Er krigen mod Iran 'en gave til Ruslands økonomi'? Svaret er ikke så entydigt som det bliver fremstillet i vestlige medier
Den amerikansk-israelske krig mod Iran er af mange blevet beskrevet som en fjer i hatten for Putin. Krigen er imidlertid ikke så entydigt fordelagtig for Rusland, hvor en række kriser nu forstærkes.
Lyt til artiklen her.
Donald Trumps beslutning om at gå i krig i Iran har skabt kaos på verdensplan. Mellemøsten danner igen rammen om fragmentering, kaos og destabilisering, og effekterne rammer snart resten af verden med forsinket chokeffekt.
Én statsleder kan dog fryde sig over situationen: Vladimir Putin. Mens hans krig i Ukraine er stagneret, har den russiske økonomi fået et hårdt tiltrængt boost af de eksploderende oliepriser.
"Trump har givet Putin en gave”, forklarede Timothy Ash fra Chatham House i Times Radio, mens tidligere EU-kommissær Chris Patten allerede få uger inde i konflikten udnævnte Rusland som ‘dens klare vinder’.
Er Iran-krigen virkelig en håndsrækning til Putin fra hans amerikanske allierede, sådan som Kyiv Independent-redaktør Olga Rudenko for nylig antydede i The New Yorker? Svaret er ikke så ligetil, som konklusionerne i de vestlige medier antyder.
Olie på taget
Den vigtigste årsag til, at mange kommentatorer beskriver den amerikansk-israelske angrebskrig som et lykketræf for Putin, er naturligvis den russiske olie. Sammen med indtægter fra naturgas udgør den sorte væske omkring 20 procent af hele Ruslands BNP. 30 procent af statsbudgettet finansieres af olie og gas, og markedsprisen har derfor afgørende betydning for den russiske økonomi.
De seneste fire års sanktioner har presset den russiske olieøkonomi i bund. Hvor stort et hul de svindende olie- og gasindtægter præcis har slået i statskassen, er svært at sætte præcise tal på, men beløbet overstiger i hvert fald 1.000 milliarder kroner. Ruslands største private oliefirma, Lukoil, måtte i januar gå tiggergang hos staten og bede om en økonomisk redningspakke, efter virksomhedens omsætning faldt med knap 30 procent i 2025. Lukoil har allerede været tvunget til at sælge halvdelen af sine benzinstationer på verdensplan og er ifølge en tidligere direktør “færdig.”
På den baggrund er Trumps krig mod Iran naturligvis en kærkommen håndsrækning. Siden krigens udbrud i marts 2026 har Rusland tjent omkring 70 milliarder kr. på stigende oliepriser.
“Mens den russiske Ural-olie formelt er blevet flere penge værd som følge af Iran-krigen, har Rusland store problemer med i praksis at få afsat olien.”
Selvom det overvejende er fordelagtigt for den russiske petrostats økonomi, når olieprisen stiger, er det imidlertid ikke lukrativt, hvis man ikke kan afsætte sine råvarer. Livet er ikke et spil Civilization, hvor stigende oliepriser øjeblikkeligt kan omsættes til penge i statskassen.
En fugl i hånden er som bekendt bedre end ti på taget. Som den russiske stat lige nu erfarer, er en afsat tønde olie også bedre end ti på lageret. For mens den russiske Ural-olie formelt er blevet flere penge værd som følge af Iran-krigen, har Rusland store problemer med i praksis at få ekspederet olien videre. Det skyldes ikke mindst det ukrainske modsvar, som har været at intensivere droneangrebene på de russiske oliehavne.
Ukrainske droner har gennemført massive angreb på Ruslands tre vigtigste oliehavne: Novorossijsk ved Sortehavet samt Ust-Luga og Primorsk i Østersøen. Angrebene har været så omfattende, at de ifølge Reuters har bremset 40 procent af den russiske olieeksport. De russiske olielagre bugner derfor nu med olietønder, som ikke kan blive omsat til kinesiske yuan eller indiske rupee.
Den drastiske reduktion har ifølge den ukrainske præsidents toprådgiver, Kyrylo Budanov, fået Ukraines allierede til at bede Ukraine om at skrue ned for angrebene. Der er formentlig tale om USA, hvis historisk upopulære regering ikke har råd til yderligere stigninger i benzinpriserne derhjemme.
