Rapport: Våbensalg sætter ny rekord i Europa
Ny opgørelse fra det svenske fredsinstitut viser en kraftig stigning i militære indkøb. Mens USA fortsat dominerer det globale våbenmarked, er også en række europæiske lande med i toppen.
Lyt til artiklen her.
Mens kloden bliver opslugt af nye krige, sætter våbensalget også rekorder på verdensplan. En ny rapport fra det svenske fredsinstitut (SIPRI) viser, at særligt de europæiske lande har drevet udviklingen, og at man i perioden 2021-2025 har købt historisk stort ind af nye våben i Europa.
Ikke siden 1980’erne og Den Kolde Krig er der blevet brugt flere penge på våben. Samlet er våbenhandlen vokset med 10 procent på verdensplan i perioden 2021-2025, målt i forhold til de foregående fem år.
Rapporten dokumenterer også, at blot fem lande står for 70 procent af den globale våbeneksport: USA, Frankrig, Rusland, Kina og Tyskland. Mens USA fortsat er den suverænt største våbensælger og alene udgør 42 procent af den globale våbeneksport, har en række andre lande også udvidet deres militære eksportindustrier.
Fransk vækst, russisk styrtdyk
Blandt de store vindere af det nye våbenkapløb finder vi den franske militærindustri, som i perioden har øget eksporten med over tyve procent. Frankrig står nu for ti procent af våbeneksporten på verdensplan. Blandt de centrale virksomheder er Dassault, Thales, Airbus og Safran, som alle er blandt de fem største europæiske våbenproducenter.
Frankrig eksporterer særligt våben til andre europæiske lande og Indien, som med 25 procent af eksporten udgør landets største aftager. Det drejer sig blandt andet om Dassault-kampflyet Rafale, som Indien har købt 114 af til en pris på 180 milliarder kroner. Sammen med kampflyene følger også en aftale om salg af luft-til-jord-missilet HAMMER og krydsermissilet SCALP (‘Storm Shadow’), der som en del af aftalen skal produceres lokalt i Indien. Det indiske militærbudget er fjerdestørst på verdensplan og er på 15 år blevet fordoblet. Det hænger særligt sammen med spændinger mellem Indien og nabolandene Kina og Pakistan.
Mens den franske militærindustri har kronede dage, er der til gengæld trange kår for den russiske våbeneksport. Her er andelen af den globale våbeneksport styrtdykket de seneste fem år. Hvor Rusland i 2016-2020 stod for over en femtedel af det globale våbensalg, udgør den russiske eksport i dag under syv procent. Det svarer til et fald på hele 64 procent.
Ruslands eksportkollaps hænger sammen med to forhold. Først og fremmest skal man bruge de fleste af sine våben til krigen i Ukraine, hvor frontlinjen trods hundredtusinder af døde russiske soldater ikke har rykket sig nævneværdigt de seneste to år. Efter at have fået ødelagt over 11.000 kampvogne, siden fuldskalainvasionen begyndte i februar 2022, har Rusland måttet ty til at sende gammelt ragelse fra overskudslagret til fronten.
Open source-efterretninger har dokumenteret, hvordan museumsgenstande som T-62 kampvognen, der blev bygget i 1960’erne og udfaset i 1975, er blevet støvet af og sendt til Ukraine. Det samme billede går igen, hvad enten man undersøger kampfly, missilforsvar eller andre dele af den russiske militærindustri.
“Mens den franske militærindustri har kronede dage, er der til gengæld trange kår for den russiske våbeneksport.”
Den anden del af forklaringen er et krakeleret image. Rusland er historisk blevet set som verdens andenstørste militærmagt, hvilket også er kommet landets militærindustri til gode. Krigen i Ukraine har imidlertid givet alvorlige ridser i lakken. Relativt billige panserværnsvåben som det amerikanske Javelin og det svensk-britiske NLAW har problemfrit kunnet penetrere russiske kampvognes panser. Hele verden har kunnet se ukrainske droner overrumple det ellers højt besungne russiske S-300/400 missilforsvar. Senest har systemet også vist sig at være mangelfuldt og overvurderet i Venezuela og Iran, hvor det ikke har kunnet dæmme op for de amerikanske og israelske våben. På den baggrund er de russiske våben blevet mindre attraktive.
Indien er fortsat Ruslands vigtigste militære kunde, og står for 48 procent af den russiske eksport. At Indien både er Frankrigs og Ruslands vigtigste eksportmarked - og i øvrigt også køber 30 procent af alle israelske eksportvåben - peger på, at landet har en svag selvstændig militærindustri. I modsætning til andre stormagter, som USA og Kina, må Indien forlade sig på at købe våben udefra snarere end at opskalere sin nationale produktion.
Samhandlen med både Rusland, Frankrig og Israel er samtidig et udtryk for den ‘strategiske pragmatisme’, som er blevet en del af den hindutva-filosofi, der er blevet fastlagt af den nationalistiske Modi-regering. Under mottoet Indien Først er man kort sagt ligeglad med, hvor våbnene kommer fra, så længe de virker.
Oprustning i hele (Øst-)Europa
Hvem importerer så de mange våben til Europa? Det vil næppe overraske nogen, at Ukraine topper listen over europæiske lande. Alligevel kan den konkrete stigning nok spærre et par øjne op. Ifølge SIPRI er landets våbenimport steget med 12.000 procent de seneste fem år!
