"Rusland står over for en økonomisk tsunami"
Den russiske økonom Konstantin Samoilov fortæller fra sit eksil i Usbekistan om de dystre økonomiske udsigter for hjemlandet Rusland, truslen fra Kina og livlinen fra Trump.
Den russiske beslutning om at starte en angrebskrig i Ukraine har haft drastiske konsekvenser for hele verden. Mens meget af fokus med rette har været på Ukraines forsvarskamp, har krigen også ændret på hundredtusinder af russeres liv. Mindst 2 millioner russere er flygtet siden 2022, og ifølge Moscow Times befinder 650.000 af dem sig stadig i udlandet.
En af dem er Konstantin Samoilov, som i 2022 flygtede til Usbekistan, efter at situationen i hjemlandet blev utålelig. Fra sit politiske eksil i hovedstaden Tashkent fortsætter Samoilov dog med at analysere udviklingen hjemme i Rusland, hvor han fortsat har mange kontakter. Det giver ham et unikt indblik i den politiske og økonomiske udvikling, som han på daglig basis gør resten af verden klogere på gennem YouTube-kanalen Inside Russia. I dag har han taget tid ud af sit travle program til også at gøre EuropaNyts læsere klogere på situationen bag facaden.
De to brødvindere
Inden krigen i Ukraine brød ud, havde Rusland på mange måder alle kort på hånden. Man havde en stabil samarbejdspartner og venligt indstillede politikere i Tyskland, Frankrig og Italien. Efter Irak-krigen, som startede i 2003, havde den russiske olieøkonomi kronede dage. Prisen på olie blev mere end fordoblet, og den ustabile situation i Mellemøsten fik EU til at binde sig tæt til den russiske energieksport.
Olie og gas blev med Samoilovs ord Ruslands to ‘brødvindere’, som kunne sikre økonomisk fremgang i det nye årtusinde. I spidsen for det økonomiske mirakel stod Vladimir Putin, som kunne høste anerkendelsen fra den russiske befolkning, der stadig var mærket af den russiske finanskrise i 1998. Jeltsins fejlslagne ‘chokterapi’ havde fået økonomien til at bryde sammen, og landet gik samme år i betalingsstandsning. Nu var der imidlertid håb forude.
“Vi havde rørledninger, som kunne transportere olien til en stabil kunde. Vi skulle bare hive den op af jorden, hvilket ikke er særligt teknisk vanskeligt. Det var et drømmescenarie,” forklarer Konstantin Samoilov.
“På mange måder har olie og gas også været en forbandelse for os.”
Det fossile brændstof-eventyr har dog også haft en slagside. Den russiske stat er blevet dybt afhængig af dets indtægter, som i de seneste årtier har udgjort mellem 30 og 50 procent af hele statsbudgettet. Det har samtidig gjort økonomien enormt sårbar over for udsving på verdensmarkedet, hvilket den russiske stat fik at føle under coronapandemien. Her faldt prisen til under 100 kroner per tønde - under en fjerdedel af værdien året før.
“På mange måder har olie og gas også været en forbandelse for os,” siger Konstantin Samoilov.
Samoilov har selv en fortid i energibranchen. Han arbejdede for et stort konglomerat i 25 år, hvor han særligt fokuserede på det europæiske marked og arbejdede blandt andet i Finland og Ukraine. Dette marked er nu forsvundet som dug for solen. I Ruslands sted har Norge, Qatar, USA og andre udfyldt behovet for gasleverancer.
“Rusland konkurrerede i mange år med USA om det europæiske energimarked, særligt på naturgasområdet. Vi havde den fordel, at vi kunne tilbyde et langt billigere produkt end amerikanerne, som skulle konvertere det til flydende gas (LNG) og sende det med skibe. Men nu er det russiske marked i Europa kollapset, og jeg har svært ved at se, at det skulle vende tilbage igen,” fortæller Samoilov.
