Analyse: Seymour Hersh's Nordstream-artikel lyder som fri fantasi fra ende til anden
En vild historie om et norsk-amerikansk komplot lyder som starten på en spionroman. Selvom historien er hullet som en si, fascinerer den mange, fordi den bekræfter et bestemt verdensbillede.
Journalisten Seymour Hersh udgav i sidste uge en opsigtsvækkende artikel, hvori han fremlagde 'beviser' for, at USA skulle have sprængt Nordstream-rørledningerne. Det virkede på det tidspunkt som en yderst besynderlig historie, ikke mindst fordi den blot byggede på én anonym kilde. Denne kilde skulle ikke desto mindre have haft adgang til tophemmelige efterretninger i både den amerikanske og den norske stat. De seneste ‘afsløringer’ fra Hersh implicerer desuden såvel den svenske og den danske stat som meddelagtige i komplottet.
I mellemtiden har adskillige historikere og journalister pillet artiklen fra hinanden, og påpeget en række huller i hans historie. Kollegaen Bob Woodward, der ligesom Hersh blev kendt for sine eksplosive afsløringer i 1970’erne, udtrykte det meget diplomatisk ved den årlige Arthur F. Burns-middag, hvor han blev spurgt ind til historien. “Hersh er et pragtfuldt menneske, og der var mange, der tryglede ham om ikke at offentliggøre historien, fordi den simpelthen ikke er sand.“
Jeg vil gerne være skridtet mindre diplomatisk end Woodward, og sige det ligeud: Både hvad angår de eksterne motiver og historens interne koheræns er det rent ud sagt noget journalistisk makværk. Havde historien haft mere kød på kroppen, havde redaktører fra en række aviser også stået på spring for at udgive den. I stedet har Hersh udgivet den her på Substack, hvor den ikke skal underlægges en redaktionel proces. I konspirationsteoretikerens univers er det naturligvis blot et udtryk for, at den må være så meget desto mere sand. Derfor tør de ikke udgive den!
Historiker Simon Pirani fremhæver i en kritisk gennemgang en række af de samme kritikpunkter, jeg selv rejste ved artiklens udgivelse. Særligt spørgsmålet om cui bono - hvad gavner det - mangler at blive besvaret i beskyldningen mod USA. For der er en central logisk brist i, at amerikanerne skulle risikere hele det nordatlantiske samarbejde for at sprænge to rørledninger i luften, der allerede var holdt med at levere gas (se billede). I september havde Gazprom selv lukket for leverancerne med henvisning til 'tekniske problemer grundet sanktionerne'. Set fra et amerikansk perspektiv var incitamentet til at gennemføre bombeaktionen altså mindre, end da man ifølge Hersh plantede sprængladningerne fire måneder forinden. Hvorfor overhovedet vente - og hvorfor så handle netop da gassen var på sit laveste?
Russisk motiv
Piranis gennemgang af historien er i det hele taget yderst troværdig. Ligesom jeg selv afviser han ikke, at USA i teorien kan have stået bag. Men ligesom amerikanerne, polakkerne, ukrainerne - og for den sags skyld dele af det tyske statsapparat - kan have haft et motiv, må vi foreløbigt holde også den russiske dør åben.
Pirani påpeger også noget andet, meget interessant; en mulig præcedens. I 2009 blev en turkmensk-russisk rørledning sprængt i luften. Dengang beskyldte Turkmenistan russerne for at have forårsaget eksplosionen. Endnu har vi (heller) ikke fået bevist noget i den sag, men det er ikke desto mindre med til at etablere et muligt mønster. Den side af sagen bliver ikke belyst af Hersh's ensidige udlægning, der fokuserer på tidligere CIA-aktioner under Den Kolde Krig.
Jeg ville på ingen måde blive overrasket over, hvis Putin og resten af hans siloviki-kumpaner brugte den slags infrastruktur-sprængninger som politiske redskaber. Putin har været villig til at starte 3 krige, og nogle mener, hans politiske karriere bogstaveligt talt startede med et brag (jeg er én af dem).
En række bombesprængninger af lejligheder i 1999 blev startskuddet til den Anden Tjetjenske Krig, og gav den dengang nyvalgte premierminister Putin et stort boost i popularitet. Da man fandt kort tid efter bomberne begyndte at sprænge fandt en fjerde, endnu ikke detoneret bombe i hænderne på tre FSB-agenter, blev de i første omgang anholdt. Allerede dagen efter bekendtgjorde FSB-direktør Nikolai Patrushev dog, at der blot havde været tale om en øvelse - der tilfældigvis var 100 % identisk med bombningerne i Buynaksk, Volgodonsk og Moskva tidligere på måneden. Samme Patrushev er i øvrigt i dag chef for det russiske sikkerhedsråd, og har været blandt Putins allernærmeste siden karrieren for begges vedkommende startede hos KGB i 1970’ernes St. Petersborg.
