Lyt til artiklen her.
Søndag den 6. september gik det som forventet i Sachsen-Anhalt. Det højreradikale Alternative für Deutschland (AfD) vandt overbevisende søndagens lokalvalg og sikrede sig knap 44 procent af stemmerne, hvilket kan omsættes til 39 mandater ud af 83.
Valget bliver udlagt som en dom over en fejlslagen indvandringspolitik, men var først og fremmest en vælgerlussing til regeringspartiet CDU, som mistede over halvdelen af sine mandater.
Sachsen-Anhalt er blandt Tysklands mindste, fattigste og politisk mindst indflydelsesrige delstater. Alligevel var sejren mere end blot symbolsk; det var formentlig også den første blandt flere lokalsejre til AfD i Østtyskland. Valget væltede samtidig den ‘brandmur’, som skulle forhindre, at et fascistisk parti igen kan tage magten i Tyskland.
Hvordan kan et nyfascistisk parti have sejret så stort i Tyskland af alle steder - og hvilke konsekvenser får det for os andre? Lad os kigge nærmere på fænomenet AfD.
Euroskepticisme og østtysk svigt
Alternative für Deutschland blev stiftet i 2013 som et EU-skeptisk parti. En række CDU-politikere var blevet utilfredse med den rolle, som Tyskland havde indtaget i EU som følge af finanskrisen og den afledte krise i eurozonen. Blandt de vigtigste var det mangeårige CDU-medlem og økonomiprofessor Bernd Lucke, Konrad Adam fra Berlinkredsen og den højstående embedsmand Alexander Gauland. Sidstnævnte blev senere berygtet for i et interview at affeje nazismen som ‘en lille fugleklat’ i den ellers storslåede tyske historie.
Gauland og Lucke ville gøre op med Angela Merkels fokus på europæisk integration og i stedet vende blikket mod det, de opfattede som tyske interesser. Det nationale skulle tilbage i det konservative projekt. Efter intern splid og magtkamp blev Lucke i 2015 afløst af den karismatiske unge kemiker Frauke Petry, der hurtigt drejede den nye konservative strømning endnu længere til højre.
“Når det lokale bibliotek bliver lukket, når det bliver dyrere at købe den samme mad som sidste år, og når plejehjemmet gennemgår et privatiseringshelvede med alt, hvad det indebærer af kold mad og uskiftede lortebleer, skaber det vrede og en følelse af svigt, hvad enten det foregår i Thüringen, Thisted eller Toulouse.”
Selve partinavnet var også et ordspil vendt mod Merkel og CDU. Gennem årtier havde de gået til valg med et budskab om Alternativlosigkeit: det liberalt-konservative demokrati som fortolket af CDU var det eneste gangbare politiske system, hvilket der - bogstaveligt talt - stod på deres valgplakater. Alternativet, viste det sig nu, tog ikke form af en stærk socialistisk bevægelse, men kom fra egne rækker og havde mørke forbindelser til Tysklands fortid.
Det trodsige budskab resonerede ikke mindst i Østtyskland, som ikke havde fået del i det tyske opsving siden genforeningen. Arbejdsløsheden var højere, lønnen var lavere og formuen 20 procent mindre end i resten af Tyskland. Mange oplevede, at det løfte om økonomisk fremgang og højere livskvalitet, som var blevet stillet dem i udsigt i 1990, ikke blot var blevet glemt, men aktivt modarbejdet af årtiers nyliberal nedskæringspolitik og lean management.
AfD blev en manifestation af den samme frustration, som går igen blandt arbejdere i resten af Vesten. Når det lokale bibliotek bliver lukket, når det bliver dyrere at købe den samme mad som sidste år, og når plejehjemmet gennemgår et privatiseringshelvede med alt, hvad det indebærer af kold mad og uskiftede lortebleer, skaber det vrede og en følelse af svigt, hvad enten det foregår i Thüringen, Thisted eller Toulouse.
