Hvis USA invaderer Grønland
USA's trusler mod Grønland ændrer lige nu på hele den sikkerhedspolitiske kalkule i Europa. Hvad kan vi gøre, hvis USA bryder med NATO og endegyldigt sender den transatlantiske alliance i graven?
Lad os starte med at slå én ting fast: USA kan tage Grønland, hvis de vil.
Man kan finde det nok så irriterende og ydmygende, særligt, når pointen bliver fremsat af Trumps fascistiske hofsnog, Stephen ‘Goebbels lookalike’ Miller, der i et interview med CNN’s Jake Tapper nægtede at udelukke brugen af militær magt mod Grønland.
Men Miller har sådan set ret. USA kan tage Grønland, hvis de virkelig vil, og vi kan ikke stoppe dem. Dertil er det amerikanske militær alt for frygtindgydende og veludrustet.
Til gengæld kan de ikke gøre det gratis.
Fra et europæisk perspektiv er USA allerede nu en modstander, der aktivt undergraver og modarbejder europæiske institutioner og staters interesser. Hvis de invaderer Grønland, vil det stå klart for de fleste europæere, fra Lissabon til Lapland, at de også er en fjende.
Selvom det stadig ikke er sikkert, at USA gør alvor af truslen, har Miller og Trumps udmeldinger foreløbig ikke haft indenrigspolitiske konsekvenser. I princippet kan den amerikanske kongres fjerne Trump fra magten gennem en rigsretssag, og hvis Trump skal undgå dette, vil han formentlig blive nødt til at gøre alvor af truslen inden det kommende amerikanske midtvejsvalg i november, hvor det republikanske parti står til en øretæve af vælgerne.
Trump ‘jokede’ for nylig med, at han kunne blive nødt til at aflyse midtvejsvalget, men trak dog hurtigt bemærkningen tilbage. Det er en klassisk normaliseringsstrategi, hvor han fremsætter det som en mulighed i det offentlige rum og dermed flytter samtalen i retning af, at det er en mulighed.
Trump-regeringen har senest udtalt, at man aktuelt diskuterer militære strategier for en invasion. Det er derfor tid til, at vi også tænker et angreb på Grønland som et muligt scenarie og overvejer konsekvenserne af en amerikansk invasion.
Besættelse af Grønland
Analyser af international politik fortaber sig ofte i store, forkromede vurderinger af relationer mellem lande og økonomiske konsekvenser. Det er først og fremmest vigtigt at huske på, at Grønland ikke er en abstrakt brik på et skakbræt, men derimod et land befolket af mennesker, som vil mærke konsekvenserne hårdest.
Naalakkersuisut-formand Jens-Frederik Nielsen har allerede slået fast, at Grønland ikke er til salg, og at man ikke er interesseret i at blive underlagt USA. Den holdning afspejler også den grønlandske befolknings ønsker om at bevare sin selvstændighed. Målinger viser, at 85 procent af den grønlandske befolkning er imod en amerikansk annektering. En amerikansk invasion og overtagelse af landet vil derfor blive til en besættelse.
Den grønlandske mulighed for at gøre modstand er begrænset. Landets befolkning på knap 57.000 mennesker er en femtedel af det antal amerikanske soldater, som huses på basen Fort Bragg i North Carolina, og den amerikanske besættelsesmagt vil i princippet kunne matche befolkningen en til en med soldater uden større besvær. En modstandsbevægelse vil også hurtigt løbe ind i problemer, da amerikansk overvågning og efterretningstjeneste vil kunne etablere total kontrol over hovedstaden Nuuk.
En amerikansk invasion vil hurtigt blive en totalitær besættelse, hvor grønlændernes dagligdag bliver stramt kontrolleret. Samtidig vil den amerikanske besættelsesmagt formentlig prøve at lokke med økonomiske incitamenter, både for at kvæle den potentielle opposition og sende et politisk signal om, at man skam har tænkt sig at tage sig godt af sine nye undersåtter. En del grønlændere vil formentlig rejse ud af landet til Danmark, hvor omkring 17.000 af deres landsmænd i forvejen bor.
For at gøre indtrykket mindre besættelsesagtigt vil Trump-regeringen også søge at alliere sig med en række grønlandske quislinger, der for egen vindings skyld vil være klar til at optræde som det nye regimes grønlandske ansigt udadtil. Her vil man formentlig kigge mod den grønlandske murersvend Jørgen Boassen, som lavede valgkamp for Trump i North Carolina ved valget i 2024. Boassen er i forvejen bindeled mellem den amerikanske regering og Grønland og har tidligere udtalt, at han godt kunne forestille sig at omdanne landet til et amerikansk territorium på linje med for eksempel Puerto Rico.
