"En stor fjer i hatten": Mercosur-aftalen mellem EU og Latinamerika ser ud til at være i hus
Efter mere end 25 års forhandlinger er der landet en handelsaftale mellem Latinamerika og EU. Selvom aftalen kan få stor betydning, er det langt fra alle, der er lige begejstrede.
Når EU-forkvinde Ursula von der Leyen på lørdag (17. januar) tager til Paraguay for at underskrive Mercosur-aftalen, er det kulminationen på mere end 25 års forhandlinger mellem EU og Mercosur-landene (Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Bolivia). Årtiers diplomatisk dans om den varme grød er forbi, og bliver nu erstattet af en håndfast politisk handelsaftale. Vi kan nok forvente, at de helt store politikersmil bliver fundet frem i Asunción, når den endelige signatur er blevet sat.
“Det er en stor fjer i hatten for politikere på begge sider af Atlanterhavet,” forklarer DIIS-forsker Marie Kolling. Hun forklarer, at aftalen kommer på et meget belejligt tidspunkt for begge parter.
“I november blev der afholdt topmøde i Santa Marta, Colombia, mellem EU og CELAC - en sammenslutning af latinamerikanske og caribbiske lande, der er stiftet som alternativ til OAS, (Organization of American States, red.) hvor USA og Canada også er med. Det blev dog afsporet af Trump og hans trusler og sanktioner mod Colombias præsident, og formand for topmødet, Gustavo Petro, og løb ud i sandet. Derfor er det også en slags plaster på såret, at man så hurtigt efter har fået afsluttet den her handelsaftale, som kan få stor betydning, og signalere en hensigt om at styrke relationerne mellem de to regioner” siger Kolling.
Handelsaftalen betyder blandt andet, at man fjerner toldafgifter på en lang række varer. Aktuelt er toldsatserne på mellem 15-35 procent, men de skal efter planen udfases gradvist. Forventningen er, at det vil skabe flere arbejdspladser og styrke samhandlen mellem de to kontinenter i en tid, hvor det er blevet presserende for begge parter at finde nye samarbejdspartnere.
Ifølge EU-Kommissionens egne beregninger kan eksporten til Latinamerika stige med op til 39 procent, hvilket vil skabe 440.000 nye arbejdspladser på tværs af Unionens medlemslande. Som bonus er der i samme ombæring blevet forhandlet en aftale på plads med Mexico på lignende vilkår (MGA-aftalen), der giver nemmere adgang til kritiske mineraler og samtidig fjerner høje afgifter på europæiske varer til de 132 millioner indbyggere i verdens 15. største økonomi.
Stor modstand i Frankrig og Belgien
Selvom Mercosur-aftalen ser ud til at være en done deal, har den forhalede aftale til det sidste været en kilde til bitter uenighed i EU. I den endelige afstemning stemte både Frankrig, Polen, Østrig, Ungarn og Irland imod at give grønt lys til von der Leyens underskrift, mens Belgien undlod at stemme. Aftalen endte således med at blive vedtaget gennem et kvalificeret flertal på 21-5-1.
“Trods den store vrede blandt de europæiske landmænd, er aftalen ikke så forfærdelig for disse, som de store protester kunne foranledige en til at tro.”
Ifølge EU’s regler om afstemninger i Kommissionen, skal mindst 65 procent af den samlede EU-befolknings (292 mio.) medlemslande bakke op om et forslag. Macron forsøgte derfor at overtale Italien til at tilslutte sig modstanden, hvilket ville have været nok til et blokerende mindretal på 40 procent. Efter at have trukket en række ekstra indrømmelser ud af EU-Kommissionen, som blandt andet måtte afgive løfter om ekstra landbrugsstøtte i næste års budget, lagde Giorgia Meloni dog den afgørende stemme i ja-skålen. Det fik en skuffet Emmanuel Macron til at gribe til tasterne.
“Frankrig ønsker international samhandel, men EU-Mercosur-aftalen er et fortidslevn… den kan ikke retfærdiggøre, at vi gambler med følsomme og vigtige dele af vores landbrugssektor og fødevaresuverænitet,” skrev den franske præsident på Twitter.
Macrons kommentarer afspejler noget så sjældent som politisk konsensus i Frankrig. Marine Le Pen fra det højreradikale Rassemblement National kalder Mercosur “et spørgsmål om vores landbrugs overlevelse,“ mens Jean-Luc Mélenchon fra centrum-venstrepartiet Le France Insoumise fordømmer aftalen som “en frygtelig fiasko for bønderne og befolkningen på vores kontinent.”
