Et vink med en vognstang
Trumps nye udenrigsdoktrin er kulminationen på det forræderi af Ukraine, vi har kunnet forudse i over et år. Hvornår tager Europas ledere konsekvensen og indser, at alliancen med USA er død?
“Flere har spekuleret i, at [fredplanen vil] indebærer at gennemtvinge en våbenhvile, hvor Donbas og Krim-halvøen bliver annekteret af Rusland. Mens den plan vækker glæde i Rusland, som kæmper for at holde krigshjulene kørende med hjælp fra Nordkorea og Iran, ville den være politisk selvmord for Zelenskij.”
Ovenstående citat er fra en artikel, som jeg skrev i netmediet Solidaritet den 13. november 2024, få dage efter den skæbnesvangre amerikanske beslutning om at sende den dømte voldtægtsforbryder og seriebedrager Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus.
Med den nye udenrigspolitiske doktrin, som Trump-regeringen fremlagde i sidste uge, er der lagt op til, at den forudsigelse bliver til virkelighed. Det kræver imidlertid ikke profetiske udenrigspolitiske evner at have forudsagt den udvikling: Den nye ‘Trump-doktrin’ var derimod et forventeligt forræderi af Ukraine og den amerikansk-europæiske alliance.
Bag Trump arbejder en række isolationister, som foreløbigt har vundet magtkampen i Det Hvide Hus. Lad os kigge nærmere på den amerikanske vending og hvilke konsekvenser, det vil få for Europa.
‘Det døende kontinent’
Det står nu sort på hvidt, at USA ikke længere er Europas allierede. I den fremlagte sikkerhedsstrategi bliver Europa fremstillet som et døende kontinent. Censur, indvandring og ‘identitetstab’ har sendt os på gravens rand.
Europas nært forestående undergang er en gammel trope, som i århundreder er blevet brugt til især at styrke et højreradikalt narrativ. Historien om Vestens Forfald var også afsæt for Trump-regimets ideologiske forgængere, som Oswald Spengler, der senere blev en stor indflydelse på Nazityskland. I moderne form kommer den i Trumps visionspapir til udtryk i konspirationsteorien om ‘den store udskiftning’, som konsekvent ligger under overfladen i dokumentet (“migration policies that are transforming the continent and creating strife”).
“Den nye udenrigsdoktrin bekræfter mest af alt Trump-regeringens postfaktuelle tilgang til politik, hvor fortællinger er vigtigere end fakta.”
Den selvsikkert leverede kritik skøjter elegant henover en række konkrete huller i isen til fordel for at formidle et forkromet forfaldsnarrativ. Når det for eksempel påpeges, at Europas andel af verdens bruttonationalprodukt er halveret på 35 år, kunne man indvende, at USAs egen andel i verdensøkonomien er gået fra 40 procent i 1960 til 24 procent i dag. Samtidig er købekraften faldet fra 20 procent i 1990 til 14 procent i 2025. De 40 millioner amerikanere, som i dag lever under fattigdomsgrænsen, kan til gengæld lune sig ved, at Jeff Bezos, Elon Musk og andre superrige amerikanere har akkumuleret ufattelig rigdom. Den rigeste procentdel i USA sidder nu på 30 procent af kagen.
Man skal heller ikke grave dybt i narrativet om europæisk censur og pres på ytringsfriheden før lugten indfinder sig. Da Journalister uden Grænser i maj udgav sit årlige pressefrihedsindex var USA faldet til en 57.-plads - den dårligste placering i landets historie (top 15 er alle europæiske lande).
Den amerikanske kritik af politisk undertrykkelse i Europa klinger tilsvarende hult, når den kommer fra et land, hvor den siddende regering arbejder i døgndrift på at gentegne valgdistrikter og lukke valgsteder med henblik på at give minoriteter mindst mulig demokratisk indflydelse. Sådan kunne man blive ved. Den nye udenrigsdoktrin bekræfter mest af alt Trump-regeringens postfaktuelle tilgang til politik, hvor fortællinger er vigtigere end fakta.
Fra allieret til konkurrent
I bedste fald kan Europa nu se USA som en neutral aktør, der vil forsøge at opretholde en række økonomiske fordele og profitere på en manglende selvstændig europæisk forsvarskapacitet. Er man kynisk vil man måske indvende, at det altid har været tilfældet. Den geopolitiske realisme-skole citerer i den forbindelse ofte dens guru Kissinger, som sagde, at “USA har ikke allierede eller fjender, kun interesser.”
“Noget har forandret sig i relationen mellem Europa og USA. Der er en dyb følelse af forræderi blandt de europæiske statsledere, som dog stadig holder facaden oppe.”
Først og fremmest er det et argument, som hurtigt kan føre til en slags ansvarsfritagelse. Selv de værste gerninger kan pakkes ind i vat, så længe man husker at kalde det for ‘geopolitik’, og gør selv de værste krigsforbrydelser til en logisk, rationel kalkule fra en upersonlig aktør. Spørg bare krigsforbryderen Kissinger eller hans samtidige åndsfæller som John Mearsheimer, for hvem den russiske stats invasion af Ukraine var en uundgåelig og logisk respons på en forestillet ‘NATO-aggression’.