Også politikeren Kuno Fencker fra Naleraq, der sammen med kæresten Aki-Mathilda Høgh-Dam har været blandt de stærkeste fortalere for at kappe båndet til Danmark, vil formentlig blive prikket af den amerikanske regering.
Selvom demonstrationer blandt befolkningen og sporadiske sabotageaktioner er sandsynlige, vil det næppe rykke det store. Det vil kræve et indenrigspolitisk oprør mod Trump fra både befolkning og politikere, som endnu ikke har materialiseret sig. Der er derfor ingen grund til at sætte sin lid til, at de docile amerikanere har tænkt sig at fjerne ham på baggrund af en udenrigspolitisk krise - eller for et par tusinde grønlænderes skyld.
Historisk diplomatikrise
Hvis USA gør alvor af truslen om at invadere Grønland, vil det betyde en diplomatisk krise af usete dimensioner. Mens ambassader og konsulater nok ikke vil blive lukket med det samme - de russiske ambassader/spioncentraler opererer trods alt stadig frit i hele Europa - vil det formentlig udløse store demonstrationer foran den krigsførende nations bygninger, ikke mindst i Danmark.
De kommende verdensmesterskaber i fodbold (2026) samt OL i 2028, som skal afholdes i Los Angeles, vil også blive boykottet af både TV-seere og potentielle turister og vil muligvis også blive uden deltagelse fra en række europæiske lande. Spørgsmålet er også, om Canada og Mexico overhovedet ville være interesserede i at afholde førstnævnte sammen med et USA, som er ledet af en psykopatisk imperialist?
Demonstrationer og tomme stadioner er bad optics, som man siger på moderne dansk, men er formentlig noget, Trump-regeringen vil blæse et stykke.
“At en invasion på lang sigt vil være både uholdbart og tåbeligt, er ikke vigtigt for Trump, der som de fleste autoritære regenter tænker megalomanisk og kortsigtet snarere end rationelt.”
Sikkerhedspolitisk vil det betyde, at planerne om amerikanske soldater og baser på dansk jord næppe bliver til noget. Man kan her indvende, at de planer burde være droppet for længst, ligesom også de militære anskaffelser fra USA burde være blevet skrinlagt. Nye indkøb af amerikanske kampfly og missilforsvar virker mere forrykt dag for dag, hvilket også må siges om den lemfældige omgang med danskernes datasikkerhed i samarbejdet med Palantir, ejet af Peter Thiel, en central aktør i erobringen af Grønland.
Den danske regering lader til at være fanget i en klassisk sunk cost fallacy: Snarere end at acceptere, at de penge er spildt, vælger man at håbe, at tingene kan ændre sig til det bedre. En invasion af Grønland vil måske vække nogle politikere ud af den febervildelse.
En række andre europæiske lande vil formentlig også reagere på samme måde. Den franske generalløjtnant Michel Yakovlieff, der har været vicestabschef i NATO, gjorde det klart, at en amerikansk invasion vil betyde NATO’s endeligt og samtidig et exit for de amerikanske baser i Europa:
Som pensioneret general er Yakovlieff fri til at sige det, hans aktive kollegaer ikke kan sige af diplomatiske årsager. Der vil dog næppe være stor interesse i at have en potentiel amerikansk femte kolonne placeret på baser i hverken Polen eller Italien, og deres afvikling vil udelukkende være en afvejning af, hvor længe man stadig har brug for disse til at afskrække det evigt opportunistiske regime i Kreml.
En af de største konsekvenser ved alliancens ophør er samtidig blandt de mere underbelyste aspekter: Atomspredningen vil tiltage. Uden en amerikansk sikkerhedsgaranti er det meget sandsynligt, at en række lande aggressivt vil arbejde på at opbygge deres eget atomarsenal. Det gælder både i europæiske lande som Polen og Ukraine og i andre dele af verden, hvor den nye amerikanske udenrigsdoktrin vil få store konsekvenser.
Som du tidligere har kunnet læse om i Europanyt, er Japan og Sydkorea blandt de mest oplagte kandidater til at blive atommagter, hvilket hurtigt kan blive en realitet i begges tilfælde. Japan har både den teknologiske kapacitet og store plutoniumlagre. Eksperter påpeger, at Japan kan skaffe egne atomvåben på et halvt år. Forholdet til Kina er på frysepunktet, og landet har lige valgt den højrenationalistiske Trump-Sanae Takaichi som premierminister. Den udvikling vil også lægge yderligere pres på europæisk atomoprustning - og det er ikke længere utænkeligt, at de nordiske lande for eksempel vil gå sammen om et atomvåbenprogram.
