
For et par uger siden var den helt store vinder i delstaten Sachsen-Anhalt det højreradikale Alternative für Deutschland. Ved søndagens valg i Berlin var der omvendt fortegn. Her stormede venstrefløjspartiet Die Linke frem og fik mere end fordoblet sit stemmetal fra sidste valg.
Alternative für Deutschland fik dog også et godt valg og er nu Berlins tredjestørste parti. Til gengæld blev det til endnu et katastrofevalg for det regerende konservative CDU, som også tabte stort i forrige weekend. Resultatet øger presset på kansler Friedrich Merz, som dog afviser at træde tilbage.
Huspriser og boligmangel var nøglen til succes for Die Linke
“Fra i dag ændrer vi Berlin sammen.”
Sådan lød de sejrssikre ord fra valgets helt store vinder, Elif Eralp, der stillede op som borgmesterkandidat i hovedstaden for Die Linke. Med en fremgang på hele 25 mandater sikrede hun sammen med resten af partiet, at Linke nu sidder på 47 af de 158 sæder i Berlins parlament. For Eralp og resten af venstrefløjspartiet ser fremtiden også lys ud. Blandt de yngre berlinere var partiets vælgerandel nemlig endnu højere; 48 procent af vælgerne i aldersgruppen 25-34 år stemte ifølge en valgmåling på Die Linke.
Valgets helt store omdrejningspunkt var ejendomspriserne og manglen på billige boliger i Berlin. Die Linke præsenterede i valgkampen et radikalt forslag om at overtage kontrollen med de største boligforeninger i hovedstaden. Hvis forslaget går igennem vil det betyde, at over 200.000 lejeboliger fremover skal drives gennem en offentlig institution (AöR). Her er det særligt udlejningsejendomme drevet af Deutsche Wohnen (113.000) og Vonovia (47.000), som partiet vil have på offentlige hænder.
“Elin Eralp ville blive den første person med udenlandske rødder til at blive borgmester i en tysk millionby.”
Berlin er ligesom mange andre storbyer blevet presset af en stor befolkningsvækst, hvor nybyggeri ikke har kunnet matche den stigende efterspørgsel. De sidste ti år er kvadratmeterprisen steget med 75 procent, og går vi ti år længere tilbage, er den årlige husleje i gennemsnit blevet næsten tredoblet. Da lønnen ikke er vokset med tilsvarende hastighed for byens arbejderklasse, udgør huslejen samtidig en større del af deres budget.
Ved en folkeafstemning i september 2021 stemte et markant flertal (57,6 %) af hovedstadens indbyggere for at afprivatisere de store boligfirmaer. Die Linkes store fremgang skal derfor også ses i lyset af, at mange vælgere er frustrerede over de manglende resultater fra midterpartierne på området. Forslaget bliver fortsat mødt med skepsis af blandt andet SPD, som mener, at finansieringen på knap 150 milliarder kroner gør det urealistisk at implementere i praksis.
En stor del af Die Linkes stemmer kom fra De Grønne, som tabte otte mandater og nu må nøjes med 26 pladser. Det betyder også, at de to partier, som begge ligger til venstre for SPD på en række politiske områder, ikke kan opnå flertal alene, men formentlig må forlade sig på SPD. Efter et skuffende valg, hvor det socialdemokratiske parti gik fra 36 til 22 mandater, må partiet nu indstille sig på en ny rolle som potentielt støtteparti.
Elif Eralp spås nu at blive Berlins næste borgmester, hvilket vil være et nybrud i tysk politik på en række områder. Først og fremmest vil det være første gang i moderne historie, at den tyske hovedstad ikke regeres af hverken CDU eller SPD. Eralp ville også blive den første person med udenlandske rødder til at blive borgmester i en tysk millionby. Hendes forældre kom til Tyskland i 1980, efter at være flygtet fra Tyrkiet i forbindelse med statskuppet samme år, og fik året efter datteren Elif i München.

Stor fremgang til AfD i Berlin og nabostaten Mecklenburg
Mens Die Linke med succes fik solgt deres vision for et billigere Berlin til vælgerne, solgte valgets anden store vinder, Alternative für Deutschland (AfD), en anden fortælling om Berlin. Her gik spidskandidat Kristin Brinker til valg på at standse alle nye asylophold i Berlin og at oprette et nyt kontor, som blandt andet skal igangsætte remigration og deportationer af folk uden opholdstilladelse.
“Brinker har tidligere fremstillet sig selv som en del af partiets mere ‘moderate’ fløj. Den store fremgang for partiet i de omkringliggende delstater ser imidlertid ud til at have skubbet Brinker og resten af hovedstads-afdelingen i en mere højreradikal retning.”
