Tysk valg: Merz ligner ny kansler, mens yderfløjene vinder frem
Meningsmålingerne holdt stik da rekordmange tyske vælgere i går gik til stemmeurnerne. Det konservative CDU ligner valgets vinder, mens en række mindre partier falder for den høje spærregrænse.
Det er vel et tegn på krisetider, når man skal ånde lettet op over, at kun hver femte tysker ved gårsdagens valg stemte på et parti med nazistiske forbindelser. Alligevel følte mange nok netop det: lettelse over, at det trods alt ikke gik værre.
Mange af Merz’ kolleger i CDU havde ellers frygtet et boost til det højreekstreme Alternative für Deutschland, der tidligere på året bragede frem, og at meningsmålingerne ikke afslørede det sande billede. I Danmark betegnes den potentielle underrepræsentation for højreradikale partier i meningsmålinger ofte som DF-effekten.
“Det overordnede valgkort tegner et tydeligt billede af et land med stor utilfredshed, hvilket også prægede valgets tre store temaer: økonomisk stagnation, indvandringspolitik og sikkerhedspolitik i Europa efter Trump.”
I stedet ramte meningsmålingerne stort set plet, da tyskerne søndag gik til valg. 30 procent af vælgerne stemte som forventet på Christlich Demokratische Union (CDU), der blev valgets største parti. 20,8 procent satte kryds ved det højreradikale Alternative für Deutschland (AfD), mens de to regeringspartier, Socialdemokraterne (SPD) og De Grønne, tabte meget terræn med henholdsvis 16,4 % og 11,6 % af stemmerne. Katastrofen var total for den sidste regeringspartner, det liberale Freie Demokratische Partei (FDP), som med kun 4,3 % af stemmerne faldt for den høje spærregrænse på 5 procent.
Også den rødbrune populist Sahra Wagenknecht må gå skuffet hjem fra valgfesten efter hendes parti, Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW), måtte se sig slået på målstregen, da den endelige stemmeoptælling viste, at partiet havde fået 4,972 procent af stemmerne. 0,028 procentpoint var altså forskellen mellem nederlag og sejr!
Til gengæld var valget opmuntrende for hendes tidligere partifæller i Die Linke, som under Heidi Reichinneks og Jan van Akens ledelse har genfundet deres identitet.
Det blev til et rekordstort vælgerfremmøde, hvor hele 82,5 procent af vælgerne satte deres kryds. Den stemmeprocent er den højeste siden genforeningen af Tyskland i 1990.
Blåsort Tyskland delt i to
Netop genforeningen af Tyskland må siges at have fået et ironisk skær ved gårsdagens valg. Tyskland blev nemlig delt i to halvdele, og hvis man hentede et kort over landets tidligere øst- og vestblok ned fra reolen, ville det stort set svare til den nye deling. Østblokken ville dog ikke længere være rød, men derimod have den lyseblå AfD-farve, mens resten af Tyskland ville være farvet CDU-sort. Se blot på denne illustration fra Reuters over, hvilket parti der blev størst i de 16 forskellige Bundesländer:
Det overordnede valgkort tegner et tydeligt billede af et land med stor utilfredshed med den siddende regering, hvilket også prægede valgets tre store temaer: økonomisk stagnation, indvandringspolitik og sikkerhedspolitik i Europa efter Trump. Både CDU og AfD gik til valg på en benhård migrationskurs, og partilederdebatterne har til tider virket som en konkurrence mellem Christian Merz og AfD-leder Alice Weidel om at overbyde hinanden i stramningsretorik.
“Wir schaffen das” (“det klarer vi”), sagde Angela Merkel i 2015, da borgerkrigen i Syrien medførte store flygtningestrømme til blandt andet Tyskland, som i dag huser 1,2 millioner mennesker med syrisk baggrund. Valgsejren til Merz bekræfter, at CDU nu er endegyldigt færdig med Angela Merkels mere humanistiske kurs og gør samtidig fremtiden mere usikker for de mange flygtninge og migranter.
“For de kommende fire år handler det om at løse landets to store problemer: migration og økonomi”, sagde Merz i sidste uge, hvor han advarede om, at alternativet var “at glide over i højrepopulisme.“
For nogle kan det dog i praksis være svært at få øje på den afstand mellem AfD og CDU, som Merz lagde op til i partidebatten. I Tyskland har man ellers indført en såkaldt ‘cordon sanitaire’ rundt om AfD - et politisk begreb lånt fra epidemiologien, som betyder en hermetisk forsegling af et ikke-stuerent parti. Logikken er, at man risikerer at lukke sygdommen - i dette tilfælde en racistisk ideologi - ind i den politiske mainstream. Men CDU væltede efter manges opfattelse muren kort inden valget, da Merz ikke ville afvise at bruge AfD-stemmer til at vedtage en stramning af migrationsreglerne.
