Analyse: Putins politiske venner i Europa
Store dele af den europæiske venstrefløj vakler i sin støtte til Ukraine, mens man på højrefløjen finder en række pro-russiske partier. Er 'Hesteskoteorien' forklaringen?
I dansk politik hersker der en sjælden konsensus når det gælder støtte til Ukraines selvforsvar: en slags borgfred, om man vil. Fra Enhedslisten til Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg, er der enighed om, at den danske stat skal støtte Ukraines forsvar.
Enkeltstående medlemmer af partier kan være modstandere af deres partis officielle politik, og holdningen til omfang og indhold varierer også mellem partierne. Alligevel er der tale om et særsyn, ikke blot i dansk politik, men også sammenlignet med store dele af verden.
Det har gjort, at Danmark er det land i verden, som har sendt mest humanitær og militær støtte til Ukraine målt ud fra BNP. Selv i absolutte tal er vi med 76 milliarder kr. i bistand det land, som har givet sjettemest på verdensplan, mere end dobbelt så meget som Spanien (11,5 mia.), Italien (20 mia.) og Portugal (2,2 mia.) har givet tilsammen.
Det store danske statsbidrag er forbundet til den politiske konsensus. Kun politisk irrelevante småpartier, som Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), eller kronisk Kreml-begejstrede vatniks, som Marie Krarup (DF) og Iben Tranholm (Stram Kurs), der gentager Kremls desinformations-narrativer om ‘folkemordet i Donbas’, ‘det nazistiske Kiev-regime’ etc.
Det kan gøre det svært for den gennemsnitlige dansker, som har blikket rettet på dansk politik og ugens indkøb, at forstå, hvor stor indflydelse Kremls narrativer har i resten af Europa. Den danske borgfred er snarere undtagelsen end reglen når vi kigger på resten af Europa, hvor Ukraine-spørgsmålet deler vandene i langt højere grad.
Lad os derfor undersøge nærmere, hvem der går Putins ærinde i resten af Europa - og ikke mindst hvorfor.
Højrefløjen: Trosfæller og opportunister
Da den britiske politiker Nathan Gill for nylig indrømmede at have modtaget bestikkelse fra en russisk agent, for at sprede Kremls narrativer i EU-parlamentet, kom det ikke bag på folk, der følger den slags nøje.
Mens selve indrømmelsen var usædvanlig, fulgte den tidligere leder af UKIP/Reform i Wales en lang tradition på den europæiske højrefløj for at tage imod rubler mod at gå Kremls ærinde i Europa. Andre eksempler er den tyske MEP Petr Bystron fra det nyfascistiske Alternative für Deutshcland, som i foråret 2025 fik frataget sin parlamentariske immunitet af samme årsag, og det lettiske parlamentsmedlem Tatjana Ždanoka, der bijobbede som FSB-agent ved siden af MEP-tjansen.
“En lang række politikere på den ekstreme højrefløj føler en oprigtig ideologisk affinitet med det russiske regime, og betragter Putin som en slags global frontfigur i kampen mod ‘globalisme’, LGBT+-rettigheder og civilisationsforfald.”
Samme anklage førte til en undersøgelse af hans parlamentskolleger Maximilian Krah (AfD) og Marcel de Graaf fra det nederlandske Forum for Demokrati (FvD), hvis leder Thierry Baudet har lovprist Putin som “en fantastisk leder”, og udtrykt et håb om, at Rusland vinder krigen. Baudet er i øvrigt selv mistænkt for at have modtaget bestikkelse.
Mens bestikkelse er et oplagt motiv, kan det være straks sværere at afgøre, hvorvidt penge er den eneste motivation. En lang række politikere på den ekstreme højrefløj føler en oprigtig ideologisk affinitet med det russiske regime, og betragter, som den australske Michael Karadjis har beskrevet på forbilledlig vis, Putin som en slags global frontfigur i kampen mod ‘globalisme’, LGBT+-rettigheder og civilisationsforfald.
Den franske fascist Erich Zemmour har beskrevet ham som ”de kristnes sidste forsvarer”, mens landskvinden Marine Le Pen forsvarede annekteringen af Krimhalvøen som “en naturlig del af Moder Rusland”. En lignende holdning finder man hos Italiens Matteo Salvini, der under et besøg i Moskva i 2017 iførte sig en t-shirt med Putin som ung soldat, som var han på vej til koncert med sin yndlingsrockstjerne.
Mens ideologisk slægtsfællesskab og russiske rubler forklarer en del, bør man også holde sig for øje, at politisk opportunisme spiller en rolle blandt de europæiske højrepopulister. Det gælder ikke mindst politikere som Ungarns Viktor Orbán, der bruger støtten til Putin som et indenrigspolitisk redskab, og tager sig godt betalt i EU-støttekroner, hver eneste gang, der skal vedtages sanktioner mod Rusland i EU-regi.
