
Der har været topmøde i Shenzhen. Her skulle du egentlig have kunnet læse en analytisk artikel om mødet, dets konsekvenser og dets betydning for europæisk sikkerhedsarkitektur. På forhånd var det jo blevet udråbt som en ny Jalta-konference á la den i 1945, hvor Churchill, Roosevelt og Stalin aftalte en ny verdensorden. Det ville selvfølgelig være en skelsættende begivenhed, som mediets læsere skulle vide alt om.
En time inde i research og taler måtte jeg dog give op. Det var simpelthen for kedeligt og ligegyldigt. Det startede med de monotone kinesiske velkomstparader, hvor en række velkoreograferede undersåtter skal signalere landets prægtighed. Det var kedeligt og gentagende.
Hvis man vil kede sig til den slags velkendt kinesisk teater, vil jeg i stedet foreslå et gensyn med OL-åbningen i Beijing eller måske den syv timer lange togtur fra Bergen til Oslo, der er blevet en nationalsport at falde i søvn til for vores nordlige naboer.

Tyrannernes magiske tænkning
Det blev ikke bedre, da selve ‘topmødet’ gik i gang. Alle sagde præcis det, man kunne forvente. Putin forklarede, at Rusland ikke havde startet den krig, de startede for snart fem år siden. Xi fremhævede ‘dialog og fred’, som var han en key account manager i en mellemstor regnskabsvirksomhed, der var blevet udpeget til at lire corporate catchphrases af til den årlige julefrokost. Trump rasede mod den internationale krigsforbryderdomstol, som vil have fingrene i en række af hans venner, og måske ham selv en skønne dag. Et par andre statsledere fordømte Putin, som virkede ligeglad.
Der var ingen substans. Der blev ikke aftalt noget bindende, og Putin måtte rejse hjem til Moskva uden de kinesiske underskrifter på nye handelsaftaler, han var kommet efter. Det resulterede i et styrtdyk på den russiske aktiebørs, som åbenbart havde bildt sig ind, at der ville ske noget magisk og skelsættende i Shenzhen.
Magisk tænkning er i det hele taget karakteristisk for vores tids autoritære, postfaktuelle tyranner. Det gælder ikke mindst Trump, som voksede op med at lytte til den karismatiske prædikant Norman Vincent Peale. Kernen i hans filosofi var, at man blot skulle ville noget nok, så ville det også manifestere sig i virkeligheden. Fake it ‘til you make it, som man siger.
Shenzhen-lederne lod alle som om, de befandt sig i den virkelighed, de foretrækker, snarere end den, vi andre bebor. Xi gentog sine magtfantasier om Taiwan. Trump lod som om, han ikke lige havde tabt midtvejsvalget med et brag. Putin lod som om, hans prestige-bro i Kertj-strædet til 30 milliarder kroner ikke lige var blevet skudt i smadder, og at det i hvert fald ikke var vigtigt. NU kommer der konsekvenser, udtalte han, som om han ikke allerede havde kastet hele håndvasken og Ruslands fremtid efter krigen, men havde et skjult es oppe i ærmet.
Det var en gentagelse af den Wunderwaffe-retorik, han har taget i brug siden sommeren 2022, hvor det stod klart, at den virkelige virkeligheds resultater på slagmarken ikke behagede zaren, og at han derfor måtte opfinde en ny virkelighed, hvor Rusland var på nippet til at vinde det hele.
Som en slags forlængelse af den vrangforestilling havde Putin op til mødet også fremlagt en række absurde fredsforhandlingskrav uden hold i virkeligheden. Nu var det ikke længere blot Ukraine, men hele Østeuropa, der skulle ‘afmilitariseres’. Finland skulle ud af NATO, Storbritannien skulle opgive sin atomparaply, og de ukrainske territorier, han med tankens kraft forsøgte at gøre russiske i 2022, skulle nu endegyldigt anerkendes af omverdenen. Hvad militæret hidtil ikke har kunnet opnå, kunne måske ordnes ved at vifte med tryllestaven?
Mit dem Angriff Steiners... wird das alles in Ordnung kommen.
Kinesisk koaffaldsdynge
Alle kedede sig under det forudsigelige show i Shenzhen, som mest af alt var en kinesisk propagandaforestilling frem mod næste års partikongres. Den bliver i øvrigt en forudsigelig affære: Soldater vil komme til at gå i takt, kinesiske flag vil komme til at vaje, og Xi vil få et overvældende mandat. Her må jeg igen henvise til vores norske naboers tog-TV, hvis du vil falde i søvn.
I lyset af den gudsjammerligt røvsyge forestilling forsøgte verdenspressen desperat at klemme nogle historier ud af mødet. Der var den om, at Xi henviste Putin til en plads ved siden af konen. Det blev Putin trist over. Men så kaldte Trump ham for ‘sin ven’, og så blev han glad igen. Donald havde fået farvet hår, og hans nye frisure var lige så grim som den gamle.
Trods en ihærdig indsats kunne medierne ikke få den kinesiske koaffaldsdynge til at dufte af diplomatisk Chanel. De europæiske ledere, som ikke deltog i mødet om deres fremtid, afviste ganske som forventet det hele og holdt deres eget møde i Tyskland.
I begivenhedernes centrum stod tre kvabsede mænd og gentog sig selv. Putins Botox-svulmende kindsmil, Trumps nye hårfarve og Xi’s floskler om ‘styrket samarbejde’ og nedrustningsdialog ændrede ikke verdens gang, men bekræftede blot, hvad vi allerede ved om tre mænd, som for længst har overskredet pensionsalderen.
Måske var den mest rammende kommentar til snoozefesten i Shenzhen, at Donald Trumps egen krop igen forsøgte at undslippe kedsomheden ved at lægge sig til at sove under Xi’s tale.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.



