Fascismen i Ruslands fundament: Sådan blev Ruslands ortodokse kirke gjort til et religiøst våben
Den russiske ortodokse kirke spreder regimets propaganda i Vesten, træner egne militser og velsigner tanks. I spidsen står en gruppe tidligere KGB-agenter, som er blevet rigt belønnet.
Mens man i Vesten fejrede den kolde krigs afslutning, lagde man i Moskva byggestenene til dens tilbagevenden. I denne artikelserie undersøger jeg, hvordan Rusland har fodret og gradvist overtaget et globalt netværk af højreekstremister, støtter, politiske bevægelser og magthungrende eliter. Højreradikale partier og politikere i udvalgte lande er blevet omdannet til politiske våben.
Jeg fortæller dig, hvordan et netværk af oligarker, propagandister og ideologer i en række lande - fra Tyskland og Frankrig til Italien, Nederlandene og USA - har transformeret politik i Vesten. Det er en opskrift på at få indflydelse, som er taget ud af KGB’s håndbog, og som bliver nu brugt af regeringer, bevægelser og medier i hele den demokratiske verden.
Andet afsnit undersøger den russiske ortodokse kirkes rolle i at give regimet legitimitet og et åndeligt skalkeskjul.
Kremls lange blik
I første afsnit af artikelserien kunne du læse om Ruslands fascistiske fundament med fokus på KGB’s metoder under den kolde krig, Putins operationer i Dresden og regimets brug af nazister og ekstremister til at destabilisere andre lande.
I denne uge skifter vi fokus til Den Russiske Ortodokse Kirke (ROK) - med særligt fokus på genopbygningen af kirken som et statsideologisk redskab, der kobler nationalisme, ortodoks traditionalisme, efterretninger og politisk magt. Resultatet er et redskab, som kan påvirke og undergrave. Det blev i første omgang brugt i Rusland, men blev senere eksporteret til Europa, USA, Canada og resten af verden.
Det første, man må gøre sig klart, er, at Kreml opererer med lange tidshorisonter. Strategiske dispositioner kommer ikke til udtryk ved pludselige tilfælde af kulturel konservatisme eller geopolitisk forurettethed, men er snarere resultatet af årtiers manipulation i Rusland - en taktik, som blev genoplivet af Putin på en måde, der udviskede grænsen mellem teologi og spionage, tro og nationalisme, samt åndelighed og militariseret propaganda.
Til sidst blev den også brugt til at skabe alliancer med den globale højrefløjs partier, infiltrere religiøse bevægelser, manipulere med russere i eksil og gennemføre påvirkningskampagner, som har omformet Vestens politiske systemer.
Fra zaren til sovjet
Længe før Putin blev født, var den russiske ortodokse kirke blevet infiltreret, styret og diskret omdannet af statens sikkerhedstjenester; allerede i zarernes tid havde ROK været monarkiets forlængede arm, som prædikede lydighed mod zaren og i det skjulte videregav oplysninger til Okhrana, zarens hemmelige politi.
Den bolsjevikiske revolution resulterede i en voldelig undertrykkelse, hvor kirker blev sprunget i luften og præster blev henrettet. Så tog Stalin over. I et kynisk magtgreb genoplivede han kirken under Anden Verdenskrig, og lagde den i hænderne på NKVD, forgængeren til KGB. Siden da har kirkens hierarki været styret af sikkerhedstjenesten. KGB havde nu kontrol over, hvem der skulle forfremmes, hvem der kunne gå på prædikestolen eller rejse til udlandet, og hvilke præster der kunne bruges som uofficielle agenter. Disse fik til opgave at sprede sovjetisk propaganda, påvirke sympatisører, indsamle nyttige informationer og undergrave Vestens indflydelse under dække af religiøst diplomati.
“Da Putin samlede magten omkring sig i starten af nullerne, var kirkens rehabilitering ikke et udtryk for en åndelig vækkelse, men derimod genopdagelsen af den formel, han havde lært i Sovjettiden.”
Først efter Sovjetunionens kollaps stod det klart, hvor dybt operationen stak, da den regimekritiske præst og parlamentsmedlem Gleb Jakunin fik adgang til KGB-arkiverne, hvor han fandt omfattende dokumentation for, at ledende præster havde arbejdet som meddelere og agenter - ikke bare inden for Sovejtunionens grænser, men også i en lang række internationale religiøse organisationer, herunder Kirkernes Verdensråd, Konferencen for Europæiske Kirker og sågar Vatikanet. I 1990’erne rejste Jakunin til USA med en advarsel i kufferten: den russiske ortodokse kirke havde ikke “løftet en eneste finger” for at bremse infiltrationen. “Vi forsøger at advare kirkerne i både Rusland og Vesten om… at det, der er foregået, sagtens kan ske igen,” sagde han.
