Det andet Rusland
Drømmen om en fremtid uden krig og statsundertrykkelse lever for mange russere i eksil. Europanyt var med da 'Radical Democracy' mødtes i København for at lægge planer for livet efter Putin.
“Husk at spørge i hvert panel, om det er okay at tage billeder.“
Da jeg under en præsentation tager et billede af et slide, kommer en mand hen til mig efterfølgende. Det er Mikhail Lobanov, som venligt minder mig om, at det her panel ikke er et af dem, hvor deltagerne er offentlige. Jeg forsikrer ham om, at jeg kun har taget et billede af tavlen, og at jeg naturligvis ikke deler noget uden samtykke. Mikhail godtager min forklaring med et let undskyldende smil og sætter sig igen.
Jeg er taget til “Kampen mod Ruslands Krig og det autoritære regime”, en konference med Radical Democracy Network. De udgør en bred sammenslutning af russiske systemkritikere og antikrigsaktivister. Fra starten af arrangementet står det klart, at der ikke er tale om en helt almindelig konference. Omdelte flyers gør opmærksom på, at vi ikke må fortælle om vores deltagelse på sociale medier. Artikler må først udgives fem dage efter konferencen er afsluttet. Det er for at sikre, at den russiske efterretningstjeneste ikke kan spore deltagerne og kortlægge deres aktiviteter - men også for at holde sig under PET’s radar. Foruden presset fra Rusland, oplever dagens gæster ofte at blive mistænkeliggjort af de vestlige efterretningstjenester.
“Folk i Vesten støtter overordnet set den ukrainske frihedskamp. Vores forhåbning er, at vi også kan kanalisere noget af den støtte over i vores kamp mod Putin.”
Den forståelige bekymring er samtidig en påmindelse for os andre om den fare, de russiske aktivister lever med. Inden to af dagens indslag bliver det igen understreget, at tilhørerne ikke må filme, og at de få journalister i forsamlingen ikke må nævne deltagerne ved navn i deres reportager. Viden om disses deltagelse kan bringe deres netværk i Rusland i fare. Flere af deltagerne er i forvejen på den russiske stats liste over ‘ekstremister, der udgør en fare for nationens sikkerhed.’
”Det her event er ikke et offentligt arrangement. Det er derimod et forsøg på at samle de rigtige mennesker. Jeg tror, det er lykkedes,” siger Bjarke Friborg fra DM’s Østeuropa-netværk. Den danske fagforening har været med til at organisere arrangementet, mens kollegaerne i IT-fagforeningen PROSA har lagt lokaler til. En række andre danske fagforeninger har desuden hjulpet med dækning af rejseomkostningerne.
De russiske gæster er ankommet til Vester Farimagsgade i København fra hele Europa, hvor de siden 2022 har boet i alle afkroge af kontinentet. Mikhail er kommet fra Frankrig, Marina bor i Georgien, mens Denis er rejst fra Berlin. De fleste har ikke set deres hjemland i mindst fire år, og deres liv i eksil er præget af usikkerhed.
Universitetsaktivisten Felix fra Radical Democracy præsenterer dagens program med en vision, der både henvender sig til hans landsmænd og den vestlige offentlighed.
“Den russiske krigsmodstand bliver ofte usynliggjort eller mistænkeliggjort. En del af at styrke vores arbejde handler om at forbedre dialogen og samarbejdet mellem progressive russiske antikrigsaktivister og det danske civilsamfund.”
For Levin handler det især om at skabe en ny, eller måske rettere mere nuanceret, fortælling om den russiske antikrigsbevægelse.
“Folk i Vesten støtter overordnet set den ukrainske frihedskamp. Vores forhåbning er, at vi også kan kanalisere noget af den støtte over i vores kamp mod Putin.”
Kampen for et andet Rusland
Efter det indledende program, begynder spørgsmålene om krigen i Ukraine hurtigt at pible frem. Under Q/A-delen af en præsentation om feminisme i dagens Rusland, skifter en dansk tilhører i forsamlingen emne. Han vil gerne vide, om der på Radical Democracy’s hjemmeside er en klar fordømmelse af Ukraine-krigen, som man kan henvise til. Selv om spørgsmålet er velment, må det alligevel føles som en smule fornærmende for Putin-kritikerne i København, som har ofret meget af deres tilværelse for at bekæmpe hans regime. Fagforeningsaktivisten Denis Leven tager ordet.