Højrepopulister står altid klar til at dirigere den vrede i retning af de fremmede. Fra det euroskeptiske udgangspunkt skulle der da heller ikke gå lang tid, før AfD drejede sit fokus over på den tyske migrationspolitik. Det blev særligt intensiveret under migrantkrisen i 2015, hvor de russiske luftbombardementer i Syrien tvang millioner på flugt og knap en million søgte mod Tyskland. Også her var det Angela Merkel, der stod for skud. Hendes berømte udtalelse om, at “vi nok skal klare det” (Wir Schaffen Das!) faldt for døve ører i store dele af den tyske befolkning, ikke mindst i Østtyskland.
Migrantparadokset
Østtyskland havde den laveste migrantandel i befolkningen, hvilket udstillede et efterhånden velkendt paradoks: Jo færre fremmede, desto mere højrenationalisme. Mens andelen af personer med fx tyrkisk baggrund i Westfalen udgør knap 3 procent af befolkningen (441.000), er det tilsvarende tal i Sachsen 0,1 procent (1.838).
Samlet var andelen af personer med et udenlandsk pas under fire procent i både Sachsen-Anhalt, Brandenburg og Thüringen, mens de tilsvarende tal i Hamburg, Berlin og Bremen var over tre gange højere. Men det var alligevel i de førstnævnte, at Alternative für Deutschland fandt sin nye magtbase.
Hvordan skal vi forstå denne tilsyneladende omvendte proportionalitet mellem migrantandel og indvandringsskepsis? En mulig forklaring kunne være, at der i Dresden og Leipzig ikke var nær så mange tyrkiske pædagoger i børnenes vuggestuer eller marokkanske blikkenslagere til at fikse håndvasken. Til gengæld så de ligesom resten af Tyskland de forfærdelige billeder af de islamistiske terrorangreb på julemarkederne i Berlin (2016) og Magdeburg (2024), hvor henholdsvis 11 og 6 mennesker blev dræbt.
Migranter, særligt muslimer, bliver i den fremstilling både en årsag til de aktuelle problemer og en abstrakt trussel mod fremtiden. Til gengæld er de ikke arbejdskolleger eller klassekammerater. At der siden 2015 er blevet begået elleve højreradikale terrorangreb i Tyskland, mere end de ti islamistisk motiverede, er i den sammenhæng underordnet oplevelsen af at være under angreb.
At de folk, som har mindst at gøre med indvandrere i deres hverdag, i højere grad oplever dem som en trussel eller et problem, er en historie, som også kan genkendes fra Danmark. For eksempel er kommuner som Skive, Lemvig og Jammerbugt, hvor Danmarksdemokraterne får over dobbelt så mange stemmer som landsgennemsnittet, også blandt dem med færrest indvandrere.
Storsejren i Sachsen-Anhalt
Uanset hvordan man forklarer vælgerforskydningen, slog søndagens valg fast, at de tidligere østtyske forbundsstater nu er blevet AfD-kerneland. Alternative für Deutschland fik 44 procent af stemmerne, men sejren er endnu mere markant, når man holder sig for øje, at valgdeltagelsen steg med 17 procentpoint i forhold til 2021. Selvom Alternative für Deutschland ‘kun’ gik fra 20 procent af stemmerne til 43 procent, var der altså 160 procent flere, der stemte på dem.
Selvom det kan virke som en voldsom fremgang, var det snarere en bekræftelse af sidste års parlamentsvalg end en overraskelse. Her fik AfD 39 procent af stemmerne i den østtyske forbundsstat. En del af forklaringen på partiets popularitet i Sachsen-Anhalt er delstatens karismatiske partileder Ulrich Siegmund.
Ligesom mange af partiets stiftere startede Siegmund også sin politiske karriere i CDU. Hvor folk som Lucke og Adam senere forlod partiet, fordi projektet var blevet for højreekstremt, har Siegmund snarere omfavnet den udvikling. Han vil have udenlandske restauranter til at ‘forsvinde fra landskabet,’ vil gøre det ‘uattraktivt’ for fremmede at bo i Sachsen-Anhalt, gør grin med klimaforandringer og vil have optøet forholdet til Putins Rusland.
“Siegmund har undgået personlige skandaler, men kigger man bag det skinnende Colgate-smil, finder vi den samme Völkisch-ideologi som hos Kalbitz, Poggenburg og store dele af den nuværende østtyske ledelse.”
