Den store guide til alternative medier, del 2: Fem af de værste kilder til misinformation
Nye projekter skyder op og udfordrer mainstream-medierne. Fra dygtige graverjournalister til desinformation og plattenslagere får du her en guide til alternative medier på nettet.
Som journalist med fokus på europæisk politik, konspirationsteorier og desinformation, bliver jeg ofte spurgt om lødigheden af forskellige nyhedsmedier, ikke mindst når det drejer sig om alternative medier.
Alternative medier skal her forstås som uafhængige medier, der hverken er finansieret af regeringer, licenspenge eller ejet af store mediekoncerner. Derfor optræder propagandamedier som FOX News, TeleSur, Russia Today (RT) eller CCTV+ heller ikke på listen. Dem er der ganske vist meget dårligt at sige om, men det gemmer vi til en anden god gang.
I det følgende kan du læse om nogle af de værste kilder til misinformation, konspirationsteorier og gemen plattenslageri. Mens nogle bruger betegnelsen ‘junkmedier’ om denne form for alternative medier, mener jeg, at den betegnelse er for neutral. Der er ofte tale om projekter, som fordrejer sandheden - eller direkte lyver - med et større ideologisk sigte. I andre tilfælde bliver løgn og clickbait brugt til at skaffe loyale læsere, som er villige til at kaste penge efter medierne eller afledte produkter.
I første del af guiden har jeg forsynet den med links til de omtalte medier, så du selv kan vurdere deres lødighed. Det har jeg af to årsager valgt ikke at gøre med nedenstående liste over konspirations-, plattenslager- og desinformationsmedier. For det første ønsker jeg ikke at give dem trafik og dermed potentielt reklamepenge. For det andet er det min erfaring, at folk desværre ofte falder i ‘ragebait-fælden’ og linker til disse sider uden at gøre deres publikum eksplicit opmærksom på, at der er tale om misinformation og propaganda. Jeg har dog linket til enkelte konkrete påstande for at udstille absurditeten. Ønsker du derudover at se nærmere på disse, er Google din ven.
I artiklen kommenterer jeg på engelsksprogede medier, da det er her, vi finder de største alternative outlets. Det er samtidig de medier, der har den største relevans for dig, som gerne vil orientere dig mod resten af verden. Der findes utvivlsomt masser af kvalitetsmedier/desinformationsmedier på lokale sprog, som jeg ikke har forudsætninger for at evaluere ordentligt. En liste med danske alternative medier kommer på et senere tidspunkt.
Lad os med den afklaring på plads kigge nærmere på nogle af de mest skadelige alternative medier.
1. Breitbart
Højreradikalt medie mainstreamer racisme og kvindehad
Grundlagt: 2007
Da Andrew Breitbart i 2005 startede en blog, som bar hans eget navn, havde han næppe turdet håbe på at skabe et medie, der skulle ændre den politiske onlinekultur. 20 år senere har Breitbart været det mest indflydelsesrige medie for den højreradikale amerikanske bevægelse, som udsprang af Tea Party-bevægelsen og senere definerede sig selv som alt-right - den ‘alternative højrefløj.’
Breitbart havde fra starten fået investoren Steve Bannon med ombord. Den tidligere flådeofficer havde skiftet karrierespor og var blevet investor hos Goldman Sachs, hvilket havde givet ham økonomisk råderum til også at blive producer i Hollywood. Bannons plan var at bruge dele af sin formue på at gøre perifere, nationalkonservative holdninger til en del af mainstreamen.
Ti år senere var Bannon blevet chef for Donald Trumps valgkamp i 2016, ikke mindst fordi hans erfaringer fra Breitbart med at manipulere og fordreje virkeligheden passede som fod i hose for Donald Trumps egen valgkampsstrategi. Breitbart støbte de postfaktuelle kugler, mens Trumps store rækkevidde på de sociale medier kunne få det radikale, virkeligheds-frakoblede budskab til at nå så langt ud som muligt. Til formålet blev virksomheden Cambridge Analytica, hvor Bannon sad i ledelsen, brugt til at identificere de nemmeste ofre for manipulation, som blev skræddersyet til at ramme netop deres svage punkter. Med Bannons ord var det en “dræbermaskine”, som skulle aflive den politiske kultur i USA. Bannon har endda indrømmet, at Breitbart bruger løgn og vildledende vinkler til at manipulere sine læsere.