Det er for overfladisk at gøre kynisme, eller ‘realisme’, som Kissinger selv betegnede det, til en uundgåelighed. For noget har forandret sig i relationen mellem Europa og USA. Der er en dyb følelse af forræderi blandt de europæiske statsledere, som dog stadig holder facaden oppe.
Forræderiet blev italesat i en lækket samtale mellem Emmanuel Macron, Friedrich Merz, NATO-generalsekretær Mark Rutte og en række andre europæiske statsledere, hvor førstnævnte kaldte Trumps nye strategipapir for et ‘forræderi’. Måske var det endda Macrons egne folk, som lækkede samtalen for at sende en klar besked til Washington?
NATO-alliancen er stendød - i hvert fald så længe Trump sidder ved magten. Det satte den amerikanske finansminister Scott Bessent en tyk streg under i weekenden, da han i et interview med underholdningskanalen FOX sagde, at man skam ikke ville sende amerikanske soldater til europæiske lande i tilfælde af russisk aggression. Donald Trump Jr fremlagde også på et møde i Doha farmands egentlige ønske: at lade Ukraine sejle sin egen sø.
Mens USA’s forhenværende europæiske allierede har reageret med væmmelse, er doktrinen blevet vel modtaget i Rusland. Her lovpriser Kreml-regimet den nye sikkerhedspolitik, og kalder den “på linje med Ruslands egen vision.“
Fra konkurrent til fjendtlig aktør?
Skulle man være gavmild kunne man indvende, at de fleste europæiske statsledere har forstået alvoren, selvom de udadtil opretholder en facade. Den konklusion kommer Danmarks Radios Ole Ryborg blandt andet frem til i sin analyse af det nye dokument.
Lad os tage Ryborgs positive briller på og antage, at politikerne har forstået, at NATO-alliancen er et afsluttet kapitel. Det undskylder ikke, at mange europæiske politikere stadig handler med hovedet i sandet. I Danmark køber vi fortsat overvågningssoftware fra Palantir som om intet har ændret sig. I det meste af Europa forlader man sig stadig på amerikansk IT-infrastruktur og F35-fly.
“Den nye udenrigsdoktrin er endnu et vink med en vognstang til de europæiske politikere om, at USA ikke længere er Europas ven - og endda dets potentielle fjende.”
Logikken må være, at den trumpske isolationisme er et forbipasserende fænomen, og at det er muligt at genoprette relationen til USA. Det underkender imidlertid en anden mulighed: at USA på længere sigt ikke blot er en konkurrent, men en decideret fjendtlig aktør.
Fra et dansk og europæisk perspektiv ville det være mere fornuftigt i stedet at antage det værste om den nye amerikanske sikkerhedsdoktrin. Politikerne skal blot læse, hvad der står i teksten fra Det Hvide Hus og handle med afsæt i, at de mener, hvad de skriver, og at tingene kan tage en værre drejning.
Mens politikerne danser om den varme grød, er vi andre fri til at tale klart sprog: USA er kommet i hænderne på en samling galninge. Sammenslutningen omfatter kristne dommedagsprofeter, teknofascister og en sundhedsminister med orme i hjernen, der hårdnakket spreder konspirationsteorier om autisme og vacciner. I spidsen for galehuset står en inkompetent, narcissistisk klovn, og det kommer ikke til at ændre sig de kommende tre år, med mindre det meste af klodens fællebøn om en blodprop bliver hørt inden da.
Selvom Trump-regeringen ser stort på europæiske frustrationer, er den nye udenrigspolitik ikke noget fait accompli. Trump er endnu ikke blevet kronet som monark. Hvor meget Trump og doktrinens egentlige bagmænd, som Elbridge Colby og Russell Vought, end ønsker at opløse NATO, destabilisere Europa og servere Ukraine på et sølvfad for Putin, har han stadig en vælgerbase og en kongres at forholde sig til.
I det nye forsvarsudspil har Kongressen fremlagt et budget, som undergraver isolationisme-fløjens dagsorden. Det forpligter blandt andet USA på ikke at reducere antallet af amerikanske soldater i Europa til under 76.000, og lægger op til et tættere sikkerhedssamarbejde med de baltiske lande gennem Baltic Security Initiative.
Samtidig viser meningsmålinger i den amerikanske befolkning, at flere amerikanere end nogensinde går ind for at sende mere militærstøtte til Ukraine - også blandt et flertal af de republikanske vælgere. Selvom den nærmest komisk inkompetente forsvarsminister Pete Hegseth forsøger at tage kontrol med det amerikanske militær, er han dybt upopulær i Pentagon, hvilket især kommer til udtryk i de mange læk. Bliver han fyret som følge af de seneste anklager om krigsforbrydelser i Venezuela, vil det også være en streg i regningen for gennemførelsen af den nye doktrin.
Der er kort sagt mange forhindringer i vejen for Trumps nye visionspapir. Alligevel er der ingen grund til, at Europas ledere bliver ved at rejse til Washington med en forhåbning om at “tale Trump til fornuft”. Læg copium-piben fra jer: det sprog taler man ikke længere i den amerikanske hovedstad.
Det haster med at få afkoblet den europæiske afhængighed af USA. Det gjorde det også for et år siden. Den nye udenrigsdoktrin er endnu et vink med en vognstang til de europæiske politikere om, at USA ikke længere er Europas ven - og endda dets potentielle fjende.
