Lyt til artiklen her.
Da forsvarsminister Mykhailo Fedorov blev fyret i juli, udløste det nogle af de største protester i Ukraine under krigen. Flere tusinde gik på gaden i Kyiv for at vise deres store utilfredshed med beslutningen om at afskedige Fedorov efter blot et halvt år på posten.
Det skabte stort pres på præsident Zelenskyj, også i de ukrainske medier. Kyiv Independent bemærkede i en leder, at fyringen “var et klassisk udtryk for Zelenskyjs tendens til at afskedige embedsmænd, der blev lidt for populære.”
Fedorov lagde i sidste uge yderligere pres på Zelenskyj-regeringen, da han i en filmet tale opfordrede præsidenten til at udskrive valg. Denne gang var opbakningen dog knap så entusiastisk. Ukrainerne strømmede ikke ud i gader og stræder for at bakke det krav op. Avisspalterne var tomme.
For at forstå reaktionen må vi spole tilbage i tiden og kigge nærmere på den karismatiske eks-forsvarsminister, som har åbnet en hidtil fredet diskussion, der har været længe undervejs.
Libertarianer i digital krig
I krigstid kan man hurtigt brænde igennem sine forsvarschefer. Da Mykhailo Fedorov i januar 2026 blev udnævnt til ny forsvarsminister, var han den fjerde til at blive udpeget til posten, siden Ruslands store invasion begyndte i februar 2022.
Ligesom forgængerne Reznikov, Sjmyhal og Umerov havde han ingen nævneværdig militærerfaring, men var uddannet forretningsmand fra Zaporizjzja. Med sine blot 35 år var han i politisk forstand en vårhare, som repræsenterede den nye generation.
Fedorov var tidligere stillet op ved valget i 2014 for det obskure libertære parti 5.10, hvis leder Gennadij Balasjov tidligere havde udtalt, at målet var at “omdanne Ukraine til et skattely på linje med Singapore og Irland.”
“I dag er de færreste i tvivl om, at droner kommer til at spille en afgørende rolle for fremtidens krige, og hvis man stadig tænker krig uden at sætte droner i centrum, risikerer man at få en ordentlig røvfuld på slagmarken.”
Det blev et skuffende valg, hvor 5.10 fik under en halv procent af stemmerne. Fedorov skiftede spor. Efter præsident- og parlamentsvalgene i 2019, hvor Folkets Tjener-bevægelsen anført af Zelenskyj vandt jordskredssejre, blev han ansat som rådgiver for den nye præsident. I august samme år blev han udnævnt til minister for digital transformation, hvor han blev sat i spidsen for en ambitiøs digital revolution, der under titlen Staten i en Smartphone skulle gøre alle offentlige tjenester tilgængelige via apps.
Så kom krigen, der ændrede alt i det ukrainske samfund, også for Fedorov og hans ministerium. Fra at skulle udvikle ukrainske e-boks og MitID-løsninger blev prioriteten nu at besejre den invaderende magt. På den digitale side betød det blandt andet udvikling af en fundraiser-platform (United24), luftalarm-apps og eAid, en digital nødhjælpsplatform, som kunne allokere ressourcer til de hårdest ramte dele af landet.
Fra et militærstrategisk perspektiv blev den vigtigste innovation det droneprogram, som Fedorovs digitaliseringsministerium udviklede i samarbejde med militæret. Mens ‘dronekrig’ for fem år siden var et koncept, der for de fleste lød mere som et futuristisk plot til et afsnit af Black Mirror end en nær fremtid, har Ukraine-krigen siden redefineret hele den globale militærdoktrin.
I dag er de færreste i tvivl om, at droner kommer til at spille en afgørende rolle for fremtidens krige, og at den, der stadig tænker krig uden at sætte droner i centrum, risikerer at få en ordentlig røvfuld på slagmarken. Det har ikke skortet på artikler, der nærmest hånligt har udstillet Vestens manglende militære beredskab, når det gælder dronekrig.
