Selvom det svenske parlament, Riksdagen, er næsten dobbelt så stort som vores eget Folketing, og Sverige også har en tilsvarende større befolkning, er svensk politik egentlig en overskuelig affære. På en række punkter minder svensk politik også ufattelig meget om dansk politik.
Ved sidste valg var der kun otte partier at holde styr på, noget mindre end de tolv partier plus færøske og grønlandske mandater, som sidder på Christiansborg. Svenskerne ved samtidig, at der skal stemmes hvert fjerde år i september, og behøver derfor ikke gå og spekulere over ekstravalg, nyvalg og den slags demokratiske særegenheder. Sådan har det været, siden Olof Palme var statsminister, og sådan bliver det nok ved med at være.
Selv partiernes navne er forudsigelige. Centerpartiet, De Liberale og De Grønne. Socialdemokraterne og Kristendemokraterne. Venstrepartiet. Gab! Det er så generisk, at en svensk Borgen-remake ville få svært ved at overgå manglen på kreativitet.
Der var heller ingen dramatiske udsving ved søndagens valg. Hvis du leder efter adrenalin og sensation, kan du med fordel lukke denne artikel allerede nu og klikke ind på Ekstra Bladet, hvor du kan læse om BRAND PÅ KRYDSTOGTSKIB (ingen er kommet til skade). Du kan også hoppe over på The Sun, hvor du kan se de SENSATIONELLE billeder af, at Lady Gaga har fået et barn.
Vil du have en smule mere indsigt i svensk politik, kan du imidlertid blive hængende her på siden i fem minutter endnu, hvor vi gennemgår det svenske valg.
Lille lussing til de store partier
Valgets to største tabere var også de største partier i hver sin blok. Hos oppositionen gik Socialdemokraterna (S) syv mandater tilbage og ser ud til at ende på 100 pladser i Riksdagen. Det vil tangere det ringeste resultat for S i moderne svensk historie.
Måske havde Socialdemokraterne hentet Benny Andersson fra ABBA ind til valgkampen for at mindes den glade tid, hvor partiet sad tungt på svensk politik. I 1968 fik S et absolut flertal af stemmerne, men siden 1980’erne, hvor partiet lå stabilt mellem 40-50 procent af stemmerne, er det gået støt tilbage. Ved valget i 2018 nåede man det hidtidige lavpunkt, som nu igen ser ud til at tegne sig for S. Stemmeandelen på 28 procent er endda den laveste for partiet siden 1908.
Alligevel kan det lunkne resultat, som altså udvisker partiets fremgang ved 2022-valget, vise sig at være præcis nok til at vippe regeringen af pinden. De tre andre partier i oppositionsblokken fik nemlig en samlet fremgang på ti mandater. Særligt Miljöpartiet de gröna (MP) og Vänsterpartiet (V), der kan oversættes til SF og Enhedslisten i danske termer, gik frem med henholdsvis fire og fem mandater, mens Centerpartiet (C) fik et enkelt mandat mere end i 2022.
“Vi kan komme til at se et regeringsskifte henover midten trods fremgang til alle tre regeringspartier.”
På den anden side af det politiske spektrum fik de højreradikale Sverigedemokraterne (SD) valgets største vælgerlussing. Der var dog ikke helt tale om et power slap leveret af Damian Dibbel, men snarere en korrektion efter 20 års uafbrudt fremgang. Med 11 tabte sæder gik SD ligesom S tilbage med præcis samme antal mandater, som man var gået frem ved valget i 2022, og står nu til at få 62 mandater ligesom i 2018.
SD’s tilbagegang på 11 mandater betyder også, at Moderaterne (M) igen ser ud til at blive blå bloks største parti. Som Sveriges største regeringsparti var M ellers blevet stillet i den akavede situation, at støttepartiet SD var blevet større end dem selv efter sidste valg. Moderaterne ser således ud til at have opnået 70 mandater denne gang, hvilket er en fremgang på to mandater.
Moderaterne brød i 2022 den cordon sanitaire, som ellers var blevet lavet for at sikre, at det højreradikale SD blev holdt udenfor indflydelse. Den såkaldte Tidöaftale banede vejen for en regering bestående af Moderaterne, Liberalerna (L) og Kristendemokraterne (KD) med Sverigedemokraterne som støtteparti.
