Analyse: Handler Israels krig (også) om gas?
Den israelske invasion af Gaza har tråde til fortidens koloniale kontrol med energireserver. Langt vigtigere er dog Israels sikring af egne energireserver, skriver klimaaktivist Peter Saxtrup Nielsen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
På tiende måned er vi vidne til Israels fortsatte og brutale folkemord i Gaza. Med afsky og forfærdelse kan vi dagligt bevidne den ene massakre efter den anden. USA - og med dem afgørende dele af den vestlige verden - tager aktivt del i dette folkemord, og har efterladt den internationale retsorden i ruiner. Den moralske og demokratiske krise i både Europa og USA er tydelig for enhver og driver disse samfund stadigt tættere på fascismens barbari.
Mens folkemordet bygger ovenpå over hundrede års undertrykkelse af det palæstinensiske folk, er det også nødvendigt for os at åbne en samtale om de strukturelle årsager til udryddelsen af Gaza og en udforskning af, hvilke behov denne afskyelige handling udfylder i det israelske samfund. I denne tekst vil jeg forsøge kort at præsentere den rolle, som det israelske gaseventyr i det østlige middelhav - det Levantiske Hav - spiller. Jeg vil samtidig opfordre interesserede læsere til at undersøge mine påstande og rette eventuelle fejl og mangler. Det er en debat, der fortjener mere åbenhed og diskussion!
Ændret energipolitisk virkelighed
De fleste forbinder sikkert navnet Leviathan med det havuhyre, som Jahve konfronterer i Det Gamle Testamente. I denne verden er det et gigantisk gasfelt i det Levantiske Hav; et gasfelt der er så stort, at forskere har udpeget det som et af de felter, hvis udvikling og udvinding truer alle politiske mål om kontrol med klimaet.
Enhver, med et sporadisk kendskab til undertrykkelsen af Palæstina, kender til den absurde fordeling af havområder, der blev vedtaget af FN i 1947. Indtil begyndelsen af dette årtusinde betød det primært fiskeri- og handelsfordele til Israel, men det har ændret sig. I løbet af de seneste 20 år har det stået klart, at der i det østlige Middelhav eksisterer store uudnyttede reserver af naturgas. Disse reserver er blevet en årsag til en ny energipolitisk virkelighed, hvor Israel er blevet nettoeksportør af energi. Det er en afgørende politisk ændring for en stat, som siden sin dannelse har været afhængig af at kunne importere energi. Den nye virkelighed har været afgørende for de diplomatiske tilnærmelser, som Israel har haft til nogle af sine naboer. En tilnærmelse, der var en del af Hamas’ motivation for angrebet 7. oktober. Navnlig i diktaturstaten Ægypten, hvor morderen Sisi slikker sig om munden ved udsigt til at tilrane sig nogle rester, han kan uddele til sine nærmeste, er den gensidige udvinding på regimets dagsorden.
“Ingen krise er som bekendt for stor til at standse den fortsatte og hovedløse udvinding af fossile brændsler.”
At være selvforsynende med energi tillader en stat at sætte den hjemlige pris. Det forhold bruger mange energieksporterende lande til at håndtere deres interne sociale sammenhæng. For Israel er det ikke noget nyt forhold, da den zionistiske stat historisk har brugt priskontrol til at håndtere social uro i Israel, som også internt forbliver et enormt ulige land. Det nye er til gengæld etablering og beskyttelse af den relativt skrøbelige infrastruktur, som boreplatforme med boringer på over 7500 m2 udgør. Da de er fyldt med flydende naturgas er de et sprængfarligt strategisk mål i enhver væbnet konflikt. Er man gammel nok kan man sikkert huske de utallige brændende oliefelter i Irakkrigene. Det er næppe en skæbne, som Israel har tænkt sig at dele. Hertil kommer, at udvindingen af gassen ikke er et rent israelsk foretagende.