USA’s militære, kulturelle og diplomatiske rækkevidde vil blive kraftigt indskrænket i Europa. Det er ikke desto mindre et strategisk selvmål, som Trump-regeringen godt kunne tænkes at være villig til at sparke i kassen, hvis det betyder, at man kan anskaffe sig Grønland. At det på lang sigt vil være både uholdbart og tåbeligt, er ikke vigtigt for Trump, der som de fleste autoritære regenter tænker megalomanisk og kortsigtet snarere end rationelt.
Den økonomiske bazooka
Mens der næppe vil være udbredt lyst til en direkte militær konfrontation med USA, kan de europæiske lande også svare igen på andre måder. Foruden kulturelle og diplomatiske initiativer er den oplagte mulighed økonomiske sanktioner. Her er man dog begrænset af den økonomiske interdependens mellem Europa og USA, som er blevet bygget op gennem 80 år.
I EU-regi er USA den største handelspartner på både eksport- og importsiden, hvor man hvert år sender varer for over 6.400.000.000.000 kroner frem og tilbage. De europæiske lande sælger blandt andet medicin, biler, vin, kirurgisk udstyr og højteknologiske maskiner som jetmotorer og strømtransformere, mens der fra amerikansk side bliver shippet råolie, gas, computere, smartphones, biler og medicin. Det komplekse handelssystem er svært at opsige - ikke mindst med tanke på sikkerhedspolitiske og forsyningskæder.
“Foreløbigt er det mest sandsynlige, at Europa vil forsøge at opretholde en pragmatisk kulisse udadtil, mens man sætter mere fart under afkoblingen bag scenen.”
Kalkulen fra de europæiske ledere vil derfor være en balancegang, hvor man vil forsøge at svare igen uden at skabe økonomisk kaos og recession. I den sammenhæng kan man holde sig for øje, at vi stadig handler russisk olie og gas trods fire års krig i Ukraine og russisk hybridkrig mod hele Europa.
Hvis konflikten mellem USA og Europa eskalerer yderligere, kan vi se de europæiske lande skyde den såkaldte handelsbazooka afsted. Det vil give EU beføjelse til at blokere amerikanske virksomheders adgang til det europæiske marked. I de europæiske hovedstæder er man også begyndt at diskutere muligheden for at dumpe sine amerikanske statsobligationer, hvor Europa lige nu har aktiver for 15.000.000.000.000 kroner.
Foreløbigt er det mest sandsynlige, at Europa vil forsøge at opretholde en pragmatisk kulisse udadtil, mens man sætter mere fart under afkoblingen bag scenen. For eksempel er Tyskland diskret gået i gang med at fjerne sine guldreserver på 3.000 milliarder kroner - næsthøjest i verden - fra Fort Knox. I EU-regi præsenterede man for nylig planer om en ny digital euro, som ifølge planen bliver et gratis og uafhængigt alternativ til amerikanske betalingsløsninger som VISA, Google Wallet og Apple Pay.
Som altid bevæger den slags store hjul sig dog langsomt, og ville være en langsigtet frakobling snarere end et direkte modsvar på fx en invasion af Grønland. For Europa handler det lige nu om at købe en masse tid, som Trump-regeringen ikke nødvendigvis har tænkt sig at give dem.
Bliv aktiv i bevægelsen væk fra USA
Selvom der ikke er meget grund til at håbe, at Grønland kan modstå en amerikansk militærinvasion, bliver det ikke gratis for USA. Tværtimod vil det være et selvmål af historiske dimensioner. Mens vi venter på, at det går op for den paralyserede amerikanske befolkning, kan du også selv tage handling.
Foruden et boykot af amerikanske varer - som du kan finde inspiration til i blandt andet denne Facebook-gruppe og hjemmesider som Go European - kan du også understøtte arbejdet ved at bidrage positivt til uafhængighed fra USA. Jeg har selv meldt mig ind i den nystartede forening Digital Uafhængighed, som arbejder for at fremme dansk afkobling fra USA. Foreningen arrangerer blandt andet seminarer om IT-suverænitet og producerer analyser, som kan højne debatniveauet.
Lad os med en opfordring til personligt engagement afslutningsvis krydse fingre for, at grønlænderne får lov at bevare og styrke deres selvstændighed - men samtidig forberede os på det værste fra en tilsyneladende hæmningsløs amerikansk regering.
Det tager 15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.