Kender man til den russiske sikkerhedstjenestes historik, ville et par rørledninger med andre ord være det rene vand. Særligt hvis Putin vurderede, at det ville styrke hans egen position. Bevares, det er ren og skær spekulation. Men det er også en mulighed, vi må holde åben.
Democracy Now-interview: Hullet graves dybere
Nu er Hersh så blevet uddybende interviewet af Democracy Now. Det får dog kun hans historie til at fremstå endnu mere tynd. I interviewet gør han det blandt andet klart, at det ikke bare er den norske og amerikanske stat, som er indblandet i komplottet. Nu er også både den danske og den svenske stat medskyldige i sprængningsaktionen. Med Hersh's ord: "We had to clear it with Sweden and Denmark."
Fra et dansk perspektiv lyder det rent ud sagt utroligt, at Frederiksen-regeringen skulle være briefet om aktionen, og uden at fortrække en mine havde ladet USA gennemføre den største omgang klimaterrorisme i verdenshistorien, hvor op mod 350.000 tons metangas blev frigivet i atmosfæren. Skulle det vise sig faktisk at forholde sig sådan, kunne orienteringen herom selvfølgelig være en nærliggende forklaring på, at Jacob Ellemann-Jensen kort tid efter udnævnelsen som forsvarsminister gik ned med stress.
Interviewet i Democracy Now er også interessant, fordi Hersh's personlige bias skinner tydeligt igennem. Når han for eksempel udtaler, at krigen "er et spørgsmål om, hvor mange flere af sine egne folk, Zelensky vil slå ihjel", er det en ukritisk kolportering af en russisk propaganda-fortælling, hvori Ukraine selv var skyld i invasionen, og rationelt set burde give op over for overmagten. Det står i skarp kontrast til situationen på slagmarken, hvor den russiske offensiv er gået i stå.
Jeg kommenterede for nyligt i Information på den militære situation i Ukraine, og hvilke konklusioner man kan drage af det russiske militærs inkompetence. For Hersh lader realiteterne på slagmarken dog ikke til at påvirke hans vurdering af krigens gang; for ham er det stadig en uundgåelighed, at Rusland vinder til sidst. Hvorfor kan ukrainerne dog ikke bare lægge sig fladt ned, når nu skriften står på væggen?
Også i denne omgang får Seymour Hersh sagt en række faktuelt forkerte ting. I Democracy Now-interviewet nævner han for eksempel “den tyske kansler [Scholz] fra De Grønne”. En banal fejl, som selvfølgelig kunne være en fortalelse, men som ikke desto mindre får yderligere vægt, da han i samme åndedrag roser netop De Grønne for partiets NATO-skepsis.
Alle med et minimalt kendskab til tysk politik ved, at partiet under Annalena Baerbock har været blandt de mest aktive støtter i Tyskland når det gælder våbenstøtte til Ukraine. Men allerede under Joschka Fischer foretog De Grønne et udenrigspolitisk kursskifte, og selvom der rigtigt nok var intern splittelse i partiet om både Afghanistan- og Irakkrigen, havde partiet under Fischers ledelse bakket op om NATO's bombninger af Serbien i 1998.
Også i den oprindelige artikel fik Hersh sagt decideret vrøvl. For eksempel påstod han, at NATO-chef Jens Stoltenberg skulle have "samarbejdet med USA siden Vietnam-krigen". Da Vietnamkrigen sluttede var Jens Stoltenberg 14 år. Beskrivelsen af Stoltenberg som ‘en stålsat anti-kommunist’ er ligeledes værd at stoppe op ved, fordi den giver et prej om Hersh’s verdensbillede. I det hele taget kan man mene, at socialdemokratisme er en anti-kommunistisk ideologi; et populært samtaleemne i alverdens marxistiske studiekredse. Men hvilken relevans har Stoltenbergs angivelige antikommunisme i den her sammenhæng? Det er nu 30 år siden det sovjetiske system kollapsede. Rusland har i den mellemliggende periode gennemgået en brutal, kapitalistisk chokterapi, og er nu en stat, der bedst kan beskrives som en hybrid mellem gammeldags røverbaron-kapitalisme og et moderne, autoritært overvågnings-regime. At NATO’s motivation skulle være ideologisk-antikommunistisk virker her som en arkaisk forklaringsmodel fra en person, der stadig ser verden gennem koldkrigsbriller.
Via sådanne brede penselstrøg skøjter Hersh elegant henover detaljerne. Det ville være underordnet i en spionroman, hvor det handler om at skabe spænding. Når man vil overbevise folk om en journalistisk afsløring, der står og falder med en enkelt anonym kilde, er den slags detaljer imidlertid vigtige. Sløsethed efterlader i stedet indtrykket af en pensioneret journalist uden en særligt skarp fornemmelse for europæisk politik.
