Ruslands falske åndelighed skal (også) snøre kristne i Vesten
Under Putins regime er den kristne tro blevet gjort til et politisk værktøj, der både sikrer ro på hjemmefronten og spreder falske narrativer om Ukraine-krigen til Vesten. Mange køber fortsat løgnen.
Kunne du tænke dig at afslutte præsteseminaret med en tur til frontlinjen?
For danske teologistuderende ville det nok være noget af en omvæltning, hvis de fik stukket sådan et tilbud i hånden. For russiske præster er det blot seneste skud på stammen af koblinger mellem den russiske ortodokse kirke (UOC-MP) og Putin-regimets angrebskrige. Her kunne patriarken Kirill i sidste uge meddele, at kirken nu tilbyder ”træning og interaktion mellem militærpræster og de væbnede styrker.”
Selvom kirken i Rusland formelt er uafhængig, er den i praksis underlagt staten. I dagens totalitære klima betyder det, at man gør, som Vladimir Putin befaler: Krigen i Ukraine skal indrammes som en åndelig krig til forsvar for de russisk-kristne værdier. Få måneder inde i krigen gav kirkens overhoved derfor sin støtte til invasionen, som han betegnede ”en hellig krig.” Ved fronten velsigner ortodokse præster kampvogne og missiler, mens udenrigsministeriets talsperson Maria Zakharova omtaler Ukraines præsident Zelenskij som ”satanisk.”
En gammel alliance genopstår
Alliancen mellem kirke og stat er en genoptagelse af en gammel tradition. Historisk har kirken været tæt forbundet med den russiske statsmagt, ikke mindst i Romanov-dynastiets sidste dage, hvor den stærkt religiøse Nikolaj 2. byggede nye katedraler og deltog på pilgrimsrejser, som fx helgenkåringen af Serafim i Sarov i 1903. Efter årtiers undertrykkelse i Sovjettiden fik den ortodokse kristendom en renæssance efter Murens fald.
Her blev idéen om Russkiy Mir – et begreb, der har dobbelt betydning som både ’russisk fred’ og ’den russiske verden’ – samtidig omfortolket fra et geopolitisk redskab til også at rumme en religiøs dimension.
Genkoblingen mellem det politiske og det religiøse er særligt Kirills fortjeneste. I parløb med Putin har han skabt et billede af en genrejst kirke, hvis rolle nu er at forsvare det hellige russiske territorium, som også omfatter Ukraine. Tre måneder inde i krigen holdt Kirill symbolsk en tale, hvor han fordømte Lenins ”tragiske partering” af det historiske Rusland.
Man skal dog ikke kradse særligt meget i lakken, før det hellige korstog viser sig at være et bluffnummer, der både skal føre den russiske befolkning og godtroende kristne i Vesten bag lyset. Når Kirill for eksempel beskriver invasionen i Ukraine som ”en krig mellem broderfolk”, lader historien om Kain, der blev udstødt for at have myrdet sin bror, ikke til at være så vigtig. I stedet prædiker Kirills præster, at deltagelse i krigen ”vasker alle synder bort,” – en noget kreativ fortolkning af budskabet i Første Mosebog.
Hvem er så manden, der bag præstekjortlen har sendt kirken i hellig krig? Kirill hedder i virkeligheden Vladimir Gundjajev og har en fortid som KGB-agent. Efter Sovjetunionens opløsning fik han som chef for kirkens udenrigsanliggender sikret den et bizart monopol på at importere vestlige cigaretter i 1990’erne, hvilket anslås at have indbragt kirken 10-25 milliarder kr.
Gundjajev har også personligt taget for sig af retterne, og menes at have ophobet en formue på mellem 25-50 milliarder kr. i sin tid som åndelig leder, gemt væk på hemmelige konti i Schweiz og Italien. Patriarkens palads uden for Sankt Petersborg blev for nyligt renoveret for 250 millioner kr., mens hans sommerhus ved Sortehavet er vurderet til 1,5 milliarder kr.
I Gundjajevs kirke bliver Mattæusevangeliets budskab om, at ”det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige” tydeligvis ikke anskuet som en central passage i Biblen.