Magtkamp mellem generationer
Som en central aktør i den digitale og dronemæssige innovation var Fedorov et oplagt bud på en ny forsvarsminister, da Denys Sjmyhal blev roteret ud i januar 2026. Her fik han til opgave at tage sin reformatoriske tilgang ind i militæret, som blandt andet stod over for mandskabsmangel.
Den libertære, tech-optimistiske politiker gik i gang med at omdanne den militære struktur, blandt andet ved at sætte indkøb af artillerigranater i udbud for at skærpe konkurrencen og undersøge overforbrug i det store militærbureaukrati.
“Mens Fedorov var populær i den ukrainske befolkning, var der i militære kredse bred enighed om, at han ikke var velegnet til jobbet, og at han detailstyrede taktiske dispositioner uden at have forstand på dem.”
Fedorov lancerede også nye AI-drevne droneinitiativer og overtalte i februar 2026 Elon Musk til at deaktivere Starlink-satellitnetværket i de besatte områder. Den pludselige afbrydelse af det effektive mobilinternet satte de russiske invasionsstyrker på hælene og var samtidig en påmindelse om den utrolige magt, der er blevet lagt i hænderne på oligarken Musk.
Fedorovs forsvarsreformer var dog ikke lige populære i alle dele af militæret. Ikke mindst hærchef Oleksandr Syrskyj var skeptisk over for den nye forsvarsministers aktive rolle. Konflikten lignede på overfladen et klassisk generationsopgør. Syrskyj og generalerne blev castet som den gamle garde fra sovjettiden, der ikke ville afgive magten til den nye generation og deres idéer.
Fornyelsesidéer versus gamle dogmer. Det var et velkendt skisma, som også var et genkendeligt kritikpunkt fra tidligere reportager om det ukrainske militærs problemer med at omstille sig til moderne krig. Sidste år trak den populære general Mykhajlo Drapatyj, en benhård veteran, som havde stået i spidsen for generobringen af Mariupol i 2014, sig også fra sin post. Drapatyj kritiserede dengang også Syrksyjs ledelse for at skabe “en frygtatmosfære, mangel på initiativ og umodtagelighed over for feedback.”
Mistanker om korruption klistrede sig samtidig til militærtoppen, hvilket fik Fedorov til at gribe ind på sin vanlige iøjnefaldende facon. I starten af sommeren brugte han løgnedetektorer til at kulegrave forsvarsledelsen. Dem, der klarede sig dårligt eller nægtede at tage testen, blev fyret. Selvom løgnedetektorers effektivitet er et kontroversielt emne, skaber det overskrifter og klik. Fedorov forstod med sin baggrund vigtigheden af den slags i en digitaliseret og postfaktuel mediesfære.
Kontrasten mellem de to mænd var stor. Fedorov vandt prisen som Årets kommunikatør 2023. Syrskyj foretrak at fokusere på sit arbejde med at lede krigen, “helst uden for mange interviews og artikler”, som han forklarede. Mens Fedorov blev fremstillet som den tiltrængte fornyelse, var Syrskyj upopulær i Ukraine, hvor han havde udviklet et ry for at ofre for mange soldater unødvendigt på slagmarken. Det fristende narrativ blev, at man kunne slippe for at sende flere af sine unge landsmænd i døden, og i stedet overlade forsvaret til droner, hvis man bare lyttede til forsvarsministeren i stedet for hærchefen.
Én ting havde Syrskyj dog ret i: traditionelt havde det været forsvarsministerens rolle at administrere militærapparatet, ikke at føre selve krigen. Selvom idéerne fra den innovative digitaliseringsminister gled lettere ned - og helt klart havde et bedre PR-team end de gamle han-elefanter - kunne de ikke nødvendigvis omsættes til resultater på slagmarken.