Den finansielle pude
I dag er særligt gaseventyret slut. Det statslige flagskib Gazprom, som med fodboldsponsorater og skyhøje profitter blev et symbol på den russiske energisektors succes, er på vej mod havets bund. I 2023 tabte energigiganten næsten 50 milliarder kr. Sidste år var underskuddet på næsten 100 milliarder kr. Gazproms kollaps udstiller den barske realitet: gasleverancerne til EU er stort set forsvundet.
Også på olieområdet er den russiske økonomi i alvorlige problemer. Med den amerikanske handelskrig er verdensmarkederne gået i panik, og frygten for en global recession har fået oliepriserne til at styrtdykke. Ifølge Moscow Times er prisen allerede nede på 56 dollars per tønde - i sig selv et stort problem for en stat, der har gjort en oliepris på 69 dollars per tønde til en afgørende del af budgettet. Der er samtidig udsigt til, at prisen kan falde yderligere.
“Nogle forventer, at Rusland kollapser fuldstændigt, og at hylderne pludselig er tomme. Det kommer ikke til at ske. Når jeg taler om et kollaps, er det en gradvis forringelse af den russiske befolknings levestandard.“
I de vestlige medier kan man læse, at en truende global recession kan være det, der endeligt sender den russiske økonomi udover afgrunden. Men historien må foreløbigt henvises til den lange liste over dommedagsprofetier, som ikke er gået i opfyldelse. Vi har trods alt talt om et forestående russisk økonomisk kollaps i over tre år, og selvom Rusland i dag er et af de mest sanktionsramte lande i verdenshistorien, har Putin-regimet alligevel formået at overleve presset udefra. I medierne afviser Putins spindoktor Dmitrij Peskov hånligt, at det skulle påvirke den russiske økonomi. “Vi er vant til den slags”, siger han.
Foreløbigt har Peskov haft ret: Trods begrænsede militære succeser i Ukraine og sporadiske forstyrrelser på hjemmefronten har Kreml-regimet i det store hele formået at holde ro på bagsmækken. Jeg spørger derfor Konstantin Samoilov, hvordan den russiske stat alligevel har formået at holde sig oven vande?
“Når regimet har kunnet holde sammen på økonomien trods stort pres, hænger det først og fremmest sammen med Den Nationale Velstandsfond. Som optakt til krigen har staten lagt mange penge til side for at kunne stå imod. I Rusland kalder vi det for den finansielle pude. Men puden er ikke bare blevet mindre - den er væk.”
Den økonomiske tsunami
Af samme grund mener Samoilov også, at mange vestlige analytikere misforstår den måde, hvorpå Rusland er ved at blive ødelagt indefra. Han mener, at vi bør lægge forventningen om et drastisk kollaps på hylden og i stedet se det som en stille erosion.
“Nogle forventer, at Rusland kollapser fuldstændigt, og at hylderne pludselig er tomme. Det kommer ikke til at ske. Når jeg taler om et kollaps, er det en gradvis forringelse af den russiske befolknings levestandard.”
Også en række af statens andre brødvindere er begyndt at falde sammen. Samoilov påpeger, at 90 procent af de russiske kulvirksomheder nu opererer med underskud, og at man ser lignende problemer i metalindustrien, tømmerindustrien og transportsektoren.
“Hvert femte russiske transportfirma er gået konkurs i årets første fire måneder. Den eneste branche, som klarer sig godt, er det militærindustrielle kompleks. Men det bidrager jo ikke til at øge værdien i det russiske samfund, kun til at slå ukrainere ihjel. Det kan bedst beskrives som en økonomisk tsunami,“ siger Samoilov.
Han ser to forskellige russiske økonomier, der fungerer side om side. På den ene side krigsøkonomien, der buldrer derudaf. På den anden side civiløkonomien, der er ved at smuldre. Det samme billede går igen i alle brancher: I landbrugssektoren er antallet af nye maskiner til gødning faldet med 61 procent, og Rostselmash, Ruslands svar på John Deere, har i denne måned afskediget 2.000 medarbejdere. Byggesektoren, som udgør 10 procent af det russiske BNP, bløder også røde tal og forventes at falde med 15-20% i 2025.