AfD fremlagde også en plan for at imødegå boligmanglen, som dog gik i den stik modsatte retning. I stedet for at lægge boligområdet på offentlige hænder lagde partiet vægt på mere nybyggeri og mindre statslig regulering som løsninger.
Det nationalkonservative parti foreslog også at indføre et pointsystem, som skulle sætte folk med mange års bopæl i Berlin først i køen. Samtidig kunne partiet ikke dy sig for også at kæde boligkrisen sammen med indvandring. Som led i valgkampen kørte partiet en tydeligvis AI-genereret kampagne med sloganet ‘boliger er ikke asylhjem’ (Wohnungen sind keine Asylheime), selvom under 0,5 procent af hovedstadens indbyggere er asylansøgere. Omkring fem procent af Berlins befolkning havde ved udgangen af 2025 flygtningebaggrund, hvoraf en tredjedel var ukrainere.
Nord for hovedstadsområdet fik AfD også et glimrende resultat i den lille forbundsstat Mecklenburg-Vorpommern. Det tidligere østtyske område er blandt Tysklands fattigste og mindst befolkede delstater og har traditionelt været en højborg for socialdemokraterne i SPD. Resultatet blev da også et lokalparlament delt i to næsten lige store dele, hvor AfD og SPD fik henholdsvis 32 og 29 mandater ud af 71 mulige.
Kristin Brinker har tidligere fremstillet sig selv som en del af partiets mere ‘moderate’ fløj sammen med landsledelsen Tino Chrupalla og Alice Weidel. Den store fremgang for partiet i de omkringliggende delstater Sachsen-Anhalt, Thüringen og nu også Mecklenburg-Vorpommern, ser imidlertid ud til at have skubbet Brinker og resten af hovedstadsafdelingen i en mere højreradikal retning.
I et interview med Tagesschau kort før valget blev hun spurgt om forskellen på hende og partiets ekstreme leder i Thüringen, Björn Höcke. Hendes svar: “Han er en mand, og jeg er en kvinde.” Der er dog ikke udsigt til særlig stor indflydelse for Brinker og AfD i Berlin, eftersom samtlige partier fortsat holder dem udenfor det politiske samarbejde.

Merz og Wagenknecht taber igen
Valgenes helt store taber blev igen de konservative kristendemokrater (CDU). Mens det i Mecklenburg-Vorpommern blev til en moderat tilbagegang for SPD, fik CDU en decideret øretæve. Partiet mistede samtlige 12 mandater og ramte den i tysk politik mest frygtede stemmeandel på 4,9 % - lige under spærregrænsen på fem procent.
Helt så galt gik det ikke i Berlin. Her mistede CDU ‘kun’ 18 af sine 52 mandater, hvilket præcis holdt dem foran AfD, som med 29 mandater blev tredjestørst. Tilbagegangen for alle tre midterpartier og fremgangen til de to yderpartier betyder, at den hidtidige regeringskoalition mellem SPD og CDU ser ud til at være fortid.
For kansler Friedrich Merz var lokalvalgene endnu et ydmygende nederlag blot to uger efter det dårlige valg i Sachsen-Anhalt. Merz var da heller ikke sen til at kalde resultatet i Mecklen-Vorpommern for “en katastrofe”. Rygterne svirrer nu om Merz’ mulige afgang efter kun halvandet år ved magten. Den tyske kansler har dog foreløbigt afvist at træde tilbage.
“Det, der er brug for nu, er en stærk rygrad, målrettethed og tålmodighed. Som kansler og CDU-formand er det, hvad jeg vil tilbyde,” sagde Merz på et pressemøde søndag.
Valgets anden store taber blev Sahra Wagenknechts Alliance – Fornuft og Retfærdighed (BSW), som igen ser ud til at have fået en lang næse af spærregrænsen. Ved valget i 2025 fik partiet 4,9 procent af stemmerne på landsplan og var dermed blot 9.529 stemmer fra at kravle over grænsen. Det ville have udløst omkring 34 af Forbundsdagens 630 pladser. I stedet fik Wagenknecht-partiet nul.
BSW opstod som en udbryderfraktion fra Die Linke i 2024. Partiet er, som navnet antyder, centreret om lederfiguren Sahra Wagenknecht. Hun ønskede blandt andet en mere pro-russisk og indvandringsskeptisk politik. Ved lokalvalget i Berlin fik BSW 4,72 procent af stemmerne og måtte altså igen gå slukørede hjem. Denne gang kan de kigge udefra og ind på deres tidligere partifæller i Die Linke, som efter søndagens valg er blevet det største parti i den tyske hovedstad.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.



