"Georgien er ikke blevet til Belarus eller Rusland. Endnu."
Under "Georgiens Drøm" er demokratiet ved at blive afviklet i Georgien. Journalisten Mariam Nikuradze fortæller om demonstrationerne mod landets korrupte regering, som fortsætter på tredje måned.
Det store fyrværkeribatteri peger lige frem. Vrede tilråb fra maskerede demonstranter overdøves pludselig af eksploderende raketter, der i en lind strøm begynder at flyve ud af deres rør og eksplodere langs sidegaden til Shota Rustaveli Avenue.
Som svar på tiltale giver en knaldende lyd af tåregaspatroner genlyd over nattehimlen, mens gasbeholderne med et dump falder ned blandt de maskerede mænd, som er svøbt i georgiske Sankt Georgskors og EU-flag. Rundt om hjørnet venter pansrede vandkanoner, der skal forsøge at opløse folkemængden, hvis gassen viser sig at være utilstrækkelig.
Vi befinder os i Tbilisi 2024, hvor efteråret står på hæld. I morgen begynder julemåneden, men der er ingen julestemning at spore i hovedstadens gader. En måned tidligere har det siddende regeringsparti, Georgiens Drøm, genvundet magten og sikret sig absolut flertal i parlamentet. De har siddet tungt på magten siden 2012 og har forud for valget varslet, at skruen vil blive strammet, hvis man genvinder regeringsmagten. Der bliver sat hårdt mod hårdt på Tbilisis gader.
Åbenlys valgfusk og brudte løfter
Et stort spil er i gang om Georgiens fremtidige retning. Alle kneb gælder. Folk med kendskab til Georgien ved, at demonstrationer og utilfredshed med skiftende regeringer ikke er noget særsyn. Under Roserevolutionen (2003) fik store folkelige protester tvunget Eduard Sjevardnadse til at træde tilbage. Sjevardnadse var i sig selv et politisk levn fra Sovjettiden, men havde efter dens opløsning fundet vej til præsidentposten, hvor han havde siddet siden 1995. I 2007 var vreden rettet mod hans afløser på posten, Mikheil Saakasjvili.
I 2020-2021 var der også store demonstrationer mod Georgiens Drøm. Alligevel føles det, som om der er noget andet på spil denne gang. Ingen er i tvivl om, at der er blevet fusket med valgresultatet, hvilket også er med til at forklare vreden på gaden. Det fortæller fotojournalist Mariam Nikuradze, som er med på Zoom fra sit hjem i Tbilisi.
“Der var en vis optimisme op til valget og en klar fornemmelse af, at regeringen ville blive stemt ud. Men da valgresultatet blev offentliggjort stod det med det samme klart, at der var blevet fusket med stemmerne,” siger hun.
Det uafhængige georgiske medie Civil Georgia anslår, at der samlet er blevet fusket med omkring 300.000 stemmer. Det er blandt andet sket gennem kreative tiltag som at få folk til at stemme gentagne gange under forskellige (falske) identiteter, uregelmæssigheder ved selve afkrydsningen, og ved på god gammeldags manér at proppe falske valgsedler ned i stemmeurnerne. Også Mariam Nikuradze, der arbejder for det uafhængige OC Media, mener, at antallet af svindelstemmer skal findes i det leje.
“300.000 stemmer er en stor procentdel i georgisk sammenhæng. Derudover var der store problemer med at sikre afstemningens hemmelighed, fordi man implementerede ny teknologi,” fortæller Nikuradze.
Fremmedagenter og EU-medlemskab
Allerede i foråret medførte en ny lov om ‘udenlandske aktører’ voldsomme protester. Lovgivningen fik mange til at drage paralleller til den russiske lov om påvirkning udefra, der blev indført i 2012 som reaktion på Snerevolutionen. Dengang kritiserede Human Rights Watch den russiske lovgivning, som ifølge organisationen risikerede at stemple ethvert udenlandsk medie som en potentiel trussel. Frygten for mange georgiere er, at loven blot var første skridt i retning af en ‘russificering’.