De israelske boringer drives i øjeblikket af bl.a. amerikanske Chevron, som historisk har tjent store penge på amerikanske militære eventyr, og som også her er en del af et større konglomerat. Chevron genoptog allerede 13. november sine boringer efter at have afbrudt dem 7. oktober. Kort forinden (29. oktober) meddelte det israelske energiministerium at den havde gennemført et nyt udbud af gasrettigheder. Ingen krise er som bekendt for stor til at standse den fortsatte og hovedløse udvinding af fossile brændsler.
Selvstændig palæstinensisk økonomi undergravet
Dette fik i slutningen af sidste år nogle kommentatorer til at forestille sig, at gasspørgsmålet var det afgørende spørgsmål i forhold til den israelske stats strategi. Debatten om dette spørgsmål er desværre døet ud. Men det er afgørende at understrege, at den menneskelige faktor ikke kan skrives ud af politik. Undertrykkelsen og udryddelsen af palæstinenserne er drevet af et komplekst net af økonomi, fordomme og umenneskeliggørelser. Modstanden mod dette er drevet af alt menneskeligt. Penge alene er et tomt sprog og får først sin virkelige form, når det kombineres med menneskelig ambition. I den konkrete konflikt er den form israelsk og vestlig kolonial tænkning.
Ikke desto mindre er det samtidig sandt, at opdagelsen af gas førte til dét, der blev kaldt det endelige dødsstød til Oslo II-aftalen. Da der blev opdaget gas i det Levantiske Hav blev der også opdaget et felt i havet ud for Gaza. Selvom det er meget mindre end de felter, det ligger i israelsk farvand, ligger det ikke lige så dybt. Eksistensen af de reserver ville derfor kunne udgøre en afgørende del af det økonomiske grundlag for en palæstinensisk stat. Ehud Barak afviste i 1999, at Palæstina kunne få lov til at få penge fra udvindingen af den gas, og undergravede således en fremtidig mulighed for en uafhængig palæstinensisk økonomi. Israel tilbød dengang at betale palæstinenserne i “varer og ydelser” i et udtryk for kolonial arrogance, der (også) kendetegner zionismen.
Da USA kort efter den 7. oktober besluttede at sejle verdens største hangarskib med en mindre tilhørende flåde til Det Levantiske Hav, er det næppe konspiratorisk at forestille sig, at det var forbundet de milliard-investeringer, som amerikanske udvindingsselskaber har i netop det hav. De investeringer kunne hurtigt blive en meget skrøbelig front for Israel, hvis konflikten udvidede sig, et scenarie som USA's 'show of force' også handlede om at undgå.
Krig og fossil umenneskelighed
Foreløbigt har ingen nordiske olieselskaber involveret sig i udvindingen af naturgas fra Det Levantinske Hav. Russiske Gazprom har rettigheder til at udvikle felter for en række af Israels naboer, men har ikke været i stand til at starte en produktion endnu. Perspektiverne om den produktion, samt behovet for at beskytte den slags investeringer fra egne virksomheder har uden tvivl været en del af årsagen til, at Rusland besluttede sig for at sønderbombe Syrien, eftersom landets diktator Bashar al-Assad gav Putin flådebasen Tartus som tak.
“Det igangværende folkemord og besættelse er derfor også - men ikke kun - en krig om retten til at ødelægge verden gennem konstant udvidelse af de fossile brændstofreserver”
Det er i den sammenhæng afgørende, at de israelske boreplatforme, der drives af blandt andet amerikanske Chevron (som fik en ny koncession på udvinding så sent som 27. juni 2024) er inden for rækkevidde af de raketter, der kan affyres fra Gazastriben (og Libanon). Udviklingen af det israelske gaseventyr, som er en enorm investering med milliarder af dollars bundet op på skrøbelig infrastruktur, er dermed truet af modstanden mod Israels besættelse.
