Fascismen i Ruslands fundament
Mens resten af verden er blevet lullet i søvn, har Kreml-regimet i årtier knyttet bånd til den globale fascisme. Hybridkrigsforskeren Olga Lautman afdækker Kremls operation.
Mens man i Vesten fejrede den kolde krigs afslutning, lagde man i Moskva byggestenene til dens tilbagevenden. I denne artikelserie undersøger jeg, hvordan Rusland har fodret og gradvist overtaget et globalt netværk af højreekstremister, støtter, politiske bevægelser og magthungrende eliter. Højreradikale partier og politikere i udvalgte lande er blevet omdannet til politiske våben.
Jeg fortæller dig om, hvordan et netværk af oligarker, propagandister og ideologer i en række lande, fra Tyskland og Frankrig til Italien, Nederlandene og USA, har transformeret politik i Vesten. Det er en opskrift på at få indflydelse, som er taget ud af KGB’s håndbog, og som bliver nu brugt af regeringer, bevægelser og medier i hele den demokratiske verden.
Historien begynder i den kolde krigs sidste år, hvor man i Moskva lærte at mestre brugen af ekstremister som et våben i skyggekrigen mod Vesten.
Ruslands fascistiske fundament
Da den kolde krig sang på sidste vers, begyndte den sovjetiske efterretningstjeneste at bruge Østtyskland som rugekasse for en række af sine mørkeste eksperimenter. Det var gået op for KGB-officerer i Dresden, at ideologi var en flydende størrelse, at moral altid var til forhandling, og at selv kommunismens svorne fjender kunne bruges som nyttige kaosagenter.
Det var også i Dresden, at en ung KGB-officer ved navn Vladimir Putin kom til en erkendelse, som senere skulle præge hans magtvælde: fascister, nationalister og ekstremister af enhver slags kan bruges til at fremme Moskvas dagsorden. De skal blot tro, at de handler på eget initiativ.
Det var for længst gået op for KGB’s internationale afdeling, at fjender er de bedste værktøjer. Fascister kunne tilbyde dét, som den sovjetiske efterretningstjeneste satte allermest pris på - disciplin, diskretion og en voldsparathed, som kunne bruges mod de vestlige demokratier. I løbet af 1980’erne var skillelinjen mellem ideologi og opportunisme blevet opløst.
Da Putin ankom til Dresden som en slags mellemleder, under dække af at være oversætter for det sovjetisk-tyske venskabshus, trådte han ind i en verden, hvor disponible agenter og hemmelige netværk betød langt mere end sovjetisk doktrin.
Stasi, det hemmelige østtyske politi, leverede et dække, og i fællesskab finpudsede de en række metoder til undergravning, som så stort på alle former for moralske overvejelser. I én af operationerne var Putin angiveligt kontaktperson for Rainer Sonntag, en voldelig nynazist, som blev skolet i DDR’s eget sikkerhedsprogram og derefter sendt til Vesttyskland, hvor han blev et symbol på det kaos, Moskva spredte fra skyggerne.
Fra Dresden til Dugin
Historien om Sonntag afslører også noget dybere. I Sovjetunionens besættelse af sejren over Hitler havde man lært at genbruge de samme metoder som den fjende, man havde nedkæmpet. Fascister, monarkister og anarkister kunne omformes til våben. For Putin, der var udstationeret sammen med KGB-kollegaen Sergej Chemesov - som nu står i spidsen for Rostec (Ruslands statsejede forsvarsindustri, red.) og den russiske militærmaskine - var det en erfaring, som er blevet siddende. Den sovjetiske ideologi blev brugt til at dække over forbruget, mens magt og kontrol var de egentlige drivkræfter.
“Mens den korrupte privatiseringsbølge hærgede og Rusland kollapsede økonomisk, væltede nynazister og ultranationalistiske militser frem på gaderne, hvor de med migranter og jøder som syndebukke italesatte en ny russisk renhed.”
Den voldsparate ekstreme højrefløj var ikke det eneste våben, som blev udklækket i Dresden. Flere kilder har berettet om, hvordan Dresden også var rugekasse for møder mellem KGB, Stasi og medlemmer af Rote Armee Fraktion (RAF), den venstreradikale terrorcelle, som stod bag bombning af amerikanske baser og mord på bankfolk i kampen mod ‘imperialisme’. Tidligere RAF-medlemmer har fortalt om, hvordan hemmelige møder blev afholdt i byen, hvor sovjetiske agenter, heriblandt Putin, blev fremstillet som mellemmænd, der diskret forsynede dem med efterretninger, logistisk assistance og våben til brug i Vesttyskland.
