Lyt til artiklen her.
De sidste par uger har været blandt de travleste for de europæiske efterretningstjenester. Sensommeren har budt på flareskud mod danske helikoptere, sabotage mod det nederlandske jernbanenet og et væld af droneoverflyvninger i alle dele af kontinentet.
Pilen peger ikke overraskende i retning af Moskva. Rusland kan ganske vist ikke bevises at stå bag hver eneste aktion. Ikke desto mindre står det klart, at de russiske sikkerhedstjenester har fået besked på at optrappe de lavintensive og asymmetriske angreb mod Europa.
Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor Rusland eskalerer sin hybridkrig mod Europa netop nu. Svaret finder vi blandt andet på slagmarken i Ukraine, hvor krigsindsatsen på femte år er stagneret.
Død ved tusind snit
Tidligere på måneden plantede sabotører sprængladninger på en række transformatorstationer i Westfalen. Ved at sprænge dem i luften kunne man skabe store strømafbrydelser i den tyske delstat. Angrebet kom i forlængelse af et lignende angreb i august, hvor der blev fundet sprængstoffer på en drone ved Leipzig Lufthavn.
Kort før delstatsvalgene i Østtyskland tog den tyske stat imidlertid et hidtil uset diplomatisk skridt, da indenrigsminister Alexander Dobrindt åbent anklagede Rusland for at stå bag det forpurrede angreb i Leipzig. Selvom kansler Merz advarede om, at Rusland kom til at ‘betale prisen’ for angrebene, var hans partifælle Roderich Kiesewetter nok tættere på sandheden, da han udtalte, at man fra Kremls side “griner af vores respons.” Politisk viste det sig da heller ikke at koste det pro-russiske Alternative für Deutschland stemmer ved valget i nabostaten Sachsen-Anhalt.
“De russiske efterretningstjenester har udviklet en effektiv metode til at gennemføre angreb mod Europa, som er svære at spore direkte tilbage til kilden”
Den russiske stat indtog som sædvanlig offerrollen og spillede fornærmet, selvom det ikke kræver en stor begavelse at forstå, at angrebene er led i en stadig mere systematisk hybridkrig med ophav i Ljubjanka. Putin var med det samme ude at afvise de tyske beskyldninger som ‘absurde’, mens hans talsperson Maria Zakharova beskyldte Berlin for at ‘finansiere terror’.
For Kreml er det vigtigt at opretholde en diplomatisk armslængde til krigshandlingerne, så hele komedien, hvor man projicerer og foregiver uskyld, kan fortsætte. Det er også nødvendigt for at opretholde den diplomatiske facade, som eksempelvis muliggør, at Tyskland og Rusland kan mødes under FN’s generalforsamling. Til det formål er det vigtigt ikke at implicere sine egne agenter i operationerne, hvis det kan undgås.
Shaun Walker udgav sidste år en grundig gennemgang af, hvordan FSB rekrutterer folk til at gennemføre hybridangrebene. De kan hyres via beskedtjenester som Telegram, hvor russiske efterretningsagenter trawler grupper med politisk indhold. Her leder de særligt efter utilfredse, enfoldige mænd, som kan rekrutteres over tid.
Som eksemplet med transformatorstationerne i Leipzig understreger, har hybridangrebene ikke altid nogen direkte relation til krigen i Ukraine, men kan også bare have til formål at skabe kaos og så splid. Det er tilfældet, når en IKEA bliver sat i brand i Litauen, eller et jødisk monument bliver skændet i Paris. Fælles for operationerne er, at de er billige i drift. De russiske Telegram-aktiver får for eksempel en akkordløn på 30 kroner for at hænge en plakat op, mens en større operation, som et brandattentat mod et varehus i Polen, koster 25.000 kroner.
Hvis man, som under det mislykkede giftattentat mod Sergej Skripal i Salisbury, rent faktisk fangede russiske agenter på fersk gerning i Leipzig eller Westfalen, ville Rusland i det nuværende politiske klima risikere mere drastiske konsekvenser som lukning af ambassader eller hårdere økonomiske sanktioner. Den slags risikoafvejning undgår man ved at hyre folk på Telegram til små operationer.