Men kan udviklingen overhovedet vendes, selv hvis Putin besluttede sig for at standse sin krig i morgen? Jeg spørger den russiske økonom, om man kan sammenligne Ruslands økonomi med et tog, som er blevet afsporet.
“Det er en god måde at beskrive det på. Jeg bruger ofte en anden metafor, der kan illustrere tingenes tilstand i Rusland. Forestil dig en bil, der kører ned ad bakke. Hjulene er ved at ryge af, motoren er gået i stykker, og bremserne virker ikke. Fordi bilen er kommet så højt op i fart, kører den videre, men på et tidspunkt rammer den en mur,” forklarer han.
I Kinas skygge
I et forsøg på at redde sig ud af den økonomiske kattepine har Rusland ledt med lys og lygte efter nye markeder for sine enorme naturressourcer. Her har Kina vist sig at være en af de største redningsplanker. Kort før krigens udbrud besøgte Putin præsident Xi Jinping under vinter-OL i Beijing, hvor de erklærede et grænseløst venskab. Men venskabet har været en dyr fornøjelse for Rusland, der har måttet sælge olien til spotpriser.
Gaseksporten er i stigende grad blevet drejet i retning af Kina. Rørledningen Power of Siberia sender allerede flere milliarder kubikmeter gas til Kina, og et nyt rør skal efter planen øge mængden af gas til den grænseløse ven. Men den kinesiske rørledning kan kun aftage ti procent af de europæiske rør, som løb gennem Ukraine og i Nordsøen. Graver man et spadestik dybere er der også problemer bag facaden, påpeger Konstantin Samoilov.
“Hele Power of Siberia-projektet bygger på falske tal. Det viste sig hurtigt, at de gasreserver, som kan sendes fra Sibirien til Kina, er meget mindre end lovet. Det affødte en stor korruptionsskandale i de russiske medier i 2018, hvor Gazprom-ledelsen blev sigtet for bedrageri. Men så blev der lagt låg på sagen af staten, og alle kritiske historier blev fjernet fra internettet. Man kan dog stadig finde oplysningerne, hvis man graver længe nok.“
“Hvis man påstår, at Ukraine historisk set har tilhørt Rusland, kan Kina jo pege på det ydre Manchuriet, som har tilhørt dem gennem århundreder.”
Venskabets grænser har også vist sig i opførelsen af Power of Siberia 2, som i sidste uge blev skudt ned af den kinesiske ambassadør i Rusland. Kina kræver, at man sælger den nye gas til en fjerdedel af prisen. Så meget for det venskab.
“De russiske magthavere er ligeglade med, at man er ved at sælge ud til Kina. De klynger sig til magten så længe som muligt og tænker ikke på, at de ofrer vores fremtid,” siger Konstantin Samoilov.
Kinesiske nationalister er nu begyndt at diskutere muligheden for at genvinde det tabte territorium i det ydre Manchuriet. I 2023 udgav det kinesiske ministerium for naturressourcer et kort, hvor provinsens byer havde fået deres oprindelige kinesiske navne. Vladivostok havde fået sit gamle navn Haishenwai, og Sakhalin-halvøen hed nu igen Kuyedao. At den slags ‘fejl’ får lov til at slippe igennem det strengt censurerende kinesiske regimes nåleøje, kan i sig selv ses som et ildevarslende tegn for Rusland.
Jeg spørger Samoilov, om Rusland måske har skudt sig selv i foden over for Kina ved at etablere en præcedens for landerobring i Ukraine?
“Jeg ser Kina som den største trussel mod Ruslands suverænitet på sigt. Med den russiske invasion af Ukraine har man både gjort sig mere afhængig af Kina og samtidig åbnet for genforhandling af landegrænser. Hvis man påstår, at Ukraine historisk set har tilhørt Rusland, kan Kina jo pege på det ydre Manchuriet, som har tilhørt dem gennem århundreder.”