Fedorov havde ingen reel erfaring med krigsstrategi, og hans kritikere påpegede desuden, at en række af hans reformer tog æren for andres arbejde. Det gjaldt blandt andet en reform, som tredoblede lønnen for soldater på ‘kontaktlinjen’. Idéen blev tilskrevet Fedorov, selvom den havde været undervejs i årevis og i høj grad var resultatet af et kollektivt, aktivistisk pres. En anonym general sammenlignede ham med den angriber, der prikker bolden ind i et åbent mål efter et langt opspil.
Fedorovs fyring skaber vrede
Militæranalytikere kritiserede også hans tilbøjelighed til at vægte det spektakulære over det effektive. Den slovakiske Ukraine-ekspert Balázs Jarábik beskrev i et interview, hvordan en række nylige droneangreb på den besatte Krimhalvø var et udtryk for netop den tendens til at prioritere det, der ser godt ud på sociale medier over det, der skaber langsigtede resultater: “Det ser godt ud på papiret, og i Vesten bliver det beskrevet som en stor sejr. Men ukrainske analytikere indrømmer samtidig, at det ikke har nogen logistisk eller strategisk betydning rent militært.”
Mens Fedorov var populær i den ukrainske befolkning, var der i militære kredse bred enighed om, at han ikke var velegnet til jobbet, og at han detailstyrede taktiske dispositioner uden at have forstand på dem. Som en anden højtstående ukrainsk general kommenterede: “Ville du sætte dig ind i et fly, hvis du så, at piloten var butiksassistent?”
Et så dårligt samarbejde mellem hærens ledelse og forsvarsministeren var uholdbart i krigstid. Konflikten mellem militær og ministerium kulminerede i juli 2026, hvor Fedorov blev afskediget efter kun et halvt år på posten. For mange ukrainere lignede det, at den gamle (korrupte) garde med deres forældede idéer havde vundet over det friske pust, hvis tid som forsvarsminister ovenikøbet var faldet sammen med et momentumskifte i krigen.
De ukrainske medier kritiserede fyringen i skarpe vendinger. Kyiv Independent skrev, at det kunne være ‘den mest skadelige beslutning i år’evis, mens Irina Sergejeva kaldte Syrskyj for arrogant og beskrev fyringen som “et lyn fra en klar himmel” i Ukrainska Pravda. Ifølge Kyiv Post var den også blevet mødt med stor skuffelse i NATO-kredse.
Havde Zelenskyj smidt det hele på gulvet for at tilfredsstille sine venner?
Fra frustration til forvirring
Fedorovs afgang fik flere tusinde ukrainere til at gå på gaden for at demonstrere mod beslutningen. De var rasende over, at regeringen havde kastet guld på gaden for at tilfredsstille en flok fortidslevn. “Fedorov = flere russiske døde, Syrskyj = flere ukrainske døde”, som der stod på skiltene under protesterne.
Zelenskyj forsøgte hurtigt at slukke den politiske brand. Fedorov blev tilbudt en ny stilling som vicepremierminister, hvilket han afslog. Han var kun interesseret i sit gamle job, lød beskeden. Kort efter blev Syrskyj også fyret og erstattet med rivalen Mykhajlo Drapatyj, som havde trukket sig året forinden.
Demonstrationerne fortsatte i flere uger. Det vakte mindelser om den foregående sommer, hvor store demonstrationer mod kastreringen af Ukraines anti-korruptionsinstanser til sidst havde tvunget en ny lov gennem parlamentet, som genoprettede deres uafhængighed. Korruption blev også hurtigt vævet ind i narrativet om fyringen, og Zelenskyj var en presset mand. Igen.
Så gjorde Fedorov noget, der med et trylleslag forvandlede hele narrativet om hans person.
Zelenskyj meddelte 18. august, at han ville indstille Jevhenij Khmara, som var blandt arkitekterne bag Operation Edderkoppespind, som ny forsvarsminister. Inden parlamentet nåede at godkende den nye forsvarsminister, havde Fedorov dog svaret igen med en video, hvor han opfordrede præsidenten til at udskrive valg.