De russiske efterretningstjenester har kort sagt udviklet en effektiv metode til at gennemføre angreb mod Europa, som er svære at spore direkte tilbage til kilden. Målet er en gradvis erodering af samfundene gennem død ved tusind snit. Når det ovenikøbet er billigt, risikofrit for egne agenter og foreløbigt ikke har haft nævneværdige konsekvenser for evnen til at operere frit i Europa, er der set fra Kremls syn ingen grund til at skrue ned for intensiteten - tværtimod.
Frygt som forhandlingsmiddel
Selvom en vigtig del af Kremls hybridoperationer er sabotageaktioner, foregår en del af hybridkrigen også som det, vi kan kalde aggressiv signalering. Ligesom sabotage- og destabiliseringskampagnen har den til formål at give den russiske stat det psykologiske overtag over for Vesten. De kan derfor ses som et andet led i den samme forhandlingsstrategi. Det, russerne gerne vil forhandle om, er støtten til Ukraine.
Som en af Ukraines mest trofaste allierede er Danmark også et af de mest oplagte mål for hybridangreb og psykologisk krigsførelse. Det seneste eksempel var, da en af forsvarets helikoptere blev beskudt med flares af den russiske korvet Soobrazitelny.
“Den vigtigste grund til, at den russiske stat bruger aggressive signaler som flarebeskydning og krænkelser af luftrum er, at det ikke har alvorlige konsekvenser.”
Aktionen trak overskrifter, hvilket også var formålet. Det var en ny form for provokation, men ikke en konfliktoptrapning, for den adskilte sig ikke fundamentalt fra de utallige krænkelser af luftrummet over både Danmark og resten af Europa, som er blevet en fast del af Ruslands hybridkrig.
Siden optrapningen af krigen i 2014 har Rusland krænket ti europæiske landes luftrum med kampfly i mindst 70 forskellige tilfælde. Mens det også har et begrænset militært formål i form af dataindsamling om responstid, er hovedformålet ligesom med flare-aktionen at skræmme befolkningerne og få det psykologiske overtag.
De sidste par år er krænkelser gennem droneoverflyvninger blevet et af Kremls yndlingsredskaber, ikke mindst fordi man med billige droner kan gennemtvinge et dyrt svar. Når de vestlige lande sender kampfly på vingerne for at skyde droner ned, koster det uforholdsmæssigt mere at besvare truslen end at afsende den.
Den vigtigste grund til, at den russiske stat bruger aggressive signaler, er manglen på konsekvenser. For det første bliver Ruslands aggression ikke mødt med tilsvarende handlinger. De europæiske lande overtræder sjældent russisk luftrum og gengælder ikke overrevne kabler i Østersøen eller cyberangreb begået af de russiske efterretningstjenester.
Selve handlingerne har også sjældent store konsekvenser. En opsigtsvækkende undtagelse var, da Tyrkiet i 2015 skød et russisk Sukhoi Su-24 kampfly ned, som havde forvildet sig fra Syrien ind over tyrkisk luftrum. Det har ikke gentaget sig siden. Det gør også den danske reaktion på flare-hændelsen interessant, da man fra dansk side har valgt at fremrykke og forøge Ukrainestøtten som direkte konsekvens af den russiske aggression.
Luftrumovertrædelser og flarebeskydning er to sider af samme skræmmekampagne. I værktøjskassen finder vi også en række andre redskaber, herunder tropperotationer i Rusland. I sommeren 2026 kunne Meduza berette, at Rusland havde bygget nye militærbaser og flyttet flere soldater til grænsen med Finland. Selvom det kan lyde voldsomt med 80.000 soldater langs grænsen, er der ikke tale om en reel invasionstrussel. Finland har Europas største artillerikapacitet, en reserve på flere hundredtusinde soldater og øjeblikkelig opbakning fra i hvert fald de andre nordiske lande, om ikke hele NATO. Igen handler det mere om psykologisk krigsførelse end en reel militær trussel.
