Rusland og Israel er to grene på samme autoritære træ
Jeg skrev dette debatindlæg til Politiken for noget tid siden. De valgte ikke at bringe det, men jeg synes stadig det er aktuelt, så here goes.
Du har set billedet ad nauseam. Det forestiller støvklædte, iturevne betonsøjler der skyder op af jorden. Som beskuer er du ikke i tvivl om, at der indtil for nylig har ligget en boligblok, som nu er blevet fjernet fra jordens overflade. En tørret blodklat i billedets periferi hamrer pointen om menneskelig lidelse hjem.
Det helt store spørgsmål til den bekymrede betragter er nu: Befinder vi os i Mariupol 2022 – eller Gaza City 2024? At enhver ville have svært ved at svare hurtigt og præcist på det spørgsmål, illustrerer en tydelig parallel mellem Ukraine og Palæstina. Begge er under angreb fra en aggressivt ekspansionistisk nabo, der med vold og magt forsøger at fordrive dem fra deres hjem. Det er tilsyneladende ikke trængt igennem til den danske politiske mainstream, at Ukraine er Palæstina, forstået som den belejrede part. Rusland er Israel.
Til forskel fra Nazityskland er landenes civilbefolkninger også skyldige. Ingen kan længere påberåbe sig Buchenwald-forsvaret; “vi vidste ikke, hvad der foregik”. Sociale medier har gjort uvidenhed til et kollektivt valg.
Selvom man kan påpege en række forskelle på de to konflikter, afslører de diametralt modsatte reaktioner fra vestlige statsledere mest af alt vores eget hykleri. I Ukraine-krigens indledende dage væltede russiske tanks ind over grænsen fra Belarus, russiske specialstyrker erobrede Hostomel Lufthavn nord for Kyiv, og tjetjenske dødspatruljer kørte gennem Kyivs gader i forventningen om en hurtig overtagelse af den ukrainske hovedstad.
At Ukraine var i stand til at afvise invasionen - og at landet fortsat holder stand mod den russiske overmagt - skyldes vital støtte udefra. Nok så meget tapperhed og offervillighed forslår som en skrædder i helvede i mødet med et Sukhoj Su-34 kampfly. Her er der både brug for kampvilje og Patriot-missiler.
Det er også her, vi finder den afgørende forskel på de to landes vilkår. For mens det meste af Vesten har reageret med opbakning i både ord og handling, er den israelske invasion af Gazastriben blevet mødt med ’bekymring’ og løftede pegefingre uden konsekvenser.
Sporadiske nødhjælpsindsatser har ikke kunnet forhindre en humanitær katastrofe i Gaza, mens en diskussion om at sende militærbistand til de belejrede palæstinensere nærmest ligger udenfor vores kollektive forestillingsevne. Den palæstinensiske befolkning har hverken Javelin-missiler eller CAESAR-artilleri, og er chanceløse overfor et af verdens stærkeste militær. Palæstinensernes egne støtter kan sende flotte ord – men kun begrænset militæropbakning. Houthiernes disruption af handelsruter i Det Røde Hav har marginal betydning for Israel, der alligevel sender de fleste af sine varer via Middelhavet.
Krigens logik
De to krige er både væsensforskellige og på tragisk vis ens. I begge tilfælde er vi blevet mindet om, at landsfordrivelse og overgreb på civile er et vilkår for den belejrede. Gazastribens skæbne kan på den måde siges at være et kontrafaktisk prisme ind i en mulig ukrainsk fremtid: Var Putins plan om en lynkrig lykkedes, havde størstedelen af Ukraine været besat. Herefter er det sandsynligt, at den russiske stat havde udrullet den plan for etnisk udrensning af de besatte områder, vi allerede ser udspille sig i de sydlige provinser.
Her bliver russiske bosættere fra andre dele af imperiet lokket til med løfter om billige boliger og velbetalt arbejde. For Israels vedkommende er det ligeledes nærliggende at tro, at fremtidsplanerne for Gazastriben ikke indebærer palæstinensisk beboelse, og at det ligeledes vil blive indtaget af egne bosættere på sigt.
De to krige er startet på vidt forskellige baggrunde; et blodigt terrorangreb og en febervildelsesdrøm om et nyt imperie. Alligevel er lighederne kun blevet mere udtalte de seneste 18 måneder, og står stadig skarpere i takt med krigens udvikling.
Global værdikamp
Som radikale højrenationalister har både den russiske og israelske regering brug for krigen til at fastholde deres greb om magten. Netanyahu er historisk upopulær i Israel, presses af omfattende korruptionsanklager, og bliver næppe siddende på magten når erobringen af Gazastriben er gennemført. For Putins vedkommende er hele den russiske økonomi blevet omstillet til en krigsøkonomi, og invasionen er blevet en motor for økonomien, der vil falde sammen såfremt krigsmaskinen går i stå.
Israelske politikere har omvendt ikke været sene til at påpege forbindelsen mellem Hamas og Kreml, i forsøget på at gøre sin egen ekspansionstrang i Gaza til del af et narrativ om en global konflikt med to klart definerede modpoler; Vesten mod Resten.
Men den egentlige konflikt står mellem reaktionære og progressive værdier. Her står Benyamin Netanyahu og Vladimir Putin utvivlsomt på samme side med deres chauvinistiske forestilling om henholdsvis Russeren og Jøden som et ’udvalgt folk’. Det er en værdikamp, der udkæmpes over hele verden, og som foregår såvel internt i alle lande og som en konflikt mellem demokratiske og autoritære stater. Er alle mennesker lige meget værd, og skal alle have de samme rettigheder? Eller skal verden inddeles i etnostater, hvor nogle borgeres liv er mere værd end andres?
Med en igangværende fordrivelse af palæstinensere fra Gazastriben, en aggressiv udvidelse af ulovlige bosættelser og afvisningen af en tostatsløsning, er den israelske stats fordrivelsespolitik et mørkt prisme på, hvordan livet også ville blive for millioner af ukrainere, hvis Putin lykkes med sin plan om at indlemme Ukraine i et nyt Storrusland. For at gøre os den egentlige konfliktlinje klart, må vi først og fremmest stille os selv et ubehageligt spørgsmål: Er et menneskeliv i Butja mere værd end i Beit Hanoun?
Den israelske besættelse af Gazastriben er den fremtid, der kunne have været ukrainernes, hvis de ikke havde gjort modstand – og hvis vi ikke havde givet dem redskaberne til at gøre det. Derfor skal vi fortsat støtte den ukrainske kamp for frihed og selvstændighed. Vil vi gøre det uden at være hyklere kræver det bare, at vi gør det samme for Palæstina.