Interrail: Uge 26 - 2025
Ugens fem vigtigste nyheder fra Europa - Interrail gør denne uge stop i: Belarus, Frankrig, Nederlandene, Storbritannien og Østrig.
Belarus: Fængslet mand til oppositionsleder løsladt

Efter fem års brutal isolationsfængsel er den belarussiske aktivist Sergej Tikanovskij blevet løsladt af Lukasjenko-regimet. Løsladelsen skete i forbindelse med et statsbesøg fra USA, hvor den særlige udsending, Keith Kellogg, blev modtaget af landets diktator, Aleksander Lukasjenko, i hovedstaden Minsk.
Tikanovskij blev efterfølgende fløjet til Litauen, hvor han blev genforenet med sin kone, Svetlana Tikhanovskaja. Hun var kandidat til præsidentvalget i 2020 og regnes som den egentlige vinder af valget, der af samtlige troværdige valgorganisationer bliver betegnet som et fupvalg. Her installerede Lukasjenko i stedet sig selv for sjette gang på posten, hvor han nu har regeret siden 1994.
I forbindelse med løsladelsen afholdt Sergej Tikanovskij en tårevædet pressekonference i Litauen sammen med ægtefællen Svetlana Tikhanovskaja. Her beskrev han de torturforhold, han havde gennemlevet de sidste fem år, hvor han har siddet i isolationsfængsel.
“Man får ikke engang breve eller et eneste telefonopkald. Gennem fem år har jeg ikke engang fået lov til at tale med en præst. Det har været et mareridt. Jeg fik hverken sæbe eller en tandbørste,” sagde Tikanovskij, som også fremstod stærkt underernæret.
Den politiske aktivist blev i 2020 idømt 18 års fængsel for at have organiseret demonstrationer mod Lukasjenkoregimet. Ved pressemødet brugte han samtidig lejligheden til en opfordring om, at omverdenen - og særligt USA’s præsident Donald Trump - lægger yderligere pres på at få løsladt de over 1.000 politiske fanger, som fortsat er fængslet under lignende torturforhold.
Fra regimets side markerer det amerikanske visit et mindre diplomatisk gennembrud. Den brutale undertrykkelse af befolkningen, som er eskaleret siden 2020, samt opbakningen til Ruslands invasionskrig, har resulteret i international isolering og hårde sanktioner mod Belarus.
De internationale sanktioner har gjort Belarus så økonomisk presset, at landets nationalspise er truet. I foråret resulterede økonomiske problemer og politiske fejlprioriteringer i mangel på kartofler, og regimet har nu indført streng priskontrol på afgrøden. Som det land i verden, der indtager flest kartofler pr. indbygger, er det selvsagt en krise, når der begynder at være mangel på kartofler. Foreløbigt har løsladelsen af Tikanovskij dog ikke lempet det økonomiske pres fra hverken USA eller EU, som fastholder sanktionerne mod Belarus.
Vil du vide mere? Så kan du læse om baggrunden for kartoffelkrisen i Belarus i Politico.
Frankrig: 145 kvinder angrebet med kanyler - mistanke om drug rape-motiv
En bølge af tilsyneladende umotiverede angreb har ødelagt stemningen omkring den årlige musikfestival Fête de la Musique, som afholdes i hele Frankrig. Mindst 145 personer har anmeldt at være blevet angrebet med kanyler, herunder 13 under festivalen i Paris, oplyser New York Times.
Størstedelen - hvis ikke samtlige - af de angrebne er kvinder, hvilket har affødt spekulationer om forsøg på en avanceret form for drug rape. Foreløbigt har de franske myndigheder dog ikke villet oplyse detaljer om hændelsen, men bekræfter, at flere af de udsatte har fået toksikologiske prøver. Denne ubehagelige form for seksuelt overgreb kaldes needle spiking.
12 personer er blevet anholdt og sigtet for at have udført angrebene, hvilket peger i retning af en organiseret aktion. Ifølge 9 News og Le Monde har grupper på forskellige sociale medier også opfordret til at angribe kvinder målrettet.