Det samme gælder historierne om opførelse af flere hospitalssenge ved grænsen til de baltiske lande, eller for den sags skyld de atomvåben, der er blevet sendt til Belarus. Selvom de nu er placeret lige ved grænsen til Polen, gør det ingen reel taktisk forskel, eftersom atomubåde og interkontinentale ballistiske missiler allerede var en del af Ruslands arsenal. Som med de utallige russiske atomtrusler handler det hovedsageligt om at bruge frygt som forhandlingsmiddel.
Operation Vivaldi lægger pres på at opnå resultater
Overordnet går det forrygende med den russiske hybridkrig mod Europa. Droneoverflyvninger skaber frygt. Informationskrigen på nettet skaber forvirring. Og i en række af de vigtigste europæiske lande rykker Kremls allierede tættere på magten. Det gælder ikke mindst Tyskland, England og Frankrig, hvor landenes højreradikale partier står til stor fremgang og potentielle magtovertag.
“Selvom tiden arbejder for Rusland i hybridkrigen mod Europa, gør den det ikke i den konventionelle krig mod Ukraine.”
I krigen mod Ukraine går det til gengæld dårligt. Her er krigen langt inde i sit femte år uden nævneværdig fremgang på slagmarken. Rusland kontrollerede på sit højeste i 2022 omkring 27 procent af Ukraine, og efter fire år er det tal blevet fastlåst på 20 procent. Putins målsætning om at erobre resten af Donetsk og Lugansk er trods femten ‘ultimative deadlines’ stadig ikke blevet indfriet.
Hvad der er endnu værre for Putin, er, at selv den langsomme, men sikre fremrykning nu ser ud til at være i fare. Det ukrainske militær har under Operation Vivaldi indledt en modoffensiv hen over sommeren, som har generobret en række små byer rundt om Lyman i det nordlige Donetsk. Fra et russisk perspektiv er det farlige ikke de små ukrainske landvindinger, men derimod tabet af det narrativ om uundgåelighed, som man forlader sig på, både over for vestlige støtter og sit hjemlige publikum.
Selvom tiden arbejder for Rusland i hybridkrigen mod Europa, gør den det ikke i den konventionelle krig mod Ukraine. Regimet har siden begyndelsen italesat det som en militæroperation af begrænset omfang, og hver eneste dag krigen fortsætter, svækkes både den fortælling og det russiske militærs omdømme.
Den ukrainske droneteknologi og nye langtrækkende missiler betyder samtidig, at krigen for alvor er begyndt at vende hjem til Rusland. De seneste angreb på den russiske olie har skabt stor benzinmangel og anslås nu at have sat næsten halvdelen af produktionen i stå.
Samtidig ser det ukrainske bæger ud til at være fyldt, hvad angår de russiske angreb på landets energiinfrastruktur. Præsident Zelenskij advarede under sin tale i FN om, at et russisk vinterbombardement i år ville blive gengældt. Hvis Rusland gentager angrebene i den kommende vinter, er det derfor sandsynligt, at Ukraine vil gå efter tilsvarende mål i Rusland. Det vil gøre situationen i Rusland mere ustabil. Putins oprindelige sociale kontrakt var et løfte om øget velstand og sikkerhed til gengæld for færre rettigheder. Hvis både velstand og sikkerhed smuldrer, kan flere russere få svært ved at se dens fortsatte gyldighed.
I sin tale ved FN’s generalforsamling advarede præsident Zelenskij om ukrainsk gengældelse, hvis Rusland igen bomber landets energiinfrastruktur. Se hele talen her.
Store og små krige
De manglende resultater på den ukrainske slagmark kan med andre ord betyde et øget pres på resten af Europa. De europæiske ledere har på det seneste reageret med stigende bekymring på den russiske aggression. Senest indkaldte den franske præsident Macron resten af den franske politiske top til krisemøde i Versailles om situationens alvor. Ironisk valgte de to mest pro-russiske ledere, Jean-Luc Melenchon og Marine Le Pen, begge at blive væk.
