Olga Lautman: Kreml optrapper skyggekrigen mod Europa, og Wagnergruppen spiller fortsat en stor rolle
Den russiske efterretningstjeneste har forenklet sine metoder og hverver med stor succes folk i Europa til at gennemføre hybridangreb. Wagnergruppen spiller fortsat en vigtig rolle for Kreml.
Lyt til artiklen her.
Mens man i Vesten fejrede den kolde krigs afslutning, lagde man i Moskva byggestenene til dens tilbagevenden. I denne artikelserie undersøger jeg, hvordan Rusland har fodret og gradvist overtaget et globalt netværk af højreekstremister, støtter, politiske bevægelser og magthungrende eliter. Højreradikale partier og politikere i udvalgte lande er blevet omdannet til politiske våben.
Olga Lautman forklarer, hvordan et netværk af oligarker, propagandister og ideologer i en række lande - fra Tyskland og Frankrig til Italien, Nederlandene og USA - har transformeret politik i Vesten. Det er en opskrift på at få indflydelse, som er taget ud af KGB’s håndbog, og som nu bliver brugt af regeringer, bevægelser og medier i hele den demokratiske verden.
I dagens artikel undersøger Olga, hvordan lejesoldaterne i Wagnergruppen fortsat understøtter Kreml-regimets målsætning om at undergrave og destabilisere Europa.
Rekruttering i Vesten
I Moscow Times kunne man forleden læse om, hvordan tidligere Wagner-soldater ifølge de vestlige efterretningstjenester nu bliver brugt til at hverve sabotører i Europa. Historien bør ikke komme som en overraskelse for nogen, og er heller ikke udtryk for et nyt redskab i Ruslands arsenal. Det dokumenterer snarere, hvordan Kreml-regimet har bygget skyggekrigen mod NATO ind i sine institutioner og jævnligt gennemfører operationer inde i de vestlige lande. Agenterne bliver set som brug-og-smid-væk-aktiver.
De vestlige sikkerhedstjenester tegner et billede af et koordineret system, hvor hververe og agenter fra Wagnergruppen, der er en uofficiel del af GRU (Ruslands militære efterretningstjeneste, red.), fortsat bliver brugt til at rekruttere og definere opgaver. Metoderne er de samme som dem, de bruger til at hverve soldater til krigen i Ukraine.
“De taktikker, som blev brugt under den russiske invasion af Ukraine i 2014, genspejles i operationer mod amerikanske valg eller bredere påvirkningskampagner i Europa og resten af verden.“
Målgruppen er udsatte europæere, som bliver fundet på Telegram-kanaler og andre krypterede beskedtjenester, hvor de bliver tilbudt små betalinger for at brænde varehuse, sabotere kritisk infrastruktur, gennemføre overvågning samt udøve afpresning eller sabotage mod ukrainsk-tilknyttede mål. De mere overordnede strategiske beslutninger, udvælgelse af mål og diskussioner af fejltolerance er stadig fast forankret i den russiske militære efterretningstjeneste, og er ikke blevet outsourcet til lejesoldater eller andre løst tilknyttede dele af organisationen.
Dette skifte er ikke sket som følge af improvisering eller det kaotiske efterspil af Jevgenij Prigosjins angivelige død, men er en bevidst reaktion fra Moskva på det vedvarende pres, som kontraspionage har lagt gennem årtier. Det har tiltaget i styrke som følge af de europæiske regeringers udvisning af russiske efterretningsofficerer, der i årtier havde arbejdet under dække af at være diplomater.
Efter at være blevet frataget sin traditionelle spionage-infrastruktur, har den russiske efterretningstjeneste gjort sin arbejdsmodel mere enkel. Erfarne officerer er blevet erstattet af mellemmænd og undværlige proxy-agenter, som kan blive anholdt eller afsløret uden de store strategiske omkostninger. En brandstifter, der bliver anholdt i London, Prag, Warszawa eller Riga, bliver ikke set som en operations-fiasko men derimod et begrænset tab, og man kan nemt afbøje ved at skyde skylden på kriminalitet eller ekstremisme uden at forstyrre den større operation.
Den fortsatte brug af Wagner-rekruttører understreger, at Kremls tilgang stadig er, at vold og påvirkningsoperationer er flydende størrelser, som der kan veksles mellem efter behov. Netværkene har aldrig været begrænset til slagmarken, men har udviklet sig sideløbende med propaganda- og påvirkningsoperationerne. De taktikker, som blev brugt under den russiske invasion af Ukraine i 2014, genspejles i operationer mod amerikanske valg eller bredere påvirkningskampagner i Europa og resten af verden.
Vi ser også, hvordan den samme institutionelle logik, som bliver brugt til at udnytte uenigheder på nettet til at skabe yderligere polarisering og mobilisere voldelige protester ude i virkeligheden, nu bliver brugt til at understøtte fysisk sabotage, hvor man også hverver folk med ophobet vrede eller økonomisk usikkerhed. Det er blevet nemt at finde folk på nettet og gøre dem til aktiver i den virkelige verden med minimal indsats.
