
Det lettiske parlament har ændret karakter efter søndagens valg. Mens de 100 medlemmer traditionelt har været fordelt mere ligeligt mellem en række partier, står det oven på det netop overståede valg klart, at ét parti nu er toneangivende.
Med over 35 procent af stemmerne blev premierminister Andris Kulbergs parti Forenet Liste (FL) valgets helt store vinder. De andre regeringspartier gik til gengæld kraftigt tilbage, hvilket ikke mindst gjaldt bondepartiet (ZZS), som røg under spærregrænsen på fem procent. Også det tidligere regeringsledende parti, Ny Enhed, fik en kraftig vælgerlussing og mistede 19 af sine 26 mandater.
Selvom meningsmålingerne i forvejen havde spået sejr til FL, kom sejrens størrelse bag på mange. Resultatet var den største valgsejr til et parti siden landets uafhængighed fra Sovjetunionen i 1991 og betyder, at FL nu sætter sig på 42 af taburetterne i Saeima, Letlands parlament.
Her skal de tage de kommende politiske kampe med Letland Først og koalitionen mellem Suveræn Magt (SM) og Alliancen af Unge Lettere (AUL), som begge nød stor fremgang. Resultatet betyder også, at lettisk politik formentlig vil blive mere blokopdelt, da disse arbejder i en stik modsat retning end Forenet Liste.
Valg om sikkerhed og priser
Selvom Kulbergs også ledede landet før valget, har han kun siddet på premierministerposten i fem måneder. Den tidligere regering kollapsede i maj, hvilket blandt andet skyldtes uenigheder om håndteringen af en række russiske droneoverflyvninger. Mange i den lettiske befolkning følte, at Ny Enhed havde håndteret den krise alt for svagt, og den valgkoalition, de har været en del af det sidste halve års tid, viste sig også at være for skrøbelig.
Først og fremmest var valgresultatet en tillidserklæring til Kulbergs løfter om at være en stærk leder i turbulente tider. Valgets omdrejningspunkt var ikke overraskende sikkerhedspolitik og truslen fra Rusland, som den seneste tid har eskaleret sin retorik.
Under sidste uges Valdai-konference understregede Vladimir Putin, at man fra russisk side vil forsvare den russiske Østersø-enklave Kaliningrad “med alle tænkelige våben”, hvilket også var en slet skjult trussel mod Letland, der blokerer for Ruslands adgang til havet. Fra det russiske udenrigsministerium bliver der samtidig spredt et falsk narrativ om, at man i de baltiske lande forbereder ‘massedeportationer af russisktalende indbyggere.’ Den informationskrig understøttes også af Kreml-finansierede netværk inde i Letland, der spreder historier om et ‘utrygt land’, samt en falsk historie om et snarligt NATO-overtag i Østersøen.
De baltiske lande forbereder sig i øjeblikket på en mulig invasion fra Rusland, hvilket, sammen med den aggressive russiske retorik og destabiliseringskampagnen, ikke overraskende gjorde sikkerhed og forsvarspolitik til et af valgets omdrejningspunkter. Blandt de centrale emner var den øgede sikkerhed omkring et vandkraftværk udenfor hovedstaden Riga og et stort gasdepot. Begge er ifølge landets efterretningstjenester i Kremls sigtekorn.
Kulbergs havde i den forbindelse anlagt en skarp retorik i valgkampen. I juni meddelte han, at han vil droppe al samhandel med Rusland og har givet udenrigsministeriet besked på at forberede den juridiske implementering. Som medlem af den europæiske konservative gruppe i EU-parlamentet ønsker Kulbergs desuden at gøre den afskæring til en fælles europæisk beslutning.
Selvom truslen fra Rusland for tiden er det vigtigste emne i de baltiske lande, var der også plads til enkelte andre ting i valgkampen, ikke mindst de stigende leveomkostninger. Ifølge det lettiske statistikbureau er hus-og energipriserne vokset med 7 procent på et år, mens transportomkostningerne også er steget med samme hastighed. Kulbergs stærke mandat kan derfor også ses som vælgernes tro på, at han med sin baggrund i lettisk erhvervsliv kan bære dem gennem både politiske og økonomiske krisetider.

Pro-russiske partier genvinder terræn
Selvom valgets store vinder blev Forenet Liste, var der også stor fremgang til højrepopulister og den pro-russiske koalition. Letland Først, der som navnet antyder, er kraftigt inspireret af Donald Trump, blev valgets anden store vinder og fordoblede sin stemmeandel til 13 procent.
Anført af oligarken Ainārs Šlesers voksede partiet oprindeligt ud af anti-vaccinebølgen under Covid, som fik Šlesers, der tidligere havde været økonomiminister, til at øjne chancen for et politisk comeback. Ved det netop overståede valg fokuserede partiet på at være ‘anti-establishment’ og lovede også i bedste Trump-stil at fixe alle økonomiske problemer hurtigt og effektivt. Letland Først forsøgte desuden at appellere til landets store russisktalende minoritet, som udgør knap 37 procent af befolkningen. Blandt landets indbyggere er cirka 23 procent etniske russere.
“Med det overraskende stærke mandat vil Kulbergs føle sig bekræftet i, at valgkampens konfrontatoriske retorik har vundet genhør hos vælgerne, som søndag gjorde hans parti til det suverænt mest toneangivende.”
En stor del af det vælgersegment satte dog i stedet kryds ved Suveræn Magt (SM) og Unge Letter-koalitionen, som fik 11 procent af stemmerne og 15 sæder. De to partier har således genrejst den pro-russiske fløj, som efter Ukraine-invasionen blev politisk marginaliseret. Før krigen var en stor del af den opbakning samlet i det socialdemokratiske parti Harmoni, som også var søsterparti med Putins Forenet Rusland frem til 2017. De mistede imidlertid samtlige 23 mandater ved valget i oktober 2022.
SM ledes af den kontroversielle Julija Stepanenko, som blev smidt ud af parlamentet i 2022, da hun nægtede at fordømme den russiske invasion af Ukraine. Trods det gode resultat kommer Stepanenko og resten af partiet næppe til at få meget indflydelse, idet resten af partierne, herunder Forenet Liste, på forhånd har udelukket ethvert samarbejde.
Samlet tegnede valget et nyt politisk landskab i Letland, hvor fronterne er trukket hårdere op. På den ene side finder vi nu en mere forenet pro-russisk opposition, som vil tale Kremls narrativer op, ikke mindst hvad angår at forbinde de stigende priser med krigen i Ukraine og at tale ‘forhandlingssporet’ og en mere neutral placering op. Her kan vi samtidig forvente, at Kremls narrativer om et undertrykt russisk mindretal vil blive brugt som politisk løftestang.
På den anden side står en kommende konservativ, pro-EU-regering, som vil fortsætte støtten til Ukraine og formentlig lægge endnu mere afstand til Rusland. Letland følger på den måde den globale tendens til polarisering. Med det overraskende stærke mandat vil Andris Kulbergs føle sig bekræftet i, at valgkampens konfrontatoriske retorik har vundet genhør hos vælgerne, som søndag gjorde hans parti til det suverænt mest toneangivende.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.