Stasi havde længe dækket over RAF-medlemmer, som fik falske identiter og blev sat i kontakt med palæstinensiske grupper som PFLP. Det skabte en gråzone, hvor Moskvas aktiver på den radikale højre- og venstrefløj krydsede spor. I samme periode stod Putin angiveligt i spidsen for en operation, som havde til formål at skaffe forskning fra Vesttyskland om en gift, der kunne dræbe uden at efterlade spor. Krydsfeltet gav KGB mulighed for at finpudse de metoder, man havde brugt i årtier - desinformation, infiltrering og manipulation af de politiske yderpoler - og blev startskuddet til en periode, hvor ideologi var røgsløret, kaos var metoden og undergravning målet. Det var en opskrift, som Putin senere skulle perfektionere.
Da Berlinmuren faldt, tog Putin hjem til Rusland med de nye redskaber i kufferten.
1990’erne viste sig at være den perfekte yngleplads. Mens den korrupte privatiseringsbølge hærgede, og Rusland kollapsede økonomisk, myldrede nynazister og ultranationalistiske militser frem på gaderne, hvor de med migranter og jøder som syndebukke italesatte en ny russisk renhed. Veteraner fra Afghanistan- og Tjetjenienkrigene sluttede sig til nye lejesoldatorganisationer, som udviskede grænsen mellem patriotisme og organiseret kriminalitet.
Ud af det kaos trådte Aleksandr Dugin ind på scenen; en mysticisme-filosof, som pakkede fascistisk ideologi ind i floskler om en ‘eurasisk identitet’. Dugin parrede den nazistiske geopolitik med den ortodokse kirkes mysticisme, og klistrede det ovenpå århundreders russisk imperialisme. Den russiske civilisation fik i den fortælling en ny rolle som skæbnebestemt arvtager for Vestens liberalisme. Ud af KGB’s rugekasse var der opstået en russisk fascisme, som staten kunne bruge til sine egne formål.
Fascisme-diplomati
I starten af det nye årtusinde havde Kreml lært at tøjle den nye bølge af nationalisme snarere end at undertrykke den. Nynazister fik valget mellem at ryge i fængsel eller samarbejde med staten. Gadevolden blev gjort til et redskab i statens værktøjskasse. På den internationale scene blev de samme netværk brugt til at få indflydelse.
Efter Den Orange Revolution i Ukraine i 2004 gik Dugin og hans akolytter hurtigt i gang med at bekæmpe den demokratiske bevægelse, som havde rystet Moskvas kontrol med Kyiv. Dugins Eurasiske Ungdomsorganisation sendte ultranationalister til Ukraine for at fremprovokere sammenstød med demonstranterne og skabe opbakning til at genoprette den russiske indflydelse.
“I Georgien parrede Moskva-regimet militær aggression med informationskrig, cyberangreb og psykologisk krigsførsel, og lagde dermed fundamentet for den skyggekrig, som snart blev erklæret mod resten af verden.”
Selvom det begyndte som et forsøg på at undertrykke et nabolands demokratiske retning, blev eurasianismen hurtigt til et globalt projekt og et geopolitisk mantra, som skulle sprede sig til hele verden. Gruppen udviklede sig til at blive et udenrigspolitisk våben forklædt som en studenterbevægelse, oversatte sine politiske manifester og sendte folk til Serbien, Østrig og Tyskland. Ved udgangen af nullerne havde Moskva genopfundet sig selv som den kristne civilisations værn mod det dekadente Vesten og gjort fascisme til en del af sin diplomatiske strategi.
Da Rusland invaderede Georgien i 2008, var det et varsel om imperiets genkomst. Selvom det lignede en ideologisk genopblomstring var det reelt en efterretningsoperation iklædt moralske sprogblomster. Når Kreml-regimet talte om pligt, tro og forsvar af civilisationens dyder, var det et propagandagreb, der både kunne sikre ro på hjemmefronten og sluges råt i resten af verden - et sindrigt dække for afpresning, destabilisering og dominans.
Det handlede om at beskytte russiske borgere, forklarede Kreml - en velkendt løgn, som er blevet genbrugt under invasionen af Ukraine og alle andre krige, som er blevet ført med henvisning til at “forsvare” den Russiske verden (Russkiy Mir, red.). I Georgien parrede Moskvaregimet militær aggression med informationskrig, cyberangreb og psykologisk krigsførelse, og lagde dermed fundamentet for den skyggekrig, som snart blev erklæret mod resten af verden.
I de efterfølgende år blev den parring udvidet fra det militære til åndelige og kulturelle kamppladser. Kreml byggede en ideologisk facade, som kunne dække over dets magtbegær. Loyale gejstlige som Patriarken Kirill - der tidligere havde arbejdet for KGB under dæknavnet Mikhailov, inden han blev åndeligt overhoved - gav statens ambitioner et åndeligt strejf og definerede loyalitet mod Kreml som en moralsk samfundspligt. Den ortodokse kirke blev således et instrument til at udøve blød magt i udlandet. Under Kirills ledelse har den russiske ortodokse kirke udvidet sit internationale netværk og fostret tætte bånd til europæiske traditionalister, amerikanske evangelister og højreradikale religiøse bevægelser, som havde købt ind på Mosvkas fortælling om at være troens værn mod sekulær liberalisme.
