EU og Kina er kommet på kollisionskurs
Kinesisk eksport og et massivt underskud på handelsbalancen truer europæisk produktion. Det har tvunget EU til at lave tiltag, som skal beskytte den hjemlige industri. Kineserne er dog ikke tilfredse.
Lyt til artiklen her.
De store smil var fundet frem, da EU’s topchefer sidste sommer tog til Beijing for at mødes med Xi Jinping og resten af den kinesiske ledelse. Her blev 50 års styrket diplomati og samhandel fejret, og vanen tro blev von der Leyen, Costa og Kallas budt velkommen med pomp og pragt. Kinesiske soldater i glinsende hvide uniformer dannede æresvagt, og gæsterne holdt lange taler om ‘samarbejde i mødet med kriser’ af den slags, som hurtigt kan få almindelige mennesker til zone ud.
Bag flosklerne og diplomatiet lurer en voksende konflikt mellem de to supermagter som siden mødet i juli 2025 er intensiveret. Det handler om grundlæggende modsatrettede interesser mellem to verdensdele, som foreløbigt holdes i stik af gensidig afhængighed.
Spist op indefra
Da Volkswagen for nyligt meddelte, at man planlægger at afskedige op til 100.000 medarbejdere, vendte mange øjne i branchen straks blikket mod Kina. Den europæiske bilindustri bliver presset af billige kinesiske alternativer, særligt inden for elbiler, hvor store statsejede virksomheder som BYD og Geely oplever stor vækst i salget.
“Kina veksler gerne økonomisk soft power til politisk kapital og kontrol.”
Knap hver tiende nye solgte bil i Europa er i dag kinesisk, og virksomhederne forsøger nu at udvide med lokal produktion i Europa. Faldende salgstal - 13 millioner solgte biler i 2025 sammenlignet med 15,3 millioner i 2019 - gør samtidig de europæiske bilproducenter desperate efter penge, hvilket gør de kinesiske kapitalindsprøjtninger svære at afvise.
Den europæiske bilindustri risikerer på den måde at blive spist op indefra af kinesiske investeringer, som på sigt kan undergrave deres selvstændige produktion. En ‘kannibalisering’, som den tyske tænketank Mercator beskrev det i sidste måned. Oveni det pres kommer den nye aggressive amerikanske toldpolitik, som også rammer de europæiske bilgiganter hårdt på pengepungen.
BYD har allerede etableret en stor fabrik i Ungarn, og med investeringerne kommer samtidig en voksende politisk indflydelse i EU. Under Viktor Orbán faldt forholdet til resten af EU ned under frysepunktet, hvilket fik den autoritære leder til at styrke båndet til Kina. Det har givet Kina et fodfæste i Europa, som også har betydet, at kinesisk politi udfører opgaver i landet, samt at kinesiske agenter kan operere mere frit.
Den ungarske graverjournalist Szabolcs Panyi, som op til forårets parlamentsvalg afslørede udenrigsminister Peter Szjiartos EU-undergravende samarbejde med sin russiske modpart, advarede allerede i 2021 om, at landet var ved at blive omdannet til en trojansk hest for kinesiske interesser.
På netop efterretningsområdet er Kina også begyndt at opføre sig mere aggressivt i Europa og har, som El Pais kunne dokumentere tidligere på måneden, udvidet sit spionnetværk betragteligt. Sidste år blev Huawei’s kontor i Bruxelles ransaget af belgisk politi, hvilket afslørede en større spionageindsats gemt inde i tech-giganten.
En række højreradikale politikere, herunder Alternative für Deutschland-MEP Maximillian Krah, efterforskes nu for at udlevere både sikkerheds- og industrihemmeligheder til Beijing, hvor også det højreekstreme belgiske parti Vlaams Belang er involveret i at sprede kinesiske narrativer om blandt andet koncentrationslejrene i Xinjiang. Sagerne illustrerer den måde, hvorpå Kina gerne veksler økonomisk soft power til politisk kapital og kontrol.
Made in Europe
Den stigende konkurrence fra kinesisk produktion inden for brancher, som traditionelt har udgjort drivkraften i det europæiske maskinrum, falder sammen med et voksende pres på forbrugsvarer fra Kina. I Bruxelles ser man med bekymring på den linde strøm af billige produkter, som bliver importeret fra Kina via hjemmesider som Wish, Temu og Aliexpress.
Foruden den prismæssige fordel drager de kinesiske hjemmesider også fordel af mindre regulering, hvilket gør det muligt for europæiske købere at anskaffe produkter, som ellers ikke er tilladt i EU. Den franske forbruger-organisation DGCCRF lagde sidste år sag an mod en række onlineplatforme, fordi de blandt andet solgte børne-sexdukker, knojern og macheter. Samlet er handelsbalancen mellem de to blokke kraftigt i Kinas favør: sidste år eksporterede Kina varer for 360 milliarder euro mere end der blev sendt den anden vej.
EU har på den baggrund skruet op for sin egen indsats, når det handler om at forhindre de kinesiske varer i at udkonkurrere de hjemlige markeder. Kommissionen har iværksat en række tiltag, som skal begrænse importen og dét, man i Bruxelles ser som et misforhold i samhandlen med Kina. I går meddelte Kommissionen desuden, at man vil indføre en tolddafgift på 3 euro på varer, et markant skridt i forhold til den tidligere grænse på 150 euro. Det nye tiltag vil særligt ramme virksomheder som SHEIN og Temu, som importerer billige kinesiske varer.