Skulle man gå i det spekulative hjørne, kunne Orbáns aggressive anti-ukrainske retorik også handle om, at han havde håbet på at få en bid af kagen, nærmere bestemt den del af Ukraine (Zakarpattien), som huser en stor ungarsk minoritet. Mistanken blev yderligere styrket, da Orbán iførte sig et halstørklæde med Storungarn som motiv. Orbán er både ideologisk, økonomisk og opportunistisk forbundet til Kreml-regimet og personificerer de mange forskellige motiver for den europæiske højrefløjs Putin-begejstring.
Venstrefløjens fortidslevn
Selvom Den Kolde Krig officielt blev afsluttet for mere end 30 år siden, lever vi stadig i skyggen af dens politiske konturer. Fortællingen om to supermagter, der delte verden mellem sig, var ganske vist et unuanceret fantasifoster, men den fodrede ikke desto mindre et billede af en bipolar verdensorden som tingenes naturlige tilstand.
Som i en fodboldkamp mellem to bitre rivaler kunne man enten holde med Sovjetunionen eller USA/Vesten. Mange kommunistiske og socialistiske politikere i Vesten så Sovjetunionen som enten et idealsamfund - eller i hvert fald et mindre onde end det imperialistiske og kolonialistiske Vesten. Det gav dem en blind vinkel på de forbrydelser, der blev begået på den anden side af Muren, hvor Sovjet ofte fastholdt sit hegemoni med militærmagt.
“En række af de politikere på den europæiske venstrefløj, som i dag leder de store centrum-venstre partier, har haft deres politiske opvækst under Den kolde Krig, og tænker stadig imperialisme og ekspansionisme som et overvejende, hvis ikke udelukkende, vestligt fænomen.”
Selvom mange af disse ‘betonkommunister’ efterhånden er døde eller blevet politisk irrelevante, har det binære verdenssyn overlevet Murens fald. En række af de politikere på den europæiske venstrefløj, som i dag leder de store centrum-venstre partier, har haft deres politiske opvækst under Den kolde Krig, og tænker stadig imperialisme og ekspansionisme som et overvejende, hvis ikke udelukkende, vestligt fænomen.
Det gælder ikke mindst den tidligere britiske Labour-formand Jeremy Corbyn, som for nyligt stiftede Your Party sammen med kollegaen Zarah Sultana. En uge før den store russiske invasion underskrev han en erklæring om, at NATO skulle “standse sin østlige ekspansion“, og droppe al militærstøtte til Ukraine. Implikationen var, at den russiske invasion i høj grad var forårsaget af NATO-landenes udenrigspolitik, og at Ruslands invasion var forståelig, om ikke retfærdig.
Allerede i 2014 havde Corbyn forklaret i et interview med avisen The Morning Star, at Ruslands annektering af Krimhalvøen “ikke ligefrem var uprovokeret.” Begge sider var med andre ord at bebrejde - Vesten ikke mindst gennem NATO’s udvidelsestrang. Corbyns narrativ modsiges dog af Putins egen ligegyldighed over for selvsamme NATO-ekspansion i starten af 2000’erne, hvor han i interviews forklarede, at man ikke længere anså NATO for en trussel, og derfor ikke modsatte sig optagelsen af fx de baltiske lande i 2004.
Corbyns medstifter Zarah Sultana fremførte det samme argument ved en konference i Paris, hvor hun påpegede, at “Zelenskij ikke er arbejderklassens ven.” Ved konferencen var en række europæiske venstrefløjspolitikere samlet for at konsolidere ‘krigsmodstanden’ - eller rettere modstanden mod fortsat støtte til Ukraines forsvar.
Den russiske feminist Galina Rymbu har i den forbindelse skrevet en overbevisende gennemgang af konferencens forlorne dagsorden og af, hvordan russiske og ukrainske aktører med forbindelse til Kremls top - blandt andet gennem Putins tidligere spindoktor Vladislav Surkov - i virkeligheden brugte den som påskud for at sprede Kreml-narrativer til naive politikere som Sultana.
Som Rymbu også påpeger, er det nærmest tragikomisk at se Sultana, en selverklæret ‘feminist' med pakistansk baggrund, gå i politisk forbund med folk som Sergej Khorolskij, der har omtalt Ukraines regering som “en samling ulækre dværge og jøder”, og opfordret til, at man voldtager ukrainske flygtninge, eftersom de er “en flok undermennesker, som har forladt Ukraine for at knalde med arabere og muslimer”. Næste gang hun vil beskylde andre for ikke at være “arbejderklassens venner”, kunne Sultana med fordel kigge rundt i salen først.
