Analyse: Europa opruster til en potentiel konflikt - og overser den aktuelle krig
Truslen om en russisk invasion har fået de europæiske lande til at opruste dramatisk. Mens man væbner sig til en potentiel krig, negligeres den krig, vi allerede befinder os i.
Efter tre års krig i Ukraine, jævnlige russiske trusler om atomkrig og et falmende amerikansk engagement på kontinentet har de europæiske statsledere for alvor kastet kontinentet ind i det globale våbenkapløb. Militærbudgetterne vokser i en grad, som kan være svær at forstå, mens også atomspredningen tager til.
Der er opstået en bred konsensus om, at der skal bruges flere penge på militæret. Men hvilken krig skal de mange milliarder bruges til at udkæmpe - og løser investeringerne overhovedet det mest presserende problem? Lad os kigge nærmere på, hvordan Europa opruster - og hvorfor kontinentet alligevel risikerer at tabe.
EU: ReArm Europe slår tonen an
Hele Europa ruster op. Det kan dog være svært for almindelige danskere, som ikke følger forsvarsudviklingen tæt, at forstå, præcis hvor meget. Lad os derfor indlede analysen med en pædagogisk graf fra European Defence Agency, EU’s militære gren, som tydeliggør oprustningens omfang:
En sammenligning mellem militærbudgetterne i 2015 og 2025 viser en stigning på 215 procent i løbet af ti år. Her har særligt perioden 2021-2024 markeret den største oprustningsperiode (30 procent). Disse tal er imidlertid ikke udtryk for det samlede billede. Ifølge EDA forventes budgetterne nemlig at stige med yderligere 100 milliarder euro (750 milliarder kr.) inden 2027.
Som en overordnet ramme for oprustningen præsenterede Europa-Kommissionsformand Ursula von der Leyen i marts den nye handlingsplan ReArm Europe, som samlet skal finansiere militær oprustning for 800 milliarder euro.
Oprustningen sker overvejende ved, at medlemslandene kan blive undtaget fra kravene i Stabilitets- og Vækstpagten. Pagten opstiller krav til EU-landenes økonomiske politik og og pålægger medlemslandene ikke som udgangspunkt at overskride et underskud på betalingsbalancen på mere end 3 procent. Ifølge planen kan dette give medlemslandene et økonomisk råderum på op til 650 milliarder euro, idet de normalt strenge krav suspenderes. En tilsvarende lempelse af pagten blev vedtaget som følge af covid-pandemien, som derved har skabt en præcedens på området.
“Hvis medlemslandene skal låne penge, skal der handles lokalt, hvilket særligt tilgodeser de EU-lande, som allerede har en veludviklet militærindustri.”
EU giver desuden mulighed for at optage lån på 150 milliarder euro, så længe formålet er investering i militære ‘nøgleområder‘ - i denne sammenhæng defineret som blandt andet missilforsvar, droneteknologi og cyberforsvar. Det er i den sammenhæng opsigtsvækkende, at man fra EU’s side, i lyset af det stadig mere kølige transatlantiske forhold, på forhånd har valgt at udelukke amerikanske våbenproducenter.
Hvis medlemslandene skal låne penge, skal der altså handles lokalt, hvilket særligt tilgodeser de EU-lande, der allerede har en veludviklet militærindustri. Det gælder blandt andet Sverige (SAAB, Bofors), Tyskland (Rheinmetall), Frankrig (Thales, Dassault, Safran) og Italien (Leonardo).
Sammenholder man investeringspuljen med EU’s støtte til Ukraine - omkring 50 milliarder euro - bliver det hurtigt klart, at national oprustning er en højere prioritet. Med til billedet hører , at EU gennem EU Military Assistance Mission (EUMAM) også har trænet 73.000 ukrainske soldater siden november 2022.
Overordnet kan EU’s nye militære ramme siges at følge Unionens klassiske nyliberale doktrin; gennem fordelagtige lån og deregulering af de økonomiske krav forventes det frie marked automatisk at træde i karakter i de enkelte medlemslande, hvor de nationale forsvarsindustrier med von der Leyens ord kan skabe “nye arbejdspladser… og europæisk produktion.”