Såfremt det er amerikansk pres, må man dog spørge, hvilket incitament ukrainerne skulle have for at imødekomme ønsket. Den amerikanske støtte til Ukraine er i forvejen blevet fjernet - i 2025 blev militærstøtten reduceret med 99 procent - og Trump har konsekvent omtalt landet som den egentlige barriere for fred, snarere end at placere skylden på den russiske aggressor. Det har omvendt gjort det svært at se, hvorfor Ukraine skulle lytte til amerikanske krav. Indtil videre har Ukraine da også ignoreret den forespørgsel og bombet videre, senest i tirsdags, hvor shippingterminalen i Sheskaris ved Novorossijsk blev sat i stå.
Foruden de ukrainske ‘sanktioner’ bliver den russiske olieeksport fortsat besværliggjort af de konventionelle økonomisk e sanktioner og prisloftet på russisk olie, som har tvunget staten til at sælge olien med stor rabat. Endelig er den store skyggeflåde af olietankere også kommet under større pres.
Sidste fredag beslaglagde de svenske myndigheder for tredje gang på to måneder en russisk olietanker i svensk farvand, denne gang med begrundelse om olielæk og mulig miljøskade. Eftersom tankskibene overvejende er gamle rustbunker uden forsikring, er det svært at sige, hvorvidt det blot er et påskud, eller om skibet reelt udgjorde en miljørisiko.
Dyre kartofler
Når oliepriserne er steget, hænger det sammen med lukningen af Hormuz-strædet i Den Persiske Golf, hvor omkring 25 procent af verdens olie og 20 procent af naturgassen sejles gennem. Der bliver imidlertid også fragtet mange andre ting gennem den snævre passage.
Omkring en tredjedel af den gødning, der bliver fragtet til havs, sejler gennem Hormuz. Verden står derfor snart over for en stor fødevaremangel, hvilket kan presse priserne på mad drastisk i vejret. Det er dårligt nyt for os alle, men også for Rusland, som i forvejen kæmper med at holde inflationen nede.
“Den fødevareknaphed, der ser ud til snart at ramme hele verden som følge af Iran-krigen, vil også ramme de russiske forbrugere yderligere på pengepungen.”
Siden Putin startede den store krig i 2022, er forbrugerindekset i Rusland steget med 39 procent. Det skyldes hovedsageligt sanktioner - der har gjort det dyrt at skaffe maskiner og reservedele - og voksende benzinpriser, som har skabt krise i det lokale landbrug.
Det betyder, at prisen på en lang række dagligvarer er stukket af. For eksempel blev prisen på et kilo kartofler tredoblet på et år, mens andre grundingredienser i det russiske køkken som rødbeder og kål også er steget voldsomt. Mens vi i danske supermarkeder er vant til at se oksemørbrad og iphones blive låst inde, er man i Rusland begyndt at sætte smør bag lås og slå som følge af omfattende tyveri:
Den fødevareknaphed, der ser ud til snart at ramme hele verden som følge af Iran-krigen, vil også ramme de russiske forbrugere yderligere på pengepungen. I smørrets tilfælde var Rusland endda begyndt at købe smør fra Iran, men krigen har også besværliggjort den import.
Foruden de stigende priser kommer krigen oveni en række andre markante forringelser af levevilkårene. De russiske myndigheder har for eksempel fjernet adgangen til den populære beskedtjeneste Telegram og lukket for internetadgangen. Bankerne går nu også jævnligt offline.
For Putin er den overordnede målsætning, at den russiske middel- og overklasse i de store byer skal mærke så lidt til krigen som muligt. Men når folk hverken kan gå på nettet, har råd til mad eller kan hæve penge i deres bank, bliver det sværere at beholde skyklapperne på. Iran-krigen forstærker på den måde en række eksisterende kriser i det russiske samfund.
Fronterne trækkes op i Mellemøsten
For Vladimir Putin er den stærkeste valuta prestige. I den forstand har Iran-krigen været en blandet fornøjelse for den russiske diktator. På den ene side har det givet ham mulighed for igen at hævde sig på den internationale scene, hvor Rusland trives, når de kan spille en rolle.