Prædiken til et vestligt publikum
Fordelene ved det gensidige partnerskab er åbenlyse. Kirill forsyner Putin med en tynd religiøs fernis til sine krige, og bliver til gengæld forgyldt. Budskabet har først og fremmest til hensigt at legitimere krigen over for den russiske befolkning.
Selvom det for udenforstående burde være åbenlyst, at den russiske ortodokse kirke er gennemsyret af korruption, og at efterlevelsen af kristne dogmer som næstekærlighed, mådehold og fred mildest talt er selektiv, står det russiske narrativ om, at krigen udkæmpes til forsvar for kristendommen, også stærkt i dele af den vestlige verden.
“Jordan Peterson, Viktor Orbán og Iben Tranholm forstærker alle på forskellig vis opfattelsen af Rusland som en kristen højborg.”
Tag for eksempel poppsykologen Jordan Peterson, der i en af sine videoer forklarer, hvordan ”der er alle tegn på en genfødsel af kristendommen i Rusland”. Ifølge Peterson bliver der bygget kirker som aldrig før, og som en slags trumfkort påpeger han, at Putin jo endda kalder sig selv for kristen.
En lignende historie gentages af den danske teolog Iben Tranholm, der beskriver Rusland som ”en forsvarsbastion for den kristne tro.” Tranholm har i Kristeligt Dagblad tidligere udlagt Rusland som “en nation, der efterhånden er mere forankret i kristendom, end Vesten er, og som ønsker, at kristne værdier skal præge deres statsledelse.” Mon det er kidnapningen af over 20.000 ukrainske børn, der for Tranholm afspejler denne kristne statsledelse?
I Ungarn finder vi en lignende besked fra premierminister Viktor Orbán, der tidligere beskrev sig selv som “agnostisk liberal”, men som nu fremstiller sig som forsvarer af “traditionelle” kristne værdier på linje med sin allierede i Kreml. Da Kirill blev fjernet fra EU’s sanktionsliste, skyldtes det ikke mindst pres fra den ungarske regering.
Peterson, Orbán og Tranholm forstærker derved alle opfattelsen af Rusland som en kristen højborg på hver deres måde. Det er da også et tillokkende narrativ, ikke mindst for kristne i Vesten, som føler sig presset af sekularisering. Selvom Putins personlige tro er tvivlsom - han er næppe nogen Nikolaj 2. - ved han og de russiske efterretningstjenester præcis, hvilke knapper de skal trykke på for at få deres opmærksomhed. Det kommer særligt til udtryk i det falske russiske narrativ om, at Ukraine har forbudt den ortodokse kirke, som blandt andet er blevet spredt af Donald Trump Jr. på sociale medier. Også den afdøde pave Frans hoppede på historien.
Få har dog spredt den falske russiske fortælling mere effektivt til vestlige religiøse kredse end talkshowværten Tucker Carlson. I oktober 2023 interviewede han Bob Amsterdam, en advokat for UOC-MP (som var blevet hyret af den russiske oligark Vadim Novinskij). Amsterdam kunne forfærdet berette til den kronisk måbende Carlson, at den ukrainske regering ”støttede fængsling af præster.” Reportagen kredsede særligt om det ukrainske lovforslag 8371, som gav myndighederne beføjelser til at efterforske religiøse grupperinger i Ukraine.
Carlson beskrev efterfølgende støtten til Ukraine - og dermed en implicit støtte til forfølgelse af kristne - som ”Bidens største forbrydelse”. Hvad hverken Carlson eller Amsterdam nævnte, var, at en række af kirkens egne præster var blevet fyret efter at have kritiseret krigen. Interviewet kom heller ikke ind på den ukrainske præst Stepan Podolchak, som blev myrdet af invasionsmagten efter at have nægtet at konvertere til Moskva-patriarkatet.
Infiltreret af FSB
Undersøger vi kristendommen i Rusland nærmere, viser virkeligheden sig hurtigt at være en anden end den, som Peterson, Carlson, Tranholm og andre vatniks beskriver.