EU’s periferi: Oprustning af lokale forsvarsindustrier
For de europæiske lande, som står uden for Unionen - men samtidig grænser op til Rusland - er militærbudgetterne også blevet sat i vejret. I Norge fordoblede man allerede sidste år sit forsvarsbudget, mens der skal investeres yderligere 450 milliarder kr. frem mod 2036. En del af pengene er øremærket støtte til den lokale våbenindustri, hvor man blandt andet har afsat en milliard til at udvide raketmotorproduktionen i virksomheden Nammo og givet udvidede beføjelser til at dele forsvarsteknologi med Ukraine.
“Den nye regering i USA har med sin totale utilregnelighed fået briterne til at genoverveje sit ‘særlige forhold’ på tværs af Atlanterhavet.”
I Tyrkiet er et par år med nedskæringer i militærbudgettet blevet erstattet af et rekordhøjt militærbudget. I 2024 satte man forsvarsbudgettet i vejret med 150 procent sammenlignet med året før, og i 2025 sætter militærudgifterne igen rekord. De tyrkiske politikere har samtidig brugt oprustningstendensen til at gennemføre en massiv forøgelse af budgettet til intern sikkerhed, hvilket især giver den tyrkiske stat mulighed for at slå ned på kurdisk separatisme, øge sin tilstedeværelse på begge sider af den syriske grænse og slå ned på regimekritiske bevægelser som den aktuelle protestbølge mod fængslingen af oppositionsleder Ekrem İmamoğlu.
I EU’s periferi finder vi også Storbritannien, som efter Brexit har haft et mere distanceret forhold til resten af Europa, også på det sikkerhedspolitiske område. Den nye regering i USA har med sin totale utilregnelighed imidlertid fået briterne til at genoverveje sit ‘særlige forhold’ på tværs af Atlanterhavet. I stedet har Storbritanniens premierminister Keir Starmer fremsat en “ubøjelig“ ambition om at hæve forsvarsbudgettet fra 2,3 til 2,5 procent af BNP, hvilket kan oversættes til 120 milliarder kr. mere om året. På sigt ønsker Labour-regeringen at øge det tal til 3 procent.
Trump-regeringens udmeldinger om annektering af Canada og Grønland og den generelle udenrigspolitiske uforudsigelighed har efterhånden gjort NATO til et fortidslevn. Derfor er briterne også på udkig efter en ny fælles sikkerhedspagt med EU, som ifølge interne EU-kilder kunne blive underskrevet i denne måned.
Starmer-regeringen følger i den sammenhæng også en klassisk liberalistisk logik: Ved at vækste økonomien vil der automatisk blive større råderum til militæret. En del af pengene bliver desuden fundet gennem hårde nedskæringer af udviklingsbistanden.
Fra britisk side er man samtidig meget interesseret i, at britiske våbenfirmaer såsom BAE Systems - verdens sjettestørste våbenfirma - kan deltage i den fælles europæiske oprustning gennem ReArm Europe. Prisen bliver formentlig, at Starmer må acceptere en række indrømmelser på fiskeripolitikken, som i årtier har været et stridsæble mellem Storbritannien og resten af Europa.
Tyskland: Europas motor tager oprustningsteten
I de 23 år, hvor Gerhard Schröder og Angela Merkel sad som tyske kanslere, var den tyske udenrigspolitik kendetegnet ved en liberal forsonings- og samhandelspolitik, der videreførte Wandel durch Handel-filosofien (forvandling gennem samhandel). Den tilgang havde været Tysklands ideologiske omdrejningspunkt siden 1970’erne. Schröders forhold til Putin var så personligt og jovialt, at de i 2000 jokede med, at de var forelskede, mens Merkel samtidig fastholdt en pragmatisk, om end mindre ‘forelsket’ diplomatisk kurs over for Rusland. Tyskland kunne samtidig drage fordel af billig russisk gas og give Rusland et stort økonomisk incitament til at bevare freden.
Efter den russiske invasion af Ukraine er der sket et paradigmeskifte i Tyskland. Det gjorde den nu forhenværende kansler, Olaf Scholz, klart, da han den 27. februar 2022 holdt en tale om Zeitenwende - et historisk vendepunkt - som landet stod over for. Scholz udlagde det således:
“Det centrale spørgsmål er, om magt skal kunne trumfe ret. Om vi tillader Putin at skrue tiden tilbage til det 19. århundrede, stormagternes tid, eller om vi kan holde krigsmagere som Putin i skak. Det kræver en selvstændig styrke.”
