Historietimen: Den frygtelige konspiration i hjertet af Putins magt
Kom Putin til magten ved at myrde flere hundrede russere? Har man først accepteret den teori, forstår man også, hvor langt den russiske diktator vil gå. Teorien peger samtidig tilbage på os selv.
“Hvad er et eksempel på en konspirationsteori, som du selv tror på?”
Når jeg holder foredrag om konspirationsteorier, er ovenstående det spørgsmål, jeg har fået suverænt flest gange.
Man kan i den sammenhæng fremhæve en række sandsynlige teorier om Donald Trump; fakede han attentatforsøget under valgkampen i 2024, snød han på valgvægten, hemmeligholder han en demensdiagnose? Man kunne også tage fat på en konspirationsteori som Panama Papers - de superriges konspiration om at hamstre verdens rigdomme i solbeskinnede caribiske østater, som allerede er blevet delvist afsløret som sand.
I stedet siger jeg oftest til folk: Jeg tror, at stort set alle de konspirationsteorier, der florerer om Ruslands præsident Vladimir Putin, er sande. I hjertet af det store spind finder vi en konspiration, der er så frygtelig, at dens eventuelle afsløring kunne true hele den internationale samfundsorden og som minimum kaste Rusland ud i en borgerkrig.
Døm selv, når du har læst denne artikel.
Bomben i Bujnaksk
På fire uger i efteråret 1999 bliver der vendt op og ned på det russiske samfund. Det starter om natten den 4. september i Bujnaksk, en lille søvnig by i Dagestan ved Det Kaspiske Hav. En stor bombe eksploderer på ladet af en lastbil, som holder parkeret ved siden af en lejlighedsopgang tæt ved en militærbase. 62 mennesker mister livet, mens yderligere 174 bliver kvæstet. Samme dag finder de lokale myndigheder endnu en bombe, som bliver desarmeret.
Bomben i Bujnaksk får hurtigt udråbt en afsender og et motiv. Der er tale om terrorister fra naborepublikken Tjetjenien, som har i sinde at sprede frygt i den russiske befolkning. Tre år forinden havde udbryderrepublikken ellers tilkæmpet sig en stor grad af autonomi og en de facto selvstændighed fra Rusland. De fleste militæranalytikere var enige om, at den tjetjenske oprørsbevægelse havde vundet over den overlegne russiske kampmaskine, der som led i fredsaftalen havde indvilliget i at trække sine soldater ud af området.
Hvorfor sætte det over styr?
Den tjetjenske præsident Aslan Maskhadov benægter de russiske beskyldninger om tjetjensk involvering. Ingen tjetjenske separatister tager ansvar for terrorhandlingen, og selvom de russiske myndigheder er sikre på, at bagmanden er den tjetjenske oprørsleder Sjamil Basajev, fremlægger de ingen beviser.
Fire dage senere rammer terroren Moskvas arbejderklasse-kvarterer, hvor to bomber sprænger på under en uge. Den første eksploderer kort efter midnat på Gurjanov Street og dræber 92 sovende mennesker. Fire dage senere detonerer en bombe i et lejlighedskompleks nær Kasjirskoje-motorvejen klokken fem om morgenen. 130 døde beboere ligger spredt i gaderne, der er dækket af støv, murbrokker, blod og flænset tøj.
En grå mus samler landet
Terroren lammer Rusland. I samtlige af den russiske hovedstads 30.000 boligblokke bliver der organiseret vagtværn, som skal holde udkig efter bomber i kældre. På gaderne bliver tilfældige tjetjensk-udseende personer tæsket af gadebander og anholdt af politiet.
Nu træder den russiske premierminister frem på scenen. Han har indtil da været en ukendt størrelse, som er blevet udpeget til posten af præsident Boris Jeltsin et par måneder forinden, efter at have tilbragt et halvt år som sikkerhedsrådgiver. Inden da har han også siddet i lidt under et år på posten som chef for efterretningstjenesten FSB. Dem havde han også arbejdet for i en svunden tid, dengang de gik under navnet KGB.
Hans navn er Vladimir Vladimirovitj Putin.
“Fra at have haft en opbakning på under 5 procent i alle meningsmålinger, stryger Vladimir nu til tops, og bliver billedet på den handlekraftige mand, russerne har brug for.”