Kirkens nye ledelse, som blev formet under Putin, var da også skåret over nøjagtig den formel, som Jakunin havde advaret imod. Patriarken Kirill - der i KGB’s arkiver bliver omtalt under kodenavnet “Mikhailov” allerede i 1970’erne - havde tilbragt årtier inden for det system, hvor han havde infiltreret religiøse institutioner i Geneve på vegne af den sovjetiske efterretningstjeneste. Hans forgænger på posten som åndeligt overhoved, Alexej II, optrådte også i dokumenter fra Sovjettiden under kodenavnet “Drozdov”.
Militariseringen af kirken
Da Putin samlede magten omkring sig i starten af nullerne, var kirkens rehabilitering ikke et udtryk for en åndelig vækkelse, men derimod gemoptagelsen af den formel, han havde lært i sovjettiden - opdateret og finpudset til at kunne bruges i en globaliseret verden, hvor indflydelse nemmere vindes gennem identitet, kultur og tro end ved at sende kampvogne.
Rusland begyndte på samme tid at lave undergravelsesoperationer, knyttede bånd til det globale højre og hvidvaskede oligarkernes formuer gennem vestlige institutioner. Man fremstillede sig som “de traditionelle værdiers” beskytter med den ene hånd, og faciliterede korruption, informationskrig og undergravelse med den anden.
Kirkens rolle blev også drastisk udvidet under Putin. Den skulle ikke længere blot give moralsk rygdækning på hjemmefronten men også være et værktøj i hybridkrigskassen. Den begyndte at sprede Kremls propaganda om “traditionelle værdier”, og understøttede samtidig antiliberale narrativer i Vesten, hvor man fandt nyttige personer og bevægelser. Det ekstreme højre og de religiøse netværk blev set af Moskva som ideologiske aktiver.
Kirill fremstillede samtidig politisk loyalitet som en hellig pligt og brugte eksplicit religiøse begreber, når han lovpriste Putins styre. Den ulovlige annektering af Krimhalvøen blev retfærdiggjort som en “historisk og moralsk genopretning“, og efter den store invasion af Ukraine blev militærtjeneste italesat på en måde, der afspejlede efterretningstjenesternes og militærets egen retorik snarere end noget, man finder i Bibelen. Statsvold og folkemord blev en vej til åndelig frelse.
Penge og privilegier
Kirkens bånd til Kreml blev yderligere styrket gennem penge, privilegier og institutionel beskyttelse. Kirill fik tildelt en bolig i Kreml i 2004, og kirken modtager til stadighed store beløb gennem statslige tilskud og “donationer” fra oligarkerne. Da metropolitan Hilarion, kirkens velansete leder for udenrigsanliggender, tøvede med at bakke op om Ruslands etniske udrensninger i Ukraine, blev han øjeblikkeligt fjernet fra posten som en påmindelse om, at lydighed ikke var til diskussion.
I mellemtiden blev de loyale belønnet fyrsteligt. Den ultrakonservative oligark Konstantin Malofejev finansierede en stor del af den russiske “familieværdier”-propaganda og de udenlandske operationer. Han stod bag Tsargrad TV, som blev startet med hjælp fra den tidligere Fox News-producer John Hanick, der senere blev sigtet i USA, for at have arbejdet for Malofejev i strid med de amerikanske sanktioner, og for at have løjet over for FBI.
FBI beskrev, hvordan Malofejev havde spillet en stor rolle i den russiske invasion af Ukraine i 2014. Hans tidligere ansatte Igor ‘Strelkov’ Girkin - en forhenværende FSB-agent, som havde været en af bagmændene bag annekteringen af Krimhalvøen og senere stod i spidsen for den russiske besættelse af Donbas - understregede, hvor tætvævet netværket var mellem kirke, oligarker og sikkerhedstjeneste.
I tæt samarbejde med russiske agenter, GRU Spetsnaz (specialstyrker), lejesoldater fra Wagnergruppen og nynazistiske militser som Rusich-bataljonen, havde Malofejev og Girkin ledet besættelsen af Krimhalvøen og Donbas-provinserne. Koalitionen bar umiskendeligt Kremls aftryk: koblingen af ortodoks traditionalisme, radikale militser og specialenheder under dække (“de små grønne mænd”), som benyttede mørklagte operationer og proxy-agenter til at erobre land, og som forklædte den ulovlige besættelse som en “lokal opstand.”
