Lørdag den 7. november ramte en terrortragedie igen en europæisk storby. Denne gang var det den centrale markedsplads i Krakow, som på et øjeblik blev forvandlet til et blodigt gerningssted. En 24-årig polsk mand trak en automatriffel frem og begyndte at skyde mod tilfældige forbipasserende på markedspladsen. Få minutter senere lå seks mennesker døde, mens yderligere femten var ramt af skud. Mandens forældre og lillesøster blev senere fundet døde i deres hjem.
To uger forinden havde den parisiske forstad Trappes dannet rammen om et lignende angreb. En 39-årig mand var kørt rundt i området og skudt mod tilfældige forbipasserende. Han nåede at myrde en 26-årig mand og såre fire andre, herunder en 12-årig pige, inden politiet anholdt ham i Coignières.
Den franske gerningsmand har tilstået, at han gik målrettet efter personer med muslimsk udseende. Han havde Mein Kampf liggende på natbordet ved siden af en bunke hjemmelavede klistermærker, som havde påtrykt budskaber om fransk nationalisme og støtte til det højreradikale parti National Samling.
Mens mange medier fortsat vægrer sig ved at stemple angrebet i Polen som politisk motiveret, har de polske myndigheder bekræftet, at den 24-årige Michał Oksiński havde besøgt hjemmesider om den nynazistiske massemorder Anders Breivik, og at der var blevet fundet en række højreekstreme symboler på hans arbejdsplads.
Selvom Kraków og Trappes er adskilt af 1.300 kilometer og tre landegrænser, er de to sager ideologisk forbundet. Begge var udtryk for den højreorienterede terrorbølge, som i disse år skyller ind over Europa med tiltagende styrke.
Spørger man radikaliseringsforsker og antropolog Tina Wilchen Christensen fra Aarhus Universitet, er en del af forklaringen det skred, som de seneste år er sket i politik.
“I forskningen skelner man mellem det radikale og det ekstreme: Det radikale opererer inden for rammerne af det liberale demokrati og forsøger at påvirke samfundet gennem en parlamentarisk proces. Det ekstreme er kendetegnet ved at forsøge at lukke samtalen gennem intimidering og vold. Siden nullerne er de vandtætte skodder mellem det radikale og det ekstreme blevet stadig mere flydende på den politiske europæiske højrefløj”, forklarer hun til Europanyt.
Højreterrorens historiske rødder i Frankrig
Den højreekstreme terrorbevægelse er ikke som sådan et nyt fænomen i Europa. I efterkrigstiden var det særligt den paramilitære franske Organisation armée secrète (OAS), som i 1960’erne satte politisk vold på dagsordenen. Målet var dengang at forhindre algiersk uafhængighed, og til formålet brugte man terroraktioner til at påvirke den franske opinion.
OAS var særligt aktiv i Algeriet, hvor man detonerede en lang række bomber i starten af 1960’erne. Da en bombe plantet af organisationen afsporede et tog mellem Strasbourg og Paris i juni 1961, mistede 28 mennesker livet, mens en bilbombe året efter, i Issy-les-Moulineaux udenfor Paris, krævede yderligere tre menneskeliv.
Da et OAS-bombeattentat mod kulturminister André Malraux kvæstede en fireårig pige, var bægeret fyldt for mange franskmænd, som i stort antal gik på gaden i protest. Dagen efter attentatforsøget organiserede fagforeninger og venstreorienterede partier en protest mod OAS, som blev mødt med voldelig undertrykkelse af det franske politi. Ni demonstranter blev dræbt under Charonnemassakren, hvilket skabte yderligere modstand mod både OAS og den franske kolonisering af Algeriet.
Flere hundredtusinder franskmænd deltog i mindehøjtideligheden for de ni ofre. Det blev et vendepunkt mod den højreekstreme terror. To måneder senere stemte 90 procent af befolkningen for Évianaftalen, som sikrede Algeriets uafhængighed. Under stort folkeligt pres var præsident Charles de Gaulle også tvunget til at sætte hårdt ind mod OAS-terroristerne, som blandt andet omfattede den franske general Raoul Salan og Pierre Sergent, som var officer i Fremmedlegionen.
Selvom stemningen havde vendt sig mod OAS, var det ikke alle franskmænd, der fordømte deres metoder. Blandt organisationens forsvarere var den franske advokat Jean-Marie Le Pen, som kaldte terroren ‘moralsk legitim’ og beskrev sit forhold til Salan som ‘meget venskabeligt.’
Da han et årti senere stiftede det nyfascistiske parti Front National i 1972, sluttede Pierre Sergent sig til det nye politiske projekt sammen med andre fremtrædende OAS-ledere som Christian Baeckeroot, der havde ledet en væbnet terrorcelle i Algeriet. Baeckeroot blev sat i spidsen for at opbygge Front Nationals ungdomsorganisation og senere valgt til Nationalforsamlingen.