Livlinen fra Trump
Som et enkelt lysglimt for den russiske økonomi er Trump-regeringen begyndt at signalere en opblødning i forholdet til Rusland. Trumps chefforhandler, Steve Witkoff, tager hyppigt til Moskva for at mødes med Vladimir Putin, og senest har Witkoff også fremlagt en fredsplan, som tilsyneladende giver styret i Moskva alt, hvad man kunne ønske sig: anerkendelse af Krimhalvøen som russisk territorie, og en permanent udelukkelse af Ukraine fra NATO-klubben. Hvad Ukraine skulle få ud af aftalen, er det til gengæld svært at få øje på.
“Vi befinder os i ukendt territorium, hvor ingen kan blive kloge på den nye amerikanske regering. Moscow Times, som sjældent tager fejl, har for nylig afsløret planer om at bygge et Trump Tower i Moskva. Den amerikanske udenrigspolitik er ved at ligne et afsnit af Black Mirror,“ siger Samoilov.
“Den amerikanske udenrigspolitik er ved at ligne et afsnit af Black Mirror.”
De symbolske indrømmelser og toneskiftet fra USA er dog ikke i sig selv nok til at dække over den økonomiske virkelighed. Sejrsfølelse skaffer ikke varme i radiatorerne, og man kan trods alt ikke spise sin befolkning af med fædrelandskærlighed.
Eller kan man?
“Den russiske regering har tænkt sig at tage Trumps symbolske indrømmelser og bruge dem til at skabe en ny økonomisk virkelighed i Rusland,” forklarer Samoilov.
“Folk i Vesten bliver nødt til at forstå, at den fortælling allerede er blevet til den nye virkelighed for befolkningen i Rusland. Jeg tror, at Putin har tænkt sig at fremlægge en ny vision for Rusland ved den forestående Sejrsdagsparade eller kort tid efter. Trumps livline var den manglende brik for Putin, som han kan bruge til at skabe den nye fortælling. Han er ikke interesseret i fred, men i at fremstå stærk.”
Truslen mod Putin indefra
Netop behovet for stadig at fremstå stærk - eller i hvert fald stærkere end alternativerne - er afgørende for at forstå den blindgyde, Putin er gået ind i med krigen i Ukraine. Sidste gang hans magt for alvor blev udfordret, var i juni 2023, da Jevgenij Prigosjin gjorde oprør.
Flere måneders utilfredshed med den militære ledelse, særligt hærchef Valerij Gerasimov og forsvarsminister Sergej Sjojgu, kogte dengang over for Wagner-lederen, som beordrede sine soldater til at forlade slagmarken i Donetsk og i stedet køre ind i Rostov-on-Don. For Konstantin Samoilov, som selv er fra Rostov-on-Don, var krisen endda større end vi måske forledes til at tro.
“En af mine døtre var faktisk på besøg i byen, da Prigosjin startede sit oprør, så jeg fulgte situationen ekstra nøje. I starten nægtede de lokale simpelthen at tro deres egne øjne. To russiske topgeneraler blev fanget, og både politiet og sikkerhedstjenesten flygtede ud af byen. Derfra gik det hurtigt.”
Det var imidlertid, da Prigosjin besluttede sig for at rykke videre til næste etape, at Putin for alvor fik grund til at gå i panik, forklarer Samoilov.
“Der var videooptagelser af folk, der fejrede Wagner i gaderne, og som sagde: ‘Kør til Moskva og skaf os af med de forbrydere.’ Da politiet vendte tilbage til byen, begyndte folk at give dem tæsk og kaste mursten efter patruljebiler. Det viser noget om den sande opbakning til Putin.”
Truslens alvor blev også understreget af, at oligarkerne begyndte at flyve ud af Moskva og Sankt Petersborg i al hast, siger Samoilov.