Forslaget omfatter blandt andet, at Tyskland skal kunne afvise asylansøgere ved grænsen, og det blev fremsat efter et knivangreb i januar, hvor en afvist asylansøger i byen Aschaffenburg dræbte to personer, heriblandt et to-årigt barn, og sårede yderligere tre. Det hører i øvrigt med til historien, at det dræbte barns forældre havde marokkansk baggrund, og at en anden af de sårede var en syrisk pige på to år.
Både SPD og De Grønne havde afvist at støtte forslaget, da de mente, det var i strid med både tysk flygtningelovgivning og EU-lovgivning på området.
Også for AfDs vedkommende var indvandrings- og flygtningepolitik det helt store emne i valgkampen. At partiets vælgerkerneland samtidig er i de dele af Tyskland, hvor der bor færrest brune mennesker, er et genkendeligt mønster fra Danmark og andre lande.
AfD vakte i sidste måned stor forargelse efter en kampagne i Alice Weidels hjemstavn Baden-Württemberg, hvor partiaktivister havde omdelt flyers med falske hjemrejsebilletter til personer med udenlandsk klingende navne. Merz’ villighed til at samarbejde med det højreradikale parti udløste også store protester i store dele af Tyskland, særligt i større, mere progressive byer som Berlin og Hamborg.
Ukrainekrigen og den nye europæiske sikkerhedsarkitektur under Merz
Selvom CDU og AfD gerne samarbejder om den fælles strammerkurs på migrationsområdet, er der ingen chance for, at Merz vil invitere Weidel til regeringsforhandlinger. For Merz er sejren en kulmination på årtiers rivalisering med Merkel-fløjen i CDU. Det er dog ikke kun i indvandringspolitikken, men også på det sikkerheds- og udenrigspolitiske område, at vi kan forvente nye toner.
Det blev både slået fast efter gårsdagens sejr og op til valget, hvor Merz ved en partilederdebat kritiserede Weidel for partiets prorussiske ‘neutralitetspolitik’ i spørgsmålet om at støtte Ukraine:
Friedrich Merz har gjort det til en mærkesag at øge støtten til Ukraine og har generelt profileret sig som en statsmand, der ønsker at gøre Tyskland til et toneangivende land for en ny europæisk sikkerhedsarkitektur. Den tyske kanslerkandidat har gentagende gange kritiseret den afgående kansler Scholz for at have været for tøvende i sin opbakning til Ukraine og har blandt andet talt for at sende langtrækkende TAURUS-missiler til forsvarerne.
Merz vil samtidig gøre op med den europæiske afhængighed af USA som alliancepartner. Allerede inden valget talte Merz dunder mod den europæiske afhængighed af USA.
“America First. Hvad svarer vi til det? Skal vi gøre os selv små? Krybe for deres fødder? Være bange? Eller skal vi som europæere og tyskere svare: med 450 millioner mennesker i EU er vi større end USA og Canada tilsammen. Hvis du optræder som en dværg, vil du også blive behandlet derefter.“
“Merz vil gøre op med den europæiske afhængighed af USA som alliancepartner”.
Efter valget bekræftede Merz, at han som kansler er klar til at forene Europa mod truslen udefra. Hans vision er et stærkere og mere forenet Europa, hvilket ideologisk gør ham mere på linje med CDU-forgængeren Konrad Adenauer. Spørgsmålet er blot hvilken vision for et samlet Europa, der egentlig driver Merz?
Med en fortid som bestyrelsesmedlem i den tyske del af Blackrock-koncernen er Merz en stærk fortaler for øget markedsgørelse, hvilket han allerede fastslog i bogen Mehr Kapitalismus wagen (2008). Dengang konkluderede Merz, at kapitalisme er en forudsætning for demokrati, og at kun et frit marked - med så få reguleringer som muligt - kan skabe velstand. Forsøget på at genrejse den skrantende tyske økonomi kan under Merz’ ledelse forventes at gå gennem frie tøjler til den tyske industri, hvilket også har fået mange klimaaktivister til at udtrykke frygt for, at den grønne dagsorden vil blive skubbet endnu længere ned på prioriteringslisten.
Spørgsmålet er også, om den største trussel i fremtiden kommer fra Rusland mod øst eller USA mod vest. Merz var ikke sen til at lange ud efter Trump-regeringens forsøg på at gå diplomatisk enegang ved at forhandle en fred i Ukraine på plads hen over hovedet på både ukrainerne og resten af Europa.
