Yevhen har kæmpet for Ukraine på den digitale slagmark siden 2014
Som chefredaktør for StopFake har Yevhen Fedchenko bekæmpet fake news og russisk desinformation siden Krim-invasionen i 2014. Han advarer om en informationskrig, der hastigt spreder sig.
Lyt til artiklen her.
Længe før ord som fake news, desinformation og postfaktualitet blev optaget i den danske ordbog, arbejdede det ukrainske faktatjek-medie StopFake på højtryk for at imødegå strømmen af historier fra den ofte kreative russiske løgnemaskine.
På deres hjemmeside finder man altid en kontant gennemgang af de seneste nye falske historier. I dag debunkes en historie, angiveligt fra CNN, hvor en ukrainsk korrespondent skulle have stjålet vin under evakuering. På forsiden finder vi også en falsk historie om forsvarsminister Mykhailo Fedorovs kone, som skulle have købt en yacht til 200 millioner kr., og vil man gå mere i dybden, kan man også læse baggrundsartikler om de russiske kidnapninger af ukrainske børn eller myten om et løfte til Rusland om ikke at udvide NATO mod øst.
Ukrainske nazister, NATO-trusler og sataniske sammensværgelser: Har man beskæftiget sig med russisk desinformation igennem længere tid, kan det virke som et Sisyfos-arbejde at skulle modbevise de samme slidte narrativer gang på gang. Men arbejdet som professionel faktatjekker kræver tålmodighed og mod på at aflive de samme fortærskede historier i nye indpakninger. Gang på gang.
En sådan tålmodighed er Yevhen Fedchenko udstyret med. Som chefredaktør for StopFake har han utrætteligt arbejdet på at imødegå den russiske desinformation i over et årti . Det er et konstant og til tider udmattende kapløb mod en velfinansieret modstander med allierede i hele verden. Hans indsats i informationskrigen afspejler på den måde den mere konventionelle krig, som hans hjemland udkæmper på femte år. I dag har han taget tid ud af programmet til at fortælle EuropaNyt om sit arbejde.
Kamp mod overmagten
StopFake startede for 12 år siden. Dengang havde Værdighedsrevolutionen kulmineret med, at den ekstremt korrupte præsident Janukovitj var flygtet ud af landet med over hundrede milliarder i kufferten. Hans destination var Rusland, hvor han siden har opholdt sig.
Der skulle dog ikke gå længe, inden russiske aktører vendte tilbage til Ukraine, denne gang i form af ’små grønne mænd’ – russiske specialstyrker, som havde taget deres hundetegn af. På få uger overtog de Krimhalvøen stort set uden at skulle løsne skud. Samtidig aktiverede de oprørsgrupper i Donetsk og Luhansk, som blev delvist besat.
“Alarmklokkerne ringede ikke i resten af verden, fordi folk troede det var et lokalt fænomen.”
Yevhen, der arbejdede som rektor for Mohyla School of Journalism i Kyiv-forstaden Podil, lod sig hverve i informationskrigen. I 2024 fratrådte han sin stilling for at hellige sig arbejdet for StopFake på fuld tid.
”Den russiske invasion var resultatet af en meget effektiv hybridkrig, som nærmest gjorde den militære operation til en eftertanke. Det var et meget klart signal til mig og mine kolleger om, at krigens natur havde ændret sig,” fortæller han.
“Informationskrig og desinformation var blevet den nye frontlinje. Vi var stadig forvirrede, men begyndte at tænke i nye baner. Derfra tog projektet hurtigt form. Vi var på en måde øjenvidner til en ny form for krig, der nu er blevet tydelig for mange. Det var den bestemt ikke på det tidspunkt.”
Invasionen i 2014 blev simpelthen en ny slags opskrift på krig?
”Ja, præcis. Det var den første informationskrig af sin slags, en hybridkrig, som på nogle punkter overflødiggjorde kinetisk krig. Alarmklokkerne ringede bare ikke i resten af verden, fordi folk troede det var et lokalt fænomen.”
”Vores formodninger om, at krigens natur havde ændret karakter, viste sig hurtigt at holde stik. Det betød, at vi gjorde os en masse erfaringer med den skelsættende transformation længe før andre. Vores arbejde blev indledningsvist mødt med stor skepsis. Det var svært at overbevise folk om, at det ikke blot var et afgrænset fænomen, der kredsede om Ukraine, men at det var en krigslogik, som meget hurtigt ville sprede sig.”
Jeg kommer til at tænke på, hvad Pekka skriver i indledningen til vores bog om Vinterkrigen, hvor den sovjetiske invasion bliver indledt med et falsk flag i bombningen af Mainila. På en måde har informationskrig vel en lang forhistorie i Rusland?