Paramilitær kirke
Da Rusland indledte den store invasion af Ukraine i 2022, var samarbejdet mellem kirke og stat blevet så tæt, at kirken havde dannet sin egen milits, som gik under navnet Andreaskorset. Vladimir Kiltjenko, som styrede Andreaskorset, forklarede i et interview, at det “faktisk er første gang i historien, at en privat militærenhed bliver styret af den russiske ortodokse kirke.”
Kirken afviste senere reportagen som en “misforståelse”, og påstod, at man blot drev et “taktisk træningscenter", men på det tidspunkt var den sidste fernis skallet af. Rusland brugte nu åbenlyst kirken som en forlænget arm af statsmagten, som rekrutteringsapparat og en paramilitær enhed.
“Regeringer i hele Europa er nu begyndt at se Moskva-kirken som en potentiel sikkerhedsrisiko.”
Efter årtiers infiltrering af landets egen kirke handlede Ukraine beslutsomt og tidligere end de fleste. Under Porosjenko-regeringen blev Den Ukrainske Ortodokse Kirke i 2018 pålagt at redegøre for sine forbindelser til Moskva. I 2019 etablerede man den uafhængige Ukraines Ortodokse Kirke, der kappede forbindelsen til Moskva. Da Rusland indledte den store invasion, fremlagde de ukrainske sikkerhedstjenester beviser for, at præster i den russisk-kontrollerede kirke samarbejdede med patriarkatet i Moskva, omdelte propagandamateriale, russiske pas og besættelsesmanualer samt faciliterede ulovlige pengeoverførsler. Der er beviser for, at præster i flere tilfælde har viderebragt oplysninger fra slagmarken til besættelsesmagten, der kunne bruges til at koordinere russiske missilangreb.
Regeringer i hele Europa er nu begyndt at se Moskva-kirken som en potentiel sikkerhedsrisiko. Med erindringer fra Sovjettiden i baghovedet ,er flere lande også begyndt at handle. Estland har krævet, at landets ortodokse kirke kapper sine juridiske bånd til Moskva. I Letland er der blevet vedtaget lovgivning om frigørelse af landets kirke fra patriarken i Rusland med direkte henvisning til Kremls brug af religion som et politisk våben. Bulgarien udviste for nylig den øverste leder af Moskva-patriarkatet på en lignende baggrund.
Selv i historisk neutrale Sverige ser vi det mønster udfolde sig klart og tydeligt. En overdådig russisk ortodoks kirke er blevet opført kun 300 meter fra den strategisk vigtige Stockholm-Västerås Lufthavn, og finansieringen er sket ad hemmelige omveje, ledet af en præst, som gik rundt med en fortjenstmedalje for “tro tjeneste” fra den russiske udenrigstjeneste (SVR). Den svenske efterretningstjeneste (SÄPO) meldte offentligt ud, at Moskvapatriarkatet blev brugt til at indsamle efterretninger og planlægge fjendtlige aktioner, hvilket fik den svenske regering til at kappe alle økonomiske bånd til trossamfund forbundet med Moskva.
I land efter land er billedet det samme: når Moskva-kirken og dens allierede rodfæster sig, følges den af politisk uro, antivestlige holdninger og påvirkningskampagner mod demokratiske institutioner. I Serbien og Montenegro, hvor Kreml længe har brugt den serbiske ortodokse kirke til at styrke sin indflydelse, har præster og religiøse netværk med forbindelser til Moskva været med til at organisere demonstrationer mod NATO og EU i årtier. I Montenegro har Rusland brugt en række kirkelige operationer til at styrke Kremls narrativer i en grad, hvor den lokale efterretningstjeneste har advaret om, at det skal ses som et forsøg på at undergrave landets uafhængighed og omstøde dets NATO-medlemskab.
I resten af Europa ser vi en lignende opskrift blive fulgt: Ultrakonservative katolske grupper har sammen med Matteo Salvinis Lega-parti omfavnet Moskvas fortælling om “traditionelle værdier”, ikke mindst gennem Alexej Komov, Konstantin Malofejevs højre hånd, der fungerer som bindeled til den kristne højrefløj i Vesten. I Frankrig, Østrig, Ungarn og Tyskland bruges ortodokse kulturcentre og Kreml-tro religiøse frontorganisationer til at tætne båndene til højreradikale partier, der kan bruges til at få indflydelse, oppiske stemninger og hvidvaske de russiske narrativer under dække af tro og traditioner.
De russiske agenter i USA
De samme metoder er dukket op i USA. Gennem Rossotrudnichestvo, der er almindeligt kendt som en frontorganisation for SVR og FSB (de russiske sikkerhedstjenester), og Det Koordinerende Råd for Russiske Landsmænd i Udlandet (KSORS) har Moskva opbygget et netværk blandt eksilrussere, som forener “kulturel udveksling” og skjult politisk påvirkning.
