‘En bølge af gift.’ Sådan beskrev Andy Burnham den strøm af desinformation, der i disse år oversvømmer de sociale medier. Som en slags modgift har den nye britiske premierminister nu meddelt, at Storbritannien vil oprette et nationalt center til bekæmpelse af desinformation, deepfakes og andre digitale plager.
“Vi har danset om den varme grød for længe. Det sidste årti har vi overladt initiativet til folk, som vil fremstille Storbritannien gennemt et negativt, ætsende narrativ uden hold i virkeligheden. Det er slut nu,” sagde Burnham i forbindelse med annonceringen under en tale til FN’s generalforsamling.
Selvom det nye initiativ er et forsøg på at dæmme op for den aggressive strøm af falske oplysninger på nettet, får det en lunken modtagelse hos Eliot Higgins. Som grundlægger af det undersøgende medie Bellingcat har han beskæftiget sig med desinformation og konspirationsteorier på nettet i mere end et årti. Han mener, at problemets rod skal findes et helt andet sted.
“Det er selvfølgelig fint at forsøge at dæmme op for desinformation. Problemet er bare, at man symptombehandler i stedet for at gå til problemets kerne, som er en generel tillidskrise i det britiske samfund. Den løser vi ikke med et center”, forklarer Eliot Higgins til Europanyt.
Steven Lacey fra tænketanken Resilience and Reconstruction er enig i den kritik.
“Hvis centrets opgave bliver at identificere russiske troldefabrikker, er det fint nok. Men hvis målet er at opbygge modstandsdygtighed mod desinformation, kommer det ikke til at udrette noget at kaste flere eksperter ned med faldskærm”, siger han.
Tillidsproblemet
Ifølge Higgins skal vi i virkeligheden tilbage til den klassiske diskussion mellem Walter Lippmann og John Dewey fra 1920’erne. Den drejede sig om, hvorvidt almindelige mennesker kan betros selv at tage stilling, eller om eksperter skal træffe valgene på deres vegne.
Journalisten Lippman mente, at et moderne demokratisk samfunds kompleksitet gør beslutninger og deres konsekvenser for svære at overskue, og at man derfor i højere grad skulle overlade beslutningskompetencer til eksperter. Filosoffen Dewey mente til gengæld, at der var brug for bedre uddannelse og offentlig debat, ikke mindre demokrati.
“Burnhams initiativ vil kun bekræfte mange mennesker i, at regeringen forsøger at kontrollere deres holdninger.”
“I det 21. århundrede virker Lippmans tilgang ikke længere. Folk opsøger deres egne kilder på nettet, og eksperter har ikke længere den samme autoritet. Medierne kan verificere og bruge autoritative kilder, men hvis folk ikke læser avisen, kan det jo være lige meget,” siger Eliot Higgins.
Som grundlægger af Bellingcat har Higgins selv været med til at kortlægge de russiske informationskampagner mod Europa, som særligt foregår gennem Matrjosjka-netværket. Bellingcat dokumenterede i 2014 nedskydningen af et malaysisk passagerfly i Donbas, som senere dannede grundlag for en række europæiske landes sanktioner, og har også afsløret Assad-regimets brug af kemiske våben under den syriske borgerkrig. Selvom mediet kan regnes som et af verdens førende på området, advarer Higgins dog imod at tro, at man kan løse problemet ved at kaste penge efter flere videnscentre og eksperter.
“Vi har allerede haft mange velfinansierede initiativer, men den slags reaktive kampagner bliver hurtigt til et spil whack-a-mole. Desinformation vinder indpas dér, hvor mistilliden allerede er høj. Burnhams initiativ vil kun bekræfte mange mennesker i, at regeringen forsøger at kontrollere deres holdninger. Så det er en nem løsning på et kompliceret problem,” siger han.
Higgins mener i stedet, at vi bør kigge mod løsninger, der er mere inspireret af Dewey. Der er brug for mere almen oplysning og debat, ikke flere autoriteter.
"Bedre finansiering af lokale medier vil fx være en god idé. De har en tættere forbindelse til folk og ofte mere tillid i deres lokalområde,” siger han.
At starte et kedeligt sted
Steven Lacey leder den britiske tænketank Resilience & Reconstruction, som særligt undersøger årsagerne til radikalisering. Lacey har selv en fortid i ‘kaninhullet’ og faldt som medlem af den ortodokse kirke for en række af de falske russiske narrativer, som kirkens agenter spredte. Det har givet ham en unik indsigt i nogle af de dynamikker, som får folk til at falde for de falske narrativer.
Lacey mener ligesom Higgins, at desinformationens vækstbetingelser er tæt forbundet med tillidskrisen. Den slår nemlig rod i det britiske samfund der, hvor svigtet er størst, forklarer han.