“Vi fordømmer entydigt vores hjemlands imperialistiske invasion af Ukraine, og gør, hvad vi kan for at tydeliggøre den holdning. I Berlin, hvor jeg selv bor, laver vi demonstrationer sammen med den ukrainske diaspora. Men vores fokus ligger på praktisk organisering af at bekæmpe regimet, i stedet for blot at komme med tomme ord om krigen,” siger han.
Den sidste bemærkning er også en stikpille til den mere liberalt-konservative russiske opposition, som får størstedelen af opmærksomheden i de vestlige medier. Den omfatter folk som Garry Kasparov, Vladimir Kara-Murza og selvfølgelig den myrdede Aleksej Navalnij (1976 – 2024) og enken Julia. Selvom de alle er imod Putins krig, mener mange af dagens aktivister, at den liberale oppositions endemål klinger hult.
“De er grundlæggende interesseret i det samme Rusland med en anden præsident. Vi kæmper for noget helt andet,“ siger Denis Leven.
Som det ofte er tilfældet, er kampen begrænset af økonomiske udfordringer. Den borgerlige opposition har penge i ryggen, blandt andet gennem oppositions-oligarker som Mikhail Khodorkovskij. I Radical Democracy er der til gengæld få penge, og kassen skrumper hver måned. Derfor handler mødet i dag også om at sparre om lavpraktiske ting som fundraising og organisering af netværk inde i Rusland. Men hvordan man gør mere opmærksom på sig selv uden at komme for meget i regimets søgelys? Her løber aktivisterne ofte panden mod en mur.
“Vi arbejder mest effektivt med vores kammerater i landet, hvis vi kan gå under radaren,” tilføjer Anna.
At heppe på hjemmeholdet
Hen på eftermiddagen bliver vi klogere på et spørgsmål, der er på manges læber. Hvad tænker almindelige russere egentlig om krigen og den retning, landet bevæger sig i? Det er et kompliceret spørgsmål, forklarer sociologen Oleg Sjuravlev.
“Officielle meningsmålinger viser høj opbakning til krigen; uafhængige målinger og mere dybdegående studier - som dem, der er foretaget af Public Sociology Laboratory - tegner et andet billede. Krigen er ikke populær og har ikke reel opbakning i befolkningen. Samtidig gør regeringen alt for, at folk kan leve videre uden at bemærke krigen. Krigsøkonomien giver samtidig en stabil indtægtskilde og endda nye muligheder for nogle. Derfor føler mange sig involveret i krigen, også selvom de er imod krig eller indifferente over for Putin. Når det så er sagt, bør vi ikke glemme, at mange lider økonomisk, mentalt og fysisk som følge af krigen - og det antal vokser hver dag.”
“Russiske meningsmålinger er ikke ubrugelige, men man skal tage dem med et gran salt.”
Zjuravlev sammenligner følelsen hos mange russere med folk i Vesten, der muligvis er kritiske over for deres regeringers deltagelse i krigene i Irak eller Afghanistan, men stadig mener man skal ‘støtte vores soldater’. Mange føler sig forpligtet til at heppe på hjemmeholdet, selv om de ikke er enige med anførerens beslutninger.
Hans præsentation bliver suppleret af dagens eneste ikke-russiske indslag, den britiske etnograf Jeremy Morris, som er med på Zoom. Morris er ansat ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i det postsovjetiske Rusland. Han fortæller om sin research på bloggen Postsocialism. Hans forskning har givet ham et unikt indblik i almindelige russeres holdninger.
En af tilhørerne vil gerne vide, hvem de mest dedikerede krigsstøtter er. Her bliver de fattigste russere ofte italesat som den gruppe, der er mest modtagelig for statens revanchistiske og stærkt sovjetnostalgiske narrativer. Professor Morris er uenig.
“Putin forlader sig på en nationalistisk, højreorienteret kerne, men dem kan du finde overalt i verden - også her i Danmark. Den almindelige russer går først og fremmest op i de samme ting som os andre, en god uddannelse til deres børn, om de har råd til at købe et hus og bilpriser. På alle de parametre er regimet aktuelt i krise,“ siger han.
Meningsmålinger viser, at der stadig er stor opbakning til krigen i det russiske samfund. Men også her kan skinnet bedrage, forklarer Morris.
“De fleste russere siger, hvad de tror, der forventes af dem. Man skal dog ikke kradse meget i lakken, før man kan finde en skarp kritik af staten.”