“Tyskland har nu det fjerdestørste militærbudget på verdensplan, kun overgået af USA, Kina og Rusland.”
Følelsen af et tysk vendepunkt blev ekstra udtalt efter den årlige sikkerhedskonference i München, hvor den amerikanske vicepræsident JD Vance udviste sin foragt for værtslandets beredskab. Efterfølgende udtalte CDU-leder Friedrich Merz, som i øvrigt havde rost Scholz’ vendepunktstale, at det var slut med at “opføre sig som en dværg”: Nu skulle Europa gøre sig fri af den amerikanske sikkerhedsorden og stå på egne ben, og som Europas motor var det kun naturligt, at Tyskland skulle tage oprustningsteten.
I februar 2022 var det ikke alle, der forstod talens betydning, men de seneste tal viser, at den tyske våbenindustri for alvor er ved at komme op i gear. Tyskland har endda overhalet Storbritannien, hvad angår militærforbrug, og tal fra SIPRI viser, at landet nu har det fjerdestørste militærbudget på verdensplan, kun overgået af USA, Kina og Rusland.
Den største tyske våbenproducent, Rheinmetall, har fået travlt de seneste par år, ikke mindst efter valget af Trump cementerede et billede i den europæiske offentlighed af et større behov for en selvstændig våbenproduktion. Siden den russiske invasion i februar 2022 er Rheinmetalls aktieværdi blevet tyvedoblet, og efter det amerikanske præsidentvalg i november 2024 er virksomhedens værdi tredoblet. Rheinmetall åbner aktuelt nye ammunitionsfabrikker i hele Tyskland og er samtidig gået i gang med at konvertere bilfabrikker til at fremstille militært isenkram.
Som illustration af Rheinmetalls nye produktionskapacitet kan man kigge på produktionen af artillerigranater. Inden 2022 fremstillede virksomheden omkring 70.000 artillerigranater årligt. I 2024 var produktionen tidoblet, og inden for et par år forventes den at overstige 1,1 million granater. Det er i den sammenhæng værd at understrege, at Rheinmetall ikke blot leverer militært udstyr til Ukraine, men at den bugnende ordrebog også hænger sammen med store våbenleverancer til den israelske invasion af Gazastriben.
“Vi er ikke længere den onde bussemand,“ forklarede Rheinmetall-direktør Marco Cordes i et interview med ARD. At Rheinmetall spiller en central rolle i den tyske genoprustning blev understreget i juli 2024, hvor det kom frem, at den russiske militære efterretningstjeneste (GRU) havde haft fremskredne planer om at snigmyrde virksomhedens højt profilerede administrerende direktør Armin Papperger året forinden.
Frankrig: Militær og statusmæssig renæssance
Da den nye sikkerhedspolitiske orden blev etableret i Europa efter Anden Verdenskrig, skete det ikke med fransk billigelse. “Intet land uden sine egne atombomber kan oprigtigt kalde sig uafhængigt”, sagde Charles de Gaulle i 1968. Han havde allerede i 1954 talt for, at Frankrig måtte udvikle sit eget atomprogram og gøre sig fri fra det amerikanske hegemoni. Historisk har Frankrig været blandt de europæiske lande, der i videst udstrækning har fastholdt deres egen uafhængige militærindustri.
For den franske præsident Macron giver den nationale fastholdelse af militæret og den historiske skepsis over for USA nu pote. Han ser både en mulighed for at øge Frankrigs geopolitiske betydning i Europa og for at hive store aftaler hjem til den franske våbenindustri.
Det gælder blandt andet virksomheder som Dassault, der fremstiller det franske kampfly Rafale, rumfart-, fly- og missilgiganten Safran, som blandt meget andet fremstiller AASM-missilet ‘Hammer’, samt Airbus, der fremstiller kamphelikoptere blandt meget andet.
I ægte de Gaulle-ånd har den franske stat også en aktiv rolle som dirigiste, hvor man gennem det statsejede KNDS France fremstiller blandt andet LeClerc-kampvogne og det markedsførende artillerisystem CAESAR. Sidstnævnte vil formentlig ringe en klokke for mange danskere med interesse for forsvarspolitik, da den danske stat i april 2023 donerede samtlige 19 indkøbte CAESAR-systemer til Ukraine.
“Macron ser både en mulighed for at øge Frankrigs geopolitiske betydning og for at hive store aftaler hjem til den franske våbenindustri”.
