Carole Cadwalladr: Journalister i alle lande, foren jer om Palæstina!
"I har intet andet at tabe end jeres fejhed og apati over for de virksomheder, der ejer jer. Noget bliver nødt til at ændre sig." Læs den prisvindende journalist Carole Cadwalladrs kampråb her.
Lyt til artiklen her.
Debatindlæg er udtryk for skribentens holdning. Kontakt os hvis du selv har noget på hjerte, eller giv din mening til kende i kommentarfeltet.
For to uger siden var jeg til den internationale journalistfestival, en årlig begivenhed omkranset af den smukke italienske by Perugias bakketoppe. Dejligt for dig, tænker du måske, og det var det skam også, men det er nu ikke pointen i denne artikel, selvom historien ganske vist begynder med vin en forårsaften på en smuk italiensk plads, omgivet af journalistiske venner fra nær og fjern.
Foreløbigt ville du have ret i, at historien har en ulidelig selvfedme, men så tog en af mine venner pludselig en dyb indånding.
“Er det… Wael Al-Dahdouh? sagde hun chokeret og pegede på en mand få meter væk, som var på vej gennem menneskemængden.
Det var Wael Al-Dahdouh. Selvom hans navn måske ikke ringer en klokke, har du nok set nogle af hans virale nyhedsklip på de sociale medier, hvor han er iført en blå jakke med PRESSE skrevet henover. Han var redaktionschef for Al Jazeeras kontor i Gaza, hvor han har rapporteret om den ene uhyrlighed efter den anden, herunder den, hvor han under en reportage opdagede, at et missil havde dræbt hans kone, hans syvårige datter og hans 15-årige søn. Fem nevøer og niecer samt hans 18 måneder gamle barnebarn blev dræbt i samme angreb.
To måneder senere stod han bøjet over liget af sin anden søn, Hamza, som havde fulgt i hans fodspor som journalist og også arbejdede for Al Jazeera. Han fortsatte sine reportager.
Manglende solidaritet bider medierne i røven
En skarp kognitiv dissonans overvældede mig. Wael har set og oplevet ting, der er uden for vores forestillingsevne, men som samtidig er blevet livestreamet til vores telefoner, mens verden har gjort… intet. Og nu stod han så i Perugia og mængede sig med den internationale presse. Han virkede som en mand, der desperat ønskede at være alle andre steder end her.
“Jeg har læst en masse selvhævdende artikler om pressefrihedsdagen i medier, som ikke har udvist skyggen af solidaritet med palæstinensiske journalister - eller forstået, at den mangel på solidaritet kommer til at bide dem selv i røven. .”
Vi stod udenfor Perugias største hotel, Brufani, som også spillede en mindre rolle i Mussolinis vej til magten: I 1922 var det blevet omdannet til den fascistiske leders hjem og stedet, hvor han planlagde “Marchen mod Rom”, kuppet, der sendte Mussolini til magten. Det var blevet sent, og en kølig forårsbrise havde lagt sig over Perugia, der ellers koger af aktivitet om dagen. Det var pludselig blevet svært at ignorere.
Alt virker normalt, men er det ikke. Wael er et symbol på det forkerte. Han har mistet sin familie i en række krigsforbrydelser, som er forblevet ustraffet, trods hans aktive dokumentation af dem.
Ingen er blevet stillet til ansvar. Den internationale forargelse mangler koordination. Men her gik han alligevel rundt blandt os.
To dage senere ved en anden fantastisk kulisse, San Francesco-kirken i Prato fra 1200-tallet, fortalte Wael sin historie.
For ham var det mest chokerende ikke, hvad Israel havde gjort, men hvad det internationale samfund ikke havde gjort. Allermest graverende var det, vi ikke havde gjort: det internationale journalistsamfunds fravær.
“Vi følte os helt alene”, sagde han. Manglen på solidaritet var det hårdeste at bære, sagde han. Journalist efter journalist blev myrdet, men hvor var de internationale mediers reaktion?
Det var et skammeligt øjeblik.
Jeg skrev om Waels historie i The Nerves nyhedsbrev i sidste uge. Vi lagde også en video og transkription af Waels talk på hjemmesiden. Alligevel følte jeg et behov for at genbesøge det af flere, forbundne årsager.
3. maj var det Verdens Pressefrihedsdag. I går (5. maj) var det en britisk helligdag, en fridag for befolkningen, hvor vi fejrer forårets gamle ritualer i forbindelse med majs komme. I mange lande er det samtidig arbejdernes kampdag.
Den her artikel handler om at forbinde de to begivenheder, ikke mindst fordi jeg har læst en masse selvhævdende artikler om pressefrihedsdagen i medier, som ikke har udvist skyggen af solidaritet med palæstinensiske journalister - eller forstået, at den mangel på solidaritet kommer til at bide dem selv i røven.
Dødbringende år for journalistikken
Jeg vil også markere to mærkedage. For et år siden gav the Guardian avisen the Observer væk efter protester fra 93 procent af de ansatte journalister. Det er også et år siden, jeg gik tilbage på scenen hos TED og holdt en talk om mine journalistiske erfaringer med at få tegnet en skydeskive på ryggen og få mundkurv på. Det var både tænkt som en advarsel og en opfordring til handling.
Sammen med en række forhenværende kolleger på the Guardian/Observer har jeg startet et nyt medie, fordi det føltes som det vigtigste, jeg kunne gøre i øjeblikket. Uden uafhængige medier er vi dømt til undergang. Uden pressefrihed er der ingen frihed som sådan.
Gaza har været den mest dødbringende konflikt for journalister - nogensinde. Israel har myrdet 232 journalister siden oktober 2023, hvilket overstiger dødstallet i begge verdenskrige, Vietnamkrigen, Balkankrigene og den amerikanske invasion af Afghanistan tilsammen.
Det abnorme er blevet normalt
Hvad der sker med journalister i Gazastriben, er imidlertid kun toppen af isbjerget. Den seneste rapport fra Journalister uden grænser viser, at pressefriheden på verdensplan er på sit laveste i 25 år. Den skrumper overalt i forbløffende tempo. USA lander i år på en chokerende plads nummer 64 efter lande som Namibia, Timor-Leste, Montenegro, Tonga, Elfenbenskysten, Liberia, Samoa, Panama, Botswana, Gabon og Ghana.
Det seneste år er store dele af den amerikanske presse blevet overtaget eller uskadeliggjort. CBS er blevet revet itu indefra og har fået ødelagt sin redaktionelle troværdighed, efter at være blevet opkøbt af Ellison-familien - en af Trumps tætte allierede, som i forvejen havde overtaget TikTok og lige nu forsøger også at opkøbe Warner Bros. Hvis dén 500 milliarder kroner store handel går igennem, får Ellison dermed også kontrol med CNN blandt mange andre medier.
“Trumps angreb på Iran er et kognitivt våben, som han har vendt mod sin egen befolkning. Og alle os andre. Det gør os følelsesløse.”
Demonstranter er blevet skudt i gaderne, mens de journalister, som har dækket demonstrationerne, er blevet anholdt. Washington Post, som også ejes af en Trump-støttende milliardær, har fyret flere hundrede journalister og kastreret det redaktionelle indhold, mens ejer Jeff Bezos vasker blodet af hænderne gennem sit sponsorat af gårsdagens Met Gala. Samtidig har Federal Communications Commission-formand Brendan Carr truet nyhedsmedier med at fratage dem sendetilladelsen, hvis deres dækning af Iran-krigen er ‘forvrænget’.
Når jeg sammenligner situationen i dag med for et år siden, er det svært at forstå, at min TED talk skabte så meget furore både på nettet og ved selve konferencen. Her advarede jeg om, hvilke konsekvenser ægteskabet mellem Silicon Valley og Trumps autoritære ledelse ville få. Et år senere er meget af det, jeg advarede om, kunne ske, allerede sket.
Angrebene på journalister, tavsliggørelsen, virksomhedskuppet af medier og den totale overgivelse er nu en realitet. Det er ikke længere et forvarsel, men vores virkelighed. Det totale, altopslugende magtbegær, der strømmer ud af Silicon Valley, har i parringen med Trumps USA bekendt sin dystopiske kulør og givet os en hallucinerende krig, som fodres af hallucinerende algoritmer, der bomber skoler og blokerer handelsstræder af grunde hinsides enhver logik, fornuft, rationalitet eller historisk hukommelse.
Trumps angreb på Iran er et kognitivt våben, som han har vendt mod sin egen befolkning. Og alle os andre. Det gør os følelsesløse. Det er det, som har ændret sig det seneste år. Det hele er gået som forudsagt, men vi er løbet tør for chok og forargelse. Det abnorme er blevet normalt. Det må vi bare acceptere.
Men det er ikke normalt. Intet af det er normalt. Det mindede Waels forpinte ansigt mig om i Perugia.
Ledelsesgangenes kujoner
I Perugia var mit møde med Wael som at se fortidens spøgelse i Charles Dickens’ Et juleeventyr, men også fremtidens spøgelse. Hans familie blev myrdet af et land, som mit eget hjemland støtter og forsyner med våben; et land, hvis leder er tæt allieret med tech-branchens regenter, hvis produkter er vævet ind i vores dagligdag, som indgår aftaler med vores regeringer, som er blevet syet ind i selve statens fundament.
Hvordan kan det være normalt? Det er ikke normalt. Det er en skændsel. Og Wael havde ret, da han på den største scene, foran verdenspressen, ved den største journalistkonference, kaldte vores moralske svigt for en katastrofe. Han har også ret i, at det, der er blevet gjort mod journalister i Gaza, de målrettede mord, som ikke har haft konsekvenser, breder sig til resten af verden.
Der er dog én ting, han tager fejl i. Efter talen fandt jeg ham udenfor i selskab med den fremragende graverjournalist Hoda Osman, der er chefredaktør i Den Arabiske Sammenslutning af Graverjournalistik. Jeg havde mødt Hoda til en anden konference, hvor hun havde fremlagt en detaljeret gennemgang af sagen om endnu en Gaza-journalist, der var blevet myrdet af israelske soldater og efterfølgende var blevet overrumplet af en amerikansk producer iblandt publikum, som beskyldte hende for at gå Hamas’ ærinde.
“Du er ikke alene”, sagde jeg til Wael, mens Hoda oversatte. Der er mange journalister, der støtter dig. Jeg pegede på kvinden ved min side, Sangita Myska, en tidligere BBC-journalist, som blev fyret uden varsel fra sit værtsjob på Storbritanniens største kommercielle radiostation, LBC, fordi hun havde lavet et kamplystent interview med en israelsk embedsmand.
“Det er ledelsegangene i de vestlige medier, som er problemet, ikke journalisterne,” sagde jeg.
De har ikke opført sig som ledere, men er i stedet krøbet i skjul eller gledet helt udenom emnet. Der har været en udtalt mangel på lederskab; et tomrum i dets sted. Det er ikke, fordi nyhedsmedierne ikke kan finde ud af at samarbejde. For et års tid siden var samtlige forsider i de britiske medier - trods store ideologiske forskelle - prydet af en fælles kampagne med overskriften “Make it Fair”, der kritiserede regeringens planer om at undergrave copyright-lovgivningen. De handlede i fællesskab ud fra egeninteresser. Det virkede! Regeringen trak forslaget tilbage.
Det er muligt. Bare ikke lige på det her område. Sidste sommer organiserede Journalister uden grænser, en af verdens mest fremtrædende pressefrihedsorganisationer, et fælles nyhedsblackout i samarbejde med Avaaz (amerikansk NGO, red.) og bad nyhedssider om at gøre deres forside sort i solidaritet med de palæstinensiske journalister. Sådan her så den libanesiske avis L’Orient Le Jours forside ud:
De libanesiske journalister forstod selvfølgelig, at det var deres tur næste gang. Sådan endte det også: for nylig sendte det grusomme mord på Amal Khalil antallet af dræbte libanesiske journalister op på 21 siden 7. oktober. 250 medier fra hele verden tilsluttede sig kampagnen (ingen store danske medier tilsluttede sig blackout-kampagnen, red.), men der var overvejende tale om små, uafhængige medier med britiske Independent som en af de bemærkelsesværdige undtagelser. De store spillere ville ikke lege med.
Min tidligere arbejdsgiver, the Guardian, var blandt de markante vestlige medier, som afslog, trods ihærdige forsøg fra avisens ansatte på at ændre holdningen og trods den fare, avisens egne korrespondenter og freelancemedarbejdere arbejdede under.
Et spørgsmål om frygt
Det fører mig tilbage til, hvorfor denne artikel skal udgives netop nu. For første maj - Arbejdernes Kampdag - og tredje maj - Verdens pressefrihedsdag - bliver nødt til at ses som to sider af samme mønt.
Den solidaritet, som gav os grundlæggende rettigheder og dannede baggrund for arbejderbevægelsens opståen, har altid været en solidaritet mellem mennesker, ikke organisationer, ikke ledelser eller bestyrelser. Derfor kan vi heller ikke overlade forsvaret af pressefriheden til redaktører eller topchefer, som i stigende grad har gjort pressefrihedsdagen til et management-greb. I et af de mest anspændte møder under the Guardian-sagen indrømmede en af direktørerne, at dagen var “en af de bedste muligheder for at tjene penge på brandet.“
“New York Times kommer til at sole sig i deres seneste Pulitzer. Men hvad gjorde de for at beskytte, forsvare, og kæmpe for retfærdighed for Algorrhas kolleger? Intet!”
Vi har her at gøre med ledere (med en årsløn i millionklassen), som ikke bruger dagen på at kræve retfærdighed for folk som Wael al-Dahdouh, men på at fundraise til dem selv, alt imens de glemmer at forsvare den mest grundlæggende rettighed for journalister: at leve.
Selvom jeg er henrykt over ugens nyhed om, at den palæstinensiske fotojournalist Saher Algorrha har vundet Pulitzerprisen for sine fantastiske billeder fra Gaza, bragt i New York Times, da sultkatastrofen var på sit værste (se billeder i gaveartiklen her), var det netop, mens han fotograferede de grufulde begivenheder og selv var i stor risiko og på sultens rand, at New York Times-ledelsen afviste at slutte sig til det globale nyheds-blackout, der skulle sætte fokus på hans myrdede kolleger. Hvorfor? New York Times kommer til at sole sig i deres seneste Pulitzer. Men hvad gjorde de for at beskytte, forsvare og kæmpe for retfærdighed for Algorrhas kolleger? Intet! Der er masser af ting, Times kunne have gjort. Det er et valg.
De samme management-typer er også dem, der fraråder journalister at lave opslag på sociale medier om “kontroversielle” eller ømtålelige emner. Fra et redaktionelt perspektiv giver det muligvis mening at fastholde en vis objektivitet på politisk følsomme spørgsmål, men mord på journalister er en krigsforbrydelse, ikke en politisk stillingtagen. Den overvældende og vedvarende tavshed fra alle andre end en håndfuld journalister handler formentlig om en frygt for at bryde disse ‘sociale medie-normer’, en lydighed, der forstærkes af tavsheden fra toppen. Hvis redaktørerne turde sige noget, ville de være frie til at gøre det samme.
Kanariefuglen skriger i kulminen
Journalister med mere snusfornuft end jeg selv ville ikke skrive disse ord og ville være langt mere tilbageholdende i at kritisere deres tidligere arbejdsgivere eller endda medier i almindelighed. Jeg vælger at tage bladet fra munden, fordi pressefrihed er et prisme på alt andet, der foregår lige nu. Det er omdrejningspunktet i en gordisk knude af demokratisk forfald og autoritært overtag. Waels budskab er, at hver eneste støttende gestus har betydning. De giver ham håb, sagde han.
“Det er naivt at tro, at overgrebene mod journalister i Palæstina og Libanon er undtagelsen der bekræfter reglen. Reglerne har ændret sig.”
Det var særligt hans brug af ordet ‘solidaritet’, eller rettere manglen på samme, der talte til mig. Jeg ved, hvordan det føles, hvordan det kan få blodet til at koge, hvor ynkeligt taknemmelig man kan blive for enhver lille almisse af støtte. Derfor står jeg i gæld til de pressefrihedsorganisationer, som gik i brechen for mig. Derfor må jeg gøre det samme for andre nu.
Det underlige er, at nyhedsmedierne ikke forstår, at det er i deres egen interesse. At de ikke forstår, hvad der snart rammer dem selv. Selv ikke New York Times. Med sin magt, penge og prestige er de muligvis den sidste fæstning, der bliver indtaget, men man behøver ikke have Kassandras profetiske evner for at forudsige, at selv de får brug for hjælp udefra. Den igangværende kastrering af de amerikanske medier er en advarsel til os andre, og det er naivt at tro, at overgrebene mod journalister i Palæstina og Libanon er undtagelsen, der bekræfter reglen. Reglerne har ændret sig. Der er nye regler. Konsekvensfrihed er den vigtigste af dem.
Pressefriheden er kanariefuglen, der hiver efter vejret i kulminen. Gaza er nøglen til at forstå, hvad der er på vej. Mord på journalister er kun begyndelsen. Det afskyelige ‘Fredsråd’ er et privatiseret FN drevet af nogle af de værste mennesker på kloden. Dets ombygningsplaner er en realisering af tech bro-drømmen om ‘netværksstater’, lande uden indbyggere, kun undersåtter og forbrugere, der holdes i ørerne af en omnipotent CEO.
Derfor må første maj være et forbillede for tredje maj. Vores kolleger bliver myrdet, og hvis vi ikke forsvarer dem, hvem gør så? Dæmningen kan og skal kollapse. Journalistisk solidaritet må være over for hinanden, ikke vores virksomheds-herremænd. En enkelt, fremtrædende journalist hos New York Times, Nick Kristof, tog endelig bladet fra munden i denne uge. I the Nerve udgav vi for et par uger siden BBC’s rutinerede udenrigskorrespondent John Simpsons reportage om mord på journalister - i sig selv en besværlig affære, da han skulle have den godkendt af BBC News’ chef. Nu er Sunday Times’ udenrigskorrespondent Christina Lamb også trådt frem med en opfordring til en international undersøgelse af forbrydelser mod journalister. Der er sprækker i dæmningen.
De individuelle stemmer viser lederskab fra bunden. Det kan lade sig gøre. Det er selv ansatte ved Google DeepMind i London ved at indse. De har talt ud om virksomhedens samarbejde med det amerikanske krigsministerium, og nu er det også kommet frem, at de har oprettet en fagforening.
Det er præcis det, fagforeninger er sat i verden for. Og det er det, vi har brug for lige nu. En forening af fagforeninger. Det er lektien fra første maj; at lederskab ikke kommer fra chefredaktører og de vestlige mediers direktionsgange. For dem er det ligegyldigt. Jeg tror på, at tusindvis af journalister verden over ikke finder det ligegyldigt. Wael er ikke alene. Vi står sammen med ham. Nu skal vi finde svar på spørgsmålet: hvordan gør vi vores stemmer hørt?
Carole Cadwalladr og Europanyt © Oversat af Morten Hammeken.
Carole Cadwalladr er undersøgende journalist med fokus på sammenstødet mellem demokrati og teknologi. Hun afslørede Cambridge Analytica/Facebook-skandalen og er tidligere blevet nomineret til Pulitzer-prisen. Efter mange års ansættelse hos the Guardian stiftede hun i 2025 The Nerve sammen med en række tidligere kolleger. Følg Carole på Substack her.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.