Fra periferien til præsidentambitioner
I dag har Front National skiftet navn til det mere stuerene National Samling (NS). Trods partiets nye facade og datteren Marine Le Pens offentlige afstandstagen fra den voldelige fortids metoder, er forbindelsen til den mere ekstreme del af det højreorienterede miljø bevaret. Efter en række voldelige episoder fra dets medlemmer, blandt andet et angreb på SOS Méditerranées kontor i Marseille, et knivangreb i Lyon og brug af peberspray mod en 13-årig pige i Lille, blev den højreekstreme organisation Generation Identitær forbudt i Frankrig.
Flere af bevægelsens nøglepersoner er i stedet blevet en del af National Samling, heriblandt Philippe Vardon, der gik fra leder af ungdomsafdelingen Jeunesses Identitaires til medlem af NS-landsledelsen. Den militante Damien Rieu, der som talsperson for Generation Identitær opfordrede til massedeportationer og udtalte, at han “ville give sit liv for at generobre Frankrig,” blev i 2019 ansat som assistent for EU-parlamentarikeren Philippe Olivier.
“Vi må ikke underkende, i hvor høj grad den højreekstreme diskurs, både på nettet og i den politiske samtale, er med til at radikalisere folk, der begår terror.”
National Samling er ikke længere et parti i den politiske periferi, men er favorit til at vinde næste års præsidentvalg i Frankrig. Den højreekstreme diskurs er blevet normen i højreradikale partier og langt ind i den politiske mainstream.
Foruden Le Pens rebrandede parti har det ekstreme højre i Frankrig fået endnu et parlamentarisk fodfæste. Ni måneder efter forbuddet mod Generation Identitær i 2021 stiftede journalisten Éric Zemmour det højreekstreme parti Reconquête! (Generobring), som også har tiltrukket en række højreaktivister fra den yngre generation. Damien Rieu skiftede i 2022 til Zemmours parti og blev en kort overgang gjort følgeskab af Marion Maréchal, Jean-Marie Le Pens barnebarn. Også den tidligere Generation Identitær-talsperson Jérémie Piano stillede efter foreningsforbuddet op for Reconquête! ved parlamentsvalget i 2022.
“Vi ser, at folk fra de højreekstreme miljøer også plejer omgang med eller indgår i de politiske partier på den yderste højrefløj, og ideer flyder mellem dem. Det betyder også, at et ordforråd, som tidligere var forbeholdt de mere udenomsparlamentariske miljøer, er gledet ind i den politiske diskurs. Det er for eksempel tydeligt i diskussionen om remigration,” siger Tina Wilchen Christensen.
Christensen ser derfor også en tættere forbindelse mellem det radikale og det ekstreme i Europas politiske højrekredse.
“Det ekstreme højre har længe brugt vold og intimidering som politiske værktøjer. I Sverige har Den Nordiske Modstandsbevægelse (DNM) eksempelvis fulgt efter lokalpolitikere for at true dem. Samtidig er der kommet stærkere forbindelser mellem det ekstreme højres organisationer og de højreradikale politiske partier. I Sverige har man eksempelvis set, at folk fra DNM er gået ind i Sverigesdemokraterne. På internettet bliver der ofte dannet netværk på tværs af disse grupper.”
Stokastisk terror
Selvom både Michał Oksiński i Krakow og Kévin T. i Trappes havde højreekstreme holdninger, er deres terrorhandlinger blevet mødt med afstandtagen fra de højreradikale partier i de respektive lande. I Frankrig fordømte RN-leder Jordan Bardella angrebet og udtrykte sympati for ofrene. I Polen valgte højrefløjspartierne en anden tilgang, da både Konfederacja og Lov og Retfærdighed (PiS) såede tvivl om gerningsmandens ideologiske motiver.
Tina Wilchen Christensen mener dog ikke, at ansvarsfraskrivelsen er helt så ligetil.
“Vi må ikke underkende, i hvor høj grad den højreekstreme diskurs, både på nettet og i den politiske samtale, kan være med til at radikalisere folk, der begår terror.”
Bardella havde tidligere omtalt Trappes som “en lille miniudgave af en islamisk republik” og kaldt det “en tikkende bombe under Frankrig.” Marine Le Pens retorik om at “genvinde det tabte territorium” i Trappes kan også ses som en retorisk spejling af faderens kommentarer om at generobre den tabte jord i Algeriet.
I sin tale ved mindehøjtideligheden for ofrene i Trappes kritiserede byens borgmester Ali Rabeh også Bardellas kommentarer. Han mente, de havde bidraget til den hadske stemning, som fredag den 23. oktober fik fatale konsekvenser.