Det er dog ikke kun i Danmark, at franske våben er blevet en eftertragtet vare. Efter Armeniens forværrede forhold til Rusland, der efter tabet af Nagorno-Karabakh ikke længere betragtes som en troværdig sikkerhedsgarant, er Frankrig trådt ind i rollen som ny forsvarspartner for Armenien. Sidste år købte landet 36 CAESAR-systemer fra Frankrig, efter at de to lande underskrev en militærteknisk samarbejdsaftale.
Også i Indien går de franske våbensystemer som varmt naanbrød, ikke mindst i lyset af den russiske invasion i Ukraine. Mens Rusland fortsat er Indiens største våbenleverandør, har krigen udstillet alvorlige kvalitetsbrister i det russiske isenkram og samtidig begrænset eksportmulighederne, eftersom Rusland selv skal bruge rub og stub på den stillestående invasion. I slutningen af april blev den voksende franske rolle på det globale våbeneksportmarked cementeret med en aftale, der sender 26 nye Rafale kampfly til Indien (cirkapris: 50 milliarder kroner).
Frankrigs militære renæssance blev igen understreget på et pressemøde onsdag med Tysklands Friedrich Merz, som på et symbolsk besøg i sin nye rolle som kansler besøgte Paris. Her talte de to ledere om “dybere bånd” mellem landene, og Merz udtrykte samtidig idéen om, at den franske atomparaply kan udvides til andre EU-lande, herunder Tyskland. Den retorik fra den tyske statsleder er vand på Macrons mølle og hans ambition om en fælles europæisk hær – hvor Frankrig selvfølgelig står i forgrunden. De Gaulle ville uden tvivl have fældet en tåre.
Polen og Baltikum sprænger alle rammer
Mens resten af Europa diskuterer, hvilken promille i omegnen af de 2 procent man skal øge militærbudgetterne til, har man i Polen sagt: hold min pierogi. Her fremlagde Tusk-regeringen sidste år et forsvarsbudget for 2025 på 326 milliarder kr., hvilket udgør næsten 5 procent af landets BNP.
For at sætte den polske oprustning i perspektiv brugte landet under en tiendedel af det beløb ved årtusindskiftet. For blot ti år siden var budgettet stadig under 25 procent af det nuværende. Polen har dermed overhalet samtlige andre NATO-lande, hvad angår militærforbrug som andel af bruttonationalproduktet. USA bruger til sammenligning kun 3,4 procent af den samlede produktion på krudt og kugler, selvom den relative størrelsesforskel betyder, at man stadig er suveræn verdensleder med knap 1.000 milliarder dollars. Kun seks lande - Ukraine, Israel, Algeriet, Saudi-Arabien, Rusland og Kuwait - bruger en større andel af deres BNP end Polen på militær.
“Frygten for en russisk invasion er ikke blevet mindsket af Putins indirekte trusler eller sikkerhedsrådgiver Nikolaj Patrusjevs mere direkte trusler.”
I modsætning til mange af de andre store europæiske lande har Polen dog ikke en veludviklet national forsvarsindustri. Derfor har landet foretaget storindkøb hos blandt andet amerikanske og sydkoreanske våbenproducenter, hvor Polen senest har købt 290 Chunmoo-artillerisystemer og 1.000 K2 'Black Panther'-kampvogne. Gennem joint venture-projekter med sydkoreanske virksomheder håber den polske stat på sigt at kunne udvikle en selvstændig forsvarsindustri, blandt andet inden for missilteknologi. Fra den amerikanske side har Polen investeret massivt i over 400 Abrams-tanks, 36 F35-kampfly, nye Apache-kamphelikoptere og Patriot-antiluftsystemer. Polen er kort sagt i gang med at bevæbne sig til tænderne.
Nord for Polen er Estland det eneste andet EU-land, der bruger over 3,4 procent af sit BNP på militær. Fra 2026 bliver tallet dog skruet endnu mere drastisk i vejret. Premierminister Kristen Michal har meddelt, at man vil bruge mindst 5 procent på forsvar, begrundet i en meget akut invasionstrussel fra Rusland. Som Michal skrev i marts på Twitter: “Rusland har ikke ændret sine mål eller imperialistiske ambitioner.”
