Den store guide til alternative medier, del 1: Fem af de bedste
En urskov af nye medier udfordrer mainstream-pressen. Fra dygtige graverjournalister til desinformation og plattenslagere får du her en guide til alternative medier på nettet.
Som journalist med fokus på europæisk politik, konspirationsteorier og desinformation bliver jeg ofte spurgt ind til lødigheden af forskellige nyhedsmedier. Hvad er solide kilder til informationer - og hvad er noget bras, som gør dig dummere? Med de mange muligheder på internettet kan det være svært at navigere i. Derfor får du her en guide til alternative medier.
Selvom jeg kunne anbefale en række andre medier uden for de fleste danskeres nyhedsblik, som fx det tyske kvalitetsmedie Deutsche Welle, eller et medie som Al Jazeera, der ofte har langt bedre dækning end sit ry, kaster vi i denne omgang kun et blik på ægte alternative medier. Det skal her forstås som uafhængige medier, der hverken er finansieret af regeringer, licenspenge eller ejet af store mediekoncerner.
Ud fra samme devise optræder propagandamedier såsom FOX News, TeleSur, Russia Today (RT) eller CCTV+ heller ikke på listen. Der er ganske vist meget dårligt at sige om dem, men det gemmer vi til en anden god gang.
I artiklen kommenterer jeg på engelsksprogede medier, da det er her, vi finder de største alternative nyhedskilder. Det er samtidig de medier, som har den største relevans for dig, som gerne vil orientere dig mod både europæisk politik og resten af verden. Der findes utvivlsomt masser af kvalitetsmedier på lokale sprog, som jeg ikke har forudsætninger til at evaluere ordentligt. En liste med danske alternative medier kommer på et senere tidspunkt.
Lad os med den afklaring på plads kigge nærmere på nogle af de bedste alternative nyhedsmedier med fokus på international politik.
1. Bellingcat
Innovativ graverjournalistik af høj kvalitet - banebrydende reportager om Israel og Ukraine
Grundlagt: 2014
Hjemmeside
Da Eliot Higgins en dag skulle vinde en diskussion på nettet, opdagede han et redskab, som inden længe skulle ændre på internetkulturen og graverjournalistik: Ved hjælp af satellitbilleder kunne han verificere, hvorvidt en video var ægte. Den teknik skulle senere blive en hjørnesten i hans research om borgerkrigen i Syrien, hvor han på bloggen Brown Moses undersøgte flere hundrede videoer og vurderede deres ægthed.
I 2014 startede amatørdetektiven Higgins det undersøgende journalistfællesskab Bellingcat, som tiltrak ligesindede online-detektiver. Navnet blev foreslået af Peter Jukes, og henviser til en gammel engelsk talemåde - belling the cat. Det henviser til et middelalderfolkeeventyr, hvor en gruppe kløgtige mus sætter en klokke rundt om halsen på en kat, så de altid kan høre, når den kommer. Bellingcat’s selvforståelse er med andre ord som den medie-mus, der finder modet til at advare de andre.
Bellingcat kom for alvor på det journalistiske verdenskort, da de gravede i sagen om det malaysiske passagerfly (MH17), som blev skudt ned i luftrummet over Lugansk i 2014. Ved hjælp af satellitbilleder og offentligt tilgængelige billeder, indsamlet på sociale medier, kunne Bellingcat i november 2014 afsløre, at flyet var blevet skudt ned af et russisk Buk jord-til-luft-missilsystem, som var blevet fragtet over grænsen til de russiske separatister. De uafhængige internetdetektiver overhalede således de nederlandske myndigheders officielle undersøgelse, som nåede frem til samme konklusion.
Bellingcat har senere brugt de samme ‘open source intelligence’-metoder, i daglig tale kaldet OSINT, til blandt andet at dokumentere Ruslands brug af klyngebomber under invasionen af Ukraine samt en række andre russiske krigsforbrydelser. Mediet har i det hele taget været en af pionererne for den bølge af små OSINT-fællesskaber, som de seneste år er vokset frem på sociale medier som Twitter/X og Bluesky.
