Pressefriheden styrtdykker i hele verden. Europa holder dog fortsat hovedet oven vande
Det går i den forkerte retning i det meste af verden, når det kommer til pressefriheden. Årets pressefrihedsindeks er 'rødere' end nogensinde, og Journalister uden grænser advarer om yderligere fald.
Lyt til artiklen her.
Det ser skidt ud for pressefriheden på verdensplan. Siden Journalister uden grænser (RSF) første gang udgav sit årlige pressefrihedsindeks i 2002, har den gennemsnitlige score for de 180 lande aldrig været så lav.
For første gang i de 25 år lander over halvdelen af verdens lande nu i kategorien “problematisk” eller “meget alvorlig”. Det ville dog se endnu værre ud, hvis ikke en række europæiske lande fortsat holdt hovedet nogenlunde oven vande.
Nordiske lande topper ranglisten
Selvom pressefriheden går i den forkerte retning på verdensplan, er håbet fortsat lysegrønt i Europa - også bogstaveligt talt på RSF’s verdenskort. Her markeres de bedste lande med grønt, mens det står værre til, desto rødere landene er.
De grønneste lande finder vi i Norden, hvor Norge igen topper listen med en score på 92,7 ud af 100. Sverige (87,6) og Finland (86,2) er på femte- og sjettepladsen, mens Danmark (88,4) i årets opgørelse er kravlet op på en fjerdeplads, to pladser bedre end sidste år.
Herhjemme kritiserer RSF især den reviderede Offentlighedslov fra 2014, som begrænser pressens mulighed for aktindsigt, mens man også fremhæver problemer med sexisme på de danske redaktionsgange. Det handler ikke mindst om de afsløringer, der kom frem om kulturen på TV2 og senere har affødt en bred debat om sexisme i branchen.
De øvrige ‘grønne lande’ på listen udgøres af Nederlandene, Estland og Irland. Først på en 20.-plads finder vi et ikke-europæisk land i form af Canada, hvis forholdsvis lave placering især forklares med utilfredsstillende dækning af oprindelige folks rettigheder. Også Island (12), Storbritannien (18) og Tyskland (14) er i toppen, selvom sidstnævnte er faldet tre pladser. Det skyldes blandt andet et voksende antal trusler mod tyske journalister fra det ekstreme højre samt en række nye beføjelser til landets efterretningstjenester, som indskrænker det journalistiske spillerum.
Sydøsteuropæisk stagnation
Længere mod syd er Portugal fortsat blandt duksene på en tiendeplads, mens Frankrig også beholder sin rangering som nummer 25. Der er til gengæld en mindre tilbagegang i Spanien (29), hvor RSF fremhæver en stigende politisk polarisering og strategiske sagsanlæg (SLAPP) som årsag til øget pres på journalister. Den samme type juridisk pres er også forklaringen på en lignende tilbagegang i Italien, som nu er faldet til en 56.-plads. Her lever journalister desuden med trusler fra organiseret kriminalitet, og tyve italienske journalister lever i dag med permanent politibeskyttelse.
Også på Balkan går farveskalaen i en rødere retning. Der er dog enkelte lyspunkter i form af fremgang til Kroatien (60 —> 53) og Kosova (99 —> 84), mens Bosniens (90) tilbagegang primært skyldes Republika Srpska, den serbiske enklave i landet, som under Milorad Dodiks ledelse er blevet yderligere radikaliseret og mål for intens russisk desinformation.
“Selvom Ukraine på femte år forsvarer sig mod russisk invasionskrig, har man formået at kravle syv pladser frem på listen til en 55.-plads lige foran Italien.”
Endnu værre ser det dog ud i Serbien, som igen falder ned af ranglisten til nr. 104, flankeret af Madagaskar og Marokko. Rapporten fremhæver, at landets dygtige journalister (du kan læse interview med nogle af dem her) lever under stort pres fra fake news og statspropaganda. I 2025 blev mindst 89 serbiske journalister angrebet i dækningen af de store demonstrationer mod Vučić-regeringen, som blev udløst af korruptionsskandalen omgærdende Novi Sad-banegårdens kollaps.
Længere østpå er der en smule godt nyt at hente i Rumænien, som rykker seks pladser frem til nr. 49. Endnu bedre ser det ud for Moldova, som trods et stort pres fra russiske påvirkningskampagner og hybridkrig holder stand. Landet er fortsat det eneste østeuropæiske land i den gule ‘tilfredsstillende’-kategori og fremhæves også som et eksempel på “faldende medie-kontrol fra oligarker og politiske ledere”. Også i Ukraine går det den rigtige vej: Selvom landet på femte år forsvarer sig mod russisk invasionskrig, har man formået at kravle syv pladser frem på listen til en 55.-plads lige foran Italien.
