Derfor taber Vesten informationskrigen
De vestlige lande bliver nødt til at komme ind i den digitale informationskrig, som Rusland, Kina og andre autoritære regimer har erklæret mod os. Ukraine kan også her være en inspirationskilde.
Lande som Rusland og Kina har brugt årevis på at gøre desinformation til en del af deres bærende fundamenter. De lyver ikke bare - de lyver højlydt, konstant og på alle de platforme, de kan. De har mestret kunsten at så splid, undergrave tilliden og udvide de politiske kløfter, som eksisterer i demokratiske samfund. Det sker ikke tilfældigt - det sker gennem velfinansierede, koordinerede kampagner, hvor statsmedier smelter sammen med fordækte troldefabrikker, influencere på sociale medier og manipulation af algoritmerne.
Samtidig fastholder de et jerngreb om deres egne informationskredsløb. I Rusland er alle uafhængige medier blevet lukket ned, regimekritikerne er blevet smidt i fængsel, og internettet er blevet censureret gennem såkaldt “egenrådig” infrastruktur, som kan blokere eller begrænse (throttle) alt uønsket indhold. I Kina filtrerer staten alt indhold gennem The Great Firewall, mens platforme som YouTube og Twitter er forbudt. De hjemlige alternativer bliver samtidig oversvømmet af topstyrede propagandanarrativer. Her er algoritmerne ikke et redskab til at skabe mere brugerengagement - men et kontrolværktøj.
Dette er den afgørende forskel, der giver de autoritære regimer en fordel: de kan kontrollere, hvad deres egne borgere ser, og samtidig udnytte de liberale demokratiers relative åbenhed. Vi kan ikke sprede sandheder i deres systemer - men de kan sprede løgne i vores.
Desinformationsnarrativer kan dukke op på vores smartphones på et splitsekund, mens reelle journalistiske afsløringer aldrig ser dagens lys i de autoritære regimer, hvor de bliver tilbageholdt ved den digitale grænse. Det er en dybt asymmetrisk kamp, hvor de autoritære regimer kan drage fordel af hurtighed, omfang og skamløshed - mens demokratier forsøger at levere et modsvar, der ikke må undergrave værdier som ytringsfrihed og åbenhed.
Et modsvar så tørt som en selvangivelse
Det autoritære regime skal ikke vente på tilladelse. De skal heller ikke bekymre sig om pressefrihed eller offentlig debat. Hvis de vil indlede en påvirkningskampagne, gør de det bare - hurtigt og lydløst. Store netværk er dedikeret til at fremstille og sprede deres budskaber på snesevis af sprog døgnet rundt.
Det værste er imidlertid, hvor gode de autoritære regimer er blevet til at fange folks digitale opmærksomhed. De bruger superspredere på sociale medier, konspirationsteoretiske influencere og farvestrålende TikTok-videoer til at pakke propagandaen ind på en måde, som gør den spændende, oprørsk eller humoristisk - uagtet om det er løgn fra ende til anden. De fortæller enkle, følelsesladede historier, der spreder sig som en steppebrand. AI-teknologi sætter turbo på.
“Størstedelen af oplysningsarbejdet når aldrig frem til de mennesker, som faktisk er målgruppen for desinformation.”
Hvad er så vores modsvar? Tørre pressemeddelelser fra EU-embedsmænd. Lange, akademiske (læs: kedelige) rapporter. Monotone udtalelser fra diplomater. Grundige artikler, som gennemhuller deres narrativer, bliver låst inde bag paywalls eller begravet i en PDF-rapport, som stort set ingen læser. De gode intentioner drukner i en indpakning, som er tørrere end en selvangivelse. Størstedelen af arbejdet når aldrig frem til de mennesker, som faktisk er målgruppen for desinformation.
Problemet er ikke, at vi ikke har fakta på vores side - men at vi er elendige til at få folk til at tage sig af dem.
En ødelæggende informationskrig
Imens vi triller tommelfingre, har informationskrigen allerede indtaget den næste slagmark. I Finland får halvdelen af teenagere i alderen 13 til 18 år nu de fleste nyheder fra TikTok. Hvis du troede, at TikTok kun handlede om at se på influencere og underholdning, tager du fejl: Selv Nordkorea spreder nu propagandanarrativer på platformen.
Vi har endnu ikke forstået problemets omfang, hvad angår vores modstanderes rækkevidde og omstillingsparathed. Autoritære regimer taler direkte til den næste generation i deres sprog og på deres foretrukne medier. I mellemtiden forsøger vi at hviske vores budskaber ud fra en kedelig talerstol i Bruxelles eller bag en paywall.
“I Ukraine er desinformation ikke en abstrakt trussel - det er et våben, som skal bløde målet op inden bomberne falder.”