Angrebene er langtfra første gang, franske kvinder bliver overfaldet med kanyler. I 2022 blev der anmeldt over 1.000 tilfælde af kanyleangreb i løbet af det første halve år. Dengang var Fête de la Musique også i nyhederne som omdrejningspunkt for angrebene, men kulturminister Rima Abdul-Malak afviste det som et “indbildt problem.”
Selvom kanyleangrebene skaber en særlig frygt, ikke mindst med tanke på de andre sygdomme, som kan overføres gennem beskidte nåle, er problemet ikke nær så stort som med de mere ‘konventionelle’ metoder til drug raping. Det sker ofte ved at overgrebsmanden putter stærke sovemidler som fx Rohypnol i drinks. I Frankrig blev der i 2022 anmeldt 1.229 tilfælde af voldtægter og lignende forbrydelser, hvor stoffer blev taget i brug.
Samtidig er antallet af anmeldte voldtægter steget kraftigt i Frankrig de seneste år. Her blev der i 2022 anmeldt 38.094 voldtægter, hvilket svarer til 59 kvinder ud af 100.000. I Danmark var tallet for samme år 2.831 (48,1). Det reelle tal menes imidlertid at være langt højere, da mange voldtægter og seksuelle overgreb forbliver uanmeldt. Kun 1 procent af anmeldelserne resulterer ifølge France24 i en dom.
Drug rape har i den seneste tid været et stort samtaleemne i Frankrig, hvor sagen om Gisèle Pelicot i september 2024 satte fokus på problemet. Pelicot blev gennem ni år bedøvet af sin ægtemand Dominique Pelicot og gruppevoldtaget af ham samt mindst 50 andre mænd. Ægtemanden blev i den forbindelse idømt en fængselsstraf på 20 år, mens 49 af de andre mænd også blev dømt. Retssagen blev ikke mindst verdenskendt, fordi Gisèle Pelicot insisterede på en åben retssag.
Som den forurettede kvinde selv beskrev i forbindelse med retssagen: “Jeg vil være sikker på, at vores samfund faktisk forstår, hvad der er foregået. Den beslutning har jeg aldrig fortrudt.”
Vil du vide mere? Så kan du læse denne undersøgende artikel om ‘needle spiking’ i Le Monde.
Nederlandene: Topmøde får NATO-chef til at kysse Trumps støvler

“Kære Donald. Tillykke og tak for din beslutsomme handlen i Iran, noget ingen andre turde gøre. Det har gjort os alle mere sikre. Europa har tænkt sig at betale BIG TIME, som de burde, og det er din fortjeneste.“ Der manglede blot et løfte om også at pudse den amerikanske præsidents støvler, da NATO-generalsekretær Mark Rutte i denne uge skulle fedte for Trump forud for alliancens topmøde i Haag.
Ruttes fedterøvskommentarer var egentlig sendt afsted i en privat besked til Donald Trump, men Trump kunne naturligvis ikke dy sig for at dele den på sit eget sociale medie, Truth Social. Den nærmest grotesk underdanige besked var imidlertid så overdrevet, at de færreste kan være i tvivl om Ruttes egentlige intention med at fedte for den forfængelige Trump.
Trump landede tirsdag i den nederlandske by, hvor han blev modtaget af landets konge, Willem-Alexander. For at pleje Trumps skrøbelige ego yderligere havde kongen sørget for, at han kunne overnatte i Huis ten Bosch-paladset som den første amerikanske præsident nogensinde. Rutte satte trumf på, da han på et pressemøde onsdag omtalte Trump som ‘Daddy’.
Selvom Ukraine ikke er medlem af NATO, deltog den ukrainske præsident Volodomyr Zelenskij også i en række arrangementer rundt om det officielle program, herunder en middag hos den nederlandske kongefamilie. Her udtrykte han et ønske om at mødes med Trump, hvilket kom på plads onsdag. Zelenskij mødtes desuden med den afgående nederlandske premierminister Dick Schoof.