“Normalt giver piloten besked om slutdestinationen, inden et privatfly letter. I det her tilfælde gav de først besked, efter at flyet var i luften. Både Putin og [premierminister Mikhail] Misjustin flygtede også ned i en bunker. Vejen til Moskva lå helt åben.”
Dramatisk så det ud, da Wagnergruppens ledelse den 23. august 2023 blev skudt ned i luftrummet mellem Moskva og Sankt Petersborg. Jevgenij Prigosjins oprør var foreløbigt sidste gang, Putins magt for alvor blev truet.
Hundekampen under tæppet
Trods et enkelt oprørsforsøg og en økonomi, der er på vej ud over afgrunden, er Putins greb om magten stadig stærkt. Hvad skal der til, før han bliver fjernet? Spørgsmålet, som fortsat er på alles læber, kan Konstantin Samoilov heller ikke svare på.
“Vi kan sige noget om den generelle tendens. Men så kommer fx en Trump-regering ind fra siden og vender op og ned på det hele med forhandlinger og løfter om at fjerne sanktionerne. Det, vi ved med sikkerhed, er, at Putin og hans inderkreds vil klæbe sig til magten, så længe som overhovedet muligt. Til det formål forlader de sig på voldsapparatet i stadig stigende grad.”
Konstantin Samoilov vil dog gerne spå om, hvilken retning et eventuelt kup skal komme fra. Pengetanken fra velstandsfonden er ved at være tom. Nye tal viser, at antallet af russiske borgere, der går konkurs, er steget med 35 procent i forhold til samme tid sidste år. Som et flashback til sovjetregimets sidste tid advarede premierminister Mikhail Misjustin i denne uge om, at øget statslig kontrol med fødevarepriserne kunne føre til mangel og nedbrud i landbrugssektoren. Alligevel tror Samoilov ikke, at oprøret kommer til at starte i den russiske befolkning.
“Rusland står over for en parallel situation til dét, vi oplevede i Sovjetunionens sidste dage, hvor landet simpelthen ikke kan fungere længere. Det vil føre til en magtkamp i de øverste lag, ligesom vi så mellem Gorbatjov og KGB. Derefter vil vi se befolkningen slutte sig til et oprør, men det vil næppe starte nedefra - og heller ikke på baggrund af den militære udvikling i Ukraine.”
En overvejende fredelig revolution, som den, der udspillede sig i starten af 1990’erne, er Konstantins håb. Men det kan også gå langt værre, siger han.
“I værste fald risikerer Rusland at gå i opløsning, og så kan Kina og andre tage for sig af retterne. Jeg frygter en borgerkrig. Men hvad kan man forvente, når man starter en uprovokeret krig? Alle handlinger har konsekvenser i denne verden.”
Oprøret i Rostov-on-Don var måske en slags forsmag på dét, der venter?
“Det var en slags generalprøve, ja.”
“I værste fald risikerer Rusland at gå i opløsning, og så kan Kina og andre tage for sig af retterne. Jeg frygter en borgerkrig.“
Er Putin kræftsyg, som de amerikanske efterretningstjenester har sagt? Har han dobbeltgængere, sådan som japanske forskere påstår? Magtspillet bag Kremls mure er fortsat indhyllet i gætværk og teorier.
Kremls politiske intriger kan bedst sammenlignes med et slagsmål mellem bulldogs, der foregår under et tæppe, sagde Winston Churchill engang: ‘For den udenforstående kan man kun høre gøen, og først når knoglerne begynder at flyve ud, ved vi andre, hvem der har vundet.’ Måske er der stadig noget om det gamle citat?
“Vi kan faktisk følge bedre med end i Churchills tid,“ siger Konstantin Samoilov. “Der er allerede begyndt at flyve hud rundt i luften, og vi kan danne os et indtryk ud fra de lemmer og den pels, der er begyndt at flyve ud under gulvtæppet.“
Vil du holde dig opdateret på Konstantin Samoilovs arbejde og den økonomiske situation i Rusland? Så følg ham på YouTube-kanalen Inside Russia. Du kan også støtte hans arbejde via Patreon.
