Sikkerhedspolitisk kaos i Europa
Trumps målrettede sabotage af den transatlantiske alliance skaber kaos og panik. Resultatet bliver oprustning og en erkendelse af, at USA ikke længere er kontinentets sikkerhedspolitiske garant.
Ved weekendens årlige sikkerhedskonference i München vil særligt ét billede blive husket for eftertiden: Den mangeårige formand, Christoph Heusgen, der med tårer i øjnene lukker det årlige møde.
Tårerne var et udtryk for Heusgens farvel til både formandsposten og den lange diplomatiske karriere, som for den 69-årige tysker også har inkluderet 12 år som udenrigspolitisk toprådgiver for Angela Merkel.
Det tårevædede farvel var ikke en dom over udfaldet. Det er allerede blevet afklaret af konferencens egne folk på Twitter. I en postfaktuel verden, hvor fortolkninger og mulige udlægninger af et billede trumfer detaljer, vil modtagelsen være anderledes. Her vil det blive tolket som et billede på den europæiske rådvildhed, som Donald Trumps regering har sendt kontinentet ud i. Fra sit skattely i Schweiz har kryptomilliardæren og Trump-støtten Lars Seier Christensen allerede fremsat netop den hånlige dom over den opfattede europæiske svaghed.
Selvom billedet af Heusgen er misvisende, er der næppe nogen tvivl om, at der fra europæisk politisk side bliver fældet et par metaforiske tårer i disse dage. For sikkerhedskonferencen var første del af en begravelse. Den afdøde er en alliance, der har stillet sikkerhedspolitiske garantier for Europa siden 1941. Bedemanden var den amerikanske vicepræsident, JD Vance, der sendte en diplomatisk spytklat i hovedet på værtslandet, da han afslog at mødes med kansler Olaf Scholz, men til gengæld godt kunne finde tid til at mødes med den højreradikale AfD-leder Alice Weidel. Vance var sendt i byen af kultens ypperstepræst, Donald Trump, som på under en måned har skabt sikkerhedspolitisk kaos blandt alle USA’s formelle allierede.
Trumps fredsplan: idioti eller afpresning?
Mens Trump-regeringen er i gang med at brænde alle broer til landets (tidligere) allierede, er der samtidig blevet sat skub i genoptagelsen af de diplomatiske bånd til Rusland. Privatflyene var knap fløjet fra München inden en amerikansk delegation af topdiplomater var ankommet til Riyadh, Saudi-Arabien.
Fra amerikansk side var udenrigsminister Marco Rubio blevet sendt for at mødes med sit russiske modstykke, Sergej Lavrov. Her var den udenrigspolitiske novice Rubio allerede fra starten overmatchet af sin russiske kollega, der har siddet på posten i 21 år. Som vanligt præsenterede den russiske delegation en række maksimalistiske krav, der inkluderede at beholde de nuværende erobrede territorier. Kravene vil formentlig også indeholde mere land samt ophævelse af sanktionerne mod Rusland.
“Forhandlingerne virker mere som en måde, hvorpå USA kan skabe illusionen om at have forsøgt sig med fred, end en reel køreplan for konfliktnedtrapning.”
Den uerfarne amerikanske Trump-regering, hvor den eneste vigtige kompetence for avancement er smiger og loyalitet, har allerede givet russerne en række kort på hånden ved at afvise ukrainsk NATO-medlemskab, lægge op til mindre amerikansk tilstedeværelse i Europa og samtidig overspille Ruslands militære og politiske position ved at indlede fredsforhandlinger udenom Ukraine og resten af Europa. Til gengæld har man sendt Zelenskij-regeringen en politisk giftpille i form af et forslag om at overtage sjældne mineraler til en værdi af 500 milliarder dollars.
Accept af de amerikanske fredskrav ville være politisk selvmord for enhver ukrainsk politiker, hvilket både Ukraine og USA på forhånd må antages at være klar over. Zelenskij takkede da også pænt nej med det samme ved konferencen i München. Forhandlingerne virker mere som en måde, hvorpå USA kan skabe illusionen af at have forsøgt sig med fred, end en reel køreplan for konfliktnedtrapning.