At netop Ulrich Siegmund er blevet et symbol på den fremstormende højreradikalisme, er en rammende kommentar til den politiske udvikling i Østtyskland. Den unge karismatiske leder har en pænere facade end mange andre fascister, men tilhører partiets mest højreradikale fløj. Her finder vi også Siegmunds forgænger i Sachsen-Anhalt, André Poggenburg, og partiets leder i nabostaten Thüringen, Björn Höcke, der stiftede partifraktionen Der Flügel (‘Fløjen’) i 2015 sammen med Andreas Kalbitz fra Brandenburg.
Kalbitz blev i 2020 smidt ud af partiet grundet forbindelser til nynazistiske grupper, mens Poggenburgs udtalelser om, at tyrkiske ‘kamelchauffører’ skulle tage hjem til deres mudderhytter og dyrke flerkoneri, også blev en tand for meget og resulterede i hans politiske exit. Siegmund har undgået den slags personlige skandaler, men kigger man bag det skinnende Colgate-smil, finder vi den samme völkisch-ideologi som hos Kalbitz, Poggenburg og store dele af den nuværende østtyske ledelse.
I 2023 var Siegmund blandt deltagerne på et møde i Potsdam for en række af de mest højreekstreme kræfter i Tyskland. Hovedtaleren på mødet var Martin Sellner, den østrigske chefideolog for Generation Identitær-bevægelsen, som lancerede en Masterplan for den gradvise introduktion af begrebet ‘remigration’.
Mødet skulle egentlig have foregået i hemmelighed, men blev lækket, efter den tyske journalistorganisation Collectiv fik fat i en kopi af indbydelsen. Selvom det dengang skabte et ramaskrig i store dele af Tyskland, var mødet en stor succes. Remigrations-begrebet er i dag blevet normaliseret som en del af en bredere europæisk højrefløjsdiskurs, og Siegmunds centrale rolle må siges at være blevet belønnet.
First we take Magdeburg, then we take Berlin
AfD’s sejr i Sachsen-Anhalt var overbevisende. Den var dog lige præcis ikke stor nok til, at partiet kan tage magten uden at skulle indgå i en koalition. Den mest oplagte samarbejdspartner er den tidligere Linke-politiker Sahra Wagenknechts rød-brune parti, BSW. Mens resten af det tyske politiske establishment har udelukket at samarbejde med AfD, har BSW ikke forpligtet sig på at opretholde ‘brandmuren’.
Partiets fem mandater ville i kombination med AfD’s 39 mandater give dem et absolut flertal i det 83 sæders store lokalparlament. Wagenknecht flirtede allerede inden valget med muligheden for at samarbejde med AfD og er i flere tyske medier blevet udråbt som kongemager.
“Kansler Merz vil formentlig komme til de samme konklusioner, som har næret AfD’s nationalkonservative revolution, og bevæge sig yderligere i deres retning på migrationspolitikken.”
Hvis AfD på den baggrund ender med at tage magten i Sachsen-Anhalt, vil det være første gang siden 1940’erne at et højreradikalt parti regerer i Tyskland. Det vil dog næppe blive sidste. Næste stop er lokalvalget i Mecklenburg-Vorpommern den 20. september, hvor partiet også fører i meningsmålingerne. Samme dag er der valg i Berlin, hvor AfD også står til at få 20 procent af stemmerne, en fordobling af stemmeandelen i 2023. Her er det igen CDU, som står til et katastrofalt valg, mens Die Linke også står til stor fremgang i hovedstadsregionen.
Valgene i de østtyske delstater skal tages med et gran salt. Sachsen-Anhalt udgør 2 millioner ud af Tysklands 83 millioner indbyggere, og samlet bor kun 16 procent af befolkningen i det tidligere DDR. Alligevel er der grund til bekymring for, at historien er ved at gentage sig.