Både de liberale og de kristendemokratiske junior-regeringspartnere gik frem ved valget og ser ud til at have fået tre ekstra sæder hver. Det kan altså betyde en lidt bizar situation, hvor vi kan se et regeringsskifte henover midten trods fremgang til alle tre regeringspartier! Samlet skiftede blot 36 af de 349 pladser partifarve i forhold til valget i 2022.
Regeringssamarbejdet er blevet mere kompliceret af, at Sverigedemokraterne denne gang har stillet krav om at blive indlemmet i regeringen. Liberalerna har på forhånd afvist at indgå i en regering med SD, som til gengæld har angrebet partiet hårdt, blandt andet gennem partileder Jimmie Åkessons opfordring til ikke “at spilde blå stemmer på dem”. Den udmelding kom efter meningsmålinger viste, at L var tæt på spærregrænsen, som i Sverige er på fire procent. Splittelsen i blå blok taler også for en ny svensk regeringskonstellation.
Vänsterpartiet kan blive kongemager
En af valgets største vindere blev Vänsterpartiet, ikke mindst fordi partiets fremgang og Socialdemokraternes tilbagegang forrykker magtbalancen i rød blok. Partileder Nooshi Dadgostar har i den forbindelse sagt, at man nu er klar til at komme i regering og vil have de røde partier til at præsentere en fælles platform. Dadgostar har endda truet med at nedstemme ethvert rødt regeringsgrundlag, hvis det ikke inkluderer ministerposter til gengæld for støtten.
Vänsterpartiet har gennem længere tid arbejdet sig i retning af at blive anset som et ‘regeringsdueligt’ parti. Senest er partiet kommet af med en række interne kritikere af Dadgostars politiske linje. Først blev Loreno Delgado Varas i 2025 ekskluderet fra parlamentsgruppen efter beskyldninger om antisemitisme og intern strid om blandt andet støtten til Ukraine. Derefter trak Daniel Riazat sig i protest for sammen med Varas at stifte Framtidens Vänster. Senest trak Malcolm Momodou Jallow sig så også i april 2026 for at blive uafhængig.
Alle tre er efter valget ude af Riksdagen, hvilket giver Dadgostar mulighed for at få en mere forenet parlamentarisk gruppe til at bakke op om kravet. Også her minder den politiske udvikling om den danske, nærmere betegnet i søsterpartiet Enhedslisten, hvor en række kritiske stemmer de seneste år har meldt sig ud af partiet. Flere tidligere ledelsesmedlemmer har også her søgt i retning af et nyt parti, Rødt Venstre, hvis politiske program minder om det, man finder i Framtidens Vänster.
En bremseklods for Dadgostars plan om ministerposter er imidlertid Centerpartiet, som ikke ønsker at have Vänsterpartiet med i regeringen. Fra Vänsterpartiets perspektiv er Centerpartiets økonomiske politik heller ikke i høj kurs, hvilket vil vanskeliggøre en regeringskoalition. Situationen er altså ikke helt ulig forholdet mellem Enhedslisten og De Radikale i Danmark.
Udmeldingerne om regeringsambitioner hos både Vänsterpartiet og Sverigedemokraterne kan selvfølgelig også resultere i et andet, tilsvarende ‘dansk’ udfald i form af en regering henover midten. Det er dog svært at forestille sig, at Moderaterne og Socialdemokraterne skulle begrave stridsøksen og regere sammen. Det mest sandsynlige scenarie ville derfor være en regering med enten deltagelse eller støtte fra både S, MP og C fra oppositionen samt KD og L fra den nuværende regering.
Kristendemokraterne har ganske vist udelukket at støtte en regering ledet af Magdalena Andersson, men som alle, der stadig husker Jacob Ellemann-Jensens politiske karriere, ved, har man jo et standpunkt, til man tager et nyt i politik.
Det svenske valg er endnu en gang blevet afviklet på en septemberdag. Over 80 procent af svenskerne mødte troligt op for at sætte deres kryds. Der var 17 grader og overskyet i Stockholm; det regnede en smule i Göteborg.
Der var intet behov for, at uafhængige valgobservatører erklærede valget ‘frit og fair.’ Sverige er et ordentligt land, hvor man afleverer sin flaskepant og gør sin borgerpligt efter 1.460 dage. Taberen forventes at acceptere sit nederlag. Der var ikke noget stort drama; der var ingen beskyldninger om valgsvindel eller stemmekøb. Men måske skete der præcis nok til et regeringsskifte.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.