”Informationskrig har længe været en del af den russiske og sovjetiske krigsdoktrin, ja. Det nye er den måde, hvorpå digitale værktøjer forstærker dens effekt. Det gør den både øjeblikkelig og verdensomspændende. Vi kan finde mange eksempler i historien på desinformationskampagner”, svarer Yevhen.
Som eksempel fremhæver han den indiske avis Patriot, der blev grundlagt i 1958 med støtte fra Moskva. Dengang var målet at sprede sovjetisk propaganda, og sandheden var også dengang til forhandling.
”De spredte desinformation om bl.a. AIDS med dødbringende konsekvenser for den indiske befolkning. Men det var dyrere og mere tidskrævende end i dag, hvor Kreml-regimet forholdsvist billigt kan sprede sine falske narrativer til resten af verden.”
Den globale informationskrig
Selvom Yevhen i dag er bosat i Madrid, oplever han stadig den russiske informationskrig på tæt hold. Kreml bruger mange ressourcer på at sprede sine falske narrativer til resten af verden, og det gælder ikke mindst for den spansktalende verden, forklarer han.
”Der er stærke historiske bånd imellem efterretningstjenester og politiske partier, men også hvad angår medier. Rusland kan drage fordel af en stor infrastruktur, som både har eksisteret i årtier og bliver aktivt udvidet. Som Margarita Simonjan (chefredaktør for RT, red.) siger, “du kan ikke opbygge dit publikum efter krigen er startet.”
“Det handler om volumen og intensitet, når man skal sprede et narrativ online. Fakta er fuldstændig ligegyldige.”
RT har en stor tilstedeværelse, mens også lokale medier spreder desinformation. Som eksempel nævner han det venezuelanske medie Telesur, der er blandt de største spredere af russiske desinformationsnarrativer i Latinamerika. Kreml har også etableret spanske versioner af RT og Sputnik og betaler desuden lokale influencere til at sprede sine budskaber.
“I Latinamerika er der en opfattelse af, at Rusland er Sovjetunionens historiske arvtager. Kreml bruger mange ressourcer på at fremme det billede af Rusland som en modstander af den globale neokolonialisme, og forsøger at kæde krigen i Ukraine sammen med det. Det narrativ er tillokkende for mange venstreorienterede i Latinamerika.”
Det kan virke en smule komisk, at ‘anti-imperialister’ forsvarer verdens angiveligt rigeste mand, som selv leder en aggressivt højrenationalistisk kolonimagt?
“Det er ikke, fordi det er et særligt logisk sammenhængende argument, men det handler om volumen og intensitet, når man skal sprede et narrativ online. Fakta er fuldstændig ligegyldige.“
Når samtalen falder på influencere i Latinamerika, er det svært at komme udenom Inna Afinogenova. Før invasionen i februar 2022 var hun vicedirektør hos RT, nummer to i hierarkiet bag den magtfulde Simonjan. Hun var desuden vært for RT en Espanol og producerede også indhold for den populære YouTube-kanal Ahi Les Va (Værsgo). Her var hendes opgave at nedtone faren for krig og at sprede Kremls narrativer til et spansktalende publikum.
Selvom hun stoppede som vært for RT, efter den store invasion viste sig at blive en realitet, og officielt fordømte krigen, spreder hun fortsat Kreml-propaganda i Latinamerika, om end på mere subtil vis. Nicolás de Pedro fra Institute for Statecraft har beskrevet det således:
“Selvom hun angiveligt har fordømt krigen, flugter Afinogeno vas retorik stadig med Kremls dagsorden på en lang række områder. Hendes nye rolle er at bidrage til russisk diplomati ved at nedbryde støtten til Ukraine fra Vestens side.”
Afinogenova blev samme år ansat af Canal RED, stiftet af den tidligere Podemos-leder (spansk venstrefløjsparti, red.) Pablo Iglesias, hvilket igen fører tilbage til forbindelsen mellem Kreml-propaganda og den spansktalende venstrefløj.
”Afinogenova har høje seertal i Latinamerika, og har som næste mål at påvirke spansktalende indbyggere i USA. Hun har i forvejen et publikum i den del af verden, der giver mainstream-medier som CNN baghjul”, siger Yevhen.
Kremls opportunisme
Også i Yevhens nye opholdsland står narrativet om Rusland som en anti-imperialistisk allieret stærkt. Da den ukrainske præsident Zelenskij for nyligt besøgte Spaniens premierminister Pedro Sanchez, blev han inviteret på Reina Sofia-Museet i Madrid. Her så de Guernica, Picassos berømte anti-krigsmaleri, der portrætterer den fascistiske alliances bombning af den baskiske by i 1937.
“Det skabte en total nedsmeltning i venstreradikale kredse hernede. Hvor vovede premierministeren at invitere en nazist som Zelenskij til at se kommunisten Picassos berømte billede?“, siger Yevhen.
“Ideologi er underordnet for Kreml, så længe folk er villige til at sprede deres budskaber.”