“Burnham stiller den rigtige diagnose når han siger, at desinformation hænger sammen med forringelse af livsvilkår. Men kuren kommer ikke fra Whitehall.”
“Tilliden er ikke forsvundet i hele Storbritannien. Den er til gengæld kollapset dér, hvor institutionerne ikke længere har et menneskeligt ansigt. Din bank er en app, din læge er et ti-minutters opkald med en fremmed. Det undergraver tilliden til samfundet, når du kun møder dets institutioner i deres værste form. Men tilliden er der stadig til lokalbutikken, i skolen, på pubben og hos frisøren.”
Af samme grund finder vi ifølge Lacey også løsningen på at ruste samfundet mod desinformation i lokalsamfundet.
“Modstandsdygtighed mod desinformation bliver bygget alle de kedelige steder i det lokale samfund. Bussen, der kommer til tiden. Lægen, der svarer. Biblioteket der bliver i byen. Man kan ikke fortælle et lokalsamfund, at de skal have tillid til myndighederne. Det skal de vise gennem små, gentagne handlinger, lokalt og uden at skabe stort postyr,” siger han.
Laceys feltarbejde omfatter en lang række fokusgrupper og interviews i hele Storbritannien. Det har givet ham mulighed for at komme helt tæt på de mennesker, som ikke længere stoler på myndighederne, og derfor også er mest tilbøjelige til at opsøge alternative forklaringer. Det er netop i det spillerum, at de russiske informationsoperationer er mest effektive, forklarer han.
“I nogle af de grupper, vi har talt med i denne måned, præsenterede vi dem for nyheden om, at antallet af migranter, som krydser Den Engelske Kanal, er faldet med 42 procent. Ikke én af dem troede på det. Til gengæld lytter de stadig til den lokale socialarbejder, deres frisør eller ejeren af den lokale pub. De kommer aldrig til at stole mere på et nationalt center for informationsforsvar end kvinden, der klipper deres hår. Så lad være med at forsøge at erstatte hende. Klæd hende i stedet på til at levere det budskab med hendes egne ord.”
Med Andy Burnham som ny premierminister er Lacey lidt mere optimistisk end tidligere. Det skyldes ikke mindst, at han i tiden som borgmester i Manchester netop forstod vigtigheden af at pleje de lokale bånd og at holde, hvad han lovede. Det var derfor også opmuntrende at høre Burnham kæde problemet sammen i sin tale til FN, forklarer Lacey.
“Burnham stiller den rigtige diagnose, når han siger, at desinformation hænger sammen med forringelse af livsvilkår. Men kuren kommer ikke fra Whitehall (område i London, som huser parlamentet, red.),” siger han.
Nye giftspredere
At den russiske informationskrig og matrjosjka-netværket er hovedfokus i Storbritannien er tydeligt. Andy Burnham nævnte direkte Rusland i sin FN-tale, og i sit svar til premierministeren understregede de konservatives John Whittingdale også, at truslen primært kommer fra Rusland, som “er i informationskrig mod Vesten.”
Også andre europæiske statsledere har på det seneste skærpet retorikken. EU’s udenrigschef Josep Borrell har beskrevet russisk desinformation som “en selvstændig industri,” mens det nederlandske forsvarsministerium nu omtaler Rusland som ‘en fjende, ikke en modstander’. På Folketingets åbningsdag gjorde Mette Frederiksen også den holdning klar, da hun sagde, at der ikke var nogen grund til at vente på beviser, når alle ved, at Rusland står bag størstedelen af hybridangrebene mod Danmark.
Eliot Higgins påpeger imidlertid, at andre aktører har meldt sig på banen. Det blev ikke mindst tydeligt på den netop afviklede Disinfo 2026, en årlig europæisk konference, hvor den digitale trussel også er i højsædet. Her blev USA udpeget som en FIMI-aktør, altså en stat, som begår ‘foreign information manipulation and interference’ (udenlandsk informationsmanipulation og indblanding).
“Det lader til, at udenlandsk indblanding og manipulation er okay, så længe det er amerikanerne, der gør det.”
På ironisk vis bekræftede den amerikanske regering netop den beskyldning, da det efter stort diplomatisk pres lykkedes både at få værtslandet Litauen, Canada og EU’s udenrigstjeneste til at trække sig fra konferencen. Deres exit skete tilsyneladende så abrupt, at man ikke kunne nå at fjerne deres navne fra de officielle plakater og derfor måtte sætte papirlapper over deres navne. Kun Frankrig modstod det amerikanske pres og blev stående som officiel sponsor.