I samme periode som Bellingcat startede, lancerede en nederlandsk aktivistgruppe OSINT-projektet Oryx, som særligt fokuserede på borgerkrigen i Syrien og krigen i Nagorno-Karabakh mellem Aserbajdsjan og Armenien. Oryx-stifterne Stijn Mitzer og Joost Oliemans har desuden begge arbejdet for Bellingcat. Her kan også fremhæves den danske OSINT-blogger Oliver Alexander, som har specialiseret sig i at afsløre russiske falske flag. Alexander fik stor international opmærksomhed, da han gennemgik den amerikanske journalist Seymour Hersh’s eventyrfortælling om sprængningen af Nordstream.
Foruden dækningen af den russiske invasion i Ukraine har Bellingcat også udmærket sig i sin dækning af den israelske invasion af Gazastriben. Her benytter mediet de samme innovative redskaber, som i første omgang satte dem på medielandkortet. Du kan blandt andet høre analyser af lydoptagelser, som dokumenterer israelske angreb på nødhjælpskonvojer, læse dybdegående journalistiske reportager, som forklarer omstændighederne ved mordet på den palæstinensisk-amerikanske journalist Shireen Abu Akleh.
Hvad enten det drejer sig om geolokalisering af ødelæggelsen af hospitaler i Gaza, unikke fotoreportager fra oprøret i Bangladesh eller sporing af Ruslands sanktionsomgående kornsmuglingsoperation, er Bellingcat ikke blot et alternativ til mainstreammedierne, men et toneangivende medie, som inspirerer alle andre.
2. The Insider
Sikkerhedspolitik, faktatjek og fake news. The Insider er Kremls svorne fjende
Grundlagt: 2013
Hjemmeside
Hvis du interesserer dig for skæg og blå briller, skal du læse The Insider. Her kommer du hurtigt til at erfare, at virkelighedens spioner kan være lige så farlige som dem, du kan læse om i en John Le Carré-roman. The Insiders metier er grundige analyser fra verdens brændpunkter, skrevet af eksperter på deres områder.
The Insider blev grundlagt af den russiske journalist og aktivist Roman Dobrokhotov, som også tidligere var med til at stifte det liberale og pro-EU 5. december-parti. Efter den store invasion, der begyndte i februar 2022, er samtlige reelle russiske systemkritikere enten blevet fængslet eller flygtet ud af landet. Det gælder også Dobrokhotov, der ligesom resten af The Insiders russiske ansatte - og omkring 1.500 andre journalistkolleger - er draget i politisk eksil. Mediet har i dag hovedkvarter i Letlands hovedstad Riga.
En af The Insiders største scoops var afsløringen af den enhed i sikkerhedstjenesten FSB, som i årevis havde forgiftet russiske oppositionspolitikere, herunder Alexej Navalnij, Vladimir Kara-Murza og Nikita Isajev. Mediet har også afsløret den russiske stats cyberenhed Fancy Bear, som blandt andet gennemførte en hack-og-læk-operation mod Frankrigs præsident Emmanuel Macron under dennes valgkamp i 2017.
En af The Insiders andre helt store historier var afsløringen af den tidligere Wirecard-direktør Jan Marsalek. Den østrigske playboy viste sig ikke blot at have deltaget i svindel og selskabstømning for milliarder, men også at have arbejdet for den russiske efterretningstjeneste i årevis.
Marsalek flygtede i 2020 til Rusland, hvilket også blev afdækket af The Insider i samarbejde med Süddeutsche Zeitung og det udenrigspolitiske medie New Lines, som dengang havde Michael Weiss som redaktør. Weiss, som også havde arbejdet for CNN og Daily Beast er i dag redaktør for The Insider. Marsalek pendler nu mellem Dubai, Moskva og det nordlige Afrika, hvor han efter sigende forsøger at overtage Jevgenij Prigosjins plads som lejesoldatschef. Hvis den udvikling interesserer dig, er der ikke noget bedre sted at holde sig opdateret end The Insider.
The Insider står ikke overraskende højt på Kremls fjendeliste. Den russiske militære efterretningstjeneste (GRU) blev i 2025 afsløret i et mordkomplot mod mediets bulgarske journalist Christo Grosev. Han har tidligere arbejdet for Bellingcat og var her med til at afsløre et GRU-sponseret kupforsøg i Montenegro i 2016, og var ligeledes med til at afsløre russiske lejemordere i Berlin. Ved attentatforsøget på afhopperen Sergej Skripal i 2018, var Grosev også med til at afsløre lejemordernes identitet. De viste sig at være GRU-agenter, som var taget til Salisbury i det sydengelske for at smøre Novitjok-nervegas på hans dørhåndtag.