“Vi er USA’s allierede. Vi er ikke USA’s vasal“, sagde han lørdag.
Merz satte yderligere skub på retorikken, da han kort efter valget lovede mere uafhængighed fra USA, og kaldte Trump-regeringen “overvejende ligeglad” med Europas skæbne. Oven på den seneste måneds politiske kursskifte i Washington kan det ikke overraske, at forholdet til USA er køligt på tværs af fløjene i Tyskland.
Vicepræsident J.D. Vances hånlige opførsel ved sikkerhedskonferencen i München, hvor han kritiserede Tysklands begrænsning af ytringsfriheden og senere mødtes med AfD-forkvinde Alice Weidel (men ikke kansler Scholz), har ikke bidraget til at mildne stemningen. Både Ruslands forsøg på at påvirke valget til AfDs fordel gennem en massiv desinformationskampagne og den amerikanske regerings direkte rygstød til AfD, som også har fået støtte af fra skyggepræsident Elon Musk, vil blive husket af en kommende regering - uanset om kanslerposten skifter hen over midten.
Den 69-årige kansler in spe har længe været fortaler for en fælles europæisk atomvåbenparaply og kaldte det allerede for tre år siden en “europæisk livsforsikring.” Med den nye kansler er der dermed lagt op til, at ikke-spredningen af atomvåben vil blive taget til genovervejelse. Denne udvikling skal også ses i lyset af de polske udmeldinger tidligere på året om, at man i nabolandet er “klar” til at få atomvåben. Valget af Trump ser på den måde ud til allerede at have store konsekvenser for den europæiske oprustning, som med Merz i spidsen for Tyskland vil få endnu et nøk op.
Vælgerlussing til trafiklyset
Gårsdagens valg var en stor øretæve til den siddende regering. For den røde del af ‘lyskrydset’, som regeringssamarbejdet blev kaldt, var det særligt en dom over kansler Olaf Scholz. Det socialdemokratiske SPD gik næsten 10 procentpoint tilbage, og mistede 86 pladser i Forbundsdagen.
Der kan næppe være tvivl om, at Scholz’ dage på formandsposten er talte. Mange af hans partikolleger foretrak, at han allerede havde trukket sig inden valget og i stedet havde overdraget tøjlerne til den langt mere populære Boris Pistorius, der har været forsvarsminister. Efter søndagens valgresultat kommer den beslutning næppe til at ligge i ‘Scholzomatens’ egne hænder.
For de gule i FDP og Christian Lindner, som efter fyringen som finansminister i november fik hele valg-lavinen til at rulle, gik det endnu værre. Partiet gik fra et godt resultat i 2021, hvor man fik 10,7 % af stemmerne og 91 sæder i Forbundsdagen, til at ryge helt ud i kulden under spærregrænsen.
Det hele må føles som et déjà vu for Lindner, der også førte partiet til et lige-ved-og-næsten resultat i 2017. Dengang opnåede man stort set den samme stemmeandel på 4,8 % af stemmerne som ved gårsdagens valg. Lindner meddelte inden valget, at han ville trække sig, hvis partiet ikke kom over spærregrænsen, hvilket da også allerede er sket.
Sammenlignet med de to andre partier kan den grønne del af regeringstrekløveret næsten være tilfreds med kun at tabe et par procentpoint. Med 11 procent af stemmerne bevarede De Grønne en del af den store fremgang fra valget i 2021, og opnåede særligt gode resultater blandt kvinder og højtuddannede i større byer som Köln, Freiburg og Münster.
Fremgang til Die Linke - nedtur for Wagenknecht
Mens valget var en trist affære for regeringspartierne, var der til gengæld grund til glæde på den tyske venstrefløj. Her er Die Linke kommet stærkt tilbage efter næsten at være blevet udslettet i meningsmålingerne de seneste år. Partiet fik næsten fordoblet sin stemmeprocent, og kan med 8,8 procent af stemmerne og 64 pladser i Forbundsdagen se fremad med fornyet optimisme.
“Yngre kvinder i byerne reddede Tyskland fra et endnu større højreskred.”
Mens de øvrige tyske partier bevæger sig markant til højre på indvandringsspørgsmålet, og forsøger at fremstå som light-udgaver af Alternative für Deutschland, har Die Linke markeret sig som et antifascistisk alternativ. Det har især givet partiet medvind blandt unge vælgere og kvinder i de store byer, som i høj grad satte kryds ved partiet.