Da Andrew Breitbart døde i 2012, stod en række andre højreradikale kræfter klar til at fortsætte hans arbejde. Bannon blev direktør i Breitbart samme år, mens Ben Shapiro, en speedsnakkende og stærkt konservativ ortodoks jøde, blev redaktør. Shapiro var akademiker og så et intellektuelt landskab, der var inficeret af ‘kulturmarxisme’ og hjernevaskede ungdommen. For at ændre på det havde han ikke noget problem med at gradbøje sandheden, og i 2013 udgav han blandt andet en historie på Breitbart om, at Obamas forsvarsminister Chuck Hagel havde modtaget penge fra gruppen Hamas’ Venner. Det var løgn fra ende til anden. Året efter udgav Breitbart en historie om, at en islamistisk folkemængde havde sat ild til en kirke i Dortmund. Det viste sig også at være pure opsind. Den slags eksempler er utallige.
På Breitbart finder du ofte overskrifter, som har til formål at chokere, forarge og skabe frygt. Eksempler som “prævention gør kvinder utiltrækkende og sindssyge”, “Sydstatsflaget forkynder en glorværdig arv” eller “Homorettigheder har gjort os dummere, det er på tide at komme tilbage i skabet”, er ikke så meget udtryk for desinformation, men bare ekstremt reaktionære holdninger. Selvom mediet også gerne udgiver desinformation og fordrejede nyheder, er det ofte denne tilgang, der er mest effektiv i propagandaøjemed. Det bekræfter folk med misogyne eller racistiske holdninger i, at deres holdninger er acceptable.
For at understøtte strategien med at normalisere-gennem-forargelse ansatte Breitbart også den britiske højreekstremist og provocateur Milo Yiannopoulos som redaktør for technyheder. Han begyndte at arbejde tæt sammen med amerikanske nynazister som Devin Saucier og Richard Spencer, der fik indflydelse på, hvilke historier mediet skulle bringe. Yiannopoulos’ stjerne falmede efter en række videoklip, hvor han havde talt for de positive aspekter ved pædofili, men efter at være blevet droppet af Breitbart fandt han nye samarbejdspartnere, blandt andet nynazisten Nick Fuentes og MAGA-kongresmedlemmet Marjorie Taylor Greene.
Donald Trumps valgsejr i 2016 var på ironisk vis et slag for Breitbart. Selvom mediet gennem Bannons dobbeltrolle havde promoveret den nye præsident, gav Cambridge Analytica-metoderne og deres indvirkning på valget øget opmærksomhed. Det fik en lang række store virksomheder til at trække deres reklamer fra siden, og læsertallet faldt drastisk, ikke mindst efter den nynazistiske “Unite the Right”-hadmarch i Charlottesville i 2017, hvor en moddemonstrant blev kørt ihjel. Begivenheden satte fokus på alt-right-bevægelsen, som ikke længere var en ubetydelig subkultur, men nu hviskede i præsidentens øre. Bannon blev fyret af Trump i 2017. Med genvalget af Trump i 2024 har Breitbart ligeledes fået en renæssance.
2. The Grayzone
Russisk desinformationsblog udnytter venstrefløjens bias
Grundlagt: 2014
Forbundet til: KitKlarenberg.com, Pushback with Aaron Maté, Russia Today, Useful Idiots
Hvis du tilhører den yderste del af den danske venstrefløj og interesserer dig for international politik, er der gode odds for, at du allerede er stødt på The Grayzone. For den anti-amerikanske læser er det en guldgrube af artikler, der kan forsyne dig med ammunition til at kritisere amerikansk imperialisme. Konspirationsteorierne står i kø og væves ofte sammen med legitime kritikker af USA og Vestens optræden.
Før The Grayzone blev lanceret, havde stifteren Max Blumenthal arbejdet for en række andre medier af både større og mindre kaliber, med klummer i blandt andet New York Times, Huffington Post, The Nation og The Daily Beast. Her havde han været kritisk over for den syriske diktator Bashar al-Assad, hvilket havde kostet ham en stilling som skribent for det libanesiske Hezbollah-styrede medie Al Akhbar. Så tog Blumenthal et smut til Rusland for at fejre det russiske propagandamedie RT’s (tidligere Russia Today) tiårsjubilæum. Her befandt han sig i selskab med vatniks som Jill Stein og den tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, der sad til bords med selveste Vladimir Putin.
Kort tid efter rejsen til Moskva blev The Grayzone grundlagt i december 2015. Pludselig fik tonen en anden lyd. Assad forsvarede nu demokratiet i Syrien mod en vestlig konspiration. Redningsarbejderne i De Hvide Hjelme arbejdede for al-Qaeda. Ruslands invasion af Krimhalvøen - og senere resten af Ukraine - var i virkeligheden Vestens skyld.