De seneste måneder har der været voldsomme demonstrationer i Bruxelles, hvor op mod 10.000 landmænd fra alle 27 EU-lande har været samlet til protester. Her har de blandt andet påkørt EU-bygninger og dumpet tonsvis af kartofler på vejene - i øvrigt en metode, som flere af Europanyts læsere formentlig kan huske at have set herhjemme.
Trods den store vrede blandt de europæiske landmænd er aftalen imidlertid ikke så forfærdelig for disse, som de store protester kunne foranledige en til at tro. Analytikere har påpeget, at de tilladte kvoter på fx oksekød (1,3%) og kylling (1,5%) er så beskedne, at den franske frygt er overdrevet.
Regionale varemærker som fransk ost, italiensk skinke eller lammefjordsgulerødder, der i EU-regi nyder særlig status som ‘beskyttede geografiske betegnelser’, beholder også deres særstatus, og kan endda drage fordel af de nye eksportmarkeder i Latinamerika. Det samme gælder den danske svineindustri, som også kan vinde på aftalen.
Hos de danske landmænds brancheorganisation får aftalen en blandet modtagelse. Kenneth Lindharth Madsen, der er afdelingschef i Handel, Marked & Geopolitik i Landbrug & Fødevarer udtaler i et skriftligt svar til Europanyt:
“Mercosur-aftalen sender et vigtigt signal i en tid med geopolitisk usikkerhed, men samtidig forholder vi os også realistiske. Aftalen giver nye eksportmuligheder for dele af fødevareerhvervet, men den ændrer også konkurrencevilkårene for især oksekøds- og fjerkræproducenter. Derfor er det vigtigt, at aftalen forudsætter fair konkurrencevilkår og en beskyttelsesmekaniske, som kan gribe ind.”
Lindharth Madsen mener også, at de vrede franske bønder har en “legitim pointe”, ikke mindst fordi Mercosur-landenes mere lempelige regler for dyrevelfærd og miljøtiltag kan skabe øget konkurrence.
Glæde i Latinamerika
Mens aftalen har delt vandene i europæisk politik, er der overvejende glæde over konklusionen på forhandlingerne i Latinamerika. Det gælder ikke mindst i Sydamerikas største eksportnation, forklarer Marie Kolling.
“Det er en sejr for Brasiliens præsident Lula da Silva. Hans forgænger, Jair Bolsonaro gik ikke op i den type internationale aftaler, selvom det var i Brasiliens interesse at forfølge den. Lula kan derfor markere sig positivt i forhold til Bolsonaro og styrke forholdet til EU. Men det skal også ses i lyset af Trumps toldkrig og det anspændte forhold til USA under Trump. På den måde kommer aftalen på et rigtig godt tidspunkt for Brasilien,” siger Kolling.
Gennem årene har der generelt været konsensus i Mercosur-landene om, at det var en god idé at få landet handelsaftalen med EU. Flere kilder oplyser også til Europanyt, at tålmodigheden til tider har været ved at være opbrugt. En X-faktor har de seneste år været Argentinas libertarianske præsident Javier Milei, som på mange måder forsøger at lægge sig op ad Trump. Milei fik sidste år en stor håndsrækning af Trump på netop landbrugsområdet i form af et fordelagtigt lån på over 150 milliarder kr. og også skærpet retorikken i den afsluttende forhandlingsfase.
Marie Kolling mener dog, at det i vid udstrækning er spil for galleriet.
“Min vurdering er, at det overvejende er for at please sin vælgerbase og Trump, for det er i Argentinas objektive interesse at få aftalen på plads,” siger Kolling.
Kolling pointerer, at Kina i dag er det største eksportmarked for både Argentina og Brasilien, hvilket ikke huer USA. Landene vil samtidig gerne diversificere deres markeder, derfor er der et stort ønske om bedre adgang til de europæiske markeder. Men det er en balancegang for de store lande i Latinamerika.
Biler for bøffer
Mens politikerglæden og landmændenes kartoffel-protester har fyldt mest i Mercosur-aftalens afsluttende fase, er klimaperspektivet trådt i baggrunden. Den internationale klimaorganisation Friends of the Earth advarede i 2024 om, at handelsaftalen ikke var bæredygtig trods mindre fremskridt.
Et af de helt store problemer er, at aftalen lægger op til at udvide eksporten af sojabønner og majs, der kan bruges til at fodre blandt andet danske grise. Til det formål skal der fældes mere af den regnskov, som optager CO2. En analyse fra Københavns Universitet viste i 2020, at alene den danske import af soja og palmeolie bevirker 7 millioner tons CO2-udledning om året.
Den kritik er stadig højaktuel, mener Marie Hagensen fra bevægelsens danske afdeling, NOAH. Foruden afskovning til sojabønne-dyrkning er slutproduktet i aftalen også dårligt nyt for klimaet.