Vladimir er en bureaukratisk grå mus, der har brugt tiden efter Sovjetunionens kollaps i den offentlige administration. Uden for Sankt Petersborg, hvor han har været viceborgmester under den karismatiske Anatolij Sobtjak i et par år, ved de færreste russere, hvem han er. Putin spås derfor ikke store chancer ved det kommende præsidentvalg i marts 2000. I avisen Moscow Times beskriver redaktør Matt Ivens det således:
“Alle byens aviser, herunder min egen, mener det er umuligt, at den mand kan vinde et valg, medmindre der sker noget helt ekstraordinært.”
Bomberne er Putins chance for at kaste det anonyme, grå image af sig. De er noget ekstraordinært. Da den tredje bombe sprænger i Moskva, stiller han sig op på landsdækkende TV med et stærkt budskab.
“De folk, der har gjort dette, fortjener ikke at blive kaldt dyr. De er værre… de er gale bæster, og skal behandles som sådan. Vi finder dem og ødelægger dem, om de så har gemt sig på toilettet.”
Budskabet går rent ind hos den paralyserede befolkning. Fra at have haft en opbakning på under 5 procent i alle meningsmålinger, stryger Vladimir nu til tops og bliver billedet på den handlekraftige mand, russerne har brug for. Til at hjælpe med at kultivere det image har han allieret sig med spindoktoren Vladislav Surkov, der egentlig læste dramaturgi, men er skiftet spor til politik. Med Putin får han mulighed for at iscenesætte et teater, der kan nå længere ud end noget stykke på Bolsjoj.
Nytårsaften 1999 meddeler den skrantende og kraftigt alkoholiserede præsident Jeltsin, at han vil fratræde posten som præsident. Han udnævner Putin som afløser på posten og styrker dermed dennes chancer yderligere frem mod det kommende valg, som bliver fremrykket til marts. Putin vinder overbevisende med 53 procent af stemmerne over Gennadij Sjuganov fra Kommunistpartiet.
I mellemtiden har russiske tanks igen omringet den tjetjenske hovedstad Grosnij, og denne gang er der ingen nåde. Under et altødelæggende artilleribombardement bliver Grosnij forvandlet til støv, og fra ruinerne hejses det hvide flag i februar 2000. Det er endnu en fjer i hatten til den mand, der siden har siddet urokkeligt på magten.
Den clairvoyante parlamentariker
Terrorbomberne har på få måneder givet Putin den totale kontrol med russisk politik. Men der er noget underligt ved sagen. Fra talerstolen den 13. september fortæller formanden for Statsdumaen, Gennadij Seleznjov, at en fjerde bombe er sprunget i Volgodonsk, Rostov. Det er dog ikke sket - endnu. For tre dage senere rammer terroren ganske rigtigt Volgodonsk, da endnu en bombe på ladet af en varevogn dræber 17 mennesker i et lejlighedskompleks.
Var Seleznjov clairvoyant?
For Alexander Litvinenko er der ingen tvivl om, hvad der egentlig er sket. Politikeren har rodet rundt i datoerne for, hvornår bomberne skulle detoneres i de forskellige byer. Litvinenko er tidligere FSB-agent med fokus på organiseret kriminalitet, men er blevet afskediget efter anklager mod Putin om at have planlagt mord på rivalen Boris Beresovskij. I bogen Blowing up Russia forklarer han senere, hvordan lejlighedsbomberne har været et falsk flag orkestreret af FSB med Putin i spidsen.
Historien bakkes op af Jeltsins tidligere sikkerhedschef, Alexander Lebed, der indtil bomberne havde været den mest populære præsidentkandidat til valget i 2000. Lebed fortæller i et interview med franske Le Figaro, at han er “nærmest helt sikker” på, at den russiske regering selv stod bag komplottet. Blowing up Russia bliver forbudt i Rusland. Lebed dør to år senere på mistænkelig vis i et helikopterstyrt.
Sukkerbomben i Rjasan
Der bliver også fundet en femte bombe i den historiske by Rjasan, 200 kilometer sydøst for Moskva. Her bemærker ingeniøren Vladimir Vasiljev på vej hjem fra arbejde en gruppe mistænkelige personer, som går frem og tilbage mellem en bil og kælderen til hans opgang. Vasiljev lægger mærke til, at de to sidste tal på deres nummerplade er sat på med papir, så det ligner, at bilen er fra Rjasan. På bagsiden viser den rigtige nummerplade, at den er fra Moskva.
“Det var ikke en tarmskylning. Der er to forskellige radioaktivitetsmålere i testapparatet. Disse folk ved ikke, hvad de snakker om.”
