Denne undersøgelse af InformNapalm og Ukrainian Militant er pligtlæsning for alle, der vil forstå, hvordan personer med tilknytning til den russiske efterretningstjeneste forsøger at købe sig til indflydelse. I den konkrete sag forsøgte de at organisere en demonstration i Budapest, som skulle promovere Rosatoms atomprojekt.
Artiklen er oversat fra ukrainsk for at udbrede kendskab til den russiske stats metoder, dens efterretningstaktikkers forsøg på at påvirke den offentlige opinion og for at tydeliggøre, hvordan den slags indflydelsesoperationer bliver gennemført i hele Europa og resten af verden.
Sagen kort
Det internationale efterretningsfællesskab InformNapalm har i samarbejde med analysegruppen Ukrainian Militant offentliggjort en eksklusiv cyberefterretnings-undersøgelse af et datasæt, som hacktivister har skaffet fra 256. Cyber Assault Division. Den indeholder dokumenter, personlige og officielle samtaler, billeder og andre filer, som afslører en række ansatte hos Ruslands udenrigsefterretningstjenestes (SVR) arbejde.
Ved at analysere materialet kan vi se forbindelsen mellem individer fra efterretningstjenesten og forberedelsen af en offentlig demonstration i Budapest, som skulle støtte opførelsen af atomkraftværket Paks-2. Projektet skulle udføres i samarbejde med den russiske statsejede virksomhed Rosatom.
Aktivering i Budapest
Den 16. september 2026 sendte den russiske oberst Timur Syrtlanov en e-mail til Irina Parman, en oberstløjtnant med tilknytning til militærenhed 33949. I emnefeltet stod der ‘aktiver'. I russisk og sovjetisk efterretningssprog er ‘aktive tiltag’ et begreb, der dækker over operationer, som skal påvirke den politiske udvikling og offentlighedens holdning gennem propaganda, hemmelige agenter, informationskampagner og offentlige aktiviteter.

Militærenhed 33949 har i årevis været kendt som en del af SVR. I 2010 kunne Novaja Gazeta afsløre, at formanden for tjenestens veteranforening brugte enhedens adresse til korrespondance. Den tidligere efterretningsofficer Anatolij Korendjasev har også fortalt, at han blev aflønnet af enheden.
Den samme militærenhed dukkede op i en anden af InformNapalms cyberundersøgelser udgivet i efteråret 2026 med titlen “Polyus-24 og Militærenhed 33949: Vores cyberspecialister fulgte sporet fra cyberspecialister til Ruslands strategiske atomenhed.”
Efter e-mail-lækket begyndte efterforskere at lede efter beviser på kommende prorussiske demonstrationer i Budapest. De opdagede Facebookreklamer, en organiseringsgruppe på Telegram, som skulle støtte opførelsen af atomreaktoren Paks-2, samt kampagnematerialer med metadata, der pegede i retning af Irina Parman.
Sådan blev demonstrationen for Paks-2 stablet på benene
Den 16. september, samme dag som Syrtlanov sendte ‘aktiveringsmailen‘, skrev en Facebook-konto under navnet Zoltan Biro en reklame i en række grupper for russisktalende personer i Ungarn og Europa. Afsenderen inviterede ‘aktive mennesker i Budapests russisktalende lokalsamfund’ til at deltage i et projekt, som skulle have fokus på udviklingen af energi og infrastruktur i Ungarn.
I første omgang skulle begivenheden afvikles den 20. september. Det er interessant at bemærke, at hverken Rosatom eller Paks-2 atomkraftværket blev nævnt i opslaget.
Gennem en anden konto kontaktede efterforskere arrangøren. Det kastede en invitation til Telegram-gruppen “VENSKAB MELLEM FOLK” af sig. På det tidspunkt havde gruppen 106 medlemmer.
Begivenhedens formål afsløret i gruppen: at støtte det russisk-ungarske projekt med at opføre atomkraftværket Paks-2. Arrangørerne planlagde en støttedemonstration på Lajos Kossuth-pladsen, et stenkast fra det ungarske parlament, ved middagstid den 20. september.
Deltagerne fik sendt materialer til at lave bannere og flyers og fik besked på at trykke dem selv. En af beskederne nævner også økonomisk kompensation til deltagerne, og arrangørerne lover at komme med flere detaljer om beløbets størrelse og betalingsform på et senere tidspunkt. En opfølgende undersøgelse viser imidlertid, at der ikke er noget, der peger på, at deltagerne faktisk blev betalt.

Demonstrationen blev senere udskudt til den 26. september, fordi arrangørerne ikke havde fået godkendelser fra myndighederne på plads.
Den 16. september fik Parman besked fra Syrtlanov om, at ‘aktivet’ var blevet overført i Budapest. Placeringen, forberedelsestiden og ændringerne i planen peger på, at han har været bekendt med begivenheden. E-mailen fastslår dog hverken Syrtlanovs rolle eller ansvar.
Sporet fører til Irina Parman
Efterforskere har skaffet adgang til et arkiv med propagandamaterialer, som blev fordelt til medlemmer af arrangørgruppen på Telegram. Et af bannerne var udstyret med sloganet ‘“Az atom a termész barátja!” — “Atomet er naturens ven!”
I PDF-filens metadata er forfatteren opgivet som Iryna Laryna. Filen blev oprettet den 16. september 2026 og efterfølgende ændret den 18. september. Begge datoer falder sammen med planlægningen af demonstrationen og samtalen mellem Syrtlanov og Parman.

