har kunnet skrue op for olieproduktionen uden at skele til russiske interesser. I OPEC+-regi har saudierne for nylig lagt op til igen at øge produktionen til stor utilfredshed for Rusland, som er dybt afhængige af høje priser og en stor andel af et stabilt eksportmarked.
På mange måder var Biden-regeringens militære assistance en klods om benet på den ukrainske strategi, for Biden fik selvfølgelig, hvad han bad om, helt uden at forlange noget. Leverage.
Den nye amerikanske regering tilbyder til gengæld ikke Ukraine det helt store. Ukraine holder ganske vist gode miner til slet spil, men Donald Trumps konfrontatoriske retorik og hans logren med halen for Putin har for længst vækket ukrainerne op til den nye virkelighed, som resten af Europa stadig har svært ved at acceptere: USA er under Trump fundamentalt uinteresseret i at beskytte Europa.
Når man ikke længere tilbyder noget, kan man heller ikke veksle sin bløde magt til lige så meget hård politisk valuta. Derfor er Ukraine nu også mere ligeglad med amerikanske interesser, og bomber løs inde i Rusland ud fra sine militærstrategiske prioriteter.
Da JD Vance leverede sin dumsmarte bemærkning under Zelenskyjs statsbesøg om, at Ukraine ‘ikke har nogen kort på hånden’, viste det sig kort tid efter, at han tog fejl, da en dristig efterretningsaktion udslettede store dele af den russiske kampflystyrke. Ukraine har masser af kort på hånden. Det er bare ikke længere USA, der er dealer.
2. Ukraine har udviklet nye våben
Mens den ukrainske føjelighed over for amerikanske interesser er blevet noget mindre, er man stadig afhængig af en vis amerikansk goodwill. Amerikanske langtrækkende taktiske missiler (HIMARS) og våben fra andre allierede med amerikansk teknologi (såsom de britiske ‘Storm Shadow’) har stadig brug for amerikansk godkendelse. Joe Biden gav til sidst tilladelse til at anvende dem på russisk jord. Det havde Trump ikke gjort, hvis beslutningen var op til ham. Det vil dog koste unødigt meget politisk kapital at trække beslutningen tilbage, selv for Trump. Hans tilgang har derfor været ikke at levere nye forsyninger.
Ukraine har i mellemtiden udviklet sine egne våben. Det nye langtrækkende krydsermissil Flamengo, hvis navn er et anerkendende nik til de mange ukrainske kvinder, som langt fra fronten arbejder med at fremstille missilerne, har en rækkevidde på 3.000 kilometer, hvilket ifølge det ukrainske statsmedie UKRinform sætter 90 procent af den russiske våbenindustri inden for rækkevidde. Hvis navnet ringer en klokke, er det nok fordi, den danske regering har indgået samarbejde med Ukraine om at producere raketbrændstof på en fabrik i nærheden af Flyvestation Skrydstrup. Den beslutning er i øvrigt blevet truffet gennem en stærkt kontroversiel ny lov, som giver regeringen mulighed for at ignorere andre lovgivningshensyn i tilfælde af nationale sikkerhedshensyn.
“Den ukrainske produktion af nye våben har på den måde leveret sin egen form for økonomiske sanktioner mod Rusland, der nu skaber kaos og benzinmangel”
Missilet blev første gang taget i brug i slutningen af august, hvor et FSB-hovedkvarter på den besatte Krimhalvø blev bombet. Foreløbig er det ikke blevet anvendt i stor udstrækning mod den russiske olieindustri, men truslen betyder også, at Ruslands efterhånden tyndstrakte missilforsvar må træffe hårde prioriteringer mellem at beskytte olien eller militærinstallationer. Det har fået den russiske regering til at gå tiggergang i Tyrkiet, som man forsøger at få til at returnere de S-400 missilbatterier, man solgte i 2017.
Mens flamingoerne stadig er en X-faktor i krigen, har den ukrainske droneproduktion haft anderledes stor betydning. Det anslås, at 75 procent af de dræbte eller sårede ved fronten kommer som resultat af droneangreb. Dronerne har også haft stor betydning for angrebene på de russiske oliefabrikker, blandt andet gennem de ukrainsk udviklede droner Peklo (‘Helvede’) , som har en rækkevidde på over 700 kilometer. Senest har ukrainske droner ramt oliefabrikker i Basjkortostan, som er over 1.300 kilometer fra grænsen.