Inden for terrorforskning har man et begreb for, hvordan hadsk retorik kan øge risikoen for (ideologisk) vold: stokastisk terrorisme. Blandt skoleeksemplerne finder vi mordet på ærkebiskop Thomas Becket i 1170, som blev begået efter Kong Henry II’s berømte udtalelse: “Kan ingen dog skille mig af med denne turbulente præst?” Andre, som psykologen Molly Amman, fremhæver skuddrabet på den israelske premierminister Yitzhak Rabin som et historisk eksempel på stokastisk terrorisme.

Fra Oslo til Magdeburg
Under kraftig påvirkning fra den giftige onlinekultur begik den norske nynazist Anders Breivik i sommeren 2011 et af de mest opsigtsvækkende terrorangreb i europæisk historie, da han massakrerede en gruppe børn på socialdemokratisk sommerlejr. Foruden at være et af de mest blodige terrorangreb i Europa var det også et eksempel på, hvordan radikalisering på den ekstreme højrefløj i dag foregår gennem memes og selvbekræftende ekkokamre.
Inden terrorangrebet havde Breivik været særdeles aktiv på en række antimuslimske blogs og læste flittigt højreekstreme blogs som Gates of Vienna og Jihad Watch, der blev citeret som inspirationskilder i hans manifest. Breivik blev også selv en inspirationskilde for andre dele af miljøet.
“Det ordforråd, som tidligere var forbeholdt udenomsparlamentariske højreekstremister, er i dag gledet ind i den politiske diskurs.”
På femårsdagen for Utøya-massakren myrdede højreekstremisten David Sonboly ni mennesker i München. Datoen markerede angrebet som en hyldest til Breiviks terror. Fire år senere livestreamede den newzealandske nynazist Brenton Tarrant sit eget terrorangreb mod en moske i Christchurch, hvor han nåede at dræbe 51 mennesker. I Norge forsøgte nynazisten Philip Manshaus at imitere både Breivik og Tarrant, da han i 2019 myrdede sin adoptivsøster og efterfølgende forsøgte at begå en massakre mod Al-Noor-moskeen i Oslo.
Foruden Breiviks massakre blev 2011 også et skelsættende år for den europæiske højreekstremisme på anden vis. Fire måneder efter mordene på Utøya udkom bogen Den Store Udskiftning af den franske filosof Renaud Camus. Her blev rollerne vendt på hovedet; fra at være genstand for kolonisering i fx Algeriet, var det nu Frankrig, som stod over for en ‘modkolonisering’.
I bogen fremstilles migration fra muslimske lande som del af en organiseret konspiration mod den hvide race. Bagmændene er remplacisterne - den politiske og økonomiske europæiske elite, som kan lukrere på en rodløs befolkning uden national identitet. Bogen leverede et intellektuelt grundlag for den ideologiske bevægelse. Konklusionen var ligesom hos Breivik, at Europa var under angreb og måtte forsvares.
Som en nærmest poetisk slutning af cirklen blev en ny gruppe stiftet i Frankrig under betegnelsen OAS - denne gang som en forkortelse for Organisation des armées sociales (den Sociale Hærs Organisation). Det var en hyldest til den oprindelige europæiske terrorbevægelse, tilsat et moderne tvist, hvor Anders Breivik blev nævnt som inspirationskilde. Det nye OAS planlagde ligesom sin forgænger attentater mod ideologiske modstandere, men blev optrevlet, inden de nåede at føre terrorplanerne ud i livet. Grundlægger Logan Nisin blev i 2021 idømt ni års fængsel for terrorplanlægning.
Den fejlslagne genfødsel af OAS er samtidig en påmindelse om, at den højreekstreme terror ofte mislykkes. Det var også tilfældet, da medlemmer af Reichsbürger-bevægelsen i Tyskland forsøgte at kidnappe sundhedsministeren i 2022, eller da den engelske nynazist Jack Renshaw planlagde et attentat på Labour-politikeren Rosie Cooper. Andre gange lykkes terroren, som da en AfD-sympatisør dræbte seks personer ved et julemarked i Magdeburg i 2024, eller da Coopers partifælle Jo Cox blev myrdet i 2016 af fascisten Thomas Mair.
Den højreekstreme terror er på fremmarch i Europa, endda i en grad, hvor flere efterretningstjenester har opgraderet risikoen til højeste trusselsniveau. Månedens to terrorangreb var blot de seneste eksempler på den tendens. Og mens terror fortsat fordømmes over en bred kam, har den højreekstreme ideologi vundet anderledes stor politisk legitimitet i de europæiske parlamenter.
“Det ordforråd, som tidligere var forbeholdt udenomsparlamentariske højreekstremister, er i dag gledet ind i den politiske diskurs. Det ser vi mest tydeligt med debatten om remigration, ”, siger Tina Wilchen Christensen.
Renaud Camus’ ideer har fået den brede accept, Breiviks ikke har udsigt til at opnå. I et bredere samfundsperspektiv er spørgsmålet derfor, hvorvidt det er terroren - eller den politiske normalisering af det ekstreme højre, vi skal være mest bange for.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.