Det store spørgsmål er, om Blumenthal mon var taget hjem fra Rusland med rubler i kufferten? Finansieringen af The Grayzone er omgærdet af mystik, og hverken Blumenthal eller Maté har nogensinde ønsket at oplyse, hvem der betaler for konspirationsbloggen. Én af de trofaste støtter er dog med stor sandsynlighed den tidligere Pink Floyd-sanger Roger Waters, som i 2023 blev afsløret i at have givet store donationer til mediet. Waters optræder også jævnligt i The Grayzone, hvor han spreder et væld af konspirationsteorier om alt fra Ukrainekrigen til de kinesiske koncentrationslejre i Xinjiang-provinsen (som i hans hoved er en vestlig opfindelse).
Undervejs havde Blumenthal også mødt journalisten Anya Parampil, som i 2014 var gået direkte fra studierne til en stilling som nyhedsvært på RT America. Hun blev gift med Blumenthal og blev hurtigt en fast del af ægtemandens desinformationsblog. Her agerer hun særligt talerør for den venezuelanske autokrat Nicolas Maduro og det iranske præstestyre.
Blandt de andre vigtige aktører på The Grayzone finder vi journalisten Aaron Maté, som særligt byggede sin karriere på at modbevise ‘Russiagate’, historien om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016, der i den russiske efterretningstjeneste gik under betegnelsen Project Lakhta.
Matés rolle har i den forbindelse været at nedtone og bagatellisere de mange klare forbindelser mellem Trump-kampagnen og den russiske stat. Trods over 200 dokumenterede kontakter mellem russiske embedsmænd og Trump-ansatte - ikke mindst via lobbyisten Paul Manafort, der arbejdede som Trumps kampagnechef og den tidligere ukrainske præsident Viktor Janukovitj - fastholder Maté, at det hele var en storm i et glas vand. Det samme var tilfældet med den russiske invasionstrussel mod Ukraine, som både Maté og Blumenthal afviste hånligt i et interview med Dmitrij Poljanskij i februar 2022. Poljanskij er formelt ansat som russisk talsperson i FN, men regnes for at være agent for den militære efterretningstjeneste (SVR) af Ukraine.
En uge efter invaderede Poljankijs chefer Ukraine. Ups! Der skulle dog ikke gå lang tid, inden Maté og Blumenthal havde skiftet narrativ; nu handlede det ikke om, at truslen var opblæst, men om at Vesten havde tvunget Ruslands hånd. Den historie har Maté senere gentaget som gæstetaler for Rusland i FN’s Sikkerhedsråd.
En stor del af forklaringen på The Grayzone’s succes er brugen af en effektiv desinformationsteknik kendt som 60-40 metoden. Den blev i sin tid raffineret af Joseph Goebbels og går i al sin enkelhed ud på, at man pakker løgne og desinformation ind i sandheder og reelle nyheder. Her har The Grayzone særligt udnyttet Israels folkemord i Gaza til at opbygge tillid hos venstreorienterede, der med rette er forfærdede over Israels ageren i Mellemøsten og samtidig efterlyser en mere kritisk vinkel i mainstreampressen. Når man først har ‘pipelinet’ folk gennem faktuelle nyheder om for eksempel Gazastriben, kan man nemmere plante sin desinformation om andre emner - lige efter Goebbels’ drejebog.
Hvis det er et narrativ, som kan skade den amerikanske stats interesser, kan du med garanti læse om det på The Grayzone, hvor løgne blandes sammen med reelle historier, som alle bekræfter kernelæsernes bias.
3. InfoWars
Den originale konspirationsfabrik tjener stadig penge på at sprede frygt (og russisk desinformation)
Grundlagt: 1999
Det nye årtusinde er på mange måder konspirationsteoriernes tid. Fra fladjords-teorier og iscenesatte månelandinger til hemmelige jødiske sammensværgelser om at overtage verdensherredømmet kan du i dag finde konspirationsteorier for enhver smag og om ethvert emne på nettet. Mens mange bejler om det konspirationslystne publikum, kommer ingen i nærheden af den originale online-konspirationsfabrik Infowars, som blev grundlagt af Alex Jones.
