Katastrofalt lokalvalg for Labour sender Reform til magten
Keir Starmer er rystet efter lokalvalget i Storbritannien, og rygterne svirrer nu om en intern magtkamp i Labour. De store vindere er Reform UK og Green Party.
Lyt til artiklen her.
Hvis politik kan beskrives som en blodig affære, var lokalvalget i sidste uge en massakre for den siddende regering i Storbritannien. Den helt store vinder blev det højreradikale Reform UK, som ikke lod til at lade sig mærke af en stor skandale omgærdende partiformand Nigel Farage.
På den anden side af spektret fik også Green Party et godt valg og har nu markeret sig som det reelle venstreorienterede alternativ. Også de konservative har fået en ordentlig øretæve og mister 563 af de 1.134 byrådspladser på valg.
Labour-nedsmeltning skaber uro i toppen
Blandt de samlet set 5.066 byrådssæder, som var på valg, mistede Labour hele 1.406 pladser af de 2.196 sæder, som partiet sad på. Partiet kom dermed under 1.000 sæder og fik kun 17 procent af stemmerne samlet.
“Der er ingen klar retning for Labour-regeringen. Folk ved ikke, hvad de prøver at opnå. De bløder muslimske stemmer i Birmingham til Green Party, som føler partiet har svigtet dem ved at støtte Israels invasion af Gaza. De mister samtidig stemmer blandt den hvide arbejderklasse i Kent, Essex og Sussex, som hellere vil tage chancen med Reform UK,” siger Thomas Brayford. Han er tidligere ansat i Labour og har som policydirektør i tænketanken Resilience and Reconstruction haft hovedet dybt begravet i valgresultatet de seneste dage.
Ser man resultatet i forhold til vælgernes generelle indtryk af regeringen, er 17 procent dog nærmest en overpræstering. Målinger i efteråret viste, at Keir Starmer er den mest upopulære premierminister i britisk historie, og at kun 13 procent af befolkningen er tilfredse med regeringens arbejdsindsats. Det er endda dårligere end den skandaløst inkompetente Liz Truss, som kun fik 49 dage på posten i efteråret 2022. Selv ved verdensmesterskaberne i dart kunne man høre sange som “Keir Starmer is a wanker (‘pikspiller’, ‘fjols’, ‘narrøv’ red.)”.
Starmer har afvist, at valget skulle være en dom over hans ledelse, og har - på lettere tonedøv vis - forklaret, at hans regering skal ses som ‘et tiårigt projekt’. Også forsvarsminister John Healey har forsikret om, at Starmer har tænkt sig at “blive på samme kurs”.
“De ting Labour har gjort er blevet dårligt kommunikeret ud. Forandringen kan ikke mærkes i tilstrækkelig grad.”
Mens partiledelsen forsøger at slukke branden ovenpå det katastrofale valg, er nogle i partiet begyndt at lugte blod.
“Catherine West (Labour-MP fra Hornsey og Friern Barnet, red.) har allerede meldt sig på banen som en mulig udfordrer. Hun har dog senere trukket den udmelding tilbage, men det tyder på, at der er et opgør på vej“, siger Thomas Brayford.
Mens West ville være et long shot som afløser for Starmer, er rygterne begyndt at florere om, at både sundhedsminister Wes Streeting og vicepremierminister Angela Rayner kan melde sig på banen som mere seriøse udfordrere for Starmer.
“Problemet for Labour er en mangel på karisma. Streeting har mere karisma end Starmer, hvilket vi også så i Mandelsohn-affæren. Selvom det ikke burde have været en så stor skandale for Starmer, blev han trukket ned af sagen. Tingene lader til at klistre sig fast til hans person på den dårlige måde,” siger Brayford.
Han peger på tiltag med gratis skolemad til udsatte børn og bedre hjemmepleje som eksempler på, at Labour-regeringen har forsøgt at markere sig som noget andet politisk end den foregående konservative regering.
“Men de ting de har gjort er blevet dårligt kommunikeret ud. Forandringen kan slet ikke mærkes i tilstrækkelig grad”, siger han.
Som illustration af Starmers upopularitet behøver man blot at kigge mod weekendens valg i Skotland, hvor der samtidig med lokalvalget i England blev afholdt parlamentsvalg. Her var der efter valget i 2024 stor optimisme om, at Labour kunne danne den næste regering i Holyrood. Scottish National Party har siddet ved magten i 20 år og virker slidt, så det kunne have været en gylden mulighed for Labour.
“Spoler vi frem til i dag, er situationen i Skotland nu så elendig for Labour, at [partiets lokalformand Anas] Sarwar bad Starmer om at holde sig væk. Sarwar klarede med nød og næppe selv at beholde sit eget sæde i Glasgow,” forklarer Thomas Brayford.
Green Party går frem trods smædekampagne
Labours krise har været godt nyt for Green Party. For to måneder siden var særvalget i Manchester-distriktet Gorton og Denton et forvarsel om partiets vind i sejlene. Dengang vandt den politisk ukendte blikkenslager Hannah Spencer en knusende valgsejr i et område, som havde tilhørt Labour i over 100 år.
Også ved lokalvalget var der stor fremgang til Green Party, som gik hele 441 mandater frem. De har nu 587 valgte lokalpolitikere. Partiet gik blandt andet til valg på at bygge flere sociale boliger og kunne her pege på succesen fra Lewes og Mid Suffolk, hvor man i 2023 fik flest byrådsmandater (16). Med Labour som støtteparti har Green Party udnyttet sit flertal til at bygge flere hundrede nye billige boliger og har gjort netop boligpolitik til et af sine centrale valgtemaer på landsplan.