Guernica-sagen er også et eksempel på Kreml-regimets opportunisme. Lokale begivenheder bliver vævet ind i et anti-ukrainsk narrativ, hvor alt kan gøres til en del af en større konspiration, forklarer han.
Da en togulykke i Córdoba-provinsen tidligere på året forårsagede stor skade - 46 dræbte og 292 kvæstede - skulle der heller ikke gå lang tid, før tragedien blev gjort til en anledning til at sprede russisk desinformation. Falske videoer begyndte hurtigt at florere på nettet, hvor spansk politi angiveligt skulle være på jagt efter fem ukrainere, som stod bag angrebet. For at give videoen yderligere troværdighed var den udstyret med falske Euronews-logoer - en kendt taktik fra den russiske Operation Doppelgängers drejebog. StopFake var naturligvis på sagen og aflivede historien.
Mange af Kremls allierede i vores del af verden er folk på den radikale højrefløj; AfD i Tyskland, Viktor Orbán i Ungarn, Nigel Farage, Marine Le Pen og så fremdeles. Det er interessant, at der i den spansktalende verden lader til at være en stærk(ere) forbindelse til venstrefløjen.
“Ideologi er underordnet for Kreml, så længe folk er villige til at sprede deres budskaber. Rusland går efter at infiltrere lokale bevægelser for at skabe et billede af opbakning i lokalbefolkningerne. Det gælder både her i Spanien og resten af verden. Det gør det samtidig svært at imødegå fordi man ikke kan forbyde folk at have en holdning,” siger Yevhen.
Når den russiske propaganda skræddersys til et lokalt publikum, må modsvaret også blive det. Fra basen i Madrid går Yevhens arbejde derfor også med at koordinere oversættelse af StopFakes artikler. Mediet bliver i dag udgivet på 14 forskellige sprog, herunder spansk, fransk, italiensk og russisk. Frekvensen afhænger af frivillige bidrag, og skulle danske læsere have lyst til at bidrage med oversættelser, opfordrer Yevhen til at man tager kontakt.
Vestens arrogance
Selvom Yevhen og hans kolleger har stået forrest i kampen mod desinformation og fake news, længe før begreberne overhovedet kom til resten af Europa, bliver de ukrainske erfaringer stadig behandlet som en slags sidebemærkning.
”Vi oplever, at folk kommer til Ukraine og prøver at lære os, hvordan vi skal tackle den russiske informationskrig. Det er selvfølgelig velment, men måske skulle de også prøve at lytte til vores erfaringer,” siger han.
Forestillingen om, at vi i Vesten skulle kunne lære noget af andre, kan være svær at sluge for mange?
“”På en måde er det parallelt til dét, vi ser i forhold til dronekrigen. Her er Ukraine førende på verdensplan, men USA har fx svært ved at acceptere, at et andet land skulle være dem militært overlegne - eller kunne lære dem noget om krig. Det samme er tilfældet i den russiske informationskrig. Vi har bekæmpet den i over et årti. Resten af verden bliver nødt til at tage ved lære af vores erfaringer, og forstå Ukraine som en leverandør af sikkerhed – både hvad angår droner og hybridkrig.”
For de ukrainske informationskrigere kan det føles bizart at skulle overbevise mindre erfarne aktører om deres værd, ikke mindst fordi det ukrainske faktatjekker-miljø oplever kroniske finansieringsproblemer, forklarer Yevhen.
“Pendulet er på en måde begyndt at svinge i den anden retning, men svaret bliver ofte at kaste mange penge efter en løsning. Det ender tit med, at store firmaer får penge til nogle projekter uden at have den fjerneste idé om, hvordan de skal bruge dem mest effektivt. Den demokratiske verden er kommet meget sent ind i kampen, og halter fortsat bagefter. Den russiske desinformations-fabrik er et globalt foretagende, som bliver brugt effektivt til at sprede budskaber på tværs af landegrænser.”
Så vi skal også tænke i mere globale løsninger?
“Mange regeringer behandler informationskrig som et spørgsmål om national sikkerhed. Der er brug for at tænke det som et globalt problem, hvor løsningerne også må gå på tværs af landegrænser. Vi kan ikke behandle det som et kapløb mellem nationalstater – det er et spørgsmål om overlevelse for os alle sammen.”
I den digitale offensiv
Hvordan tegner informationskrigen sig i foråret 2026? Yevhen Fedchenko ser en rød tråd i de russiske narrativer, som forgrener sig i to retninger.
“Det ene retter sig mod ukrainere, og har til formål at nedbryde vores kampvilje. Her er fokus på at tale intern korruption op og kæde problemer sammen med den ukrainske elite. Det andet retter sig mod Vesten, og har til formål at undergrave den militære og humanitære støtte.”