Volumen og vedholdenhed
Mange af de angreb, som den russiske efterretningstjeneste gennemfører i Europa, bliver beskrevet som amatøragtige eller primitive. Det er imidlertid en framing, der misforstår deres egentlige formål. Operationerne har ikke til formål at være præcise eller at kunne blive benægtet i klassisk forstand, men handler derimod om volumen og vedholdenhed.
Det overordnede mål er at skabe disruption og tvinge sikkerhedstjenesterne til at ofre ressourcer på at modvirke dem, at skabe ængstelighed i befolkningerne og at præge folk til at tænke politisk vold som et acceptabelt, gennemgående vilkår. Samtidig giver det Kreml mulighed for at afprøve NATO’s responstærskler. En vis fejlrate bliver accepteret, så længe udvekslingen er asymmetrisk; de europæiske samfund betaler prisen for disruptionen, mens Moskva stort set ikke mærker nogen konsekvens.
Den russiske hybridkrig er videreudviklingen af en lang tradition, der startede med sovjettidens aktive tiltag, og som nu er blevet udviklet til et mere tidssvarende redskab, der udnytter onlinemiljøer, hvor rekruttering, betaling og opgavefordeling kan klares på afstand og skaleres op og ned.
Ukraine har længe været en prøveballon for disse taktikker, og er foruden de konventionelle angreb også blevet udsat for hele paletten i den russiske hybridkrigskasse - fra cyberangreb og informationskrig til finansiering af politiske partier og målrettet påvirkning af civilbefolkningen. De metoder, som har vist sig at være mest effektive her, og som oftest er blevet mindst imødegået, er de samme, som nu bliver taget i brug imod resten af kontinentet.
“Trumps mange offentlige angreb på USA’s allierede, usikkerheden om NATO og den støtte undergravning af USA’s lederrolle bekræfter Rusland i, at presset virker, og at modstandsviljen kan slides ned over tid.”
Det politiske klima har samtidig ændret sig i retning af, at Moskva nu ser det som tilladende snarere end begrænsende. Trumps tilbagevenden til magten og den amerikanske regerings tilbagetrækning fra sine tidligere europæiske forpligtelser har, sammen med USA’s opgivelse af Ukraine som en prioritet midt under Ruslands folkemorderiske krig, ændret den strategiske kalkule.
Fra Kreml ser man nu det vestlige sammenhold som skrøbeligt, afskrækkelse som betinget og optrapning til alt andet end åben krig som noget, der næppe vil fordre et seriøst modsvar. Det er ikke tilfældigt, at Ruslands intensivering af hybridkrigen er vokset i takt med, at USA har vist sig parat til at ofre Ukraine og droppe alle forpligtelser i Europa. Trumps mange offentlige angreb på USA’s allierede, usikkerheden om NATO og støt undergravning af USA’s lederrolle bekræfter Rusland i, at presset virker, og at modstandsviljen kan slides ned over tid.
En sammenhængende indsats
Det russiske regime har på nuværende tidspunkt erkendt, at man ikke kan vinde i en konventionel konflikt mod NATO. Den vurdering kan dog ændre sig, og man fortsætter derfor med at udvide sine operationer, så længe de kan holde sig under tærsklen til en varm krig. Det omfatter vedvarende provokationer mod andre landes luftrum, test af svartider, sabotage mod infrastruktur, at bruge migranter som et våben og at holde rekrutteringspipelinen for brug-og-smid-væk-aktiver åben.
Samlet handler det for Kreml-regimet om at undgå at fremprovokere et kollektivt modsvar og samtidig undergrave tilliden, sammenhængskraften og den politiske vilje blandt sine modstandere. Når angrebene tiltager i styrke, er det et udtryk for en vurdering fra Moskvas side af, at de begrænsninger, der tidligere har været på dets opførsel, ikke længere bliver håndhævet.
Det hele hænger sammen og bør derfor ikke ses som en samling enkeltstående hændelser eller opportunistiske forbrydelser. Ruslands krig i Ukraine, der nu åbent bliver formuleret med et folkemorderisk formål af russiske politikere og propagandister, sameksisterer med sabotageoperationerne i Europa, krænkelser af luftrum på NATO’s østlige flanke og normaliseringen af skræmmekampagner. Det hele er delkomponenter i en stor, sammenhængende kampagne, der handler om at omforme sikkerhedsarkitekturen i Ruslands favør.
Faren er ikke, at enkelte missioner lykkes, men at de mange små, benægtbare operationer tilsammen lykkes med at få de vestlige samfund til at acceptere en højere grad af ustabilitet som en nødvendighed for at undgå konfrontation. Det er præcis det ulige forhold, som Rusland allerede har vist sig særdeles klar til at udnytte.
Kreml-regimet optrapper, fordi de føler, at de kan. Prisen, de betaler, er fortsat forsvindende lille sammenlignet med dets krigshærgen og de voksende angreb i Europa. Signalerne fra Trump styrker dem kun i troen, så længe han skærmer dem fra at skulle stå til ansvar. Europa har ikke længere råd til at anskue hybridangreb som mindre irritationsmomenter, men må svare igen med vedvarende afskrækkelsesmidler, håndhævelse og konsekvenser, der gør prisen for optrapning entydigt høj.