Fascisten Ventura besejret i Portugal
Socialdemokraten António José Seguro vandt komfortabelt det portugisiske præsidentvalg. På sigt skal der dog opbygges et troværdigt alternativ, mener tidligere leder for venstrefløjspartiet Bloco.
Der var aldrig spænding om udfaldet, da portugiserne søndag gik til stemmeurnerne for at vælge ny præsident. Med præcis to tredjedele af stemmerne vandt Socialistpartiets António José Seguro valget over den højreradikale André Ventura fra Chega.
For at forhindre den nyfascistiske Ventura i at vinde, havde en række andre partier valgt også at anbefale Seguro som kandidat. Det gælder blandt andet Bloco, landets største venstrefløjsparti, som altså foretrak en socialdemokrat frem for en nyfascist.
Det var nødvendigt, men ikke ligefrem en beslutning, der blev truffet med entusiasme, forklarer den tidligere Bloco-leder Francisco Louçã.
“Seguro tilhører højrefløjen i Socialistpartiet. Vi havde vores egne kandidater opstillet i første runde, men da anden runde stod mellem den ekstreme højrefløj og Seguro, valgte jeg at bakke op om ham. Det var den eneste vej frem,“ siger Louçã til Europanyt.
Front mod fascisme
Op til valget havde Seguro også fået opbakning fra det liberalt-konservative Partido Social Democrata, det liberale Iniciativa Liberal samt de konservative i CDS – Partido Popular. Denne ‘afværge-strategi’ følger en lignende tendens i andre europæiske lande, hvor man i et forsøg på at forhindre det ekstreme højres fremmarch danner brede koalitioner.
I Frankrig blev der i 2022 dannet en lignende fælles front mod Marine Le Pen fra det højreradikale National Samling. Også i Rumænien blev den højreradikale George Simion besejret gennem en sådan koalition i maj 2025, hvor den uafhængige Bukarest-borgmester Nicușor Dan blev støttet af en bred vifte af partier. Andre steder, som i Tyskland og Sverige, har man forsøgt sig med en ‘politisk brandmur’, hvor man afviser at lave politik med de højreradikale partier.
Portugisisk politik har de seneste år været præget af ustabilitet og svage regeringer. Ved parlamentsvalget sidste år stormede Chega frem. Partiet, der blev stiftet af den forhenværende socialdemokrat André Ventura i 2018, fik hele 58 sæder i parlamentet, hvilket var det samme antal som det kollapsende Socialistparti. Valget var det tredje på blot tre år og blev udskrevet, efter centrum-højre regeringen blev fjernet ved en mistillidsafstemning.
Under valgkampen har Seguro profileret sig på at ville reducere fattigdom og forbedre det offentlige sundhedsvæsen. Han gik desuden til valg på at bekæmpe misinformation og har til formålet stiftet bevægelsen Uportugal.
Selvom præsidentembedet i Portugal overvejende er en galleonsfigur, følger der en række beføjelser med Seguros nye stilling. Præsidenten kan nedlægge veto mod ny lovgivning og har også mulighed for at opløse parlamentet og udskrive nyvalg. I portugisisk politik omtales det som "den politiske atombombe.’

Troværdigt alternativ
Chegas popularitet bygger som mange andre højreradikale partier på en stærkt migrationsfjendtlig politik og nationalistisk retorik. Ved det forgangne præsidentvalg forsøgte Chega igen at gøre indvandring til et centralt emne.
Partiet havde blandt andet opstillet reklameskilte med teksten ISTO NÃO É O BANGLADESH - “det her er ikke Bangladesh’”. Et andet af partiets valgslogans var “sigøjnere skal overholde loven”. Andelen af indbyggere med etnisk ophav i Bangladesh udgør imidlertid kun 0,5 procent af befolkningen i Portugal, mens andelen af romaer er omkring det samme antal. Ventura er tidligere blevet dømt for racistiske udtalelser på sociale medier, hvilket dog ikke har mindsket hans popularitet.
Nogle analytikere har forklaret partiets fremmarch med nostalgi for det autoritære regime, som regerede Portugal fra 1926 indtil Nellikerevolutionen i 1974. Andre ser det som et billede på den generelle politiske krise for liberalismen, hvor særligt stigende priser og en politisk tillidskrise driver højreradikalismen fremad. I Portugal har korruptionsskandalerne omkring tidligere premierminister António Costa også forstærket den tendens.
For Francisco Louçã handler den fremvoksende trussel fra det højreradikale parti først og fremmest om at kunne tilbyde et troværdigt alternativ - så man i fremtiden kan stemme af lyst snarere end af nød:
“Det kommer til at tage lang tid at genopbygge et populært alternativ fra venstre. Men det er den eneste måde at bekæmpe fascisterne endegyldigt på.”
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.