“Vi kalder aftalen ‘biler for bøffer’, fordi det jo er dét, den i sin essens går ud på: Europa kan sende flere biler, mens Latinamerika kan sende mere kød og dyrefoder. Her taler vi om nogle af de mest klimaskadelige industrier,“ siger Marie Hagensen.
Forskning viser, at monokulturelt landbrug både resulterer i afbrænding af mere regnskov for at gøre plads til marker, og at vilde skovbrande breder sig mere i områder med monokulturelt landbrug. Når den problemstilling bliver underbelyst, handler det ifølge Hagensen om, at landbrugsindustrien i Paraguay og Brasilien - ligesom i Danmark - har enorm magt.
“Vi kalder aftalen ‘biler for bøffer’, fordi det jo er dét, den i sin essens går ud på: Europa kan sende flere biler, mens Latinamerika kan sende mere kød. Her taler vi om nogle af de mest klimaskadelige industrier”
“Vi er generelt kritiske over for den animalske produktion i Danmark, og mener, at vi skal stoppe importen af sojabønner helt. I den sammenhæng er Mercosur-aftalen åbenlyst et skridt i den forkerte retning,” siger hun.
En lignende kritik finder man hos Verdens Skove.
“Aftalen er simpelthen ikke stærk nok, hvad angår implementering. Der er for mange smuthuller, og det vil føre til øget pres på regnskovene”, siger Jakob Kronik fra Verdens Skove. Han påpeger, at der i aftalen er blevet tilføjet, at en mere klimaambitiøs dagsorden fra EU i fremtiden vil betyde, at den brasilianske sojaindustri vil blive kompenseret.
“Der er grundlæggende en kæmpe fare for greenwashing med den her aftale,” tilføjer Hagensen fra NOAH.
Den begrænsede europæiske klimadiskussion af Mercosur er imidlertid blevet undergået i de latinamerikanske medier, forklarer Marie Kolling.
“Den del af Mercosur-aftalen har ikke været et stort samtaleemne i Latinamerika. Det er mere en bekymring på vores breddegrader. Det er meget sigende for det brasilianske mediebillede, hvor klimadebatten om aftalen har været beskeden,” siger Marie Kolling.
DIIS-forskeren forklarer, at Lula-regeringen faktisk har prioriteret at beskytte oprindelige folks rettigheder, særligt målt i forhold til forgængeren Bolsonaro, hvor skovhuggere fik frit spil til at myrde flere tusinde klimaaktivister og oprindelige folk. Det gælder også i forhold til afskovning af Amazonas, hvor Lula har udpeget Marina Silva som miljøminister. Hun er en benhård klimaaktivist, som holder møder med Greta Thunberg og er kendt for at forsvare Amazonas.
“Samtidig har Lula så udpeget en landbrugsminister, der selv er sojaproducent. Det viser, hvordan forskellige interesser trækker i Lulas meget brede koalitionsregering, der forsøger at balancere på en tynd line. Mercosur er afgjort en triumf for Lula, men der er helt sikkert stor grund til bekymring fra et miljømæssigt perspektiv,” siger Kolling.
Marie Hagensen fremhæver, at en række brasilianske organisationer også har kæmpet imod dét, de ser som en klimaskadelig aftale. Det gælder ikke mindst ‘de jordløses bevægelse’ (MST), som kalder aftalen for “en plyndring af vores fælles naturressourcer.” Her er begejstringen over Lula da Silva behersket.
Jakob Kronik fra Verdens Skove deler bekymringen over, hvor langt Lula i praksis vil gå for at bremse afskovningen.
“Jeg har stor respekt for Marina Silva, men det er nok også en smule kransekageagtigt. Det er selvfølgelig bedre end under Bolsonaro, men det er også at sammenligne med det værst tænkelige,” siger han.
Det sidste kapitel?
Når Ursula von der Leyen rejser hjem fra Paraguay med en aftale i kufferten, er det sidste kapitel i den 25-årige saga dog ikke skrevet endnu. I første omgang skal EU-parlamentet godkende aftalen, hvilket ikke er en formsag.
Her har tidligere afstemninger vist, at parlamentet er mere splittet, end afstemningen i Kommissionen kunne få en til at tro. En afstemning i november 2025 om aftalens endelige ordlyd blev snævert nedstemt i EU-Parlamentet med 259-269. En gruppe franske og belgiske MEP’er har desuden anlagt sag ved EU-Domstolen, og håber til det sidste at kunne afspore aftalen.
Inden for de næste par måneder ved vi derfor endegyldigt, om Mercosur bliver den fjer i hatten, som toppolitikerne i både EU og Latinamerika håber - eller om den trækker ud i endnu et årti eller to.
Det tager 5-15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber, at du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.