Mens den iransk-israelske krig også var på dagsordenen, handlede størstedelen af mødet om de massive oprustningsplaner i alliancens medlemslande. Her har Rutte fremlagt en plan om nye drastiske oprustningsmål, som vil resultere i en ny målsætning om at hæve bidragssatsen til 5 procent af medlemslandenes BNP inden 2035. 3,5 procent skal gå til direkte militærinvesteringer, mens de sidste 1,5 procent er øremærket tværgående udgifter, som for eksempel infrastruktur og cybersikkerhed.
I Danmarks tilfælde vil det betyde mere end en fordobling af det nuværende militærbudget (2,37 procent). I runde tal betyder det et samlet forbrug på forsvars- og tværgående udgifter på 148 milliarder kroner i forhold til bruttonationalproduktet for 2024.
Statsminister Mette Frederiksen, som inden Ruttes ansættelse blev rygtet som en mulig kandidat til NATO-topposten, deltog også i topmødet. Her understregede hun, at den danske regering støtter USA’s og Israels bombardementer af Irans atomanlæg.
“Jeg bifalder, at amerikanerne træder i karakter og underminerer Irans mulighed for at blive en atommagt,” sagde Frederiksen onsdag ved topmødet i Haag.
Trods bred enighed om oprustning har Spanien som det eneste land afvist den drastiske stigning i militærudgifter, mens også Belgien og Slovakiet har udtrykt skepsis - uden dog at modarbejde forslaget.
“For Frankrig og Tyskland handler det ikke om truslen fra Rusland, men om at styrke de hjemlige industrier. Alle ved, at 5 procent ikke er nødvendigt, men kun Spanien tør sige det højt,” kommenterede en kilde i den spanske regering til El Pais.
Spanien er foreløbigt blevet undtaget fra aftalen, hvilket er blevet mødt med hård kritik fra Trump. Den amerikanske præsident truede med at lægge ekstra afgifter på spanske handelsvarer. Han kan dog glæde sig over, at resten af Europa tilsyneladende er klar til at rette ind.
Vil du vide mere? Så kan du læse denne analyse i EuropaNyt om den galopperende oprustning i Europa. BBC har en opsummering af topmødet her.
Storbritannien: Ghettolov efter dansk forbillede?

Storbritannien importerer ikke kun dansk bacon og Ozempic, men også politiske idéer. Den konservative partileder Kemi Badenoch har ifølge Daily Mail planer om også at bruge afsnittet i den danske Almenboliglov om opgør med parallelsamfund - i folkemunde kaldet ghettoloven - som inspiration i britisk politik.
“Integration er ikke nok. Efter min opfattelse må assimilation være målsætningen, og hvis folk ikke bliver assimileret, må de blive integreret. Men vi har haft ufatteligt mange tilflyttere fra forskellige steder, hvilket er en anden slags indvandring end tidligere. Derfor bliver vi nødt til at gå væk fra passiv integration mod en mere aktiv integration,” sagde Badenoch.
Badenoch er selv migrant, født og opvokset i den nigerianske hovedstad Lagos. Hendes politiske karriere tog fart under Boris Johnsons regering, hvor hun blandt andet var ligestillings- og boligminister. Hendes ønske om at signalere en strammere udlændinge- og integrationspolitik kan ses som resultatet af en række elendige meningsmålinger for de Konservative, hvor de er blevet overhalet højre om af det populistiske Reform Party.
De britiske medier beskriver den danske ghettolov som Lars Løkke Rasmussens opfindelse og omtaler den som en ‘stram lovgivning’. Badenoch påpeger desuden, at hun har kigget grundigt på den danske lovgivningsmodel. Det er særligt personer med ikke-vestlig baggrund, der er blevet udpeget som problemet, og områder med over 50 procent ‘ikke-vestlig befolkning’ har fået stemplet parallelsamfund. Hvad Daily Mail ikke oplyser, er, at en række andre kriterier dog også skal være opfyldt såfremt et boligområde skal sættes på ‘ghettolisten’.
Før Badenoch kan rulle en ghettopakke ud efter dansk model, skal hun dog først genvinde magten, hvilket har lange udsigter. Det næste britiske valg skal afholdes senest i august 2029.