Blandt Grozevs største ‘forbrydelser’ var hans hjælp med at få smuglet Roman Dobrokhotov ud af Rusland i 2021: En ting er vestlige kritikere: at hjælpe russiske ‘forrædere’ tilgiver Kreml-regimet ikke. En russisk domstol udstedte efterfølgende en arrestordre mod Grosev, og tidligere på året kom det frem, at en gruppe spioner overvågede ham i Storbritannien og havde skygget ham i blandt andet Østrig og Montenegro. Spionringen var styret af ingen ringere end Jan Marsalek, og planlagde også at kidnappe Dobrokhotov. De modtog lange fængselsdomme.
Som disse og en række af The Insiders andre afsløringer viser, er virkeligheden ofte fuldt på højde med fantasien inden for spionverdenen. Den slags historier kan du læse mange flere af i det prisvindende gravermedie, der samtidig er en påmindelse om, at modige russere stadig kæmper mod Kreml-diktaturet.
3. Proekt
Dybdegående journalistik fra russiske ildsjæle i eksil
Grundlagt: 2018
Hjemmeside
Vil du have hurtige, aktuelle nyheder om dagens vigtigste emne? Så er det ikke i Proekt, du skal lede. Her finder du i stedet lange, grundige journalistiske exposés, som ofte er kulminationen af årelange undersøgelser.
I spidsen for arbejdet står de russiske journalister Roman Badanin og Maria Zholobova. Ligesom stort set alle andre regimekritiske russiske journalister lever de i dag i eksil. For Badanins vedkommende blev han dog tvunget på flugt allerede inden invasionen af Ukraine begyndte, da Proekt i juli 2021 fik æren af at være det første russiske medie, som blev sat på listen over ‘uønskede organisationer’. Maria Zholobova havde også længe været persona non grata for Kreml-regimet, da hun som nyhedsredaktør for avisen Kommersant i 2013 havde lækket en historie om, at Putins spindoktor, Dmitrij Peskov, havde indrømmet foran en lukket forsamling, at regimet aldrig nævnte Alexej Navalnijs navn for ikke at give ham “opmærksomhed.” Den reportage kostede hende jobbet.
I forbindelse med forbuddet i juli 2021 blev fem af mediets ansatte udpeget som ‘fremmedagenter’. Det var næppe et tilfælde, at den statslige repression kom blot en måned efter, at Proekt havde meddelt, at man ville udgive en afsløring af indenrigsminister Vladimir Kolokoltsevs korruption og dennes mange ejendomme. Trods anholdelser af mediets journalister udgav de alligevel undersøgelsen. Den er desværre ikke tilgængelig på engelsk, men Meduza har lavet en grundig opsummering.
Proekt kan siges at følge i det fodspor, som Alexej Navalnijs team i Antikorruptionsfonden (FBK) har været pionerer for. Har du allerede set nogle af de detaljerede dokumentarer, som FBK har udgivet i spillefilmslængde - for eksempel Putins Palads eller Kald ham ikke Dimon - vil du kunne genkende formlen i Proekts arbejde. Her bliver superkorruptionen på magtens tinder også udstillet gennem grundigt journalistisk graverarbejde.
Proekt og FBK arbejder også jævnligt sammen og har blandt andet lavet opfølgende reportager om Vladimir Putins dekadente livsstil bag den fromme facade. For Proekt-journalister - og andre russiske regimekritikere - er det med livet som indsats.
Blandt de absolut bedste Proekt-reportager er dokumentaren Kadyrovs Vertikal, der undersøger den tjetjenske krigsherre Ramzan Kadyrovs vej til magten. I løbet af 2½ timer afdækker den arven fra faderen Akhmat, forbindelsen til organiseret kriminalitet og de mange mord på såvel rivaler, regimekritikere som familiemedlemmer. Roman Badanin afslørede også historien om Elizaveta Krivonogikh, Putins hemmelige datter med rengøringsassistenten Svetlana Krivonogikh, der lever et liv i luksus i Paris, og som for nylig blev afsløret i at arbejde for et galleri med antikrigskunst.
Desværre er det ikke alt Proekts indhold, der har fået tilføjet engelske undertekster, så dele af indholdet er begrænset af dit kendskab til russisk. En del af videoerne er heldigvis blevet forsynet med undertekster på mediets YouTube-kanal, hvor du blot skal huske at slå dem til i indstillinger.