Frygten for en russisk invasion er ikke blevet mindsket af Putins indirekte trusler eller sikkerhedsrådgiver Nikolaj Patrusjevs mere direkte trusler. Den russiske spionchef Sergej Narysjkin har ligeledes fremsat ildevarslende trusler mod Estland. I det lille baltiske land har man en meget klar fornemmelse af, at man kunne være næste mål for en russisk aggression såfremt Ukraine blev besejret. Derfor har Estland sendt knap 1,5 procent af sit BNP til ukrainerne ud fra en kalkule om, at Rusland ikke vil kunne mønstre en lynoffensiv mod landet, så længe man er fastlåst i Ukraine.
Også i Litauen oprustes der massivt. Her går frygten på, at Rusland vil angribe den tyndt befolkede Suwalki-korridor, som ligger mellem Belarus og den russiske Kaliningrad-enklave ved Østersøen. Som konsekvens investerer Litauen nu 1 milliard euro i at styrke grænsen til Belarus i øst og Kaliningrad i vest med antitank-miner, overvågningsudstyr, anti-droneteknologi og andet elektronisk krigsmateriel. I samarbejde med Polen er man desuden begyndt at opføre motorvejen Via Baltica, som skal forbedre både den civile - men hovedsageligt den militære - infrastruktur i den udsatte Suwalki-korridor.
Foruden militær oprustning er civilsamfundene i de baltiske lande også ved at afkoble sig fra Rusland på alle tænkelige måder. Russere i Estland har fået fjernet deres stemmeret, og de tre baltiske lande kappede forbindelsen til det russiske elnet i februar 2025. Det har lagt endnu mere pres på forholdet til Rusland, idet Kaliningrad er blevet yderligere isoleret. Rusland har som konsekvens øget antallet af cyberangreb, desinformationskampagner og hybridangreb på blandt andet kabler i Østersøen.
Den potentielle krig
Uanset hvilken retning man vender blikket, bliver der oprustet på det europæiske kontinent. Selv et historisk antimilitaristisk land som Irland skruer militærbudgettet i vejret, mens lande som Spanien og Portugal, der ligger langt fra den aktuelle frontlinje, nu har tænkt sig at sætte yderligere fart på sin ambition om at fordoble sit forsvarsbudget inden 2029.
I januar 2023 beskrev jeg i en kronik i Information den russiske militærmaskine som en kolos på lerfødder. Situationen på slagmarken i Ukraine var stort set den samme som i dag, og denne passage er lige så aktuel som dengang:
“Krigen i Ukraine har således afsløret et paradoks: Mens det russiske militær har vist sig at være markant svagere end antaget, rustes der op, som om det modsatte var tilfældet.”
“Aktuelt udgør Rusland ikke en konventionel militærtrussel mod NATO - heller ikke mod et samlet Europa uden USA i ryggen. Det forhold kommer ikke til at ændre sig, så længe Ukraine-krigen dræner landets ressourcer.”
Rusland har i de mellemliggende 28 måneder ikke formået at erobre en eneste ukrainsk provinshovedstad, og har på ydmygende vis måttet gå tiggergang hos Kim Jong-Un for at smide ukrainske soldater ud af Kursk-regionen. Aktuelt udgør Rusland altså ikke en konventionel militærtrussel mod NATO - og heller ikke mod et samlet Europa uden USA i ryggen. Det forhold kommer ikke til at ændre sig, så længe Ukraine-krigen dræner landets ressourcer.
Skulle Rusland mod forventning overvinde Ukraine, er situationen selvsagt en anden. Så vil særligt landene i Østeuropa stå over for en erfaren hær, der er gearet til en ny krig - og en krigsøkonomi, som har brug for erobringstogter, hvis man skal holde hjulene kørende. Ønsker man at bremse den globale oprustning, er det derfor afgørende, at Ukraine gøres i stand til at vinde krigen. Under Biden-regeringen gav USA ukrainerne våben nok til at holde stand, men frygten for optrapning betød samtidig, at man ikke gav ukrainerne våben nok til at vinde. At USA ikke gav Ukraine et eneste af de 1.200 inaktive F16-kampfly, som står og ruster på et overskudslager i Arizona, understreger Biden-regeringens passive tilgang - men også at styrkeforholdet mellem Rusland og USA slet ikke er sammenligneligt.
