Efter mere end et årtis politisk dominans og knap to år med massive demonstrationer i hele landet er en æra forbi i Serbien. Studenterlisten blev den helt store vinder, da serberne søndag gik til stemmeurnerne for at sætte kryds ved et valg, som på forhånd var udråbt som en dom over Aleksandar Vučić og SNS-regeringen. Det aktivistiske parti formåede dermed at kanalisere energien fra gaden over i en politisk jordskredssejr.
“Det var overraskende, at Vucic erkendte nederlaget så hurtigt og gnidningsfrit. Alle havde forventet vold i gaderne. I stedet kunne studenterbevægelsen fejre valgsejren uden ballade”, siger den serbiske journalist Jovana N. til Europanyt.
Resultatet talte sit tydelige sprog. I skrivende stund har Studenterlisten vundet 141 ud af Nationalforsamlingens 250 pladser og dermed sikret sig et absolut flertal. Forenet Serbien-koalitionen med Vučić i spidsen ser til gengæld ud til at tabe sit flertal og er gået 26 mandater tilbage.
“Det er udenfor vores vildeste fantasi, ikke mindst fordi vi var forberedt på noget virkelig slemt,” tilføjer journalisten Stefan Slavkovic fra ugebladet Radar.
Den forrige oppositionskoalition, Serbien Mod Vold, er blevet opløst i en række mindre politiske grupperinger, som enten støttede Studenterlisten eller stillede op uden at opnå valg.
Tilbage til Novi Sad
For at forstå de nye politiske vinde i Serbien skal vi igen skrue tiden to år tilbage til den skæbnesvangre formiddag i november 2024, hvor facaden på en togstation i Novi Sad kollapsede og dræbte 16 mennesker. Der var tale om byggesjusk i særklasse, men for mange serbere pegede tragedien også på et dybere problem i samfundet.
“Novi Sad startede studenterbevægelsen, men generelt var folk trætte af hele det korrupte system, som den var udtryk for. De mange eksempler på nepotisme havde hobet sig op, og efter 14 år var bægeret nået,” siger Jovana.
Det får mig til at tænke på Det Arabiske Forår, som også blev antændt af en enkeltstående begivenhed, da Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i protest mod myndighedernes konfiskering af hans frugtstand. Var Novi Sad-tragedien jeres Bouazizi-øjeblik?
“Det er en oplagt parallel, ja,” siger Jovana.
Håndteringen af tragedien skabte yderligere vrede i det serbiske samfund, hvor mange følte, at Vučić-regeringen forsøgte at tørre ansvaret af på en række syndebukke, herunder handels- og byggeminister Tomislav Momirović, snarere end at erkende et dybere korruptionsproblem.
Det kinesiske firma, som havde sjusket med opførelsen af den nye banegårdsbygning, viste sig hurtigt kun at være toppen af isbjerget. Serbiske medier har i de mellemliggende år afsløret, hvordan overbetaling tilgodeså bygherrer med politiske forbindelser og udstillede nepotisme i regeringen. Dokumentfalsk og manglende sikkerhedsgodkendelser bragte yderligere brænde til bålet i de serbiske gader, hvor flere hundrede tusinde på jævnlig basis har demonstreret mod regeringen siden november 2024.
I september 2026 meddelte en presset Vučić, at han ville trække sig som præsident og i stedet opstille som landets premierminister ved et lynvalg - en Putin-finte, som kunne sikre, at den magtfulde autokrat ville forblive en del af magtens centrum. Det er dog ikke udelukkende den studenteranførte Novi Sad-bevægelse, der har fået Vučić til at vakle, forklarer Stefan Slavkovic.
“Demonstrationerne har øget presset på SNS-regeringen. Samtidig har der også været voksende pres på regeringen fra EU’s side, og Serbien har fået indefrosset EU-penge grundet regeringens svækkelse af det juridiske system. Vučić indså allerede i 2014, at han kunne gøre, hvad han ville internt i Serbien, så længe han var villig til at skaffe lithium til tyskerne og købe nogle franske kamphelikoptere. Det er det, som blandt andet Florian Bieber har beskrevet som ‘stabikokrati.’ Men nu var tålmodigheden ved at være opbrugt”, siger han.

Vold i gaderne afværget
Foruden politiske rævekager frygtede mange i Serbien, at SNS-regeringen også ville ty til både valgfusk og voldelig undertrykkelse for at fastholde magten. Ved valget i december 2023 kunne de internationale valgobservatører berette om ‘store uregelmæssigheder’ i forbindelse med valget. Det gjaldt både, hvad angår valglister og anonymitet i forbindelse med stemmeafgivelse.