Venstrefløjens freds-naivister
I samme generation som Jeremy Corbyn finder man også den franske socialist Jean-Luc Mélenchon, der leder partiet La France Insoumise (‘Frankrigs Oprør’). Ligesom Corbyn har han en fortid i både den trotskistiske kommunisttradition og landets socialdemokrati, og hans argumenter er som taget ud af Corbyns mund: Krigen er beklagelig (men også forståelig), og Ukraine ville være bedre tjent uden vestlig militærstøtte (så de hurtigere kan overgive sig). Pax Russica.
“At politikerne på den europæiske venstrefløj ikke lader til at have gennemtænkt de scenarier, peger på en politisk naivitet, hvor man fremfører fredsplatituder snarere end gennemtænkte strategier.”
Fredsnarrativet står stærkt på den europæiske venstrefløj, hvor antikrigsaktivisme historisk har spillet en stor rolle. Hvem ønsker ikke en verden uden krig? Problemet er, at Corbyn, Mélenchon m.fl. sidestiller et midlertidigt ophør i konflikten med en varig fred.
Rusland kræver som betingelse for at indstille konflikten, at Ukraine ikke blot accepterer dets krav på de 19 procent af Ukraine, som man aktuelt har erobret, men også at man afstår yderligere land i bl.a. Donetsk-provinsen, som landets militær trods 3½ års intens krig ikke har formået at erobre. Putin-regimet kræver samtidig, at Ukraine afvæbner, og at man lover aldrig at søge om NATO-medlemskab. Rusland skal til gengæld hverken give indrømmelser eller betale krigsskadeerstatning.
Det siger næsten sig selv, at de russiske krav er uacceptable for Kyiv-regeringen. Skulle den ukrainske regering mod forventning acceptere de russiske krav, ville det betyde intern splittelse og en potentiel borgerkrig i Ukraine, hvor en styrket nationalistisk fløj formentlig ville afsætte Zelenskij. Det ville derfor ikke føre til fred, men blot en anden konflikt.
Endelig er de russiske krav også så urealistiske, at man må stille spørgsmål ved, hvorvidt regimet egentlig ønsker fred. Som en række økonomiske analyser har påpeget, er den russiske stat blevet afhængig af krigen. Over 40 procent af statens finanser går nu til militæret, som også er blevet landets vigtigste industrikompleks. Putin har investeret så meget i krigen, at en opbremsning risikerer at vælte hele korthuset.
Som Moscow Times har påpeget, foretrækker Putin, at de hundredtusinder af soldater bliver ved fronten - snarere end at vende hjem som bitre og uberegnelige krigsveteraner. For den russiske diktator er der kort sagt meget at tabe ved at indstille krigen.
At politikerne på den europæiske venstrefløj ikke lader til at have gennemtænkt de scenarier, peger på en politisk naivitet, hvor man fremfører fredsplatituder snarere end gennemtænkte strategier.
Den politiske hestesko
Hvorfor virker Kremls narrativer så effektivt på vidt forskellige politiske fløje? En af de oftest brugte forklaringsmodeller er hesteskoteorien. Den postulerer, at spektret ikke er en lige linje, men derimod tager form som en hestesko, hvor den radikale højre- og venstrefløj har langt mere tilfælles med hinanden end med den politiske midte.
Da den franske filosof Jean-Pierre Faye introducerede begrebet i 1972, var det med afsæt i en ideologianalyse af den ledende tyske nazist Otto Strasser, som sammen med sin bror Gregor forsøgte at genopfinde nazismen som et antimoderne og romantisk projekt.
Strasser-brødrene mente, at kapitalismen skulle afvikles gennem decentralisering og en tilbagevenden til små bondesamfund, som skulle være kernen i ‘Das Vaterland’. Hitler havde ganske vist fat i den lange ende, da han påstod, at jøderne var skyld i al verdens dårligdom, men hans alliance med den tyske kapital førte i sidste ende til den samme statsundertrykkelse som stalinismen, mente Strasser.
‘Strasserismen’ er senere blevet proppet på nye flasker og rebranded som ‘nationalbolsjevisme’, ‘den tredje position’ og en række andre skønskrivninger. I bund og grund er der tale om en ideologisk forgrening af fascismen. På tysk bruger man begrebet Querfront (tværfront) om dette forsøg på at få den radikale højre- og venstrefløj til at forene sig.
I Tyskland har den tidligere Die Linke-politiker Sahra Wagenknecht været toneangivende for Querfront-strategien. Wagenknecht har blandt andet adopteret højrefløjens indvandringsretorik, og giver flygtninge og migranter skylden for mange af Tysklands problemer.
Ligesom Mélenchon og Corbyn er hun stor tilhænger af fredsnarrativet - altså den fred, hvor Ukraine overgiver sig til de russiske krav, snarere end den, hvor Rusland sender sine soldater hjem. Wagenknechts villighed til at arrangere ‘fredsdemonstrationer’ sammen med grupperinger fra Tysklands ekstreme højre har yderligere bekræftet hendes hesteskoformede politik.