Vasiljev ringer til politiet, som ankommer til scenen. I mellemtiden er de tre personer i bilen - som han over for politiet beskriver som “helt sikkert russere, ikke asiater (tjetjenere)” - kørt igen. Politikommissær Andrej Tjernysov går som den første ned i kælderen og finder til sin rædsel nogle store sække fyldt med hvidt pulver. I en af sækkene sidder en elektronisk dims, nogle ledninger og et ur. Det lokale bombehold bliver tilkaldt og konstaterer, at det hvide pulver er hexogen, det samme sprængstof, som er blevet brugt i Moskvabomberne. Hexogen bliver kun fremstillet ét sted i Rusland, som bliver strengt bevogtet af FSB.
To mistænkte mænd bliver anholdt i sagen. Den russiske sociolog og systemkritiker Boris Kagarlitskij mener, at det var “to FSB-agenter, som blev taget med bukserne nede.” Da efterretningstjenestens hovedkvarter i Moskva går ind i sagen, bliver de to mænd dog hurtigt løsladt igen.
Dagen efter bliver alarmen afblæst: efterretningschef Nikolaj Patrusjev udtaler, at det hele havde været en øvelse, og at de store sække blot havde været fyldt med sukker. De russiske aviser viderebringer det narrativ og spekulerer i, at måleudstyret må have været defekt, siden det viste hexogen.
Jurij Tjkatjenko, der er leder af bombeenheden i Rjasan, afviser hånligt teorien: “Det var ikke en tarmskylning. Der er to forskellige radioaktivitetsmålere i testapparatet. Disse folk ved ikke, hvad de snakker om.”
Et spor af blod
Putins første år ved magten står i terrorens tegn. Bombekampagnen i 1999 følges af nye terrorangreb. I 2002 ender en gidseltagning i Dubrovka-teatret med 129 dræbte gæster og 40 døde terrorister. Samme år bliver den årlige militærparade i Kaspijsk, Dagestan bombet, hvilket koster 44 personer livet. To år senere rammer tragedien en folkeskole i Beslan, hvor 334 personer omkommer, herunder 186 børn.
Efter hvert angreb strammer Putin grebet om magten. Han bliver for mange russere det eneste værn mod kaos og ondskab. Det er dog ikke alle russere, der køber den officielle forklaring. Den undersøgende journalist Jurij Sjtjekotjikhin, som er blevet valgt til parlamentet i 1995 for det liberale parti Jabloko (‘Æblet’), begynder at grave i lejlighedsbomberne. Han finder frem til, at bombekampagnen er blevet orkestreret af FSB, og fremlægger sine beskyldninger i avisen Novaja Gazeta.
“Politkovskaja, Sjtjekotjikhin, Kovaljov og Litvinenko arbejder alle i retning af den samme frygtelige konklusion: Deres regering har myrdet flere hundrede af sine egne borgere i koldt blod.”
Sjtjekotjikhin allierer sig også med den russiske menneskerettighedsaktivist Sergej Kovaljov, som i 2002 danner en undersøgelseskommission, der skal belyse, hvad der egentlig skete i efteråret 1999. Med i Kovaljov-kommissionen kommer også Sergej Jusjenkov fra Liberalt Rusland og advokaten Mikhail Trepasjkin.
Sideløbende med kommissionens arbejde graver stjernejournalisten Anna Politkovskaja i sagen. Hun er blevet internationalt kendt for sine frygtløse reportager fra Tjetjenien, som hun udgiver i Novaja Gaseta, og modtager sammen med Kovaljov i 2004 Olof Palme-prisen for sit arbejde. Politkovskaja, Sjtjekotjikhin, Kovaljov og Litvinenko arbejder alle i retning af den samme frygtelige konklusion: Deres regering har myrdet flere hundrede af sine egne borgere i koldt blod. Sergej Jusjenkov mener samtidig at have fundet beviser for, at den russiske stat var indblandet i gidseldramaet ved Dubrovka i 2002.
De russiske aktivister skal snart få den blodtørst at mærke på egen krop. Først bliver Jusjenkov dræbt i april 2003, skudt ned foran sit hus i Moskva få timer efter at have registreret sit parti til det kommende parlamentsvalg i december. To måneder senere dør Sjtjekotjikhin efter få dages sygdom. Han er blevet forgiftet med en radioaktiv substans. Da hans kæreste skal identificere ham i lighuset, kan hun i første omgang ikke genkende ham, fordi giften allerede har opløst hans krop til det ukendelige.