Israels tilraning af den absolutte hovedpart af gasfelterne i det Levantiske Hav er med andre ord betinget af, at denne kapitalkoncentration kan beskyttes mod enhver palæstinensisk modstand. Det igangværende folkemord og besættelse er derfor også - men ikke kun - en krig om retten til at ødelægge verden gennem konstant udvidelse af de fossile brændstofreserver og det hovedløse krav om, at de skal udnyttes til det sidste. Det er også et perspektiv, der er vigtigere for Israel end overtagelse af de mindre gasreserver i Gaza.
Sætter man olie-og gasudvindingen i forhold til, at det israelske militær har destrueret et af de mest omfattende solcelleenergi-systemer i verden under sin operation i Gaza, er det svært ikke at læse den fossile umenneskelighed ind i krigen. En sådan umenneskelighed har været kendetegnende for vestlig besættelse og aggression i Levanten i over 180 år, siden englænderne sønderbombede Acre med deres første militære brug af dampskibe i 1840. Formålet var dengang at forhindre den egyptiske konge Mehmet Ali i at udvikle en tekstilindustri, men midlet var dampmotoren og brugen af fossile brændsler. Nu er målet de fossile brændsler og midlet den fuldstændige afvisning af selvstændighed og lighed for de arabiske folk. Historien er grusom i sin ironi.
Alle, der stiller sig i solidaritet med det palæstinensiske folk må forstå og inddrage disse perspektiver og udvikle alliancer med de økologiske bevægelser, der samtidig har så meget at lære fra den daglige palæstinensiske modstand og dens uafhængige udvikling af sol- og vindenergi. Uden at glorificere, hvad nøden tvinger vores søstre og brødre til, repræsenterer Gaza i dag et nexus for en ny forståelse af utallige kampe.
Det gælder også kampen for klimaet.
 | A guest post by
|
Der er nogle problemer med denne her analyse og de starter helt i starten af analysen, hvor der tales om "energireserver" i stedet for "gasreserver". Det er givetvist rigtigt, at der er noget gas, der kan tages op af det østlige Middelhav, men om betalingen for det ender i Gaza, Ramallah, Tel Aviv eller Jerusalem er nok af mindre betydning for de amerikanske olieselskaber, der står for udvindingen. På mange måder kunne en tostatsløsning være en fordel for de amerikanske olieselskaber, da de nok lettere kunne indtage en dominerende position i den palæstinenske økonomi end den israelske økonomi, der trods sine problemer er både rigere og mere diversificeret.
Hvad olieindustrien til gengæld har behov for, er i højst mulig grad at være normaliseret og bredt accepteret. Israel er det land i Mellemøsten med den mest diversificerede økonomi og de fleste af Israels geopolitiske modstandere er oliestater. Det så man mest tydeligt med krigen i 1973 og den efterfølgende oliekrise, hvor de arabiske lande stoppede eksporten af olie for at pressen Vesten til at stoppe støtten til Israel.
Oliekrisen inspirerede i 1973 til bilfrie søndage, vindmøller, energieffektiviseringer o.l. og mens det i 70'erne mest var en krusning på overfladen, har man i dag både noget teknologi og en klimabevælgelse, der står klar til at gribe mulighederne, så vi kan omstille til et fossiltfrit samfund. Israel har om nogle en interesse i en omstilling til et fossilfrit samfund, da det ville underminere økonomien i mange af Israels geopolitiske modstandere, at de ikke kunne sælge deres olie.
Og det så netop denne politisering af fossiløkonomien, oliebranchen gerne vil undgå, og den bedste mulighed her er at gøre Israel til en oliestat som naboerne. Oliebranchen har arbejdet i arabiske lande i mange år og kunne givetvist sagtens have arbejdet i en Palæstinensisk stat, men de har dårligt råd til at Israel skulle få blod på tanden og vise verden, hvordan man kan lave et samfund, der ikke bruger olie og gas, for det er givetvist et eksempel, mange andre lande gerne ville lære af.