Kommentar: Årets olympiske vinterlege understreger, at sport og politik er uadskillelige
Pibekoncerter, diskvalifikationer og nazi-memorabilia. Det fromme ønske om at adskille sport og politik er ved årets olympiske vinterlege fjernere end nogensinde.
Lyt til artiklen her.
Benjamin Franklin sagde engang, at kun to ting var sikre i denne verden: døden og skatter. Den amerikanske grundlægger døde 106 år før de olympiske lege genopstod i Athen i 1896, og kunne derfor ikke have forudset, at en tredje ting kunne føjes til listen: IOC-bureaukrater, der i forbindelse med afviklingen af OL insisterer på, at vi skal ‘holde sport og politik adskilt’.
Det fromme ønske virker ved årets vinter-OL i Milano fjernere end nogensinde. Allerede inden den første skiløber havde betrådt Tofano-bjergene, havde den anspændte politiske verdenssituation indfundet sig ved legene.
Allerede da listen over deltagerlande blev annonceret, blev vi mindet om legenes politiske karakter. IOC havde igen bøjet sig for Kinas ønske om at omtale Taiwans delegation som “Kinesisk Taipei.” Kort efter blev den israelske delegation mødt af en massiv pibekoncert under indmarchen på San Siro. Uden for stadion demonstrerede 10.000 mennesker imod den israelske deltagelse i legene. Mandag brød den politiske virkelighed igen igennem den olympiske neutralitetsmur, da en medarbejder i Cortina Sliding Center sagde “frit Palæstina” til en gruppe israelske fans og blev belønnet med en fyreseddel.
Ved åbningsceremonien blev den amerikanske vicepræsident JD Vance også mødt af buhen i samme sekund, som hans eyeliner-tunge ansigt dukkede op på storskærmen. I den sande olympiske ånd forsøgte den amerikanske OL-transmittør NBC at skærme tv-seerne fra publikums reaktion ved at skrue ned for pibekoncerten. Den amerikanske regering retoucherede den del af historien ud af sin pressemeddelelse, ganske som publikums buhråb mod Trump blev fjernet under sidste års U.S. Open. De postfaktuelle politikeres forsøg på at redigere virkeligheden ændrer dog ikke på, at publikum - både i Milano og New York - insisterede på at fjerne den kunstige mur mellem sport og politik.
Det suverænt største politik-drama kredsede om den ukrainske skeletonkører Vladyslav Heraskevytsj, der havde udsmykket sin hjelm med billeder af nogle af de 450 ukrainske atleter, der er døde som følge af Putins invasion. IOC valgte at diskvalificere Heraskevytsj, der havde forbrudt sig mod deres illusion om et sportsligt vakuum, hvor resten af verden ikke eksisterer.
“Hvad er en medalje værd sammenlignet med menneskers liv? Sammenlignet med mindet om vores atleter?” spurgte Heraskevytsj ovenpå diskvalifikationen. Selvom han ikke fik lov at konkurrere ved OL, fik han alligevel en medalje med hjem. Den ukrainske præsident Zelenskij gik ind i sagen, tildelte ham landets Frihedsorden og mindede samtidig os andre om, at OL er en dybt politisk størrelse.
Gennem historien har OL snarere været et prisme på verdenssituationen end et sportsligt frirum. OL i Berlin var i 1936 én stor propagandafortælling om Nazityskland, som i øvrigt blev genaktualiseret ved årets OL i Milano, da en t-shirt med afbildning af de nazityske lege viste sig at blive et eftertragtet stykke merchandise blandt vor tids nazister. Man kunne også nævne Tommie Smith og John Carlos’ ikoniske black power-salut fra podiet ved OL i Mexico i 1968 eller OL i Moskva i 1980, der med sine Lenin-tifoer og hammer og segl-formationer ved åbningsceremonien ikke ligefrem dannede en neutral kulisse.
Der er kort sagt ikke noget nyt ved politiseringen af de olympiske lege. Alligevel føles det ved årets Vinter-OL ekstra tonedøvt at forsøge at insistere på sport som et politisk vakuum.
I digtet Til Efterkommerne spørger Bertolt Brecht: “Hvad er det for tider, hvor en samtale om træer næsten føles som en forbrydelse?” I dag kan vi på samme måde komme i tvivl. Kan man nyde at se ishockey-slagsmål og skiløbere på jagt efter verdensrekorder, mens der foregår et folkemord i Palæstina, mens klimaet er ved at brænde sammen, og mens Putin forsøger at fryse den ukrainske civilbefolkning ihjel gennem målrettet terrorbombning af landets varmeværker?
IOC’s ønske om at holde tingene adskilt er en fantasi om en mere enkel verden, hvor sport kan være et afbræk. Men verden befinder sig i en multi-krise, som truer selve menneskehedens overlevelse. Den går ikke væk af at tænde for skærmen. Måske ville det ligefrem være en lettelse for mange, hvis vi droppede forestillingen om, at der eksisterer et frirum i Milano, hvor resten af verden ikke trænger sig på.
Det tager 15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.