“Hver gang vi når at tænke, at demonstrationerne er ved at dø ud, bliver der sat et nyt initiativ i gang. Og så er der 10.000 på gaden igen.“
“EU gav os meget klar besked om, at denne lovgivning ville få negativ betydning for vores EU-ansøgning. Det er derfor, den affødte så stor en reaktion. Samtidig går folk også på gaden nu for at demonstrere på vegne af de 55 politiske fanger, der i øjeblikket sidder fængslet som resultat af protesterne i foråret,” siger Mariam Nikuradze.
Fupvalget i oktober 2024 fik igen georgierne til at indtage Rustaveli. Måneden efter antændte premierminister Irakli Kobakhidze en krudttønde af hidtil usete dimensioner med meddelelsen om, at Georgien nu har suspenderet forhandlingerne om EU-medlemskab.
“Georgiens Drøm regnede åbenlyst med, at protesterne var ved at dø ud, da de kom med udmeldingen om, at Georgien nu ville sætte EU-optagelse på pause frem til 2028. Men siden da har folk demonstreret hver eneste dag, og vi er nu i gang på 64. døgn,” siger Nikuradze.
Hun understreger samtidig, at der ikke blot er tale om en utilfreds ‘hovedstadselite’, men at protesterne foregår overalt i Georgien:
“I Tbilisi er der over 10.000 på gaden dagligt, men også i andre byer er der fortsat mange tusinde på gaden. Hver gang vi når at tænke, at demonstrationerne er ved at dø ud, bliver der sat et nyt initiativ i gang, og så er der 10.000 på gaden igen.“
Russiske metoder
Mariam Nikuradze har de seneste 15 år dækket udviklingen i georgisk politik, og følger som journalist de store protester mod Georgiens Drøm på tæt hold. Hun ser en række farlige paralleller til andre autoritære regimers afvikling af demokrati, ikke mindst med tanke på den store russiske nabo mod nord.
“Det store crackdown begyndte med den voldelige opløsning af protester under Gavrilov-natten i 2019”, forklarer hun.
Dengang vakte det russiske parlamentsmedlem Sergej Gavrilov stor forargelse, da han under et besøg i det georgiske parlament satte sig i parlamentsformandens stol. Herfra holdt han en tale - på russisk - om det ortodokse '“slægtsfællesskab” mellem Georgien og Rusland.
“Politiet må tilbageholde folk i op til 48 timer, hvis de mistænker dem for at ville begå en forbrydelse i fremtiden. Det er forrykt”
Den slags kan vække store følelser i Georgien, for mens den russiske indblanding i andre lande foregår mere subtilt - hybridkrig, sabotage og store desinformationskampagner på nettet - er den for georgierne anderledes direkte. Rusland har de facto besat omkring 20 procent af Georgien siden 2008, hvor de to nordlige regioner Abkhasien og Sydossetien ‘løsrev’ sig under dække af russiske tanks. At Georgiens Drøm overhovedet inviterede Gavrilov til Tbilisi, var i sig selv kontroversielt, eftersom han tidligere havde stemt for abkhasisk uafhængighed.
“Det var første gang, de sendte uropolitiet på gaden, hvilket bidrog til at danne vores protestbevægelse som en modreaktion. Siden har de indført en række skærpende tiltag mod salg af fyrværkeri og et maskeringsforbud, hvor man kan blive straffet med en bøde på op til 5.000 Lari (cirka 10.000 kroner, red.). Politiet kan også tilbageholde folk i op til 48 timer, hvis de mistænker dem for at ville begå en forbrydelse i fremtiden. Det er forrykt,” siger Nikuradze.