“Der er blevet snydt ved 4-5 valg. Det er der omfattende dokumentation for. Der var derfor ingen grund til at tro, at det ville blive anderledes denne gang. Der har da også været adskillige rapporter om uregelmæssigheder og folk udefra (Kosovo og Republika Srpska, red.), som er blevet tildelt vælgerregistrering. Men Vučić indså tidligt på valgdagen, at løbet var kørt,” siger Stefan Slavkovic.
“Studenterbevægelsen opfordrede på forhånd alle til at holde sig væk fra de voldsparate statshooligans, så der ikke var noget påskud for at kæde dem sammen med vold i gaderne.”
“Regeringen har tabt så stort, at der ikke var andet at gøre end at acceptere nederlaget. Et af de største chok er nok, at Milosevic’ parti (Socialistpartiet, SPS, red.) ikke engang kommer over spærregrænsen. Studenterbevægelsens valgsejr var simpelthen too big to rig, som man siger,” tilføjer Jovana.
“Også den høje valgdeltagelse på omkring knap 70 procent, 10 procentpoint mere end ved valget i 2023, er en væsentlig årsag. De studerende aktivister havde samtidig mange folk ude på valgstederne til at holde øje med svindel,” siger hun.
Foruden regeringsvenlig mediedækning op til valget og lusk i krogene på stemmesteder, var der lagt op til en voldelig respons fra statsmagten, hvis valget ikke faldt ud i regeringens favør.
“Pionirski Park, som ligger overfor regeringsbygningen i Beograd, har de facto været lukket for offentligheden i halvandet år. Her har maskerede sortklædte mænd, som støtter Vučić, indtaget det offentlige rum og etableret det såkaldte ‘Ćaciland’ som en slags anti-studenterbevægelse. De har kørt en skræmmekampagne siden de rykkede ind i parken. Frem mod valget har de forsøgt at få folk til at blive hjemme af frygt for voldelige sammenstød. De er naturligvis blevet beskyttet af politiet,” siger Jovana.
De voldsparate moddemonstranter er tæt forbundet til både SNS-regeringen og flere af hovedstadens fodboldklubber. Her rekrutterer regeringen blandt andet fra fodboldklubben Partisans ultras-fraktion Grobari (‘graverne’) og Delije fra rivalklubben Røde Stjerne. Kort tid efter SNS-regeringens valgnederlag var en realitet, stormede flere hundrede indbyggere imidlertid Pionirski park, hvor de rev Ćaciland-lejren ned og gav politiet en passende eskorte ud af parken.
For Stefan Slavkovic er der to hovedårsager til, at den varslede bølge af voldelig repression endte som en fuser.
“Alle var forberedt på noget slemt. I løbet af dagen begyndte store grupper maskerede mænd at gå på gaden. I forvejen havde regeringen indsat en række voldsparate folk fra den bevægelse på centrale poster i politiet, og videoer dokumenterede også et aktivt samarbejde mellem politiet og de maskerede grupper. Studenterbevægelsen opfordrede på forhånd alle til at holde sig væk fra de voldsparate statshooligans, så der ikke var noget påskud for at kæde dem sammen med vold i gaderne. Det var et klogt træk, som totalt afmonterede deres mulighed for at skabe voldelige sammenstød,” siger han.
Foruden studenterbevægelsens forkant med regeringens agent provocateur-taktikker vurderer Slavkovic, at internationalt pres også har spillet en rolle i den fredelige magtoverdragelse.
“Klokken fem i går eftermiddag fik Vučić meldinger om, at Studenterlisten havde fået 65 procent af stemmerne i Beograd. Samtidig fik han ifølge mine kilder opkald fra en række andre lande med klar besked om, at han ikke skulle forsøge at bestride valgets gyldighed. Det har været det sidste søm i kisten for ham.”
Beograd, søndag den 25. oktober: Sortklædte maskerede mænd går på gaden i et forsøg på at skræmme vælgere og starte en voldelig konfrontation. Det endte dog med en fuser for ‘Caciland’-bevægelsen, som er tæt forbundet med både SNS-regeringen, politiet og voldelige ultras fra byens fodboldklubber. Video fra Aleksandar Brezar / Twitter.
Den ungarske parallel
Situationen frem mod søndagens valg mindede meget om den, man har set i andre lande med højre-autoritære ledere, ikke mindst Ungarn, hvor Viktor Orbáns ledelse havde mange lighedstræk med Vučić. Også her måtte oppositionen kæmpe sig gennem et fjendtligt medielandskab og et regeringsvenligt embedsapparat, inden valgsejren var en realitet.
Ganske som i Ungarn var nederlaget denne gang for stort til at kunne udjævnes med en smule snyd på vægten. Det havde krævet, at Vučić havde fundet den store kup-drejebog frem, hvilket han - ligesom sin ungarske kollega i marts - altså ikke var villig til.
“Studenterlisten har været kollektiv og nærmest ansigtsløs. Det har gjort det sværere at køre en negativ kampagne mod den.”
- Stefan Slavkovic, Radar.