Vi har allerede set, hvilke ødelæggende konsekvenser det kan have, når informationskrigen ikke møder modstand. I januar 2014 havde 60 procent af alle russere et positivt syn på ukrainere. Så indledte Kremlregimet en massiv propagandakampagne i stats-tv og på de sociale medier, hvor Ukraine blev fremstillet som et land overrendt af nazister, forrædere og vestlige marionetter. I 2015 var tallene allerede vendt på hovedet: Nu havde 60 procent af russere et negativt syn på ukrainere. Det er sådan propaganda fungerer. Når man kontrollerer hele informationskredsløbet, fungerer det skræmmende godt.
Samtidig lærte Ukraine også, hvordan man kæmper tilbage. Siden 2014, og særligt efter den store invasion blev indledt i 2022, har ukrainerne betragtet informationskrigen som en del af frontlinjen. De har opbygget partnerskaber mellem regering, civilsamfund og kreative fællesskaber. De har brugt humor, memes, musik og virale videoer til at afsløre de russiske løgne og højne moralen. Ukraine arbejder i døgndrift - ikke fordi det er trendy, men fordi de bedre end de fleste forstår, hvilke destruktive konsekvenser det kan have at lade manipulationen foregå uimodsagt. I Ukraine er desinformation ikke en abstrakt trussel - det er et våben, som skal bløde målet op, inden bomberne falder.
Tag bare Rusland som eksempel: Her bruger man knap 15 milliarder kroner årligt på statspropaganda. Kinas mediekampagner er endnu mere omfattende og gådefulde. Den Europæiske Unions budgetter blegner til sammenligning i forhold til dets bestræbelser på at forsvare sine egne værdier.
Informationskrigen vindes ved at gå i offensiven
Problemet handler ikke kun om at bruge penge, men også om at ændre mindset. Vi har været i defensiven, og halser stadig bagefter i forsøget på at faktatjekke løgne lang tid efter, at de er gået virale. Det er utilstrækkeligt. Vi bliver nødt til også at gå i offensiven.
Det er heller ikke nok at fokusere på korttidsløsninger. Både Rusland og Kina lægger informationsstrategier, som tænker årtier frem. Det skal vi også til at gøre. Det betyder også, at vi afsætter langt flere ressourcer til at støtte nye medieskabere - influencere, podcastere, digitale kunstnere, fremtidsforskere, analytikere og visionære tænkere. Det er de mennesker, som former millioner af menneskers tankegang. Vi bliver nødt til at investere i platforme, stemmer og formater, som faktisk når ud til almindelige mennesker i dag.
“Informationskrigen er her allerede. Vi har ikke selv valgt at være en del af den. Men vi kan vælge ikke fortsat at tabe den.”
Vi bliver samtidig nødt til at opbygge modstandsdygtighed på den lange bane. Desinformation på nettet kræver en vaccine. Den vaccine er uddannelse.
Det betyder, at vi bliver nødt til at klæde folk bedre på, inden de får kastet løgne i hovedet. Det betyder, at vi sætter mediefærdigheder på skoleskemaet, så de unge lærer at genkende manipulation. Det betyder, at vi understøtter produktionen af medrivende, faktabaseret indhold på de platforme, hvor de tilbringer deres online-tid - YouTube, TikTok, Instagram - snarere end at gemme det væk på obskure EU-hjemmesider eller i politikeres pressemeddelelser og tørre rapporter.
Vi kommer ikke til at vinde informationskrigen, hvis vi kun forsvarer os. I stedet bliver vi nødt til at tage kampen op med vores modstandere. Autoritære regimer har reelle svagheder - høj korruption, undertrykkelse, ulighed og hykleriske eliter. Den slags svage punkter skal angribes målrettet og med faktuelle kampagner, der styrker intern utilfredshed, afslører misbrug og undergraver deres kontrol med den offentlige opinion. Det handler ikke om regimeskifte - men om at turde bruge sandheden til at udfordre de myter, som holder dem ved magten. På samme måde som de udnytter vores åbenhed, skal vi være klar til at vende deres råddenskab imod dem.
Målsætningen er ikke at kopiere autoritære taktikker. Det handler derimod om at forsvare de værdier, vi tror på - frihed, åbenhed, demokrati - med kreative og vovemodige strategier.
Skal vi virkelig først tage problemet alvorligt, når Rusland begynder at sende droner og soldater ind over europæiske grænser? Eller skal vi reagere nu?
Informationskrigen er her allerede. Vi har ikke selv valgt at være en del af den. Men vi kan vælge ikke fortsat at tabe den.
Artiklen er oversat af Morten Hammeken. Bragt i samarbejde med Baltic Sentinel og Pekka Kallioniemi. Læs den oprindelige artikel her.
 | A guest post by
|