Elena Tjernykh, også kendt som Elena Branson, har stået i spidsen for KSORS i USA, hvor hun har arbejdet direkte sammen med russiske embedsmænd gennem en efterretningsorganisation; herigennem har hun rekrutteret andre udlandsrussere og lavet lobbyarbejde med amerikanske politikere. Da FBI fik færten af hendes aktiviteter, skyndte hun sig at flygte til Moskva. Tjernykh blev senere sigtet for at have arbejdet som fremmed agent, uden at have oplyst det.
“Kirker, som gennem årtier har betegnet sig selv som uafhængige, befandt sig pludselig under Patriarken og hans KGB-sammensvornes kontrol.”
På samme tid infiltrerede Maria Butina NRA (National Rifle Association, våbenlobbyorganisation, red.), det republikanske parti og konservative religiøse kredse. Charles Bausman, som stod bag det pro-Kreml og stærkt religiøse propagandamedie Russia Insider, pumpede sideløbende racistiske antiukrainske narrativer ind i MAGA-økosystemet, men efter at have deltaget i kupforsøget den 6. januar 2021, flygtede også han til Moskva.
Operationen er ikke begrænset til det russiske samfund. Kreml har siden 2007 arbejdet på at genforene den Russiske Ortodokse Kirke Udenfor Rusland (ROCOR) med Moskvapatriarkatet, og Moskva har ubemærket strakt sine fangarme dybt ind i ortodokse lokalsamfund i hele USA, Canada, Vesteuropa og Australien. ROCOR-afdelinger, som gennem årtier har betegnet sig selv som uafhængige, befandt sig pludselig under Patriarken og hans KGB-sammensvornes kontrol. Det lignede teologisk forbrødring, men var reelt en ny påvirkningskanal, som har formet religiøse netværk, kulturelle bånd og politiske alliancer i årtiet frem mod valget i 2016.
Den globale højrefløj: Ti års fremmarch støttet fra Kreml
DDa Trump blev et politisk fænomen i 2015, havde Kreml gennem et årti kultiveret et økosystem, der bestod af konservative kristne, højreradikale politikere og identitetspolitiske forargelsesbevægelser i hele USA. Evangelikale ledere som Franklin Graham, der privat mødtes med Putin og lovpriste Ruslands ‘moralske lederskab’, trak et renskuret image af Moskva-regimet som et bolværk for kristen civilisation ned over hovedet på millioner af følgere.
Jay Sekulows organisation ACLJ (American Center for Law & Justice, højreradikal tænketank, red.) gav Kremls budskab et juridisk og ideologisk dække. Imens arbejdede Verdens Familiekongres, som blev ledet af Alexej Komov og finansieret af Konstantin Malofejev, på at forbinde amerikanske evangelister, ultrakonservative europæere, ortodokse præster og russiske ideologer i en transnational koalition, der var på bølgelængde med Moskvas strategiske mål.
Det er ikke tilfældigt, at det ekstreme højres opblomstring i Vesten faldt sammen med Moskvas opbygning af en religiøst-ideologisk infrastruktur. Gennem ortodokse frontorganisationer, konservative katolske netværk, evangeliske mellemmænd og højreradikale politikere eksporterede Kreml et verdenssyn, som fremstillede det liberale demokrati som dekadent, illegitimt og dømt til undergang - ikke for at omvende folk, men derimod for at undergrave det demokratiske system indefra. Netværkene fik tilsat et gennemgående antidemokratisk budskab, som blev pakket ind i “traditioner” og “familieværdier” og normaliserede tanken om, at pluralisme er svaghed, menneskerettigheder er en trussel, og demokrati er et fejlslået eksperiment.
Kirkens succes er en af Moskvas mest effektive og sejlivede operationer, som har slået rod i alle store landes indenrigspolitik - og som i høj grad er lykkedes fordi de vestlige regeringer og efterretningstjenester har tøvet med at kulegrave religiøse institutioner.
I de næste afsnit af artikelserien kan du læse om, hvordan dette apparat har understøttet fremkomsten af højreradikale politiske partier i Europa, USA, Canada og resten af verden, styrket den autoritære bevægelse på verdensplan og fremskyndet de demokratiske institutioners svækkelse.
I første omgang kan du i næste afsnit læse om, hvordan taktikkerne fungerer i praksis. Uden indsigt i den konkrete proces er det umuligt at forstå, hvordan disse operationer lige nu omformer hele den demokratiske verden.
Olga Lautman og Europanyt © Oversat af Morten Hammeken.
 | A guest post by
|