“Russiske meningsmålinger er ikke ubrugelige, men man skal tage dem med et gran salt,” tilføjer Oleg Sjuravlev.
Ideologisk renhed
Aktivisterne i Radical Democracy vil gerne udnytte den utilfredshed, der lurer under overfladen. Men opbygning af en stærk opposition, der kan udfordre Forenet Ruslands omfavnende greb om magten, kræver sammenhold. Bevægelsen forsøger derfor at undgå for meget ‘ideologisk renhedstest‘, som Denis Leven kalder det. I stedet fokuserer de på at samle forskellige synspunkter og sociale strømninger under én paraply. Bredden er afgørende, hvis de skal blive en magtfaktor i russisk politik, forklarer Mikhail Lobanov, og peger mig i retning af et interview med ham i Meduza, som med 10 millioner månedlige læsere er det største uafhængige russisk-sprogede medie.
“Vi fordømmer entydigt vores hjemlands imperialistiske invasion af Ukraine, og gør, hvad vi kan for at tydeliggøre den holdning. Men vores fokus ligger på praktisk organisering af at bekæmpe regimet, i stedet for blot at komme med tomme ord om krigen.”
For mange af deltagerne betyder det også, at ideologiske udmeldinger bliver skubbet i baggrunden, og at man i stedet arbejder mere lavpraktisk. Denis Leven fortæller om en arbejderhotline, som han har været med til at oprette, hvor almindelige russere kan tage kontakt for at få faglig sparring og rådgivning om deres rettigheder.
Nogle grundlæggende principper bliver dog nødt til at være på plads.
“Selvom vi forener en række forskellige synspunkter, er vi enige om nogle grundlæggende demokratiske principper. Vi vil ikke genindføre Gulag-lejre på dag ét, og nok heller ikke på dag to,” siger Denis Leven med et glimt i øjet.
“Radical Democracy har potentialet til at forene og udbrede nogle synspunkter, som allerede har stor opbakning i den russiske befolkning,” siger Mikhail Lobanov.
Lobanovs mening bærer tydeligvis vægt i forsamlingen. Allerede i 2012 var han med til at organisere undervisere og videnskabsfolks deltagere under de store demonstrationer mod regimet kendt som Snerevolutionen i folkemunde.
Lobanov, der beskriver sig selv som demokratisk socialist i stil med Bernie Sanders eller Jeremy Corbyn, er et eksempel på Radical Democracy-netværkets bredde. Da han i 2021 stillede op til det russiske parlamentsvalg i Moskva-distriktet Kuntsevo, blev han både støttet af en række fagforeninger og Kommunistpartiet (DRFK), selvom han var uafhængig. Ifølge uafhængige valgforskere vandt han overbevisende over TV-værten Jevgenij Popov, en af regimets mest profilerede propagandister. Gennem valgfusk fik Forenet Rusland alligevel udråbt Popov som vinder.
Efter adskillige anholdelser og trusler på livet, fik Lobanov prædikatet ‘fremmedagent.’ Det betød også, at den forhenværende matematikprofessor ved Moskva Statsuniversitet mistede retten til at undervise. Han forlod landet i juni 2023.
Ved dagens konference finder vi også Jevgenij Stupin, der som byrådsmedlem for DRFK i Moskva talte imod krigen. Som de fleste andre dissidenter fik han en fyreseddel fra partiet, som officielt støtter krigen, og forlod Rusland i september 2023. I dag er han bosat i Tyskland, hvor han blandt andet driver en YouTube-kanal med 900.000 abonnenter.
Kollapsende arbejdsmarked
Et oplæg om den russiske økonomi giver Denis Leven og ‘Anna’ mulighed for at gå i dybden med den dystre situation på det russiske arbejdsmarked, som også Morris og Sjuravlev taler om.
“Invasionen af Ukraine har accelereret den neoliberale udhuling af arbejdsmarkedet, som har været i gang i årtier,“ siger Anna. Som advokat med fokus på menneskerettigheder fører hun aktuelt sager for en række personer under anklage i Rusland. Hendes identitet og deltagelse i dagens arrangement må derfor ikke blive offentliggjort.
“Der bliver talt meget om en firedages arbejdsuge her i Vesten. I Rusland er det allerede blevet en realitet for mange - om end på en noget anden baggrund.”
