Skal du bruge Mit-ID for at se porno? Alderskrav til sexhjemmesider spreder sig i Europa
En række europæiske lande har indført strengere krav, hvis man vil tilgå hjemmesider med pornografisk indhold. Ifølge digitaliseringsministeren er der også nye ID-krav på vej til Danmark.

Er du blandt de 80 procent af mænd og 60 procent af kvinder, der fra tid til anden ser porno på nettet? Så ved du allerede, at du på de fleste pornohjemmesider skal bekræfte, at du er fyldt 18 år, før du kan blive lukket ind.
I en række europæiske lande har man nu taget skridtet videre og indført krav om aldersverificering som betingelse for at tilgå hjemmesider som Pornhub, Xvideos og Gay Bears (ja, det er en rigtig hjemmeside, tjek selv - hvis du altså er fyldt 18 år).
Også den danske digitaliseringsminister synes det er en god idé, at du som dansk internetbruger skal til at bevise din alder, hvis du for eksempel vil se andre mennesker dyrke sex. I Danmark lanceres der i hvert fald en ‘national digital identitetstegnebog’, som skal tages i brug fra foråret 2026.
“Tegnebogen vil kunne anvendes til privatlivsbeskyttende aldersverifikation, eksempelvis på platforme med pornografisk indhold, hvis platformene ønsker det,“ oplyser digitaliseringsministeriet til Europanyt.
Eksplosion i VPN-salget
I november vedtog det italienske parlament et nyt regelsæt, som skal gøre det mere vanskeligt at tilgå pornohjemmesiderne. Nu er det ikke længere nok, at man på forsiden højt og helligt lover, at man er fyldt 18 år. I stedet vil de italienske politikere kræve, at man beviser sin alder gennem en uafhængig verificeringssoftware, så liderlige teenagere ikke blot kan trykke ‘ja’ og dermed snyde sig ind på siden.
De italienske myndigheder har på den baggrund udpeget 45 hjemmesider, heriblandt store sider som Pornhub, der hver måned besøges af 28,2 millioner EU-borgere, hvor der bliver pålagt krav om aldersverificering. Foruden Italien har Storbritannien og Frankrig også indført krav om aldersdokumentation på pornohjemmesider. Det har allerede haft store konsekvenser for internettrafikken i Storbritannien, hvor Pornhub oplevede et fald på 47 procent i besøgstallet umiddelbart efter loven trådte i kraft.
Den franske lov har nu fået Pornhub til at blokere for adgang til siden i landet, hvilket må antages at have fået en del franskmænd til at hænge med mulen (eller andre kropsdele), idet landets 469 millioner besøg på Pornhub var fjerdeflest på verdensplan.
På sin hjemmeside forklarer Pornhub de mange negative konsekvenser ved den statslige kontrol. Ifølge virksomheden er der kun én holdbar løsning, hvis man vil forhindre børn i at få adgang til seksuelt indhold: Lav aldersverificering lokalt på tablet, smartphone eller PC.
Mens de største pornosider har mistet besøgende som konsekvens af forbuddet, oplever andre fremgang. Foruden de små og mindre regulerede alternativer er salget af VPN-klienter (virtuelle private netværk) eksploderet i Storbritannien, hvor salget af Proton VPN steg med 1.400 procent dagen efter den nye lov trådte i kraft.
Gennem de krypterede netværk kan du nemt og bekvemt indstille din lokation til et land, som ikke har blokeret pornosiderne - for eksempel Danmark - og derefter browse rundt som hidtil. På pornosiden ‘Eporner’ kan du endda finde en guide til, hvordan du omgår blokeringen.
Forbudsfiasko i USA
Rationalet bag den nye italienske lov er, at man vil gøre det mere sikkert for børn at færdes på nettet. Kritikere har dog påpeget, at den slags forbud sjældent virker, og at der, foruden den principielle diskussion om ytringsfrihed, også er en masse praktisk bøvl at forholde sig til.
“Brugerne ændrer vaner og finder alternative sider, der ikke følger lovgivningen.”