Det store spørgsmål er nu, om Donald Trump bevidst forsøger at undergrave den amerikanske og vestlige forhandlingsposition for at kunne give sig selv rygdækning til at trække den militære støtte, eller om han blot er for dum til at forstå tingenes egentlige sammenhæng. Trump synes både at overvurdere den amerikanske militærstøttes betydning og at undervurdere den ukrainske modstandsvilje. Selvom det amerikanske militærbidrag til Ukraine har været stort - ikke mindst i form af efterretninger, der af natur kan være svære at værdisætte - har det ikke stået alene. EU-landene har samlet set givet markant flere penge end USA, selvom fordelingen har været mere målrettet mod humanitær og økonomisk bistand, mens det amerikanske bidrag overvejende har været militært.
Forhandlingerne i Saudi-Arabien er uanset hvad dømt til at ende i ingenting set med ukrainske briller. Rusland håber derimod at kunne fjerne - eller i hvert fald mindske - sanktionspresset, hvilket landets økonomiske forhandler, Kirill Dmitriev, da også klart forklarede var formålet ved et pressemøde tirsdag.
USA forventer måske også, at Ukraine vil føle sig tvunget til at indgå en fred, som bliver forhandlet hen over hovedet på dem, men det udstiller kun Trump-regeringens arrogance og fundamentale uvidenhed om den politiske dynamik i Ukraine og Europa.
Kulturkonservativ alliance
Den amerikanske vending har skabt en chokstemning i Europa. Den tidligere NATO-generalsekretær Willy Claes omtaler det som et amerikansk højforræderi, mens hans danske efterfølger på posten, Anders Fogh Rasmussen, i en kronik i Wall Street Journal konkluderer, at den internationale verdensorden er død og borte.
Hvorfor har de MAGA-konservative slået pjalterne sammen med Rusland? Har Rusland kompromat på Donald Trump, sådan som Christopher Steele, den tidligere MI6-chef i Moskva, skrev i det berømte 2015-dossier? Er Trump blevet senil, eller har russerne lavet hemmelige aftaler med pengeoverførsler til offshore-konti? Mange forklaringer grænser til det konspiratoriske, så lad os i stedet kigge på en mere nærliggende forklaring: Den amerikanske højrefløj, som nu har overtaget magten, ser Rusland som en oplagt kulturkonservativ allieret.
“Hvor præsidenten kan siges at være overvejende ligeglad med borgerligt demokrati, er mange andre i den nye magtkreds aktive modstandere af det.”
Trump, Vance og skyggepræsident Elon Musk ser i virkeligheden det liberale demokrati som den største modstander. Mens Trump utallige gange har lovprist autoritære regimer som ‘stærke"‘ og givet honnør til nordkoreanske generaler, er han anderledes bidsk overfor de vestlige demokratier. Bag det orange ydre er der dog næppe nogen særlig stærk ideologi, som stikker dybere end personlig tilbedelse og berigelse. Alt er til forhandling i Trumps verden, om det så gælder Grønland, amerikanske borgerrettigheder - eller i dette tilfælde Ukraines og Europas fremtid.
Hvor den amerikanske præsident kan siges at være overvejende ligeglad med borgerligt demokrati, er mange andre i den nye magtkreds aktive modstandere af det. Her er det vigtigt at understrege, at MAGA-bevægelsen snarere er den foreløbige kulmination på årtiers systematisk nedbrydning af det amerikanske demokratis fundament end et egentligt nybrud.
Siden Citizens United-afgørelsen i 2010 (se eventuelt den her explainer af tidligere arbejdsminister Robert Reich), er der blevet åbnet for pengesluserne i amerikansk politik. Det har i det seneste årti resulteret i, at en ny gruppe højreekstreme oligarker har fået uforholdsmæssigt stor magt over amerikansk politik. Foruden amerikanske oligarker som Charles og David Koch, Timothy Mellon og Richard Uihlein, har også en gruppe sydafrikanske (Elon Musk, Peter Thiel, David Sacks) og amerikansk-jødiske oligarker (Sheldon og Miriam Adelson, Jeff Yass, Stephen Schwarzman) købt sig til magt.
For de nye magthavere er der et langt større værdifællesskab med det russiske oligarki. Reaktionære oligarker som Thiel, der allerede i 2009 kaldte demokrati “uforeneligt med frihed”, og hans gamle PayPal-ven Elon Musk, er svært begejstrede for den intellektuelt tyndbenede filosof Curtis Yarvin, som også bliver citeret af den nye vicepræsident Vance. Yarvin taler åbent om at afvikle demokratiet til fordel for et monarki, og vil ideelt set have en techmogul på tronen: En “iværksættertype ligesom Lenin eller Napoleon”, som han forklarede i 2022.