“Det er en katastrofe for Labour. De har mistet kontrollen med samtlige byråd pånær ét.”
Den store fremgang for Green Party har samtidig udstyret partiet med en skydeskive på ryggen i de britiske medier. The Times har blandt andet kulegravet partileder Zach Polanskis bopælssitutation og afsløret, at han i flere år har boet på en husbåd i det østlige London. Som danske sager om politikeres bopæle har vist, herunder Sikandar Siddique og Alex Vanopslagh, kan den slags hurtigt udvikle sig til møgsager i offentligheden.
Også Polanskis håndtering af knivangrebene på to jødiske mænd i London-forstaden Golders Green den 29. april har fået stor mediebevågenhed. Polanski retweetede oven på angrebet en kommentar, der kritiserede politiets ‘unødigt hårdhændede’ håndtering af gerningsmanden, og måtte senere undskylde. I tabloidavisen The Sun blev han derefter udråbt som en “farlig Jeremy Corbyn-klon”. Premierminister Starmer var heller ikke sen til at udnytte den bommert, og kaldte Polanski for “en skændsel.”
Foruden personangrebene har Labour også kørt en intens negativ kampagne mod Green Party på de sociale medier. En række opslag har fokuseret på antisemitiske medlemmer af Green Party og fremstillet det som et useriøst parti fuld af jødehadere. Labour har desuden kørt på med negative kampagner om deres uansvarlige politik på såvel bolig- og forsvarsområdet. Den negative omtale har dog ikke forhindret Green Party i en stor fremgang - og en højere stemmeandel end Labour. Måske skulle man fokusere på at formulere en selvstændig, positiv vision?
“Det ligner en katastrofe for Labour. De har mistet kontrollen med samtlige byråd pånær ét - i Wolverhampton.”, siger Thomas Brayford.
Reform UK overtager i flere storbyer - og brager igennem i Wales
Valgets helt store vinder er det højreradikale Reform UK. Partileder Nigel Farage var da heller ikke sen til at udråbe valget som et ‘historisk kursskifte i britisk politik’. Med 1.451 mandater og en status som det største lokalpolitiske parti må man foreløbigt give ham ret. Reform har dog ikke kun fisket stemmer hos Labour, men også blandt de Konservative, som med 563 tabte mandater er valgets anden store taber.
Reform UK har særligt vundet stort i Norfolk, Midlands, Staffordshire og det nordlige England. I Newcastle-under-Lyme udenfor Stoke, hvis industrielle nedgang du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, har Reform for eksempel fået 27 pladser ud af 44 og dermed absolut flertal.
Ifølge Thomas Brayford handler Reform UK’s fremgang om stor utilfredshed med de to traditionelle partier, men også om et generelt provins-forfald og en fortælling om, at partiet vil vende tilbage til de gode gamle dage. Det narrativ har været så tiltrækkende, at selv en mulig bestikkelsesskandale, hvor Farage for nyligt blev afsløret i at have modtaget knap 50 millioner kr. fra en kryptoinvestor, ikke har kunnet lave ridser i lakken.
“Hvis man ser på Clacton (Farage’s valgdistrikt i Essex, red.) er det et nedslidt område. Mange gamle populære feriebyer som Southend og Blackpool er i forfald. I den kontekst er det nemt for Nigel Farage og Richard Tice at spille på nostalgi om fortidens storhed, og love den arbejderklasse, der har tabt i udviklingen, guld og grønne skove,“ siger Thomas Brayford.
For Brayford er det dog mindst lige så opsigtsvækkende, hvad der er sket i den vestlige del af Storbritannien.
“En af valgets helt store historier er Wales. Her har Labour mistet det flertal, som man har haft siden 1922. Partiets leder, Eluned Morgan, har på ydmygende vis tabt sit mandat. Playd Cymru (walisisk centrum-venstreparti, red.) har fået flest pladser i Senedd, men den største historie er Reform UK, som er braget igennem. De er gået fra 2 til 34 pladser ud af 96, og er nu Wales’ næststørste parti.”
Fragmenteret politisk landskab
En smule til højre for midten finder vi valgets sidste store aktør, Liberaldemokraterne, som har bygget videre på succesen under Ed Davey. Partiet fik denne gang yderligere 155 byrådsmedlemmer valgt ind og fik omkring 16 procent af stemmerne.
Samlet tegner lokalvalget et billede af et mere fragmenteret politisk landskab i Storbritannien. Med en mere positiv vending kunne man også kalde det mere pluralistisk og mangfoldigt, at fem partier nu har bred lokalpolitisk repræsentation i et politisk system, som traditionelt har været domineret af Labour og Toryerne.
Under alle omstændigheder markerer valget et klart nybrud i britisk politik. Spørgsmålet på briternes læber er nu ikke blot, hvorvidt Starmer kan blive siddende som Labour-leder, men også om der kan være et parlamentsvalg på vej.
“Britisk politik er mere fragmenteret end nogensinde. Samtidig er vælgernes dom klar. Der er et raseri uden fortilfælde mod politikerne, og selvom det var et lokalvalg, har folk stemt ud fra landspolitiske overvejelser,” siger Thomas Brayford.
For ham er der ingen tvivl om, at lokalvalget var en dom over de to traditionelle partier - og at britisk politik kan gå en turbulent tid i møde.
“Starmer siger, at han vil fortsætte som premierminister. Indtil denne uge tænkte jeg også, at han nok ville blive siddende ved magten længere, end de fleste regnede med. Nu er der imidlertid meget, der tyder på, at han godt kunne være ude, inden året er omme.”
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.