Italien: Bro-fidus skal omgå nye NATO-krav
De øgede krav om forsvarsudgifter lægger pres på medlemslandenes økonomier. En foreslået bro til 100 milliarder kroner giver muligvis Italien et smuthul i aftalen.
De danske politikere må nu stille sig selv spørgsmålet: Gik vi i gang med at bygge Femern Bælt-forbindelsen for tidligt?
Da regeringerne for de 32 NATO-medlemslande i juni blev enige om, at landenes militærbudgetter skulle sættes drastisk i vejret, var der murren i krogene fra starten. Spanien ønskede ikke at øge sine forsvarsudgifter så drastisk og blev fra starten undtaget fra aftalen. Nu prøver Italien også at komme udenom den store militærstigning på kreativ vis. Landet har nemlig defineret planerne om at bygge en bro i Messinastrædet som en del af den øgede militær- og sikkerhedsindsats.
Messinastrædet forbinder fastlandet med Sicilien, og den foreslåede bro vil koste 13,5 milliarder euro, eller cirka 100 milliarder kroner. Hvis broen bliver en realitet, ville den være verdens længste hængebro og dermed overhale Canakkale 1915-broen i det nordvestlige Tyrkiet, som forbinder Europa og Asien ved Dardanellerne. På listen over verdens længste hængebroer finder vi også Storebæltsbroen, som de seneste år er blevet skubbet ned på en syvendeplads takket være en række kinesiske broer.
Italien var i forvejen blandt de NATO-lande, som afsætter den mindste andel af sit BNP til sit forsvarsbudget. Aktuelt bruger Italien omkring 240 milliarder kr. på forsvar og militær, hvilket svarer til omkring 1,5 procent af dets BNP. Den nye NATO-rammeaftale ville mere end tredoble den militære udgiftspost.
Smuthul i aftaleteksten
Selvom den nye italienske bro umiddelbart kunne lyde som en kreativ fortolkning af oprustningsaftalen, er det ikke nødvendigvis i strid med den overordnede aftale. Her skal kun 3,5 procent af statens finanser øremærkes ‘kerneforsvarsopgaver’, mens de resterende 1,5 procent kan anvendes til ‘bredere strategisk modstandsdygtighed’, hvilket også omfatter kritisk infrastruktur. Aftaleteksten rummer derfor en slags teknisk smuthul, som kan muliggøre den type prioriteringer.
En talsperson for regeringen forklarede tidligere på året, at broen ville “give en fordel i militær mobilitet og gøre os i stand til hurtigt at transportere tunge køretøjer, tropper og ressourcer via tog og veje.”
Idéen om en bro, der forbinder de to dele af Italien, har en lang forhistorie. Allerede i Romerrigets storhedstid foreslog den romerske historiker og militærleder Plinius den Ældre (ca. 23-79), at man forbandt strædet med en lang række sammentømrede både. I moderne tid har også italienske statsledere som Benito Mussolini og Silvio Berlusconi drømt om at bygge en bro i Messinastrædet.
De seneste årtier har planerne imidlertid ligget stille på tegnebrættet. Ifølge en talsperson for Meloni-regeringen kan de nye NATO-krav og klassificeringen af broen som et militærprojekt derfor være en måde at omgå bureaukratiske forhalinger og tekniske bremsekloder på.
Tidligere på året fremlagde den italienske regering et dokument, som netop fremhæver broens sikkerhedsmæssige og strategiske betydning for Italien. Skulle opførelsen af broen blive endeligt vedtaget, venter der dog en række andre udfordringer, inden sicilianerne kan køre direkte til fastlandet. Foruden de bureaukratiske forhindringer gør havstrømme, tektoniske rystelser og miljøhensyn projektet til en vanskelig opgave.