Fra hele Verden til Europa
Verdenspressen genopstår i januar 2025 som EuropaNYT. Du kan forvente et skarpt fokus på de vigtigste nyheder og begivenheder på kontintentet - og endnu mere indhold!
Da jeg startede Verdenspressen i februar 2023, var målsætningen både simpel og utroligt ambitiøs: Jeg ville gøre almindelige danskere klogere på, hvad der foregår i resten af verden!
Jorden er stor og fuld af begivenheder. Og mens de fleste af os får en jævn strøm af nyheder fra USA, Ukraine og Israel serveret i nyheder og aviser, kan der være anderledes langt mellem snapsene når det kommer til nyhedsdækningen i mange andre lande.
Hvornår læste du sidst om de politiske spændinger mellem Filippinerne og Kina i Det Sydkinesiske Hav? Hvor mange nyheder har du fået om præsidentvalgene i Algeriet (7. september) eller Sri Lanka? Fik du med, at militæret forsøgte at kuppe den bolivianske regering i sommer, eller at regeringen i Zimbabwe for nyligt slog 200 elefanter ihjel pga. tørke?
Måske er alt dette nyt for dig, fordi du er for travlt beskæftiget med arbejde og børn til at kunne holde dig klog på kloden. Måske er du allerede godt orienteret om verdens gang, og har selv lyst til at bidrage med tips til historier fra det store udland? Uanset hvad din baggrund er, var Verdenspressen sat i søen for også at give dig nye perspektiver og viden.
Nyt år - nyt fokus
I 2025 genopliver jeg min ambition om at holde lige netop dig orienteret om udlandet. Denne gang bliver mit fokus dog ikke samtlige kontinenter, men derimod det nære udland. Verdenspressen bliver nemlig til EuropaNyt i januar 2025. Det betyder et mere skarpt fokus på det europæiske kontinent; mit journalistiske fokus og hjerteblod gennem både studier og arbejde. Selvom jeg gerne ville dække hele verdens gang, tror jeg også det i længden vil klæde dig endnu bedre på som læser, at jeg indstiller sigtekornet mere skarpt.
Hvis du læste Verdenspressen fast, vil du sikkert kunne nikke genkendende til hjørnestenen i EuropaNyt: En opdatering med de fem vigtigste nyheder fra ugen der gik. Hver fredag. Ingen betalingsmure. Jeg kalder formatet Interrail, fordi det - ligesom togbilletten af samme navn - er meningen, at turen skal kunne gå til hele Europa.
Det er min ambition, at du som læser altid er klædt på i forhold til, hvad der foregår i hele Europa alene ved at læse Interrail. Hvis du har en travl hverdag, kan du derfor stole på, at du nok skal få alle ugens vigtigste begivenheder samlet op og leveret i din indbakke fredag morgen. Nyhedsbrevet har altid omkring et kvarters læsetid, som du kan fordøje når du vil. Jeg kuraterer, analyserer og bearbejder alle de vigtige valgresultater, demonstrationer og store begivenheder. Jeg sørger også for at give dig forslag til videre læsning, hvis du vil vide endnu mere!
Foruden et mere skarpt fokus på nyheder fra Europa, kan du også forvente mere indhold. EuropaNyt har nemlig fået støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen til at blive skudt i gang, hvilket betyder, at jeg får tid til at arbejde hver dag med at levere nyheder, analyser, interviews og reportager til dig. Foruden en ugentlig Interrail-tur vil der derfor også komme en masse andet indhold - med ekstra fokus på dét, de andre måske har overset.
Selvom projektet først starter i det nye år, kan du allerede nu blive klogere på europæisk politik her på siden. Jeg er lige nu i gang med et journalistisk projekt for Europa-nævnet, hvor jeg undersøger forholdet til EU i en række lande, der af forskellige årsager står udenfor handelsfællesskabet. Du kan læse alle artikler i serien her.
Spred det glade budskab (og giv en skærv, hvis du kan)
Med EuropaNyt bliver der skruet op for aktivitetsniveauet her på siden. Det betyder også, at jeg igen vil sætte gang i muligheden for støttemedlemsskab. For selvom føromtalte statsstøtte er meget velkommen, og i det hele taget giver projektet mulighed for at komme på vingerne, ser jeg det som et middel til et helt andet mål. På sigt ønsker jeg kun at skulle stå til ansvar overfor dig som læser.
Ligesom med Verdenspressen bliver EuropaNyts ambition at gøre dig klogere på, hvad der sker udenfor Kongerigets grænser. Betingelsen for det er en saglig, uafhængig, (magt-)kritisk dækning, som ikke forlader sig på skiftende regeringers politiske luner eller en (skrumpende) mediestatskasse.
Du har sikkert hørt det før, men tillad mig at spille en gammel traver for dig: Journalistik koster penge - og er i endnu højere grad betinget af læserstøtte, hvis man vil holde fast i sine principper. EuropaNyts fundament er at skåne dig for journalistisk C.R.A.P. (Clickbait, Reklamer, Affaldshistorier og Paywalls). Kort sagt handler det om, at jeg gerne vil vise mine læsere, at jeg respekterer deres sparsomme tid. Derfor kommer du ikke til at læse sponseret indhold. Der kommer hverken til at være reklamer eller clickbait, og artiklerne bliver tilgængelige for alle.
Nå ja, og så en sidste ting: Jeg er heller ikke interesseret i at blive sponseret af rige mæcener! Jeg vil derimod sætte stor pris på et bidrag fra almindelige læsere med hang til at vide mere om verden. Hvis du har råd til månedligt at sende et beløb, der svarer til en mellem Cappuccino på en café i min retning, vil det gøre en forskel. Til gengæld vil jeg garantere dig, at hver en krone bliver brugt på mere og bedre content, ordentlig aflønning af ekstern arbejdskraft og reportagerejser rundt i Europa.
For at vise betalende abonnenter, at deres bidrag virkelig bliver værdsat, kommer der også til at være nogle bonusfeatures. Du kommer til at kunne deltage i afstemninger og debat på siden - og senest i anden halvdel af 2025 vil du som betalende støttemedlem også kunne få læst alle artikler op. Flere bonusfeatures er i støbeskeen. Har du imidlertid ikke råd til at støtte mediet, så tag det helt roligt. Jeg kan sagtens selv huske, hvordan det er at skulle tælle knapper på fx en SU.
Du kan i øvrigt også støtte mediet uden at skulle have pengepungen frem. Som et nyt medie bliver én af EuropaNyts opgaver de næste par år i det hele taget at trænge ind på den danske medieflade. Jeg skal nok gøre min del ved at deltage i debatter, folkemøder og den slags. Men du kan også hjælpe. Hvis du deler en artikel på dine sociale medier, eller fortæller en bekendt om muligheden for at holde sig opdateret på europæiske nyheder ved at tilmelde sig nyhedsbrevet, har du allerede været en stor støtte. Spred det glade budskab på netop din måde - så sender jeg en virtuel krammer!
Jeg glæder mig virkelig til at starte EuropaNyt op i 2025. Til at gøre dig klogere på Europa, at dække de vigigste begivenheder, og at udvide nogle horisonter - inklusive min egen.
Håber du vil læse med i det nye år.