Det kan være forvirrende for den almindelige europæer at skulle navigere et trusselsbillede, som hele tiden ændrer sig, og hvor svarene er vidt forskellige. Mens den tidligere finske statsminister Sanna Marin i april udtalte, at hun ikke “ville udelukke” en russisk invasion af [andre dele af] Europa, sagde hendes afløser, Alexander Stubb, i sidste måned det direkte modsatte.
“De europæiske regeringers modsvar er fortsat svagt, underprioriteret og usammenhængende. Der er brug for langt flere midler og en mere koordineret indsats, hvis det skal være et seriøst modsvar til den russiske informationskrig.”
Hvem skal man tro på? Lad mig her lægge hovedet på blokken og erklære mig mest enig med Stubb. Jeg finder det meget usandsynligt, at Rusland skulle erklære krig mod et NATO-land, eller et hvilket som helst andet land for den skyld, så længe landets militære ressourcer er fastlåst i Ukraine.
Selvom en stor og officiel krig er usandsynlig, er faren for en mindre krig stadig til stede. Et af de mest sandsynlige scenarier er en skyggeinvasion i det nordlige Estland a la den, der blev gennemført på Krimhalvøen og i Donbas i 2014. Her startede invasionen med små grønne mænd, russiske specialstyrker uden uniform eller hundetegn, der krydsede grænsen, mens Rusland officielt benægtede ethvert kendskab til dem.
Putin pustede selv til gløderne i sidste uge, da han beskyldte de baltiske lande for at undertrykke russiske minoritetsrettigheder. Det var præcis samme drejebog, som også blev brugt i tiden før invasionen af Ukraine. Eftersom Putin ved, at vestlige medier netop vil udlægge hans ord og drage den parallel, kan det også være del af en skræmmekampagne.
Hvis Rusland skulle lykkes med at vinde krigen i Ukraine, vil trusselsbilledet ændre sig markant. Så vil Rusland, som har omstillet hele sin produktion til en krigsøkonomi, endda være tilbøjelig til at opspore den næste konflikt for at holde hjulene i gang, ganske som andre krigsøkonomier, fra Romerriget til Nazityskland, har gjort det gennem tiden. Vil man forhindre krigen i at sprede sig, er den bedste fredsinvestering derfor fortsat at støtte det ukrainske selvforsvar så meget som muligt.
Det russiske militær er hverken usårligt eller ubegrænset i sin formåen. Det samme kan siges om dets hybridindsats, som trods en global rækkevidde ikke har uanede ressourcer. Deres fokus vil formentlig skifte en smule i den kommende tid, særligt på den digitale slagmark, hvor operation Doppelgänger vil afsætte betragtelige ressourcer på at få styrket Donald Trumps republikanske parti frem mod midtvejsvalget i november. Den slags mindre udsving ændrer dog ikke på det samlede trusselsniveau for Europa.
De europæiske regeringers modsvar er fortsat svagt, underprioriteret og usammenhængende. Den nye britiske premierminister Andy Burnham introducerede i sidste uge et nyt initiativ i form af et nationalt center for informationsforsvar (National Centre for Information Defence). Centret skal særligt have fokus på at imødegå russisk desinformation. EU har også oprettet et center til at optrevle de falske russiske narrativer, og Frankrig har oprettet French Response som led i en mere offensiv strategi på sociale medier.
Selvom den slags initiativer kan gøre en forskel, er der brug for langt flere midler og en mere koordineret indsats, hvis det skal være et seriøst modsvar til den russiske informationskrig. Ligesom resten af hybridkrigen mod Europa er den nogenlunde billig, effektiv og risikofri - og derfor også kommet for at blive. Indtil FSB-regimet er blevet fjernet fra Kremls røde gange, er det dén virkelighed, vi må forholde os til.
Det tager 5-12 minutter for dig at blive klogere på kontinentet, men bag hver artikel i EuropaNyt ligger mange timers arbejde. Jeg håber derfor, du vil overveje at støtte uafhængig journalistik om Europa med 50 kr. om måneden. Dit bidrag gør en forskel!
Har du et forslag til en artikel? Så giv dit besyv med i kommentarfeltet eller kontakt os her.