Den danske lov er desuden blevet hevet for retten ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECJ), hvor den kroatiske seniorrådgiver Tamara Ćapeta tidligere på året betegnede loven som “diskriminerende”. Ghettoloven er desuden blevet kritiseret af tre særlige FN-udsendinge, som alle har opfordret til at bremse nedrivningerne i socialt udsatte boligområder.
Vil du vide mere? Hvis du vil have genopfrisket den danske ghettolov, som nu inspirerer udlandske politikere, kan du læse de præcise kriterier her.
Østrig: Højreradikalt parti vil forbyde Prides

Juni er Pride Month i hele verden. I Østrig fejrede over 340.000 mennesker LGBTQ+-personers frihed til at udtrykke deres seksualitet ved den årlige Wien Pride. Står det til Frihedspartiets (FPÖ) partisekretær Michael Gruber, skal det dog være slut med prides i fremtiden, oplyser Der Standard.
Den højreradikale politiker forklarede i et interview med RTV, at paraden nærmest gav ham fysisk ubehag, og at han mente, at homoseksualitet burde komme tilbage “bag hjemmets fire vægge.”
“[Under prideoptog] føles det, som om der er erklæret undtagelsestilstand,“ sagde Gruber, der også betegnede pridearrangementer som ‘regnbuevanvid’. Gruber har tidligere vakt opsigt, da han lagde en video på sociale medier, hvor han smed et regnbueflag i skraldespanden. Det fik statsanklageren i Linz til at indlede en undersøgelse af, hvorvidt han havde opfordret til had, men det østrigske parlament blokerede senere for efterforskningen takket være stemmer fra FPÖ og regeringspartiet ÖVP.
Også en række af Grubers partifæller har på det seneste langet ud efter Wien Pride for at opbygge stemning for et forbud. Parlamentsmedlemmet Lisa Schuch-Gubik kritiserede op til arrangementet, at man ikke havde aflyst årets pride (i Wien) efter et dødbringende skoleskyderi i Graz. Hendes partifælle Udo Landbauer, som i mange år var formand for ungdomspartiet og i dag er viceguvernør i Niederösterreich, har ligeledes opfordret til at “droppe den slags perversioner” og kalder LGBTQ-bevægelsen for “venstreorienterede degenerates.”
Mens et forbud mod LGBTQ+-prides i Østrig er på tegnebrættet for Østrigs nationalkonservative, er lignende planer allerede fremskredne i den forhenværende del af kejserriget. Ungarns premierminister Viktor Orbán meddelte tidligere på året, at den årlige Pride-march i Budapest ville blive aflyst. Landets parlament vedtog i den forbindelse en lov om at forbyde forsamlinger, der overtrådte den børnebeskyttelses-paragraf, som er indskrevet i en lov mod offentlig promovering af homoseksualitet.
Tidligere på måneden meddelte politiet i Budapest, at man havde forbudt Pridemarchen i den ungarske hovedstad, som ellers skulle afvikles i dag (28. juni). Det fik Budapest-borgmester Gergely Karacsony, som ikke ligefrem er blandt Orbáns største fans, til trodsigt at meddele, at byen fortsat ville arrangere pride, og at han selv havde tænkt sig at deltage. 70 oppositionspolitikere har også varslet deltagelse i det forbudte arrangement.
I ugens løb viste en rapport i øvrigt, at Ungarn under Fidesz-partiets ledelse var dumpet ned på sidstepladsen, og nu officielt er EU’s fattigste land. Måske skulle Orbán bekymre sig mindre om andres seksualitet og mere om dén udvikling?
Vil du vide mere? Så kan du læse om Wien Pride på den officielle hjemmeside. På billeder fra priden ser børnene i øvrigt ud til at have det fint! Du kan også orientere dig om danske prides og andre LGBT+-arrangementer på LGBT+ Danmarks hjemmeside.
Det tager 15 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hvert nummer af EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte EuropaNyt med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en historie, der skal med i næste uge? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet!