Den patriotiske landsforræder
Brexit-toppolitikeren Nathan Gill har indrømmet at modtage bestikkelse fra den russiske stat. Skandalen efterlader briterne med åbne spørgsmål om korruptionens omfang - men medierne er tavse.
I disse postfaktuelle tider, hvor sandheden kan være svær at klemme ud af populistiske politikere, har den tidligere leder af United Kingdom Independence Party (UKIP) i Wales gjort noget usædvanligt. Han har indrømmet, at han har modtaget bestikkelse fra den russiske stat for at sprede propaganda og falske narrativer.
Nathan Gill hedder manden, der nu har skabt furore på sociale medier og i britisk politik. Spørgsmålet på mange briters læber er, hvorvidt der er tale om en enlig landsforræderisk svale, eller om Gills indrømmelse blot er toppen af isbjerget. For at gøre Europanyts læsere klogere på den sag, har jeg talt med nogle af Storbritanniens fremmeste eksperter på desinformation, korruption og den hybridkrig, som Rusland fører imod hele Vesten.
Lad os starte fra begyndelsen.
Kometen Gill
Da Nathan Lee Gill stillede op til lokalvalget i den walisiske flække Llanbedrgoch i 2012, fik han færrest stemmer blandt alle kandidater. Blot to år senere blev han topkandidat for UKIP i Wales til EU-valget i 2014, efter den siddende parlamentariker John Bufton, trådte tilbage. Det er rimeligt at sige, at Gills politiske karriere var kometisk. Som en komet på himlen brændte hans karriere dog også ud med tilsvarende hastighed.
På de sociale medier beskrev Nathan Gill sig selv som en mand, der “elsker sin Gud, sin familie og sit land,” og som “ikke er bange eller skamfuld over at være patriot.” På hans Twitter-profil kunne man frem til september 2021 få daglige opdateringer om, hvorfor coronavacciner er farlige for børn, hyldester til det forestående Brexit og kritiske kommentarer til pressefriheden i Ukraine.
Topmålet af ironi blandt de knap 27.000 opslag finder vi i august 2021. Her kommenterer Gill spydigt, hvordan BBC ikke tør nævne partifarven på det tidligere parlamentsmedlem for Labour, Jared O’ Mara, som på det tidspunkt blev sigtet (og senere dømt) for bedrageri. Men blot en måned senere bliver der stille på Gills sociale medier.
“Der er ikke tale om et kaninhul. Det er en fucking grotte.”
I september 2021 bliver Nathan Gill tilbageholdt af det britiske antiterror-politi i Manchester lufthavn. Han får konfiskeret sin telefon, og hans hjem i det nordlige Wales bliver kort tid efter ransaget. Politiet får hurtigt indsamlet beviser for, at han har fået penge under bordet for at sprede russiske narrativer om krigen i Ukraine.
I januar 2025 bliver han bag lukkede døre sigtet for otte tilfælde af bestikkelse. Gill tilstår alle forhold, men erklærer sig uskyldig i en niende sigtelse for selv at have forsøgt at bestikke andre.
“En fucking stor grotte”
Tilbage står spørgsmålet om, hvem det så var, som Nathan Gill angiveligt forsøgte at hverve til sagen på vegne af Rusland. Hvor dybt stikker det russiske kaninhul?
“Der er ikke tale om et kaninhul, Morten. Det er en fucking stor grotte”, forklarer den britiske journalistveteran John Sweeney på vanlig bramfri manér.
Disclaimer: Jeg har kendt John i mange år, og har oversat en af hans bøger til dansk. Jeg fanger ham i telefonen, mens han sidder på en café i Kyiv og drikker kaffe med en ukrainsk kollega.
For den tidligere BBC-krigskorrespondent er spørgsmålet ikke, hvorvidt Gill arbejdede for Rusland på egen hånd, men hvor mange andre, man kan finde beviser imod.
“De her mennesker er yderst påpasselige, når det drejer sig om ikke at efterlade et pengespor. Det gør det svært at bevise, hvem der ellers har modtaget russiske penge,” siger Sweeney og uddyber:
“Hvad vi kan sige med sikkerhed, er, at politikere som Gill, der bliver købt af Rusland, ikke blot får penge for at læse en tale op. De forventes at levere insider-viden om andre potentielle kandidater: hvem har knaldet med hvem, hvilke knapper kan man trykke på hos folk på vigtige poster og så videre.”
Allerede i 2014 var der tegn på, at Gill var blevet købt af den russiske stat. Få dage efter den russiske invasion af Krimhalvøen holdt Gill en tale i Europa-Parlamentet, hvor han placerede ansvaret på NATO og EU’s skuldre.
“Ukraine er en bufferzone mellem NATO og Rusland. EU har fjernet denne bufferzone og kan potentielt køre NATO-kampvogne frem til den russiske grænse. Vi er i gang med at smide brænde på et bål, som EU har tændt,“ sagde Gill dengang.
Man kan i den sammenhæng påpege, at der siden 1949 havde været NATO-kampvogne på den russiske grænse til Norge, eller at både Polen (1999) og de baltiske lande (2004) på det tidspunkt havde været medlemmer af alliancen i over et årti.
Noget af det mest interessante ved Gills russisk sponserede tale er den gentagne brug af kendeordet ‘the’ foran Ukraine. Det er en retorisk finte, som sår tvivl om Ukraines status som selvstændigt land, og i stedet reducerer det til noget mere diffust; et område, et grænseland eller en oprørsk provins. Det er en betegnelse, som er dybt stødende for de fleste ukrainere.
Den ukrainske forræder
UKIP-politikerens forbindelse til Rusland går gennem Ukraine og det tidligere parlamentsmedlem Oleg Volosjin. Det var Volosjin, som mindst otte gange sørgede for at give Gill en pose penge til gengæld for positiv omtale fra talerstolen. I Ukraine var Volosjin i forvejen på den lange liste over kollaboratører, som forsøgte at undergrave landet indefra. Det arbejde begyndte formentlig endnu før, Rusland havde erobret Krimhalvøen og besat store dele af Donbas-provinserne i 2014.
“Sagen udstiller, hvor meget vi fortsat lukker øjnene for nogle realiteter, som man fik øjnene op for i Ukraine for mange år siden.”
Fra 2008 til 2019 arbejdede Volosjin som kulturattaché på ambassaden i Moskva. Her fik han kontakt til den amerikanske lobbyist Paul Manafort, som har bygget sin karriere på at lave PR-arbejde for en række af verdens værste diktatorer, fra Mobutu i Zaire til Marcos i Filippinerne. Mest berygtet er nok hans arbejde for Ukraines tidligere præsident Viktor Janukovitj, der resulterede i en dom på 7½ års fængsel. Trump benådede senere Manafort.
Da Oleg Volosjin i 2020 fra talerstolen i det ukrainske parlament udtalte, at Ukraine burde opgive drømmen om en dag at få Krimhalvøen tilbage, blev han overhældt med grøn maling (seljonka) af vrede demonstranter.
Volosjin blev i februar 2023 sat på anklagebænken af den ukrainske sikkerhedstjeneste, som på det tidspunkt havde indsamlet beviser for, at han i 2020-2021 havde arbejdet for den russiske stat på at undergrave Ukraine indefra. Volosjin var også på den lange liste over russiske embedsmænd og kollaboratører, som blev sanktioneret af EU, Canada og USA den 24. februar 2022.
Volosjin er i dag eftersøgt for landsforræderi i Ukraine. Retssagen imod ham er dog in absentia, altså uden Volosjins tilstedeværelse. Elleve dage før den store invasion flygtede han til Belarus sammen med sin kone, Nadzeya Borodina ‘Sass’, og har senere fået russisk statsborgerskab. Nadzeya Borodina vender vi tilbage til om lidt.
“For ukrainerne er historien om Volosjin [og Gill] hverken overraskende eller noget særligt - blot endnu en forræder blandt mange. De har andet at bekymre sig om. Men sagen udstiller, hvor meget vi fortsat lukker øjnene for nogle realiteter, som man fik øjnene op for i Ukraine for mange år siden,” siger John Sweeney.
“En drøm, der gik i opfyldelse”
Spørgsmålene nager fortsat. Hvad har Volosjin fået for pengene til Gill? Kan han være et enkeltstående råddent æble, eller har andre haft fingrene nede i Kremls store pengekasse?
“Selvom Gill nu er blevet dømt, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål. Reform UK har for eksempel lige opstillet Llŷr Powell til parlamentsvalget i Caerphilly. Han var sagsarbejder for Nathan Gill, da denne var leder af Reform UK i Wales,“ siger den politiske kommentator Arthur Snell til Europanyt. Llŷr Powell nægtede på en pressekonference torsdag at have kendt til sin tidligere chefs korruption.
“Brexit var en drøm, der gik i opfyldelse for russerne. Ingen spillede en større rolle end Farage i at få det til at lykkes.”
Også andre røgsignaler gør mistanken om en større brand i Reform UK svær at ignorere. Der er for eksempel stadig det ubesvarede spørgsmål om, hvor de 70 millioner kroner, som finansmanden Arron Banks kastede efter Leave.EU-kampagnen, kom fra. Efter i første omgang at have nægtet alle forbindelser til Rusland, udover en enkelt ‘våd frokost‘ med ambassadøren, kom det frem, at der havde fundet mindst 11 møder sted op til Brexit-afstemningen.
Det store spørgsmål kredser om Nigel Farage. Han nægtede også i juni 2018 at have mødt den russiske ambassadør, Aleksander Jakovenko, inden Brexitafstemningen. Et foto af Farage og Jakovenko fra maj 2013 afslørede det som en løgn.
I de seneste meningsmålinger har den populistiske Reform UK-leder udsigt til at vinde det næste britiske parlamentsvalg og blive ny britisk premierminister. Har Rusland udsigt til at få installeret sin mand i Downing Street 10?
“Brexit var en drøm, der gik i opfyldelse for russerne. Ingen spillede en større rolle end Farage i at få det til at lykkes,” siger John Sweeney.
Når samtalen falder på Ukraine, har Farage gentaget en række af de samme russiske narrativer, som Gill nu har indrømmet at have modtaget penge for. I en tale i 2014 forklarede Farage, hvordan EU med sin ‘imperialistiske trang til at udvide’ havde provokeret Rusland. Den britiske EU-politiker har samtidig fremlagt en række andre russiske narrativer om Ukraine. NATO har fremprovokeret ‘konflikten’. Putin er i virkeligheden Vestens allierede (i kampen mod islamisk terrorisme). Euromajdan var et vestligt støttet kup. Talen er nærmest en tro kopi af Gills. Farage bruger endda den samme nedsættende betegnelse om the Ukraine som partifællen Gill.
Nuvel. Selvom Farage og den nu bestikkelsesdømte Gill siger de samme ting, og selvom hans politiske ambitioner har flugtet med Kremls drømme, er der ikke nogen konkrete beviser for, at han har fået del i Moskva-guldet. Farage kan oprigtigt have haft de holdninger, som Gill havde for penge. Brexit var jo heller ikke kun et ønske i Moskva, men havde opbakning i et flertal af befolkningen.
Særligt ét billede gør mistanken svær at lægge fra sig. På den ene side af billedet står Nigel Farage, og ved siden af ham står den belarussiske Nadzeya Sass – konen til den russiske spion Volosjin.
Er det endnu et underligt sammentræf?
Europanyt har kontaktet Nigel Farage for at spørge, hvilket forhold han har til Oleg Volosjin og hans kone. Den britiske politiker har ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Britisk berøringsangst?
Historien om Nathan Gill og de russiske bestikkelsespenge er en skandale, som igen udstiller et dybt infiltreret politisk landskab i Storbritannien. Hvad der er lige så opsigtsvækkende som selve historien, er mediernes reaktion. Sagen har nemlig langt fra fået den opmærksomhed, som man kunne have forventet. Med spionage, storpolitik og dramatiske anholdelser har den ellers alle de klassiske ingredienser til at være forsidestof, eller i det mindste til at tiltrække nogle graverjournalisters opmærksomhed.
“Aviserne lader i det store hele ikke til at være interesserede i at dække sagen. De rapporterer fakta om anholdelsen, men undersøger ikke historien bag,” siger John Sweeney.
“Målet var at gøre mig tavs. Det lykkedes - endda i en grad, hvor al kritisk journalistik om Banks og finansieringen af Brexit ophørte.”
Hvordan kan de ellers så sensationslystne britiske medier modstå fristelsen? For at forstå det, skal vi igen spole et par år tilbage til tiden efter Brexit-afstemningen. I 2019 sagsøgte Arron Banks, forretningsmanden med de våde frokoster, den walisiske journalist Carole Cadwalladr for bagvaskelse.
“Jeg begyndte at skrive om russiske påvirkningskampagner og mulig indblanding i 2017. Angrebene startede med det samme. I første omgang var det trusler på nettet, blandt andet om vold. Da jeg sammen med Peter (Jukes, redaktør på mediet Byline Times, red.) afslørede en række af Arron Banks’ samtaler med russiske embedsmænd op til Brexit-valget, blev der skruet op for blusset,” fortæller hun til Europanyt.
Banks mente, at Cadwalladrs påstand om, at han havde løjet om sit forhold til den russiske regering, var injurierende. Retssagen blev en uskøn affære, og efter at have tabt sagen i første omgang, fik Banks medhold ved en appeldomstol i ét af sagens tre anklagepunkter. Det betød, at Cadwalladr skulle betale over en million pund i sagsomkostninger. En række pressefrihedsorganisationer, heriblandt Journalister uden Grænser og Den Europæiske Journalistsammenslutning, kritiserede søgsmålet i skarpe vendinger. De betegnede det som en strategisk retssag mod offentligt engagement, eller SLAPP, som det forkortes på engelsk.
Europarådet skærpede i 2024 reglerne mod SLAPP-søgsmål. Men hvis målet var journalistisk tavshed, må det siges at have været en succes i Storbritannien. Endda i en grad, som har fået selv tidligere magtfulde rådgivere til at undre sig.
“Det manglende mediepres på Farage, [Richard] Tice, [Zia] Yusuf, [Lee] Anderson m.fl. når det gælder Nathan Gill og den russiske bestikkelsesskandale er mind blowing,” skrev Alastair Campbell, som er tidligere spindoktor for Tony Blair.
“Målet var at gøre mig tavs. Det lykkedes - endda i en grad, hvor al kritisk journalistik om Banks og finansieringen af Brexit ophørte. Den britiske presse er enten ikke interesseret i at undersøge sagen nærmere, eller også er den blevet skræmt væk,“ siger Carole Cadwalladr.
Cadwalladr fik heller ikke megen støtte fra arbejdsgiveren the Guardian, og blev nødt til at crowdfunde dækningen af retsomkostningerne. Hun har ikke opgivet kampen for at komme til bunds i den britiske bestikkelse. Sammen med fire kvindelige kolleger fra sin tidligere arbejdsplads har hun startet det nye medieprojekt The Nerve.
“Navnet er vokset ud af, at der mere end nogensinde er behov for mere nerve i nyhedsmedierne,” siger Carole afsluttende.
Måske bliver det her, vi finder næste kapitel i sagen om den russiske stats lange tentakler ind i britisk politik?
Europanyt har rettet henvendelse til Reform UK. De har ikke ønsket at kommentere sagen.