Højreradikalt kludetæppe
Det fremvoksende kulturelle værdifællesskab er mødet mellem en autoritær russisk stat, hvor magten er konsolideret i toppen, og et kludetæppe af forskellige reaktionære amerikanske strømninger.
På den ene side står atlant-fascistiske ideologer som Steve Bannon, der ser en amerikansk-russisk ‘realignment’ som et fremtidigt værn mod Kina. De ønsker samtidig at trække Europa så langt til højre som muligt og ser EU som en hindring for en forenet eurasisk-amerikansk front, der skal inddæmme Kina. En række af de vigtigste ideologer i den alliance mødes i weekenden ved den amerikanske 2025 Conservative Political Action Conference (CPAC), hvor talerlisten foruden Bannon og Nigel Farage også inkluderer den slovakiske premierminister, Robert Fico, Eduardo Bolsonaro, som er søn af den tidligere brasilianske præsident og kupmager Jair Bolsonaro, samt Jordan Bardella fra det franske højreekstreme Rassemblement National.
Overfor dem står det mere anarkokapitalistiske segment, der blandt andet omfatter Elon Musk og en række Project 2025-bagmænd som Russell Vought. For dem er målet snarere at afvikle staten end at omdanne den. De ideologiske spændinger mellem ‘broligarkerne’ og højrenationalisterne kom blandt andet op til overfladen da Elon Musk lovede bål og brand over den mulige afskaffelse af H1-B visumordningen, som giver de store virksomheder mulighed for at importere højtuddannet, billig arbejdskraft. Musk erklærede, at han var villig til at gå i krig over spørgsmålet. Bannon kalder til gengæld Musk for en “illegal parasit-migrant.”
I forhold til den russiske alliance handler det for Musk og hans fløj mere om at sikre sig adgang til råstoffer og nye markeder. Allerede før krigens udbrud havde han planer om at bygge fabrikker i Rusland, som blandt andet har nogle af verdens største nikkeldepoter, der skal bruges i elektriske bilbatterier.
For Musk og hans venner i den såkaldte PayPal-mafia, som den homoseksuelle Peter Thiel og den jødiske David Sacks, er det ikke den stærkt homofobiske lovgivning eller kultiveringen af nynazistiske hadmarcher, der er det tillokkende ved en kommende alliance. Kampen mellem Bannon og Musk er på den måde et udtryk for en bredere konflikt blandt USA’s kulturkonservative mellem rå, pragmatisk kapitalisme og etnisk nationalisme. Fodslaget finder de primært i had: til Kina, til progressivt-liberale værdier og en hadsk udlægning af kristendom.
Europæisk våbenkapløb skudt i gang midt i forvirringen
Med den nye amerikanske kurs, som hastigt bevæger sig i retning af demokratiets afvikling, er det nu gået op for Europa, at Trump har tænkt sig at kappe det alliancemæssige bånd på tværs af Atlanterhavet. For den nye amerikanske regering er der ikke noget kulturelt eller historisk fællesskab med Europa, som skulle forpligte dem til noget som helst. Det gjorde vicepræsident Vance også klart i sin tale på sikkerhedskonferencen, hvor han kritiserede europæisk begrænsning af ytringsfriheden, migration og manglende demokrati.
Fremadrettet kan de europæiske ledere lige så godt indstille sig på det, jeg også skrev i umiddelbar forlængelse af valget: En historiefortælling om USA som det frie verdens leder og Europas beskytter er forbi. Resultatet bliver et nyt våbenkapløb, hvor oprustning og militarisering kommer til at stå øverst på den globale dagsorden.
“Hvad der kan være endnu mere bekymrende er, at der ovenpå de amerikanske udmeldinger bliver lagt op til at lægge ikkespredningen af atomvåben i graven.”
Danmark har allerede slået tonen an med mandagens udmelding om, at man vil oprette en særlig ‘accelerationsfond’ på 50 milliarder kroner. For at fremskynde processen yderligere, kan pengene samtidig omgå de sædvanlige udbudsrunder.
Det danske initiativ blev dog allerede overskygget af nyheden fra Annalena Baerbock om, at der i EU-regi planlægges en militærpakke på €700.000.000.000. Den tyske udenrigsminister har ikke specificeret pengenes nærmere fordeling, men det må antages, at langt størstedelen af pengene vil blive øremærket til europæisk oprustning. En del af finansieringen kan muligvis komme fra de €300 milliarder i indefrosne russiske valutareserver, der siden krigens udbrud er blevet brugt som politisk pressionsmiddel over for Putin.