Det ‘moralske diplomati’ var en kalkuleret efterretningsoperation. Kremls sikkerhedstjenester fremstillede et narrativ om åndelig vækkelse og traditionelle værdier, som kunne bruges til at infiltrere de vestlige samfund. Politisk undergravelse blev camoufleret som tro.
En ny klasse af ideologisk motiverede oligarker, som fascisten Konstantin Malofejev, blev bannerførere for den mission. De finansierede ultranationalistiske konferencer og frontorganisationer, og eksporterede politisk og moralsk indflydelse i form af “kristne værdier.” Sammenkoblingen af tro, sikkerhedspolitik og ideologi blev en model, som senere skulle vinde stor genklang blandt vestlige populister, der forvekslede autoritær orden med moralsk styrke.
Fra Kreml til den amerikanske højrefløj
Efter valget af Barack Obama i 2008 så Kreml en åbning. USA’s århundredelange racespændinger flammede op som reaktion på valget af den første sorte præsident. Højreekstreme kræfter havde længe luret under overfladen, men med sociale mediers fremkomst blev de mere tydelige, bedre organiserede og ikke mindst boostet af algoritmerne. Russiske desinformationsveteraner fra den kolde krig øjnede straks en mulighed for at gøre det digitale rum til en ny slagmark. I starten af 2010’erne var Moskva klar til at eksportere sit ideologiske gift til internettet.
Nynazisten Richard Spencer introducerede sammen med Nina Kouprianova - Dugins oversætter og senere engelske talsperson - eurasianismen i den amerikanske white nationalism-bevægelse. På Spencers konferencer blev Dugins narrativ om Rusland gentaget som den hvide, kristne civilisations værn mod globalisme. Det ideologiske ægteskab blev et effektivt bindeled mellem Kremls ideologer og de amerikanske ekstremister. Spencer hyldede Rusland som “verdens eneste hvide stormagt”, mens Kouprinova, der brugte aliaset Nina Byzantina, oversatte Dugins bøger og spredte Kremls propaganda i højreradikale internetfora.
“Fra den spæde start i Dresden er Putins strategi nu blevet et globalt fænomen, og dets indflydelse kan mærkes overalt - fra fronten i Ukraine til Vestens politiske magtcentre.”
På samme tid gødede det russiske medieapparat jorden. Russia Today blev rebranded som RT, og begyndte at sprede strategiske konspirationsteorier, herunder “birther”-løgnen om at Obamas statsborgerskab var falsk,. På RT kunne man nu se interviews med obskure konspirationsteoretikere som Orly Taitz og Wayne Madsen.
Kremls narrativer sprang frem og tilbage mellem Kremls statsstyrede medier og den amerikanske højrefløjs medieøkosystem, hvilket skabte en slags selvforstærkende ekkokammer, der gjorde det svært at skelne mellem amerikansk paranoia og russisk manipulation. Da Donald Trump tog birther-løgnen op igen i 2011, var fundamentet allerede blevet lagt. Det bekræftede Kreml i, hvor nemt det var at bruge amerikansk forargelse som et våben.
Operationen kulminerede i 2016: KGB’s eksperimenter fra den kolde krig, (gen-)brugen af ekstremister i det postsovjetiske Rusland og det digitale netværk, som spredte idéerne på tværs af landegrænser. Det, der var begyndt som en påvirkningskampagne i Europa, var nu blevet verdensomspændende. Den russiske stat, som havde lært at bruge nynazistiske grupper og venstreradikale terrorceller, kunne nu eksportere kaos gennem troldefabrikker, frontorganisationer og onlinebevægelser. De samme nazister, som Moskva havde lært at bruge som skakbrikker på hjemmefronten, kunne bruges som ideologiske lejesoldater på nettet til at påvirke udenrigspolitik.
I de næste afsnit af artikelserien kan du læse om, hvordan Rusland kultiverede og finansierede højreradikale politiske partier, influencere, tænketanke og bevægelser - fra AfD i Tyskland og National Samling i Frankrig til Italiens Lega, Østrigs FPÖ og Fidesz i Ungarn.
Vi følger pengesporet, mediernes rolle, de folk som står bag bevægelserne - og selvfølgelig oligarkerne, propagandisterne, de religiøse skikkelser, spionerne og påvirkningsagenterne, der alle har bidraget til at gøre Kremls magtideologi til en eksportindustri. Fra den spæde start i Dresden er Putins strategi nu blevet et globalt fænomen, og dens indflydelse kan mærkes overalt - fra fronten i Ukraine til Vestens politiske magtcentre.
Olga Lautman og Europanyt © Oversat af Morten Hammeken.
 | A guest post by
|