Formålet er ifølge Mariam Nikuradze at skabe frygt og tvinge folk til at blive hjemme. Er lovgivning og bøder ikke nok til at holde folk i skak, viger Georgiens Drøm ikke tilbage fra at sende maskerede, voldsparate mænd på gaden for at uddele tæsk. Det er et genkendeligt mønster fra andre dele af Central- og Østeuropa, hvor begrebet Titushky er blevet synonymt med denne form for udenomretslige regeringsmetoder.
Begrebet stammer fra Euromajdan-protesterne i Ukraine, hvor den daværende præsident Viktor Janukovitj betalte hooligans som Vadym Titushko for at tæske demonstranter (ordets ophavsmand sluttede sig i øvrigt senere til demonstranterne på Majdan-pladsen og ærgrer sig nu over at være forbundet med det lidet flatterende begreb).
“Ordet kommer fra demonstrationerne i Ukraine, men vores titushkyer er georgiere. De får lov til at tæske løs på demonstranter uden at politiet rører en finger. I vores efterfølgende arbejde med at identificere voldsmændene har det vist sig, at flere af dem var aktivister i Georgiens Drøms ungdomsafdeling,” siger Nikuradze.
“Nogle af dem er formentlig politifolk uden uniform. Der kan selvfølgelig også være personer iblandt, der er hentet udefra, men de fleste af dem er georgiere.”
Kransekagefigurerne og oligarken
Endnu er ingen demonstranter døde under de månedlange protester, sådan som det var tilfældet under demonstrationerne i både Ukraine (2013-2014) og Belarus (2021). Mariam Nikuradze ser heller ikke situationen som parallel til den blodige undertrykkelse i de lande, selvom udviklingen går i den retning.
“Vi er ikke blevet til Belarus eller Rusland. Endnu. Men regeringen holder hårdnakket fast ved magten. Tidligere regeringer, som for eksempel under Saakasjvili, ville for længst være trådt tilbage, men politikerne i Georgiens Drøm bliver siddende. De ved nok godt, at mange af dem formentlig vil blive retsforfulgt og ryge i fængsel, hvis de taber.“
På toppen af denne hårde politiske kerne sidder premierminister Irakli Kobakhidze; en postfaktuel højrepopulist, der ikke er bleg for at bruge konspirationsteorier som politisk redskab. Han beskylder ‘Det Globale Krigsparti’ for at sprede kaos, og bruger krigen i Ukraine som skrækscenarie. Kobakhidze tilsætter også gerne floskler om det amerikanske militærkompleks og den evige prygelknabe George Soros.
“Politikerne i Georgiens Drøm ved nok godt, at mange af dem formentlig vil blive retsforfulgt og ryge i fængsel, hvis de taber.”
“Hvis vi overgiver os, risikerer Georgien at blive ukrainiseret,” sagde han tidligere på året.
Under Kobakhidze sidder den tidligere fodboldstjerne Kakha Kaladze, som vandt mesterskaber og Champions League-trofæer med AC Milan i nullernes storhedstid. I dag er han både partiets generalsekretær og Tbilisis borgmester. Kaladze er ligesom resten af ledelsen i Georgiens Drøm fedtet ind i korruptionssager. Ét eksempel var, da han som energiminister i 2012 viste sig at eje omkring halvdelen af aktierne i et af landets største energiselskaber - en åbenlys interessekonflikt.
I december 2024 fik Kaladaze følgeskab af endnu en tidligere fodboldspiller, da Mikheil Kavelashvili blev udpeget som ny præsident. Som en rammende kommentar til den demokratiske udvikling i Georgien var Kavelashvili den eneste kandidat til posten. Den afgående præsident, Salome Zourabichvili, kaldte valget “illegitimt,” og omtaler konsekvent partiet som Ruslands Drøm. Kavelashvili svarede tilbage, at hun havde krænket forfatningen, og lovede at “genoprette præsidentembedet.”
