Kringsat af fjender
Efter fire års krig kæmper Ukraine for at holde stand. Det amerikanske forræderi og et svagt europæisk fællesskab har gjort det til en udmattende kamp mod tiden.
Lyt til artiklen her.
Fire år er gået siden Putins skæbnesvangre beslutning om at starte en krig. Den store russiske invasion har nu varet længere tid end Anden Verdenskrig for ukrainerne. Fire år med brutale mord på civile, daglige terrorbombninger af varmeværker og plejehjem og en lind strøm af artillerigranater, der har omdannet en række ukrainske byer til ruinhober. Forinden havde en otte år lang skyggekrig resulteret i besættelsen af flere provinser.
I den situation kunne man håbe, at de hårdt prøvede ukrainere snart kunne få et pusterum. Desværre er listen over landets fjender kun vokset i de mellemliggende fire år.
Amerikansk forræderi
I USA har den nye Trump-regering droppet al støtte til Ukraine ud fra principielle grunde, og tænker i bedste fald krigen som noget transaktionelt. ‘Hvad kan vi få ud af at støtte jer?‘ Alle våbenleverancer er stoppet, og efterretningerne fra det store amerikanske sikkerhedsapparat er blevet sporadiske og upålidelige i en grad, hvor Frankrig stort set har overtaget opgaven.
Den endnu mere ubehagelige erkendelse er, at magtfulde dele af den amerikanske regering formentlig også arbejder for fjenden. Da jeg sammen med Pekka Kallioniemi begyndte at skrive bogen Vatniksuppe for to år siden, havde vi næppe haft fantasi til at forestille os, at 11 af bogens hovedpersoner i 2026 ville være forbundet til USA’s regering.
På den liste finder vi blandt andet den vanvittige kultist Tulsi Gabbard, der i et årti har spredt afsindige konspirationsteorier om Syrien, og som siden krigens udbrud har forsvaret Ruslands angreb som ‘legitime sikkerhedsinteresser.’ I dag er Gabbard, som i russiske medier bliver kaldt superwoman, chef for hele USA’s efterretningsvæsen.
Ved fredsforhandlingerne skal den ukrainske delegation holde gode miner til slet spil, når Steve Witkoff forsøger at sælge Putins krav som amerikanske forslag. Witkoffs økonomiske forbindelser til Rusland er fortsat et mysterium, som han ikke vil tale om.
Krigsminister Hegseth, sundhedsminister RFK Jr., vicepræsident JD Vance og resten af kernen i Trump-syndikatet er ikke bedre. Enkelte republikanske politikere forsøger stadig at bremse den spirende alliance mellem Kreml-regimet og Washington, men de kæmper mod Trumps grundlæggende skrupelløshed og umættelige grådighed, som Rusland til fulde har forstået at udnytte.
Voksende europæisk pres
Vender vi blikket mod Europa, ser det ikke meget bedre ud. I Ungarn har autokraten Orbán sat alle sejl ind på at bruge Ukraine som skræmmebillede og løftestang til sin skrantende valgkamp. Han udråbte forleden Ukraine som fjenden og er begyndt at producere falske AI-videoer, hvor ungarske soldater bliver henrettet af modstanderen Magyar, fordi de ikke vil dø på slagmarken. Sammen med sin slovakiske kollega Robert Fico forsøger han samtidig at blokere for den store lånepakke på 90 milliarder euro, som EU vil sende til Ukraine, for at sikre landets overlevelse.
I resten af Europa vinder Putins venner på den ekstreme højrefløj også politisk terræn. Reform UK blev i efteråret ramt af en massiv bestikkelsesskandale, da Nathan Gill, partiets tidligere leder i Wales, indrømmede at have modtaget rubler for at sprede pro-russiske synspunkter. Alligevel topper Farages parti meningsmålingerne. I Tyskland er Putin-versteheren Alice Weidel og resten af Alternative für Deutschland også i fremgang.
I Frankrig har National Samling længe været i lommen på Rusland gennem store lån fra Kreml-kassen og spreder fortsat Ruslands narrativer. Her er man i øvrigt i skarp konkurrence med fortidslevnet Jean-Luc Melenchon fra centrum-venstre partiet La France Insoumise, der konsekvent spreder det falske russiske narrativ om NATO-udvidelse som årsag til krigen. Melenchon er samtidig en påmindelse om, at Ukraines modstandere ikke udelukkende befinder sig på den radikale højrefløj.
Sandheden har betydning
Oveni det massive pres på slagmarken, udmattelse blandt sine soldater og den skrumpende liste af troværdige venner, kæmper Ukraine også mod falske fortællinger. Russisk desinformation står stærkere end nogensinde på de sociale medier, hvor AI-scriptede bots og betalte influencere bidrager til at skabe en postfaktuel sump af forvirring.
På Elon Musks Twitter/X er antallet af falske profiler og hadtale eksploderet, og op mod halvdelen af indholdet er i dag genereret af troldefabrikker. Kreml har selvfølgelig ikke patent på den type desinformation, men er snarere en slags pioner på området, som fortsat leder feltet. Ukraine er fortsat hovedmålet.
“Efter fire års krig forsøger det russiske regime stadig at overbevise omverdenen om, at dens sejr er en uundgåelighed. Ukrainerne har nu i 1.460 dage modbevist den fortælling.”
Kremls målsætning er ikke at overbevise rationelt tænkende mennesker om deres åbenlyse og nemt gennemhullede løgne, men derimod at få folk til at zone ud og miste interessen. Hvis vi giver op, kan Rusland måske også få sit længe ventede gennembrud på slagmarken.
Af samme grund er det vigtigere end nogensinde, at vi holder fast. Ukraine er kringsat af fjender, men kan ikke forsvare sig alene med ‘troen på livet vort og menneskets værd.’ De har brug for artillerigranater, ambulancer og missilforsvar.
Foruden den økonomiske støtte er det vigtigste, vi kan gøre, at insistere på, at sandheden har betydning. Efter fire års krig forsøger det russiske regime stadig at overbevise omverdenen om, at dens sejr er en uundgåelighed. Ukrainerne har nu i 1.460 dage modbevist den fortælling.
Den ukrainske hær har de seneste to måneder generobret et større territorium end Rusland har formået at erobre siden juni 2022. Det er ikke et udtryk for, at krigslykken er vendt. Med tanke på det amerikanske forræderi og den vaklende europæiske opbakning må det siges at være en imponerende bedrift. Så længe Ukraine kæmper videre, er det mindste, vi kan gøre, at fastholde støtten - både militært og ved at insistere på, at sandheden om Putins krig ikke har ændret sig siden 24. februar 2022.
Det tager 5-15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, at du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.