I spidsen for det genoplivede venstrefløjsparti står den energiske unge politikerkomet Heidi Reichinnek. Skulle man være i tvivl om hendes politiske ståsted, kan man tage et kig på hendes venstre arm, der prydes af en tatovering af det revolutionære marxistiske ikon Rosa Luxemburg. De tysktalende kan også høre ‘Dronning Heidis’ bragende tale tidligere på måneden, hvor hun i skarpe vendinger kritiserede Friedrich Merz’ beslutning om at bryde med brandmuren rundt om AfD. Den gik efterfølgende viralt på sociale medier og tilskrives også en del af partiets comeback:
“Yngre kvinder i byerne reddede Tyskland fra et endnu større højreskred”, bemærkede journalisten Ingwar Perowanowitsch efter valget på Twitter. Af hans tweet fremgår det, at 34 procent af denne vælgerdemografi satte kryds ved Die Linke i går, mens yderligere 22 procent af dem stemte på De Grønne.
En anden af partiets ledere, Ines Schwerdtner, forklarede inden valget det politiske comeback med, at partiet havde fundet tilbage til sine rødder: en klart defineret, antiracistisk og antikapitalistisk politik - og en solid mængde græsrodsarbejde, herunder at ringe på mere end 300.000 dørklokker den seneste måned.
“Det er utroligt, hvor meget energi vi kan frigive, når vi gør vores holdninger tydelige for folk og arbejder målrettet,” sagde Schwerdtner i et interview inden valget.
Schwerdtners kommentar viser den begejstring, der igen er kommet for og i Die Linke, men kan også ses som en slet skjult stikpille. Mens der var glæde i Die Linke over det gode resultat, ser valget ud til at blive en bitter nedtur for stikpillens modtager, deres tidligere partifælle Sahra Wagenknecht. Hendes parti ser med 4,97 procent af stemmerne ud til, ligesom FDP, at være få promiller fra at kravle over spærregrænsen.
Wagenknecht brød i 2023 med partiet efter flere års hård magtkamp og stiftede sidste år sit eget parti, Bündnis Sahra Wagenknecht. Wagenknecht, der selv er født og opvokset i det tidligere Østtyskland hos sine bedsteforældre i Jena, er både en klassisk betonkommunist og - som partinavnet antyder - en moderne populist.
Splittelsen mellem Wagenknecht og Die Linke var netop forårsaget af hendes uforsonlige kurs på indvandringsområdet, hvor hun, ligesom store dele af den tyske politikerklasse, har forsøgt at kopiere AfD. Wagenknecht har blandt andet udtalt, at indvandring er “en liberal mærkesag” og at det er med til at sænke levestandarden for tyske arbejdere. Hun fremstiller sig selv som folkets sande helt på klassisk populistisk vis, mens resten af venstrefløjen er ‘arrogante, elitære og ude af trit med arbejderklassens sande ønsker.’ Wagenknecht bliver dog selv finansieret af den excentriske Karlsruhe-millionær Ralph Suikat, der også har fremlagt planer om at bruge BSW til at komme i Forbundsdagen.
Også hvad angår Ukraine-krigen har BSW været på linje med AfD og har gentaget russiske desinformationsnarrativer om en ‘proxy'-krig’, som i virkeligheden var NATOs skyld. Wagenknecht ser samtidig Kinas totalitære regime som “et forbillede for at styre en nationaløkonomi“.
Trods nederlaget kæmper Wagenknecht dog videre og virker fast besluttet på at blive i tysk politik. I umiddelbar forlængelse af valgresultatet begyndte hun at lufte en række konspirationsteorier om, at nederlaget skyldtes en sammensværgelse i de tyske medier, og hun stillede også med det samme spørgsmål ved valgets gyldighed.
Hvis Schwerdtners stikpille op til valget ikke var tydelig nok, gjorde Die Linke det efter søndagens valg endnu mere klart, at man nu endelig var kravlet ud fra den sten, som bruddet med Wagenknecht havde placeret partiet under - og at det var en stor del af forklaringen på partiets fremgang.
“Takket være vores brud med Wagenknecht er vi igen blevet et ideologisk sammenhængende parti”, sagde medformand Martin Schirdewan.
Alles wie gewohnt?
Mens valget således kan siges at være en sejr for de to yderpartier i hver sin ende, ser det ud til at blive en tilbagevenden til en velkendt ramme: CDU sætter sig igen på den kanslerpost, de har bestriddet i 52 af de 76 år, der er gået siden kanslerpostens genoprettelse i 1949.
Meget har med gårsdagens valg forandret sig i tysk politik, og meget forbliver alligevel det samme. Nogle ånder sikkert lettet op - i hvert fald indtil næste valg.