Mange mener imidlertid, at Kobakhidze, Kaladze og Kavelashvili kun er kransekagefigurer. Den egentlige magt tilhører milliardæren Bidzina Ivanisjvili, der efter Sovjetunionens kollaps rejste til Rusland. Her sluttede han sig i 1996 til De Syv Banker, en gruppe dannet af landets rigeste oligarker, der også omfattede Mikhail Khodorkovskij og den mafiatilknyttede Mikhail Fridman.
Efter at have tjent milliarder på lyssky handler i Rusland, rejste Ivanisjvili et smut til Frankrig, inden han vendte hjem til Georgien i 2012, hvor han stiftede Georgiens Drøm. Selvom ‘Bidzina’, hvis formue svarer til en fjerdedel af hele Georgiens BNP, officielt forlod premierministerposten i 2013, er de færreste i tvivl om, at han stadig regerer landet i kulissen. Transparency International kalder ham både Georgiens egentlige regent og manden, der mere end nogen anden har skubbet landet i en pro-russisk retning. I februar 2024 blev han igen tildelt rollen som æresformand for GD.
Georgiens fremtid
I Ukraine formåede den store protestbevægelse, der opstod på Majdanpladsen i november 2013, at smide den korrupte, stærkt pro-russiske Viktor Janukovitj på porten. Janukovitj flygtede i russisk eksil, og hans dekadente palads blev siden omdannet til et museum for korruption. Begivenhederne, der senere fik tilnavnet Værdighedens revolution, havde stort set samme baggrund som det, der nu udfolder sig i Georgien. Janukovitj havde op til protesterne nægtet at underskrive den associeringsaftale med EU, som han ellers havde lovet.
“Vi håber folk fastholder opmærksomheden på vores kamp. De skal vide, at vi ønsker at være en del af Europa.“
Syv år senere forsøgte store dele af befolkningen i Belarus at gentage det nummer, men regimet formåede at knuse protesterne, ikke mindst takket være russisk assistance. I dag er protesterne mod Aleksander Lukasjenko, der i sidste uge bekræftede sin position som diktator i yderligere fem år, svære at få øje på.
Spørgsmålet for georgierne er, om de er på vej mod det ‘Euromajdan-øjeblik’, som demonstranterne håber på, eller om den autoritære glidebane fortsætter. Bliver Ivanisjvilis korruption og Kobakhidzes totalitære tendenser til et minde, der kan ses på et museum? Eller byder deres fremtid snarere på status som et nyt Belarus; en vasalstat kontrolleret fra Kremls spir?
“Det er ærligt talt svært at spå om. Det georgiske folk bliver ved med at kæmpe. Der er stor værdsættelse af, at hverken EU eller USA har anerkendt fupvalget i oktober,” siger Mariam Nikuradze.
Hun hæfter sig også ved, at et stort flertal af europæiske lande ikke anerkender valget. Kun Slovakiets Robert Fico og Ungarns Viktor Orbán, som regnes for Vladimir Putins vigtigste allierede i Europa, har anerkendt valgresultatet. I december 2024 nedlagde de to lande således veto mod en sanktionspakke rettet mod Georgiens politiske ledelse.
Selv i den dysfunktionelle amerikanske kongres er der tværpolitisk enighed om ikke at anerkende efterårets valg som legitimt. Republikaneren Joe Wilson og Demokraternes Steve Cohen fremlagde tidligere på måneden et lovforslag, som på farverig vis beskrev formålet som “ikke-anerkendelse af Georgiens Mareridt.”
I Mariam Nikuradzes øjne er der brug for den slags parlamentariske tiltag, men også en fortsat bevågenhed blandt almindelige mennesker på den kamp, der nu på tredje måned fortsætter i Tbilisis gader.
“Vi håber, folk fastholder opmærksomheden på vores kamp. De skal vide, at vi ønsker at være en del af Europa.“
Vil du holde dig opdateret på Mariam Nikuradzes arbejde og den politiske situation i Georgien? Så følg hende på Twitter, Bluesky eller Instagram.