Et lille udpluk fra Infowars giver dig hurtigt en fornemmelse for jargonen. Den jødiske Rothschild-familie spreder “endeløse krige og en luciferisk dagsorden.” HPV-vacciner giver folk “et kemisk hvidt snit”. Chemtrails fra jetmotorer sprøjter biologiske våben udover den intetanende befolkning. Hillary Clinton er hjernen bag et magtfuldt netværk af pædofile, som mødes i kælderen på et pizzeria for at voldtage børn og efterfølgende ofre dem.
Gennem årene har Infowars ikke blot viderebragt og remixet den slags klassiske konspirationsteorier, men også opfundet og spredt en række originale historier. Jones var en af de mest fremtrædende fortalere for teorien om, at et skoleskyderi på folkeskolen Sandy Hook i delstaten Connecticut i virkeligheden var et ‘falsk flag’, som havde til hensigt at overbevise den amerikanske befolkning om behovet for en strammere våbenlovgivning. De 20 myrdede børnehaveklassebørn var i virkeligheden skuespillere, der skulle gøre historien ekstra overbevisende. Det blev for meget for de pårørende, der anlagde sag mod Alex Jones, og han blev i 2022 idømt et erstatningskrav på over 6 millarder kroner. Det mest interessante ved retssagen var, at Jones undervejs erkendte, at det hele var løgn, og at han udmærket var klar over, at 20 børn i alderen 6-7 år var blevet slået ihjel.
På Infowars er sandheden ikke blot til forhandling - den er blevet fuldstændigt droppet som pejlemærke. Det er en slags moralsk nihilisme, som giver carte blanche til at fortælle de mest afsindige eventyr, pakket ind i narrativer om den dybe stat og George Soros’ uforholdsmæssigt store kontrol med verdens gang. Forretningsmodellen er enkel: Skab frygt og panik, gør din målgruppe forvirret og bange, og tilbyd dem så en løsning. På Infowars kommer frelsen i form af en række kvaksalverprodukter som ‘hjernepillen’ Brain Force Ultra ($29,97) og den alternative Covid-vaccine DNA Force Plus ($149,95).
Selvom Infowars i udgangspunktet er et plattenslager-projekt, som skal skaffe Alex Jones penge og berømmelse, har siden også forbindelser til mere ideologiske aktører. I 2017 kom det frem, at Infowars havde kopieret over 1.000 historier fra det russiske propagandamedie Russia Today uden at spørge om lov. Kreml-talerøret havde dog intet problem med Infowars’ plagiat, som gav dem mulighed for at sprede russisk desinformation til et stort amerikansk publikum (6,5 millioner besøgende om måneden).
Jones dannede også parløb med Kreml under USA-valgkampen i 2016, hvor Infowars var blandt de mest delte hjemmesider i russiske botnetværk. Jones optræder hyppigt i russiske medier og var også blandt deltagerne på den nyligt afviklede fascismefestival Forum of the Future i Moskva. Her var han på talerstolen sammen med blandt andet den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov, de russiske fascistiske ideologer Konstantin Malofejev og Alexandr Dugin, Elon Musks far Errol Musk samt vatniks som George Galloway og Jeffrey Sachs. Grayzone-redaktør Max Blumenthal var selvfølgelig også på gæstelisten.
Infowars er de seneste år blevet svækket af konkursbegæringer og skandaler. Efter Sandy Hook-søgsmålet erklærede Alex Jones sig konkurs. Satiremediet The Onion forsøgte efterfølgende at købe konkursboet, men gennem en række juridiske finter fik Jones alligevel holdt fast i sit livslange plattenslagerprojekt. Infowars fortsætter derfor med at sprede konspirationsteorier, desinformation - og at sælge overlevelsesudstyr, feltrationer og Brain Force Ultra. Infowars sender også til Danmark, hvis du mangler hjernekraft!
4. MintPress News
Diktatorer i alle lande, foren jer!
Grundlagt: 2011
I en postfaktuel verden, hvor diktaturer betegner sig selv som republikker (Belarus, Nicaragua, Den Centralafrikanske Republik), demokratiske republikker (Nordkorea, Congo) og folkerepublikker (Kina, Laos), kan det være svært at finde hoved og hale i internationale forhold. Vil du blive klogere på demokratiets egentlige tilstand, skal du for alt i verden holde dig væk fra MintPress News, hvor alverdens værste regimer kan få hvidvasket deres omdømme.