Kun omkring ti procent af den russiske befolkning er religiøse nok til at gå i kirke på månedlig basis. Til sammenligning går 2,4 procent af danskerne i kirke på ugentlig basis. Pudsigt nok er det månedlige besøgstal i Ukraines kirker næsten dobbelt så højt (18 procent). Mange af de nybyggede kirker er også halv- eller heltomme.
Andelen af russere, der betragter sig selv som kristne, er ganske vist steget de seneste 30 år. Som de tomme kirker viser er det dog snarere udtryk for, at det i tiden efter Sovjetunionens kollaps igen er blevet socialt acceptabelt at være kulturkristen, snarere end en dybere religiøs renæssance.
“Undersøger vi kristendommens vilkår i Rusland nærmere, tegner virkeligheden hurtigt et noget andet billede end det, som Peterson, Carlson, Tranholm og andre vatniks beskriver.”
Forfølgelses-historien er et genkendeligt motiv for kristne, og koblingen er nem at foretage. Men er kristendommen truet i Ukraine? Nej. Der er tale om endnu en omgang russisk desinformation.
Den russiske ortodokse kirke i Ukraine blev i virkeligheden forbudt, fordi den var dybt infiltreret af FSB-agenter, som blandt andet trænede lejesoldater til fronten og fungerede som spottere for russiske artilleribombardementer. Kirken udgjorde en akut sikkerhedstrussel for Ukraine. Det udgjorde en reel sikkerhedstrussel, som den ukrainske stat ikke kunne tillade sig at ignorere.
Den russisk kontrollerede kirke blev i 2019 erstattet af en reformeret ukrainsk ortodoks kirke, som endda fik Patriarken af Konstantinopels velsignelse. Der er med andre ord ingen grund til at frygte for kristnes mulighed for at praktisere deres tro i Ukraine.
Skalkeskjul for spionage
Mens man delvist har fået lukket ned for de kirkelige spionageaktiviteter i Ukraine, fortsætter den russiske efterretningstjeneste med at bruge kirken som skalkeskjul for spionage og overvågning i andre europæiske lande. I Sverige har den lokale afdeling af UOC-MP købt en række ejendomme mistænkeligt tæt på en række svenske militæranlæg.
Det samme er tilfældet i Norge, hvor kirkens præster har indsamlet efterretninger om drikkevandsforsyninger i nordlige byer på grænsen til Rusland. Var de mon på udkig efter helligt vand - eller var deres egentlige mission mon knap så from?
I Frankrig opførte den ortodokse kirke i 2016 et ‘kulturcenter’, der mistænkes for at være et spionagecenter, et stenkast fra det franske udenrigsministerium.
“Trods en omfattende propagandakampagne er Rusland er langt fra den kristne bastion, som både russiske regimefolk og vestlige vatniks forsøger at overbevise dig om.”
I andre tilfælde er kirkens omfattende spionageaktiviteter allerede blevet påvist. Tag for eksempel abbeden i Sofia, som i september 2023 blev udvist fra Bulgarien med henvisning til hans “omfattende brug af hybridkrigsteknikker” til at fremme Ruslands indflydelse og geopolitiske interesser.
I Estland, som har en stor russisk-ortodoks minoritetsbefolkning, har kirken opført sig så ekstremistisk, at regeringen i Tallinn udviste metropolit Jevgenij med henvisning til, at hans hadefulde retorik udgjorde en trussel mod landets sikkerhed.
De fremhævede sager er blot nogle af de utallige eksempler på kirkens egentlige rolle som en forlænget arm af den russiske stats politiske interesser. Trods en omfattende propagandakampagne er Rusland langt fra den kristne bastion, som både russiske regimefolk og vestlige vatniks forsøger at overbevise dig om.
I stedet må man anskue Ruslands falske åndelighed som et politisk værktøj – og endnu et led i den omfattende informationskrig, som landet fører mod såvel det hjemlige som det vestlige publikum. Putin er kløgtig nok til at tage et kors om halsen og gå i kirke til julehøjmessen, men det hele er en velkoreograferet forestilling, velsignet af et korrupt gejstligt overhoved, som har fået sine 30 sølvmønter og mere til.
Om du er kristen eller ej, gør du dig selv en tjeneste ved ikke at falde for det bluffnummer.
 | A guest post by
|