‘Journalistisk korsfarer’
Den konspiratoriske, vildt fabulerende Nordstream-artikel skal ses i lyset af Hersh’s meritter de seneste år(tier). Han har tidligere lavet fremragende journalistik, og var blandt andet manden, der var med til at afsløre My Lai-massakren. Det var uden tvivl flot og anerkendelsesværdigt arbejde, og Hersh fik fortjent en Pulitzer for reportagen.
I de mellemliggende 50 år har Hersh’s karriere ikke nået samme journalistiske højder, og siden årtusindskiftet er det gået kraftigt ned af bakke for Hersh’s troværdighed. Han begyndte allerede i 2003 at mødes jævnligt med Syriens diktator, Bashar al-Assad, som han fortsat forsvarer, blandt andet ved at så tvivl om Assad-regimets veldokumenterede brug af kemiske våben.
Den seneste Nordstream-historie har været vand på den såkaldt ‘anti-imperialistiske’ strømning af venstrefløjens mølle.
Også på en række andre emner har Hersh de seneste år kørt sig selv ud af nogle mystiske, konspirationsteoretiske tangenter. I 2012 hævdede han blandt andet, at mordet på Osama Bin Laden var fingeret, og at dele af Pentagon i hemmelighed samarbejdede med Putin og Assad. Ligesom med Nordstream-afsløringen var hans kilder dengang både anonyme og eksklusive; ingen andre har hidtil kunnet finde beviser for dét, der ellers ville være en sikker Pulitzer-prisvinder. Hans Bin Laden-historie var også grunden til, at The New Yorker afbrød samarbejdet med den tidligere så prominente journalist.
Den seneste Nordstream-historie har været vand på den såkaldt ‘anti-imperialistiske’ strømning af venstrefløjens mølle. Her er udgangspunktet - let karikeret - at USA er fjenden i ental, og at dine fjenders fjende nødvendigvis er dine allierede. Det fører til et helt særligt verdenssyn, hvor man sorgløst forsvarer autoritære regimer, så længe de står i modsætning til hovedfjenden, USA.
Når først det udgangspunkt er på plads, kan resten af ens verdensbillede tilpasses. Her er kinesiske koncentrationslejre i Xinjiang blot ondsindet vestlig propaganda, mens alle forsøg på oprør - fra Syrien til Hong Kong og Iran - er styret af CIA. Ingen befolkninger har en selvstændig agens, men er blot marionetdukker for det amerikanske imperie. Den russiske invasionskrig i Ukraine er i det verdensbillede også et nødvendigt selvforsvar for Rusland, idet startskuddet til krigen, Maidan-oprøret i 2014, var orkestreret af… you guessed it.
Forstår man først dén logik, forstår man også, hvorfor Seymour Hersh-artiklen om Nordstream-sprængningerne - trods sine åbenlyse huller - er blevet mødt med åbne, ukritiske arme på dele af venstrefløjen. Den passer perfekt ind i det ‘anti-imperialistiske’ verdensbillede, hvor detaljerne må vige for det overordnede narrativ.
Pirani opsummerer det rammende: “Venstrefløjsorganisationer og personligheder sluger Hersh’s Nordstream-historie ukritisk, fordi den er hvad de gerne vil høre. Dogmatik vinder over kritisk undersøgelse. Innuendo og vildledende påstande vinder over solidaritet med ofrene for Ruslands altødelæggende krig mod befolkninger, i Syrien i 2014 og 2017 såvel som i Ukraine 2022-23."
Nordstream-historien er spændende, velskrevet - og sandsynligvis fiktion fra ende til anden. Men det er ikke så underligt, at den på kort tid er blevet et viralt hit på sociale medier, hvor kildekritisk sans ofte viger for sensationalisme. At den ekstreme amerikanske højrefløj også har taget den til sig, burde give anledning til eftertanke, men gør det næppe. For historien er det perfekte afsæt, hvis man vil have bekræftet sine fordomme om USA.
Hvis USA viser sig at have stået bag, er det næppe sket som i Hersh’s fantastiske udlægning. Om Seymour Hersh faktisk har en hemmelig, højt placeret kilde i det amerikanske efterretningsvæsen, tager den nu 85-årige journalist nok med sig i graven. Ikke desto mindre virker hans historie mere som et forsøg fra en tidligere stjernereporter på at fastholde rampelyset på sin egen persona, end som et overbevisende anklageskrift mod den amerikanske regering. Som Bob Woodward tørt konstaterede om sin tidligere så højt respekterede kollega: “Han vil nok stadig gerne være korsfareren”.
Læs den oprindelige artikel her: Seymour Hersh: How America Took Out The Nord Stream Pipeline
Tak fordi du læste med. Få flere nyhedsanalyser i din indbakke ved at klikke på linket ovenfor.