Vreden over fyringen blev afløst af forvirring og spørgsmål. Et valg i krigstid ville kræve en forfatningsændring, så skulle man også stemme om en sådan først?
Foruden de juridiske spørgsmål kom den mere lavpraktiske udfordring i at afholde et forsvarligt valg, mens missilerne fortsat regnede ned over de store byer. Hvordan skulle de millioner af ukrainere, som er flygtet ud af landet, kunne stemme? Og hvad med de yderligere millioner, som boede under besættelse?
Løsningen fra Fedorov var teknisk og gik på digitalisering af stemmeprocessen. Det virkede naivt og ikke særligt overbevisende. Støttedemonstrationerne forsvandt. Argumentet om, at manglen på valg var et tegn på demokratiets afvikling var også tyndt. Storbritannien, New Zealand og Canada gjorde det under Verdenskrigene. En meningsmåling fra Kyiv International Institute of Sociology viste tidligere i denne måned, at et flertal af ukrainerne fortsat ønsker at udskyde valget, til krigen er slut.
Kaos uden vindere
Fra at have handlet om Zelenskyjs mulige magtfuldkommenhed og tendens til, med Kyiv Independents ord, at fyre potentielle rivaler, drejede samtalen over på Fedorovs egne motiver. Handlede det teatralske exit i virkeligheden om at sætte sig selv i scene som en mulig præsidentkandidat?
Rygterne er nu begyndt at svirre i Ukraine og er ikke blevet mindre af, at kilder tæt på Fedorov oplyser, at han overvejer at stille op som præsident. Hvis Fedorov havde håbet, at den sympatibølge, han skabte i forbindelse med fyringen, skulle kunne bære ham helt til den tinde, ser han dog foreløbigt ud til at have overspillet sin hånd.
“Fedorovs forbindelse til Elon Musk, der tidligere på året gav ham et rygstød under Starlink-affæren, kan også vise sig at være et tveægget sværd på sigt.”
Zelenskyj, som i øvrigt har meddelt, at han træder tilbage, når krigen er overstået, har også taget til genmæle. Han beskrev Fedorovs forslag som noget, der ‘kunne ødelægge Ukraine totalt.’ Selvom der er flere clicks i historier om modvind og korruption, er det samtidig værd at holde sig for øje, at 60 procent af befolkningen fortsat bakker op om Zelenskyj.
Tilbage står et forslag fra Fedorov, som er faldet til jorden med et brag. Den hidtil populære minister er selv kommet under luppen. Hvorfor vil han for eksempel tage til USA oven på fyringen? Handler det om at diskutere forsvarsteknologi med amerikanske virksomheder, sådan som han selv hævder, eller er det snarere for at sikre politisk opbakning til sit eget projekt?
Fedorovs forbindelse til Elon Musk, der tidligere på året gav ham et rygstød under Starlink-affæren, kan også vise sig at være et tveægget sværd på sigt. I et eksklusivt interview med Caolan Robertson fortalte Fedorov kort før valg-bomben, at han havde haft kontakt med Musk i fire år. Verdens rigeste mand betragtes i Ukraine med stor skepsis, og den undersøgende journalist Dave Troy spekulerede i, at forbindelsen til Musk (og endnu værre, Peter Thiel) kan have været en medvirkende årsag til fyringen. Var Fedorov det friske wunderkind-pust med fingeren på den digitale puls - eller en selvcentreret tech bro med skumle forbindelser til Silicon Valley?
Tilbage står en kaotisk situation uden vindere. Fedorov er blevet parkeret på sidelinjen, hvor han hen over weekenden gentog kravet om nyvalg. Foreløbigt er det blevet ignoreret af Zelenskyj, som dog må erkende, at den snart femårige borgfred på spørgsmålet er forbi. Når valget en dag bliver udskrevet, er det sandsynligt, at Mykhailo Fedorovs navn står på stemmesedlen. Foreløbigt ser det krav dog ud til at blive begravet i den meget store bunke af sager, som må blive taget op når krigen får en ende.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.