For at gøre tingene endnu mere forvirrende, kan du faktisk finde reelle kritiske artikler om både vestlige demokratier og diktatoriske lande på siden. For eksempel bliver Saudi-Arabien med rette kritiseret for sine menneskerettighedskrænkelser og den systematiske brug af olie som pressionsmiddel i krigen mod Yemen. Israelsk lobbyisme i det britiske parlament bliver afsløret, mens krigsforbrydelser, såsom det systematiske mord på læger i Gazastriben, bliver kritisk gennemgået. MintPress fremhæver samtidig en række reelle problemstillinger for almindelige mennesker - fra de skyhøje huslejepriser i USA til marginaliseringen af Greta Thunberg som følge af hendes Palæstina-aktivisme. Det er ofte overbevisende journalistik, som er desto mere tillokkende i lyset af traditionelle mainstreammediers mangelfulde dækning.
Og så er der alle de andre historier. Om hvordan Nicaragua, som under Daniel Ortega er blevet forvandlet til et fuldbyrdet diktatur, i virkeligheden er det lykkeligste land i verden. Om hvordan Venezuelas diktator Nicolas Maduro blot forsøger at forsvare sig mod et CIA-kup og derfor dårligt kan bebrejdes en smule valgfusk. Om hvordan Ukraine begik et folkemord mod sin egen befolkning i Donbas, hvilket tvang Rusland til en humanitær intervention, og om hvordan forholdene Nordkorea ikke er nær så slemme, som onde tunger i Vesten - sponseret af CIA - prøver at fremstille landet.
Narrativerne er ofte tæt forbundet med den russiske militære efterretningstjenestes (GRU) målsætninger - og det kan derfor næppe overraske, at pseudonymer, der bruges af GRU, til tider har sprunget mellemleddet over og selv har udgivet artikler i MintPress.
Ligesom i The Grayzone er der tale om en slags ‘60-40 metode’, som primært henvender sig til det venstreorienterede publikum. Målgruppen er særligt koldkrigsnostalgikere, der betragter USA som roden til alt ondt, verdens eneste imperium, og som følgelig konkluderer, at disses rivaler per automatik må være anti-imperialister og dermed værd at støtte.
MintPress og Grayzone samarbejder ofte om artikeldeling, mens der også er en række personlige overlap mellem de to desinformationssider. Det omfatter den skotske journalist Alan MacLeod, den tidligere RT America-vært Lee Camp, Kit Klarenberg, som har specialiseret sig i at sprede misinformation om efterretningstjenester og spionage, samt Ben Norton, der tidligere var blandt de centrale kræfter i The Grayzone. Efter en personlig konflikt mellem Norton og Max Blumenthal, ansporet af Nortons anklager om, at Grayzone havde “taget en højredrejning for at appellere til Trump-vælgere,” er forholdet dog blevet mindre venskabeligt. Ifølge personlige kilder med kendskab til Grayzones maskinrum var uenighed om antivacciner også en stor del af forklaringen på bruddet, men det er ubekræftet og skal derfor tages med et gran salt.
Norton er nu flyttet til Beijing, hvor han agerer vestligt talerør for det kinesiske regimes propaganda gennem blandt andet MintPress. Hans evne til slavisk at hylde Kina som verdens bedste land og gentage desinformationsnarrativer om koncentrationslejrene i Xinjiang har samtidig gjort ham til en af regimets foretrukne interviewpersoner.
Blandt mediets andre fremtrædende desinformations-spredere er den britiske aktivist Vanessa Beeley, som særligt har været aktiv i at sprede falske historier om Syrien. Her har MintPress været et af det nu forhenværende Assad-regimes fremmeste forsvarere, og blandt andet afvist den veldokumenterede brug af kemisk giftgas mod civilbefolkningen som vestlig propaganda. Hvad enten det drejer sig om Syrien, Iran, Venezuela, Hong Kong eller Belarus, er ethvert oprør indefra resultatet af vestlig ideologisk undergravning - formentlig orkestreret af CIA. Befolkningerne må formodes ikke at kunne tænke og handle selv.
MintPress er velorganiseret, udstyret med et professionelt layout og har en række fremtrædende journalister på lønningslisten. Mediet har desuden både en YouTube-kanal og en række podcasts. Foruden de nævnte journalister er den Pulitzer-vindende Chris Hedges med en fortid hos New York Times på lønningslisten, mens også Glenn Greenwald og Medea Benjamin fra Code Pink har været faste bidragsydere.
Hvor pengene til det omfattende desinformationsprojekt kommer fra, står imidlertid hen i det uvisse. Grundlægger Mnar Muhawesh har vagt hentydet til, at siden drives gennem en kombination af “donationer, sponsorater og tilskud”, men har aldrig fremlagt offentlige regnskaber. En del af pengene er dog blevet afsløret at komme fra Assad-regimets frontorganisationer. Mon ikke, at nogle af de andre diktaturstater, hvis omdømme MintPress blankpolerer, også har spyttet i kassen?