Den russiske efterretningstjeneste har forsynet sin iranske allierede med satellitbilleder og cybersupport, hvilket har hjulpet dem til at bombe amerikanske baser på Den Arabiske Halvø. Blandt de vigtigste angreb har været bombningen af Prince Sultan Air Base i Saudi-Arabien, hvor flere amerikanske fly er blevet ødelagt.
“Mens krigen på kort sigt kan slukke lidt af branden i den russiske økonomi, kan dens langsigtede konsekvenser vise sig at være endnu en sten i skoen for Putins Rusland.”
Missionen havde ikke kunnet lade sig gøre uden russisk assistance, hvilket gør det så meget desto mere bizart, at den amerikanske præsident Trump tilsyneladende har valgt at ignorere de meget klare beviser for, at Rusland hjælper Iran. Den ukrainske præsident Zelenskij forklarede på den baggrund, at USA åbenbart ikke ønsker at “se sandheden i øjnene i forhold til, at Putin lyver for dem”. En anden og mere konspiratorisk forklaring er, at ‘Agent Krasnov’ ikke tør gå imod sin russiske chef.
Trump har ganske vist meddelt, at lande, som forsyner Iran med våben, vil blive pålagt en straftold på 50 procent, men som de fleste efterhånden har lært, er ‘TACO’ ikke blot navnet på en mexicansk delikatesse. Trump kan nærmest forventes at vende på en tallerken i forhold til de sanktioner, og den amerikanske højesteret har desuden fastlagt, at Trump ikke egenrådigt kan udstede den slags told-dekreter.
Uanset om det igen er spil for galleriet, drager Rusland fordel af den amatøragtige amerikanske tilgang til krigen og styrker ikke mindst dets bånd til Iran. Efter diplomatiske ydmygelser i Venezuela, Syrien og Armenien er det belejligt for Putin igen at kunne fremstå som en nyttig allieret.
Mens den russiske alliance med Iran er blevet styrket, har Ukraine til gengæld også draget fordel af krigen. Her har landets ekspertise i dronekrig været en særdeles eftertragtet vare blandt de arabiske ledere, som på den hårde måde har lært, at den moderne krigs omdrejningspunkt har flyttet sig i retning af droner.
Zelenskij har været på rundtur i de arabiske lande, hvor han har indgået store forsvarsaftaler med blandt andet Saudi-Arabien, Emiraterne, Qatar og Jordan. Det åbner både for lukrative muligheder blandt de olierige stater og giver samtidig Ukraine stor politisk kapital i regionen. Den største taber er igen USA, som med stor misfornøjelse har set sine protester over den ukrainske tilstedeværelse blive ignoreret. Den amerikanske regering har - på super korrupt vis - forsøgt i stedet at pitche droner fra et selskab knyttet til Eric og Donald Trump Jr. Det har Golfstaterne valgt at ignorere til fordel for de ukrainske droner, som allerede har vist deres værd på slagmarken.
Den russiske assistance til Iran vil ikke blive glemt i Riyadh og Abu Dhabi, og hvis situationen deeskalerer, sådan som den aktuelle våbenhvile kunne være et tegn på, kan vi meget vel se en saudisk priskrig mod Rusland igen. I 2020 dumpede Saudi-Arabien prisen på olie for at vise Rusland, hvem der har bukserne på i OPEC. Iran-krigen har både styrket båndet mellem Ukraine og Golfstaterne og skabt kold luft til Rusland. På længere sigt kan det yderligere svække Ruslands tilstedeværelse i Mellemøsten og Nordafrika.
Apropos svækket tilstedeværelse var Zelenskij også på statsbesøg i Damaskus i sidste uge, hvor landets nye præsident modtog ham med pomp og pragt for at diskutere stærkere samarbejde på både sikkerhed og økonomi. For to år siden havde det været utænkeligt.
Besøget var også et kraftigt signal fra Ruslands tidligere vigtigste allierede i området om, at vinden har vendt. Det syriske kursskifte er et rammende billede på et Mellemøsten, hvor fronterne nu bliver trukket skarpt op. Mens krigen på kort sigt kan slukke lidt af branden i den russiske økonomi, kan dens langsigtede konsekvenser vise sig at være endnu en sten i skoen for Putins Rusland.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.