4. Byline Times
Magtmisbrug og skandaler i britisk politik - og et skarpt blik på den politiske udvikling i resten af verden.
Grundlagt: 2019
Hjemmeside
Disclaimer: Jeg skriver selv for Byline Times fra tid til anden. Du kan læse mine artikler for mediet her.
En ny slags avis. Ingen oligarker, ingen regeringslakajer, ingen reklamer. Bare læserstøttet journalistik. Sådan beskriver Byline Times’ redaktør og medstifter Peter Jukes’ mediets mission. Hans egen fortid er ellers i en lidt anden boldgade. Som manuskriptforfatter har han tidligere skrevet thrillere og detektivserier for BBC og arbejdet på prisvindende serier som Waking the Dead og Sea of Souls.
Jukes’ flair for det dramatiske skinner også igennem i fortællestilen på Byline Times, hvor undersøgende reportager og podcasts ofte bliver pakket ind i dragende vinkler og velvalgt baggrundsmusik. Hvis du godt kan lide at høre Genstart på P1, er det sikkert lige noget for dig.
Jukes har parret sin teaterbaggrund med journalistisk tyngde og har blandt andet samarbejdet tæt med den prisvindende journalist Carole Cadwalladr om en række afsløringer i britisk politik. I 2018 afslørede duoen i the Guardian at rigmanden Arron Banks, som var en af pengemændene bag Leave.EU-kampagnen, der kulminerede med Brexit, havde holdt en række møder med ‘diplomater’ fra den russiske ambassade i London. Banks lagde året efter sag an mod Cadwalladr i et såkaldt SLAPP-søgsmål, der skulle true andre journalister til tavshed.
Senest har Jukes og Cadwalladr lavet den særdeles lytteværdige podcast-serie Sergei and the Westminster Spy Ring, som optrevler en russisk indflydelsesoperation på britisk politik gennem et årti. Den kan du lytte til på Spotify eller Cadwalladrs journalistiske projekt The Citizens, som i sig selv er en slags opgør med de store teknologivirksomheder. Du kan også følge Cadwalladrs journalistiske arbejde her på Substack.
Ligesom en række andre journalister hos the Guardian og Observer-konglomeratet stoppede Cadwalladr i protest over et corporate takeover, hvor Tortoise Media i december 2024 overtog det velrenommerede gamle britiske mediehus. For Byline Times var det endnu en bekræftelse på, at selv landets ældste journalistiske institutioner er ved at blive indlemmet i de store mediegiganters monopolisering.
Byline Times er et skarpt defineret liberalt-progressivt medie, som ikke er bange for at tone rent flag i sit politiske ståsted. Mediet lader til at se det som en af sine fremmeste opgaver at afsløre Nigel Farages hykleri og de tomme løfter, der kendetegner hans populistiske retorik. Samtidig langer man ofte ud efter mainstreammediernes rolle i normaliseringen af det ekstreme højre, og du kan derfor læse kritiske reportager om både BBC og den britiske tabloidpresse.
Selvforståelsen som en slags medievagthund flyder ofte sammen med mediets andre temaer, ikke mindst hvad angår dækningen af Israel/Palæstina. Her har Byline Times for eksempel afsløret BBC-ledelsens rolle i at censurere en dokumentar om redningsarbejdere i Gaza.
På søstersiden Byline TV finder man desuden fremragende dækning af Ukraine-krigen fra britiske krigskorrespondenter som Oz Katerji, der for nyligt udgav den prisvindende dokumentar The Battle for Kyiv, samt Caolan Robertson, der var med til at stifte tv-afdelingen. Robertson gik for nyligt viralt, da han interviewede den cypriotiske vatnik Fidias Panayiotou, som på pinagtig vis forsvarede kidnapningen af 20.000 ukrainske børn.
Ildsjæle som Jukes, Cadwalladr, Katerji og Robertson understreger vigtigheden af et medie som Byline, der udfordrer den britiske mainstreampresse. Hvis du er typen, der elsker festivaller med en politisk dimension, men har fået nok af Heartland, kan du desuden overveje at tage til Bylines årlige festival i juli.