Under Trumps ledelse har USA samtidig skåret kraftigt i sin egen indsats på området. I 2025 lukkede regeringen for Global Engagement Center, som havde til formål at bekæmpe desinformation. Foreign Malign Influence Center blev lukket et par måneder senere, mens en række andre initiativer, som fik finansiering gennem USAID, også fik kniven i forbindelse med DOGE-nedskæringerne. Situationens alvor understreges af de seneste historier fra Brasilien, hvor USA tilsyneladende har forsøgt at tippe præsidentvalget til Flavio Bolsonaros fordel.
For Eliot Higgins fremhæver det både truslen om nye spredere af den ‘bølge af gift’, som Burnham beskrev, men også et vist europæisk hykleri.
“Det lader til, at FIMI er okay, så længe det er amerikanerne, der gør det. Omvendt har deres indblanding givet mere omtale til konferencen, end arrangørerne kunne have drømt om,” siger han.
Også Kina bruger i stigende grad desinformation og FIMI-kampagner som et udenrigspolitisk værktøj. I den seneste årsrapport fra EUvsDisinfo identificeres 540 hændelser i løbet af 2025. Ud af disse kan knap 30 procent tilskrives Rusland, mens Kina udgør seks procent. Rapporten fremhæver dog samtidig, at netværk og organisationer knyttet til netop de to lande udgør en stor del af det resterende mørketal.
“Det, vi skal huske på, er, at mange af de russiske informationskampagner faktisk løber ud i sandet. De bruger mange penge på begrænsede resultater. Hvis USA for alvor bliver en desinformations-spreder, kan problemet imidlertid blive uoverskueligt,” tilføjer Higgins.
Forskellige tilgange i Europa - Danmark sover i timen
Oprettelsen i Storbritannien af National Centre for Information Defence er del af en bredere europæisk tendens til at iværksætte statslige initiativer, som skal ruste befolkningerne til bedre at modstå de mange falske historier.
I Frankrig har udenrigsministeriet oprettet French Response, der hurtigt kan levere modsvar til falske narrativer på nettet. Her er tonen samtidig noget mindre højtidelig end det konventionelle diplomatsprog. Frankrigs insisteren på at blive stående som sponsor af #Disinfo2026-konferencen blev eksempelvis fulgt op af et satirisk opslag på Bluesky, som netop udstillede det amerikanske censurhykleri.
På den anden side af Øresund har vores svenske naboer også oprustet i den digitale informationskrig. Her oprettede man i januar 2022 Myndigheten för psykologiskt försvar (MPF), som har til formål at styrke det svenske samfunds modstandsdygtighed. MPF har særligt fokus på Iran, Kina og Rusland og har blandt andet været med til at optrevle desinformationskampagner om koranafbrændinger, landets optagelse i NATO og sågar Eurovision i Malmø.
Også i Finland har man det seneste årti opprioriteret kampen mod desinformation og digital hjernevask. Her er tilgangen dog mere inspireret af Deweys filosofi om en oplyst befolkning end den top-down tilgang, vi finder i de fleste europæiske lande. Siden 2016 har de finske skoleelever haft mis- og desinformation på skoleskemaet fra første klasse. Ikke overraskende bliver Finland ofte fremhævet som et af de lande, der er bedst rustet til informationskrig. Det handler om højt uddannelsesniveau, mediekompetencer og ikke mindst tillid til institutionerne.
“Finlands tilgang er et glimrende forbillede, som også flugter delvist med vores anbefalinger,” siger Steven Lacey. “Samtidig minder det os om, at der ikke er nogle genveje. Mediekendskab virker i Finland, fordi det i forvejen er et samfund med høj tillid, og hvor staten drager mere omsorg for sine borgere. Det er godt at lære børn om desinformation, men det hjælper ikke den 35-årige mand, som bliver radikaliseret på X. Den virkelige lektie er, at folk modstår desinformation, når de stoler på myndigheder og civilsamfund.”
Den finske tilgang bliver også hilst velkommen af Eliot Higgins. Han mener i det hele taget, at vi bør lytte meget mere til John Dewey, hvis vi skal dæmme op for desinformation og anerkende det som en af de demokratiske samfunds helt store udfordringer.
“I Bellingcat er vores motto: ‘Uddannelse, undersøgelse og innovation.’ Den finske model er ikke en grundlæggende løsning på problemet, men det er i hvert fald en god begyndelse,” siger han.
Europanyt har kontaktet Statsministeriet for at spørge, hvilke tiltag man har i støbeskeen fra dansk side. De henviser imidlertid til Justitsministeriet, som ikke er vendt tilbage på vores henvendelser. Mens forskellige tiltag, inspireret af både Lippmann og Dewey, bliver afprøvet på tværs af kontinentet, lader man altså i Danmark til foreløbigt at have valgt en tredje vej - at gøre ingenting.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.