Så når russiske kampfly bomber et ukrainsk kraftværk, er problemet i virkeligheden, at korruption forhaler genopbygningen - ikke at det i første omgang er blevet bombet...
“Præcis. Så er det Zelenskijs skyld, fordi han har købt 20 casinoer. Eller fordi den korrupte elite har solgt strømmen til udlandet. Det er en avanceret form for victim blaming.”
“Enhver med en smule militærstrategisk indsigt ved, at man ikke kan vinde en krig ved kun at være i defensiven. Det gælder også informationskrig.”
Hvad gør vi så ved det? Forsvindende lidt, forklarer Yevhen, hvilket er et problem i sig selv. Imens investerer Kreml fortsat milliarder i at sprede russiske propaganda-narrativer, der henvender sig til et globalt publikum, og opruster aggressivt i informationskrigen.
Den ukrainske efterretningstjeneste dokumenterede for nyligt, at det russiske propagandabudget for 2026 er blevet sat op med over 50 procent. Pengene går til at finansiere nye ‘russiske huse’ i Europa, at støtte Kreml-tro organisationer og influencere samt at indlede nye informationsoperationer på platforme som TikTok og YouTube. I mellemtiden sidder de fleste europæiske lande på hænderne.
“Den russiske informationskrig bliver allerede udkæmpet i digitale nyhedsmedier og på sociale medier. Den næste store kampplads er AI, hvor de er gået i gang med at integrere russisk desinformation i LLM-netværk (sprogmodeller, der bl.a. bruges til at udvikle AI-chatbots, red.). Ruslands autoritære allierede som Iran og Kina bruger de erfaringer til selv at føre informationskrig. Jo længere demokratier forholder sig passivt til det, jo større bliver deres forspring. Ligesom konventionel krig har det med at sprede sig, gør informationskrig det også, hvis den ikke bliver bekæmpet effektivt,” siger Yevhen.
“Enhver med en smule militærstrategisk indsigt ved, at man ikke kan vinde en krig ved kun at være i defensiven. Det gælder også informationskrig,” tilføjer han.
Kap hovedet af slangen
Den ukrainske journalist fremhæver det franske udenrigsministeriums nye initiativ French Response som et eksempel på et mere offensivt politisk værktøj. Her bliver der postet memes, skrevet satiriske opslag og lavet trolling af russiske narrativer. Det er sådan man får opmærksomhed og tiltvinger sig serveretten i kampen om fortællingerne på nettet, forklarer Yevhen.
“Folk taler om det, hvilket betyder, at det er effektivt. Vi kæmper om den samme begrænsede opmærksomhed. Det betyder ikke, at vi skal bruge de russiske metoder med at lyve eller promovere hadtale, men vi skal være mere offensive i at sprede vores budskaber. Demokrati og frihed har værdi, og må ikke blive taget for givet.“
I kampen om fortællingerne er de sociale medier blevet oversvømmet af løgn og desinformation, og AI-bølgen gør kun tingene værre. I år forventes mængden af AI-genereret indhold at vokse til 90 procent af alt indhold på sociale medier, ofte med afsæt i store bot farms med millioner af falske brugere. I tidsskrifter som Oxford Academic kan man læse, at de afledte konsekvenser, stress og angst, udgør en alvorlig trussel mod folkesundheden.
For Yevhen Fedchenko betyder den digitale krig mod sandheden, at vi bliver nødt til at kappe hovedet af slangen og lukke mere aggressivt ned for løgnefabrikkerne. Det involverer også en ubehagelig samtale om censur og kontrol.
“Hvis vi vil bevare demokratiet, bliver vi nødt til at tage vores modstanders vigtigste våben ud af hænderne på dem. Det betyder også, at vi må fjerne deres adgang til at hjernevaske vores befolkninger.“
Risikerer vi ikke, at mere censur og hårdere regulering af sociale medier blot spiller ind i et russisk martyr-narrativ? Her tænker jeg også på fx det globale syd og andre steder, hvor vi ikke kan begrænse spredningen af desinformation.
“Det er altid en balance. Så længe vi er i krig har vi ikke råd til altid at sætte os på den moralsk høje hest. Vi skal selvfølgelig ikke bruge russiske metoder og ty til selv at sprede desinformation, men vi skal være mere aggressive i at bekæmpe løgnene. Når vi taler om mediesfæren ønsker Rusland mere end noget andet international anerkendelse og at blive betraget som en legitim del af økosystemet. Det giver dem mulighed for at sprede deres falske narrativer.”
Deres… alternative facts?
“Ja, præcis. De vil gerne vise, at de kan ødelægge os indefra, og at vi ikke kan standse dem. Det er en magtdemonstration. Ideelt ville de gerne have store billboards på Times Square og russisk propaganda på alle busserne. Det ville vi selvfølgelig afvise. På samme måde bliver vi nødt til også at afvise dem i det digitale rum.“