5. Zeteo
Mehdi Hasans enmandshær trækker læsset og udfordrer mainstreammediernes troværdighed
Grundlagt: 2024
Hjemmeside
Da MSNBC i november 2023 fortalte Mehdi Hasan, at de havde tænkt sig at droppe hans aftenshow søndag i bedste sendetid, kunne han have valgt at blive hængende i en mindre rolle til samme løn. I stedet traf den principfaste journalist et karakteristisk valg og forlod tv-netværket i protest.
Den officielle forklaring på, at netværket efter tre år havde valgt at droppe The Mehdi Hasan Show, var et ønske om at ‘ryste posen’ og blive mere konkurrencedygtig i den eftertragtede sendetid. Mange mente dog, at baggrunden for Hasans degradering var hans borende, kritiske dækning af Israels invasion af Gazastriben. Som Demokraten Ro Khanna kommenterede på Twitter/X, var det påfaldende, at beslutningen faldt så tæt sammen med den israelske invasion. Hasan meddelte indledningsvist, at han blev hos MSNBC i en mindre rolle, men forlod netværket allerede i januar 2024.
Få måneder senere var han klar med et nyt medie, hvor han selv indtog hovedrollen. Med lanceringen af Zeteo var der med det samme lagt op til at udfordre Hasans tidligere arbejdsgiver og konkurrere om det kritiske centrum-venstre segment, som ikke følte sig repræsenteret af mainstreammediernes dækning. Zeteo definerede sig som en “uafhængig platform, hvor skarpe sandhedsvidner kan udfordre mainstreammediernes fortællinger.”
Siden har Mehdi Hasan ikke blot fastholdt sin skarpe kritik af Israels krigsforbrydelser og det igangværende folkemord i Gazastriben, men også taget kritikken til højder, som ikke var mulige inden for rammerne af at være MSNBC-vært. På det dagligt opdaterede medie udfolder Hasan sig i sin karakteristiske rolle som en slags hybrid mellem meningsdanner og journalist, hvor der både er plads til personlige holdninger og kritiske interviews. Hasan viger heller ikke tilbage for kritisk selvrefleksion. I et nyligt afsnit af Mehdi Unfiltered tager han for eksempel en kritisk diskussion med FN’s fødevarechef om de 14.000 børn, som var i akut fare for at dø af sult, og hvordan udmeldingen herom er blevet vendt imod Palæstina-bevægelsen.
Zeteo har også lavet stærke dokumentarer, som Hvem Dræbte Shireen, der handler om mordet på den palæstinensisk-amerikanske Al Jazeera-journalist Shireen Abu Akleh, som blev skuddræbt af israelske soldater under dækningen af en israelsk razzia i maj 2022. Siden da er 221 palæstinensiske journalister blevet dræbt under Gaza-invasionen, mens også ti libanesiske og fire israelske journalister har mistet livet.
Foruden den journalistiske enmandshær Mehdi Hasan, har Zeteo også rekrutteret en række andre berømtheder fra den britisk-amerikanske venstrefløj. På Zeteo finder du derfor også indhold fra den canadiske forfatter Naomi Klein, den britiske journalist Owen Jones og Cynthia Nixon, der har skiftet Sex and the City ud med politisk aktivisme og næsten vandt guvernørposten i New York i 2018. Mediet huser også nogle af verdens skarpeste journalister, såsom Pulitzer-vinderne Spencer Akerman og Viet Thanh Nguyen.
Det giver næsten sig selv, at den slags højprofilerede satsning ikke er helt gratis. Zeteo er derfor som det eneste medie i denne guide delvist bag betalingsmur – hvilket betyder, at du ofte kan se og læse uddrag, mens det fulde indhold er forbeholdt betalende støttemedlemmer. Men god journalistik koster penge, og Zeteo er blandt de bedste. Hvis du ønsker at få dækket verdens brændpunkter - og særligt Mellemøsten - på en anderledes og langt mere kritisk måde end den, du finder på DR eller i Politiken, er det derfor værd at overveje et støttemedlemskab, som giver dig hele oplevelsen.
Andre gode alternative medier:
The Anti Corruption Foundation
The Intercept
Iranwire
Mada Masr
Middle East Eye
Mother Jones
New Lines
Novara Media
Posle Media
Raw Story
Læs med i næste afsnit, hvor vi gennemgår de værste junkmedier, desinformationssider og plattenslager-blogs. Har vi glemt et godt alternativt medie? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet.