Arbejdsløsheden er lav, også selvom det officielle arbejdsløshedstal på omkring 1 procent formentlig er løgn, forklarer Denis Leven. Det fortæller dog kun den halve sandhed.
“Vi har set en skarp forringelse af arbejdsvilkårene i Rusland siden krigens udbrud. Den høje inflation gør, at mange oplever at have færre penge mellem hænderne trods lønforhøjelser,” forklarer Anna.
Aktivisterne tegner et dystert billede af de russiske arbejdsvilkår. Stadig færre jobs lever op til ILO’s (International Labour Union, international arbejdsorganisation underlagt FN, red.) kriterier for anstændigt arbejde. Overtidsbetaling bliver fjernet, og ny software bliver brugt til at overvåge de ansatte. Tærsklen for børnearbejde er også blevet sat ned til 14 år, og tvangsarbejde er blevet udbredt, ikke mindst i fængslerne, hvor de indsatte bliver brugt som billig arbejdskraft af de store virksomheder.
Selvom nogle af problemstillingerne kan føles bekendte for den danske læser, efterlades man med et unikt dystert indtryk af situationen i Rusland. Parallelt med udhulingen af arbejdernes rettigheder bliver flere også ansat i prekære stillinger uden faste timetal. Store russiske virksomheder som Avtovaz og Kamaz, Ruslands største bilproducenter, er desuden begyndt at skære i de fastansattes timetal som en skjult spareøvelse, fortæller Denis Leven. Baggrunden er et drastisk fald i bilsalget, der har sendt flere af Ruslands største virksomheder på randen af konkurs.
“Der bliver talt meget om en firedages arbejdsuge her i Vesten. I Rusland er det allerede blevet en realitet for mange - om end på en noget anden baggrund,” tilføjer han.
Jeg spørger ind til en historie fra Moscow Times om, at det russiske arbejdsmarked har udsigt til at skulle importere en million indiske arbejdere. Hvordan hænger det sammen med den lave ledighed?
“Den russiske stat har altid forladet sig på at hente billig arbejdskraft. Efter invasionen af Ukraine er der dog færre migrantarbejdere fra centralasiatiske lande som Tadjikistan og Usbekistan, der søger mod Rusland. De tager i stedet til mere stabile lande som Kasakhstan. Derfor forsøger den russiske stat at fylde hullet med arbejdere fra Indien. Det lægger yderligere pres på vilkårene for russiske arbejdere,” siger Leven.
“Det samme er tilfældet i de besatte områder og den russiske periferi. Den russiske stat bruger på kynisk vis koloniserede og besatte folk som billig arbejdskraft,” forklarer den feministiske forsker Alexandra Talaver. “I de områder ser vi også russisk statsborgerskab blive brugt som pressionmiddel overfor arbejdere, der må leve med truslen om at få fjernet deres statsborgerskab. Det gælder endda folk, der er født med statsborgerskab,” siger hun.
Talaver nævner oppositionspolitikeren Ilja Jasjin som et nyligt eksempel. Den tidligere protege for den myrdede oppositionsleder Boris Nemtsov blev erklæret statsløs i september 2025. Forinden var han blevet idømt 8½ års fængsel for at tale imod krigen, men blev løsladt gennem en fangeudveksling i august 2024, hvor også journalisterne Evan Gerskovich og Alsu Kurmasheva blev frigivet.
Spredt i alle retninger
Det officielle program er slut. For mange af de russiske regimekritikere er alene det at have kunnet møde hinanden fysisk en lille sejr.
“Vi er spredt i alle retninger. Det bedste vi kan gøre i den situation er at fortsætte arbejdet i vores nye lokalområder“, forklarer Katja Sjuvalova mig over pizza i køkkenet. Selv har hun boet i Tyskland siden 2019 og har ikke været tilbage i Rusland siden 2021. Hun arbejder med civilsamfundsoplysning og mediekundskaber - hvilket også er en kamp mod russisk desinformation.
“Det er slemt i Tyskland. Der er virkelig mange, der hopper på Kreml-regimets falske fortællinger,” siger hun.
“De skulle bruge en syndebuk, og jeg stod anført som administrator for siden. Så det var nemt at vælge mig.”