“Forbud har historisk set vist sig at være meget vanskelige at håndhæve gennem juridisk afpresning, når det drejer sig om at fratage store dele af befolkningen en vare, som de vil have, når det sker på et moralsk grundlag, de ikke selv deler,” påpegede den amerikanske juraprofessor Thomas C. Arthur i 2019 med henvisning til den amerikanske diskussion om et forbud.
Kigger man på de globale tal for pornoforbrug, kan noget tyde på, at Arthur har en pointe om det ‘moralske grundlag.’ I 2025 er Pornhub i gennemsnit blevet besøgt 4 milliarder gange månedligt, mens Xvideos på indtager porno-andenpladsen med 2,75 milliarder besøgende.
I USA har diskussionen om at blokere adgangen til pornohjemmesider verseret i mange år. Den er nu nået helt til landets højesteret, hvor det konservative dommerflertal besluttede at give medhold til delstaten Texas, som lokalt har vedtaget at indføre aldersverificering. 24 andre delstater har fulgt Texas’ eksempel og vedtaget lignende love.
Som konsekvens har Pornhub lukket for adgangen til hjemmesiden i 17 af disse delstater. Her har studier imidlertid vist, at lovgivningen er en fiasko.
“Brugerne ændrer vaner i de pågældende stater og finder alternative sider, der ikke følger lovgivningen… folk kan desuden tilgå siderne gennem bogmærker, direkte URLs og andre metoder, der går udenom søgemaskinerne,” forklarede forskeren Zeve Sanderson fra New York University’s Center for Social Media and Politics.
Sanderson påpeger også i undersøgelsen, at mens de store hjemmesider får mindre trafik, har forbuddet betydet stigende besøgstal for mindre regulerede sider. Paradoksalt nok betyder det ifølge forskeren, at hjemmesider med mere farligt indhold, som fx børneporno eller videoer med voldeligt indhold, bliver mere benyttet af både børn og voksne.

Dansk opbakning til EU’s aldersverificerings-app
Mens den danske digitaliseringsminister afviser at indføre dokumentationskrav på pornohjemmesider er spørgsmålet, om det overhovedet bliver op til den danske stat selv at bestemme.
I EU-regi har man gennem ‘forordningen om digitale tjenester’ (DSA) vedtaget, at onlineplatforme med over 45 millioner EU-brugere på månedlig basis, såkaldt ‘meget store onlineplatforme (VLOP)’, skal leve op til en række skærpede krav til deres indhold. Det betyder blandt andet, at store udbydere af pornografisk materiale som fx Pornhub bliver omfattet af loven, som ifølge Kommissionen skal beskytte børn mod skadeligt indhold på nettet.
“Aldersverifikation er et passende og proportionalt værktøj, blandt andet når en tjeneste eller en service udgør en høj risiko for mindreårige.”
Fra EU-hold lægger man imidlertid op til en slags kompromis-løsning i form af en aldersverificerings-app, som både skal skærme unge fra porno og sikre, at privatlivets fred ikke bliver krænket.
Den løsning får opbakning hos den danske digitaliseringsminister.
“Aldersverifikation er et passende og proportionalt værktøj, blandt andet når en tjeneste eller en service udgør en høj risiko for mindreårige og denne risiko ikke kan afbødes gennem mindre indgribende foranstaltninger, fx i forbindelse med adgang til enhver form for pornografisk indhold,” skriver digitaliseringsminister Caroline Stage i et skriftligt svar til Europanyt.
DSA-forordningen har nu fået det canadisk baserede Pornhub til at lægge sag an mod EU sammen med Xvideos og Stripchat. De mener, at EU har regnet forkert på deres månedlige antal brugere, og at de slet ikke falder ind under VLOP-kategorien. Hovedformålet med DSA er derudover at regulere platforme, som “udgør en systemisk trussel” mod samfundet.
Det er der trods alt ikke mange, der har udråbt Pornhub til at være - endnu.
Det tager mellem 5 og 15 minutter for dig at læse en artikel i EuropaNyt og blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en historie, der skal med i næste uge? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet!