Det eksploderende militærbudget skal ses i forhold til den massive oprustning, som allerede var undervejs. For eksempel fordoblede Norge næsten sit forsvarsbudget sidste år, da Støre-regeringen fremlagde en plan om at tilføre forsvaret 385 milliarder kroner. Hvad der kan være endnu mere bekymrende, er, at der oven på de amerikanske udmeldinger bliver lagt op til at lægge ikkespredningen af atomvåben i graven. Både Polen og Tyskland kan tænkes at forfølge deres egne atomprogrammer med tabet af amerikanske sikkerhedsgarantier, sådan som den tyske forsvarsanalytiker Fabian Hoffmann har argumenteret for.
Trods en bred europæisk konsensus om massiv oprustning var der også uenigheder på det krisemøde, som Frankrigs præsident Macron havde indkaldt til i ugens løb. Overordnet handler spliden om at sende fredsbevarende styrker - eller i det hele taget soldater - til Ukraine eller ej. Premierminister Keir Starmer meldte klart ud søndag, at man fra britisk side er klar til at sende soldater til landet, hvilket øjeblikkeligt blev afvist af den tyske kansler, Olaf Scholz.
Scholz er imidlertid en politisk ‘lame duck’, som ikke spås store chancer for at genvinde kanslerposten ved forbundsvalget søndag den 23. februar. Derfor er det mere interessant for resten af Europa, hvordan forhåndsfavoritten Friedrich Merz (CDU) har tænkt sig at agere. På den udenrigspolitiske front har Merz tænkt sig at gøre op med Scholz i spørgsmålet om at sende langtrækkende missiler (TAURUS) til Ukraine, ligesom kanslerkandidaten også gjorde det klart i en politisk duel, at han ikke havde tænkt sig at forholde sig neutralt i konflikten.
Putin håber, at det højreekstreme og stærkt pro-russiske Alternative für Deutschland (AfD) kan få mere indflydelse, hvilket dog er blevet afvist på det kraftigste af både Merz og Scholz. Yderligere støtte finder Putin hos den tidligere Die Linke-politiker Sahra Wagenknechts rødbrune parti med det prætentiøse navn Bundnis Sahra Wagenknecht (BSW).
Nyt forhold mellem Kina og Europa?
Mens Europa og USA er i gang med en meget offentlig skilsmisse, lurer nye bejlere i kulissen. For den kinesiske regering, hvis ‘grænseløse venskab’ med Rusland altid har været et pragmatisk træk, der har sikret billig olie og en definitiv status som seniorpartner i forholdet, kan den amerikanske tilbagetrækning fra verdensscenen vise sig at være en gave.
Kina har nu muligheden for at markere sig som ny verdensleder, hvilket især kan opnås gennem et tættere bånd til EU og Europa. Udenrigsminister Wang Yi var da heller ikke sen til at udnytte netop den mulighed, da han ved sikkerhedskonferencen i München lagde op til et tættere forhold til Europa. Her vil en fælles front mod Trumps handelskrig også være et oplagt træk.
Hvis styret i Beijing tænker langsigtet, vil de bruge det amerikanske kaos til at sikre sig politisk, økonomisk og kulturel kapital. For eksempel ville et større økonomisk og diplomatisk pres på Rusland for at standse sin krig i Ukraine øjeblikkeligt give Kina en uvurderlig mængde politisk goodwill. Xi Jinping kunne også meddele, at Kina, i lyset af at det amerikanske humanitære hjælpeprogram USAID er blevet foreløbigt afviklet, har besluttet at kompensere med mere nødhjælp. Igen ville der være tale om ubetalelig kulturel kapital, der med et trylleslag kunne blive overført fra Washington til Beijing.
Kina har tidligere brugt handelsinitiativer som One Belt One Road til at øge sin økonomiske soft power i Europa, og de betydelige økonomiske investeringer i Afrika må også ses i dette lys. Her ville det også være en fordel at nedtone truslen mod Taiwan for en kort bemærkning, selvom en sådan overvejelse nok er urealistisk blandt høgene i den nuværende ledelse.
En gammel forbandelse - som i øvrigt ofte tilskrives kinesisk ophav - lyder: “Gid du må leve i interessante tider.” Man må i sandhed sige, at vi i Europa lige nu lever i interessante tider, hvor alle bolde er kastet op i luften, mens gamle alliancer falder sammen.