Marina Simakova, som er blandt de offentlige deltagere i arrangementet, har ligesom Katja ikke sat fod i hjemlandet i årevis. Hun bruger sin historikerbaggrund til at uddanne andre eksilrussere i forholdet mellem idéer og ideologi, og hvordan aggressiv ekspansion har rodfæstet sig i Rusland. Hendes ønske er at oplyse de andre antikrigsaktivister i situationen derhjemme - og hvad de kan gøre ved den.
For journalisten Maria Mensjikova er valget om at blive væk fra Rusland også ret ligetil. Hun har ikke været hjemme siden november 2021 og blev i 2024 idømt syv års fængsel in absentia for at retfærdiggøre terror.
“Jeg havde sådan set ikke selv gjort noget. Mit medie, Doxa, havde lagt to opslag på deres VKontakte-profil (russisk socialt medie, red.), hvor de udtrykte støtte til politiske fanger. Men de skulle bruge en syndebuk, og jeg stod anført som administrator for siden. Så det var nemt at vælge mig,” siger ‘Masja’ med et opgivende smil.
Vitalij Bovar fortæller samme historie. Han er tidligere byrådsmedlem i Sankt Petersborg for det liberale Yabloko, men blev i maj 2021 suspenderet efter at have deltaget i en konference, der under påskud af corona-hensyn blev erklæret ulovlig. Efter krigens udbrud er han ligesom Jevgenij og Mikhail kommet på den store liste over fremmedagenter, som blev oprettet i december 2022. Han kan se frem til tre års fængsel, hvis han sætter sine ben i Rusland igen.
“Jeg forlod Rusland så snart jeg fik nys om, at politiet ledte efter mig på mit arbejde. Jeg tog bare en taxa med det samme. Myndighederne var formentlig glade for at se mig rejse, så det var overraskende nemt at slippe ud,” forklarer Bovar.
Marina, Masja og Vitalijs historier peger på de vilkår, den russiske opposition arbejder under. I første omgang bliver de presset af deres egen stat, men også deres nye tilværelse i Europa er problemfuld. Mange af antikrigsaktivisterne oplever mistænkeliggørelse og udfordringer med at etablere trygge rammer i deres nye opholdslande.
Felix fortæller, at han kæmper for at få forlænget sin opholdstilladelse i Danmark, fordi han ikke har kunnet finde et arbejde med en tilstrækkeligt høj løn. Levin risikerer derfor at blive smidt ud af Danmark, hvor han har boet sammen med sin kone de seneste 2½ år.
”Hvis jeg ikke kan få forlænget min opholdstilladelse i EU, er næste stop formentlig Armenien. Det vil være en usikker tilværelse, ikke mindst, fordi den russiske efterretningstjeneste også har lange fangarme i de tidligere Sovjetrepublikker,” siger han.
Sprækken i rustningen
Ved begyndelsen af 2026 er spørgsmålet på manges læber, om det russiske regime kollapser under vægten af dets imperialistiske ambitioner. For de russiske regimemodstandere i København er det et spørgsmål, som definerer hele deres livssituation. Denis Leven ser tegn på, at 2026 kan blive et vendepunkt.
Er det en realistisk vurdering, eller blot et fromt håb?
Leven vender tilbage til den ildevarslende økonomiske situation i Rusland. Selvom Kreml-regimet har vist sig at være modstandsdygtigt over for sanktioner, ser de russiske aktivister tegn på, at sprækken i regimets rustning er begyndt at vise sig. Den nationale velfærdsfond, Putins krigskasse, er på kraftig slankekur, og likvide midler som guld bliver nu solgt med rekordfart. Overmætning fik prisen på oliemarkedet til at falde med 20 procent i 2025, hvilket har skabt et stort hul i den russiske stats økonomi. Selv hvis man tager den russiske centralbanks egne forventninger om en vækst på en procent for gode varer, er det et tegn på en økonomi i krise. Senest har staten indført skattestigninger på varer som elektronisk udstyr, smartphones og belysning, hvilket sjældent falder i god jord i befolkningen.
Selvom problemerne hober sig op for det russiske regime, er dagens gæster enige om, at kollapset ikke kommer til at ske som følge af vestlige sanktioner eller den militærstrategiske udvikling i Ukraine. Hvis Rusland skal forandres, er det op til den russiske arbejderklasse selv at vælte deres tyran.
“Vi står på den rigtige side. Som historien har vist, er det kun et spørgsmål om tid, før et system som det russiske bukker under igen,” siger Denis Leven og tilføjer trodsigt.
“Når det sker, skal vi være klar.”