Apropos Rusland finder vi her - ikke overraskende - Europas suveræne bundskraber på placering 172 ud af 180. I Rusland er alle uafhængige medier blevet lukket, og lange fængselsstraffe på op til 15 år venter enhver journalist, der forsøger at udfordre statsmagten. Statscensur-apparatet Roskomnadzor har blokeret mindst 1,3 millioner hjemmesider, herunder Telegram, Wikipedia, Facebook og Twitter, og regimet har desuden myrdet mindst 149 ukrainske medieansatte siden krigens start. Rusland undergås i dag kun af andre totalitære regimer som Kina (178), Nordkorea (179) og Saudi-Arabien (176).
Også Belarus er som forventeligt at finde i bunden. Her har diktator Lukasjenkos undertrykkelse trukket landet ned på en 165.-plads, og RSF beskriver det som Europas farligste land for journalister. Efter fupvalget i 2020 blev den mest populære nyhedsside, Tut.by, lukket ned, og ransagninger, anholdelser og endda tortur er blevet udbredt for landets journalister.
Mens hverken Rusland eller Belarus’ dårlige placering kan løfte mange øjenbryn, kan Tyrkiets nye placering som nummer 163 måske overraske nogen. Siden valget i 2023 har præsident Erdogan strammet grebet om medierne yderligere, og hans fascistiske støtteparti MHP bruges ifølge RSF til at true journalister til tavshed. Sammenlignet med for tyve år siden er Tyrkiet raslet hele 63 pladser ned ad ranglisten.
Globalt kollaps - og enkelte lyspunkter
Hæver vi blikket uden for det europæiske kontinent, tegner der sig et overordnet billede af en journalist-branche i frit fald. At pressefriheden på verdensplan er den laveste i et kvart århundrede, hænger tæt sammen med flere krige og den voksende autoritære bølge.
En række lande kriminaliserede i 2025 journalistik i endnu højere grad. Det gælder blandt andet Indien, hvor en ny lov har begrænset aktindsigten dramatisk, mens også lande som Japan, Egypten og Georgien fremhæves som eksempler på juridisk undergravning af pressefriheden.
I den sammenhæng nævner RSF også Israel som et eksempel på et land, der både undergraver sin egen pressefrihed gennem lovgivning og samtidig ødelægger de journalistiske betingelser i andre lande. I Palæstina hænger landets dårlige journalistiske forfatning blandt andet sammen med, at den israelske invasion af Gazastriben har resulteret i mindst 220 myrdede journalister. Blandt disse blev mindst 70 dræbt i færd med at udføre deres arbejde.
Også Israels tætte allierede på den anden side af Atlanterhavet fortsætter sin afvikling af såvel pressefrihed som demokratiet i almindelighed. USA falder på årets liste til en 64.-plads - den dårligste placering nogensinde. Det skyldes især præsident Trumps vedholdende angreb på den frie presse.
Samtidig med regeringens negative indsats vokser de amerikanske oligarkers kontrol med medierne også. Trump-støtten Larry Ellison overtog i august 2025 CBS News og indsatte den dybt ukvalificerede Trump-støtte Bari Weiss som ny chef. Netværket har siden fjernet kritiske stemmer som Stephen Colbert og John Dickerson fra programfladen, mens det journalistiske flagskib 60 Minutes gentagne gange er blevet censureret i et forsøg på at behage den store leder. Trump-regeringen arbejder samtidig ihærdigt på at fjerne den økonomiske støtte til uafhængige public service-kanaler som NPR og PBS.
Stort set hele Asien er i 2026 malet blodrødt. Afrika bliver også gradvist rødere på RSF-kortet, mens Latinamerika går i samme retning. I sidstnævnte finder vi endda nogle af verdens værste lande, hvad angår pressefrihed, ikke mindst Nicaragua (168), Venezuela (159) og Peru (144). Også Argentina (98) og Ecuador (125) er faldet markant i årets rapport.
Trods de deprimerende tendenser er der enkelte lys at finde i det journalistiske mørke. Ghana er gået fra en score på 67 til 72 og klatrer dermed hele 13 pladser op på ranglisten. Landet beskrives som et af Afrikas mest dynamiske og mangfoldige medielandskaber, hvilket særligt tilskrives 1992-forfatningen. Den sikrer blandt andet, at medier kan starte op uden statslig godkendelse.
Årets højdespringer er imidlertid Syrien. Under Bashar al-Assad var landet med garanti blandt de globale bundskrabere, men siden diktatorens fald i december 2024 er det gået fremad. I årets rapport er Syrien således avanceret 36 pladser og mere end fordoblet sin score. Journalister uden grænser fremhæver en “betydelig fremgang”, men understreger dog en fortsat skrøbelig situation. I en verden med stadig mindre pressefrihed er det et lille lyspunkt, som man trods alt kan glæde sig over.
Du kan læse hele årets RSF-rapport her.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.