I forhold til Sjtjekotjikhin og Jusjenkov slipper Mikhail Trepasjkin billigt. Kovaljov-kommissionens advokat bliver anholdt i oktober 2003, blot en uge før, han skal fremlægge beviser i en offentlig høring om kommissionens arbejde. Han bliver sendt fire år i fængsel på opdigtede anklager om ulovlig våbenbesiddelse. Trepasjkin forklarer senere, at FSB tilbyder ham en benådning, hvis han vil gå med til at forlade Kovaljov-kommissionen.
Tre år senere kommer turen til Anna Politkovskaja. Trods adskillige advarsler og et enkelt giftattentat har hun fortsat arbejdet. Som en pervers gave bliver hun mejet ned foran sin lejlighed på præsidentens 54. fødselsdag den 7. oktober 2006.
En måned senere er det blevet afhopperen Litvinenkos tur. Han er flygtet i eksil i Storbritannien, men bliver myrdet med polonium, samme type radioaktiv gift som Sjtjekotjikhin. Alle de russere, som har forsøgt at afdække, hvad der egentlig skete i terrorens efterår, er nu blevet gjort tavse. Kommissionen bliver lukket ned.
Putin har vundet.
For mange er begrebet ‘konspirationsteori’ forbundet med gakkede teorier om frimurere, flad jord og pyramidebyggende rumvæsner. Virkelighedens konspirationer er dog langt mere jordnære - og farlige - end populærkulturen efterlader indtryk af. Hvornår overgår en konspirationsteori fra fiktion til en overvejende sandsynlig teori, der endnu ikke er blevet bevist?
Jeg har selv oversat en bog af den britiske journalist John Sweeney, der indgående beskriver de mange huller i den officielle forklaring. Jeg har også talt med en lang række eksperter, fra den danske Ruslandskender Samuel Rachlin til den britiske historiker Mark Galeotti om teorien. De mener også, den er sand. Den amerikanske historiker David Satter har skrevet flere bøger om emnet, og konkluderer entydigt, at teorien er sand. Yale-historikeren Timothy Snyder har sammenlignet bomberne med den tyske rigsdagsbrand som et skoleeksempel på, hvordan et autoritært regime kan kvæle al modstand.
Ja, faktisk er det svært at finde eksperter på området, som mener noget andet.
For mig er der ingen tvivl om, at lejlighedsbomberne i Rusland var en konspiration, orkestreret af den russiske sikkerhedstjeneste. Snarere end at bruge det forfladigende begreb ‘konspirationsteori’ vil jeg derfor kalde det for en velunderbygget hypotese.
“Er der blevet set mellem fingre med, hvad der egentlig foregik det skæbnesvangre efterår i Rusland? Så peger skylden for det også tilbage på vores egne regeringer.”
Vælger man at tro på teorie,n bliver man samtidig nødt til at acceptere, at Putins vej til magten er fyldt med lig af hans egne landsmænd. Det sætter også den katastrofale krig, han senere indledte mod Ukraine, i et meget koldt og klart lys. En mand, der på den måde er villig til at myrde flere hundrede af sine egne, skyer intet middel for at opnå sine storhedsvanvittige ambitioner.
Foruden at fælde en dom over Putins vanvid stiller historien om de russiske lejlighedsbomber spørgsmål til vores egne sikkerhedsapparater. Med vores viden om de vestlige sikkerhedstjenesters evne til at aflytte, opsnappe og logge stort set alle vores data, efterlades vi med et andet stort spørgsmål: Kan det virkelig være rigtigt, at NSA, MI6 og resten af det massive efterretningsapparat ikke er bekendt med, hvad der er foregået?
Hvis man accepterer teorien som sand, stiller det de seneste 25 års historie i et nyt lys. På sin vis er krigen i Ukraine - og den skyggekrig, som Rusland har ført mod os andre i over et årti - kulminationen af, at den russiske efterretningstjeneste har fået lov at erobre statsapparatet med brug af falske flag.
Vladimir Putin har omdannet Rusland til et diktatur i sit eget billede - men er der blevet set mellem fingre med, hvad der egentlig foregik det skæbnesvangre efterår i Rusland? Så peger skylden også tilbage på vores egne regeringer.
Det tager 5-15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel eller en mening om det skrevne? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.