Gennembruddet i Sachsen-Anhalt vil give AfD en legitimitet, som vil gøre det sværere at opretholde den nationale brandmur. På landspolitisk plan mærker kansler Friedrich Merz allerede presset fra det, han selv beskriver som et ‘knusende’ nederlag. Der er dog næppe grund til at tro, at Merz, som i 2010 skrev bogen Mod på mere kapitalisme, vil stille spørgsmål ved systemet eller udforske de socioøkonomiske årsager til AfD’s fremgang. I stedet vil han formentlig komme til de samme konklusioner, som har næret AfD’s nationalkonservative revolution, og bevæge sig yderligere i deres retning på migrationspolitikken.
Magt og ansvar
Med storsejren i Sachsen-Anhalt har AfD taget et betydningsfuldt skridt i retning af den store drøm om kanslerposten. Hvorvidt Alice Weidel, Tino Chrupalla eller Ulrich Siegmund til den tid skal indtage Fører-sædet, er et slagsmål, der kan udskydes til fremtiden.
Magtovertaget i Sachsen-Anhalt er et foreløbigt højdepunkt for den nyfascistiske bevægelse i både Tyskland og Europa. Det kan dog også vise sig at blive en hæmsko på længere sigt, for med magten følger ansvaret. AfD skal nu vise, at de rent faktisk kan levere resultater i Sachsen-Anhalt, ikke bare tomme løfter, og udfordringerne tårner sig allerede op. Et par eksempler:
Den skrantende tyske økonomi lider under voksende energipriser. Volkswagen meddelte i juli, at man nedlægger fire fabrikker og 50.000 arbejdspladser, herunder en stor arbejdsplads i Sachsen. AfD kan selvfølgelig prøve at give EU, NATO eller de tyske muslimer skylden for den beslutning, men det er noget sværere at sælge den slags, når man ikke er i opposition. Som regeringsparti skal man i stedet kunne svare på, hvad man konkret vil gøre for at skabe nye arbejdspladser?
AfD vil genoprette handelsforbindelser til Rusland som svar på energikrisen. Men hvordan vil man som magtparti håndtere, at et forslag om at fjerne sanktionerne med garanti bliver nedstemt i EU? Krigen mod Iran har også skruet energipriserne yderligere i vejret, og den nyfundne magt kan måske rejse et enkelt spørgsmål eller to om Alternative für Deutschlands trofaste støtte til Israel.
Den centrale gordiske knude for Alternative für Deutschland - og resten af den højreradikale bølge i Europa - er og bliver, at vækst og velstand kræver arbejdskraft, og at europæerne føder alt for få børn til at kunne opretholde en bæredygtig levestandard. Så hvordan vil man deportere millioner af migrantarbejdere og lukke grænserne for nytilkommere, og samtidig holde fast i det nuværende velfærdsniveau?
Det højreekstreme AfD har da heller ingen reelle ambitioner om at stå på mål for en velfærdsstat, men vil snarere forfølge flere skattelettelser og nedskæringer. For de vælgere i Sachsen-Anhalt, som har stemt dem til magten i håbet om en social genoprejsning, er der en brat opvågning i sigte.
Som talrige eksempler har vist, falder højrepopulistiske regeringer ofte sammen efter at have bevist deres inkompetence. Senest stormede Reform UK frem ved kommunalvalgene 2025-2026. I meningsmålingerne stod de også til at vinde det næste parlamentsvalg. Så viste det sig imidlertid, at lokalpolitik er bøvlet, en smule kedeligt, og at det ikke var en magisk løsning på budgetforhandlinger eller kystsikringsproblemer at råbe ‘mindre woke’. I Essex blev byrådsmedlemmet Stuart Prior sparket ud efter at have lovprist den hvide herrerace på sociale medier. I Kent har interne magtkampe fået 9 af partiets 57 folkevalgte til at skride. I Staffordshire fik partiet flertal i byrådet, men racistiske udtalelser og inkompetence har allerede resulteret i tre formandsskift. Få måneder senere har Reforms popularitet igen taget et dyk.
Ligesom deres britiske åndsfæller står AfD nu over for det dilemma, at det er nemmere at love guld og grønne skove end at skulle stå på mål for konsekvenserne af den førte politik. Partiet kan foreløbigt nyde en stor sejr i Sachsen-Anhalt, men på sigt bliver spørgsmålet, om AfD også kan regere uden at implodere.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.