Det er også værd at bemærke, at den europæiske investeringsbank (EIB) er begyndt at give rekordstore lån til virksomheder som Airbus i et forsøg på at matche den kinesiske regerings rundhåndede statsstøtte til sine virksomheder. Der er dog langt op til de 1.500 milliarder, som Kina har postet i alene bilindustrien siden 2009.
Som en yderligere styrkelse af den europæiske produktion lancerede EU tidligere på året Made in Europe. Det er officielt et tiltag, som skal styrke europæiske varers betingelser på det frie marked. De færreste er dog i tvivl om, at det også er møntet på Kina. Made in Europe-intiativet er da heller ikke blevet vel modtaget af Kina, som kalder det “systematisk diskrimination.” Flere finansielle analytikere mener nu, at en decideret handelskrig mellem EU og Kina er under opsejling.
Taiwan spøger stadig
Mens det økonomiske forhold mellem de to blokke knager, er der også sikkerhedspolitiske spændinger. Det drejer sig selvfølgelig om Taiwan, som fortsat spøger i kulissen, ikke mindst fordi den kinesiske regering har skruet op for sin annekterings-retorik.
Taiwan-problematikken er først og fremmest et økonomisk spørgsmål for EU. Landet er EU’s fjerdestørste handelspartner og sidder fortsat tungt på den globale chipindustri. Det er gået op for det meste af verden - ikke mindst efter den chokbølge, som USA’s krig mod Iran har forårsaget - at sårbare forsyningskæder som halvlederindustrien kan blive endnu mere svækket af den globale konfliktoptrapning. EU har derfor også iværksat en ambitiøs målsætning om at udvide sin egen produktion og kontrollere mindst 20 % af mikrochip-markedet inden 2030. Indtil da har Taiwan en afgørende strategisk-økonomisk betydning.
For Kina er Taiwan ikke kun et spørgsmål om handel og økonomi, men om nationalistisk hjerteblod. Øen har samtidig et enormt strategisk potentiale, da en kinesisk erobring af Taiwan vil bryde den first island chain, som begrænser Kinas mulighed for at dominere Det Sydkinesiske Hav, hvor 20 procent af verdens maritime shipping sejler gennem. En varm krig i regionen ville kort sagt få krisen ved lukningen af Hormuzstrædet til at ligne en søndagsudflugt.
“For Kina er Taiwan ikke kun et spørgsmål om handel og økonomi, men om nationalistisk hjerteblod.”
I april slog den kinesiske diktator fast, at man ‘under ingen omstændigheder’ vil tolerere mere selvstændighed til øen. Kina har de sidste fire år optrappet sin militære tilstedeværelse rundt om Taiwan, og Trump-regeringens mindre faste opbakning til Taiwan har givet Xi endnu mere blod på tanden.
Mens USA’s indflydelse på verdensscenen falmer, har udviklingen forværret forholdet mellem Kina og resten af regionen. Det gælder særligt i forholdet til Filippinerne og Japan, hvor den nye højrenationalistiske premierminister Sanae Takaichi ikke ligefrem har gydet olie på vandene med sine kommentarer om, at Tokyo forbeholder sig retten til militær intervention i tilfælde af en kinesisk invasion.
Som reaktion på en filippinsk-japansk erklæring om, at man nu vil genoptage diskussionen om kystlinjer - herunder Taiwans - chikanerede kinesiske krigsskibe i sidste uge en række handelsskibe øst for Taiwans kyst, hvilket fik alarmklokkerne til at ringe i både USA og Europa. Kina har desuden udvidet sit eksportforbud og fjernet flyafgange til Japan.
Fra et europæisk perspektiv er der næppe meget at gøre, hvis Kina beslutter sig for at starte den krig mod Taiwan, som rykker nærmere. De europæiske ledere forsøger stadig at bevare forholdet til begge sider, hvilket blev illustreret sidste efterår, hvor Tjekkiet, Italien og Østrig fik besøg af den taiwanesiske udenrigsminister Lin Chia-lung, mens Kinas udenrigsminister Wang Yi var på europæisk besøg i Slovenien, Polen og Østrig. De to kolleger delte næppe en strudel i Wien.
En konflikt uden vindere
Konfliktoptrapningen mellem EU og Kina afspejler en generel tendens på verdensplan. Den dårlige nyhed er, at der ikke er nogen løsninger i sigte. De to stormagter har fundamentalt modsatrettede interesser i en verden, som i stigende grad bevæger sig i retning af bloktænkning og lukkede grænser.
Europa og Kina har dog stadig brug for hinanden. Begge sider står til at tabe massivt på en videre optrapning af konflikten, også selvom det kun bliver i form af forværrede handelsrelationer. Det er svært at se EU sætte alle sine økonomiske jetoner ind på at bevare Taiwans selvstændighed, al den stund at halvdelen af medlemslandene endda officielt betragter øen som en del af Kina.
Selvom en invasionskrig også kan få store økonomiske konsekvenser for Kina, kan vi - med Putins tilsvarende økonomisk irrationelle krig mod Ukraine - på ingen måde udelukke, at Kina vil se et aktuelt svagt USA som en gylden mulighed for genforening. Koste, hvad det vil.
Når Wang Yi i denne uge tager på skandinavisk turné og blandt andet skal mødes med Lars Løkke Rasmussen, er det bedste, man kan håbe på, en fælles forståelse for Europas og Kinas gensidige afhængighed. En sådan pragmatisme kom også til udtryk i Løkkes optakt til mødet:
“Vi kommer ikke uden om Kina, hverken politisk eller økonomisk, hvis vi skal have greb om nogen af verdens fundamentale udfordringer. Vi er på godt og ondt økonomisk forbundet med Kina, og det giver os meget at tale om.”
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.