Ruslands imperialistiske drømme lever ganske rigtigt i bedste velgående. Putins fascistiske filosof Alexandr Dugin drømmer om et Rusland, der strækker sig fra Dublin til Vladivostok. Den slags drømme står imidlertid sjældent mål med virkeligheden. Adolf Hitler drømte i december 1944 stadig om at vende krigslykken, da han indledte Ardenneroffensiven. Fem måneder senere havde han taget sit eget liv. Som mit nylige interview med den indsigtsfulde økonom Konstantin Samoilov også understregede, er den russiske økonomi presset til bristepunktet, hvilket ikke efterlader meget plads til en invasion af Estland eller Finland, uanset hvad Putin end måtte fantasere om.
Den aktuelle krig
Mens de europæiske lande forbereder sig på en potentiel krig med Rusland, som landet i øjeblikket ikke er i stand til at udkæmpe, glimter spørgsmålet om den aktuelle krig, vi befinder os i, derimod med sit fravær. For selvom Ruslands militærmaskine ikke har udsigt til at vinde over Ukraine, går det anderledes godt med den krig, som landet har erklæret mod de liberale demokratier i bred forstand.
Vi befinder os allerede i en hybridkrig, der ikke mindst har taget form af en informationskrig på nettet. Her florerer russisk propaganda, konspirationsteorier og andre former for desinformation. Informationskrigen virker. Pro-russiske politikere har vind i sejlene i Tyskland, hvor Alternative für Deutschland ivrigt gentager Kremls narrativer. I USA er den nye regering proppet med pro-russiske politikere som Tulsi Gabbard, JD Vance og Steve Witkoff. I Rumænien ser den pro-russiske George Simeon ud til at blive præsident. Han kan slutte sig Ungarns Viktor Orbán, Slovakiets Robert Fico og andre i den voksende gruppe af vatnik-statsledere, som går Ruslands ærinde indefra Europa.
“Oprustningen kan muligvis skabe en følelse af handlekraft, men ingen mængde tanks eller kampfly kan gøre os i stand til at vinde den krig, som Rusland faktisk fører mod Europa lige nu.”
Listen over pro-russiske politikere og kommentatorer i Vesten er så omfattende, at man kunne skrive en bog om det (hvilket jeg har gjort). Pointen er i denne sammenhæng, at vi, snarere end at opruste til den krig, vi aktuelt befinder os i, bruger billioner af kroner på at opruste til et potentielt scenarie. Den russiske stat bruger hvert år 10 milliarder kroner på at sprede desinformation. Oveni det beløb kan vi lægge finansieringen af propaganda via statskontrollerede russiske medier samt de penge, der går til direkte bestikkelse af politikere i Vesten.
Hvad er så politikernes svar på tiltale? Europa-Kommissionen meddelte i april 2025, at man havde afsat 5 millioner euro til at “styrke mediekendskab og modstandsdygtighed over for desinformation.” Det svarer til 0,0006 procent af det beløb, som er allokeret til oprustning i ReArm Europe. Der er en spirende bevidsthed om problemet, og medier som Bellingcat, StopFake, The Insider eller EU’s eget EuvsDisinfo gør en forbilledlig indsats. Alligevel taler tallene deres klare sprog om en fuldstændig negligering af det aktuelle problem.
Oprustningen kan muligvis skabe en følelse af handlekraft, men ingen mængde tanks eller kampfly kan gøre os i stand til at vinde den krig, som Rusland faktisk fører mod Europa lige nu. Tværtimod lyder et genrejst tysk eller fransk militær pludselig knap så tillokkende, hvis det er under Alice Weidels eller Marine Le Pens kontrol. At den slags alliancer hurtigt kan skifte karakter, kan vi blot kaste et blik på Washington for at konstatere.
Den danske regering præsenterede i februar 2025 en bred politisk aftale, som afsætter 120 milliarder kroner ekstra til det danske forsvar frem mod 2033. Lad mig afslutte med at slå et slag for, at bare 10 procent af pengene bliver brugt til at udkæmpe den aktuelle krig snarere end en hypotetisk konflikt.
Hvis den politiske - og generelt samfundsmæssige - vilje var til stede, kunne vi nå langt for relativt få midler. Man kunne for eksempel sætte desinformation på skoleskemaet, oprette en faktatjek-uddannelse eller tilbyde befolkningen gratis kurser i kildekritik på landets aftenskoler. Det lyder muligvis mindre slagkraftigt end flere kampvogne eller et nyt missilforsvar, men jeg garanterer, at pengene er givet bedre ud.