Hesteskoens problem
Hesteskoteorien er besnærende i sin enkelhed: Det politiske spektrum består af dem, der vil ændre på systemet over for dem, der vil bevare status quo. Yderfløjene bliver i den optik to ekstreme udtryk for den samme ambition om at omstyrte det liberale borgerskab.
Har nazister og revolutionære socialister derfor et implicit værdifællesskab? Det kan man forledes til at tro, hvis man spørger det pragmatiske politiske centrum. For den ‘oplyste centrist’ er det logisk at se yderpolerne som to alen af samme stykke så længe de begge står i opposition til ens egen dagsorden. Den ukrainske økonom Roman Sheremeta fremførte teorien i sidste måned, da han med henvisning til Stalin-Ribbentrop-pagten forklarede, hvordan denne uhellige alliance mellem højre og venstre “igen havde fundet fælles fodslag.”
“Når Putins budskab finder et publikum hos Europas politikere er det først og fremmest fordi han forstår, hvordan han skal tale til sit publikum.”
Hesteskoteorien kan være med til at forklare, hvorfor moderne strasserister som Sahra Wagenknecht er politisk på bølgelængde med det nyfascistiske Alternative für Deutschland hvad angår krigen i Ukraine (og i vid udstrækning på fx migrationspolitik). Som en generel forklaringsmodel løber den centristiske hestesko dog panden mod en mur.
Teoriens grundlæggende problem er, at den ikke tilskriver samme politiske pluralitet til sine ideologiske modstandere, som den giver sine egne partier. Skulle vi fx udlægge konservatisme ud fra samme snævre definition, kan det være svært at se, hvordan den homoseksuelle partileder Søren Pape Poulsen (1971-2024) og en hardcore LGBT+-modstander som Charlie Kirk begge kunne betegne sig som konservative.
På samme måde er kommunisme heller ikke en monolitisk størrelse, men derimod en lang række forskellige og ofte konkurrerende filosofier, der kredser om et udgangspunkt. Leon Trotskijs teori om en permanent verdensrevolution står i skarp kontrast til Stalins doktrin om ‘socialisme i et land’, selvom begge så sig selv som kommunister. Ingen af dem havde meget til overs for Carlo Cafiores anarkokommunisme, og ville nok også have reageret med foragt, hvis de havde levet længe nok til at se eurokommunismens opblomstring i 1970’erne eller den samtidige Fully Automated Luxury Gay Space Communism. Som Mussolini, Steve Bannon og Gregor Strasser illustrerer, kan det samme så vidt siges om fascismen.
Et andet prisme at forstå den slags alliancer igennem er magt- og kapitalkoncentration. Med den vinkel viser det establishment, som sidder på den politiske og økonomiske magt, sig ofte at være dem, der søger alliancer med det ekstreme højre. Da Hitler afskaffede det tyske demokrati, skete det i samarbejde med datidens industrigiganter som BMW, Kodak og Siemens, der hurtigt allierede sig med de nye magthavere.
Vi behøver ikke grave i historiebøgerne for at underbygge establishmentets villighed til at samarbejde med det ekstreme højre. Vi kan såmænd blot kigge mod USA, hvor det nyfascistiske Trump-regime har slået pjalterne sammen med Elon Musk og Mark Zuckerberg - der ellers begge betegner sig som ‘centrister’.
Putins vision for verden
Når Putins budskab finder et publikum hos Europas politikere, er det først og fremmest fordi han forstår, hvordan han skal tale til sit publikum. Mens han fascinerer den radikale højrefløj med sine politiske visioner (og bestikker sig til resten), pacificerer han venstrefløjen med skræmmekampagner og desinformation, der spiller på historiske forestillinger om NATO og Sovjetunionen.
Skærer man igennem den russiske propaganda og desinformation om nazister, NATO og fiktive folkemord, finder man ind til konfliktens essens: Putin ønsker at genskabe Rusland som en imperialistisk stormagt og ser Ukraine som den første og vigtigste brik.
I en bredere forstand handler det også om at genskabe en verdensorden, hvor stormagterne kan få lov til at diktere politikken i deres egen baghave, og fra tid til anden invadere opsætsige naboer. Dét er et projekt, som Ruslands politiske venner på højrefløjen - samt i Washington og Beijing - har sympati for.
For den europæiske venstrefløjs politikere - Corbyn, Sultana og Melenchon - er det på høje tid at droppe både de koldkrigs-nostalgiske verdensbilleder og fantasiforestillingerne om vejen til fred. Hvis man som Sultana vil vise sig som “en ven af den ukrainske arbejderklasse”, ville et godt sted at starte være at lytte lidt mere til den - og mindre til Putins propaganda.