I august blev omkring 17 procent af den russiske olieproduktion sat i stå. Den ukrainske produktion af nye våben har på den måde leveret sin egen form for økonomiske sanktioner mod Rusland, hvilket nu skaber kaos og benzinmangel.
3. Europa er blevet mindre afhængig af russisk energi
Dmitrij Medvedev har det med at tage kronisk fejl på sociale medier. Da den forehnværende præsident i efteråret 2022 forudså, at Europa stod over for en kold vinter, viste det sig at holde lige så lidt vand som resten af hans bizarre udmeldinger. Gemt i Medvedevs skriverier, hvis klovnagtige karakter har til formål at fremstille Putin som den ‘rationelle’ aktør, er der ikke desto mindre et gran af sandhed: De europæiske lande har været afhængige af russisk olie og gas, også efter 2022-invasionen.
“EU’s fortsatte samhandel med Rusland, som foruden olie og gas stadig sender gødning, jern og stål vestpå, rummer et vist hykleri.”
Den russiske olie- og gasimport er dog gradvist aftagende. Hvor EU-landene i 2021 importerede 155 milliarder kubikmeter gas, var tallet under en tredjedel i 2024 (45 bcm). I første halvdel af 2025 blev denne andel yderligere reduceret til kun at udgøre 12 procent af den samlede import (38 bcm for hele 2025, hvis tendensen holder stik). Målet er, at man i 2027 er helt afvænnet den billige russiske gas. For råoliens vedkommende er EU-importen allerede nede på 2 procent.
Når Ukraine sætter russiske olieraffinaderier i brand, er det derfor også meget mindre smerteligt for deres europæiske allierede, som har fundet nye leverandører. Det russiske olietomrum er blandt andet blevet udfyldt af Norge (14%), USA (15 %) og Kasakhstan (13%), samt en intern strategi om mere vedvarende energi og - som i Polens tilfælde - fremtidig satsning på atomkraft.
Med Donald Trumps udmelding om, at nye sanktioner mod Rusland først bliver sat i søen, når EU dropper sin import af russiske fossile brændsler, vil EU føle sig presset til at sætte yderligere fart i den proces, hvilket EU-forkvinde Ursula von der Leyen også allerede har lovet. Selvom Trumps motiver udelukkende er egeninteresse, er der da heller ingen tvivl om, at EU’s fortsatte samhandel med Rusland, som foruden olie og gas stadig sender gødning, jern og stål vestpå, rummer et vist hykleri.
Billedet er dog en smule mere nuanceret. Mens nogle lande stort set har droppet den russiske energi, er andre fortsat forholdsvist afhængige. Det gælder særligt Italien, Spanien og Frankrig, som importerer flydende gas (LNG). De to EU-lande, som i særklasse er mest afhængige af russiske fossilbrændstoffer, er dog ikke overraskende regeret af Putins to tætteste allierede i EU: Viktor Orbán i Ungarn og Robert Fico i Slovakiet.
Begge lande har negligeret at finde nye energikilder og satser i stedet på, gennem trusler og diplomatisk pres, at kunne fastholde den russiske oliestrøm. Problemet er bare, at Druzhba-rørledningen, som fragter størstedelen af olien, går gennem Ukraine.
Hidtil er det lykkedes Fico og Orbán at overbevise ukrainerne om at lade forsyningen fortsætte. På kreativ vis har man formuleret det således, at olien betragtes som ungarsk/slovakis,k så snart den krydser grænsen til Ukraine, og derfor ikke betragtes som russisk (og dermed sanktionsramt)!
Den ukrainske tålmodighed har dog sine grænser. I august blev Druzjba-rørledningen også bombet, hvilket satte et ugelangt stop for eksporten. Det skabte stort postyr i Budapest og Bratislava, som forlangte et øjeblikkeligt stop for den slags … krigslignende handlinger.
Foreløbigt har det ukrainske militær indstillet bombningen af de europæiske forsyningsrør og fokuserer i stedet på kilden. Det var dog et vink med en vognstang om, at tålmodigheden snart er opbrugt, og at krigens spilleregler har ændret sig. EU’s plan om at udskyde frakoblingen til 2027 virker i det perspektiv optimistisk, såfremt krigen fortsætter.