“Der er en oplagt parallel til situationen i Ungarn. Vi følger selvfølgelig også situationen i vores naboland tæt, og da Magyar blev valgt i marts, begyndte folk at tale om ‘Orbán-scenariet’ her. Det skabte et forsigtigt håb om, at noget lignende kunne ske i Serbien,” siger Jovana N.
Selvom de to landes politiske udvikling minder om hinanden, er der også en afgørende forskel. Hvor den ungarske opposition har kredset om den karismatiske Peter Magyar som frontfigur, har Studenterlisten i stedet været kollektiv og nærmest ansigtsløs. Det har gjort det sværere at køre en negativ kampagne mod den a la den, der eksempelvis blev ført mod Magyar i Ungarn. Her blev et sexbånd blandt andet lækket i et forsøg på at tilsværte hans person - men hvordan gør man det, når de politiske krav ikke er bundet op på individers moral, men en kollektiv bevægelse?
“Studenterlisten er en lederløs, decentraliseret og egalitær bevægelse, som har undgået de fleste fælder og truffet de rigtige valg. Det er faktisk lidt af et mirakel, at de på to år er lykkedes med at vælte regeringen,” siger Stefan Slavkovic.
“Der har været forsøg på at knytte enkeltpersoner i bevægelsen til kontroverser, eksempelvis da en af de studerendes talspersoner blev ‘afsløret’ i at ville studere i Tyskland. Men det har ikke rigtig virket,” tilføjer Jovana.
Et grelt eksempel viser ifølge Slavkovic, at de serbiske SNS-loyale medier alligevel har forsøgt at følge deres ungarske kollegers forbillede.
“Bojan Pajtić er en vellidt skikkelse i Serbien og juraprofessor i Novi Sad. Han er også biseksuel, hvilket er en offentlig hemmelighed. Kort før valget beskyldte Vučić ham for at være den hemmelige leder af studenterbevægelsen. Da han nægtede at sige dette i offentligheden, blev der lækket en video, hvor han under sex med en anden mand tager stoffer.”
Pajtić har afvist beskyldningerne om at være hemmelig leder af noget som helst og overvejer nu at anlægge en injuriesag.

Ungdomsbevægelsen genskaber håbet
Efter Studenterlistens overbevisende sejr venter nu en stor opgave med at luge ud i årtiers korruption. Ifølge Jovana går problemerne imidlertid længere tilbage end 2012 og kan næppe forventes løst med søndagens valg.
“Der er meget, der skal ryddes op i, som kan spores tilbage til Milosevic-regeringen og måske endnu længere. Korruptionen gennemsyrer hele samfundet, fra efterretningstjenesten til vores sportsklubber. Folk er vant til at skulle betale for en forlomme hos lægen eller en plads på førsteholdet. Forandring af hele systemet kommer til at tage tid,” forklarer hun.
Medielandskabet i Serbien er også stadig domineret af SNS-tro aviser og onlinemedier, som bliver kraftigt favoriseret. Som konsekvens har den uafhængige presse været under stort pres, og siden 2012 er landet raslet 40 pladser ned ad RSF’s pressefrihedsindeks til en placering som nummer 104.
“Mange medier er stadig ejet af private med tilknytning til SNS, men den store kamp kommer til at handle om de statsejede medier. De kommende ugers forsider kommer til at vise, i hvilket omfang aviserne skifter retning.”
For Stefan Slavkovic har det journalistiske forfald også haft personlige konsekvenser. Da hans arbejdsgiver, det hæderkronede magasin NIN i august 2022 blev opkøbt af den Vučić-venlige Jelena Drakulić Petrović, opsagde han sammen med resten af redaktionen sin stilling i drømmejobbet for i stedet at stifte det nye medie Radar.
Slavkovic ser søndagens valg som et tegn på, at det igen er muligt at tro på en anden retning i Serbien.
”Serbiens politiske kultur har altid været præget af to modsætninger. På den ene side har vi historiske erfaringer med et stærkt parlamentarisk demokrati, stærke fagforeninger og et robust civilsamfund. Samtidig har vi også flirtet med hardcore autokratiske tendenser. I dag var en sejr til førstnævnte.”
Den vurdering er Jovana enig i.
“Jeg har stadig svært ved at tro på, at det hele ser ud til at være gået gnidningsfrit, og at Vučić nu er fortid i serbisk politik. Det skaber håb om både en generel forandring af den politiske kultur og konsekvenser for SNS-regeringens korruption. Det giver også mulighed for, at retsopgøret om Novi Sad kan begynde for alvor. Det er en sejr for demokratiet og kulminationen på to års demonstrationer anført af de studerende. De har forenet os alle sammen.”
Grundet mulige konsekvenser for hendes arbejdssituation ved at udtale sig kritisk om regeringen, optræder ‘Jovana N.’ under pseudonym. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.