Ukraine står i dag for knap 10 procent af den globale våbenimport, hvilket er mere end Indien, Saudi-Arabien, Qatar og Pakistan, der udgør resten af top 5. En stor del af den ukrainske våbenimport er donationer, som for eksempel de danske F-16-kampfly og nærmest hele det danske artilleri.
“Selvom hele Europa ifølge SIPRI-rapporten opruster, er det særligt de østeuropæiske lande, der fører an.”
Det amerikanske bidrag er fortsat størst, idet landet har stået for 41 procent af de våbenleverancer, som Ukraine bruger til at forsvare sig mod Rusland. Med Trump-regeringens beslutning om at droppe støtten til Ukraine vil den procentdel dog på sigt falde kraftigt, og allerede i 2025 var den amerikanske militærstøtte faldet med 99 procent.
På ironisk vis kan det dog ende med, at Ukraine begynder at sende våben den anden vej. Den amerikanske krig mod Iran har udstillet store huller i den amerikanske militærdoktrin, hvad angår at forsvare sig mod droner. I den igangværende krig mellem Iran og USA/Israel har Iran formået at ødelægge flere avancerede missilforsvarssystemer ved at overbelaste systemerne med sværme af shahed-droner og missiler. Eksempelvis blev et amerikansk radarsystem til en værdi på 2 milliarder kroner ødelagt i Jordan i sidste uge.
Hvad angår droneforsvar er Ukraine til gengæld førende på verdensplan, og allerede nu har USA og Golfstaterne måttet tigge ukrainerne om hjælp til at standse de iranske Shahed-droner. Hvem der i den situation sidder med kortene på hånden, har Trump endnu ikke udtalt sig om. Under alle omstændigheder er Ukraine også på vej til at blive en magtfaktor inden for våbeneksport, og præsident Zelenskij meddelte i sidste måned, at man planlægger at åbne ti nye eksportafdelinger i Europa.
I Ukraines nordlige nabolande bevæbner man sig også til tænderne. Ifølge SIPRI-rapporten er særligt Polen blevet en af de helt store våbenimportører - her er importen vokset med 852 procent i perioden. I modsætning til mange andre europæiske lande har Polen dog valgt ikke at købe lokalt isenkram, men har i stedet lavet store aftaler med Sydkorea og USA. Polen har sendt meget af sit gamle militærudstyr til Ukraine og investeret massivt i blandt andet 1,000 koreanske K2-kampvogne, koreansk artilleri og amerikanske F35-kampfly.
Foruden den polske og ukrainske oprustning er også de baltiske lande med i spidsen for det europæiske oprustningskapløb. Her har man besluttet sig for i fællesskab at øge forsvarsbudgetterne til 5 procent af BNP. Selvom hele Europa ifølge SIPRI-rapporten opruster, er det altså særligt de østeuropæiske lande, der fører an. Samlet er våbenimporten for de 29 europæiske NATO-medlemslande vokset med 143 procent i perioden.
Risiko for atomvåben-spredning
Mens SIPRI-rapporten leverer en grundig dokumentation af det europæiske våbenkapløb, kommer rapporten ikke ind på den store risiko for, at atomvåben også bliver tænkt ind i flere forsvarsdoktriner.
I en europæisk sammenhæng er det særligt aktuelt for Polen. Som du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, er landet allerede gået i gang med at bygge atomkraftværker til energiformål, og premierminister Donald Tusk udtalte i sidste uge, at Polen på sigt har tænkt sig at få et selvstændigt atomprogram. I Tyskland er en lignende debat blevet åbnet af kansler Friedrich Merz, der i februar udtalte, at man fra tysk side nu også overvejer at udvikle sine egne atomvåben.
“Atomvåbendebatten hænger både sammen med den russiske invasion af Ukraine og billedet af USA som en upålidelig alliancepartner.”
At nyheden om polske atomvåben bliver bragt i Japan Times, understreger i øvrigt også, at Japan - og Sydkorea - aktuelt har planer om selv at bygge atomvåben, hvilket ifølge eksperter kan blive gjort på under et år, når beslutningen først er truffet. Kilder tæt på premerminister Sanae Takichi lækkede i december 2025, at man også her prioriterer at udvikle atomvåben. Det samme billede går igen i resten af verden: I februar 2026 fjernede USA for eksempel begrænsningerne på Saudi-Arabiens berigning af uran og betingelserne om FN-inspektioner af landets atomprogram.
Tilbage i Europa har Sverige nu startet en ‘dybdegående dialog’ med Frankrig om at udvikle egne atomvåben, hvilket selvfølgelig også har fået Danmark til at reagere. Danmarks Radio kunne i sidste uge berette, at regeringen har sagt ja til et strategisk samarbejde med netop Frankrig om atomvåben.
Den danske regering sagde i maj 1957 nej til atomvåben på dansk jord, men med den nye aftale er der åbnet for et historisk kursskifte, hvor atomvåben på dansk jord er en reel mulighed. Liberal Alliance meddelte i februar, at man vil have atomvåben i Danmark, og der er således budt op til en meget farlig dans, hvor atomvåben snart kan blive udbredt til Danmark og resten af Europa.
Atomvåbendebatten hænger både sammen med den russiske invasion af Ukraine og billedet af USA som en upålidelig alliancepartner. Vil du blive klogere på den skræmmende udvikling i et historisk perspektiv, kan jeg anbefale ‘Seconds to Midnight’ af den danske idéhistoriker Casper Andersen og matematikprofessor Henry Nielsen. Bogen går i dybden med atomvåbnets historie og er desværre mere aktuel end nogensinde. I Europanyt følger vi selvfølgelig også den udvikling nøje.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.