Kigger vi nærmere på Parmans personlige oplysninger, kan vi også se, at hun har brugt sit pigenavn, Larina, på den russiske sociale netværksplatform My World.
Koblingen mellem navnet i dokumentets metadata og Parmans tidligere efternavn giver os i sammenhæng med fildatoerne og korrespondencen om Budapest-’aktiveringen’ en yderligere forbindelse mellem forberedelsen af demonstrationen og en række personer fra de lækkede SVR-dokumenter.
Parman: SVR-oberstløjtnant og profiler
Ifølge officielle dokumenter, som efterforskerne er kommet i besiddelse af, er Irina Dmitrievna Parman oberstløjtnant med tilknytning til militærenhed 33949. Hendes speciale er profilering, hvilket omfatter adfærdsanalyse, psykologisk profilering, reaktionsmønstre og vurderinger af grunde til at holde oplysninger skjult.
According to official documents obtained by investigators, holds the rank of lieutenant colonel and is affiliated with military unit 33949. Her area of specialization is profiling, which involves analyzing an individual’s behavior, psychological characteristics, reactions, and motivations to assess intentions and identify concealed information.
Blandt de lækkede materialer finder vi også træningspapirer fra SVR-akademiet, hvor Parman er angivet som underviser på træningscentrets afdeling 7. Hendes forløb drejer sig om implementering af psykologiske metoder i operationer.
Syrtlanov: oberst og medieekspert
Den anden person i korrespondancen er Timur Maratovitj Syrtlanov, en russisk oberst, som også er præsidiemedlem i foreningen Russiske Officerer foruden at være militærkommentator. Russiske medier beskriver ham som militærveteran. I 2024 blev han desuden identificeret som næstkommanderende i BARS-Kursks (‘Boyevoy Armeyskiy Rezerv Strany - russisk militærreserve’, red.) afdeling for politisk-militært arbejde.
Syrtlanov optræder jævnligt som kommentator i aviser som Moskovsky Komsomolets, Argumenty i Fakty og en række andre russiske medier. Her bliver han brugt som ekspert på krigen i Ukraine, de ukrainske efterretningstjenesters aktiviteter og Ruslands militærpolitik.
Blandt de lækkede materialer finder vi et certifikat, der dokumenterer Syrtlanovs adgang til statshemmeligheder, som er stemplet af SVR-militærenheden 33949. Dokumentet bekræfter den formodede forbindelse, men kan ikke på egen hånd sige noget om tjenestestatus i september 2026.
Ifølge oplysninger indhentet fra Parmans personlige arkiver har hun og Syrtlanov imidlertid kendt hinanden siden mindst 2017.
De lækkede arkiver indeholder også samtaler mellem de to, hvor der bliver diskuteret arbejde og udvekslet dokumenter via private mailkonti. InformNapalm er i besiddelse af yderligere personlige og officielle billeder og dokumenter om Syrtlanov, som vil blive undersøgt i forbindelse med kommende efterforskninger.

Skiftende politiske vinde i Ungarn
Forberedelserne til de prorussiske demonstrationer fandt sted i et skiftende politisk klima i Ungarn. Her er forholdet mellem Moskva og Budapest blevet gevaldigt afkølet med den nye regering ledet af premierminister Péter Magyar.
Den 8. september meddelte Ungarn, at man udviste ti russiske diplomater på baggrund af aktiviteter, som var uforenelige med diplomatisk status (spionage, red.). Udenrigsminister Anita Orbán beskrev udvisningerne som “nødvendige for at beskytte Ungarns nationale sikkerhed og suverænitet.” De ungarske myndigheder har ikke offentliggjort de nærmere anklager mod diplomaterne.
Et af de mest følsomme emner i det bilaterale forhold var Paks-2-projektet, som indebærer byggeriet af to nye atomreaktorer i samarbejde med Rosatom.
Den 26. august indledte det ungarske politi en efterforskning af økonomiske transaktioner omgærdende Paks-2. Ifølge Telex forventedes virksomhedens egenkapital at vokse med 80 milliarder forint (1,64 milliarder kroner, red.) i december 2025. Det ungarske medie nævner også, at Den Europæiske Unions Domstol i september 2025 omstødte EU-Kommissionens beslutning om at godkende statsstøtte til projektet.
Den 12. oktober udsendte SVR en pressemeddelelse, hvori tjenesten beskylder EU-Kommissionens ledelse og Ursula von der Leyen for at organisere en informationskampagne mod Rosatom i et forsøg på at overbevise den ungarske regering om at droppe samarbejdet med Rusland på atomenergiområdet. SVR har dog ikke fremlagt egentlige beviser for den påstand.
Demonstrationen, som var planlagt til den 20. september og senere rykket til den 26. september, endte med at løbe ud i sandet. Ifølge medlemmer af Telegramgruppen aflyste arrangørerne en halv time før den skulle starte. Baggrunden for den beslutning er fortsat uklar. Det bevarede digitale spor af forberedelserne samt Irina Parman og Timur Syrtlanovs officielle dokumenter peger ikke desto mindre på en forbindelse mellem begivenhederne i Budapest og medlemmer af Ruslands udenrigsefterretningstjeneste.
De russiske sikkerhedstjenesters operationer i EU-lande er ikke længere begrænset til informationskampagner eller enkeltstående arrangementer. De seneste år har europæiske politienheder også efterforsket brandstiftelse, sabotage og en række andre sager, som kan spores tilbage til de russiske efterretningstjenester. På den baggrund er der ingen grund til at tro, at det aflyste arrangement i Budapest er et tegn på færre aktiviteter. I stedet tyder planlægningen på, at flere af den slags operationer vil blive prioriteret i den kommende tid.











