Eurovision-boykot breder sig
Fortsat israelsk deltagelse i Eurovision har nu fået en række lande til at droppe deltagelsen i det årlige musikshow. Danmarks Radio har dog ikke planer om at tilslutte sig boykottet fra dansk side.

Selvom Israel egenlig ikke ligger i Europa, har landet deltaget i den årlige Eurovision-konkurrence siden 1973. Nu må arrangørerne imidlertid vælge side, mener en række europæiske lande. Som konsekvens af det igangværende folkemord i Gazastriben har både Spanien, Holland, Irland og Slovenien meldt ud, at de ikke ønsker at deltage i konkurrencen, så længe Israel er med.
“Deltagelse er uforsvarlig med tanke på de forfærdelige tab af menneskeliv i Gaza og den humanitære krise i området, som fortsat bringer mange civiles liv i fare”, skriver den offentlige irske public service-kanal RTE i en pressemeddelelse.
Ved en afstemning på en ekstraordinær generalforsamling i sidste uge stemte 11 lande imod at sætte spørgsmålet om israelsk deltagelse på dagsordenen. Hvert land fik 24 stemmer, hvilket betød, at 264 stemte nej til ændringsforslaget, mens 738 stemte for. 120 stemmeberettigede undlod at stemme.
Danmarks Radio meddelte tidligere på året, at man ikke havde planer om fra dansk side at boykotte Eurovision, men at en forudsætning for at deltage var, at der "skulle være et bredt europæisk fællesskab omkring konkurrencen.”
Europanyt har kontaktet DR for at spørge, hvorvidt man stadig mener, at det kriterium er opfyldt efter udmeldingen fra de fire europæiske lande. Vi ville også gerne have afklaret, hvorvidt den danske delegation stemte for, imod eller blankt til spørgsmålet om at sætte israelsk deltagelse på dagsordenen. DR er dog ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Politisk ladet show
Officielt er forklaringen på, at Israel overhovedet kan deltage, at landets public service kanal, KAN, er medlem af Den Europæiske Radio- og Fjernsynsunion (EBU).
Skulle det voksende boykot ende med, at Israel bliver fjernet fra konkurrencen, ville det ikke være første gang, at den politiske situation påvirker showet. Efter den russiske invasion af Ukraine i 2022 blev Rusland udelukket fra deltagelse. Samme år vandt Ukraine en overbevisende sejr, hvilket næppe kun hang sammen med sangens kvalitet.
I 2009 blev forfatterne til det georgiske sangindslag “We Don’t Wanna Put In” - et ordspil på den russiske diktators navn - bedt om at modificere sangteksten, da man ikke ville risikere at krænke nogens følelser. Det resulterede i, at GPB, den georgiske public service-kanal, trak sin deltagelse fra det års show.
Israels deltagelse har tidligere skabt vrede, ikke mindst i en række arabiske lande, hvor den israelske sang ofte falder sammen med en reklamepause. Da Israel stod til at vinde konkurrencen i 1978, slukkede jordanske BTV for transmissionen og viste i stedet billeder af påskeliljer. Da Israel som forventet vandt, meddelte BTV, at Irland i virkeligheden havde vundet.
Denne gang lader bægeret dog til også at være fyldt for en række europæiske deltagere - men altså foreløbigt ikke Danmark.
Det tager 15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.