5. Steigan
Norsk veteran i manipulation, konspirationsteorier og misinformation
Grundlagt: 2014
Vidste du, at WHO har steriliseret kenyanske kvinder gennem vacciner? At Ukraine stod bag det terrorangreb i Moskva, som Daesh (Islamisk Stat) ellers havde taget skylden for? Eller at CIA står bag studenterprotesterne i Serbien? På den norske blog Steigan finder du altid et kontrært synspunkt og en konspirationsteori, som kan hvidvaske autoritære regimer. Bloggen krydrer desuden diktatorstøvlepoleringen med en solid dosis vaccinemodstand og transfobi.
Steigan drives af den norske konspirationsteoretiker og stalinist Pål Steigan, som i sin tid også var med til at stifte den kommunistiske avis Klassekampen i 1969. Steigan var fra 1975 til 1984 leder af det maoistiske Arbeidernes Kommunistparti (AKP), og rejste i den funktion verden rundt for at mødes med diktatorer som Mao Zedong, Enver Hoxha og Pol Pot.
I modsætning til Klassekampen, som mere indtager “everyone sucks”-tilgang, leder Steigan altid efter en vinkel, der lægger hele ansvaret på USA og den vestlige imperialisme. Tidens gang har ikke gjort Pål Steigan og hans åndsfæller på bloggen mindre begejstrede for autoritære regimer. På Steigan.no finder du derfor altid et forsvar for Ruslands, Irans eller Kinas fremfærd på verdensscenen, ofte pakket ind i konspirationer og gætteri. Mediet spammer en ufattelig mængde indlæg ud i onlinesfæren og kan derfor bedst beskrives som en slags desinformations-gyllespreder. En række norske medier har udråbt bloggen som den største superspreder af russisk desinformation i Norge.
Den rabiate konspiratisme har også fået partiet Rødt, som blev dannet på resterne af AKP og bedst kan beskrives som en norsk pendant til Enhedslisten, til at afsværge Steigan. Den ideologiske splittelse blev særligt tydelig efter Ruslands angrebskrig i Ukraine, som naturligvis blev forsvaret på Steigan-bloggen som en ‘NATO-skabt proxykrig’. Det fik partileder Bjørnar Moxnes til at kalde Steigan “dybt uansvarlig.”
Trods den officielle skilsmisse har en række bidragsydere på Steigan stadig forbindelse til Rødt, herunder tidligere landsstyremedlem Per-Gunnar Skotåm. Også den norske forsker Glenn Diesen er blandt de hyppigste bidragsydere til bloggen. Hans hovedopgave er at give et tyndt akademisk fernis til russiske narrativer og skabe en falsk ækvivalens mellem aggressor og forsvarer. Invasionen af Ukraine bliver således til et udtryk ‘geopolitisk realisme’, mens Ruslands motiver undskyldes som en berettiget frygt for en NATO-invasion.
Diesen trak for nyligt overskrifter i Norge som en af kandidaterne for det nye parti FOR – Partiet Fred og Rettferdighet. Partiets hovedformål er tilsyneladende at overbevise nordmændene om at droppe støtten til Ukraine, så Kreml kan få frit spil til at hærge. Partiet blev opstillingsberettiget i 2025 og lancerede en massiv PR-kampagne i Norges metroer og busskure. Indledningsvist ønskede Diesen & Co. ikke at oplyse, hvor pengene kom fra, men til sidst kom det frem, at den norske milliardær og Putin-støtte Atle Berge, som er bosat i Rusland, havde kastet flere millioner efter partiet.
Med den store produktion af artikler og podcasts, oversættelser til adskillige sprog og et væld af prominente bidragsydere, er der kun tilbage at spørge: Gad vide, hvor Steigan får sine penge fra? Interesserer du dig for desinformation og alternative medier, vil det spørgsmål dukke op igen og igen, da der sjældent er åbenhed om finansieringen.
Andre alternative medier, som spreder desinformation og misinformation:
21st Century Wire
CODEPINK
Common Dreams
Consortium News
The Daily Wire
The Duran
EurAsia Daily
The Free Press
Global Research
MR Online
The Nation
New Eastern Outlook
Project Veritas
SouthFront
Veterans Today
Zero Hedge
Læs første del her: Fem af de bedste alternative medier
